Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster


Midvinterbal

Det var endnu engang blevet tid til den årlige festlighed på Krystalpaladset, hvor alle fra nær og fjern var inviteret til Midvinterbal, og store mængder af Dianthos beboere skridtede igennem den første, nyfaldne sne mod paladsets strålende lys. Inde i balsalen var der pyntet tilstrækkeligt op til at imponere de flestes øjne: iskrystaller glimtede overalt i loftet og gulvet skinnede så glat, at man kunne spejle sig i det.
De store dobbeltdøre ud til labyrinthaven bød på udsigt til det store Midvintertræ, hvor lys strålede fra alle de stedsegrønne grene.

Ved hovedindgangen slog en herold sin stav i gulvet og annoncerede højlydt ankomsten af adelsfolk samt andre vigtige, allierede til Dronning Isanne:

"Fyrst Iorvo af Ernyell!"
"Fyrst Sephyran IV af Kazimi!"

Da de fleste af gæsterne var ankommet, annoncerede Dronningen fra sin balkon med udsigt over salen, at hun ville holde en kort tale. Her bød hun gæsterne velkomne og bad dem for en kort stund glemme de pinsler, landet havde været udsat for og i stedet nyde maden og musikken. Talen blev afsluttet med en kort bøn til Lysets Gudinde, Isari.

Herfra tog en skjald over, fremførende en sang om "Sir Baldwins Heltedåd" og snakken begyndte så småt at tage til rundt om i balsalen, mens skørter hvirvlede på dansegulvet.
Midvinterballet var begyndt.
...


Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.
Selmy
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 20 år

Skaber: Blæksprutten

Skønt fordrivelsen af Kiles Orden og tilbagekomsten af deres sande dronning, havde de sidste barske vintertilstande budt Selmy Kiefer mørke, dårligt vejr og kedelige nyheder omkring hans syge mors tilstand. Man kunne vel godt sige at han havde været deprimeret længe, og i en sådan grad, at han nær ikke var nået med til Midvinterballet, som ellers plejede at være familiens højdepunkt. Men for at holde gejsten nogenlunde oppe, var det vigtigt at traditioner skulle holdes, og så var Selmy naturligvis nysgerrig efter at se, hvordan deres dronning havde det ovenpå de forfærdelige hændelser hun havde været udsat for. Derfor stod han nu der, i midten af den fyldte balsal og spejdede efter dronningen på balkonen. Han var i højtidens anledning iklædt i sit fineste puds, som bestod af en tuquisblå doublet med smukke detaljer i form af sølvspænder og syninger med sølvtråd. En let kappe i bordeauxrød og et blankt, smalt bælte, matchene til de sorte støvletter, som man nærmest kunne spejle sig i. For ikke at glemme, at de tilføjede en lille smule til hans beskedne højde takket være herrehælene.

Under talen kunne han næsten ikke tænke på andet end dronningens ansigtsudtryk. Det var beundringsværdigt hvordan hun stadig fremstod stærk og ædel, og nærmest talte til folket, som om de havde været de største ofre i denne sag. Den endnu alt for unge dronning måtte da have lidt under hendes tilfangetagen? Hun formåede at skjule det ret godt, til et punkt hvor det næsten var overbevisende…

Hans negative tanker blev straks afbrudt, så snart dronningen og de mange personer omkring ham remsede med på bønnen til Lyset. Han placerede sin hånd på sit bryst og lukkede øjnene, for at mærke efter. Ja, han kunne mærke Isaris tilstedeværelse. Hans stærke følelser for sin tro på Lyset blev kun styrket yderligere, af at se og høre alle fra nær og fjern, mænd, kvinder, rige og fattige, mennesker såvel som elvere stå sammen og dele denne eminente oplevelse sammen.

Måske var der alligevel håb for Dianthos når krigstiden ankom. Hvis altså man skulle tro på rygterne om det nye Mørke...



Esther Nielsdatter
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Satyr
Alder: 18 år

Skaber: Hobbit

Spændingen var næsten for meget for den unge lille krop, som Esther gik igennem den nyfaldne sne, kun få skridt bag Hecate Reier, hendes lærermester. Hun havde fået lov at tage med til Midvinterballet på paladset, og hun vidste næsten ikke hvad ben hun skulle stå på at lutter begejstring.
Smilet spillede så tydeligt på hendes læber, og de grønne øjne funklede. Hendes hår var redt pænt, pyntet med lidt smykker hun havde fået lov at låne, og kroppen bar en smuk kjole. Esther mindes ikke nogensinde at havde følt så blødt stof mod sin hud i hele sit liv, og den mørkerøde farve var så dyb at Esther næsten blev væk i den.

Så længe de gik udendørst, kunne man knap se noget af Esther for den tunge varme kappe hun bar om den spinkle krop, men som hun trådte ind i de varme lokaler, hvor herolden annoncerede Hecates ankomst, kunne man se hvor fin men også anstændigt påklædt den unge pige var. Kjolen fulgte ned af hendes ben, uden at sidde stramt, og halsen var høj uden at kvæle pigen. Ærmerne var lange, og blødte ud i bredde ærmer. Om hendes hals, udenpå kjoles smukke grønne stof, hang en halskæde med en fin amulet. Amuletten holdte Esthers gedeben skjult bag en fortryllelse. Hun havde naturligvis sagt det var et arvestykke fra sine forældre, og at hun var nært knyttet til hende. Selvom det smertede at lyve for Hecate, var det den eneste måde Esther havde set sig helt sikker på at hun altid kunne få lov at bære den. Og nu, følte Esther sig mildest talt som en prinsesse, som hun tog alle de nye omgivelser ind.

Hun fik endda lov at bevæge sig rundt blandt de andre gæster på egen hånd, så længe hun ikke vandrede for langt. Og selvfølgelig opførte sig ordentligt. Så da talen blev afsluttet af en kort bøn til Isari, gik Esther et par skridt videre, for bedre at kunne se de dansende på gulvet, fascineret af deres bevægelser.


Bukkeben i glassko
Netrish
Krystalisianer

Retmæssig Neutral
Race: Skovelver
Alder: 184 år

Skaber: Dragonflower

Netrish havde ikke forventet at vende tilbage til Dianthos så tidligt, ej heller havde hun drømt om at deltage til Midvinter ballet i sin nuværende tilstand.
Men der havde ikke været andet for. Det ville have været for risikabelt at dvæle længere i Elverly, for nu i hvert fald.

Normalt ville Netrish have båret Kiles farver af rød og hvid, selv til en festlig lejlighed som denne, men Kiles orden var stadig et friskt sår for alle, og Netrish havde derfor fulgt sin faders ord, og klædt sig i noget mere, ja, festligt.
Kjolen var i sort fløjl, med høj krave og knapper foran, til ned midt på brystet. Ærmerne var store og puffede, men med en lang manchet, der holdt dem ind til underarmene. Machetterne var i en mat guldfarve, der stod i kontrast til det sorte, og den samme farve gik igen i den blomster-inspirerede kant der løb langs kjolens ærmer, hals og bund. Kjolens snit lå under brystet, og gav god plads til hendes voksende mave.
Netrish skønnede hun vel var nært 7 måneder hende efterhånden.
Hendes hår var ej løst som ellers, men trukket sammen i en tyk fletning, der var dekoreret med mørkeblå og fuchsia stofblomster. 

Trods sin påklædning lå Netrish fokus dog ikke på festen, ej heller på dronnings tale om bedre tider. Elverens blik scannede ængsteligt de andre gæsters ansigter, søgende efter et især..

((Billede))
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Laurenne
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 23 år

Skaber: Vuze

Det havde ikke været med farens gode vilje, at Laurenne var taget med til midvinterballet. Aller helst ville han holde hende hjemme, hvor han kunne sikre sig, at hun ikke bragte skam over familien. Men kendte man Laurenne vidste man, at havde hun først sat sig noget i hovedet, var der ikke nogen eller noget, som kunne holde hende fra det. Der var dog et ufravigeligt krav fra hendes fars side: hun skulle have en "anstandsdame" med. Så det var med Wolfram ved sin side, at hun var trådt ind i balsalen.

Det lyse hår var sat op i en kunstfærdig frisure med et par enkelte løse hår, som indrammede hendes ansigt. Kjolen var en dyb mørkegrøn farve med små broderier langs kanten og ærmerne. Udskæringen på kjolen var ikke helt så dyb, som hun ellers normalt ville vllge, der var dog stadig et ganske godt kig til hendes kavalergang. Hun var først og fremmest med til ballet for at blive set, så hun havde brugt lang tid på at sørge for at alt ved hendes udseende var så perfekt som muligt.

Dronningens tale interesserede hende ikke synderligt. Hun stod pænt og lod som om, at hun hørte efter, men hendes øjne havde travlt med at undersøge lokalet, så hun junne finde en at burge aftenen sammen med, når hun altså var sluppet ar med sin anstandsdame. En aften som denne var ikke kun god til at blive set, den var også fantastisk til at få skabt tætte relationer til magtfulde mænd, og det var lige nøjagtig en af disse mænd, hun håbede på at finde.
Sheno
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Halvdyr
Alder: 28 år

Skaber: Zofrost

Det var nok lidt svært at se på halvløven, men hans indre var et stort roderi af imponerethed, nysgerrighed, en smule skræk og en del ærefrygt. Paladset. Han var på paladset. Og der var sne!
Hvem skulle have troet, at en simpel rubinsk kriger som ham, ville stå foran paladset, på vej ind til bal hos dronningen selv! Ikke ham selv i hvert fald, og han var gået i stå nogle meter fra indgangen, mens hans gyldenbrune øjne stirrede op ad den store bygning. Fortabt og med en stor trang til at måbe åbenlyst.

Havde det ikke været for rigmanden, der havde haft ham i sit sold de sidste par måneder, havde Sheno end ikke overvejet at tage til hovedstaden og slet ikke til bal. Han var rejst op igennem landet fra Rubinien, havde besøgt Azurien og var fortsat i landet nord for hovedstaden, men syd for grænsen til Norden. På en bakke nord for Dianthos havde han stået og set på byen, men var kommet frem til, at han ikke ville besøge den. Ikke endnu, i hvert fald. Han følte ikke, at han kendte nok til de nordlige skikke til at kunne færdes i den store by, så han var rejst videre. Her var han stødt på en rigmand, en handelsmand, der havde haft brug for hans tjeneste. Manden havde været venlig, og Sheno var, ud over sin løn, blevet betalt i tøj, syet til hans store figur, så han ikke skulle fryse når vinteren kom.

Han havde lært meget ved handelsmanden, hvilket han var meget taknemmelig for. Det var også handelsmandens idé, at Sheno drog til hovedstaden for at deltage i ballet, noget han kategorisk havde nægtet til at starte med, men til sidst havde manden alligevel overtalt ham. Han havde endda foræret ham en kappe og en pænere lang tunika i en forårsgrøn farve, der gik ned til hans knæ og havde en slids bagtil, så hans hale var fri.

Så her stod han nu, i sit pæne tøj, uden våben og rustning, uden at fryse i kulden, selvom alle andre bar mere tøj end ham. Han havde med overraskelse kunne konstatere, at hans pels var blevet tykkere i den tid, han havde været så langt nord på, og selvom han kunne mærke kulden, bed den ikke.
Han var blevet forsinket på rejsen hertil og havde kun lige nået at finde en kro, hvor han kunne smide sine ting, inden han skulle til paladset, så han havde ikke fået set byen. Han havde også næsten været mere optaget af det hvide, der var faldet fra himlen. Sne.

Nogen ramte ham med en skulder, og trak ham ud af forundringen. Personen kastede et blik på ham, inden de skyndte sig videre. Han ragede et godt stykke over de fleste, der bevægede sig mod indgangen, og selvom han var våbenløs, var han nok stadig en smule skræmmende. Langsomt tog han en dyb indånding og fulgte efter. En vagt kastede et ekstra blik på ham, men ingen stoppede ham, som han gik ind og fulgte de andre ind i balsalen. Endnu en gang gik han i stå og denne gang måbede han en smule. Aldrig havde han set noget så smukt. Og alle de festklædte mennesker. Han stak ud som en grøn plante i ørkensandet og var nær vendt om for at gå igen, for her hørte han ikke til. Men hans ben bar ham længere ind, så han endnu bedre kunne se det smukke rum.
Om muligt blev hans ærefrygt endnu større, som dronningen dukkede op og holdt sin tale. Hun var smuk. Det var en kort tale, og han hørte slet ikke rigtigt, hvad hun sagde, så betaget var han. Snart begyndte folk at danse, og han fortrak ud til siden, hvor han kunne følge med i festen uden at være i vejen eller gøre sig mere bemærket end højest nødvendigt. Han ville bruge sin aften på at betragte og suge indtrykkene til sig og regnede ikke med, at være social. Han var trods alt bare en kriger blandt fine folk.

(( Ønsker man en tråd med min akavede og malplacerede løvemand, så skriv endeligt til mig! ))
Dag
Krystalisianer

Retmæssig Neutral
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Dragonflower

Vinterballet var ikke noget Dag havde kendt til, indtil for ganske nyligt. Det havde dog ikke taget hende længe at beslutte hun ville med, og til Kzar Mora med om hendes mor og bror synes det var en god idé!
Det var ikke gået så nemt som Dag havde håbet. Hendes mor, Liv, havde insisteret på at klæde hende på selv, og sendt familiens tjener Cole med, officielt for at hjælpe med at flytte hende rundt. Men Dag kendte sin mor. Enhver kunne have hjulpet med det! Cole skulle med for at holde øje med Dag, og sørger for hun kom hjem til det fuldstændigt tossede tidspunkt Liv havde sagt hun skulle være hjemme, som om Dag stadig var et lille barn.

Dag havde forsøgt at se så værdig ud hun kunne, som hun var ankommet, men det var svært at holde på bare den mindste værdighed, når man var nød til at blive båret ind. Heldigvis var der stole nok, og hun fik hurtigt fundet et sted Cole kunne sætte hende ned, hvor hun kunne se en god del og følge med i aftenens begivenheder.
Dag forsøgte at se så uimponeret ud som hun kunne, som hun tog den prægtige sal ind, og lod blikket glide over de mange gæster. Det var en svær opgave, for selv på Opalslottet havde hun ikke set noget lignende, og langsomt indså Dag, at det måske havde været en fejl at komme.
Alt hvad hun viste om fester var at man dansede, og så fandt den kønneste kvinde og den kønneste mand sammen, og levede lykkeligt til deres dages ende, eller sådan noget pjat. Det var dem alle historierne handlede om, men hvad pokker lavede resten af festen?!

((Fang mig i chatten, eller smid en PM hvis du vil have en tråd med Dag! Ellers kan du finde hendes åbne tråd her))
Wolfram
Krystalisianer

Retmæssig Ond
Race: Menneske
Alder: 53 år

Skaber: Zofrost

Midvinterbal. Wolfram havde været med nogle gange før, dengang grevens hustru stadig havde været i live, så det var mange år siden. Selv dengang, da hans hår havde været kulsort og hans skridt mere spændstige, havde han været den af grevens tjenestefolk, der havde mest styr på etikette, og greven satte pris på hans skarpe hukommelse og sans for detaljer. Efter grevindens død havde greven ikke selv deltaget i ballet, men i år havde hans datter altså fået lov til at tage af sted. Hun var gammel nok til at tage turen alene, sammen med en tjener. Og det havde altså været Wolfram, der havde fået den tvivlsomme ære at følges med hende. Uden tvivl som anstandsdame, så hun ikke fik rodet sig ud i for mange problemer.

Trods sin lave rang som tjener, var han blevet udstyret med en mørkeblå kofte med lange ærmer og en lidt høj krave. Forsiden og bagsiden af koften var broderet med et diskret mønster i en mørkere blå, men ærmerne var usmykkede, bortset fra et par knapper i sølv ved ærmekanten. Knapper der gik igen i en række ned foran for at holde koften lukket. Han havde et simpelt brunt læderbælte om livet uden på koften med et pænt spænde, også i sølv. På benene havde han et par sorte bukser der sad løst om hans lår, men stramt om hans underben, inden de gik ned i et par lette støvler, der var en smule slidt, men pudset pænt op. Hvis han skulle indrømme det, følte han sig ganske nydelig, og han havde gjort lidt ekstra ud af at sørge for, at det lange hår ville forblive strøget bagud over hans isse.

Efter at have sørget for, at Laurennes overtøj var i gode hænder, var han fulgt efter Laurenne ind i salen, et skridt skråt bag hende. Han kunne næsten lugte krystallerne i luften, som de adelige svansede rundt i deres dyre beklædning og samtaler om land, handel og diplomatiske forbindelser fyldte luften. Han kunne brække sig, men fortrak ikke en mine, mens Laurenne fandt et sted og stå, mens dronningen holdt sin tale og der blev sunget en sang for Lysets general. Han betragtede dronningen svagt nysgerrigt, men var ellers ikke så interesseret. Der stod et bord, hvor der blev serveret drikkevarer, og et kort stik af længsel efter noget stærkt, gik igennem ham, bare for at gøre aftenen nemmere at komme igennem. Men han havde ikke rørt alkohol siden sine unge dage, og det var absolut ikke dagen at starte på det igen. Med et suk så han rundt, inden han så på Laurenne. Hun planlagde uden tvivl at smutte fra ham. På den ene side var han tilbøjelig til at lade hende, på den anden side, så ville greven flå ham levende, hvis hun fik lavet en scene. Han han sørge troligt for at holde sig det ene skridt bag hende, klar til at gribe diplomatisk ind, hvis nødvendigt.

(( Hjælp Laurenne, forstyr Wolfram! Skriv til mig, hvis du vil tråde med den gamle tjener! ))