Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Yotul 'Jolantha' Uloth
Kaldet: Yotu, Jolantha (af sine biologiske forældre)
Køn: Kvinde
Alder: 753
Fødselsdag: 1. januar 1265
Tilhørsforhold: Retmæssig Ond
Tro: Thatos (Skyldes hendes opvækst blandt orker)
Erhverv: Mørkets kriger
Nuværende levested: Obsidianøerne - Mørkets fæstning, Kzar Dûn
Race: Skovelver

Udseende

Højde: 187 cm
Vægt: 67 kg
Hud: Lys, men med en let glød.
Hår: Hvidt, det er blevet lysere med tiden. Det er klippet kort og dækker kun lige ørerne.
Øjenfarve: Smaragd grønne øjne
Kropsbygning: Slank, men med svage aftegninger af muskler.
Særlige kendetegn: Spidse ører, den blå halskæde, hun altid bærer rundt på, tatoveringen på hendes venstre skulder.
Påklædning:
Civil
Yotul går meget op i at bære sin uniform, rustningen, men fra tid til anden finder hun det nødvendigt at gå i civil outfit for at slippe fri af de dømmende blikke, der måtte falde på hende. Som skovelver er det ikke særlig velset at hun har sluttet sig til mørkets hær, så når hun smider rustningen har hun nærmere ved at bevæge sig i de almindelige kredse. Dertil skal det dog siges, at hendes påklædning ikke overlader meget til fantasien, hun er ikke genert og følger ikke et behov for at dække sig til, som mange andre skovelvere.
Ofte består hendes outfit af en kort top, der er bundet fast under hendes bryst sammen med de tynde stropper. Toppen har nogle søde ærmer, der er luftig og som svajer let i vinden, når hun går. Fra toppen bærer hun to sølvkæder der starter lige under brystet og er ført om bag på hendes ryg, så de lægger sig ved hendes talje i en blød bue.
På benene bærer hun nogle tætsiddende bukser, med et tilhørende bælte, hvori hun har mulighed for at bære sit sværd, hvis det ønskes. Eller er det primært til pynt, når hun ikke bruger det som våben, eftersom at metalringen kan gøre virkelig ondt at blive ramt af.


Rustning
Rustningen er special fremstillet til at passe Yotul, for at give hende så meget frihed, som overhovedet muligt. Den er ikke lige så tung, som almindelige rustninger og sidder tæt til hendes krop fra taljen og op. Farverne svarer lidt til en smuk nattehimlen, den mørkeblå er himlen selv, sølv detaljerne er stjernerne på himlen og den lyseblå er farven himlen får når stjernerne suser forbi.
Rustningen giver hende en del bevægelses frihed, som hun nemt kan bevæge sig i den, de mangler detaljer er dog med til at skabe et skjold på de mest sårbare områder på hendes krop. Bladene på skulderne er forstærket metal, behandlet flere gange, så de kan modstå en eventuel varme, samtidig med at de kan stoppe et sværd i at bore sig ned i hendes skulder. Den nederste del af mere løs, dog bærer hun nogle tættere bukser under. Fra hoften og ned over siderne er der blevet smedet nogle plader, som er banket sammen med stifter. De mange plader gør at underdelen næsten bevæger sig som en kjole ville gøre. Det svajer fra side til side, når hun går.

Magi

Magisk evne (1): Blood Manipulation
Yotuls blod har helt specielt, som hun har dyb forbindelse til det. Hun kan manipulere med det udenfor sin egen krop, men også inden i hendes krop. Hun bruger det blandt andet til at fremskynde healingprocessen af eventuelle sår, hun skulle få som krigere. Yotul kan via sine kræfter hurtigt lukke et sår til og stoppe en blødning, så hun ikke mister mere blod. Det betyder også at hun faktisk kan modtage nogle voldsomme skader uden at forbløde af det. Går der hul på hendes organer, så kan hun også lukke dem med blodet indtil det healer af sig selv. Det er meget nyttigt i situationer, hvor hun ikke er stærk nok til at undgå skader. Det er sket at et andet væsen har brugt et sværd mod hendes hals for at skære pulsåren over og lade hende forbløde, dog er det ikke lykkes, fordi hendes blod automatisk skaber en barriere og lukker af for såret. Derfor kan det godt så en anelse voldsomt ud, når hun vender retur fra en kamp. Yotul er næsten aldrig selv smurt ind i blod, da hun hurtigt trækker det tilbage for at lukke eventuelle sår. Hvis hun endelig er smurt ind i blod, så er det ikke hendes eget.

En anden side af evnen er, at hun kan presse blodet ind i kroppen på hendes ofre for at lægge pres på deres blodårer. Det er en meget smertefuld process, men kræver også en del energi fra hendes side af. Det er ikke muligt for hende at presse blodet igennem huden, så hun er tvunget til at bruge et åbent sår, som dør til kroppen. Men når hun først har adgang til en andens krop, så kan hun langsomt nedbryde deres system ved at blokere blodårer og lægge press på organerne.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Bloody creations
Dette er en forholdvis nyopdaget evne for Yotul og går ud på, at hun ved hjælp af sit eget blod, kan skabe genstande, hvad enten det måtte være et sværd, en daggert eller et andet objekt, som ikke er for stort. Blodet vil dog smitte af, hvis man kommer i kontakt med det. Yotul bruger det ofte til at fusionere med hendes våben, for på den måde kan hun nemt få adgang til sin modstanders krop. Ofte er der blot tale om en smal streg af blod på hendes sværd, eller modifikationer i form af pigge på hendes rustning, som modstanderen kan blive ramt af.
Hun har ikke helt styr på det endnu og det sker at hun til tider mister fokus på sine kreationer og blodet mister sin form, så det i stedet ender som helt almindelig blod i en tyk væske.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (3):
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Styrker:
+ Sværdkamp, Yotul er van til at forsvare sig selv med et sværd.
+ Fart, Yotul er meget let på sine fødder og hurtigt i sine bevægelser. Hun er afhængig af sin fart overfor stærkere modstandere.
+ Blood Manipulation & Blood creations, Yotul har næsten fuld kontrol over blodet i sin egen krop. Hvis hun først mister sine våben, så skifter hun hurtig taktik og benytter sig af sine evner. Blood creations er dog mere eller mindre på et prøvestadie, som hun ikke kan blive enig om en taktik.
+ Udholdenhed, er der en ting hun har lagt blandt orkerne, så er det at man ikke giver op, medmindre man er døden nær.
+ Orkisk, ingen tror, at hun kan snakke sproget, og selvom hun har problemer med nogle udtalelser, så kan hun sagtens forstå det.

Svagheder:
- Nærkamp, Yotul er ikke meget for at blive fanget i en nærkamp. Hun undgår det helst og er mere afhængig af sine våben end hun lige vil indrømme.
- Styrke, hun har ikke meget styrke til at slå fra sig, hvilket gør hende afhængig af sin magi/chakra.
- Blodtab, Yotul er muligvis mere afhængig af blod end andre er. Nok kan hun kontrollere det, men har hun brugt for mange kræfter i forvejen, så har hun nemmere ved at forbløde end andre.
- Temperament, Yotul bryder sig ikke om at miste kontrollen, men hun har et frygteligt temperament, når nogen træder hende over tæerne. Ofte bliver hun undervurderet på grund af hendes race, men næsten lige så ofte beviser hun sit værd i vrede.
- Boglig forståelse, Yotul har ikke haft mange chancer for at læse en bog eller lignende, så hun læser ikke specielt godt, men hun har lært elvisk og krystiliansk for at kunne begå sig i mørkets hær.
- Elvisk, hun kan ikke tale det flydende og er lidt rusten i kanterne.

Generelt:
Yotul er ikke den sædvanlige skovelver, hvis man skulle beskrive hende som elver, så ville hun høre mere hjemme hos mørkelverne end nogen andre. Men eftersom at hun er vokset op med orker, så er hendes personlighed også præget af en lettere hård og barks barndom. Hun har brugt en del tid på at bekæmpe orker og sine indre dæmoner for at nå den sindstilstand, som hun er i lige nu. Hun hviler dog i sig selv, og skammer sig ikke over at være, hvad hun er. Yotul føler ikke at hun burde gemme sig for nogen og ofte hvæser hun af andre, hvis de kigger underligt på hende. Bliver man ved, så skal der ikke meget til før at hun trækker sværdet.
Når det så er sagt, så er hun en lydig soldat, der aldrig har skuffet sin klan tidligere i livet og nu heller ikke ønsker at skuffe Mørkets lord, så længe at hun har en vis frihed til at gøre hvad der passer hende. Hun forstår godt at der er regler, men det har endnu ikke forhindret hende i at have det sjovt.

Yotuls evne er stærkt forbundet med blod, hvilket gør at hun har et forholdsvis afslappet forhold til blod. Hun er ikke nem at skræmme, når det kommer til skader og hun har til tider forvoldt mere skade bare for at se blod. Det kan godt tage over, hvis hun ikke passer på og holder sig selv tilbage. Nogle gange er hun nødt til at bide det i sig og bare gå..
Hendes fascination for blod er så voldsom, at hun faktisk stjæler blodprøver fra sine ofre og opbevarer dem i små glas flasker, som hun opbevarer i sit kammer i fæstningen. Hun lader ingen rører ved dem. Og over årene er samlingen da også vokset, nogen ville mene at hun er lidt af en samler, når det kommer til blod, men hun kan næsten byde på uendelig smagsprøver af forskellige blodtyper og racer.

Baggrundshistorie

Yotul, eller Jolantha som hendes forældre kaldte hende, blev kidnappet i en meget ung alder. Hun havde stadig brug for omsorg og føde fra sin mor. Men orkerne havde andre planer for hendes liv end det fredelig liv i Elverly. De kidnappede hende, da hun var med hendes forældre på udflugt. Hun husker det ikke selv, da hun ikke var speciel gammel. Men straks blev hun tvunget ind i en helt anden kultur, end hvad der havde været meningen. Hendes lille og spinkle skikkelse havde svært ved at klare sig i orkernes klan og hun havde ikke en nem opvækst, men det var en opvækst.

Klask.. Klask.. Mudderet klistrede sig til de tunge skridt, som bevægede sig igennem skoven. Det er nok det første som Yotul kan huske. Men hun glemmer det aldrig. Regnen forstyrrede hendes udsyn, som hun hang over skulderen på en ork. Hun var yderst irriteret og frustreret, som hun hamrede løs på ryggen af det store væsen. Hun var ikke særlig gammel, måske omkring de 60 år, og havde faktisk ikke mange kræfter at give af. Hun ville bare gerne sættes ned igen. De grønne øjne var fæstnet mod en skikkelse bag dem, som lå på maven. Hun var sur og irriteret. Han havde grint af hende, lavet sjov med hendes ører og hun ville ikke finde sig i det. Men hun var meget mindre end ham og han var ældre. "Slip mig, maam" hun vred sig i hans greb. Men det var umuligt at undslippe. Det eneste svar hun fik, var en brummen og hun vidste godt hvad det betød.

Få timer forinden
"Kagh (Løb)!" orkens stemme var dyb og ubehagelig, som han bad hende om at løbe. Men hun nægtede at stikke halen mellem benene for at løbe fra ham. Hun var da ikke bange for ham. I stedet lagde hun armene over kors og stirrede op på ham. Han var en tand højere end hende, men hans krop var meget mere grov og stor i forhold til hendes spinkle elver krop. De havde brugt lang tid på at fornærme hinanden. Yotul var fornærmet og havde fået en flænge i læben allerede, men det forhindrede hende ikke i at fortsætte kampen. "Jeg kan sagtens slå dig" truede hun tilbage, de grønne øjne var en stærk kontrast til hendes lange hvide hår, som hang ned over hendes ryg. Han lod ikke til at være enig, som han fnøs af hendes ord for at skubbe hende baglæns mod træet. De befandt sig midt ude i skoven, et stykke væk fra deres klan, som diskussion havde ledt dem derud. Yotul ville ikke længer finde sig i hans fornærmende adfærd, hun var lige så meget værd som ham. Og det skulle hun nok bevise.
Regnen var begyndt for nogle minutter siden, men hendes tøj var gennemblødt og ligeså var hans. Jorden omkring dem var også blevet forvandlet til mudder, som de havde efterladt lange spor over det hele. Mest ham, der havde skubbet rundt med hende, som var hun legetøj.. "Kravl tilbage til dit træ" lød det hånende, som han lagde pres mod hendes kraveben. Hun pev lidt, men bed det i sig, som hun ikke flyttede blikket fra hans mørke øjne. Han var fæl at se på, men hun var van til det. Sådan var det at leve med orker. "Jeg har ligeså meget ret til at være her som dig!" skreg hun tilbage i hovedet på ham, som hun forsøgte at sparke ham i skridtet. Han fik dog stoppet hende ved at gribe benet. Bang.. Hun røg ned på ryggen ved siden af træet, som han trak i benet og kravlede over hende. Han hævede en knytnæve og gjorde klar til at slå hende. Yotul panikkede over skyggen, som dækkede hendes ansigt og den sårbare position, som hun fandt sig selv i. Hun borede neglene ned i benet på ham. Han skreg og trak sig hurtigt tilbage på benene. Hun brugte dog længere tid på at komme op igen. Hendes hvide har var helt mudret til, men hun var ikke bekymret. Det var tungt at bære rundt på tøjet, som var smurt ind i mudder.
Neglene havde brudt orkens tykke hud, som hun dog ikke havde sluppet ham frivilligt, så nu havde han fået nogle lange rifter på benet. Han lod dog ikke til at være bekymret. Hvorimod Yotul ikke kunne lade vær med at smile. Hun løftede en hånd og brugte en finger til at provokere ham til at angribe hende direkte. Han hvæste af hende, før at han satte kursen direkte imod hende. Hurtigt svang hun rundt om træet og smadrede benene ind i ryggen på ham, så han faldt omkuld med et bump. Yotul blev stående ovenpå ham, som hun bed sig selv i fingeren. Nok til at blodet kom frem. Det var fordelen med de filede tænder, som hendes forældre havde tvunget hende til. Det var nemt at bide hårdt til og bryde huden. Hun satte sig på hug ovenpå ham og stak fingrene ind i såret. Mere nåede hun ikke før hun nærmest fløj igennem luften, da han vendte sig om. Hun gispede efter vejret, som hun ramte et træ i nærheden. Frøet var allerede plantet, nu skulle hun bare lade det vokse. Dog knep hun det ene øje sammen i smerte. Orken kom atter på benene. Yotul hævede hænderne, som havde hun givet op. ”Vær sød” bad hun forsigtigt. Orken stoppede op og placeret hænderne siden. Han så ud til at nyde sin sejr, men så samlede Yotul hånden til et knytnæve og han faldt på knæ. Hun havde forårsaget en prop i begge ben og holdt den der, som hun bevægede sig hen til ham med hånden knyttet. Han slog ud efter hende med næverne, men hånden vendte hurtigt fokus mod hans bryst, som hun holdt presset imod hans hjerte. ”Det må du ikke!” råbte han op, stemmen var halvt kvalt, før at hun lagde hovedet på skrå og løftede et ben for at placere foden mod hans bryst. Hun skubbede ham mod jorden og var klar til at slå ham i hovedet, da hun blev samlet op af nogle grove hænder..
Det var forbudt at skade en anden ork i klanen, men Yotul havde ikke set nogen anden udvej, medmindre at hun skulle have ladet ham slå hende til blods for alvor. Nogle dage efter var hun dog tvunget til at undskylde overfor den unge ork. Han var lettere nervøs i hendes selskab, som hun fik sagt undskyld. Hendes blik var fuld med had og irritation, men hun sagde ikke mere end det, før hun vendte hjem.

Det blev kun værre.. Yotul trak vejret langsomt, som hun stirrede mod sin fader.. Eller hun var godt klar over, at han ikke var hendes far, men det havde han efterhånden været lige så længe hun kunne huske. Hun kendte ikke andre end ham og hendes moder. Endnu en ork. Hun var den eneste elver i klanen og det var aldrig en nem position at befinde sig i. Blodet trak lange striper ned over hendes arm, som hun var blevet ramt på skulderen af sværdet. Det sværd, som hendes fader lige nu havde i hånden. Det eneste hun havde til beskyttelse var et større skjold, som dog var alt for tungt for hende. Men de havde ikke andet. "Én gang til" lød det beordrende, som han hævede sværdet igen. Blodet dryppede ned fra sværdet. Han havde forbudt hende at bruge magi, da hun ikke skulle blive afhængig af det, men det var virkelig svært, som det var så tæt på at røre ham. Hun fnøs let, som hun nikkede og løftede skjoldet op igen. Hun trak vejret dybt. "Klar" lød det, som hun placerede en fod bag sig og støtterede skjoldet med det andet, hun lænede sig fremad, som han kom løbende imod hende. Skridtene var tunge og hun lukkede øjnene. Lyden af metal mod metal gav genlyd i hendes hoved, som hun blev skubbet tilbage, men hun flyttede ikke benene og hun faldt heller ikke på røven, men pressede imod, selvom hun blev rykket flere meter tilbage. "Udmærket" fortsatte han, som han bevægede sig tilbage til sin oprindelige position. Yotul genfandt sin position og rettede sig op i ryggen, blikket dalede dog mod halskæden, som hang om halsen på hende. Hun vidste ikke hvor den kom fra, men den havde altid været en del af hende, så hun slap den aldrig af syne.
Yotul kiggede frem fra skjoldet, som han smed sværdet fra sig og skiftede det ud med en økse. Den var tung og lå tungt i hans greb, som han hævede den stille, blot for at smide den ned i den modsatte hånd. Hun sank en klump, før hun nikkede bestemt. Hendes knoer blev hvide, som hun strammede grebet om skjoldet. Han var på vej, men denne gang kunne hun ikke stå imod på samme måde, som skjoldet røg ud af hendes hånd og hun blev slynget flere meter bagud. Hun landede på jorden og smed irriteret hænderne i jorden. "Gol'kosh!" skreg hun irriteret. Hun bandede, som hun dog kom på benene igen, blot for at se hendes faders anerkendende nik. Det var ikke godt nok. Yotul skævede mod skjoldet, før at hun bukkede sig ned og samlede sit sværd op. Det var smalt og let, men metallet var stærkt og holdbart. Hun rettede det imod ham, før at hun løb imod ham og svang sværdet efter hans knæskal. Han parerede med øksen, som hun sprang rundt om ham ved at gribe øksen. Hun landede bag ham og svangt sværdet imod hans skulder. Den ramte. Et brøl fik hende næsten til at krybe sammen. Øksen kom lige imod hende, så hun dukkede sig hurtigt, men positionen gjorde hende sårbar. Alt hun så var øksen der havde kurs mod hendes ryg. Den blev dog bremset et stykke fra hende, men hun kunne mærke den styrke der var lagt i at løfte øksen og ikke mindst stoppe den voldsomme bevægelse. Vinden slog ned over hende og hun tabte næsten pusten.
Yotul skævede mod sin fader, som han sank sammen og øksen ramte ved siden af hendes ansigt. Hele hendes krop rystede af skræk, indtil hun så smerten i hans ansigt. Hurtigt og uden problemer kom hun på benene, som hun greb fat i ham. Det var næsten umuligt at forhindre ham i at falde helt sammen, men ved hjælp af øksen holdt hun ham på benene. "Yotul.. Det er nok for idag" hans stemme var dyb, hård, men hun kunne svagt spore noget svaghed i stemmen. Hun rynkede let på næsen, som hun hjalp ham væk fra træningsområdet og tilbage til deres klan. Det var første gang hun havde følt noget svaghed fra hans side og hun brød sig virkelig ikke om det.

Krig, vold og ødelæggelse havde altid været en naturlig del af hendes liv, men hun havde svært ved at indse, at den slags skulle blive hendes forældres død. Men sådan var orker nu en gang, ikke at det gjorde det nemmere for hende at miste dem. Hun havde ikke kendt andre og der skulle ikke mere til, før hun blev udstødt af ork klanen og snart måtte se sig om efter en ny sti at gå på. For hun var ikke længere velkommen hos orkerne. Eller hun kunne sikkert godt tvinge sig ind i klanen igen, men nu havde hun endelig chancen for at se resten af landet. I en alder af 267 år. Stadig ung og frisk på livet. Omend hendes syn på livet ikke var som de andre skovelvere. Hun havde det med at skræmme sine artsfæller bort, men hvad skulle hun også bruge dem til.

Vejen havde ledt hende mange steder, men hun følte endnu ikke at der var noget sted, som hun kunne føle sig hjemme. Måske fordi hun ikke følte sig hjemme i hvad der skulle være hendes hjem. Elverly. Hun brød sig ikke om den fredelige stemning og blev blot en anelse urolig over folket i byen, så hun var hurtigt taget videre på sin rejse. Yotul bar ikke mange genstande, kun hendes sværd, en rustning i rygsækken og krystaller nok til at kunne overnatte på de forskellige kroer. Krystallernes værdi forstod hun dog ikke, men hun fik rig mulighed for at lære dem at kende, som hun besøgte de mange kroer og slog sig ned hist og her. Yotul fandt aldrig ro og var rastløs, indtil hun bevægede sig ind i det østlige Krystalland. Hendes ankomst vækkede opsigt, men hun lod det ikke gå sig på, som det lange hår hang ned over hendes skulder og slog imod hendes ryg. Hun havde blikket rettet mod den store fæstning. Hun havde taget en beslutning om at følge Mørket hær, nu skulle hun bare bevise sit værd.
Yotul trak sværdet, som hun nærmede sig fæstningen, langsomt førte hun håndfladen over bladet, så det skar hul på hendes hånd og blodet flød ned i revnerne i sværdet. Det var blot et sikkerhedsnet, som hun trådte op til den store port og hævede hånden mod porten. Hun følte sig klar, nu skulle der nok ske noget.

Mørkets krigere og hvad så?
Yotul blev mod forventning optaget i deres hær, om det var fordi de manglede krigere eller fordi de faktisk så hendes potentiale, vidste hun ikke. Faktisk var hun ligeglad, så længe hun kunne få stillet sin lyst, blodtørst og få noget ud af det, så var hun ligeglad. Hun havde ingen kvaler med at slå lysets krigere ihjel og heller ikke problemer med at vise de øvrige krigere, at man ikke skulle lave sjov med hende. Selvfølgelig var det sjovt at se dem falde i knæ, når først hun havde smittet dem med hendes blod.

Familie: Biologiske familie, familien Larethian:
Forældre
Lillebror, -216 år (aldersforskel)
Aurelia Larethian, lillesøster, -639 år (aldersforskel)

Ork familien:
Fader, Bogrum Urg, død
Moder, Ragash, død
Øvrige klanmedlemer:
Numhug, død - Den unge hanork, hun satte på plads i en ung alder
Ugak, klanleder, død - ham der smed hende ud af klanen

Andet

Halskæden
Alle i familien ejer en ædelsten der er sat i en halskæde. Farven er forskellig fra person til person.
I flere generationer er det blevet sagt at ædelstenene skulle hjælpe dem til at guide dem i retning af hvad de ønskede mest. Hvordan og hvornår det ville ske, var ikke sikkert. Det var heller ikke alle i familien der troede på det og om det passer, er der ingen der ved, da det er ren overtro.

Ædelstenene besidder ingen magiske kræfter. Alle ædelstene der har tilhørt tidligere familiemedlemmer er gemt væk. For hvert nye barn der kommer til verden, bliver en ny halskæde lavet. At overtage en ædelsten fra et tidligere familiemedlem er ikke tilladt (Ifølge deres overtro), da det siges at sjælen opfanges i stenen når de går bort. Farven på stenen afhænger af hvilken måned man er født i.


Sværdet
Rillerne i sværdet gør det muligt for Yotul at opbevare sit blod i, så hun har nemmere ved at inficere sine modstander og forstyrre deres blodbaner. Hun bruger det ofte, da det er en nem måde at tage styringen over situationen.


3. evne
Defensiv:
Mørk skygge: Kan indhylle et område i dybt mørke, der ikke påvirker krigerens øjne. Krigeren kan også samle skygger omkring sin krop i et form for mørkt skjold: skjoldet er ikke uigennemtrængeligt, men angreb vil møde modstand i luften ogderved blive svækket.
Yotul bærer en ring på hendes højre hånd, som fungerer som amulet for evnen og er måden hvorpå hun kan styre evnen. Dog er hun stadig igang med at lære den at kende. Det virker ikke helt så naturligt, som brugen af blod gør for hende.

Dragen
Navn:Viserion
Køn: Hankøn
Udseende: Viserion er en smuk, slank og hvid drage. Han stammer oprindeligt fra de høje bjerge, hvor han nemt ville kunne have gemt sig i de snedækkede landskaber. Vingerne er lange, men samtidig også yderst smalle, som gør ham i stand til at flyve hurtigt og skifte retning på sekunder. Viserion er yderst adræt, hvilket ses på hans muskulatur. Halen er længere end resten af hans krop, hvilket til tider godt han være en udfordring, da han glemmer hvor meget den faktisk fylder. Specielt når han er 'låst' inde på fæstningen.
Temperament: Yotul og Viserion har et yderst stærkt bånd, de deler den samme lyst til at se blod, hvorimod Viserion har yderst svært ved at lade andre skade Yotul også selvom hun selv tillader det. Han kan være yderst temperamentsfuld, men kun hvis han ikke kan komme i kontakt med Yotul, når hun tilsyneladende er i fare. Viserion har endnu ikke helt forstået hendes evne til at heale sig selv, så han kan være lidt kort for hovedet, når andre skader hende.
Billede: Tryk her

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Fantastisk