Tidsregningen var smuldret i løbet af den mørke vinter. Det hele havde føltes som en lang nat uden måne eller stjerner til at kaste lys over landet. Kun de øverste i landet gjorde et forsøg på at holde tal på dagene, mens bønder og fattigfolk blot gemte sig for lukkede døre og bad til guderne om at lade vinteren ende. Hele landet havde sultet de forgangne år, og det var vigtigere end noget andet, at foråret kom snart, så jorden igen kunne dyrkes..
På Krystalpaladset markerede Lysets kalenderfører med tungt hjerte den første forårsdag, for kulden og mørket lå stadig tungt over landet, og der var intet tegn på, at det ville stoppe. Ved Isari, vil Guderne lade os alle dø her i Mørket uden at give os håb? Tænkte manden, idet han rejste sig fra sin stol og gik hen til vinduet, der gav udsigt til byens virvar af gader. Dernede glimtede enkelte lys i Mørket, men manges forsyninger af vokslys var ved at løbe helt ud, og en stor del af de fattige var nu helt overladt til Mørket.

3 dage efter markeringen af den første forårsdag lettede Mørket. Det kom først langsomt som svage tegn på, at himlen var blevet en smule lysere. Luften var mildere og bragte tanker om forår med sig på trods af de dybe lag sne, der lå over det meste af landet. Så brød solen endelig igennem: det var et svagt, koldt lys, men det virkede som et sandt mirakel endelig at se dagens lys efter så mange måneder i Mørket. Byens beboere slap alt, hvad de havde i hænderne, og mange hastede ud på gaderne, råbende deres tak til Guderne.
Op ad dagen begyndte det at gå hurtigt. Rislende bække formede sig overalt i landet som sneen smeltede med nærmest magisk hast. Men vigtigst af alt var lyset..

En stor mængde af Hovedstadens indbyggere havde samlet sig på tribunepladsen, hvor en herald gjorde klar til at tale. Med sine kraftige lunger råbte han ud over folkemængden: "Isari være os nådig, mørket er endelig forsvundet. Dæmonernes plage er forbi." Der var råben og klappen fra folkemængden. "Rygterne fortæller, at krigen endelig er kommet til Dæmonriget. At selv Zaladins yngel kæmper for at besejre Mørkets tilhængere." Der gik en mumlen gennem de forsamlede. Var dette grunden til, at plagerne endelig var stoppet? Det fjerne rige, Kzar Mora, lå uden for de flestes forestillingsevne, men al nyt om, at der var modstand mod Mørkets Lord, var godt nyt. De færreste af byens indbyggere havde glemt Mørkets angreb på deres hjem for blot halvandet år siden.
Langsomt begyndte folkemængden at opløses. Der var stadig meget, der skulle gøres. Folk manglede mad, og plagerne havde krævet tusindvis af dødsofre. Men forårets komme gav håb i folkets hjerter.


Dette er en reaktionstråd, så man skriver blot en enkelt svar med sin karakter med dennes reaktion på forårets komme. Da dette er en "generel" afslutningstråd på plagen, kan du godt skrive din karakters reaktion selv om han eller hun ikke befinder sig på tribunepladsen, for alle steder i Krystallandet, kan man mærke vinterens ende. Undtagelsen er karakterer, der befinder sig under belejringen af Kzar Dûn.
Det anbefales at alle karakterer, der har været påvirket af plagerne, skriver et svar i denne tråd for at få 'afslutningen' på det hele. Man belønnes med et trofæ for at skrive en rekation her i tråden. 

Det havde været et rent helvede. Man følte sig overvundet og svag, og jo mere mørket hærgede over landet, des mere modløs følte den unge engel sig. Hun havde været forberedt på det værste, som plagerne slog til. Pesten havde krævet sine ofre, Hovedstadens gader var nærmest tømte for liv. Pesten havde været forfærdelig nok - alt i alt kunne den nemt havde fået menneskeheden til at bukke under var den fortsat. Men dens efterfølger, gjorde ikke tilværelsen nemmere. Derefter en tørke der havde taget livet af mange af de overlevende fra de tidligere plager - og til sidst mørket. Mørket der havde lagt sig som et klamt tæppe overalt - drænet enhver for alle former for energi og viljestyrke. Amelia savnede varmen, lysets skinnende stråler og nattens funklende lys af stjerner. Alt virkede så tomt. Som at være trådt ind i intetheden. Intetheden der gjorde at hun fungere mere eller mindre som en slukøret maskine. Hvad dag var det? Hvilken uge? Hver dag føltes som en evighed.

Det var som en åbenbaring. Alle deres stridigheder, kampe for at overleve og viljestyrke til ikke at give op, havde båret frugt. Langt om længe brød den igennem. Langt om længe, hilsten solen ned til den golde og isende jord. Det kunne ikke være andet end glædes dag! Maden var stadig sparsom, folk var stadig syge på den ene eller den anden led, men håbet var vendt tilbage, sammen med lysets varme. Amelia tog en dyb indånding af den luft hun syntes virkede langt mere frisk og rar end nogensinde før. Alt imens hun lyttede. Lyttede til mandens stemme. Hun havde stået med et smil af lettelse, men ansigtet gled over i en langt mere alvorlig form så snart hun hørte hvad orderne indebar. Dæmonriget havde været et ømfindigt emne længe. Det var en glædelig nyhed at mørket havde problemer i egne rækker men hvem var værst. Zaladins hungrende yngel, eller mørkets magtbegær? En solstråle gled over englens ansigt, og hun lukkede øjnene for at nyde dens varme. Isari vågede atter over dem.

Elaina strakte sig roligt, hun havde ikke travlt med at komme op. Det var blot endnu en morgen, hvis det overhovedet var morgen? Da det svært at se på himlen om det var morgen eller nat. Elaina kom op fra sengen og så udover slottet. Til hendes store overraskelse så landskabet anderledes ud, det så lysere ud! Hun kunne næsten ikke tro det, kunne det virkelig passe, at mørket endelig var på vej til at forlade dem. Et lille smil dukkede op på hendes læber, et glædes smil, noget som hørte til sjældenhederne. Elainas fik sit eget tøj på, og for engang skyld valgte hun en kjole der ikke var sort. Hun havde ellers gået i sort meget længe, det var efterhånden tæt på et års tid, sorgen og det faktum at hun var blevet kone, var gået for hurtigt for hende, og derfor var hun ikke i humør til andet. Kjolen var lys, med guld broderings arbejde på. Elaina havde dengang hun boede hjemme fået den af Marius. Elaina kunne ikke nøjes med at se lyset udefra sit vindue, derfor gik hun ned til gårdspladsen for rigtigt at mærke og se at lyset var tilbage, for hun kunne næsten ikke tro det! Et svagt koldt lys ramte pladsen, og tjenere og andre kom ud, ligesom hende for at nyde det. Igen dukkede der er et lille smil frem. Hun følte endelig at de blev velsignet og at Aladrios havde fået skabt balance i verden igen. Idet lyset rammer hendes lyse hud, får hun en åbenbaring. Elaina får den ide, at hun ville mindes dem der ikke kom igennem denne mørke tid, og især hendes elskede bror der ikke klarede den. De skulle bruge deres floder og sætte lys i vandet, vise at de ikke ville være glemt. De ville aldrig blive glemt. Elaina lukkede kort sine øjne, før hun satte retning imod Hektor, de måtte sammen gøre noget for denne skæbnesvangerdag.  

Det havde været nogle hektiske uger for Hektor men nu var han endelig kommet hjem efter at have opholdt sig i hovedstaden og med sig, en vogn der var fyldt med proviant og diverse frøer til bønderne, samt et par overraskelser til både Astra og hans hustru. Det var sent nat da han endelig kom hjem, så han nænnede ikke at vække Elaina fra hendes skønhedsøvn. Det havde kostet ham dyrt for at få den aftale i hus, hele hans løn som han havde sparet op i over flere måneder, et enkelt vredes udbrud og et løfte om at eskortere en købmands vogn engang til sommer, blot for en okay handel. Han var træt, både på grund af turen, de snævre synet handels folk og det faktum at mørket havde haft sådan en kraftig virkning på så mange og de tab der fulgte med.

Morgen efter og han havde sovet virkelig længe, noget som skete en sjælende gang og endnu en dag med mørke. Ligeledes blev han overrasket, da han trak gardinerne fra, sol kastede sine stråler! Han skyndte sig at tag noget tøj på, en simple hvid bluse og et par bukser med et bælte til. Han skyndte sig ud af rummet og på forbi vejen fik han stoppet en af tjeneste folkene "Bed Elaina om at mødes med mig oppe i det højeste tårn når hun har tid!" og væk var han inden tjeneste personen svarede.

Han åbnede døren op hurtigt og skyndte sig ud, det var sandt, han kunne spejdere fremad og se hvordan lyset så småt begyndte at bryde igennem mørket! En længsel efter at mærke lyset varmede hans hjerte, at han måtte fælde en tåre af glæde. Med begge arme, røg de spontant op i vejret mens han grinnede højt og muntert inden han råbte "TAK! ÆRET VÆRET DIT NAVN ISARI!"

Endnu et år var gået og ikke et godt et af slagsen. Plage efter plage havde hærget krystallandet siden det forfejlede angreb på hovedstaden og med sig havde de ført forandringer for alle høj som lav. For Teallach havde det været lukningen af skolen der havde startet forandringerne. Fra det ene øjeblik til det andet var han gået fra underviser med en semi-fast hverdag og tilbage til at være familiens fuldtids excentriker. Et held for ham at familien aldrig havde set ham som andet.

Endnu mere held havde det været at finde en plads på hovedstadens universitet som han kunne udfylde. At undervise og eksperimentere var trods alt hans glæde og passion og noget han ikke kunne lade være med. Det havde dog holdt hårdt som magien var gået amok og så helt forsvundet. Intellektuelt interessant, men selv ikke det kunne holde humøret oppe som tørken satte ind eller da den blev afløst af vinter, kulde og mørke.

Klædt som altid i gråt havde et solstrejf igennem ruderne til hans kontor kaldt Teallach ud i dens lys og varme. Som en blandt mange var han stoppet op lige udenfor døren og havde vendt ansigtet mod himlen. Hvilken velsignet dag det endelig var! Samlet og ikke samlet havde de sat sig i bevægelse ud i byen for at mærke livet vende tilbage og med det håbet om en lysere fremtid. En tur der førte Teallach til tribunepladsen og den uventede proklamation. Hvad ville det betyde for fremtiden? For nu var det dog glæden der herskede og fik ham til at smile til hvem end han mødte blikket på.

”Saga! Det er vist på tide, at du står op. Det går ikke, at du sover dagen væk.”

Det er nogle lettere utilfredse lyder der kom fra det stadig halvsovende halvdyr, som hun puttede sig mere ind i sit varme tæppe og gned sit hoved mod den dunfyldte pude. Hendes krop ønskede ikke at stå ud af sengen endnu, men det var blevet så meget af en vanesag, at den alligevel ikke tillod sig selv at blive liggende meget længere end et par minutter i et desperat forsøg på at falde tilbage til drømmeland til ingen nytte. Inden længe måtte hun give op og øjnede roligt øjnene for at stirre ud i det velkendte værelse. Med en uønsket bevægelse svang hun den ene bevingede arm op og fik smidt tæppet af sin krop, der så blev efterfulgt af hele hendes krop der noget dovent satte sig op med benene udover sengekanten, så de lige akkurat kunne nå det kølige trægulv. En kulde der heldigvis ikke påvirkede hendes dyriske fødder på samme måde som det ville have gjort et menneskes. Der var som altid koldt i familiehjemmet i Norvik, så den pludselig mørke vintertid havde ikke ramt alt for hårdt på de allerede tilvendte nordfolk.
Et tungt gab tvang hendes mund højt åbent og automatisk fløj en ’hånd’ op for at skjule det, inden hun forsøgte at ryste det utæmmelige morgenhår lidt mere ud. Det hjalp lidt, men der skulle stadig en kam til for at re bølgede røde totter ikke strittede ud til hver af verdenens retninger. Dagens første dybe indånding blev taget for at gøre sig mentalt klar til at lægge søvnen helt bag sig og rent faktisk få startet dagen. Der var pligter der skulle gøres.

Saga havde netop rejst sig og drejet omkring for at redde sin seng, da hun i stedet måtte stoppe op et øjeblik, da en skarp stråle af lys syntes at blinde hende. Nærmest forskrækket blev en vinge spredt op som en fane over hendes øjne for at afskærme for lyset, der viste sig at komme direkte igennem hendes vindue. Hun var – lige som mange andre – blevet vant til at vågne op til at mørket stadig hærgede, så dette virkede næsten absurd. Som den første tanke forestillede hun sig en stå med en lampe og lyste ind i hendes værelse, men som hun begyndte at se mere klart var der ikke længere nogen tvivl om, hvad hun så. Det var de første morgenstråler af en sol, der stod op i det fjerne. Bød hende velkommen fra en blå himmel, man ikke havde set længe. Udtrykket der var malet på hendes blege ansigt var af fuldkommen forundring. Overraskelse. Og en lille smule mangel på forståelse. Dette var hvad hun havde bedt for.

Følelsen af glæde overmandede hende straks og et svagt tilbageholdt smil strammede sig væk frem på hendes røde læber, hvor på hun abrupt fik gang i sine ben og sprang ud af værelset. Nænnede ikke at tænke på døren der måtte have smækket op. Der var ikke tid til den almene godmorgenhilsen til forældrene, der udmærket forstod hvad der foregik med deres datter, da hun spænede igennem huset indtil hun fumlede udenfor. Hun havde nær væltet ind i en middelalderlig kvinde. Fluks fik Saga ytret sig med en undskyldning og stoppede så endelig op for atter at rette de brune øjne imod solen. At hun stadig kun var iklædt sin hvide natkjole gik hende ikke det mindste på.
Søgende så hun sig omkring, før hun endte med at se op. Hun var ikke et menneske. Hun havde diverse fordele. Ligesom hun havde diverse ulemper. Og uden at hun nåede at hverken se sig omkring efter andre eller tænke sig yderligere om, spredte hun sine vinger ud og satte hårdt af fra jorden, hvilket resulterede i at hun nær havde dasket den samme kvinde, hun nær havde løbet ind i. Men iveren i hende gjorde at hun ikke hørte de beklagende ord i hendes retning.

Hun landede elegant på taget af huset og stod nu med byens bedste udsigt udover landskabet. Hendes ansigt var blevet lyst op i et nu stort smil, mens det gik ordentligt op for hende og hun bare stod og tog det ind, mens nordvinden legede med hendes hår. Det virkede ikke som meget. Men det var et tegn på håb. Og befrielse fra plagerne, der havde ramt hårdere end nogen anden ville have ønsket.

På en eller anden måde havde bæstet forvildet sig væk fra den tætte skov, for der var ikke flere af de store ulve tilbage, det måtte vel være et godt tegn og de der som måtte have set eller hørt den havde givet den god afstand til at være i fred. Hvor denne var henne lige nu betød ikke særlig meget for den, for alt var stadig bælgmørkt omkring den, de tætte trækroner og træer mens himlen var dækket af et mørkt tæppe. Den mærkede efter på dens torso, rift og bide mærker fra nogle af de store ulve som den havde ædt for nogle dage siden eller var det mere? Den mærkede den velkendte trang til at fylde dens mave op mens søvnen var begyndte at melde sin ankomst, hvad skulle den gøre? Lige lidt hjalp det, den bevægede sig blot videre fremad på dens klove med tunge skridt, nogle gange hindret af for mange grene og buske der tvang den ud på en omvej, indtil den daset om og det hele sortende for dens øjne.

Hvor længe den sov, kunne den ikke selv vide, åbenbart havde den sovet oven på en eller flere buske. En velkendt rungen fra maven fik den til at rejse sig op på begge dens klove men noget var anderledes omkring skoven, for den kunne se lige pludselig mere, skoven virkede ikke som et af de utallige fangekældre den havde oplevet i sit liv. Den måtte bruge nogle minutter til at orientere sig, skoven var tæt men et lys skær hist og her havde vist sig men hvordan og hvorfor anede den ikke men det betød også at den kunne jage bedre nu. Sulten fik den til at bevæge sig fremad med langsomme skridt og der gik en halv time før lyd og rumsteringen fra en tjørnehæk fangede dens opmærksomhed. Den bukkede sig ned så den var på alle fire, dens våben lod den ligge på jorden og langsomt kravlede den hen imod dens bytte, måske en hjort? Den sprang fremad, uforstyrret og ligeglad med tjørne hækken for at få fat sit bytte, den væltede omkring for dyret var ikke særligt stor, snare meget lille og blød. Et par minutter med tumult gik der før den endelig kunne rejse sig op og gå væk, for at se og mærke hvad den havde fundet, en lille brun og med et par sorte pletter klædte denne lille kanin der blot stirrede ind i ansigtet på bæstet mens den hang og dinglede med dens øre i bæstets greb. Bæstet kiggede fornøjet over dette, for den havde ikke set en af disse i meget lang tid, maven rumlede endnu engang og kroppen var stadig svag men selv dette, kunne ikke få den til at gøre kaninen ondt. Karn tog kaninen op til ansigtet for at give den et enkelt og blidt kram, og med dens anden hånd gav den sig til at snakke med kaninen, håndfagter en elver havde lært den "Karn være glad og du gå i fred lille fredsånd."  Karn bukkede sig ned for sætte kaninen fri, der løb af sted med det samme! Godt nok vidste Karn ikke hvorfor der var lys igen men når den havde set en kanin, var det vel et godt tegn. 

Kaninen løb og løb så langt og hurtigt den kunne, den havde lige set frygten i øjne men var sluppet væk med livet!

Denne morgen åbnede Sin'thya undrende sine øjne, allerede nu kunne hun mærke forandringen. De sidste måneder havde været plaget af konstante mareridt og en underlig længsel mod dæmonriget, som hun aldrig havde set. Det havde bragt en nærmest konstant tilstand af søvnløshed, og hun havde adskillige gange måtte unskylde sig, da hun ikke var i stand til at arbejde. Til sidst var hun blevet bange for, at hun ville blive smidt på gaden, for bordelhuset havde ikke mange besøgende i disse tider, og det var svært nok at brødføde de arbejdende..

Men denne morgen var der ingenting. Hun havde sovet som en sten igennem natten, og udenfor vinduet syntes hun at kunne fornemme, at himlen var noget lysere, end den plejede .. hastigt rejste hun sig fra sengen og kom i tøjet, før hun nærmest løb ned ad trapperne. De andre piger var også på benene og forandringen i vejret var på alles læber.

Senere på dagen stod hun blandt folkemængden på tribunepladsen. Hun var iført en varm kappe, men hun frøs ikke, som hun konstant havde gjort de seneste måneder. Et øjeblik lukkede hun øjnene og et fredfyldt udtryk kunne ses i hendes trætte ansigt, mens hun mærkede varmen fra solskinnet. Hun knugede en af de andre piger fra bordelhusets hånd i sin, og hendes fyldige læber bredtes i et smil, idet hun igen åbnede øjnene og så op mod tribunen. Det er i sandhed forår.. Tænkte hun. 

Plagerne havde taget hårdt på hele landet, og især i Isari katedralen kunne det mærkes. Folk kom og bad så meget de kunne til Isari, og alligevel hørte de intet. Nogen havde måske mistet håbet men ikke Reina. Nej, Reina bar Isari i sit hjerte og hun ville aldrig tro at gudinden ikke ville komme og redde dem fra dette mørke. Dette var til trods for at Reina selv var blevet angrebet af dæmonplagen, og da mørket kom var det blevet så meget værre for hende.
Mareridtene havde været slemme før, men pludselig var der mareridt af en port, og hun kunne mærke hvordan dæmonblodet havde hevet i hende og prøvet af få hende mod dæmonriget, men hun havde været stærk. Noget hun havde skulle være det meste af sit liv, men den mindre og mindre søvn, og et sind der ville have hende et andet sted hen. Det havde været hårdt for hende. Hun havde mere og mere sjældent være udenfor katedralen. Hvor man ofte så hende, havde hun trukket sig mere tilbage, for at spare på den energi hun havde. Det hjalp ikke at hendes magi var blokeret, fordi der intet sol kom igennem. Hvis nogen spurgte var ypperstepræstinden igang med at bede, men situationen havde været langt hårdere end det.

Men nu var enden på alle hendes lidelser, eller i hvert fald de fleste. Det var en morgen, som så mange andre. Reina var allerede oppe, og hun stod og kiggede ud af vinduet. Hun forventede ikke at der ville være nogen forandring, men langsomt kunne hun se noget der mindede om lys, og noget lignende et gisp undslap ypperstepræstinden. Solen og foråret var tilbage. Hun tog en hånd op og tog fat i sin halskæde. Takket være Isari.

Etheldred havde været i hovedstaden i mindre end et døgn, ankommende sent natten før havde hun besluttet sig for at istedet for at tage direkte tilbage til Medanien med de få nye forsyninger, at give hesten og sig selv et hvil. Det var udmattende i længden når der intet sollys var og frosten havde så hårdt et greb om jorden at hun var nødt til at anvende sin magi for at hjælpe bønderne. 


Det var derfor også med en vis mistro at hun vågnede op til en kølig solstråle der ramte hende i ansigtet. Det tog hende lidt tid helt at forstå hvad der var sket, men snart var mistroen væk, skubbet til side mens hun havde iklædt sig det sædvanlige udstyr inden hun hastede ned til spisesalen, med tankerne kørene om hvad der nu betød mest; dronningens ordre eller at hjælpe folket på hendes len, i det mindste med at aflede og samle vandmasserne så jorden ikke fik for meget vand og dermed druknede de frø der var ved at blive sået. 

Hen imod middags tid var hun kommet til en konklusion; hun ville ikke ignorere nogen af delene og ville tage en kort smutvej forbi sit len og hjælpe dem med vandet og de optøede marker og veje, inden hun drog videre til sin opgave i Medanien. Egentligt havde hun mest af alt lyst til bare at smide de smykker der skjulte hendes vinger og flyve af sted, men hun ville ikke tvivle på at en bevinget person, flyvende over byen kunne ses som et tegn på mere indkommende ondskab og endnu flere plager, hvilket hun ikke ønskede over folket, især ikke med sine vinger. Englevinger var nok en lidt anden sag. 

Hvis det blev ved således ville det forhåbentligt ikke vare længe inden hendes Majestæt var tilbage på slottet. Hvis hun da havde overlevet fra sin eksil. 

Et smil gled over Etheldreds læber idet hun for første gang i hvad der føltes som evigheder, hørte småbørnelatter og pegen op imod himmelen. En tydeligt nybagt mor gik svækket bagefter med en lille i armene og holdt øje med de to andre unger. Etheldred holdt kort både muldyr og hest an, drejede sig halvt i sadlen og hev en ekstra kappe ud fra hendes mindre oppakning, Hun slog den kort ud  inden hun dirigerede hesten tæt nok på til at kappen kunne falde over den spinkle kvindes skuldre. " Må Isaris lys skinne over dig og din lille familie. God dag. " Hun nikkede med et varmt smil uden at tage sig af kvindens overraskede, forundrede blik og for sent komne nejen, men hun kunne høre den varme takken, hvilket for hende var mere end nok idet hun satte gang i hest og muldyr igen, og begav sig ud gennem portene i samme øjeblik som proklamationen på pladsen lød. 
Nu var det tid at sætte den sidste energi ind, til at redde liv og jord og fremtidens høst.
Med lidt held kunne de første porrer, agurker og kålspirer være fremme om allerede en måned 

Plager var endnu ikke ovre for Alran. Tvært imod så var de langsomt men sikkert blevet værre og værre for hver nat, der var gået. Han huskede ikke længere sidste gang han havde haft en rolig søvn, som ikke havde været plaget af diverse mareridt. Det var så småt nået det punkt, hvor han havde svært ved at skelne mellem om han var vågen eller ej. Og ikke nok med det, så havde hans helbred ligeledes taget markant skade. Alt ved ham føltes… forkert. Som passede han ikke længere ind i sin egen krop. Så selvom at lyset atter var vendt tilbage, var det ikke noget han ønskede at juble over, ligesom der blev gjort i Hovedstadens gader.

Målrettet stirrede han noget intenst ned i metalskålen med noget netop opvarmet oksestuvning. Maven rumlede faretruende, men alligevel var der ingen appetit at finde hos den unge smed. Han kunne ikke få sig selv til at spise det, selvom at han hungrede efter føde, hvilket bestemt ikke havde hjulpet på hans temperamentsfulde humør. Mad havde forandret sig. Kartofler smagte næsten kun af kraftigt salt og føltes som grumset mudder i hans mund. Ærter føltes hårdere end sten, og selv når han bare slugte dem lå de ubehageligt i maven. Løg var som tykke blade. Det var noget han aldrig i sit liv havde oplevet før. Den tykke sovs gav ham kvalme, samt lysten til at kradse det af sin tunge, så snart den blev indsmurt i det. Det eneste hans krop stadigvæk accepterede var de stykker oksekød, der lå og svømmede rundt i gryderetten. Det var det eneste der stadigvæk smagte som det skulle. Det smagte faktisk næsten bedre nu. Men det var ikke rigtig nok til at rent faktisk give ham lysten til at spise tilbage. I stedet sad han blot der og tvang sin ske rundt i den sammenkogte ret, hvilket egentlig kun skabte smattende lyde, som ikke rigtig ville kunne hjælpe på ens appetit.

”LÆNGE LEVE ISARI!”
Det var dråben. I en pludselig bevægelse smed han yderst arrigt skålen fra sig med et tilhørende brøl. Kastede den tværs igennem lokalet, der var hans bolig, hvor den ramte hårdt imod den modsatte væg. Mad blev splattet ud på væggen og i alle mulige andre retninger, mens skålen faldt larmende til gulvet med en ny bule i sig. Men uden den mindste tanke sat imod det rod han havde lovet sprang han op fra sin siddeplads og trampede mod det nærmeste vindue, så godt han nu kunne med sin allerede frustrerende svækkede krop. Han smækkede en hånd mod ruden, der svang vinduet op lidt for nemt, så han endte med at hænge halvt ud af det. Det stoppede ham dog ikke i at åbne munden og ytre sig om sin utilfredshed: ”Hold jeres kæft!” råbte han måske en smule for vredt taget i betragtning af situationen landet var endt i. Dette ville umuligt gavne hans rygte i byen. Men lige nu var han ligeglad. Han havde ikke kræfterne til at tænke sig selv ordentligt om.
Den nye sols lys gik ham direkte ind i øjnene, hvilket tvang ham til at vende sig væk fra det. Men i stedet for at fjerne sig helt fra vinduet, gav han ind or sine knæ og gled ned at sidde med ryggen lænet op ad væggen med en hånd presset godt henover hans øjne og trykke mod hans dunkende tindinger. Hvorfor fanden var han også så svimmel. Og som var den kaldt fra himlen trådte den voldsomme hosten tilbage sammen med den alt for velkendte smag af blod på tungen. Det eneste han kunne håbe på nu, var at de dæmoniske plagers effekt på ham ville forsvinde igen før eller siden.

Foråret var kommet. Kahina havde set det, selv før isen var begyndt at smelte i klukkene åer og fuglene atter var begyndt at synge. Hun havde mærket solen mod sin hud, selv før den var brudt gennem skyerne. Mærket livet omkring sig. Og mærket det første, spæde spark i sin mave.
Shara havde måske skænket hende et syn om det kommende forår, men hun havde så sandelig også skænket hende noget andet, og mens den voksende præstinde lod blikket glide hen over den plads, der havde været stammens tilholdssted så længe mærkede hun atter et lille spark i sin mave. Hun sukkede lydløst og lagde umærkeligt hånden hen over det sted sparket var kommet fra. Splittet om livet i hendes mave var en gave fra Shara, som hun skulle lovprise, eller om det var en erindring om det overfald, der havde splittet hendes krop (og arret hendes sjæl). Et sted i Hovedstaden kunne hun høre folk fejre. Stammens lejer lå lige udenfor den ene mur, så de hørte tit det der foregik bag de lukkede mure om aftenen. Denne aften ville blive en festens aften, det var hun ikke i tvivl om.
Hun følte sig dog ikke i festhumør og vendte til sidst rykken til den lille å, der havde formet sig ved hendes fødder for at gå tilbage til stammen.

Hovedstaden var ikke de eneste der fejrede, for også i stammen talte folk begejstret om Sharas velsignede gave, om solen og om varmen, der snart ville komme. Shara hørte dog ikke rigtigt efter, men gik direkte ind i sit telt. Hun vidste hun ville blive nødt til at holde en messe i aften, så med en del besvær fik hun sat sig på gulvet for at slukke alle tanker og lade sig opsluge af meditationens ro og Sharas syner, der jævnligt plagede hende.

Forårets kommen havde ikke været ventet - ej heller var det velkommen. For kropsdele kunne holde så meget længere i vinterkulden, foråret betød, at Abel ville blive tvunget til at udskifte sine dele hurtigere. Til gengæld betød det også, at folk ville være mere tilbøjelige til at søge hans vej. For det var som om vinterkulden havde gjort flere og flere folk mistænksomme overfor den gamle, arrede mand. Deres mistanke havde naturligvis været begrundet, men det heller ikke den havde været velkommen, for det var nu engang nemmere at skaffe dele, når folk selv fulgte med.

Men nu var foråret altså kommet, hvilket Abel ikke engang havde bidt mærke i. Det var først da hans betroede butler bankede på for at informerer ham om, at solen var brudt frem, at han så op fra den kanin han havde været ved at dissekerer. "Interessant," mumlede han og slap kaninen, der endnu forsøgte at vride sig fri fra den maskine han havde fanget den under, og åbnet den med. Han tørrede hænderne i det blodige forklæde han altid benyttede sig af, når han arbejdede med sine eksperimenter, og gik op af trappen til den mørke, klamme kælder.
Butleren havde haft ret, for selvom solen endnu ikke skinnede for fuld styrke var stuen han trådte ind mærkebart lysere. Hvilket til gengæld var en fordel, for hans øjne var absolut ikke hvad de havde været. Måske var det også på tide at udskifte dem, men det ville ikke blive nu, da han hev forklædet over hovedet og rakte det frem mod butleren, der hurtigt tog det. "Gør hestevognen parat," beordrede han og gik hen til det vaskefad der stod i alle rum (renlighed var trods alt vigtigt) for at vaske blodet af sine hænder. "Jeg er nødt til at aflægge Hovedstaden et besøg for at finde ud af, hvad der foregår." Butleren sagde intet, men nikkede bare inden han gik, efterladende den gamle mand i til at studere foråret, som det trængte sig mere og mere ind i den mørke stue.

Plagerne havde budt på en kaotisk tid for Kalitresh. Kort tid efter at være kommet tilbage fra sit ophold fra Aquarin, blev han tvunget tilbage igen, da tørken ramte, og hans magi forsvandt. Det viste sig hurtigt, at havfolk var ganske og aldeles ubrugelige, når de ikke længere kunne fremtrylle ben, og der var mangel på vand, de kunne opholde sig i.
Så igen havde han opholdt sig i havfolkets rige, ind til vinterens komme. Også havfolket havde været plaget af den lange periode uden magi, for de var et samfund der i særdeleshed værdsatte magiske evner og brugte dem i hverdagen. Rastløsheden og frustrationen over igen ikke at kunne hjælpe det lidende folk på overfladen, havde igen ramt Kalitresh, der følte magtesløsheden som en sort sky over hovedet.

Men da kulden og mørket sænkede sig over landet, havde han med det samme begivet sig tilbage på Hovedstaden. Der var nok at tage fat på: byvagten var underbemandet som aldrig før, og gaderne var usikre. Kalitresh kastede sig med glæde over arbejdet, men stadig måtte han indrømme, at opgaven med at hjælpe alle byens beboere, var langt større, end han havde en chance for at løse den..

Han havde siddet langt ud til natten og udfyldt papirarbejde på byvagtshovedkvarteret. I Aquarin var dag og nat også en smule flydende, og kulden, selv om den lige i overkanten, føltes bedre end den kvælende varme, der før havde hersket i landet. Han hævede blikket og så hen mod vinduet. Var det bare indbildning, eller var det rent faktisk ved at lysne udenfor?
Som dagen gryede, var der ikke længere tvivl. Jubel udbrød blandt byvagterne, som de mødte på arbejde, og Kalitresh rejste sig og strakte sig - lidt roligere end mange af de andre, men der var ingen tvivl om glæden i hans ansigt. 

Der gik ikke længe, før byvagterne blev sendt ud på patruljer, mange af dem, inklusive Kalitresh, befandt sig på tribunepladsen, da heralden talte. Kalitresh tog en dyb indånding og så op mod himlen - trætheden var begyndt at melde sig, men denne aften ville han kunne gå til ro med mere håb i hjertet, end han havde haft de sidste mange måneder.

Silke havde kun fået få timers søvn da hun brat blev vækket op af sin overivrige yngstete søn der plaprede løs med en energi hun ikke havde hørt i ham siden... Ja siden hvornår? Før plagerne? Med et gab tvang hun sig selv ud af sengen og fik smårystende af kulden, prakket noget tøj på sig selv inden hun sjokkede ud i stuen hvor hendes husbond sad med et sagte smil om læberne. " Hvad sker der, Ivan? "  Lød det spørgende mens hun tog plads og begyndte at indtage den lune havresuppe. " Hvorfor er skodderne stadig for vinduerne? Der  har vel ikke...!" Hun havde nær rejst sig brat op hvis ikke hendes husbod havde lavt beroligende gestusser til hende. " Tag med mig og ungerne på tribunepladsen.. Du  vil se hvad det er på vejen. " Beroligede han hende, selvom det kun efterlod Silke med en underlig fornemmelse i brystet. Hun nikkede tavst, færdiggjorde sin mad og hjalp den yngste søn i fodtøj og med de mange lag tøj inden de gik ud i... En besynderlig lys dag? 

Overrasket måtte Silke lige sunde sig i dørkarmen mens hendes øjne vænnede sig til lyset. 
"Ved Isari.." Kom det dæmpet fra hende mens både hun og Ivan automatisk tegnede gudindens symbol ud i luften. 
Turen hen til tribunepladsen syntes så lang og alligevel var den kort. Et smil havde plantet sig på hendes læber, som hun gik med Ivans hånd i sin og Bjarkis i den anden hånd, alt mens den yngste søn Ingvarr, sad oppe på hendes skuldre og nød solen lige så meget som udsigten. 
" Men mor.. Hvad betyder alt det manden siger..?" Lød det mens han pegede mod heralden. En hånd røg op for at få fingeren væk fra pegeriet. " Det betyder at Isari har ladet sit lys skinne igen, og at vi forhåbentligt snart kan få andet at spise end havregrød og havresuppe. Og lad så være med at pege, det er  ikke pænt eller høfligt.. "  Lød det mens hendes hånd gled op og rodede ham i håret. Hun vendte blikket tilbage mod Ivan, om stod med et bredt varmt smil og betragtede sin kone. Kort efter, midt i jublen og hyldenen af Isaris goder, stod de to i et kys, lige så dybt og elskeligt som var de nygifte, mens Bjarki stod og skar lette grimasser over sine forældres offentlige hengivenhed til hinanden.

Blandt menneskemængden på Tribunepladsen stod en bredskuldret mand med armene over kors. Selv om den manglende indsats fra byvagterne på grund af underbemanding de sidste mange måneder havde gjort, at de kriminelle i byen havde mere frit spil, havde det så sandelig også været en hård periode. 
Frosten, mørket og den stigende desperathed blandt byens fattige gjorde farligt arbejde endnu farligere, og hver dag var det en kamp at få nok at spise. Det, samt den viden, at hvis man blev efterladt døende i en gyde, ville der ikke være nogen til at hjælpe, havde gjort Jarko mere påpasselig, end han plejede at være. Mere påpasselig betød desværre også bare: færre penge.

Mens heralden højlydt priste Isari, sendte Jarko en lille, privat bøn til Gudinden Chance. I aften ville han gå ind på en kro og sætte sine sidste krystaller på spil i en omgang terninger. Lyset og heldet lod til at være tilbage igen, og måske kunne han sove i en blød seng i byens bedste kro i aften. Hvis ikke - så skulle han nok finde på noget. Lysets tilbagevenden ville uden tvivl få mange af byens rigere borgere til at være uforsigtige med deres krystaller, og Jarko havde ingen skrupler ved at rapse lidt, hvis det kunne gavne ham. 
Med noget der lignede antydningen af et smil i det ru, skæggede ansigt, vendte han sig og forlod Tribunepladsen.

Saga havde været så optaget af at bygge pilen i hendes hånd, at hun ikke havde opdaget noget underligt ved vejret. Ikke før den første vanddråbe ramte hende fra det halvtag hun sad gemt under mens hun arbejdede. Forvirret kiggede hun op, kun for at endnu en dråbe kunne ramme hende direkte i det ene øje. "Aw for -!" Udbrød hun og tog sig til øjet inden det gik op for hende, hvad der skete. Med ét sprang hun op, hun havde fuldstændig glemt alt om pilen hun havde arbejdet på, mens hun løb ud af våbensmedens værksted for at vende sig og se på taget til værkstedet. Taget, hvor sneen indtil for nyligt havde ligget i tunge dynger og truet med at få det gamle tag til at give efter. Sneen var der stadig, men der var betydeligt mindre og mens hun stirrede på det tøede mere og mere sne og gled ned af taget i våde dråber. Sneen tøede! Den tøede rent faktisk!
Og mens hun stod og stirrede med vantro på den smeltende sne skete der noget fantastisk: solen brød frem fra skyerne. Den sol hun, og mange andre, havde længdes efter, brød frem og badede landet i de livgivende stråler.

I dette øjeblik glemte Saga alt om arbejdet. I stedet vendte hun rundt og hastede mod tribunepladsen. På vejen blev hun mødt af flere af de andre indbyggere i Hovedstaden, alle med samme måbende udtryk i ansigtet som hende selv, og alle med tribunen som mål. Da hun endelig nåede tribunen var de blevet så mange, at der var alt for meget trængsel. Der var flere mennesker, end der kunne være, men ingen skubbede og masede for at komme frem. I stedet så de mod himlen og solen, og mod den herald, der i det samme gjorde sin entre. "Isari være os nådig, mørket er endelig forsvundet. Dæmonernes plage er forbi." Der var råben og klappen fra folkemængden. "Rygterne fortæller, at krigen endelig er kommet til Dæmonriget. At selv Zaladins yngel kæmper for at besejre Mørkets tilhængere." Krigen, dæmonriget, Zaladin - Saga hørte ikke rigtig efter. I stedet så hun mod himlen med en fornemmelse af, at hun lige havde været vidne til et mirakel. For foråret var atter vendt tilbage til landet.

Det var Bes, der vækkede Amara. Først forsøgte han blidt at trække hende i håret, men da det ikke gjorde andet end få den unge elver til at vende sig i søvne skræppede han. "Bes," mumlede hun træt, "jeg sover." Endnu et skræp, der blot fik Amara til at lukke øjnene hårdere i. Det var først da hun mærkede hans næb ramme hendes arm, at hun reagerede. "Auw!" hun fløj op fra det skind hun havde sovet på og gned sin arm. "Hvad går der af dig?" Han havde aldrig bidt hende før, men hun nåede ikke at skælde ham mere ud før det gik op for hende, at der var noget anderledes ved luften.
Undrende rejste hun sig fra sin seng og gik på bare tæer gennem den hule hun havde gjort til sit midlertidige hjem. De sidste mange uger havde hendes tæer ramt den kolde sne, når hun var trådt ud af hulen, men det gjorde den ikke i dag. I stedet trådte hun direkte ned i noget mudder. Hun ville have reageret på det, men nåede det ikke før Bes lettede fra hendes skulder og fløj op mod himlen. Noget der automatisk tiltrak sig hendes opmærksomhed. Og mens hun så op på ham brød solen frem. Det skete ikke fra det ene øjeblik til det andet, men gradvist. Først blev mørket mindre kraftigt og lyset tog til. Så begyndte der at skinne et par solstråler ned gennem mørket hist og her, og til sidst blev verden oplyst i et væld af lys. Lys der var så uvant for Amara, at hun i starten måtte holde hånden op for øjnene for at skåne sit syn. Da hun endelig havde vænnet sig til lyset sænkede hun hånden og så rundt. Den hule hun boede i hørte til en uberørt del af skoven, men hvor den førhen havde ligget gemt i hvide snedynger forsvandt disse for i stedet at give plads til et væld af grønne farver.
Det puslede et sted i skoven, og da hun vendte blikket mod pusleriet hoppede der pludselig en stor hjort ud af busken. Dens tilsynekomst var så uventet at det gav et sæt i Amara. Så smilede hun. For synet af hjorten var ligeså kærkomment, som solen. Og mens hun stod i lysningen begyndte fuglene omkring hende at synge. Først et spædt, lille pip, der dog hurtigt blev efterfulgt af flere og flere fuglestemmer.
Det var ikke engang gået op for Amara at hun græd, ikke før hun blev opmærksom på, hvor våde hendes kinder var blevet. Forbavset førte hun en hånd op til øjnene, kun for at opdage, at hun ikke bare græd, men at tårerne faldt i kraftige strømme. Og mens hun stod der og græd begyndte hun at grine. Først lavt, men så højere og højere indtil hun ikke længere kunne styre glæden i sin krop og satte i løb inde mellem de første træer. Hun havde ingen mål for øjet mens hun løb og de bare fødder bar hende gennem skoven, der langsomt var begyndt at vågne, det eneste hun kunne tænke på var, at hun skulle hjem. Hun skulle tilbage til Elverly og fejre foråret, skoven, livet og naturen. Over hende lød en skratten, der fortalte hende, at Bes var fløjet med hende. Og mens hun løb råbte hun til ham: "Hold dig for ørerne, Bes, for nu kommer mit forårsskrig!" Hendes ord druknede i et begejstret hyl mens hun løb ind gennem skoven, der atter var kommet til live.

Efter mange års tro tjeneste, stod han her stadig. Efter år i mørkets greb hvor de havde kæmpet for at få magten tilbage, og årerne for at genholde den. Angreb efter angreb, baghold, planer og beskyttelse af de uskyldige. Alle disse år var gået, og aldrig havde havmanden prøvet noget lignende før i hele sit liv. Folket havde været kvæstet efter angrebet. Et angreb hvor de allierede sikrede sig at hovedstaden ikke faldte. Han huskede stadig dagen, huskede flammerne der løb over bygningerne, folks skrig af frygt og smerte. Det stod stadig klart i hans bevisthed, selv på denne glædes dag.
Hvad der efterfulgte krigen kunne ingen havde forberedt sig på. Sygdommen der greb fat i hver milimeter af hans krop, og døden havde været skræmmende tæt på. Dagene flød sammen, indtil det mørke metaliske blød rørte hans læber. Han huskede mest af alt smerten, men også de beroligende stemmer fra healerne der trods deres egen sygdom fortsatte så længe de kunne stå oprejst.

Landet havde lidt et stort tab. Gaderne havde virket ubeskrivelig tomme, folkenes blikke var tomme eller skinnede så kraftigt af frygt at det løb koldt ned af ryggen ved den blotte tanke om hvad de alle havde gået igennem. At distancere sig til kun at tænke på hvad andre havde oplevet, var efterhånden havmandens specialitet. Han forsøgte at glemme hvordan det havde været på egen krop og sjæl - men som jublen brød ud i mængden om at dæmonernes plage var forbi, trak han vejret ustabilt ned i sine lunger.

Han huskede de pludselige forvandlinger. Hvordan det smertede hver gang han enten fik tvunget sin skællede lange hale frem, fremfor ben, og hvordan han ikke engang kunne vende tilbage til havet af frygt for pludselig at skifte om igen. Han havde følt sig som en belastning - en vandskabning kort sagt. Men selv her tænkte han hellere tilbage på hvad andre havde været igennem og fokusere på dem. Fokusere på den smerte mange måtte lide under, ved kraftfulde udfodelser af magi, der enten tappede dem eller gjorde skade mod deres omverden. Hvor meget kaos der havde hersket overalt, og hvordan han magtesløs næsten altid kom i problemer selv, når han forsøgte at hjælpe. Det havde været ulideligt.

Men tingene stoppede ikke der. Cyraneus var efterhånden ved at overveje om han kunne håndtere flere forandringer efterhånden. Magien forsvandt. Sunket i jorden som var alle resourcer udtømt i al evighed. At leve uden sin magiske evne var stærkt upraktisk på landjorden, men det værste var tørken. Det varme vejr som udtømte hans krop for væsker. Der havde ikke været andre valg. Han havde været tvunget til at trække sig tilbage til havet - og hvor højt han end elskede det salte vand og alt under denne overflade, var det forfærdeligt at være afskåret. Der var nok at lave i Aquarin, men de var ikke nær så hårdt ramt. Ikke engang tæt på.

Til sidst kom mørket. Glæden havde været stor på landjorden, for magiens kræfter var tilbage, og folket mærkede for første gang i mange måneder regnen falde mod deres udtørrede hud og den sunkne jord. Det var en glæde der blev slået ned. Cyraneus vendte tilbage til jordens overflade for at genoptaget sine opgaver, selvom kulden bed og mørket var deprimerende. Men trods vejret havde gik voldsomt i en anden retning med sine ulemper, var dette ikke nær så udtømmende og hårdt for ham som de andre plager. Men det første glimt af den mindste sollys havde været en åbenbaring. Et tegn på at dette helvede var slut. Cyraneus tanker blev afbrudt ved lyden af bekendtgørelsen om at mørket var i problemer. Han vendte tilbage til dagens virkelighed og så på fortaleren. Han vidste allerede dette gennem krigerne, men han var stadig i tvivl om hvorvidt det skulle påskønnes så stærkt som mange havde gjort. Det var trods alt dæmonerne der havde gjort dette mod dem i første omgang.

Kulde var ikke noget hun var opvokset med, jo der var vage minder om noget køligere hvid hun kiggede helt tilbage til sin barndom, men det var ikke tilfældet.
Nu kunne hun føle kulden på egen krop, noget hun havde kunnet i længere tid, siden hun og Olympus havde været nødsaget til at evakuere øen af sikkerhed for beboerne.
Mon der overhovedet var noget tilbage nu? Måske det var en test fra Shara.

Et dybt suk forlod Savannah og formede en sky af damp omkring ansigtet hvor hun sad udendørs, med flere lag tøj på end hun nogensinde kunne huske at have båret.
De rødgyldne øjne fulgte skyen som den steg og kort efter forsvandt. Uden helt selv at bemærke det havde hun placeret en hånd beskyttende på sin mave. De spæde, synlige tegn på det lille liv hun bar inde i sig, var umulige at se under lagene, men hun vidste at det kun ville være et spørgsmål om tid før de andre beboere kunne se det, akkurat som det kun ville være et spørgsmål om tid før sneen og frosten var væk, før de kunne tage hjem igen.. Forhåbentligt.

Hun havde knapt bemærket udtyndingen i skyerne, ikke før det pludselig syntes skarpt lyst for hendes øjne, hvilket fik hende til at blinke overrasket. " Hva i ..? "
Så kom solens stråler og brød for alvor igennem, jog nærmest skyerne væk. Et smil formedes på den unge kvindes læber. Snart kunne de komme væk fra denne skole, en skole de havde bosat sig i og omkring i mangel på bedre muligheder, de havde intet vidst om den, men Savannah og de andre unges naturlige nysgerrighed havde fået dem til at forstå at stedet var en skole der havde været for  gadebørn og forældreløse. Ballademagerne.
Hun rejste sig langt om længe fra sin plads, bevægede sig indendørs for at finde sin mand før rygterne, der allerede svirrede, var nået til ham.
Hun kunne føle håbet stige i brystet på hende.