Hans ansigt er skarpt tegnet, med høje kindben og en kølig symmetri i perfekt, marmorhugget hud, der giver ham et aristokratisk, nogle gange nonbinært præg. Alligevel er der noget jordnært over ham, som bryder det ellers distancerede udtryk - en antydning af et mildt smil eller en ro i blikket, der gør ham mindre utilnærmelig, end hans første indtryk måske antyder.

Hans øjne er ravgyldne, næsten som flydende honning i et svagt lys. De bevæger sig sjældent hurtigt, men dvæler i stedet ved mennesker og omgivelser med en glødende intensitet. Når Sebastian ser på nogen, føles det ofte som om han vurderer mere end blot det øjeblik, de står i - som om han er vant til at se tiden strække sig langt længere end de fleste, og forsøger at trække tråde, til planer han kunne finde på at forfølge.

Hans hår falder langt omkring skuldrene i bløde, sølvhvide bølger. Farven var ikke altid sådan. Da Sebastian først blev vampyr, var det mørkere, men gennem århundreder begyndte pigmentet langsomt at falme. Selv mener han, at det er en mærkelig bivirkning af hans alder og vampyrforbandelsen.
Hvor andre vampyrer synes at forblive fastfrosne i det øjeblik, de blev skabt, føles det for Sebastian som om tiden alligevel har fundet små veje ind i hans krop. Han har længe haft en teori om, at forbandelsen gradvist dræner pigment fra hans hår - som om kroppen langsomt mister evnen til at holde fast i farve, efterhånden som århundrederne passerer.

Han kalder det selv, halvt ironisk, "et ældet blod"

Overordnet set, har tiden ikke sat sig i hans krop, og Sebastian har altid følt sig stærkere som vampyr. Måske endda endnu stærkere og hurtigere, desto ældre han har formået at blive. Så hans hænder afslører måske egentlig mest om ham. De er slanke og rolige i deres bevægelser - ingen små rystelser, og i et andet liv havde han nok været en perfekt kirug. Men de er samtidigt ofte mærket, af arbejdet med jord. Og beskidte, hvis du møder ham udenfor hjemmet. Der er næsten altid en svag duft af urter omkring ham – salvie, rosmarin, eller noget mere ukendt.

Når Sebastian bevæger sig, gør han det med en hvis grad af sikkerhed. Ikke hurtigt, men målrettet. Der er noget ved hans kropssprog, der antyder tålmodighed – som et væsen, der aldrig har haft behov for at skynde sig.

For dem, der møder ham første gang, kan Sebastian fremstå næsten mild. En stille mand med jord under neglene og planter omkring sig.
Men i det flygtige blik ligger der stadig en dybde, som afslører sandheden for dem der tager sig tiden til at lede.
Sebastians påklædning er langt mere praktisk, end man måske forventer af en vampyr med hans alder. Hans arbejde med natur sætter sine spor i hans garderobe. Han foretrækker slidstærke materialer og mørke farver, som ikke helt let afslører jord eller plantesaft. Lange frakker eller robuste trøjer med høje kraver er almindelige, ofte med rummelige lommer til redskaber, små knive eller poser med tørrede urter.
Stort set alle ar på Sebastian er falmet henover årene, og selv de værste skader er henover tiden healet.
Sebastian har en atypisk udstråling - gylden og hvid - men i forhold til mange andre, kan han hurtigt virke som en i vrimlen. Han ses nogle gange om dagen, på tågede, og overskyede tidspunkter.
Han nyder skumringen, men ses oftest om natten, hvor han får passet sin have.
Bagved det langærmede tøj og dybe hætter, har Sebastian dog sirlige tattoveringer op over arme, ryg og ben, som han jævnligt får tegnet op, for at bibeholde deres skarphed.

Tatoveringer:
Evnen giver mulighed for at skabe magiske tatoveringer, hvor runer, symboler og fortryllelse bindes til hud igennem særligt fremstillet blæk og et ritualiseret tatoveringsarbejde som minder om alkymi og runer. Når tatoveringen er færdig, væves magien ind i bærerens aura og bliver en permanent eller langvarig del af deres krop.

Blækket fremstilles typisk af sjældne ingredienser som urter, mineraler eller andre magiske komponenter, og selve tatoveringen kræver koncentration, tid og en sikker hånd. Hver streg og hvert symbol har betydning for, hvordan magien fungerer, og han har igennem årene erfaret at større tatoveringer eller stærkt magisk materiale, giver stærkest effekter.

Tatoveringerne kan give mindre fordele såsom:
➤ Styrkede sanser (høre, syn, lugte, smag etc)
➤ Løfte ens styrke, udholdenhed eller smidighed et niveau op.
➤ Simple beskyttende effekter, f. eks mindre elementmodstand, hurtigt helbredende hud, lyse op ved fare tæt på eller mindre illusioner til at skjule horn, hale osv.
➤ Midlertidig styrkelse af iboende evne. F. eks øge ens rækkevidde for tankelæsning i 5 min, eller give ens elementbeherskelse større kraft og styrke.

Mere avancerede tatoveringer kan fungere som små magiske fokusser, f. eks skabe en lommedimension, eller lagre magi, til senere brug, men disse er betydeligt sværere at fremstille, og kræver ofte materialer som er svære at finde/ukonventionelle.

Begrænsninger:
➤ Tatoveringer tager lang tid at skabe og kan ikke laves i hast eller midt i kamp. Selv mindre mærker kræver forberedelse og koncentration.
➤ Komplekse tatoveringer er sjældne og kræver både erfaring og særlige ingredienser, som ikke altid er lette at skaffe. Generelt giver hans tatoveringer mindre fordele, de fungerer som støtte fremfor permanente løsninger.
➤ En krop kan kun bære et begrænset antal aktive magiske tatoveringer, da for meget bundet magi kan skabe ustabilitet eller skade bæreren.
➤ Hvis en tatovering beskadiges alvorligt, kan dens magi svækkes eller forsvinde, og i nogle tilfælde give uforudsete bivirkninger.
➤ Tatoveringer er svære at fjerne, og forsøg på at ændre eller overskrive dem kræver kraftig magi eller en ny, omfattende ritualproces.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Trofast | Reflekterende | Tålmodig | Vidensbegærlig | Grønne fingrer | Strategisk

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Vagtsom | Asocial | Virkelighedsfjern | Konsekvent | Stædig | Hemmelighedsfuld | Kontrollerende | Perfektionistisk

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"Some moments die. Others, they echo"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Marcus blev født i år 345 i en verden, hvor mennesker stadig levede tæt på jorden og naturens rytmer. Hans familie arbejdede med marker, urter og haver, og allerede som ung viste han et særligt talent for planter. Afgrøder voksede under hans hænder, og det var en velsignet gave for både hans familie og landsbyen. Alt virkede til at være godt lagt ud, for et kort, og isoleret liv, imellem hvad der en dag ville blive Tusmørkely og Amazonitskovene.
Men hans nysgerrighed rakte desværre længere end markerne omkring hans hjem. Længere væk end det stille liv på en for længst glemt gård, og den nysgerrighed førte ham en dag til noget, nej, nogen, der ikke burde have eksisteret i hans verden.

En mørkelver.

De var på det tidspunkt en relativt ny race. De var blevet hvisket om i historier og frygtet i de få samfund, der kendte til deres eksistens. Væsner skabt til mørket – stolte, fremmede og bundet til en kultur, der var langt ældre og langt mere ubarmhjertig end menneskers. Med en gudinde der omfavnede smerte, og alle slags forbandelser, man ellers kunne forestille sig. Hun havde været såret da han fandt hende, dengang da alt bad ham efterlade den bevidstløse skikkelse.

Marcus burde have flygtet. I stedet blev han fascineret. Og fascinationen blev senere til sygelig kærlighed.

Da Marcus mødte mørkelveren, var forholdet i begyndelsen præget af nysgerrighed mere end kærlighed.
For hende, var Marcus blot et interessant studieobjekt. Et menneske, der ikke reagerede med den sædvanlige frygt eller underkastelse. Han stillede spørgsmål. Han observerede. Han forsøgte at forstå, og havde helt fra starten af, valgt at lade hende leve.
Det var... usædvanligt.
Og hendes daværende ophav, som ikke kendte til hverken sentimentalitet eller tålmodighed, fandt det brugbrat. Relationer var ofte politiske, strategiske eller midlertidige. Men selvom hun havde startet med at bruge ham for simpel spionage, bragte Marcus med tiden også noget andet ind i deres samvær; oprigtighed.
Han så hende ikke som et rovdyr eller et overmenneske.
Han så hende som en person - og det var en farlig forskel.
For Marcus voksede følelserne hurtigt. Hans verden var lille, og mødet med en så ældgammel, fremmed kultur virkede næsten som at opdage et nyt univers - han kunne se dem bygge bro, hvis blot det blev givet en chance.
Men for mørkelveren voksede følelserne langsommere – hvis de overhovedet gjorde. Fascinationen var der, måske også en form for hengivenhed. Men i deres verden var kærlighed ikke noget, man byggede sit liv omkring.

Marcus troede, de bevægede sig mod noget fælles.
Men hun vidste allerede, at deres veje ikke kunne forenes.


Og sådan gik mange år, hvor han prøvede at få deres tilfældige, og fuldkommen latterlige sammenstød, til at blive mere - uden held. Leverede informationer om den landsby han kom fra - og senere da han blev en del af byrådet - hvordan deres handels- og angrebsruter blev lagt. Men det var ikke nok, og år var ikke noget han havde mange af.
Så da Marcus pludselig fik muligheden for at blive vampyr, tog han den.

Ikke for magt.
Ikke for evighed.
Men for at fjerne den mest åbenlyse forskel mellem dem: tiden.

Hvis han ikke længere var menneske, hvis han ikke længere ældedes og døde som et menneske, kunne de måske eksistere side om side. Hvis han ikke var så svag, så simpel, så fremmed, så ville det måske være nok til at ændre hendes forudindtagede tanker.

Det var i hvert fald det, han troede.

Men selv udødelighed kunne ikke ændre alt, og hendes afvisning var brutal, ydmygende og i sidste ende skelsættende for resten af hans kommende uliv.


De første århundreder var... kaotiske. Og han hungrede.
Marcus vandrede fra sted til sted. Fra landsbyer til voksende byer, fra fattigdom til velstand og tilbage igen. Han lærte verden at kende gennem natten – dens hemmeligheder, dens farer og dens magtbalancer.
Han lærte også, hvad det betød at være noget, der ikke burde eksistere.

Vampyrer var ikke blot frygtede - de var jaget - og selvom han havde vidst, at det ikke var alle der fandt fascination i landets mere foruroligende skabninger, var det en overvældende forandring.
Mange af hans slags blev udryddet i perioder med religiøs fanatisme eller politisk uro. Andre skjulte sig så dybt i samfundets skygger, at de næsten ophørte med at eksistere.

Det var i disse århundreder, Marcus begyndte at ændre sig.
Han blev mere vagtsom. Mere strategisk. Mindre naiv. Måske endda også mere paranoid, og alene. Årene voksede på ham, og mange livserfaringer, har skabt den skabning, man møder idag.
Her opbyggede Marcus også sine aliasser, og går til den dag idag under navnet Sebastian. En bleg, fredelig urtekyndig, bosat en lille gåtur udenfor Tusmørkely. Hans butik hedder Den grønne morter, og der sælger vampyren ud af diverse hjælpende (og mere tvivlsomme) teer, potions og gifte.