Ballet var naturligvis ikke en begivenhed, Nicodemus kunne gå glip af. De seneste års baller havde været en lidt blandet fornøjelse med skyggen af Kiles Orden hængende over hovedet på balgæsterne - men i år skulle det være anderledes. Han havde hørt, at der ville komme skjalde fra fjerne egne af landet - helt fra Dragorn og Balzera, og at vinen ville flyde i rigelige mængder. Og så var der naturligvis alle de fint klædte unge kvinder, hvis hvirvlende skørter fik en ung mands tanker til at gå i en upassende retning om, hvad og hvor meget de bar under kjolerne.

Emilio havde klædt den unge herre på i god tid til ballet. Hans jakke var mørkerød og stod i tydelig kontrast til hans fine, blege hud og mørke, skinnende hår, der havde fået lidt ekstra duftende olie. Han var beklædt med smykker af kvalitet og mængde, som det passede sig for en ung mand af fyrsteslægt.

"John Arthur af Isenwald  og hans søn, Nicodemus Césaire af Isenwald!"

Et stokkeslag og et råb fra herolden markede hans ankomst gennem de imponerende dobbeltdøre, og han måtte tage sig sammen for ikke at standse op og betragte al prægtigheden fra de strålende lys til de vuggende skørter. Faderen lagde en hånd på hans skulder og førte ham hen mod nogle af de andre familiemedlemmer - heriblandt Nicodemus moder og søskende, der også var ankommet til Dianthos i anledning af ballet.

Her udholdt han en mængde formaliteter og formaninger, inden han endelig på egen hånd og med familiens årvågne blik i nakken kunne bevæge sig rundt mellem de andre balgæster. Han så et par formanende blikke fra nogle af de ældre adelsfolk, der tydede på, at hans fars ihærdighed for at begrænse rygterne om hans gøren og laden i Dianthos de seneste år ikke var lykkedes i så høj grad, som man kunne ønske.

Han greb et glas fra en bakke båret af en forbipasserende tjener, og blikket gled søgende ud over balsalen. Hvor meget kunne han mon tillade sig denne aften, når hele hans familie var til stede?

Nicodemus var stadig så ung, at magien ved ballet fascinerede ham. Jovist var det ikke hans første gang, men så snart han var sluppet løs fra familien, var muligheden for en svingom på dansegulvet der, og hans mørke øjne var allerede begyndt at afsøge mulighederne blandt de smuktklædte adelspiger på hans alder.
Det kunne man vel næppe kalde uanstændigt?

Hans blanke sko skinnede om kap med krystalgulvet, som han bevægede sig hen over - nikkende til flere af de kendte ansigter. Når man havde sin daglige gang på paladset, lærte man mange af kende. 
Det unge hjerte bankede en anelse hurtigere, da han udså sig en ung frøken fra Kazimi-familien: han vidste, at hun var kommet til Dianthos for et par uger siden, men han havde til sin fortrydelse endnu ikke haft mulighed for at tale med hende, og nu øjnede an en oplagt mulighed for at introducere sig selv og byde op til en lille dans.

Som han trådte fremad, fik han imidlertid ud af øjenkrogen øje på en mand bag en søjle, og det gav et lille sæt i ham - den fremmede var høj med kraftigt rødt hår, og det var noget ved ham, der fik ham til klart at skille sig ud fra menneskemængden omkring ham. Måske var han en af bønderne, der var blevet inviteret ind på trods af sin stand?
Det gik op for Nicodemus, at han var stoppet op, og han sendte et lille, usikkert smil i retning af manden. Det havde nok ikke været hans mening at forskrække ham..

Der var helt sikkert noget ganske besynderligt ved manden. Måden han kiggede sig over skulderen på sammen med hans "skjulested" bag søjlen tydede på, at han af en eller anden grund ikke ville have, at der var for mange der så ham.. Ung og naiv som Nicodemus var, blev hans nysgerrighed øjeblikkeligt vækket!

Han var standset lidt usikkert op på vej hen mod sin udsete dansepartner, men det lille ophold havde været tilstrækkeligt: en anden adelsmand havde bevæget sig selvsikkert hen til frøkenen og var ved at byde hende sin arm. Nicodemus rynkede brynene: det så ud til, at han måtte vente til deres dans var ovre, og i mellem tiden kunne han jo passende finde ud af, hvem den mystiske fremmede var..

Sådan næsten lidt tilfældigt bevægede han sig hen over gulvet mod søjlen, standsende ved den og lænende sig op ad den. Han så lidt spørgende op på manden, der havde vinket ham hen til sig.

"En strålende aften ikke sandt, Hr..?" 

Et sideblik blev kastet mod dansegulvet, hvor den unge frøken Kazimi nu blev hvirvlet rundt af sin dansepartner. Nicodemus var dog ikke længe om at dvæle ved ærgrelsen - aftenen var kun begyndt, og der ville blive tid til mange flere danse.

"Jeg var blot for langsomt.." Smilede han til den fremmede, der stadig skjulte sig lidt bag søjlen. Han havde en spøjs dialekt, når han talte, men Nicodemus gik ud fra, at det måtte være fordi han kom ude fra landet et sted. Manden så ud til at være en 10-15 år ældre end ham, måske en hyret bodyguard af en art. Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad, men der var noget lidt spændende med manden. Måske fordi det så ud til, at han gerne ville holde sig selv lidt i skjul..

"De kender mit navn, men jeg kender ikke Deres?" Spurgte han i et nyt forsøg på at vriste en identitet ud af manden. "Er de hyret af en af adelsfamilierne til at holde øje?" Det gav i hvert fald mening i hans hoved, for det var ikke ualmindeligt, at man ville hyre en mand til at holde øje med børnene eller konen på en aften som denne.. Bare det ikke var hans far, der havde gjort det..

Nicodemus nikkede. Willoughby. Ikke et adelsnavn, eller hvis det var, ikke et han kendte til. Det bekræftede hans mistanke om, at manden måtte være ansat hos en af de finere familier. Han lignede i hvert fald ikke en af byboerne, som for første gang var kommet til paladset og så sig omkring med store, runde øjne - nej, tværtimod luskede han bag søjlen og kiggede på gæsterne frem for dekorationerne..

Mandens videre forklaring gjorde ham lettet. Selvfølgelig var han her for at holde øje med farlige folk! Ikke tjekke op på, om unge adelsknægte opførte sig anstændigt.. Der var jo også sket så mange frygtelige ting i landet de seneste år, så det var ikke underligt, at nogle af adelsmændene var blevet paranoide..

"Det lyder vældig spændende, Hr Willoughby!" Sagde han oprigtigt, øjnene skinnende ved tanken om at hele ballet pludseligt var blevet endnu mere mystisk. Han stjal sig et blik over skulderen, som kunne en af disse skumle tilhængere af mørket have sneget sig ind lige bag ham..

Han trådte lidt tættere på manden i skyggen af søjlen for at dele hans hemmelighed og hans stemme sænkede sig en smule. "Fortæl mig hvordan man spotter dem!" Lød det åndeløst fra ham. Ansigtet udstrålede al den uskyldighed og naitivitet, man kun finder hos en dreng, der endnu ikke er nået voksenalderen.

Nicodemus strakte hals for at se rundt i salen. Kazimi-frøkenen var pludseligt glemt til fordel for dén spænding, som den mystiske Hr. Willoughby pludselig havde kastet over festlighederne. Var det virkelig lykkes Mørkets skumle tilhængere at trænge ind til ballet? Gik de og plottede ondsindet med de feststemte adelsfolk?
Tanken om, at der kunne ske en katastrofe til ballet fik ham både til at gyse og se sig om i forventing.

Han gjorde sit bedste for at efterligne Betrams bevægelser, som de bevægede sig gennem salen hen mod den forbudte trappe. Han var så optaget af at se sig omkring, at det gav et lille sæt i ham, da han blev trukket tættere til den fremmede.

"Lige som De selv gør!" Hviskede han uden helt at forstå ironien i det. Som altid når noget virkede forbudt og spændende, blev den unge adelsmand tiltrukket af det som et møl til en flamme. "Hvad kunne han finde på at gøre - her midt til ballet?" Spurgte han. 

Optaget som han var af at betragte manden, Willoughby havde udpeget for ham, bemærkede han ikke den diskrete flytning af afspærringen, før den pludseligt var væk. Han så et øjeblik tøvende på sin nye følgesvend før han nikkede og gjorde mine til at liste sig med op af trappen.
Han var for alvor kommet på eventyr!

Nicodemus så sig kort over skulderen, inden han begyndte at liste op ad trappen efter Bertram. Det var lidt eventyrligt - næsten, som når man lokkede en ung adelspige hen i et mørkt hjørne af festen. Lige bortset fra, at Bertram ikke var en ung adelsfrøken, han gerne ville kysse på, men derimod en stor, bred mand, der alligevel formåede at bevæge sig ganske uset. Nicodemus havde i hvert fald ikke set nogen, der kiggede i retning af dem..

Nicodemus lænede sig mod gelænderet og betragtede vampyren, som Bertram havde udset, med store øjne. "Er det ikke risikabelt .. sådan midt til ballet?" Spurgte han. Han vidste ikke meget om disse nattens væsner, men han forestillede sig, at det ville være lettere at overfalde en drukkenbolt i en gyde og drikke hans blod.
"Der er så mange vagter, og han risikerer jo at blive slået ihjel, hvis de opdager, hvad han er.." Nicodemus havde slet ikke overvejet selv at tage fat i vagterne. Han gik jo ud fra, at Bertram var her for at pågribe skurkene - Nicodemus var blot ham, der betragtede det hele nysgerrigt fra sidelinjen.
Eller det troede han i hvert fald..

"Åh .. det har De naturligvis ret i." Sagde Nicodemus, mens han med store øjne fulgte vampyrens bevægelser gennem balsalen. Han havde aldrig mødt en vampyr før, ikke så vidt han vidste, og der var noget voldsomt fascinerende ved at få en udpeget på dén måde.
Nicodemus kunne heller ikke slide blikket væk fra ham, for hvad nu, hvis han bød én han kendte op til dans? Skulle han så løbe af sted efter vagterne?

Han bemærkede slet ikke, at Bertram var kommet tættere på, før han mærkede mandens hånd på hans arm, og selv der havde han svært ved at tage øjnene var sceneriet nedenunder. Det var først da Bertram med et ryk blev hevet væk fra ham, at han forskrækket vendte sig rundt for at se de to mænd tumle rundt i kamp.
Han fik et glimt af den fremmedes blottede tænder, og han gispede. Det var jo som et dyr! En af Mørkets væsner havde opdaget, at Bertram var ude efter dem.. og der var kun én ting, Nicodemus kunne gøre for at hjælpe!

Han lænede sig ud over gelænderet og forsøgte desperat at få opmærksomheden fra en vagt nedenunder: "HJÆÆLP! OVERFALD PÅ BALKONEN!" Råbte hans stadigt spinkle drengestemme ud over festen.

Nicodemus gispede af rædsel, da Bertram kom flyvende forbi ham - ud over gelænderet. Sådan et fald kunne brække mange knogler! Men han nåede ikke at stille meget mere op, for nu var vampyrens opmærksomhed rettet mod ham - hans gule rovdyrsblik låst med Nicodemus' forskrækkede, brune øjne. Måden han uden at fortrække en mine på satte sin brækkede næse på plads, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på den unge adelsmand - han havde aldrig selv prøve at brække den, men han havde set en mand på kroen hyle og skrige af smerte, da han fik slået næsen skæv af en ølkrus under et slagsmål. Dette væsen var .. unaturligt ligeglad.

Han ænsede næsten ikke det postyr, der var udbrudt nedenunder - vagterne der var på vej og balgæsterne, der forfærdede havde stoppet deres dans for at betragte manden, der hang og dinglede fra lysekronen.
I stedet gjorde hans krop sig klar på de kommende angreb - han ville gøre sig usynlig og springe til siden, lige så snart vampyren gik i kødet på ham, men han nåede ikke engang at reagere, da Bertram sprang tilbage på balkonen. Endnu et overrasket gisp undslap Nicodemus læber - han troede, at manden var faldet!

Lyden at vampyr og vagter, der ramlede sammen kunne høres bag dem, mens han gjorde sit bedste for at holde trit med Bertram og undgå at blive direkte slæbt hen ad gulvet. Igen manglede han at kæde begivenhederne sammen - den unge, naive dreng troede stadig, at Bertram var hans helt, og at grunden til at han blev slæbt bort var at få ham uden for faren og de spidse tænders rækkevidde..
Han kravlede gennem vinduet og balancerede lidt på tagstenene. Natten var frostklar, og man kunne se lysene fra byen som et udtrakt spindelvæv. Han vendte sig mod Bertram med øjne, der glimtede af spænding: "Deres evner er umådelige Hr. Willoughby!" Sagde han. "De reddede mig virkelig derinde.. den mand var jo et sandt uhyre!" Nu hvor faren tilsyneladende var overstået, kunne Nicodemus næsten ikke holde sin begejstring for at have været så tæt på et sådant mørkets væsen tilbage. Hjertet hamrede stadig i brystet på ham og han så på sin redningsmand med store, beundrende øjne.

Nattens frost havde gjort tagstenene glatte og det var lidt af en kunst at holde balancen. Nicodemus vurderede, at man ville få sig nogle solide knubs, skulle man ende med at falde. Nu hvor at hjertet så småt faldt til ro og sveden under jakken blev kølet af, blev det også ganske hurtigt tydeligt, at det fine stof i langt højere grad var lavet til at pynte end til at holde kroppen varm.

Han gjorde som Bertram bad ham om og holdt fat om hans arm med et hårdt tag. "Har De været herude før, Hr. Willoughby?" Spurgte han nysgerrigt. Det virkede som om manden var ganske ferm til at kravle på glatte tagsten, men det var vel også noget man fik god øvelse i, når man var vampyrjæger!

Han så tilbage mod firkanten af lys, der strømmede fra vinduet. Lydene derindefra afslørede, at der stadig var tumult, omend lidt mere dæmpet end før. Selv om vampyren havde været frygtindgydende og stærk, ville han næppe undslippe ordensmagtens lange arm nu, tænkte Nicodemus.
"Tror De ikke at vagterne har ham nu?" Spurgte han Bertram håbefuldt. Selv om det var spændende at klatre på taget, ville han gerne tilbage til balsalen og få lidt vin oven på strabadserne.