Abel C'ez Reier

Alkymist og læge (Greve af titel)

Status: Inaktiv

Godkendt: 17.10.2016

Antal posts: 29

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Abel C'ez Reier
Kaldet: Abel
Køn: Mand
Alder: 1620
Fødselsdag: 14/09
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Kile
Erhverv: Alkymist og læge (Greve af titel)
Nuværende levested: Dianthos - Et prægtigt gods udenfor Hovedstaden
Race: Menneske

Udseende

Højde: 176 cm
Vægt: 69 kg
Abel er, for at sige det mildt, skræmmende at se på.
Historien går på, at han en dag blev angrebet af en vampyr, der brugte ualmindeligt lang tid på at torturere ham, hvilket er derfor han i dag har et ansigt og en krop fyldt med både ar og ødelagt hud. Højre øje er belagt af en lys hinde, og han ser nu så dårligt at han er nødsaget til at bruge briller.
Sin alder i betragtning er han en ganske høj mand, slank og en anelse ranglet. Muskler har han ingen af, da det ikke er det hans evner ligger, og på alle måder ligner han den ældre herre han er.
Påklædningen bære præg af den rigdom han har, og han er således altid iført dyrt tøj, der er specialsyet til hans mål.

Virkeligheden bag Abels udseende er en ganske anden end den offentligheden tror. Hvert ar og er omhyggeligt lavet, syet af udskiftede legemsdele. Legemsdele der har været stærkere end dem han havde før, eller som det var nødvendigt, at han udskiftede. Han er en dygtig kirurg, men selv han kan ikke undgå de mange ar efter at have skiftet legemsdele gentagende gange, og således kan han ikke længere skjule sit udseende, hvilket han heller ikke forsøger på at gøre.
Faceclaim: Billy Drago

Magi

Magisk evne (1): Tilføjelse af livsmagi til sin egen krop:

Abels første magiske evne er evnen til at tilføje livsmagi til sin egen krop. I bund og grund betyder det, at det er magien, der holder hans krop i live. En magi han automatisk tilføjer, når han udskifter en legemsdel med en anden. Det er den magi der, sammen med de alkymistiske drikke han brygger, får hans hjerte til at slå og hans krop til at accepterer de legemsdele han fra tid til anden udskifter med gamle.
Det er en passiv magi, hvilket betyder, at han ikke kan forme den efter eget ønske eller overføre den til anden. Det betyder også, at den ikke er vedvarende konstant, og således ville hans hjerte ikke blive ved med at slå, havde det ikke været for de eliksirer han drikker hver dag, og som forstærker hjertets levetid.
Denne form for magi er ikke særlig stærk, hvilket betyder at hans krop fra tid til anden har behov for udskiftinger af fx. hænder, øjne, fødder osv. når livsmagien ikke længere kan holde dem i live og de begynder at blive stiv og døde. Når dette sker udskifter han den døde legemsdel med en ny, som livsmagien således holder i live indtil der igen er behov for en udskiftning.


Denne evne er passiv, hvorfor færdigheden i den er stor, da den er konstant omend den ikke er særlig kraftig.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Evnen til at tilføre magi til alkymisme:

Abel er en ganske magtfuld alkymist, der - ved hjælp af både kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mystik og kunst - er i stand til at frembrygge eliksirer af den ene eller anden slags. Hvor de fleste andre alkymister arbejder på at frembrygge guld, har Abel for længe lagt denne barnlige tro fra sig. De eliksirer han brygger kan hjælpe de syge med at blive raske, afgrøderne med at gro og sår med at heale hurtigere. De kan også gøre raske folk syge, få afgrøderne til at visne og danne smertefulde blære, der ætser vej gennem huden.
I virkeligheden arbejder Abel gennem kemi og evnen til at påvise sammenhænge mellem de kemiske stoffer og de fire temperamenter, de fire elementer, kosmologien og gudstroen.
Abels mission er, at finde kilden til evigt liv, og indtil videre er det lykkedes ham at brygge en eliksir, der forlænger kroppens levetid. Det er ikke permanent, langt fra, og han er således nødt til at drikke denne eliksir hver dag, for at give kroppens celler den nødvendige kemi til at kunne opretholde sig selv nogenlunde i live.

Abels alkymi har det med at lykkedes, på trods af at det ikke er nemme ting han kaster sig over. Denne succesrate skyldes, at han er i stand til at overføre en ganske lille mængde magi til sine brygge, således at bryggene lykkedes. Det er ikke bevidst, og hverken gennem et ritual eller mumlende besværgelser, men lykkedes når Abel beslutter sig for, at det skal lykkes. På trods af dette er det langt fra hver gang det lykkedes, og således har mere komplicerede brygge en større risiko for at fejle.

Denne evne er passiv, hvorfor færdigheden i den er stor, da den er konstant omend den ikke er særlig kraftig.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

På overfladen virker Abel som den gode adelsmand, med det store hjerte og smag for at kæmpe de svages kamp.
Han er typen, der fodre de sultne på fattiggården, holder yulefest for Hovedstadens forældreløse børn og behandler sine fæstebønder så godt, at der er noget prestigefyldt i, at høre under hans laug. For de fleste andre virker han retfærdig, men med en sans for det gode, og behagelig. Og hvor skræmmende hans udseende end kan være ("Åh I ved hvordan sir. Reiner var ude for den forfærdelige ulykke") formår han, at skabe et ry som en behagelig mand, hvilket får de fleste til at se bort fra de mange år og forbrændt hud.

Virkeligheden er dog lidt en anden, for i virkeligheden kunne Abel ikke være mere ligeglad med andre. Den eneste han arbejder for at fremme er sig selv, og det betyder tilfældigvis, at han har været nødt til at oparbejde et ry som en god mand. For hvem kunne finde på at afhøre Abel, den stakkels adelsmand med det ødelagte ansigt, når endnu en ung mand forsvinder, eller når lige af en ung kvinde uden fingre bliver fundet i nærheden af hans gods? Han er jo bare en sølle stakkel, og ikke en koldblodig morder.

Abel er kaotisk neutral, hvilket betyder, at Mørkets og Lysets evindelige kamp ikke kunne interesse ham mindre. Den eneste sande interesse han har, er at finde opskriften på evigt liv og så holde det for sig selv. Decideret magt er ikke noget han stræber efter, skønt han forsøger at fastholde det han har, men års investering har gjort ham ualmindeligt rig og det gods han købte for små 800 år siden ejer nu en god del af de marker, der ligger omkring Hovedstaden.
Han er udspekuleret ud til fingerspidserne, og træffer ikke et valg medmindre det gavner ham. Det betyder blandt andet, at han har fået skabt sig et ry som en retfærdig og god mand. En mand, der behandler sine ansætte godt og værdigt og for hvem vrede ikke findes.
Han kan godt blive vred, men mange års træning har lært ham at kontrollere vreden og gøre den til noget isnende og farligt, og har han først set en stakkel ud som et offer er vedkommende så godt som død.

Han er lynene intelligent og hvad han ikke har i fysisk styrke, har han i munden og således er han i stand til at snakke sig ud af de fleste situationer ved brug af logiske forklaringer og påtaget ydmyghed.

For de få der virkelig ved hvem Abel er forventer han intet mindre end svoret trosskab. Til gengæld belønner han troskab med magt og rigdom, og han har således en lille skare af tyende (en enkelt tjenestepige, en butler og en rådgiver), der kender hans sande jeg og har nydt godt af at sværge ham troskab til evig tid.

Abel er drevet i jagten på evigt liv, og denne jagt har givet ham en bred viden om kroppens anatomi. Hvad mange betegner som magi er i virkeligheden blot den moderne lægevidenskab (skønt han ikke er uden magi), og en viden om, hvordan man syer sener sammen eller holder et hjerte i live længe nok, til at give det til en anden person. Han har et ry for at være en dygtig læge, og dødsraten blandt hans patienter er forsvindende lille - især efter at han lavede sammenkoblingen mellem, at vaske hænder inden man gik til en ny patient. Han forsøger altid at lære mere, og den hungrende iver efter evigt liv har gjort ham en anelse skør.
Han er grådig, og tænker kun på sig selv, hvilket betyder at han i bund og grund ikke har nogen han stoler hundrede procent på. Derudover kan hans stædighed være så voldsom, at han ikk er i stand til at gå efter andet end det han lige har sat sig i hovedet. Specielt dette er en svaghed hos Abel, da det kan betyde, at han driver sig selv ud i en umulig jagt, som kun efterlader ham med frustrationer.
Abel vil aldrig indrømme det, men i bund og grund er han forfængelig, og selvom man ikke skulle tro det efter hans nuværende udseende at dømme, var han engang en ganske flot mand. Mindet om. hvordan han engang har set ud kan til tider jage ham. da han har et inderligt ønske om at kunne forblive ung og smuk, noget der aldrig kan lade sig gøre. Forfængeligheden er grunden til, at han har tildækket de fleste spejle i sit hjem, for dybt inde kan han ikke holde ud at se, hvad århundrede har gjort ham til.

Han nyder ikke at volde andre smerte, men ved at det er en nødvendighed for at han kan leve evigt. Han er udholden og tålmodig, med en sans for detaljer og de finere ting i livet. Både når det gælder vin, men så sandelig også når det gælder en gennemrejsende eventyrer, med hænder stærkere end Abels nuværende. Gennem års meditativ træning har han lært, at se ud over smerten og således er han nu i stand til at operere på sig selv, hvilket er en nødvendighed.

Baggrundshistorie

Hvor Abels fascination af det evige liv stammer fra, er der ingen der ved. Måske var det da hans far drog ud for at kæmpe som soldat og aldrig vente hjem, måske var det, da moderen døde i barselsengen med den søster Abel havde set frem til at få. Måske var det i år 1632 da han, tolv år gammel, blev begravet i ruinerne fra det jordskælv der ramte Krystallandet og dannede "Dødens Kløft". Og der lå han så, tolv år og med brækkede lemmer, og ventede på at luften ville slippe op. Fire dage og fire nætter nåede han at ligge, begravet med sine søskende(nogle døde, andre levende), ventende på at dø mens søsteren ved hans side hurtigt begyndte at lugte og tiltrække fluer.
Om det var der han besluttede sig for, at han aldrig ville dø er uvist, men en ting er sikkert: det var den første gang han tænkte over uretfærdigheden ved døden. Det ene øjeblik var man levende og ved at spise grød, det næste øjeblik var livet slut og Kile stod klar til at hente en. Men Kile skulle aldrig få ham, hun kunne vente til evigheden opslugte hende.

Efter jordskælvet blev han sendt til et munkekloster, da det var de eneste der havde kapacitet til at genopbygge Abels ødelage krop. Det gjorde de med operationer, bøn og mystiske drikke der sved og var stærke.
Da der ikke var så meget Abel kunne gøre mens kroppen kom sig, begyndte han at lære. Tidligere barn af en analfabetisk moster, der havde taget ham og hans søskende ind efter moderens død, kunne han ikke læse. Men den munk der kom med de helbredte drikke måtte have set noget i knægten, for han begyndte at lære Abel kunsten at læse, skrive og regne. Og da Abel endelig kunne stå ud af sengen og begynde at bevæge sig rundt, viste Munken ham sine hemmelige gemakker.
Troldmandskunst, det var hvad nogle kaldte det munken skabte i de mange glaskolber under en stegende flamme, men Abel vidste bedre og fascinationen af, hvad munken var i stand til at skabe bed sig fast i Abel, der blev alkymisten lærling.

120 år. Så lang tid var Abel i lære. Munken var ikke kun en dygtig alkymist, han var også en dygtig læge, der lærte Abel, hvordan knoglerne hang sammen og hjertet slog. Og Abel var fuldstændig tryllebundet af blodårerne, der fik blodet til at pumpe, og hvordan huden kunne sys sammen til at gemme alle beviser på vilde sår og mulig død.
Han begyndte at eksperimenterer med legemsdele: interesseret i at finde ud af om en afhugget finger kunne syes sammen, på samme måde som et huk fra en økse kunne. Da han opdagede at dette var en mulighed, og at det blot gjaldt om at sy alle dele sammen på den korrekte måde, begyndte han at overveje om det var muligt at udskifte visse dele med andres.
132 år gammel var han efterhånden begyndt at se visse tegn på aldring, skønt munkens bryg gjorde ham langt ældre end noget andet menneske. Men alderen kunne ses i fingrene, og en aften besluttede han sig for at forsøge. At bo på et munkekloster betød meditativ træning i at sætte sig ud over det kropslige, og Abel havde derfor lært at se gennem en påført smerte. Den aften stjal han fingeren fra en omvandrende vagabond inden han skar sin egen finger af i ét rent hug og metodisk begyndte at arbejde med at sy den nye finger på.
Det lykkedes, skønt stingene var store og ulige, men da først fingeren var helet fast, og Abels magi (som munken havde hjulpet ham med at opdage), havde virket, kunne han styre fingeren, som havde den altid været en del af ham.

Da munken opdagede hvad Abel havde gjort blev han vred. Han forklarede at evigt liv var en hån mod gud, og at den forlængede levetid han skabte kun var for, at man kunne tjene gud bedre.
Abel endte med at slå ham ihjel, velvidende at munken aldrig ville lade ham slippe for det han havde gjort.
Munken havde haft gode øre, så Abel tog det ene, udskiftende med sit eget samme aften.

Efter dette rejste han rundt. Han bosatte sig i Topalis og lærte deres sprog og skikke. Hele tiden på udkig efter det evige liv. Da folk begyndte at stille spørgsmålstegn til, hvorfor Abel ikke ældres som andre rejste han videre. Denne gang bosatte han sig i det kolde Nordland, hvor han skabte en familie (en kone og seks børn), alt mens han konstant arbejdede på at udvikle alkymien.
Han begyndte at leve af sit erhverv som alkymist, hurtigt skabende sig en formue, og da konen døde af alderdom rejste han videre til Azurien.
Der var han ikke længe, kun længe nok til at udskifte de mest vitale dele, hvorefter han igen rejste rundt.

Sådan fulgte mange, mange hundrede år. Århundrede, hvor tiden gik og krigene herskede mellem korte glimt af fred. Abel var ligeglad, han lod tiden gå sin gang og fokuserede i stedet på sit arbejde af, at holde sig selv i live.
I starten slog han sig ned steder for at skabe en familie, men efterhånden blev han så grim og så arret, at kvinderne ikke længere udviste interesse i den mærkelige mand med den mange glaskobler. Han var ligeglad. På det tidspunkt var han far til over hundrede børn (de fleste var for længst døde) og så fanget i jagten på evigt liv, at det var det eneste han kunne tænke på og søgte efter.

På et tidspunkt kom han til Hovedstaden, hvor han købte en stor del af de omkringliggende marker med den formue de mange århundrede havde givet ham, og besluttede sig for at slå sig ned og skabe en base for sig selv og sin slægt.

Familie: Abels familie er på nuværende tidspunkt så stor, at han ikke længere har overblik over den. To gange om året indkalder han familien til rådslagning, for at sammenligne familiens rigdom med den året før, samt diskuttere investeringer. Visse dele af grenen diskuttere gerne politisk ståsted og loyalitet mod lyset/mørket under disse rådslagninger.

Andet

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Smidighed: Elendig
Fysisk udholdenhed: Under middel
Kløgt: Fantastisk
Kreativitet: Fantastisk
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel
Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3