Der hørtes et ordentlig brag tidligt denne morgen. Et lyn slog ned i Borgen. Et par af Borgens større sten, som den var bygget op ad, rykkede sig, og Borgen begyndte nogle steder at kollapse.
Det kunne høres overalt inde i den store stenbygning.
Vejret i dag, var næsten det samme som for 28 år siden, hvor netop denne mand var kommet til verdenen.

Udenfor Borgen faldt tunge dråber på skikkelsen af Samsons lig. Uvejret var kommet. Skyerne var helt sorte, og vinden flåede bladene af trækronerne, hvor netop de udsprungne blade havde fået lov til at titte frem. Blade føg gennem luften og blev taget på en længere flyvetyr, båret af vinden. Krystallandets guder så ud til at kigge ned på et af de større fald, som ville få betydning for Krystallandets fremtid.

Et blad var ikke bare faldet fra stammen, men var brutalt revet fra dens livlige gren, hvor den kunne få lov til at gøre gavn.

Den livløse krop lå blottet for himlen. De hvide øjne var gået ud som et lys, og var nu helt blanke at se på. Øjenlågene var kun lukkede halvt. Der var intet at tage fejl af. Bandelederen var død, og guderne havde været tilskuere for det hele.

Kroppen havde diverse mange blå mærker, samt flere sår hist og her. Ansigtet var som det eneste, smurt ind i blod. Det var ikke længe siden, at han var død. Det var endnu friskt, men var på vej til at størkne. Dog så det alligevel ikke ud til, at det var det, om bandelederen havde bukket under for. Det måtte have været en større magisk ladning, der havde slukket ham. Det der afslørede dette, var hans bryst. Det stak helt frem, som om den magiske kerne inden i ham havde givet helt op.

Uanset hvad, så var denne beskuelse ikke til at tage fejl af: RT-banden måtte ophøre. Uden en leder, som alle respekterede (mere eller mindre), måtte en bande erkende, at det måtte være på tide at søge hver til sit og gå i tænkeboks for hvad der skulle ske med resten af deres usle liv.
Trofaste medlemmer, eller endda forrædere til Samson, måtte nu finde en ny livsstil at kunne leve med - om de så ville det eller ej.

Om Samsons krop havde givet op på vej til Borgen, eller var placeret for beskuelse for enhver mand for at give en besked, var ikke til at bedømme. Om Krystallandet nogen sinde kom frem til sandheden omkring den store leders fald, var ikke til at sige. Uanset hvad, kunne denne begivenhed være et frø til uendelige mange løgne, som flere i Krystallandet kunne finde på at nyde godt af.

//Out

((Dette er et officielt indlæg, der er ment til, at bandens medlemmer quitter banden, og får bekræftet alle rygter om Samsons død. Folk er velkomne til at besvare indlægget med deres karakter, med deres reaktion))

Phoenix havde hørt gisp udefra, men havde indtil videre ikke bidt mærke i noget af det, før der lød hastige fodtrin ude på gangen. Phoenix var som altid, igang med at lave alt andet end det hun burde, og blev hurtigt nysgerrig og interesseret i de mærkelige hændelser udenfor. Gad vide hvad de lavede allesammen? Phoenix gik hen mod døren og fik den åbnet, men nåede knap et par skridt ud af værelset, før hun følte noget koldt løbe hende ned af ryggen. Hun havde bange anelser, og begyndte med lidt hastigere skridt at bevæge sig ned af de mange stentrapper, mod folkemængden.

Hun pressede sig igennem, med den lille fysiske styrke hun havde, for at komme ud til vejen, og en stor skikkelse på jorden bragte hende fuldstændig ud af balance. Hun stod vaklende og kiggede frem for sig, og de rosa øjne så ud til at havde fået dobbelt størrelse.
Det kunne ikke passe! Det føltes som om at hendes syn genspillede sig inde i hende hoved igen og igen fra forskellige vinkler, indtil hun nu var i virkeligheden og så det med sine egne øjne.

Samson. Samson lå død på vejen.

Phoenix gik med rystende krop og ben nogle skridt fremad, for at komme hen til sin herre. Men hurtigt gav de spinkle ben efter og hun styrtede ned på knæ, mens tårerne trillede ned af de hvide kinder. Det kunne simpelthen ikke passe. Tårerne tog tilløb og Phoenix brød ud i hulken og direkte gråd, som hun lukkede sig sammen om sig selv. Det var ikke normalt for en slave at havde sådan en tilknytning til sin herre. Men Phoenix havde alle dage været anderledes. Hun havde dannet sig et helt specielt bånd til manden, uden at han nødvendigvis vidste det. Samson havde uden tvivl vidst at han kunne sno den unge krystallianer om sin lillefinger, men det var en udnyttelse som Phoenix ikke engang ville havde bemærket. Det hele var så surealistisk! Hvad skulle hun gøre nu? Hun kunne ikke blive på borgen, og møde Zidiac's vrede. Hun havde ingen allierede, hun var ikke vigtig af nogen art. Hun havde intet tilbage at støtte sig op af. Ingen beskyttelse. Ingenting.

Nu fortsatte hun dog med at rette sine kræfter på at græde som pisten på den støvede vej. Så måtte en løsning på problemerne komme senere.

Hvordan det var kommet til dette, havde Rafixul ingen anelse om. Han havde ikke forventet at finde Samson død i al den kaos, Medanien og tilbagetoget til borgen havde skabt. Nu stod han her, midt i folkemængden af bandemedlemmer der kiggede på bandelederens døde krop. En sær følelse af apati fyldte Rafixuls ellers stenhårde hjerte. Han havde ikke brudt sig om Samson på noget tidspunkt. Men han havde respekteret manden, selvom han havde mistet grebet om sin bande på det sidste. For Rafixul var det nok, at Samson havde været en stor kriger. Personlige motiver betød intet, var fuldkommen irrelevant.

Han stod med sin økse over skulderen, men satte den kort efter i sit våbenbælte, som det gik op for ham, at der ingen grund var, til at være kampklar. Hvorfor slås med nogen som helst lige nu? Han stod bomstille, kiggende ned på Samson med sine isblå øjne, til en puffen trak ham ud af sine tanker; Phoenix var dukket op, og bedst som hun nærmede sig bandelederen, så han det. Hvordan hun brød sammen og krakkelerede, foran dem alle. Hun havde holdt af manden, og selvom Rafixul ikke forstod dette, så accepterede han det. Da hun begyndte at hulke, trådte han frem bag ved hende og satte sig på hug ved siden af hende.

"Jeg beklager, Phoenix. Jeg ved ikke hvad der skete," forklarede han roligt, for han lagde sine stærke om hendes spinkle krop og trak hende ind til sig. Gu fanden om de andre stod her, det var pisse lige meget! Phoenix havde brug for omsorg, det kunne enhver da se! Men Rafixul vidste udmærket godt, at det ikke var det samme i mange andre RT medlemmers øjne. Alt for mange af dem var skingrende sindssyge. Det var nok. Han gad ikke det fjolleri længere! Han gav hendes skulder et varmt klem og forblev i denne stilling med hende, ligeglad med hvad de andre sagde.

Plaskende våde skridt var genlyd fra borgens ydre vægge og helt op til de øverste endnu stående sten, Tara havde mærket det, hun havde mærket hvordan forbindelsen til Samson var gledet væk og til sidst forsvundet, hun vidste at noget var helt galt og at noget havde ændret sig. Hun havde løbet fra skovens indre, hele vejen, den spinkle krop skreg og tikkede hende om at lade være, om at stoppe op og trække vejret, men hun kunne ikke, hun skulle frem til sin leder omgående.
Ved hendes ankomst var der allerede flere samlet omkring den store leder og hun stoppede ikke før hun var nået hen til den store faldne krop, de store honningbrune øjne spærrede sig vidt op og det lange løse røde hår klistrede sig til den sommerklædte gennemblødte krop.
"Nej! Nej!"
Elveren sank sammen, på den anden side af liget end den lille slave, mens hendes hænder gav sig i kast med at lede efter livstegn fra lederen, da de intet fandt krængede de spinkle fingre sig sammen omkring totter af det lange sorte hår, inden hun lagde hovedet bagover og udstødte en umenneskelig lyd, som et skrig, men dyrisk nok til, at intet menneskelignende væsen kunne lave den. Lyden af dyb frustration og sorg.
Så hulkede hun, dybt og inderligt, Samson var alt hvad Tara kendte til, han var hendes verden efter hun havde forladt Elverly, han var alt hun havde, alt der havde stået mellem hende og Denaro.
Hvad hun skulle stille op nu var uoverskueligt, hun havde ingen steder at gå hen, ingen familie eller venner. Tungt hvilede hun hovedet mod den livløse brystkasse, hendes hovedet tømtes med de mange tårer, her ville hun blive liggende til en plan åbenbarede sig, dette kom ikke foreløbig, i stedet fik regnen lov til at gennembløde de i forvejen våde klæder mens den dybe hulken langsomt døde ud med de kræfter elveren havde tilbage.

Ompries havde hørt en del rygter omkring Samson og havde egentlig aldrig rigtig taget dem så tungt, der havde været så mange i gennem tiden at han ikke engang anede hvad han selv skulle tro på. Selvom der havde været mange rygter kunne han ikke lade vær med at undre sig over hvorfor noget i ham sagde dette måske var rigtigt.
Efter det sidste møde på Borgen havde han ikke engang orket at lytte efter hvad Samson havde sagt og orkede ikke engang banden. Han ville egentlig bare gerne væk der fra. Han havde dog også gået uden et ord overhovedet, det var dog typisk ham. Hvorfor skulle han også give besked når han aldrig fik besked om noget. Han var jo bare et "lille barn" i flere af bandens medlemmer. Det var også bare fordi de var gamle og grå! Anede de overhovedet hvad han kunne? Det var ikke tænkeligt! Den der måske kom tættest på var Tara, men Tara kunne jo også meget mere end hvad øjet lige tillod. Egentlig havde han altid set op til Tara, men Tara havde altid virket så lige glad med alt ting.

Rejsen fra byen føltes lang og hård men det rørte ham overhovedet ikke. Det var bare at komme op til borgen og se hvad det var der skete på alle punkter. Hvis hans instinkter var rigtige så havde Samson behov for hjælp, om han brød sig om sin fader eller ej, det var helt lige meget!
Synet af borgen fik ham til at slappe lidt af, og gjorde ham egentlig noget mere tilpas. Han håbede bar at alt var ved det gamle, alle så på ham som en lille mide der ingen ting kunne, uden sin far ved siden af sig. Alle de bare kiggede på ham som om han ikke eksisteret, ja det var egentlig hvad han håbede på. Samson der sad på sin stol i sin egen lille koger af psykose. Ja det var en lang og hård tankegang, men det var hvad han ønskede! Så var han egentlig helt lige glad med hvad alle andre gjorde og sagde, så længe alt var ved det gamle.
Han satte farten af sin løben og begyndte lige så stille at gå frem imod borgen, han ville bestemt ikke vise at han havde travlt!
Jo tættere på han kom på borgen så han den lille forsamling ude foran. Hvorfor stod de nu også der ude?! Hvad var meningen? Han rystede dog kort på hovedet og fik en kuldegysning igennem hele kroppen da et næsten umenneskeligt skrig mødte hans øre. Han stoppede op og sank en klump. Var det? Måske var det? Nej Samson kunne umuligt have været død, det var jo Samson han overlevede jo alt! Det var jo det Samson han kunne, få et par skrammer og så op på hesten igen, eller så igen det var Brutus men det var jo også lige meget! Med hastige skridt begyndte han at løbe op til den mindre forsamling og nærmest skubbede dem til side, nok var han ikke særlig gammel men han var helt lige glad. Han ville bare se hvem der lå der og hvorfor de stod der! Et blik bevægede sig lidt rundt inden han kiggede ned på den døde Samson og Tara, det var... Han sank sammen ved siden af Samson og bed sig i læben. Han havde altid hadet den mand men nu... Han følte... Han følte sig tom inden i. Det var noget han aldrig havde følt før. Han kunne ikke få sig selv til at kigge direkte på Samson, han ville ikke. I det hele taget var det bare for underligt at se på Samson ligge der helt livløs. Hans blik bevægede sig op på Tara som sad og hulkede. "Kan du ikke gøre noget?! Gør noget, sid ikke bare der. Gør noget?!" selvom han var en noget bredskuldret ung herre lige som Samson kunne han ikke lade vær med at få tåre i øjne. For første gang i hele sit liv viste han nogle følelser som var andet end vrede. Han sank en klump og lod sine hænder bevæge sig ned til sine lår og greb fat i de noget ødelagte bukser og nærmest kvaste dem imellem hans hænder. Alt virkede så uvirkeligt. Han skulle vågne op fra denne her drøm!

Regnvejr kunne være irriterende at flyve i, men det kunne også bare være en spændende udfordring, især hvis der var turbulente vinde. Det var altid en skøn dag at gå ud og lege med døden. Der havde dog ikke været nogen oplagte ofre. Det var som om at der ikke havde været et tidspunkt der havde været rigtigt. Der havde ikke været en eneste der havde givet ham den fornemmelse der fortalte at deres tid var slut. Kile havde åbenbart ikke nogen til ham. Det måtte bare betyde at der var kommet en smule balance i systemet. Det var bare et godt tegn. Så fløjtende og små nynnende havde han begivet sig tilbage til borgen, for at se om han kunne finde sig en god underholdende snak. Måske med Samson. Han var altid humoristisk når han blev gal. Eller måske elverkvinden som altid stirrede skeptisk på ham. Eller hvad med varulvemanden? Han havde sikkert også et voldsomt temperament. Måske skulle man se hvad han kunne give af en sjov aften. Det var alligevel lang tid siden han var blevet hugget i stykker. Sidste gang var jo den gang Samson havde lavet ham til aske. En smule mere besværligt, men altid morsomt.
Da han nærmede sig kunne han se at der var en gruppe folk der var samlet ud foran. Nysgerrigt fløj han tættere på, og begyndte at høre gråd. Det lød til at blive interessant. Hvem var død?! Det måtte han se! Og tænk hvem der lå i midten af folkemængden! "Jamen, det er jo Samson. Så døde han sgu." Hans humør var ret modsat de andre, der stod og sørgede. Hans stemme var ekstatisk, mens han hang over skuet, et godt stykke over deres hoveder og smilede så stort som et lille barn der havde fået sit største ønske opfyldt. "Lad os holde en fest! Det er jo en stor dag!" Han begyndte at le af glæde. Ikke manisk, men bare som når man er i fantastisk humør. Med nogle raske bask fra de mægtige sorte vinger fløj han op og hen mod borgen, mens han højt og muntert sang noget om at Samson havde sin dødsdag den dag, og hvor stor en fest der skulle holdes. Han tænkte at det skulle være en mindeværdig fest. Det havde kun været den anden gang han kendte den der var død. Han ville gerne selv havde dræbt ham, men det her var også fint. Men det skulle fejres! Det var en smuk dag at dø på. I sit stille sind ønskede han Samson en god rejse. Han kunne nu godt forstå hvorfor at der ikke havde været et oplagt offer den dag. Det var Samsons dødsdag. Hvor er De klog, Kile. Det er noget af en højtidelighed De har stablet på benene, tænkte han, og overvejede allerede hvilke vine der skulle stilles på bordet.

Kniven gled let gennem huden og blodet flød straks langs det gamle jern og dryppede på gulvet med små plask. Manden gav ikke en lyd fra sig, hans øjne var allerede tomme og ingen vejrtrækning holdt manden i live, det var kun et spørgsmål om tid før blodet størknede. Denaro trak en irriteret mime. Det var ikke meningen at han allerede skulle være død. Der burde mindst have været en times underholdning tilbage i ham, måske to hvis han kunne holde igen. Havde han regnet forkert? Var den gamle krop alligevel ikke så viljestærk som han havde troet? Han hev knive ud af manden igen. Han fik intet ud af at stikke i en død mand, intet ud over rengøringsarbejde.
"Tam smid ham ned til de andre, Jina vask blodet af gulvet."
De to piger greb straks til arbejdet. Tam låste mandens lænker op og trak ham over skulderen. Selv om hun stod oprejst måtte hun stadig slæbe ham så de gamle knæ blev flået op så et par røde linjer fulgte efter hende. Jina greb en spand og en klud og begyndte at tørre blodet af gulvet og vaske med vand, der allerede var rødt af blod og det virkede til at skabe mere arbejde end det løste, som hun fik spredt blodet ud over gulvet.
Denaro selv trak sig tilbage til sengen, da en fornæmmelse af desperation, angst og sorg slog over ham. Hans krop stivnede og han sprang fra sengen, kniven hævet og magien pulsende gennem kroppen. Det havde ikke været hans følelser, det var ikke noget han havde oplevet før, men der var intet at se. Som han sænkede kniven og slap sin magi fri trak et smil over hans læber. Noget godt måtte være sket.
Uden et ord greb han sit spyd og satte hastigt afsted gennem kælderen. Tara måtte være desperat hvis hun lod sine følelser løbe vildt nok til at lade ham vide det. Eller var det en fælde? Lige meget, hun ville ikke overleve forsøget.

Den store dør blev slået op så den hamrede imod muren og truede med at fare af sine hængsler. I åbningen stod Denaro, et smil lå over hans læber. Hans tøj var indsmurt i blod fra hans værelseskammerater.
Hvad kunne dog være sket her? Luften var tyk af følelser, den ene mere velduftende end den anden. Og så var der noget andet, næsten vasket væk af regnen. Blod.
Han lod luften fylde hans lunger inden han med et veltilfreds suk trådte ud i regnen og imod den lille forsamling. Han Taras følelser skyllede stadig over ham og synet af hendes skikkelse fik ham til at stoppe op. For et øjeblik så han intet andet, de andre var blot dele af baggrunden, irrealevante. Dette var blot en del af magtspillet, som de altid spillede, men noget var anderledes. Hun virkede svag, svagere end normalt. Mere sårbar end hun havde været selv efter at have gennemrodet hans sind. Svaret på hvorfor lå åbenlyst under hende, alligevel tog det Denaro flere sekunder før han så det. Samson.

Smilet trak sig bredere over hans læber og de hvide tænder lod sig blotte bag de regnvåde læber. Var det det? For et øjeblik forsøgte han at undertrykke sin latter, men det var en håbløs kamp. Først en lav klukken, men som det gik op for ham at dette ikke var nogen joke, dette var virkeligt, fik latteren lov at gro i styrke. En hånd, blodig som hans tøj, blev lagt for ansigtet for at tvinge latteren til en stop.
"Hvad gør vi dog nu frøken Keen."
Han fjernede den blode hånd fra sit ansigt men efterlod et par røde pletter, der langsomt blev trukket med ned af den kraftige regn.
"Hvem vil du gemme dig bag ved denne gang."
Han gjorde et udslag med armen imod forsamlingen. Først Rafixul.
"Den største af dem? Ikke et dårligt valg, hans skuldre ser ud til at være brede nok til at holde dig fri for en stund." Hans arm forsatte imod Phoenix. "Dog ser han allerede ud til at have en at beskytte"
Den anden arm gled op og udpegede Ompries.
"Eller en yngre beskytter måske? Nej du ved det ikke ville vare længe før han ender som sin far."
Lyden af latter over ham fik ham til at løfte hovedet.
"Dit bedste valg er måske vores flyvende ven, men jeg tvivler på han ville hjælpe med at holde dig i live."
Blikket vendte tilbage til Tara.
"Eller du kunne løbe og vi kan få vores lille katten efter musen sat igang for alvor."
Rovdyret var vakt til live igen, han havde lyst til at jage hende. Lade hende slippe langt nok væk til han ikke kunne nå hende, men aldrig så langt at hun kunne slappe af. Han ville drive hende til randen og vente på hun selv tog springet.

Et mindre barneskrig forlod det høje tårn hvor slavinden, Zidiac, hørte til.
Det voldsomme brag fra lynet der havde slået ned i borgen, efterfulgt af mindre skælv som dele af borgen kollapsede, havde vækket ikke kun Zidiac, men også hendes datter, som med føromtalte skrig, søgte tryghed og beskyttelse hos sin mor.
En mindre hovedpine havde samlet sig i den blåhudede dæmons tindinger som hun brat var blevet vækket af hendes søvn. Med et forvirret blik så hun ud på himmelen, hvor tunge dråber ilende ned fra et nyopstået skybrud, alt mens hendes hånd blidt strøg datterens mørke hår. '' Det er okay Prisma. Det er bare tordenvejr. '' Små hænder greb om hendes lette klæde idet hun selv rejste sig op fra reden og gik hen til vinduet for at se, tæt forfulgt af den yngre.
Endnu et skrig lød, dog var det denne gang ikke fra datteren, som blot pressede sig klynkende ind til sin mor, den eneste form for tryghed hun kendte til i hele sin opvækst. Årvågne øjne fulgte lyden ned, og fandt dens ejermand... Eller kvinde. Tara, elverkvinden som nærmest synes at følge Samson i tykt og tyndt, midt i en mindre gruppe af bandemedlemmer og tjenestefolk. Zidiac tiltede hendes hovede en smule som hun også så Phoenix dernede, ligende over et eller andet, en eller anden. Noget sagde hende at det ikke kunne være et godt tegn. En af bandemedlemmerne synes at virke beskyttende overfor den irriterende sorthårede, mens lyden af dæmpede stemmer fra forsamlingen begyndte at trænge igennem regnen som den stilnede af.

Lyden af baskende vinger, alt for tæt på hendes vindue, fik hende instinktivt til at gemme barnet bag sig, mens hun opfattede sang.. Noget om Samson...Og død... Hun rynkede brynene mens en knude syntes at danne sig i hendes bryst, hvad end dette var omkring måtte hun finde ud af det ved selv at gå derned. Men fra forsamlingen at dømme var det noget stort, og ikke noget e bare ville forlade med det samme.

Langt om længe lykkedes det hende at få sat en dæmper på sin utrygge datter, som, en smule forknyt, kravlede tilbage op i reden, gemmene sig under nogle puder og tæpper på sin mors ordre, imens Zidiac selv fik noget lidt mere tildækkende tøj og en kappe på til at holde varmen i.
Et blik mere blev rettet ud mod den lille forsamlng der var blevet endnu større. Normalt brudte hun sig ikke om at være sammen med folk af andre racer overhovedet, og bestemt ikke dem fra banden, men hendes tryggende fornemmelse blev mere og mere insisterende, indtil hun eftergav den og smækkede den tunge dør i efter sig, inden hun med kappen flagrende efter sig, trippede og småløb, barfodet ned af de mange trin, hen over en revne i gulvet, indtil hun endte i borgens gård og kort efter udenfor den grå stenmur.

Først her satte hun farten ned, til en langsom observerende gåen hen til forsamlingen. Hun turde næsten ikke bryde gennem cirklen der var blevet dannet, og det blev da heller ikke helt nødvendigt, da folk synes at være automatiske til at give hende nok plads til at smutte igennem indtil huun pludselig stod der.

Hvad hun så på opfattede hun ikke helt selv i starten. En bunke grædende væsner, over en større bunke. Blod kunne lugtes og ses på den våde jord, knuden blev endnu større da hun opfangede Ompries, knægten hun i sin tid havde fået ordre på at passe på, men som hun prompte havde nægtet at have med at gøre og derfor egentligt blot forsøgt at undgå. Han var vokset til siden sidst hun havde set ham, dog virkede han stadig som sig selv, hvis man så bort fra hans hulkende bevægelser. Sort hår på jorden.
De krystalblå øjne fulgte langsomt håret indtil de pludselig stirrede på de tomme hvide, halvt lukkede øjne, der stirrede tilbage op i luften, som havde guderne slukket for deres livsgnist.
I en bevægelse knælede hun ned ved sin faldne herres side, en hånd gled langsomt ud mod det våde og beskidte hår. Gled op til hans pande der allerede var blevet kold, om det havde været af regnen eller af dødens indtag var ikke til at sige. Forsigtigt gled hendes fingre på hans øjenlåg og lukkede dem i. Hun kunne ikke lidt udtrykket i hans ansigt, kunne ikke lide at han så sådan op, ergo besluttede hun sig for at lukke dem, som de ville være lukkede, for altid.

Hun sænkede hovedet, for en gangs skyld uden at tage sig af mændgen omkring hende, end ikke den sorthårede yngre slavinde, der var så ulykkeligt brudt sammen.
En halvkvalt lyd forlod Zidiac, en blanding mellem et gisp og en hulken. Hun følte sig på en måde lettet, og dog på en måde underligt tom. Havde manden virkelig haft sådan en effekt på hende, efter at have haft hende i sit tag i alle disse år+ Siden den dag han fandt hende på stranden og besluttede sig for at gøre hende til hans slave.

De havde været gennem meget, begge to, sammen. Men at et simpelt menneske kunne få hende til at føle sig som hun gjorde lige nu, virkede næsten morbidt for hende der aldrig havde holdt af andre end sin egen slags. Denaros stemme fik hende til at se op fra liget, op fra jorden og hen på ham, fulgte hans blik hen på Tara. En følelse af væmmelse gik igennem hende. At manden kunne opføre sig sådan, det gav hende næsten lyst til at stikke ham en flad, men akkurat som Tara, ville den blå kvinde ikke kunne gemme sig bag sin herre længere hvis hun gjorde sådanne handlinger. Og hun kendte intet til Denaros evner, tænkte at han nok bare var en af de utallige skingrene skøre mennesker den overtrænede Samson havde skrabet sammen i sin bande.

Den blå kvindes hoved sænkedes igen, stift stirrende på de tre andre sørgende om liget, mens en næve blev knyttet diskret ind i kappens folder.

Tom. Hun følte sig tom. Og dog midt i tomheden syntes en gnist af rebelskhed og vrede at langsomt vokse sig større og større, jo mere det gik op for hende at hun aldrig ville kunne se Samson i live igen, jo mere hun lyttede til folks hvisken og tisken omkring dem.
Den knyttede næve greb fat i kappen, mens hun forsøgte at holde sig selv i ave, idet mindste for nu. Idet mindste indtil hun var kommet sikkert herfra og kunne sikre sig at Prisma selv kunne overleve ved Zidiacs egen art. Så måtte hun selv tage derfra hvad hun selv kunne gøre, noget sagde hende at hun ikke bare uden videre ville kunne tage tilbage til sit folk og slå sig ned der.

Samson havde påvirket hende på alle mulige måder hun synes værende umuligt for en simpel menneskemand. Spekulerende gled blikket over på Ompries.

Sorgen er en gennemtrængende følelse; yderst smittende endda. Sorgen er eksplosiv, og oftest optræder den som en pålagt byrde - for man bærde i sandhed på sorgen. Den klamre sig fast, slipper ikke, præcis på samme måde som man ikke ønsker at slippe det, som man har mistet. Og det er præcis hvad man gør, eller ofest har gjort, når sorgen kommer. Og den kommer ikke snigende.
Det var ikke sorg halvdæmonen følte, da han beskuede liget på gårdspladsen. Det var en blanding af mange følelser, nærmere et såkaldt virvar af foragt, lettelse og had. I særdeleshed had; en følelse halvdæmonen med stor lethed lod sig overtage, når den da først havde ladet sig bosætte. Det var heller ikke uden grund, at han havde valgt at placere sig på længere afstand af det foregående scenarie. Han havde mærket hvordan savlet havde samlet sig i hans mundvige; den bitre, gennemtrængende smag af foragt. Han måtte styre sig for ikke at spytte liget af bandens leder i hovedet.
Det var først da latteren indtraf i aftenens scenarie, at Morgoth betragtede hver enkelt individ i den lille forsamling af gruppens medlemmer - sådan rigtigt. Hans øjne havde længe hvilet imod de sørgende, for det var deres sindsstemning der greb om hans opmærksomhed hårdest. Hans isende øjne havde hvilet imod Taras grædende skuldre længe; set rykkende der indtraf i dem, for hver gang hun hulkede. Han ønskede at stryge hendes skuldre; få hende til at falde til ro, men det ville betyde at han skulle nærme sig Samson. Det ville betyde at han skulle holde tilbage på det uundgåelige.
Den tiltagende latter fra Denaro var i sandhed bizar. Ikke så meget selve latteren, men hele tidspunktet hvor han havde valgt at fremkalde den. Den mindede Morgoth om hans barndom. Gråd og latter sammenvasket i et stort vanvid.
Det var den mandlige krystallianers ord der fik Morgoth til at sætte sig i bevægelse imod gruppen. Hans øjne hvilede imod Denaro, disse hvidt opsærrede med et gennemborende blik. Han set og oplevet meget ved bandemedlemmerne den aften, som han ikke havde troet han skulle se. Omsorg var blevet udvist; forståelse for hinandens følelser på sådant et niveau, han ikke havde turde at håbe på at ville opleve, i deres selskab. Næppe noget han selv kunne præstere sammen med dem heller, men trods deres sammenhold (af en art) som han selv mere eller mindre havde været en del af, ville han stadig ikke tro det. De ord der kom fra den rødhårede magikers mund, var ham næsten en større overraskelse, men noget fortalte ham, at han ikke burde være så overrasket igen. Denaro var manden for, at besidde et større vanvid; en større galskab end man regnede med. Der fandtes intet menneske i de øjne, som halvdæmonen søgte kontakt med - intet.
"De forstår at sætte en stemning, Denaro,"
Morgoth passerede netop Zidiac, da han hørte sig selv tale. Placerende en blid hånd imod hendes skuldre, da han bannede sig forbi hende, klemte han hende ganske let. Han lagde ikke et blik på hende, men en handling talte oftest mere end ord. Også gældende det iskolde smil der langsomt bredte sig på halvdæmonens sorte læber. Hans øjne havde endnu ikke sluppet Denaros, da han satte sig på hug ved siden af den grædende elver.
"En anelse upassende, taget alt i betragtning synes De ikke?"
Først vænnende øjne fra ham da han lagde den første hånd imod Tara, denne hvilende imod hendes ene skuldre (med armen omkring hendes ryg), tiede han. Den anden arm fandt vej under hendes knæhaser, og med lethed fik han rettet sig selv op med hende hvilende i armene.
"Tara, hold fast i mig,"
Stemmen der talte til elveren synes betydelig mere blid, end den der forhenværende - denne var også lavere, og kun henvendt til Tara. Han vendte langsomt ansigtet tilbage imod Denaro, atter med det kolde smil prægende hans ansigtsudtryk. Det virkede ganske morbidt.
"De gør klogt i vælge Deres ord med omhug, Denaro - betragt mine som De vil, vireklig, men lad mig forsikre Dem dette:
Jeg skal personligt splitte Deres kranium ad, hvis jeg ser Dem i nærheden af hende,"
Nikkende erkendende af sine ord, fortsat med sit nu lettere smil på læben, trådte han forbi gruppens skikkelser. Smil malede sig af i takt med, at han kom længere og længere igennem menneskemængden. Som regnen langsomt vaskede sig igennem masken som længe havde hvilet i halvdæmonens ansigt. Grebet om Tara løsnede sig blot en anelse da han nåede ud af cirklen og til gik med ryggen fuldkommen til gruppen bag ham. En risikabel handling, at bevæge sig med ryggen imod en yderst truende persona? I så sandelighed! Men dette var en nødvendighed, for han vidste at både han og Tara måtte forlade stedet øjeblikkeligt. Så det var en risiko han var villig til at løbe.

(Hvis jeg vrøvler, blamer jeg tidspunktet jeg postede svaret på 8'D farck)

Det begyndende uvejr havde overrasket hende på vej mod borgen, og de tynde silkeklæder var på få øjeblikket blevet gennemblødt af regnen. Det lange, sorte hår klæbede til hendes ansigt, som Sin'thya skyndte sig mod silhuetten af det store bygningsværk, der rejste sig foran hende.
Hun holdt et sammenrullet pergament tæt mod brystet med hænderne, for at undgå at regnen skulle gøre skade på det. Dette var en opgørelse over indtjeningen fra bordelhuset, som borgens herre skulle modtage.

Sin'thya havde altid følt sig en smule frygtsom overfor Samson - manden, der i højere grad ejede dem, end var deres arbejdsgiver, og hun længdes allerede nu tilbage efter det lille værelse, hun delte med sin tvillingesøster.
En større flok mennesker var samlet ude foran borgen, og hun begyndte at gå langsommere, som hun nærmede sig. En følelse af at noget var grueligt galt begyndte voksende at tage form.

Regndråberne faldt tungt på liget af borgens herre. At han var død, kunne der ikke være nogen tvivl om. En følelse af chok løb gennem Sin'thyas krop, - hun havde aldrig forestillet sig, at noget eller nogen kunne knække denne enorme mand. Hun var standset helt op et lille stykke fra de forsamlede, usikker på om en af disse havde været morderen.
Hendes tanker kredsede allerede nu om bordelhuset og hvad der ville ske med dette, med hende og søsteren. Måske ville en af de andre bandemedlemmer tage over, og de kunne fortsætte som hidtil, men de kunne lige så godt blive udsat for en langt værre skæbne ..
Det klogeste ville sandsynligvis være at komme væk. Der kunne være arbejde at finde i Hovedstaden.

Hun lod det sammenrullede pergament, som hun ellers så omhyggeligt havde båret, falde til jorden, idet hun vendte sig om og skyndte sig bort gennem regnen. Tiden var inde til at pakke de få ejendele, hun havde, og komme væk herfra.

Luften havde været ulidelig at være ude i natten igennem, mens skyerne var trukket sammen og med deres tyngde og mørke farve truet med kommende regn. Ikke bare regn kunne Caitlin konstatere, som et lyn slog ned i den borg hun var på vej tilbage imod og lyste den op i et kort øjeblik. Så begyndte dråberne at falde og hun satte farten op. Til morgenens lys afslørede en skikkelse liggende livløs på vejen op mod borgen og snart efter andre skikkelser strømmende ud til den. Størrelsen på den faldne var ikke til at tage fejl af, skønt borgen ikke ligefrem havde mangel på store mænd.
Samson.
Caitlin gjorde holdt under en nærliggende busk, før hun adræt sprang op i træet over den og gled ind i bladenes skygger, som den lille gråstribet skikkelse hun var. Ingen ville lægge mærke til en kat i et træ, men hun ville kunne se alt. Folk strømmede til - nogen med sorg i deres svagt oplyste træk, andre med glæde. Det sidste ramte hende næsten mere end noget andet. Hvordan kunne man glædes ved en andens død? Så åbenlyst hovere over det? Det var udenfor hendes forståelse, men tændte også en svag antydning af nysgerrighed hos hende.

Den lille slave Caitlin havde mødt ved sin første ankomst brød sammen over den store mand. Det trak i den unge pige for at gå til hende, men viljen og en smule fornuft holdt hende fast. Hun havde intet at gøre i den flok. Til hendes lettelse trådte en anden til. Men sammenbruddet havde sået flere spørgsmål i hendes sind. Burde hun føle noget ved at se manden ligge der? Svaret var lige til. Han havde været intet for hende og sådan ville det forblive. Som visheden bundfældede sig brød den rødhårede elverkvinde Tara, som hun havde set med Samson i byen, sammen.
Det var mere end nok for hende.
Så lydløst som hun var kravlet op i træet hoppede hun ned fra det igen og satte kursen mod borgen. Miranda måtte være derinde et sted og ville sikkert have opdaget niecen havde været forsvundet for en tid. Forsvinde var vist også det mest fornuftige at gøre nu. Hvis mosteren altså ikke havde andre planer denne mente inkluderede Caitlin. Den unge pige ville i hvert fald gerne væk. Helst før de efterladte skulle til at dele borgens indhold mellem sig...

Et lille hint var det eneste der skulle til før Kravenoh dukkede op til en masse folk der havde være deres følse overfor den døde person, da han så det var Samson som der var død, kiggede han blot på de andre folk som var til stede og derefter lænede han sit hoved ned til Samson " det var mig der skulle have slået dig ihjel " viskede han til den døde. Kravenoh havde ikke rigtig nogen følser for Samson måske kun had, også selvom det var Samson som tilbød ham en plads i banden. han fjernede sig fra Samson og rettede kort på sig selv, hans blik så kort over på Denaro " vi to har et regnskab der skal afsluttes om du vil det eller aj, og jeg skal nok finde dig når jeg føler du har fået tid nok til at gøre dig klar i, men husk denne gang bliver det ikke i ørknen " sagde han bestemt og kiggede derefter over på Tara, et lille skummelt smil blev tilsendt hende" og Dig...."han smilede kort og rystede på hovedet " vi to skal nok have en god snak også " Samson havde altid været grunden til at Tara skulle leve ifølge ham, og nu var Samson ikke til at sige ham imod, så nu var det kun et spørgsmål om tid før Tara skulle begynde at kigge sig over skulderen, for en plan havde han altid haft om hvordan han skulle få ramt på hende.
han vende ryggen til mængden og gik derfra i langsomme skridt.


///out

Lestat havde hørt en frygteligt brag i retning af borgen. Han havde været ude på sin årlige jagtsrejse, så han havde ikke været hjemme ved borgen i mange måneder. Da han nærmede sig skovbrynet, kunne han se en folkeskare, mange af dem havde han kendt gennem banden. der var enkelt han ikke kunne genkende, så han mente at de nok var nyere medlemmer. Mellem mængden af folk, kunne han se at der på jorden lå en person.
Han satte sig ned og snuste stille ind. Mange dufte blandede sig i vinden, men en var nem at genkende. Det var Samson, den eneste han ikke havde fået øje på endnu. Hvor var han mon henne?

Stille travede han hen mod flokken, for nogle ville han blot ligne en stor hund, andre ville kunne genkende hans sølvfarvede pels og den lange buskede hale. Lestat var kommet hjem til at hjem der ikke længere eksisterede.

Inden han kom helt hen til dem alle, havde han allerede grædt en enkelt tåre, da han godt kunne lide Samson og hans metoder.
Oppe fra skovbrynet kunne man nu høre et orkester at hyl. Lestat havde samlet sin koncentration, fremmanede alle de ulve kan kunne. Alle sammen hylede i kor.
Han stillede sig hen til Tara, en af de få fra banden han havde syntes bedst om. Stille lagde han hovedet mod Tara's lår men regnen piskede ned. Han kiggede ikke rundt på de andre, hverken dem han kendte eller de få han ikke havde mødt. Hvis banden nu var blevet opløst, havde han ikke længere noget at gøre her, men han kunne alligevel ikke ryste en fæl følelse af had og mordlyst af sig. Der var bestemt nogen blandt flokken der ikke kunne lide samson, eller var det en af de andre der var lagt for had?