De isblå øjne er det første, der borer sig ind i én, når man ser på Zahinael. På en glohed dag kan hans blik få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, for der lægges ikke skjul på det kyniske indre, de dækker over.
Hans høje kindben får øjnene til at stå endnu skarpere frem i hans ansigt, sammen med den smalle, skarpe næse og de tynde læber. Hans tindinger er høje og han holder sit brune, gråstænkte hår kort.
Han foretrækker en smule skæg, men lader det sjældent gro ud til et fuldskæg.

Zahinael er høj og slankt bygget, og selvom musklerne er tydelige, virker hans krop en smule indsunken. Senerne står tydeligt frem, især på hans hænder og underarme og de lange, tynde fingre giver ham et let yndefuldt præg.

Nael foretrækker sin påklædning tætsiddende og bevægelig. Han går i knælange støvler, så der altid er plads til et par knive eller et dirkesæt, og han har fået specialsyet skjulte lommer i det meste af sit tøj.
Han bærer ofte en farverig brokadevest uden på sin skjorte, og hans frakke er i et snit, hvor den går ham til hoften foran, og bagpå går ned til hans lægge i to pingvin-haler.
Alt hans tøj er skræddersyet til hans figur, og det er tydeligt at han går meget op i sit udseende. Tøjet får ligeledes heller ikke lov til at se slidt ud - så bliver det udskiftet.

Nael kan fremmane små bobler på 2-3 cm i diameter, der indeholder ren smerte. De ligner en lille glaskugle i en halvgennemsigtig gråhvid tone. Når der prikkes hul på en kugle, vil den smelte og der hvor den rammer, vil den sprede voldsom smerte.

Nael kan bestemme typen af smerte, der skal mærkes, og han kan selv få en kugle til at gå i opløsning. Hvis en anden skal håndtere kuglen, skal vedkommende bruge en kniv eller nål til at få hul på den.

Han kan have 5 ad gangen, og hvis de ikke bruges, går de selv i opløsning efter et par timer.

Kan forme kugler af kulsort ild i hænderne, som kan skydes efter en modstander. Ilden føles kold, når man nærmer sig eller rører ved den, men vil stadig brænde dig som normal ild. Evnen kan også bruges til at sætte ild til brændbare genstande. Ilden lyser ikke op.

Styrker
• Læse andres reaktioner
• Observationsevne
• Intimiderende udstråling

Svagheder
• Rodløshed
• Forfængelig
• Følelsesmæssig distance til andre

Nael har en kold personlighed. Han kan smile og le og nyde en god middag med en ven, men man vil aldrig betegne ham som varm. Han fremstår velovervejet og beregnende, og han lægger sjældent skjul på sin kyniske side.
Han holder af at pine andre fysisk og lege med dem følelsesmæssigt - helst begge dele samtidig. Frygt er hans yndlingsfølelse at se i andres øjne, og han kan få et næsten euforisk kick ud af at mærke en anden krop blive opslugt af smerten, han påfører.

Han er uhyggeligt god til at påtage sig en anden udstråling, personlighed og accent, og ser man ham skifte, vil man oftest komme i tvivl om, om han også bare spillede skuespil over for en lige før. Med mange års træning i at forklæde sig, er han god til at gemme sig fuldstændigt som grønthandleren på gaden eller butleren i adelshuset. Infiltration er oftest han primære måde at samle info på, da han er for rastløs til at sidde stille og bare vente på, at noget falder ned i skødet på ham. Udfordringerne ved at påtage sig nye identiteter er også noget af det, der holder ham kørende, da han hader at sidde fast i at lave det samme hver dag.

Som et levn fra sine tidlige år og sin mor går han meget op rang og stand. Det er vigtigt for ham at kunne titulere andre korrekt, og man skal nok få det at vide, hvis man ikke gengælder høfligheden.

Når Nael ikke er på arbejde holder han af god mad, udsøgt vin og underholdning. Den bedste underholdning for ham er den, hvor han kan nyde at se på noget kønt, det værende dansere, akrobater eller lignende, uden at skulle tænke på så meget andet. Det er hans måde at koble hjernen fra efter en lang dag med intrigespil og overvågning.

De Tidlige År
Izael blev født på en mørk dag, hvis vejr var meget lig hans start på livet. Han var i et kuld på 8, både ældre og yngre, og deres mor holdt dem i kort snor i opdragelsen. Som et pragteksemplar af en dæmon med både horn, hale og flotte store vinger, gjorde moderen meget ud af at Izael lærte den passende pli for at kunne omgås de højere klasser. Der var ingen tvivl om at hun ønskede ham godt gift, men det blev aldrig en realitet.
Da Izael blev 17 udbrød dæmonkrigene, og alting blev vendt op og ned. Med de søskende, der var gamle nok, blev han sendt i krig. Hans deling klarede sig godt, og de blev efterhånden sendt ud på mere specifikke missioner, primært for at opstøve visse fjender og få dem til at afsløre hemmeligheder og gemmesteder. Izaels magi var praktisk til afhøring og tortur af deres ofre. Han havde dog ikke megen træning i den, så han kom til at slå et par af deres fanger ihjel med overdosis af smerte.
Izael nød arbejdet, men det viste sig at være en farlig position at være i, for da Kzar Mora blev lukket, befandt han sig mange mil fra sit hjem. Den lille deling forsøgte at nå tilbage til deres hjemstavn for at se, om de kunne gøre noget udefra, men de blev spredt på vejen, da de andre racer nu havde overtaget og frit kunne jagte dæmoner.
Izael søgte tilflugt i skovene, hvor han gemte sig og holdt sig for sig selv. Han måtte flere gange skifte skov, når den lokale befolkning fik et glimt af ham. Det var et liv på konstant flugt, og ensomheden gjorde Izael mere og mere frustreret.
I starten havde han håbet på, at portene til dæmonernes rige kun var lukket kortvarigt, men efter de første hundrede år på flugt i landet, begyndte han at se sig om efter et nyt mål med sit liv.

Lemlæstelsen
Det skulle tage Izael yderligere 30 år, før han fandt sig et nyt sted at høre til. Han brugte sin tid på at opstøve tilhængere af Mørket, og fandt endelig en gruppering i Azurien. Efter lang tids overvågning af dem, stoppede han deres leder, mens hun var alene, og fremlagde sit ønske om at slutte sig til dem.
Lederen, Cyprin, tog ham ind på betingelsen af, at han gav afkald på sine dæmoniske træk, så han ubesværet kunne rejse rundt med dem. I den naive tro, at han måtte gemme sine vinger og hale, og det kun ville være hornene, der skulle kortes ned, så hår kunne dække det, tog Izael imod hendes handel. Før han mødte de andre, tog hun ham med til en grotte, hvor hun sneg bedøvelse i hans vand.
Izael vågnede i et smertehelvede. Cyprin stod svedende over ham med blod til albuerne, mens hun savede i hans horn. Han var bundet og kneblet og kunne se sin egen hale ligge på jorden et stykke fra ham i en pøl af blod. Kneblen holdt kun skrigende dæmpet, mens hun rev hans krop fra hinanden. Vingerne havde hun allerede brækket, så han ikke kunne bruge dem, mens hun skar dem af.
Da hun var færdig, lå Izael søbet til i sit eget blod med et fjernt og forpint udtryk uden at kunne bevæge så meget som en muskel i bare udmattelse.
Cyprin forlod ham og vendte tilbage hvad der føltes som flere dage senere med en heler. Izael forstod ikke ordene, de udvekslede, over den brusende smerte, der optog hans hoved, men de kølige, rolige hænder fra heleren brændte sig fast i hans nethinde. Smerten dæmpedes, og sårenes dunken dulmedes med de urter og salver, hun brugte.
For at mindske arrene fra mishandlingen, skar Cyprin flere gange det helede væv op og lod det lukke sig igen. Det tog uger, før Izael var fuldt helet, og på dagen, hvor heleren bekendtgjorde, at hendes arbejde var fuldendt, slog Cyprin hende ihjel.
”Nu er jeg den eneste, der ved hvad du har været. Sørg for det forbliver sådan, hvis du vil være en del af dette land.”


Træningen
De næste flere hundrede år stod på træning. Izael var væk, og i stedet tog han navnet Zahinael for at distancere sig fra sit tidligere jeg. Han fulgte i hælene på Cyprin og hendes følge og lærte at begå sig som handlende, tigger, adelig og hvad end de havde brug for. Han lærte at forklæde sig, at påtage sig en accent, at spille naiv, at intimidere.
Her fik han også mulighed for at finpudse sin magi. Ved selv at have overlevet den voldsomme lemlæstelse havde han nu en meget bedre forståelse af smerte, og det udviklede hans evner til at bruge smerten i forskellige grader alt efter formålet.
Det nye udseende gav pote, og efterhånden med vind og vejr, blev det nye, lyse hud over sårene samme nuance som resten af han hud. Det blev hurtigt tydeligt for Nael, at Cyprin oplærte ham til at tage over for sig, da han tidligt blev inddraget i at sende rapporter til hendes overordnede og planlægge deres opgaver.

Mørket
I 1016 blev de indkaldt til at hjælpe i Mørkets angreb, men da Zethos falder, og angrebet bliver drevet væk, får Cyprin ikke trukket sig hurtigt nok, og hun ender med at falde sammen med store dele af gruppen.

Endnu engang stod Nael alene og på flugt - men ikke længe. Zethos' søn Varthen får samlet de sørgelige rester af angrebet sammen i skovene, og her begynder arbejdet med at genopbygge Mørket og sprede skyggerne ud i landet. Zahinael får vist sig nyttig og opnår hurtigt positionen som Mørkets spionmester. Netværket øges og spredes, og med sig selv i høj grad i felten, får han skabt et netværk, der skal vise sig at være mere stabilt end livet for Mørkets Lord. Gennem tiden har Zahinael været ved alle lordernes side. Han har trodset sine egne præferencer for den ubrydelige loyalitet over for Mørket.