Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Alran Nork’gher Bathen (født Isaak Lochtree)
Kaldet: Alran. Bare Alran. (og 'Lortesmed')
Køn: Mand
Alder: 27
Fødselsdag: 13. september
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Han er vokset op med tilbedelse af underguderne Thatos og Nak'lar.
Erhverv: Smed
Nuværende levested: Dianthos - Det centrale bydistrikt i Hovedstaden.
Race: Blandingsrace - Menneske og Dæmon
Uddybende om race: Forbandet/Forgiftet menneske.
Lige efter han blev født, blev han ikke givet mælk men i stedet blev han tvunget til at indtage dæmonblod, hvilket har efterladt ham i lidt af et personligt dilemma, om hvad han er.

Udseende

Højde: 186 cm
Vægt: 82 kg
Hudfarve: Efter utallige timer udenfor i den bagende sol, har hans standard kaukasiske hud fået tydelige tegn på diverse solskader.
Hårfarve: Ganske almindeligt mørkebrunt.
Hårstil: Kort og godt, som han selv ville sige. Spidserne kan af og til være skæve eftersom, han klipper sig selv og ikke just er et geni med en saks.
Øjenfarve: Brunlig røde. Det kræves, at man står rigtig tæt på ham for at kunne skimme den røde farve i hans øjne, ellers ligner de ikke andet en almene brune på afstand.
Kropsbygning: Når man beskriver ham som muskuløs, er det ikke den betydning, at han er et stort muskelbundt. De fleste af hans mere markerede muskler ligger nemlig for det meste kun omkring hans arme og ryg, hvor hans talje er smal og det resterende af hans krop kan ses som tonet af alt det hårde fysiske arbejde han udgøre til dagligt.
Andet: Hans fingre har alle en sort misfarvning, der går fra hans fingerspidser og falmer ind mod hans knoer fra det sidste fingerled, som er et tegn på hans dæmoniske forgiftning.


Faceclaim: Taron Egerton

Magi

Magisk evne (1): Molekyle-manipulation.
Alran kan ved en enkel berøring ændre stabiliteten af et fysisk objekt. Ved at få ind og manipulere på molekylerne, kan han enten gøre objektet stærkere og mere modstandsvilligt eller gøre objektet svagere og mere skrøbeligt. Alt efter hans eget ønske. Det er dog ikke muligt for ham at gøre dette ved et levende væsen. Heller ikke ved andre levende organismer som dyr eller planter. Evnen virker også bedst på rene grundstoffer. Han behøver ikke have fysisk kontakt med objektet for at opretholde effekten, men skal blot have det indtil den ønskede stabilitet er nået, hvilket også betyder, at jo større ændringen er, jo mere energi bliver det brugt.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Styrker:
- Han er fysisk stærkere end det almene menneske, hvilket kommer ham til gode i sit arbejde.
- Han er ikke bange for at slå fra sig til trods for, at han sjældent reagere spontant.
- Hans opvækst iblandt orker, har gjort ham en del mere hårdfør og kendskabet til miljøet har givet ham en anderledes dømmekraft.
Svagheder:
- Han har et værre temperament, og kan til tider gå fra 1 til 100 på meget kort tid.
- Han er yderst asocial, hvilket har gjort ham til en enspænder, som kan ende ham i visse situationer, hvor at være alene måske ikke er den bedste plan.
- Grundet det dæmoniske blod i ham, kan han ikke røre hellige objekter uden at brænde sig på dem, som vievand ville brande en vampyr.
- Han kan heller ikke opholde sig i en kirke, et tempel eller lignende i lang tid ad gangen uden at blive svækket drastisk.
Personlighed: Alran er en mand der ikke rigtig har noget til overs for andre folk omkring ham. Han føler ikke, at han er obligeret til at fremstå venlig og smilende, hvilket i stedet har efterladt som snerpet og irritabel. Han har et værre temperament og han meget nemt fremstå som værende aggressiv i sin hverdagsopførsel. Han nyder at blive ladt til sig selv, men af en eller anden grund har han det ligeledes med at tiltrække andre. Men bag den hårde skal, er det nu stadig en venlig sjæl at finde. Hvad mange ikke lige lægger mærke til ved første indskydelse, er at han overraskende kærlig. Han tager hurtigt ansvaret og lader ikke blot de uskyldige sjæle i stikken. Til trods for at han ikke er munter eller smilende og i princippet et stort sarkastisk røvhul, så er han altid logisk og betænksom overfor dem, som han mener fortjener det.

Baggrundshistorie

Alran havde ikke haft et specielt nemt liv til at starte med. Og hvis man spørger ham nu, ville han nok stadig mene, at hans liv ikke er nemt. Allerede før han blev født, var det blevet bestemt, at han ikke skulle være til rådighed for sine forældres lykke og glæde, men i stedet for syge menneskers eksperimenter. Han fik aldrig noget valg selv, og han nåede knap nok at mærke sin biologiske mors varme omfavn og kærlighed, før han skulle møde sin nye skæbne. En skæbne som mange børn som ham selv havde resulteret i en alt for tidlig død.
Det var ikke ukendt for folk, at dæmonblod ikke kun var direkte giftigt for det almene menneske, men det havde ikke stoppet dem i at forsøge sig frem. For dæmonblod havde magiske egenskaber. Egenskaber som det svageste led stadig hungrede efter alle de år, som de havde stået nederst. Dog var der opstået teorier om, at hvis man gav et barn den giftige blodtype i en sådan tidlig alder, hvor barnet endnu var langt fra at være færdigudviklet, ville det kunne overleve og optage de ønskede egenskaber. Forsøgene gik ikke som man ville, men det skulle vise sig, at der en dag endelig skulle blive født en dreng, der var stærk nok til at udholde dæmonblodet.
Som alle dem før ham, blev Alran tvangsfodret med dæmonisk blod blandet i den mælk, han blev givet. Det var langt fra en smertefri proces, og der gik ikke mange øjeblikke før effekterne trådte i kraft. Uden nogen måde til at ytre sig med forstående ord eller andet intelligent kommunikation, begyndte han blot at græde og skråle. Intet kunne få ham til at holde. Ingen mængde af omsorg kunne lægge skjul på smerterne, der opstod som den lille krop kæmpede imod det ukendte blod. Gråden stoppede først, når han havde udkørt sig selv og kroppen derfor lukkede ned af sig selv. Man havde forventet, at han ville dø som de andre, men han holdt ud i langt længere tid. Problemet var, at drengebarnet stadig ikke viste resultaterne, som man håbede. Overvejelser om at tage hans liv og befri ham for lidelserne blev gjort. Ligeledes kom der overvejelser om at fortsætte. Men i sidste ende blev det fortabte barn bare smidt til siden som affald. Proppet ned i en tilfældig kartoffelsæk og kastet i floden for at drukne. Det var bare ikke længere nok til at dræbe menneskesønnen.

Der gik dage, hvor det kun ganske få måneder gammelt barn flød igennem de kraftige strømme. Risikoen for at blive hamret ind i klippestykker var umådelig høj, men det var som om, at guderne var med ham, for sammenstødene var aldrig meget andet end et snit. Bevidstheden var i det mindste blevet taget fra ham, så han led ikke. Og lidelserne ville for alvor have blevet taget fra ham, hvis ikke en barnløs ork havde opfanget den flydende sæk under en jagt efter fersk fisk. I tro om at det kunne være en sæk fyldt med krystaller, kastet over bord af flygtende pirater eller fyldt med andet mad, fik denne kvindelige ork fisket sækket op. Kun for at finde et spædbarn. Lettere forslået og med tydelige tegn på, hvordan det grove sækkestof havde gnedet sig med det stakkels individ. Tankerne om at smide ham fra sig igen opstod i hendes hoved, men hendes krop reagerede af sig selv til at løfte ham op i sine arme uden overhoved at være sikker på, at han var i live. Det eneste hun vidste, var at han ikke var som hende. Han var et menneske. Men han lugtede mere brændt. Mere røget. Uden at vide, hvad hun skulle gøre, tog hun en hænd under hver af hans armhule og holdt op ud foran sig, hvor han slapt hang. Hun havde absolut ingen grund til at tro, at der stadig var liv i ham. I hvert fald ikke før, hans øjne pludselig slog op og et par dybe mørkebrune iriser stirrede tilbage på hende. Kun i få sekunder, inden det hele kom tilbage igen og de skingre skrig og skrål begyndte igen. Fuldkommen forbavset over, hvad der skete stod orken i et stykke tid og bare stirrede på menneskebarnet, der tilsyneladende havde overlevet lidt af hvert på sin rejse. Hun forstod ikke. Hun havde set sig omkring i søgen efter, hvem der dog kunne have efterladt sit barn, men hun var alene. Ikke en gang en sjæl, der kunne tage barnet fra hende. Kortvarigt så hun mod sækken igen, dog veg hun meget hurtigt væk fra den mulighed. Selv hun kunne ikke finde på den slags. Så til sidst blev hun blev hun nød til at se tilbage på drengebarnet. Og lidt efter lidt trådte det moderlige instinkt ind.
Meget forsigtigt, som var hun bange for at knuse ham med sin overmenneskelige styrke, lagde hun ham ned i sine arme og begyndte vugge ham frem og tilbage for at få ham til at stoppe gråden. En hver der kendte til, hvad der foregik med ham, ville med det samme påstå, at det ville være ubrugeligt. For ingen havde kunne få ham til at være stille. Men det skulle vise sig, at denne kvindelige ork kunne, eftersom at skrigene langsomt blev til en mere kontrolleret gråd. Og gråden blev langsomt til mere klynkende lyde. Nærmest helt stolt voksede der sig et smil frem på hendes læber, og legende, som var det hendes eget, løftede hun sin frie hånd for at køre sin pegefinger ned over barnets ansigt og lille krop, og idét at hun nåede hans navle løftede barnet sine egne arme og greb fat i hendes finger med sine egne bittesmå fingre. Fingre der til hendes overraskelse havde fået en sort misfarvning fra fingertipperne ind mod hånden. Men til trods for denne mærkværdige mutation var det dét øjeblik, hvor hjertet på den barnløse mor sank.

Orken valgte at tage barnet med sig tilbage. Hun kunne ikke længere bare efterlade ham til sig selv. Hun kunne ikke bare lade ham dø. Kun monstre ville kunne gøre det. Men hans velkomst var ikke den samme for resten af klanen, der så på ham som et misfoster, der ikke var velkommen iblandt dem. Mennesket skulle ikke omgås orker. Han ville bare vokse op til at blive kriger for hans egne og få imod dem alle. Men alligevel forblev han hos dem. Han blev opdraget af den selv samme, der havde fundet ham. Han fik givet sit første navn. Og han levede i bedste velgående iblandt dem af den brutale og robuste art. Dog blev han ikke altid behandlet som de andre.

Det skulle senere vise sig, at han havde overlevet de tidlige eksperimenter af en klar grund: at eksperimentet havde fået en succes. For han voksede op med tydelige tegn på, at han ikke var et simpelt menneske. De sorte afmærkninger om hans fingre – som havde han dyppet dem ned i pulveriseret kul – forblev der. Hans styrke var ikke li et menneskes, hvilket syntes at få på diverse af klanens medlemmer. Magi blev ligeledes opdaget af klanens sharman, der så en dulmende mørk atmosfære omkring ham. En ting der både hjalp og ikke hjalp på orkernes syn af ham.
Alran var godt klar over, at han aldrig nogensinde ville blive fuldkommen accepteret, men han vidste også, at de var hans familie. Og han respekteret dem. Klanen havde givet ham en mor. Og hans mor havde taget sig af ham, når ingen andre ville have gjort det. Det afholdt ham nu ikke fra at drage ud på sine egne veje, så snart han blev gammel nok. For han var ikke en ork. Men han var heller ikke hverken menneske eller dæmon. Han fandt sin nye plads i verdenen hos en smed i Hovedstaden. Et halvdyr, der var mest en forvokset kat end menneske. Han tog Alran til sig som sin lærling, hvor han endte med at vise store talenter med hans forhøjede fysiske styrke. Og hans medfødte evne stod hurtigt i lys til at være en klar fordel for arbejdet.

Familie:

Andet

Chléos (4 år) - Alran er ikke en af dem der ridder rundt på den hvide hest. Ingen hest, for at være mere præcis. I stedet har han fået fingre i en af de usædvanligt store strudse, som han bruger som lignende transportmiddel. Tilliden opstod ikke bare sådan uden videre, men er bygget en del på, at han har haft fuglen lige siden det blot var et æg. Men frem for at strudsen så ham som sin mor, er båndet mellem de to langt mere som et formidabelt makkerpar.

___________________



Sekundær forbandelse.

Det er ingen hemmelighed at Alran har en særlig evne til at fornærme hver og en person, han støder på. Og af og til bringer det visse konsekvenser. Nogle bedre end andre. Det var ikke meget anderledes, da han første gang drog til Hovedstaden for at starte sit liv. Det lykkedes ham at træde forkert i nærheden af en heks, der udad til blot lignede den almene kvinde. En ganske smuk kvinde, men intet varslede for at, hun bar på de kraftfulde evner, som hun gjorde. Hun lagde en evigtvarende forbandelse over den unge mand. Ikke en grusom eller decideret slem forbandelse, men blot noget uskyldigt, påmindende og generende.



Forbandelsens effekt er simpel. Et enkelt lille nys vil kunne aktivere den, og ved aktivering vil Alran tage en fysisk form af intet mindre end en lille gul kanariefugl. Til hans held vil det kun ske, hvis nyset er oprigtigt og ikke falsk og tvunget. Desværre er et nys også hans eneste udvej for at vende tilbage til sin menneskekrop. Oftere end ikke kommer nys sjældent alene, men der har flere tilfælde, hvor han har været fanget i dyreskikkelsen i længere tid, og hvor det var ham nødvendigt at opsøge hjælp.
I hans dyreskikkelse har han ikke mulighed for at tale, dog vil en person, der forstår hvad dyriske væsner siger, godt kunne forstå ham. Til gengæld kan han bruge sine vinger til deres fulde og derfor flyve rundt, som det passer ham – og hans stamina. Han ser det dog kun som ét positiv iblandt alt for mange negativer. For det er ikke svært at se, hvor blottet og forsvarsløs han bliver i skikkelsen.

Der er kun meget få der faktisk kender til, at han er under en sådan forbandelse. Og han har bestemt ingen intentioner om at mange andre skal få kendskab til den. Det er ikke ligefrem noget han er stolt over.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Middel