En svag rumlen kunne høres i det fjerne. Størstedelen af Mørkets Hær var samlet i Riddersalen - det største rum i fæstningen Kzar Dûn, Mørkets tilholdssted i Dæmonriget Kzar Mora.
I salens ende stod Lord Sabbatin, ubevægelig, skeletansigtet indrammet af mørke skygger. Den nedre del af vestmuren var faldet få timer tidligere, da hærstyrker primært bestående af dragefødte og dæmoniske skabninger havde angrebet. Nu ventede hæren i tavshed på, at de fjendtlige styrker ville angribe den øvre vestmur - her ville de forhåbentlig kunne slå angriberne tilbage for en stund og bryde gennem belejringen.

I de seneste par timer havde Mørkets Herre bag lukkede døre desperat forsøgt at hidkalde ærkedæmonen Merihem, men alle forsøg var mislykket. Sabbatin kunne intet andet end konkludere, at dæmonen måtte være død - eller fanget af Lysets styrker, som forhindrede ham i at teleportere ud. Alle planer var fejlet. Nok var Lyset svækket, men Mørkets styrker ville aldrig kunne indtage Dianthos efter at have kæmpet sig vej ud af Kzar Mora.
Mulighederne for Mørkets overlevelse var efterhånden begrænsede...

Endnu en rumlen kunne høres gennem riddersalen. De tilstedeværende greb efter deres våben - de var tydeligt anspændte, og mange ville foretrække at løbe ud og møde fjenden frem for at vente på det tvivlsomme rette øjeblik.
Sabbatin vendte sig mod de to tilbageværende ærkedæmoner, Abraxas og Eisheth, der stod som tavse skygger, ludende over forsamlingen:

"Fortæl mig alt, hvad I ved," beordrede han, "Hvor kommer de dragefødte fra? Hvem kommanderer dem?"

Det var Abraxas, der svarede, hans dæmoniske ansigt fortrukket i en grimasse, da båndet mellem Mørkets Herre og ham selv tvang ham til at adlyde den direkte ordre:

"De kommer fra drageværket dybt under Kzarabjergene klækket fra manipulerede drageæg. Værkføreren Orpheus slap dem fri."

Sabbatin tøvede. Navnet var nyt for ham. Hvorfor havde han ikke udspurgt ærkedæmonerne grundigt før? Hans tanker havde været alt for fokuserede på Merihems mission i Dianthos...

"Så denne Orpheus... han forsøger at tage magten over Kzar Mora?"

Igen en grimasse fra Abraxas som afsluttede i et bredt grin, da dæmonens læber skiltes:

"Nej.. vi gør."

Endelig slog det ned i Sabbatin. Nok havde han bundet ærkedæmonerne til sig, men de var stadig hans modstandere, der med hvert åndedrag kæmpede mod hans magt og brændende ønskede at fjerne Mørket fra dæmonriget...
Der kom en slags hvæsende lyd fra Mørkets Herre. Som et døende åndedrag, hvis han stadig havde haft lunger.

"Stop dem!" hvæsede han, "Jeg beordrer jer at få de dragefødte til at stoppe angrebet, så hurtigt I kan!"

Med et smæld forsvandt begge ærkedæmoner. Sabbatin var ikke sikker på, at de ville nå det, og han var kun alt for bevidst om, at ærkedæmonernes mål om, at han skulle dø i angrebet, for det ville betyde, at de endelig kunne genvinde deres frihed.

"Hold jeres våben klar!" råbte han ud i rummet, hvor den tavse gruppe af Mørkets Krigere betragtede optrinnet. Nogle af dem måtte have stået tæt nok på til at høre udvekslingen, og han brød sig ikke om, at de skulle se hans svaghed. "Glem murene! Beskyt sal-!"

Hans ordre blev afbrudt af udråb, da en skikkelse teleporterede ind midt i salen. Ærkedæmonen Merihem landede mellem Mørkets tilhængere, hans blik låst med Sabbatins mørke øjenhuller, mens han begyndte at bevæge sig frem mod Mørkets Herre.

"Kzar Mora er ikke et sted for Mørkets tilhængere."

Ærkedæmonens stemme var blød og behagelig, men nåede alligevel ud til alle afkroge af salen, da han talte - ikke henvendt til Sabbatin, men til alle de forsamlede. "Ikke kun på grund af de fjendtlige styrker, som i dette øjeblik truer med at vælte os - selve riget er goldt, de dødelige tropper vil langsomt sygne hen og forgå, selv hvis vi skulle vinde..."

Han tog plads ved Sabbatins side.

"Men frygt ej - Jeg har fundet et nyt sted, vi kan være. Vi vil igen opbygge vores styrker, og Lyset vil igen frygte vores magt."

Dæmonen Merihem var den yngste af de tre Ærkedæmoner, der havde taget magten over dæmonriget efter dets lukning. Hvor hans søskende havde brugt tid på at underkue de tilbageblevne dæmoner og samle magi nok til de frygtelige plager, de ville bruge til at hævne sig på de andre racer, havde Merihem intenst fortsat forskningen i, hvordan portene igen kunne åbnes.
Det havde taget århundreder før en metode var fundet og derefter yderligere århundreder, mens han blot ventede på, at magien, der holdt dem fanget, var tilstrækkeligt svækket. Derefter havde han fundet en sjæl - en grådig sjæl i spidsen for en hær. Han havde lovende fortalt sjælen om et land - svækket og nemt at overtage og villigt givet navnene på to af dets herskere. Det tredje navn, hans eget, var en løgn.
Han havde for en stund spillet med på Sabbatins planer, manipulerende Mørkets Herre i det skjulte. Han havde sørget for, at det var ham selv, der blev sendt af sted for at overtage Dronningens skikkelse - Ikke for et gøre et dumdristigt forsøg på at levere tronen i Mørkets hænder, men for at observere og lære af det rige, han ikke havde set i to årtusinder.
Hans søskende havde været sværere at manipulere. Deres utålmodighed med hans løfter var vokset, og de havde sluppet de dragefødte fri. En komplikation, der tvang Merihem til at handle.

Alles øjne hvilede på ham, som han rakte hånden frem mod Sabbatin. Inden de nærmeste nåede at reagere, blev en kraft udsendt fra hans fingerspidser. Det tog kun ganske få sekunder at trække Sabbatins sjæl ud fra det svage hylster, den opholdt sig i. Den døde krop, som ikke længere holdt sig selv oppe af magi, faldt mod gulvet i en raslen af knogler. På lillefingeren af Merihems udstrakte hånd, havde der materialiseret sig en lille, glimtende ring. Ringen var udsmykket med en lille ædelsten, der så ud til at være gennemsigtig med et hvirvlende, tåget indhold.
"Og sådan endte Lord Sabbatins regime, hans sjæl forbliver her med mig," sagde dæmonen lavmælt. Omkring ham var hans egne, loyale støtter trådt frem - i tilfælde af at nogle af dem, som stadig blindt fulgte Sabbatin, skulle forsøge at hævne deres faldne herre.

Han vendte sig igen mod salen, hans stemme hævet så højt, at den nærmest rungede over de forsamlede:

"Tiden er knap. Mine søskende brænder efter at tage riget tilbage - og de kontrollerer, for nu, en god del af de dragefødte. I har et valg nu, - I kan forlade Mørket og forsvinde i Dæmonrigets bjerge - eller I kan følge mig til en ny fremtid for vores organisation."

Dæmonens hænder bevægede sig i et indviklet mønster, og foran ham begyndte en lysende oval at dukke op. Den voksede, udvidende sig til at fylde det meste af salens bagvæg. Bag den lysende portal, kunne man svagt fornemme havet og foran det en ø udgjort af vulkanske klipper, der for ganske nylig var skudt op af vandet mod sydvest.
Obsidianøerne havde dæmonen navngivet stedet. Og her havde han bygget sin fæstning: opvarmet af den flydende lava under de hårde, sorte sten og omgivet af ufremkommelige, takkede klipper.

Merihem var den første til at gå gennem portalen. En stor del af Mørkets tilhængere valgte at følge med den nye Herre og efterlade det gamle dæmonrige til dem, der ville slås om det.

Yadrial var som sådan ikke en del af den aktive hær, og derfor forsøgte hun altid at holde sig så passiv som muligt i diverse angreb og forsvar. Denne gang var det ikke helt så nemt, når hendes hjem var angribernes mål, men hun holdt sig stadig i baggrunden, i den store sal. Derfor hørte hun heller ingen af ordene, der blev vekslet mellem Mørkets Herre og ærkedæmonen, som hun alligevel stod og håbede inderligt på, at der ville blive fundet en løsning. Hun overhørte flere bekymrede sjæle, der stadig stod standhaftigt, klar til at kæmpe, hvis det var dét, der skulle til.

Som Mørkets Herres stemme kunne høres råbende i salen, greb Yadrial ud efter staven, selv klar til at slå fra sig, men havde nær tabt den, da hun blev skubbet til af et par stykker, der var blevet tvunget et par skridt tilbage af ærkedæmonen Merihems teleportation. Nu følte Yadrial sig nødsaget til at komme tættere på, så hun kunne følge med i hvad der blev sagt og hun møvede sig ind mellem et par bredskuldrede mænd, og kom langsomt nærmere i folkemængden. Med ærkedæmonens stemme, der uden problemer nåede ud til alle, havde det ikke været nødvendigt, men det var på en eller anden måde mere betryggende at stå lidt tættere.

For Yadrial betød det intet, om Lyset frygtede Mørket eller ej. Det betød noget for hende at have et hjem og lige nu var hendes hjem Kzar Dûn. Derfor blev hun da også mere og mere bekymret over Merihems ord. Kzar Dûn var ved at falde og chancen for at vinde var ikke stor. Men de bange anelser forsvandt lidt, som ærkedæmonen nævnte et nyt sted og blev i stedet erstattet med lidt forvirring.

Når man ikke var den højeste halvdæmon i forsamlingen, var det desværre ikke helt let at se alt der foregik og Yadrial missede Merihems bevægelser, selv da hun forsøgte at gøre sig et par centimeter højere ved lige at støtte sig lidt til staven og vippe hovene. I næste øjeblik hørte hun knoglerne rasle mod gulvet og fik ellers travlt med at flytte sig ud til siden, for hun gik ud fra, at nogle ikke ville blive helt glade for Merihems handlinger. Yadrial skulle ikke stå i midten af det hele, hvis nu der skulle udvikle sig mere end bare en del rasende opråb.

Med brug af staven og en albue hist og her, fik Yadrial skubbet sig gennem folk og ud mod en af salens vægge, før hun igen rettede sin opmærksomhed mod Merihem og hans rungende stemme. Det var noget af et dilemma Yadrial nu blev stillet i. Skulle hun blive og muligvis ikke engang nå ud af Kzar Dûn, før hun blev overrumplet af dragefødte og dæmoner, eller skulle hun følge Meriham og samtidig forlade alt hun havde kendt de sidste 67 år. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvornår hun ville få mulighed for at komme tilbage. Om muligheden overhovedet ville vise sig. Derfor stod hun pænt stille, klamrede staven til sig, som hun betragtede alle dem, der fulgte Merihem gennem portalen.

"Yadrial!" En kvindes stemme lød i folkemængden og da Yadrial endelig fik øje på hvor stemmen kom fra, blev der febrilsk gestikuleret til, at hun skulle følge med. Yadrial havde kendt den kvinde i et lille år og var en af de få mennesker, hun kunne finde ud af at føre en ordentlig samtale med.
Yadrial tøvede stadig, men i sidste ende vidste hun godt, at hun måske ikke ville få en eneste chance for at overleve, skulle hun vælge at blive. Så med tunge skridt, kunne man høre hovene mod gulvet, som hun langsomt gik i retning af porten.
Hun tog kvinden i hånden og fulgtes med hende igennem mod en ny fremtid.

Som alle de andre på Mørkets fæstning, var Damien også blevet klemt ind i den store sal og havde de mørke øjne rettet mod ærkedæmonerne og Sabbatin. Han kunne ganske vidst ikke opfange alle ord de udvekslede, men fik en god del med. Hans øjne flakkede fra side til side som han forsøgte at lokalisere englen Eretreya, for hun måtte uden tvivl også være til stede. Hans hjerte hamrede i brystet på ham som blikket igen rettede sig mod Sabbatin og dæmonerne. 

Den dybe stemme der råbte ud i salen, fik hurtigt en masse folk klar på at forberede sig på kamp, ganske vidst var der også en anden mulighed. At følge med gennem portalen var bestemt ikke hans første valg, så han ville formentlig stå på frontlinjen, holde fjenderne tilbage og lade de "svage" komme til før han selv så meget som ville overveje det. Det var ikke fordi Damien havde noget at skulle bevise over for andre og sig selv, men på trods af den hårde attitude og det voldsomme udseende, så havde han i det mindste nok fornuft til at vide, det var sådan det skulle foregå. 

Der var allerede mange der trak sig og gik gennem portalen til en ny fremtid. Hele hans krop dirrede af adrenalin, men han måtte finde Eretreya. Med faste, tunge skridt tumlede Damien gennem mængden i en ihærdig søgen efter englen "Ere!! ERETREYA!! Fuck" han blev mere og mere febrilsk efter at finde hende. Damien ville ikke kunne leve med sig selv, velvidende om at Eretreya var blevet tilbage, men han var taget igennem portalen. En dyb knurren kom fra ham som han gik imod mængden. Så svær kunne hun vel heller ikke være at finde! "Eretreya!!!" brølede han ud i salen og hørte et lettere forpint råb tilbage. Ere var blevet væltet på jorden og havde haft en masse folk til at løbe og hoppe hen over hende for at komme til den portal. Han hev hende op fra jorden og tog hende i armene, nærmest som var hun hans brud. 

De mørke øjne så ned på Eretreya og han pustede en hårlok væk fra hendes ansigt "Ere... Vi tager igennem den portal... Det her er ikke værd at dø for... Nyt sted.. Ny fremtid" sagde han og var allerede begyndt at gå mod portalen. En meter fra den stoppede han og så ned på Eretreya igen og gav hans forsøg på et smil ingen han tog de sidste få skridt for at komme igennem portalen. Inden det sidste skridt igennem så han sig over skulderen på de personer der var dumme nok til at blive for at kæmpe... Det kunne have været ham... Han rettede blikket mod portalen og gik igennem.

Eretreya havde næsten fornemmet dette ville ske, at de blev samlet og Sabbatin ville forsvinde og der ikke ville være en Mørkets Herre længere. De dragefødte var ved at løbe dem over ende og de ville sikkert dø i denne kamp. De blå øjne var rettet mod Sabbatin og ærkedæmonerne, lyttede til ordene og brummede for sig selv. Ærkedæmonerne virkede... De virkede ikke helt til at have rent mel i posen, men Eretreya vidste også, hvis hun sagde noget nu, ville hun blive slagtet og det var ikke just det hun havde aller mest lyst til.


Da ordren om at trække våben blev råbt ud i salen, greb Eretreya hurtigt to knive op, klar til at sende dem afsted hvis det var nødvendigt. Da en ny dæmon dukkede op var hun lige ved at kaste en kniv efter ham, men der var en ved hendes side der greb hendes håndled. Irriteret rev hun hånden til sig selv og stod og lyttede til hvad denne dæmon havde at sige. Et nyt sted? Eretreya's øjne lyste nærmest op ved tanken, men hun havde også trangen til at kæmpe for at opretholde det sted de allerede havde. Hun så nærmest måbende på portalen og med et, begyndte den store folkevandring, eller nærmere løb og tumlen. Et skub blev til to.. To blev til fem og før Eretreya vidste om det var hun skubbet omkuld og kunne ikke få lov til at komme op på benene igen, da folk sprang over hende eller trådte på hende som var hun del af gulvet. Hun havde langt arme og hænder omkring hendes hoved så det ikke ville tage skade. I det fjerne kunne hun høre nogen kalde hendes navn, men gemt i skrig og råb var det ikke helt nemt at høre hvem det var. Hun forsøgte at kravle lidt væk fra mængden, men det fungerede ikke, for der var folk over alt. Hun brummede irriteret "Damien? DAMIEN!" hun kunne tydeligt høre det var ham, den hæse og dybe stemme der nærmest havde en svag knurren bag sig.. 


Med store lysende øjne stirrede hun op på sin redningsmand og lagde armene omkring hans nakke "T.. Tak Damien" sagde hun og puttede sig ind mod ham som han bar hende. Hans ord fik hendes hjerte til at synke, men han havde ret, det havde han altid. Eretreya så op på ham om bed sig i læben "Damien... Vi kan ikke bare... " Eretreya kunne se hvor mange der ikke løb mod portalen. Ganske vidst var hun på Mørkets side... Men hun var engel.. Hun havde stadig lidt empati tilbage, hvilket var en af hendes svagheder. Totten af hår der blev fjernet fra hendes ansigt med et lille pust, fik hende til at rynke på næsen. Hun sukkede kort og begravede hendes hoved mod hans bryst igen "Undskyld..." sagde hun stille og nussede svagt Damien's pels i nakken inden de kom igennem portalen til en ny fremtid. 

Meget havde ændret sig, Yotul var ikke just fan af meget af det, men det havde bragt noget godt med sig. Mørkets hær var så småt begyndt at blive kedelig, det var det samme dag efter dag og der var ikke meget at gøre andet end at følge trop, hvis ikke man ønskede at besøge torturmesteren i kælderen. De sidste mange måneder havde dog budt på en del nye udfordringer og Yotul befandt sig i en ny position. Skulle hun blive i hæren eller skulle hun forsøge at forlade den og derved søge dække i blandt elverne. Ja, hun hørte ikke til der, men det kunne give hende et dække.. Dog nåede hun aldrig langt i hendes spekulationer, før at hun stod midt i et stort kaos. Den ene mur var faldet og snart ville den næste.. Kroppen var smurt ind i blod og hun følte sig tvunget til at følge strømmen imod den store sal.

Hæren var stimlet sammen i den store sal, snakken gik i krogene og der var rygter og frygt alle vegne. Yotul havde plantet de grønne øjne imod ærkedæmonerne og deres leder, Sabbatin. Det hele virkede kaotisk og langt fra så stålfast, som det tidligere havde gjort. Hun måtte rynke på næsen op til flere gange, hvad enten folk stødte ind i hende eller hun kunne fornemme scenen forenden af rummet. Underligt nok kunne hun ikke lade vær med at trække på smilebåndet, da ærkedæmonerne forsvandt med en klar ordre og snart dukkede den næste op.

Virkeligheden ramte hende det sekund hun så Sabbatins krop falde til jorden og Merihem rette sig imod mængden. Flygt eller kæmp og dø. Mulighederne var ikke mange og Yotul havde bestemt ikke tænkt sig at ofre sig for en herre, der havde ladet en ærkedæmon vinde så nemt. Nej, hun ville langt hellere følge ham og lære mere..

Portalen åbnede sig og Yotul så blot til imens at folkemængderne gik igennem portalen for at ende på øen.. Hun overvejede det længe, men kunne se flere slutte sig til den eneste udvej, der ville sikre dem en overlevelse. Medmindre at ærkedæmonen havde planer for at rydde op i rækkerne og sikre sig, at det kun var de stærkeste der overlevede. For en stund pausede hun, overvejede sine muligheder og tænkte på sin livsvigtige partner i stalden.. Viserion. Hun var overbevist om at han selv ville slippe ud og opsøge hende, når først faren havde lagt sig. Eftersom at hun for længst havde sluppet ham fri fra sine lænker, da først hun havde sat kursen imod salen. Snart ville han bryde ud og flyve mod himlen. De ville se hinanden igen. Yotul rettede blikket imod portalen, mon den stædige Lykke ville gå igennem portalen? Hun rystede på hovedet og tog sit første skridt. Den første bevægelse hun havde lavet længe og gik igennem portalen. Et nyt kapitel, en ny leder. Det skulle nok blive underholdende.

Vindens susen overdøvede kampen, der foregik under Zahinael og den mørke grif. De fløj så højt, at de ikke ville blive ramt af pile, og den sidste halve time, havde de desperat forsøgt at finde en måde at lande sikkert, så de kunne komme den tabende hær til hjælp. Ikke at det ville hjælpe, for det var det, den var: Tabende. 
Heroppefra var det kun endnu tydeligere, hvor meget i overtal fjenden var, og hvor mange af de døde kroppe på slagmarken, der bar Mørkets uniform.
De var ved at bryde hovedporten ned nu, og Zahinael var lige ved at dirigere Luna i et vildt dyk, men hun strittede imod. Beskeden til ham var tydelig: Ingen grund til at slå dig selv ihjel, eller mig. 
Med en vrissen, lod han Luna tage styringen og vende dem rundt, væk fra kampen. Mens de fløj i sikkerhed, lyste noget op fra vinduerne i Kzar Dûn og der følte Zahinael det. Eden, han havde svoret til Sabbatin, svækkedes og forsvandt. Det kunne kun betyde en ting. Sabbatin var død. 
Han gjorde tegn til Luna om at flyve hurtigere.

Der skulle gå under to dage, før Zahinael hørte fra sine kollegaer. Han var kendt for at være lidt for god til at holde sig skjult, og de telepater, der ellers havde sendt beskeder rundt til Mørkets tilhængere, havde Zahinael fået værnet sig i mod, da han havde fået en magiker til at værne ham imod generelle telepater. Det gjorde nogle ting lidt mere besværlige, fordi han således skulle sendes fysisk brevpost, men det beskyttede ham fra de fleste ubudne gæster i sit hoved. Som forholdsregel havde han et par betroede inden for Mørkets rækker, der kendte til steder, han ville kunne findes, og disse få væsner var valgt ud fra deres brændende loyalitet til Mørket. Heldigvis for Zahinael var ikke alle af dem omkommet i det sidste, umulige slag, og han blev fundet og overbragt nyhederne om deres nye leder. 
En langt mere værdig leder, hvis man spurgte Zahinael.

Den lille dags tid havde givet Zahinael tid til at finde sig selv igen; altså få en barbering og noget pænere tøj. Så da han fløj mod Obsidianøerne for at sværge troskab til sin nye herre, var det i en flot ny silkevest, en nytilpasset frakke og et smil emmende af forventning om fremtidig storhed. 

Hele Jabaris rejse til dæmonriget havde været for dette øjeblik, at fjerne den torn i øjet der havde inficeret Kzar Mora og endelig slippe af med Mørket.

Til Misundelses overraskelse var Kzar Dûn allerede under belejring, en belejring hendes egne styrker glædeligt hjalp med at bryde gennem murene.
Nok var misundelses slægt ikke kendt for at være mægtige krigere som Had, Vrede eller dele Hovmods slægt, men som mørket erfarede var det umådeligt svært at forsvare sig som misundelsen krøb ind i ens tanker.

Mistilliden til ens overordnede der tydeligt havde det bedre end en selv, for havde krigerne ikke gjort sig mere end værdige til selv at besidde sådan en post?

Tanker der på ingen måde havde plads på slagmarken, tanker der fik slået mange ellers stolte krigere for fode, tanker der flød fra Misundelses aura hvor end hun gik.



Sjælene fra de faldne blev grådigt fortæret, hver og en gørende hende stærkere samt bringende hende tættere på sit mål. Et smæld ekkoede over slagmarken som to af ærkedæmonerne materialiserede og erklærede for de dragefødte at det var nok for nu, endnu et smæld lød og de var taget videre mod den næste klynge. 
Jabari skar tænder som hun mærkede den sidste af de tre ærkedæmoner ankomme, hvad var det de prøvede at opnå? Det var tydeligt på de to andre at mente de allerede havde vundet? "Fremad!" skreg dødsynden som hun med sjælenes kraft banede en vej frem mod hvor de sidste vigtige af mørkets tilhængere gemte sig, hendes slægt ginende manisk ivrig for at se hende gøre sit værk.
En sammenbidt vislen forlod Misundelses læber, nogen brugte sjælemagi, magi der retmæssigt var hendes! "Sabbatin" vislede hun som hun mærkede ærkedemonen fange den tidligere mørketslords sjæl. "NEEEEJ!!!" Skreg hun af hendes lungers fulde kraft, ikke nok med at Sabbatins sjæl var blevet hende fornægtet, så mærkede hun også sjælene forsvinde en efter en, som de blev kastet i en retning.
Da Misundelses styrker endelig nåede riddersalen var der kun få tåber tilbage, tåber hvis sjæle skulle fortæres. 

Jonathan var ligesom mange andre dukket op på dette sted som mange andre, der var nogle han kunne genkende og nogen han aldrig havde set før, men for ham var det lige meget han stod blot og lyttede, med armene over kors stod han blot og lyttede, “ hvorfor skulle alt dette til for, hvorfor ikke bare lad han ordne de problmer der måtte være, men nej nej straks skal de flytte” hans tanker fik han dog til at smile lidt, da han så en bekendt skikkelse i form af en kvinde, han så undrende på hende, “ så den lille spidsøre vil også afsted “ mumlede han kort, inden han hørte ordrerne om at man skulle gribe sine våben, Jonathan rystede blot på hovede og begynde roligt at følge med strømmen af folk der gik imod portalens åbning.

At bo i bjergene gad han på ingen måde, plus han havde hørt rygter om en dæmon der holde til i bjergene, som han på ingen måde havde lyst til at krydse klinge med, så han måtte vel bare følge den ny leder, og hvis den ny leder blev for træls måtte han lade livet på en eller anden måde, men Jonathan ville ikke male fanden på væggen endnu, for desuden så var der fordele ved alt dette.

Ashas grønne, muskuløse arme var foldet over hendes bryst og de mørke øjenbryn trukket tæt sammen. Hun var i læderrustning og bevæbnet til tænderne med både hånd- og kasteøkser, samt naturligvis den større stridsøkse, der sad forsvarligt i hendes bælte. Hun var træt af at vente.
Det var en anderledes oplevelse at være den fangede, at være trængt op i en krog, når man plejede at være angriberen, der stormede mod murene, tagende hoveder på sin vej. At være her, ventende på at fjenderne kom tæt nok på til at de kunne stå imod horderne en sidste gang, var på én gang kedsommeligt og nervepirrende. 

Over den seneste tid var en stor del af Mok'garu-klanen deserteret fra Mørket. Orkerne brød sig ikke om dæmonriget, og mange af dem havde søgt mod landområdet nord for Dianthos, hvor der var lettere bytte at finde. Asha var ikke helt sikker på, hvorfor hun var blevet. Det var ikke en underkastelse af Lord Sabbatins magt, der drev hende - det var mere, at Mørket var det første sted, hvor hun var blevet til noget. Et sted hvor at de belønnede hende for hendes indsats og hun ikke måtte kæmpe med tænder og kløer for hver eneste bid af anderkendelse, som stadig aldrig ville være helt godt nok, fordi hun ikke var fuldblods. 
Hun troede stadig på, at Mørkets rækker var det eneste sted, hvor der var en plads i verden til hende.

Begivenhederne, der udfoldede sig foran hende, var ved at få halvorken til at gribe sin økse og storme frem - men det var overstået, før hun nåede så langt. Lord Sabbatin var reduceret til en glimtende ring på dæmonens finger, og han lovede dem, at der ville være en ny fremtid, hvis de fulgte med. Rynken mellem Ashas bryn blev dybere - Hun vidste, at hun ikke kunne blive i dæmonriget, og tanken om at gå fra hæren og rakke omkring på landevejene eller finde tilbage til klanen, huede hende ikke.
Portalen flimrede foran hende, og beslutningerne var nødt til at blive taget i hurtig rækkefølge. Hendes blik scannede omgivelserne efter kendte ansigter, men de fleste af de forsamlede havde sat sig i bevægelse, og kaosset var totalt. Hun vendte sig og løb i den modsatte retning af portalen. 

Ashas hænder arbejdede hurtigt med Desghoras seletøj, mens en lettere vred rumlen kunne høres fra dragen. Det arrige bæst var ligesom halvorken utilfreds med ikke at være derude, hvor kampen havde foregået. Det var et besynderligt bånd, der var mellem dem - orkinden og dragen, men Asha havde vidste, at Desghora ville vente på hende - selv da de andre drager var lettet i en mørk sky af læderagtige vinger. Hun fik det sidste af seletøjet på plads og sprang op på bæstets kraftige ryg - de steg hurtigt til vejrs og Kzara-bjergene blev mindre under dem, samtidig med at en strid vind ramte hendes ansigt. Hun knugede seletøjet i hænderne.
Det gjorde på en eller anden måde valget mere til hendes at følge Merihem i sit eget tempo på drageryg. Der var stadig en plads i Mørket til hende, men hun skulle ikke kastes gennem en eller anden portal. Hun og Desghora ville selv finde vej til det nye tilholdssted..

Som de cirklede over dæmonriget og begyndte at flyve mod syd, fik Asha øje på en ugle, der fulgte dem på afstand. Et lille smil gled over hendes læber. "Beon.. Godt, du er med.." Hviskede hun. Ordene havde knap forladt hendes nærmest sammenpressede læber, før de blev snappet op og båret væk af den hylende vind.

Den rumlende lyd, omend den var svag, gav genlyd i hele borgen. Beon havde holdt sig i sit arkiv med sine bøger og modvilligt ladet sig hidkalde til Riddersalen. Salen var proppet med krigere, nogen mere ivrige end andre for at gå i flæsket på dæmonerne. En kamp Beon allerhelst ville undgå at være en del af, men nok ikke helt undslap. Ubehagelig til mode holdte Beon sig så langt i baggrunden som overhovedet muligt, pressende de askede vinger op imod væggen, mens han iagtog alt og alle omkring sig.

Der skete hvad man kunne forvente, men alligevel var en overraskelse. Dæmoner var upålidelige, og havde alle dage været det. Det kendte han fra sine egne møder med dem. Det løb koldt ned af rygsøjlen og Beon ville ønske han kunne blive i et med væggen som Ærkedæmonen Merihem begyndte at tale, og en ubehagelig følelse af frygt og lettelse blandede sig med hinanden som Sabbatins sjæl blev revet ud af kroppen og ind i en ring.

Det var et tydeligt tegn. Beon skulle væk. Han øjnede sin mulighed. Så det som sit tegn til endelig at ligge dette liv bag sig. Et liv med undertrykkelse og udnyttelse. Et liv hvor han var blevet udmyget. Som Mørkets lord magt forsvandt, løsnede en forbandelse sig også fra Beons arrede ryg. Han havde ventet at det gjorde ondt, som han så fjer rasle ned over gulvet. Næsten tøvende tog han en af de grå fjer der smulede mellem hans fingre som var de lavet af aske.
Så snart Merihem havde erklæret sine ord, drejede Beon om og forsvandt i mængden, væk fra salen.

Beon kastede de vigtigste skriftruller, gevanter og oppakning ned i en sæk, fast besluttet på at tage flugten. Han kunne flyve derfra. Han var fri. Det var uvirkeligt, og for nogle sekunder stod han blot og stirrede ud over det golde land. Tvivlen slog ham som lyden af en arrig drage bragte hans blik opefter. Han kunne efterhånden genkende Desghora, selv i mørke, og dragen bar sin rytter. Det ramte ham som en spand isvand og alle planer syntes at smulre. Asha.

Med et næsten forpint udtryk, løftede han op i sækken og sprang ud af vinduet. Hans ugleform steg hurtigt til vejrs, og fulgte dragen i en sikker afstand til ikke at blive spist som grillkylling. I sit stille sind, håbede han på at Asha flygtede som han selv, men han kendte hende bedre end det. Chancen for frihed var forspilt, men Beon ændrede ikke kurs, selvom vinden sveg i hans vinger og gjorde hans muskler ømme som havet kom nærmere og nærmere.

Rævepis og dragelort. Hvorfor skulle alt det skide politik være så.. skide politisk og irriterende! Shenzi forstod knap halvdelen af hvad der foregik, og det kriblede bare i kløerne efter at komme ud og smadre kranier med en økse, eller to. Hun havde ikke bekæmpet disse dragefødte før, og det kriblede efter at få flere trofæer på kæden. Hyænekvinden fandt hele denne sniksnak frygtelig kedelig, og hun hørte egentlig ikke synderligt efter, før Ærkedæmonen syntes at overtage det hele. Shenzi mindes ikke at have modtaget oplysninger hjemmefra om hvad hun skulle gøre hvis mørkets herre blev væltet. Hvorfor var hun overhovedet blevet sendt til en hær, hvor han så nemt kunne laves om til en lille pyntegenstand? Shenzi fnøs knurrende. Mænd var og blev svage. At modtage en ny herre i form af en dæmon var derfor ikke noget der faldte i synderlig god jord.

Men chancerne var ikke gode, hvis hun skulle kæmpe sig ud herfra på egen hånd. Hæren splittede sig i ren virvar og Shenzi stod med andre tøvende tilbage, krampagtigt fastholdende den blodige økse. Merihem var uspekuleret og havde vidst sig at være den stærkeste af de to. Shenzi skulle i hvert fald ikke være den første hyæne til at udvise troskab mod det tabende parti. Det var med en rynket næse hun gik frem mod den magiske portal og følelsen af at gå igennem den gjorde ikke oplevelsen bedre. Men valget var taget. Forhåbentlig gav denne nye herre hende bedre mulighed for at smadre kranier snarest. Ventede de meget længere ville Shenzi blive utålmodig. Og en utålmodig Hyæne der keder sig, ser ikke forskel på ven og fjende.

Kiri forstod ikke rigtig hvad der egentlig skete. Hun var blevet opdraget i Mørkets Herres navn, at det var hvad de fulgte, men nu var han død, og hun kunne ikke finde Cryan i alt kaosset der foregik i salen.
Hun kunne forsøge at flyve ud af riget af sig selv, men så vidste hun ikke hvordan hun skulle komme tilbage til dem, og i princippet ville de vil stadig det samme. Hendes øjne gled over på resten af krigerne, nogen der kæmpede, andre der løb efter portalen. Havde hun egentlig noget valg?

En sidste gang lod hun hendes øjne glide over kaosset, før at hun tog en beslutning, en af de eneste beslutninger hun nogensinde havde taget for sig selv, og fløj mod portalen. Forhåbentlig kunne hun finde Cryan på den anden side af portalen, og ellers. Så skulle deres veje forhåbentlig nok krydses igen. Han var ikke ligefrem en der ville dø her i dæmonriget.

Marax skulle have vidst, at hun ville dø, det øjeblik hun blev sat til at beskytte Kzar Mora imod de dragefødte. Hendes liv var intet værd i det store og hele, ikke for Sabbatin og ikke for nogle af Mørkets Riddere. Hun holdt sig så meget for sig selv, at det ville overraske hende, hvis der var nogen af dem der kendte hendes navn. Og nu stod hun her, blandt sine kampfæller, og var nødt til at se dem falde én efter én, imens de kæmpede en tabende kamp.

Følelsen af tab overvældede hende, da hendes løfte til Sabbatin pludselig blev brudt. Flere omkring hende måtte samtidig have indset at han var død, for pludselig faldt alle forsvarsrækker, som nogle fik travlt med at stikke af, andre forsøgte at overgive sig, og enkelte begik selvmord. Kzar Mora stod ikke til at redde, det var helt tydeligt, og Marax stod et øjeblik lammet, indtil et angreb gik direkte igennem hendes sænkede parader og skar rent igennem hendes skulder. Den dragefødte der stod bag det, skubbede hendes krop fra sig, som var hun en sæk kartofler og lod hende falde til jorden.
De råb og skrig og lyd af kamp, der var omkring hende, forsvandt fuldstændig i den tid det tog Marax at falde til jorden. Det eneste hun kunne høre var en skarp ringen for ørene, indtil hun faldt bevidstløs. 

Da hun vågnede igen var blodet størknet om hendes skulder og smerten nok til at hun blev nok til at kæmpe imod et skrig, der gerne ville forlade hende. Bag hende var de dragefødte på vej ind i Kzar Mora og overalt omkring hende lå der døde eller døende fjender og venner.
Venner var måske så meget sagt, men Marax fik det under alle omstændigheder dårligt af at se, hvad der var sket med dem. Hun turde ikke rejse sig op, af frygt for at blive set af en dragefødt, der ville slå hende ihjel eller værre, men kravlede over ligene på sin vej, kun støttende på én hånd, imens den anden hang slapt ned ad hendes side.
Hvert skridt sendte et uudholdeligt jag af smerte igennem hende, men hun bevægede sig med beslutsomhed, indtil hun gled ned af en mudret skrænt og landede i en smal å, hun vidste førte til en større flod. Om floden ville føre hende mod Mørkets Hærs nye tilhørssted eller den modsatte vej, det kunne hun ikke huske. Det var også ligegyldigt. Det beskidte vand førte hende langsomt væk fra kampen og det var alt, der betød noget. 

Cayden kunne godt lide at være dér hvor tingene skete, men han følte sig alligevel en smule for tæt på, da han så Sabbatin blive knust med sine egne øjne. Det var et uventet magtskifte, men nærmest en lettelse efter at have Sabbatin gøre sig selv til grin ved at blive ved med at forsøge at hidkalde ærkedæmonen han havde bundet til sig.

Det var en grum skæbne at ende med sin sjæl i en ring, men Cayden havde ingen lyst til at forsøge at redde ham. Hans loyalitet var til Mørket, ikke til en bestemt person. Hvem der ledte dem var ligegyldigt for ham, så længe det blev gjort med fornuft. En dag ville han selv lede dem, men var der noget han havde, så var det tålmodighed. Han var endnu ung for en dæmon at være, og hans følge var ikke stort, selvom hans ambitioner var.

Portallen åbnede sig foran dem og Cayden så til imens hans landsmænd sprang ind i den eller på anden måde stak af. Portene ville holde lidt endnu, regnede han med, og med sin egen evne til at teleportere sig hvor som helst hen, så han ingen grund til at forhaste sig. Hellere sikre sig at alle der var med, var med, og få at se med egne øjne, hvem der valgte at blive.
Et sted ved staldene fornemmede han dragerne rive sig løs og sætte imod himlen, og så snart han så sin egen, så han det som tegn til at det ville være spild af tid at blive længere. I stedet for at bruge portallen der var lavet til dem, brugte han sin egen evne. Han stolede ikke på nogen, ikke engang dæmoner, længere end han kunne kaste dem. 

Maralinda stod ubemærket i et hjørne af salen og fulgte magtspillet med interesse. Det var nu spillet vendte. Det var nu fremtiden tog en drejning fra en vej til en anden for alle i rummet. Hun var ikke rigtig del af Mørket, men heller ikke rigtig fri. Hendes blik søgte efter den ene person der med et ord, en ordre kunne bestemme hvad hun skulle, men fandt ham ikke. Afstanden mellem dem talte dog for at han var i salen et sted og så... ikke.

Hun lukkede øjnene kort og strittede imod. Hun kunne vente med at følge. Der var tid og den ville hun benytte, mens resten tog deres beslutninger om portalen eller døden. Så tåbeligt at vælge døden.
Hendes blik gled til dørene som de sprang op og hun i det samme samlede skyggerne tættere om sig. Hvad der ledte angrebet ind var ingen hun ville i nærheden af og som dens opmærksomhed var på alle andre tilbage i salen, gled hun ud gennem en sidedør og lod sig forsvinde i fæstningens dyb. Hun havde tid til at finde en vej væk.
Det måtte hun have.

Storm var langt fra Kzar Mora, da dramaet skete på borgen. Det var nærmest umuligt at komme igennem dæmonerne, der havde besat Kzar Dûn, og han havde i stedet fået ordre på at blive i den vestlige del af Krystallandet, nærmere bestemt Amazonitskovene. Hvad de skulle der var lidt hip som hap, han havde lidt en fornemmelse af, at han var sendt et sted hen, hvor han ikke kunne ødelægge noget. Det var ikke gået helt glat at rapportere, at man var blevet overvundet af en spion fra Lysets hær, men han havde taget råberiet fra en overordnet med ro i sindet, for spionen var i sikkerhed, og det var det vigtigste. Han tænkte meget på hende, for hun havde været noget, han ikke havde haft meget at gøre med før. Åben, varm og interesseret i ham. Nej, han fortrød ikke noget.

Heller ikke som han traskede igennem skoven sammen med mørkelveren, der var sat til at passe på ham. Det var ikke hans overordnede, bare en anden kriger, de var sendt i forvejen for at sikre sig, at resten af gruppen kunne følge efter uden problemer med de lokale. Herunder også, hvad der befandt sig i skoven af mere eller mindre tænkende væsner. Ind til videre havde alt været fredeligt, og solen var på vej ned, så mørket begyndte at lægge sig over skoven, der allerede var skummel i forvejen. Mørkelveren, en yngre en af slagsen ved navn Rastata, gik forrest på dyrevekslen de var drejet ind på.

Pludseligt stoppede de begge to op. En stemme talte til dem i deres hoveder. Mørkets telepater, der videregav en besked på vegne af dem, der bestemte. Og det var åbenbart ikke de samme, som det plejede. Sabbatin var død. Mørket flyttede til et nyt tilholdssted uden for kysten. Ærkedæmonerne havde overtaget magten.
Storms hjerte bankede hårdt i brystet på ham, og hans blik gled til Rastata, mens stemmen snakkede. Det var nu. Det var hans chance.

”Hey, Storm, fik du også…” Mørkelveren kom med en gurglende lyd, som han blev afbrudt, ikke bare i sine ord, men i at vende sig mod halvdæmonen. De sorte og røde øjne så først overrasket på ham og så ned på sværdet, der var boret igennem ham.  Han hostede og blodet væltede ud af munden på ham, inden han væltede om. Storm trak sit sværd til sig og så med skræk på, hvad han havde gjort. Der var ikke længere nogen vej tilbage. Mørket ville helt sikkert slå ham ihjel for dette.
”Undskyld,” hviskede han til den unge mørkelver, han faktisk havde kunne lide. Men han ville stoppe ham i det, han ville gøre. Flygte. Han havde ventet i 75 år på chancen, og den var her nu. Uden at se på Rstata forlod han stien og begav sig ind i mellem træerne. Nord på. Han havde intet, ikke andet end sin oppakning, sine våben og det tøj han gik og stod i. Han flåede amuletten af og smed den i skovbunden, Nej, han havde intet, ikke noget sted at gemme sig. Men alligevel fortsatte han nord på med Dianthos som sit mål.

Måske hun ville hjælpe ham.

Lykke var på vej tilbage, da hun fik en telepatisk beretning om, hvad der havde foregået i salene. Så sgu da også! Hvorfor var hun ikke blevet kaldt tilbage før? Så tog fornuften hende. Hun ville aldrig kunne kæmpe mod en ærkedæmon og vinde. Hvad nu? Hun havde fulgt Sabbatin så lydigt. Var det hele ligemeget? Hvad skulle hun gøre? Skulle hun slutte sig til Merihem? Mørket havde betydet så meget for hende i så mange år, og hun var absolut ikke fan af magtskiftet. På den anden side ville hun absolut ikke blive vel modtaget hos fjenden. Det var nok bedst at følge trop, men hvor var de taget hen? Hun måtte finde en måde at komme i kontakt med Merihem på, så hun kunne få instrukser om det nye sted, de var rykket til. Så havde Sabbatin altså været en svagpisser alligevel.

Stående op ad en mur inde i den store riddersal stod torturmesteren, og med sig havde han altid hans trofaste to slanger. Den ene var slynget sig rundt om den ene arm imens den anden havde slynget sig rundt om halsen. Han havde været alt for optaget af at 'lege' med de stakkels ofre i fangekælderen til faktisk at have opdaget noget som helst omkring det som var sket, men det var nok heller ikke så meget han kom ud. Fangekælderen var jo nærmest hans hjem, mørket tilbedte ham, samt alle ofrene og de fleste i mørket kendte ti ham. Med hans blik glidende rundt på alle de væsner der var i hele salen lagde han mærke til få kendte ansigter. Men der kom ikke noget smil frem, hvorfor skulle han bruge tid på at skænke dem et. Kort drejede han hovedet til den ene side, betragtede slangen ved hans arm, og kælede lidt for den. Hans opmærksomhed blev hurtig brudt da han hørte stemmer, og en masse larm. Hans blik faldt så på Lord Sabbatin, og han løftede et øjenbryn. Var det ikke også på tide at han trådte ned fra tronen, manden var jo sken og ben. Hans tid var over, Azaic havde skam intet imod at mørket skulle have en ny hersker. I følge ham trængte mørket til noget nyt, og forhåbenlig kunne der ske flere ting, og de allesammen tilsammen kunne tibede mørket, og beundre det endnu mere. Lyden af slangerne der vissede fik Azaic til at dreje hovedet og han kiggede dem med et borende blik"Stille"lød det kort fra ham.

Da der blev råbt at der skulle gøres våben klar måtte torturmesteren løfte endnu et øjenbryn og han fnis lidt. Våben, hvad skulle de gøre godt for. Måske for nogle af væsnerne herinde, men ikke for ham han behøvede skam ikke våben i øjeblikket. Hvis han endelig skulle bruge noget, gik han da bare en tur ned i fangekælderen. Der var alligevel lidt af hvert, så han ville være sikker på at finde et eller andet han ville kunne lide og finde passende. Slangerne adlød ham som altid, og imens Azaic lyttede til hvad der ellers blev sagt, lod han blikket glide lidt mere rundt på de mange væsner herinde. Da synet af ærkedæmonen kom frem bredte der sig et tilfreds smil over torturmesterens ansigt, det var pludselig blevet meget mere spændende det her. Det var svært for Azaic at kigge væk, han blev draget hen til denne ærkedæmon,imens han fortsat lyttede til de ord der kom ud ad munden. Da hans ord om at lyset skulle frygte deres magt fnes han igen, et spydigt dog tilfreds fnis. Han var ganske enig, lyset skulle ikke have alt magten, det var på tide at mørket skulle herske. Selv skulle han nok tage sig af de hjælpeløse ofre, og folk der blev sendt ned til ham i fangekælderen, hvor de blev straffet - og ikke på en god måde.

Synet af Merihem der forlod salen fik ham til at smile tilfreds, og han drejede hurtigt rundt for at vende tilbage til fangekælderen. Han behøvede slet ikke slås om riget, eller andet. Han havde stadigvæk pligter og en masse tortur og straf at udføre. Han skulede hen imod de bekendte ansigter han kendte, og havde set før. Slangerne vissede højt, og begyndte begge to at slynge sig ned mod jorden. Som Azaic vandrede hen til fangekælderen fulgte slangerne med nede ved hans fødder"Ganske interessant"lød det lavt fra ham som han begravede en hånd i bukselommen.

Rytmiske småbrag lød udenfor. Dæmonerne måtte være nået til en af portene; det lød umiskendeligt som en rambuk, der drønede mod en halvsmadret port. Riddersalens tykke stenvægge dulmede lyden, og de snørklede gange omkring den, klang igen af lyden og gjorde det næsten umuligt at bedømme, hvilken retning den kom fra. Ethelihn stod rank og fuldt udrustet i sin herres skygge og stirrede på ham, mens han talte. Bag ryggen knugede hun hænderne anspændt, mens hun undertrykte et utålmodigt suk. Hun ville ønske, Herren havde lyttet til hendes anbefaling om i det mindste at have et par spejdere ude; ikke for nogens sikkerheds skyld, men for at hun i det mindste vidste, hvad der foregik. Om nogen i salen kunne hun ikke udstå at sidde på sine hænder og ønskede mere end noget andet at møde fjenden med hævede sværd.

Det var en sær fornemmelse, at vide så instinktivt, hvad hele hæren følte. Hun var ingen tankelæser eller bare almindeligt god til at læse folks sindsstemning, men denne følelse kendte hun af erfaring, og nu gjorde selv væbnerne det også: stilhed før storm. Hun var anspændt, ophidset, blodet pumpede, hjertet tordnede, øjnene syntes at kunne se orkernes rygbehåring gro - ikke noget kønt syn i øvrigt -, og tiden gik alt for langsomt, og alligevel kunne den ikke gå langsomt nok. Generalen havde vidst i sin kerne i flere måneder, at de ikke ville slippe levende herfra, og hun troede, at hun var klar til en sidste kamp, men et dyrisk overlevelsesinstinkt havde taget over.

Alting, inklusiv den samtale Herren ført med dæmonerne, opfattede hun med overnaturlig klarhed. I dag ville hun kunne huske ned til mindste detalje, så længe hun ikke mistede forstanden; hun havde ikke andet valg. Men selvom hun hørte hvert ord, der blev sagt, forstod hun ikke vægten af dem, før Mørkets Lord rasende havde forvist dæmonerne. Alle vidste bedre end at stole på en dæmon, men det stoppede hende ikke fra at miste grebet: "I forræderiske svin!" Endnu et brag, denne gang et tordenskrald inde fra salen selv og skabt af lyn, der sprang fra generalens fremstrakte hånd, lød og resulterede i et kulsort brændemærke der, hvor dæmonerne før havde stået. Hun hadede sin Herre for at have bragt dem hertil, hun hadede ham for at have sluppet taget i Dianthos og Dragorn i første omgang, og nu hadede hun ham for at have ladet sig forhekse af ærkedæmoner, der skulle have været under hans kontrol. Hun haft troen på ham hele sit liv, og hun hade den stadig - det var trods alt ikke alt, hvad Mørkets Lord havde bedrevet -, men i de sidste måneder, var hendes tro blevet svækket, og nu rystede den i sin grundvold.

Det gjorde ikke situationen mindre kompliceret eller Ethelihn mindre forvirret, at den sidste af de forbandede ærkedæmoner, dukke op i salen. Han talte, og løs overbevisende, men uden at fortælle noget nyt. Noget ved ærkedæmonerne havde en dragende effekt, som altid tågede Ethelihns sanser nogle øjeblikke. I sin tid i dæmonriget havde hun efterhånden lært at ryste fornemmelsen af sig hurtigt, men ikke hurtigt nok. I det ene øjeblik så hun Merihem ved deres herres side, i det næste lå Mørkets Lords knogler i hans kappe på gulvet, som om nogen havde smidt en sæk afgnavede kødben i et forsøg på at distrahere vagthundene. Ethelihn blinkede, stirrede forfærdet på bunken for hendes fødder, så op på Merihem, knurrede rasende over at endnu en af dæmonerne havde forrådt dem - lige meget hvor forudsigeligt, det var-, tog fat i skæftet på sine sværd, gjorde klar til at angribe og standsede så brat. Havde han følgere inden for rækkerne? Hun var ikke villig til at slagte sine egne endnu, og hun holdt inde før Merihem nåede at vende sig mod hende og se.

Med dæmonens levende skjold mellem sig og ham, genkendte hun håndtegnene for at skabe en portal, men disse var langt mere indviklede, end de småportaler, de selv kunne åbne. Lugten af svovl og saltvand ramte hendes næsebord som en kødhammer. Frihed! Bragene udefra kom nærmere og nærmere. Nu var ikke tiden til at stille for mange spørgsmål, og det var der heller ikke mange, der gjorde. Selv tøvede hun. For nogen ville det ligne, at hun som hærfører holdt øje med bagtroppen. For dem, der var bedre til at læse andre, føltes hendes fødder som svejset til gulvet af tvivl, om hun skulle følge efter eller ej. Det bevægelige hård slog et beslutsomt smæld. Hun havde været på sin post under Mørkets Lords første regeringstid, hun var blevet på sin post, da han blev væltet, hun var blevet på sin post, da Mørkets konge blev forrådt, og hun var blevet på sin post, til slutningen af Mørkets Lords anden tid; hun var blevet på sin post, når andre havde stukket halen mellem benene eller andre knive i ryggen, og det skulle ikke ændre sig nu, en dæmon havde taget Mørket.

Ethelihn råbte ad de sidste krigere, der ikke ville eller ikke kunne rykke sig, at de aldrig ville holde skansen her alene og beordrede dem til at gå gennem porten. For nogle var det nok. Resten regnede hun ikke med at se igen, efter porten havde lukket sig bag hende.

Jagos pande var furret af tanker og utryghed. Han burde ikke stå her, sammen med størstedelen af borgens soldater, ventende, de burde alle trække våben og kæmpe for deres liv! Men Sabbatin havde hidkaldt dem her til salen, hvorfor forstod Jago ikke, men han fulgte den ordre, der var givet ham.
Hvad der næst skete, var konfust. Han stod for langt væk til at høre, hvad der blev talt om mellem Mørkets Herre og dæmonerne, der pludseligt forsvandt, kun lige før generalen sendte sine lyn efter dem. Og så dukkede den sidste ærkedæmon op, Merihem, ikke så langt fra Jago, der reagerede automatisk og trak sværdet halvt op af skeden. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne kun se til, mens dæmonen sugede Sabbatins sjæl til sig. 

Hans ord smøg sig om soldaterne i salen, og Jago måtte indrømme, at han vidste, at dæmonen havde ret. Der var ikke noget tilbage for dem her, andet end døden. Både for Mørket og dem selv.
Da portalen blev åbnet, bandede han dæmpet, for selvom størstedelen af hans rekrutter var samlet bag ham, manglede der nogle, der havde fået til opgave at holde øje med muren. Han kunne ikke bare efterlade dem til den visse død, de var hans ansvar. Han vendte rundt for at mase sig igennem væsnerne, der var begyndte at mase sig frem mod portalen. En hånd greb fat om hans arm og han så ind i et par bekymrede øjne.
"Korporal, hvad skal vi gøre?" Flere af rekrutterne så afventende og utrygge på ham, og han pegede mod portalen.
"Af sted! Med de andre! Vent ikke på mig, jeg henter de sidste." Han ventede ikke for at se, hvad de ville gøre, men begyndte hastigt at skubbe sig i mellem væsnerne, der stod i mellem ham og salens port. Så snart han var fri, begyndte han at løbe, så sværdet bankede mod hans ben og lyden af hans støvler gav genlyd i gangene. Han var ikke den eneste, der var på vej væk fra salen. Nogle genkendte han og vidste, at han ikke ville se dem igen. De ville hellere prøve kræfter med dæmonerne end at følge en ærkedæmon, Mørkets nye leder eller ej.

Med blodet pumpende i ørerne og lungerne arbejdende som blæsebælge, kom han frem til det sted, hvor de første to rekrutter var blevet placeret. Han havde næsten ikke vejr til at forklare, så i stedet gjorde han det, han gjorde godt - bjæffede en ordre.
"Følg med mig!"
Der var spørgsmål, men ingen blev udtalt, som de to rekrutter fulgte efter ham i løb videre til næste sted, hvor de to sidste rekrutter var placeret.
"Vi skal ... tilbage til ... salen. Der er en portal," gispede han, inden han kastede et blik ud. Jorden var helt sort af skikkelser, og de soldater, der var sat til at passe muren, var enten flygtende eller døende. Kzar Dûn var uden tvivl tabt inden for de næste få øjeblikke.

Smagen af blod fyldte hans mund og der var prikker for hans øjne, som de kom frem til salen igen. Den var tom. Portalen var væk. Vantro konstaterede han, at ingen havde ville tage risikoen med at vente på de sidste folk, der var spredt ud i borgen på opgaver. For et øjeblik blev han bare stående og så tomt på bagvæggen, hvor portalen havde været. Flere soldater dukkede op, desperate efter en udvej, men nu efterladt til den visse død.
"Vi kan ikke komme ud."
"Vi har ikke en chance, vi dør."
"Hvorfor har de forladt os?"
"Hvordan slipper vi ud?"

Det gik op for Jago, at de fleste så på ham. Ham og en enkelt ridder, de var de to eneste to, der ikke bare var fodsoldater. Hans blik mødte ridderens.
"Igennem staldene?"
Ridderen nikkede. Det var den eneste anden vej ud.

De næste timer var et stort rod af skrig, smerte og død. De nåede ikke halvvejs ned igennem borgen mod staldene, før dæmonerne og de dragefødte var over dem. Kriger efter kriger faldt omkring Jago, hvis arm til sidst næsten ikke ville svinge sværdet mere af ren og skær udmattelse. Ridderen faldt og til sidst var der ikke andre end Jago og den sidste rekrut, der blødte fra et sår i hovedet og var ligbleg af udmattelsen, som han brugte de sidste rester af sin magi. De var klemt op mod en mur, da en dragefødt spidede ham på sit spyd, og Jago var den sidste i live. Han tøvede ikke, som han tog den eneste udvej, der var. Et vindue. Glasset splintrede omkring ham og hans krop fløj ud i luften mod et direkte fald mod klipperne under. Halvvejs nede skiftede han skikkelse og svævede derfra som ørn. Et par pile blev skudt efter ham, men ingen ramte. Med et par trætte slag med vingerne satte han kursen vest på, ud af Kzar Mora. Væk fra døden og nederlaget.

Det tog ham over en uge at komme frem til de øer, der skulle være hans nye hjem. Han havde været såret og var endt ved en healer, hvor han også havde fået lidt hvile. Da han nåede kysten, havde han tilbragt et døgns tid på en kro, hvor han havde brugt tiden på at hvile og tænke. 

Hvad var Mørket nu?

De var glade for at se ham, da han kom frem. Han delte ikke deres glæde, han huskede stadig ansigterne på dem, der var faldet tilbage på borgen.