Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Wolfram Ward
Kaldet: Wolfram, Hr. Ward, Wally (KUN af Laurenne)
Køn: Mand
Alder: 53
Fødselsdag: 1. december 1966
Tilhørsforhold: Retmæssig Ond
Tro: Tror på guderne, men tilbeder ikke nogen bestemt
Erhverv: Personlig tjener
Nuværende levested: Omrejsende - Et værelse i Sinnett-slægtens borg
Race: Menneske

Udseende

Højde: 187 cm
Vægt: 85 kg
Wolfram er en herre på over de halvtreds og det kan også ses på ham. Håret er ved at blive gråt, men bærer stadig præg af ungdommens sorte farve. Han har meget høje tindinger, men håret over panden har ikke trukket sig så langt tilbage. Det er halvlangt fortil, så han kan skubbe det tilbage over issen, men ikke så langt bagtil, hvilket får det til at stritte noget bagud.
Hans skæg er i samme farve som håret. Det er barberet på en lidt spøjs måde, som det kun fortsætter ned fra håret ved hans ører, og hen under hans kindben, men resten er barberet væk.
Fordi skægget er på den måde, fremhæver det hans kindben endnu mere, og hans ansigt viser tydeligt hans kranies form, hvilket heller ikke skjuler hans alder.
Hans hud er fyldt med større og mindre rynker, der igen viser hans alder.
Øjnene er så mørkebrune, at de i det rigtige lys ser sorte ud.

Får man et glemt af bar hud, vil man næsten med sikkerhed se en tatovering. Blandt andet er hans nakke, skuldre, ryg og ribben dækket i tatoveringer af ravne, faktisk hele syv. Hans sider og mave er pyntet af to ulve. På indersiden af hans ene underarm er der tatoveret en spids, dobbeltbladet kniv. På den anden en rotte. Der er tatoveret et par notesbøger på ydersiden af underarmen med kniven sammen med et stykke kul til at tegne med. På den anden underarm er der et ildstål. Om det ene underben snor et reb sig og det andet har et tæppe tatoveret. Han har fem kasteknive tatoveret hen over brystkassen, det er Laurennes. På den ene håndryg er der en nøgle. Og så er der en masse småting spredt over hans krop, som altid er praktiske at have med sig.

Men nu er det ikke fordi, at Wolfram render rundt og viser sine tatoveringer frem. For det meste er han iklædt en naturhvid skjorte med snøre i halsen, passende til hans stilling, eller en knælang kofte i mønstret stof og med høj krave i de koldere måneder. På benene han har et par mørkebrune bukser, der holdes oppe af et læderbælte, halvvejs oppe af hans mave. Bukserne sidder lidt løsere om hans lår end om hans underben. Han er altid iklædt et par lette støvler med skaft, der går halvvejs op af hans underben.
Når han ikke er på borgen, er han iklædt en lang varm vest af læder, der holdes sammen af en kæde mellem to spænder, en varmere skjorte med høj krave i en grønlig farve og bukser og sko som det han plejer at gå i, medmindre vejret er meget dårligt, så skifter han til et par bedre støvler.
Oftest ses han med fingerløse handsker, både ude og inde, da han altid har haft en tendens til kolde, og dermed stive, hænder.

Han har et sværd ved siden, når han er på tur, og han ved også lidt om at bruge det, selvom nærkamp er hans stærke side. Der sidder også en kniv i bæltet.

Tøjet skjuler ikke blot hans tatoveringer, men også hans slanke, og dog overraskende muskuløse krop. Han er ikke så svag, som man skulle tro, af sådan en ældre mand at være. Han har et meget aktivt arbejde og derudover holder han sin kamptræning ved lige sammen med et par af vagterne på borgen. Ikke at han er unaturligt stærk, men det er nok til at han føler sig veltilpas i sin egen krop.

Magi

Magisk evne (1): Wolfram kan gøre sine tatoveringer virkelige. Det gælder både objekter og levende væsner. Så længe der er detaljer nok på tatoveringen, kan han kalde alt til live. Det er ikke nødvendigt, at tatoveringen har samme størrelse som det objekt eller væsen, det bliver til, men der er dog alligevel en mindstegrænse, så han ville ikke kunne kalde en elefant til live, hvis tatoveringen er på størrelse med spidsen af en tommelfinger. Han kan ikke trylle mennesker eller andet mere intelligent liv frem.
Er tingen eller væsnet væk fra hans hud i mere end 24 timer, mister han forbindelsen og tingen/væsnet får sin egen eksistens og kan ikke vende tilbage til hans hud.
Et levende væsen skabt af hans tatovering kan dø, og tatoveringen vil forsvinde fra hans hud.

Når han skaber levende ting, f.eks. en ravn, er han forbundet til det væsen. Han kontrollerer ikke væsnerne hundrede procent, men han kan få dem til at gøre ting for sig. De har en mental forbindelse, der ikke bare lader ham styre deres frie vilje, men lader ham forbinde til deres fem sanser, så han kan se, høre føle osv., hvad der sker omkring dem. Den del kræver rigtigt meget af ham, og er ikke ufarlig, da hans egen fysiske krop bliver ladt forsvarsløs, da han mentalt er i dyret.

Det at skabe ting ud fra en tatovering kræver en del chakra, men så snart objektet er skabt, trækker det ikke mere på ham. At tage kontakt med dyrene tærer også lidt på hans chakra, at forbinde til deres sanser kræver mere end noget af det andet.
Det er ikke helt smertefrit for Wolfram at gøre tatoveringerne virkelige, det føles lidt som om nogen klemmer meget hårdt på området af hud.
Ved større ting skal hans hud være bar, af den simple grund, at der skal være plads. Mindre ting kan han sagtens lave under tøjet.
Ændrer tingen, der er tatoveret, sig, når den er væk fra hans hud, vil tatoveringen ligeledes ændre sig.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Wolfram er ikke en god mand. Han har ikke noget behov for at hjælpe andre eller sørge for at andre har det godt. Faktisk sætter han sig selv først, så alt han laver er med en overvejelse i forhold til, hvad det gør for ham selv og ikke for andre.
Problemet er bare, at det er der ikke altid plads til i hans liv. Født ind i rollen som tjener har måtte tvinge ham til at sætte en facade op, hvor han tjener andre og ikke sig selv. En facade, der stikker så dybt, at han somme tider glemmer sig selv for at udføre det, der forventes af ham.

Det er sjældent, at man ser ham smile. Der er ikke ret meget glæde i hans liv, og han lever bare for at leve. Det er ikke fordi at han ligefrem gerne vil dø, men nogle gange længes han efter den fred, han håber døden vil bringe. Han er ikke decideret deprimeret, han har bare aldrig haft udsigten til mere, end det han har.
Han har det bedst, når han sidder alene på sit værelse foran ilden med en bog, noget te og fred og ro. På sådanne tidspunkter sniger der sig en hvis tilfredshed ind over ham.

De fleste omkring ham ser ham som en mand, der går meget op i regler. Ting skal foregå rigtigt. Han er ikke den øverste i hierarkiet i tjenerstaben, men han befinder sig fint midt i det hele. Nogle tager beslutninger for ham, og han sørger for, at de bliver ført ud i livet. Man kan måske ikke kalde ham vellidt, da han ikke ligger fingre i mellem, når der er noget, han er utilfreds med, men selvom han er hård, er han ikke ligefrem uretfærdig. Der er ingen tvivl om, at han hellere vil lades alene, og det bliver han så meget, det kan lade sig gøre, i hvert fald af dem under ham.
De fleste tror ikke, at humor er hans stærke side, men det er nu mest fordi, at den er lidt forskruet. Han kan sagtens le af ting, han finder morsomt, men igen sker det mest, når han er alene, og læser noget i sine bøger.

Wolfram er ganske intelligent, mere end hvad hans liv kræver af ham, hvilket også er derfor, at han er så glad for sine bøger. De holder hans hjerne i gang. Han kan godt lide puslespil og udfordringer.
Ud over at læse, bruger han gerne tid på at tegne. De fleste af tatoveringerne på hans krop, er hans egne kreationer. Han har et godt øje for detaljer og husker overraskende godt. Du kan ikke flytte rundt på hans ting, uden at han opdager det, og han får imponerende mange detaljer med i sine tegninger, selvom han ikke når at studere det, han tegner, nærmere.

Der er intet i Wolframs liv, der er faldet hans vej, og han er egentligt en ret vred mand. Bitter. Det var værre, da han var yngre, alderdommen har taget toppen af det, men det ulmer altid i ham, at han føler sig uretfærdigt behandlet. Igen er det noget, han har måtte gemme væk, for han kan ikke bruge det til noget i sin dagligdag.
Man tror nok ikke, at en ældre herre som ham, er specielt voldelig, men han er nu kendt for at dele nogle nakkedrag og slag over hænderne ud til andre tjenere, hvis de ikke gør deres arbejde ordentligt. Han er selv blevet opdraget med slag af den ene og den anden slags og bruger samme metode til at rette på folk omkring sig.
Og han har i bund og grund ikke den helt store respekt for andres liv. Et par sjæle er faret til Kile for hans hænder igennem hans liv. Uden andres vidne, selvfølgelig.

For Wolfram er en snedig mand. Sammenblandingen mellem intelligens, detaljeorienteringen, manglen på respekt for andres liv og en rigtig stor portion stædighed gør ham egentligt til en meget farlig mand. Heldigvis for omverdenen har han også en masse selvkontrol, og selvom han nogle gange ser på en med lysten til mord, sker det ikke. Medmindre han en dag ser muligheden for det, for han er en tålmodig mand, der bærer nag rigtigt, rigtigt længe.
Havde hans liv set anderledes ud, kunne han uden tvivl have været en god mand at hyre til at få folk til at forsvinde.

Wolfram går op i at passe på sin krop, og han både træner og spiser sundt. Det er trods alt den eneste krop, han har.

Hvordan har han det med, at Laurenne ejer ham? Han hader det. Han kan næsten ikke rumme det og det sker, at han drømmer om at myrde hele familien, så han kan blive fri. Han er hendes slave og det passer ham på ingen måde. Trods at han ikke har noget i mod at adlyde ordrer, er Laurennes ejerskab af ham for meget. Han vil gerne være fri.
Han troede ikke, at hans liv kunne blive værre, men det kunne det altså.

Styrker:
- Intelligensen og evnen til at huske detaljer
- Er trods sin alder i rimelig fysisk form
- Sin stædighed
- Evnen til at holde sig neutral, selvom han føler andet indeni

Svagheder:
- Sin position i livet
- Han har ikke nogen tæt på sig
- Manglen på glæde i sit liv
- Laurennes besiddelse af hans sjæl

Baggrundshistorie

Wolfram blev født en overskyet decemberdag, i forældrenes værelse i borgen, hvor de arbejdede for en greve. Der var ikke noget spektakulært over fødslen, vandet gik midt i at hans mor var ved at lave aftensmad i køkkenet. Hans far fik først lov til at komme ind på værelset, da Wolfram var blevet gjort ren og navlestrengen klippet. Han navngav drengen Wolfram Ward efter sin egen far, og sådan startede livet helt normalt for tjenerens og køkkenpigens søn.
Der er ikke så meget at fortælle om den første del af hans liv. Hans mor døde af pludselig sygdom, da han var fem, så han kan ikke rigtigt huske hende. Hans far var distanceret og hårdtarbejdende, men tog sig så godt af sin søn som han kunne. Han lærte ham alt hvad han kunne om at tjene i en greves hjem, og samtidigt fik Wolfram undervisning i at skrive og læse, samt noget kampteknik, kampteknikken holder han i øvrigt stadig ved lige, da han træner med vagterne på borgen. Hans far havde høje forhåbninger om at Wolfram skulle mere end bare tjener, mens Wolfram selv mest drømte om et liv væk fra borgen. Som barn og ung, altså, som han blev ældre smuldrede de drømme væk, og han affandt sig med sit lod i livet. At tjene i familien Sinnetts husholdning til han døde. Lige som begge sine forældre. Faren faldt død om af en hjertestop, da Wolfram var 25. Og han var nu ladt alene.

Da han var 30 kom der to børn til grevens familie. Han havde ikke så meget at gøre med dem, da han efterhånden var blevet en mere personlig tjener for greven selv. Han var intelligent, godt opdraget og forstod sig på at være tavs på de rigtige tidspunkter. Greven følte, at han var en mand, man kunne stole på, og det var Wolfram også. Han gjorde alting rigtigt, holdt hemmeligheder for sig selv og hverken brokkede sig eller undgik at gøre det, der skulle gøres. Hvilket ikke altid var lige behageligt.
Som børnene voksede op, blev han sat til at sørge for, at deres behov også blev opfyldt. Han var en konstant tilstedeværelse for greve og børn. Loyal til sin død.

Næsten.

Da Wolfram var 46, døde han næsten. Greven havde tævet og ydmyget en anden tjener, hvorefter han havde fyret ham. Det havde tjeneren ikke taget særligt pænt, så han dukkede pludseligt op ud af ingenting med en kniv i hånden og et vredt råb, som han kastede sig mod greven. Wolfram reagerede uden at tænke over det og kom i mellem greven og kniven, inden andre kunne reagere. Smerten var ubeskrivelig, og han faldt om på jorden med en kniv i brystet. I små gisp hev han efter vejret, som mørket kom snigende ind over ham.
Et ansigt dukkede op over ham. Det var grevens pige, Laurenne, der ikke virkede til at ville hjælpe ham. Bare se ham dø. Uden at tænke over det, rakte han op efter hende. Måske for at kvæle hende, måske for at røre ved hendes kind, han var ikke sikker. Men han kom aldrig så langt, før hans hånd snittede den halskæde, hun altid havde om halsen. Noget skete. Han spændte ryggen op i en bue og trak vejret ind i en lang vejrtrækning. Et gennemsigtigt blåligt lys, stort set ikke synligt, forlod ham og blev suget ind i halskæden.
Såret var væk. Wolfram var healet. Og han var ikke længere i besiddelse af sin egen sjæl, der nu befandt sig lukket inde i halskæden. Ingen vidste, at halskæden besad den magi, og det var også kun langsomt, at det gik op for ham og Laurenne, hvad det egentligt havde af betydning for dem begge to.

I bund og grund var han nu Laurennes slave. Hun kunne få ham til ting, han ikke havde lyst til, ved at true ham med smerte og død. Og på en eller anden måde fik hun sin far overtalt til at lade Wolfram være hendes personlige tjener, så nu kunne han tjene hende hele tiden. Hvilket både var en god og dårlig ting. Greven havde været fuldstændig ligeglad, da Wolfram lå døende. Faktisk havde han bare leet lidt af, at han havde så trofast en tjener, at han praktisk talt slog sig selv ihjel. Og så havde han efterladt ham til at dø. Noget var brændt af inde i Wolfram over det svigt, og han havde svært ved overhovedet at se på manden efter det.
Men Laurenne var ikke en let ung kvinde at tjene, han blev sat til mange ting, han egentligt ikke brød sig om. Mere end man kunne forlange af en mand som ham. Men der var ikke noget at gøre, så længe hun var i besiddelse af halskæden med hans sjæl. Han var nu tvunget til at være hendes tro tjener, gennem tykt og tyndt.


Familie: Ingen

Andet

Bolig:
Han har på et tidspunkt fået et større værelse i hjørnet af borgen, hvor han befinder sig, når han ikke er på arbejde. Der er det ene rum, men det er stort nok til en seng, et arbejdsbord med hylder over, et par reoler fyldt med bøger og diverse genstande, og et mindre bord og en blød stol ved kaminen, hvor han gerne sidder og læser.
Der er en enkelt plante placeret på skrivebordet. Han har døbt den Edda. Dens rødder er meget giftige, men det har han ikke fortalt nogen.
Et menneskekranie uden underkæbe står i den ene reol, han påstår at han har fundet det. Hvilket også er sandt, han fandt det på en tur nord på, et sted hvor et slag havde fundet sted for mange år siden. Han kalder kraniet for Annos. Det sker han taler til både kranie og plante.
Bøgerne i reolerne spænder vidt og bredt i forhold til indhold. Der er flest faglitterære bøger, men også nogle skønlitterære ind i mellem. Det eneste, de har til fælles er, at de er skrevet på Krystalliansk. Er der bøger på andre sprog, har han dem kun for illustrationernes skyld, siden han ikke kan læse andre sprog. Han har brugt hele sit liv på at samle dem, og han er meget beskyttende overfor dem. De er mange krystaller værd.

Den magiske halskæde og Wolframs sjæl:
Wolframs sjæl er blevet fanget i en magisk halskæde. Der er ikke nogen, der ved, hvor halskæden stammer fra, selvom Wolfram har forsøgt at finde den i nogle af de bøger, han kunne skaffe hjem om magiske genstande. Laurenne selv fik halskæden af en mand, der ville giftes med hende. Der har den gået i arv i flere generationer, og før det, ja, det vides ikke rigtigt.
Faktisk er halskæden skabt af en af de gamle dødssynder, nærmere præcis grådighed. En kvindelig dæmon med evnen til at lave sjælefælder af ting.

Men hvad betyder det så, at Wolframs sjæl er fanget i halskæden? Og hvorfor er den det?
Hvis vi starter med sidste spørgsmål, så er det fordi, at han var ved at dø og hans sjæl alligevel var ved at forlade ham. Hvilket er grunden til, at man ikke får sin sjæl fanget af den, hvis man håndterer den til hverdag.
Men da halskæden rørte ved Wolfram, som han var ved at dø, og den sugede hans sjæl til sig, skete der også noget andet. Fordi Laurenne samtidigt rørte ved halskæden, blev deres sjæle forbundet. Lidt som var der ført en snor i mellem de to sjæle.

Hvad betyder det for Wolfram? Ja, teknisk set er han jo sjæleløs, men selvom hans sjæl ikke længere er i hans krop, har han stadig en forbindelse til den. Det har nogle negative og nogle positive konsekvenser.
Af positive konsekvenser kan nævnes, at han er sværere at slå ihjel. Faktisk dør han kun, hvis man hugger hovedet af ham eller stopper hans hjerte. Sår heler hurtigere end normalt. Jo tættere han er på halskæden, jo hurtigere heler han. Er han langt fra halskæden og sin sjæl, kan et større sår eller en brækket knogle være flere dage om at hele. Rører halskæden ved hans hud, tager det sekunder.
Han bløder ikke ret meget, når han kommer til skade og dør derfor ikke at blodtab.
Faktisk minder hans tilstand meget om det af en vampyrs, bortset fra, at han ikke skal drikke blod, ikke reagerer på sølv og ikke har problemer med sollys.
Han ældes normalt, men synes ikke længere at lide af alderdommens skavanker.

Hvor dejligt det sikkert end er at være svær at slå ihjel, virker det til, at der er flere negative ting ved forbandelsen end der er positive.
Man kan skade Wolfram ved hjælp af halskæden. F.eks. gør det ondt på ham, hvis halskæden bliver overdrevent varm eller kold, f.eks. ved, at man holder den ind i en flamme eller lægger den i isvand. Det er ikke en konkret smerte, han vil føle ved det, men næsten som om, at hele hans væsen gør ondt. Alt efter hvor voldsomt man er ved halskæden, jo mere ondt gør det på ham.
Men fordi hans sjæl er forbundet med Laurennes, gør det også ondt på hende. Ikke helt så meget som på Wolfram, men hun kan mærke det. Jo mere ondt det gør på ham, jo mere gør det på hende.
Det gælder ikke kun, når man gør hans sjæl ondt, men også gør ham ondt fysisk. Og omvendt. Kommer hun til skade, kan han mærke det. Brækker en af dem en arm, får den anden ondt i armen, nok til at den er svær at bruge. Et slag prikker noget i huden på den anden. Mister den ene synet på et øje, vil den andens syn på det øje være meget nedsat. Osv.

De er kommet frem til, at bliver halskæden ødelagt, så dør Wolfram, fordi så må hans sjæl gå i stykker. Det er så ikke sandt, faktisk vil hans sjæl søge tilbage til kroppen, den kom fra, altså han ville få sin sjæl tilbage. De tror også, at Laurenne på en eller anden måde vil reagere, hvis halskæden bliver ødelagt, fordi deres sjæle er forbundet, hvilket nok er meget godt.
Og hvad vil der ske, hvis den ene dør? Uvisheden afholder i hvert fald Wolfram fra at slå sin Mylady ihjel. Selvom han ikke har meget at leve for, ønsker han ikke at dø.

Hvad hverken Wolfram eller Laurenne ved, er at man med ord på dæmonisk kan styre sjælefælden og sjælen indeni. Hvilket nok er meget heldigt for Wolfram.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel