Vi har gjort det før, og nu gør vi det igen! Er du ked af, at du ikke nåede at være med sidst, eller har du bare gået og tænkt over, hvordan Krystallandet og dine karakterer ville se ud i en moderne setting? I så fald har du nu muligheden for at skrive et konkurrencebidrag om netop dette!
Krystallandets geografi er den samme, men verden er moderne og fyldt med al den teknologi vi kender fra vores egen verden. Om magi og mystiske racer eksisterer - eller om du hellere vil portrættere din karakter som et almindeligt menneske, ja det er helt op til dig selv.

Hvordan deltager jeg?

• Skriv en tekst med ovenstående tema, inkluderende din og evt. andres karakterer i den moderne setting


• Du må gerne bruge flere karakterer i samme historie - eller deltage med flere historier.


• Historien må max være på 4000 ord


• Post historien i denne tråd, når du er færdig sammen med en titel og en præsentation af hvilke karakterer, der optræder i historien.

Når konkurrencen er forbi, holder vi en afstemning om den bedste tråd. Alle deltagere vil som altid modtage et trofæ for indsatsen. Hvis man gerne vil læse indlæggene til den sidste konkurrence som inspiration, findes de her: https://www.krystallandet.dk/viewtopic.php?t=12921

DEADLINE for at poste sit historie her i tråden: til og med søndag d. 29. januar 2023!

Karakter: Enzel & Llyon Naath 
Titel: Ghosting

Enzel var lige vågnet, ør og kvæstet, liggende i en hospitalsseng. Han var ikke overrasket over at han lå der. Selv efter en dyb narkosesøvn med underlige drømme, kunne han tydeligt huske sine omgivelser. Han havde eget værelse med seng og et tv, der lige nu var slukket. Der var stille i en rum tid, indtil der kom en notifikationslyd fra hans mobil.




Der var kun én ting for Enzel at gøre, og han havde allerede besluttet sig for længe siden. Længe før han var havnet her i hospitalssengen, og nu skulle hans profiler slettes permanent. Han fortsatte med at gemme billeder og tage screenshots fra hans fortid, der endnu var for svære at slippe. Det var skadeligt at beholde på telefonens lager, men det første skridt var at sørge for at Llyon ikke havde adgang til dem mere. Efter at han havde fået det vigtigste, slettede han profilerne på de sociale medier med enkelte klik.

Er du sikker på at du vil slette profilen for Percival? Ja, han var sikker. Lægerne havde spurgt ham om det samme 24 gange allerede, selv op til narkosen.

Der lød en banken på døren, og Enzel lagde telefonen fra sig med skærmen mod madrassen, da kirurgen og sygeplejersken kom ind.

”Hvordan har du det? Ingen smerter?” Spurgte lægen der smilte et lidt for perfekt plastiksmil ”Skal vi ikke lige se på det?”

Sygeplejersken hjalp Enzel af med forbindingerne på hovedet. Der var størknet blod på indersiden af forbindingen, men det var minimalt. Hun holdt et spejl op så Enzel selv kunne se. Lægen undersøgte hans hovedbund hvor der før havde været katteører, men nu var en beskyttende kant om hullerne, så man ikke kunne se hullerne så nemt. Enzel fjernede håret der aldrig havde haft andre muligheder end bare at falde ned over hans ansigt, men nu kunne han faktisk flytte det bag et sæt menneskeøreproteser.

”Vi fjerner først forbindingen fra halebenet om nogle dage, da det var en større operation, og så må vi se om der er behov for noget genoptræning. Det kan være svært for de fleste af vores patienter at gå balanceret, når de lige har amputeret halen.”

Karakter: Azia.
Working title: Hot girl in your area.

Det var allerede hen af eftermiddag da Azia slog øjnene op, efter nattens arbejde. Rusen over alle de krystaller som var tikket ind på hendes konto i Krystal banken og over al den ros og de komplimenter som hun havde modtaget, sad stadigvæk i hende. Det var derfor hun vågnede med et smil på de røde læber.
Tiderne havde ændret sig meget, og det samme havde hendes erhverv, og hvor hun før i tiden havde haft besøg af de kunder som ønskede det, var næsten forbi og al hendes arbejde var rykket online, hvor hun nu drev hendes velindtjende forretning.

Smilet forlod dog småt de røde læber, som virkeligheden ramte hende. Inden længe, når hun havde badet og spist, ville hun igen tage plads foran skærmen og webcammet og gå online. Det var bagsiden ved arbejdet, hun savnede samværet med andre, den fysiske kontakt som hun havde været så glad for. Hun havde ikke mange grunde til at gå udenfor døren, alt kunne næsten klares online; mad levering, online shopping og hvad der ellers skulle til for en tilværelse i dagens Krystalland var muligt.

Men stadigvæk så elskede hun den hun var og det arbejde hun lavede. Hun var afhængelig af de mange nemme krystaller som tikkede ind. Hun var afhængelig af andres kommentarer, ønsker om hvad hun skulle gøre for krystaller og komplimenter som der gik hendes retning. 
Der var næsten ikke det hun ikke havde prøvet igennem skærmen, om det foregik i hendes soveværelse eller badeværelset i badekarret, så længe nogen betalte prisen, så var hun villig.

Som badet var klaret og maden var spist, og hun havde fået fundet det rigtige outfit og lingeri til aftenens arbejde, kunne hun sætte sig foran det store spejl ved sminkebordet.
Tankerne kredsede igen om det liv hun havde skabt sig, på det gode og det dårlige - hvad vejede mest?
Som hun følte sig klar efter at have gjort hvad hun skulle, kunne hun igen tage plads foran computeren, som næsten aldrig stod stille. Hun tjekkede hvad der skulle tjekkes, inden hun gik videre til de private ønsker og så kunne hun ellers logge ind, tænde sit webcam og vente på kunderne og starte rutinen forfra.

Karakter:  Tori  & Luna 
Titel: En uheldig date…
 
”Tori jeg ved altså ikke, hvordan man spiser med dem her” den undrende stemme, og det matchende blik var rettet på to tynde pinde i hendes hænder. Hvordan kunne man holde på dem, og spise med dem. Kunne hun ikke bare bruge sin hale til, at holde rundt om de pinde. Hvad var det også for noget. Siddende på en restaurant overfor Tori, rødmede hun stort. Hvor måtte det bare lyde dumt, og se dumt ud at hun sad og fumlede med de dumme pinde i hænderne. Før de begge to var trådt ind på den hyggelige, og fine restaurant havde Luna tydeligt sagt til sig, at hun skulle være cool, og helt afslappet. Det her var en date, og endelig en date. Hun rødmede endnu mere ved tanken om det. Blikket vendte hun straks ned, som hun følte Tori kiggede på hende. Hvorfor skulle han også se så godt ud, det var slet ikke fair. Slet ikke fair, at hun var havnet i en pinlig situation med de tynde dumme pinde.
 
Heldigvis virkede det heller ikke til, at Tori kunne finde ud af det. Måske de bare begge to var sikker på, at pindene ikke blev brugt til mad, men andre ting. Luna tænkte lidt, som hun besluttede sig, for at stikke pinden ned i maden. Hvad ellers kunne hun gøre, og hun håbede inderligt ikke, at det så alt for dumt ud. Her prøvede hun ihærdigt at virke elegant, og høflig. Det gik ikke særlig godt”Tori det her er håbløs.. Måske vi bare skulle have valgt et andet sted” lød det fra hende, som hun kunne mærke hele ansigtet blev mere rødt. Var der ikke pludselig meget varmt herinde.. Og alle de mennesker, som stirrede. Det hele var næsten alt for meget. Hun kunne ikke lide det, og ville helst foretrække at sidde alene med Tori.
 
Bevidst kastede hun et vågent blik rundt. Måske der også var fjender herinde, for der kunne jo være fjender over det hele. Efter at have spist, gik de udenfor. Det var nu noget godt mad, og Luna klappede lidt på sin mave, nu var hun uden tvivl mæt. Men hvad så nu? Måske de kunne udforske den store by. Her var så mange ting, og hun vidste overhovedet ikke, hvad hun mest havde lyst til. Halen løftede hun lidt op, og kunne mærke Toris hænder omkring sig. Hele ansigtet kunne ikke blive mere rødt end det allerede var”Tori… Ven…vent” halvt mumlede hun genert, før hun slet ikke nåede at sige mere, før han nærmede sig hendes ansigt. Klar til at kysse ham, lukkede hun øjnene. Men der skete ikke mere, hun stod klar med læberne, men hvorfor kunne ikke mærke hans læber.
 
Hun hørte en høj lyd, lyden af et eller andet. Undrende åbnede hun øjnene, og blinkede hurtigt med øjnene. Hvad skete der, Tori var væk. Men hvorfor.. Hun skyndte sig at løbe ud på vejen, fordi han var sikkert gået over vejen, eller et eller andet. Hun var bekymret, og hvorfor skulle han også forsvinde. Hvor vovede han at forsvinde. Luna stod på vejen, og prøvede at undgå de mange farlige biler, og cykler. Hun anede ikke engang hvad det var, men havde skam hørt folk omtale bilerne og cyklerne. Pludselig fik hun øje på en stor bil, hvor der var et gitter og nogle tremmer ved siden af gitteret. Hun blinkede, og kunne så se Tori med et opgivende udtryk”Tori!!” råbte hun, og skyndte sig at pile hen imod bilen. Hvad var det for en bil, og hvorfor ville de stjæle Tori. Hvad bildte de sig ind, og så endda på hendes date. Irriteret og bekymret skyndte hun sig at sætte tempoet op. Hun nærmede sig bilen, og hoppede op på gitteret og kiggede ind. Som Tori hurtigt forklarede hende at det var en kvinde som fangede dyr, gispede hun. Ville kvinden så også fange hende? Hun nåede ikke engang tænke mere, eller sige mere, før kvinden hurtigt havde fanget hende også.
 
Trist og irriteret sad hun nu ved siden af Tori. Hvorfor skulle deres date nu ende inde i den her bil. Hvad ville der lige ske med dem!?. Hun var bange, som hun trak benene op under sig, og ønskede at de kunne komme væk. Faktisk forstod hun godt kvinden havde fanget Tori, han var jo lækker, og en hapser. Hun bed sig irriteret i underlæben over hele situationen, før hun lænede hovedet lidt bagover”Han er min hapser!! Så slip ham fri du!!” råbte hun højt, uden at tænke over, hvordan det kom ud ad munden. Tori grinede, og hun forstod ham godt. Dog som Luna skulle til at protestere og blive mere rød i hovedet, kunne hun mærke Toris læber imod sine. Måske det her ikke var så dårlig en date.. På den anden side, hvad skulle de gøre. De var fanget, og sikkert ville ende med at dø. Hvorfor var denne date her så uheldig. I det mindste var hun fanget sammen med Tori. To halvdyr, fanget af en gal kvinde, som åbenbart skulle ødelægge hendes date med Tori.

Karakter: Darkhan Al Sabar af Kazimi
Titel: Hacking i Kazimipaladset

Inden øjnene overhovedet var slået op, rakte Darkhan ud efter sin smartphone. Fingeren blev placeret mod skærmen og først da han hørte den velkendte lyd af låseskærmen der åbnede, blev det ene øje lukket op.

”Instagram: 20+ notifikationer.
Instagram: Du har ramt 50.000 følgere!
TikTok: user435632 og 60 andre synes godt om din video.
Twitter: Puttemus og 20+ andre er begyndt at følge dig.”

Fra halvtræt og lidt muggen over den skarpe sol fra vinduet, til lysvågen og et kæmpe smil der fyldte hele ansigtet, sprang Darkhan ud af sengen. Den besked skulle han lige læse igen.
”50.000 følgere?!” Næsten råbte han helt begejstret. Notifikationen blev åbnet med en næsten aggressiv finger og få sekunder efter, kunne han se sin profil.

Karakter:  Shinji   & Kayla 
Titel: De tre musketerer!
 
”Men Far… Mor slår mig ihjel hvis hun finder ud af, at vi røver hendes skib!!” lød det højt og panisk fra Luca. Den 12 årige søn af de to pirater Kayla og Shinji. Luca lignede meget sin far på udseende, selvom han havde nogle enkle røde totter, fra Kayla. Nervøs bed han tænderne sammen, for knægten havde også lyst til at røve sin mors skib. Han elskede at bruge tid med sin far, og lave lidt ballade.  Han hørte da også Shinji nævne at de bare skulle tilberede en overraskelse til Kayla. De stod begge to og kiggede på skibet, og der gik ikke lang tid før de to lømler var steget ombord på skibet. Luca havde fået en pistol af sine forældre, som han trænede med, og elskede at bruge. Der gik nogle få timer, før Kayla kom gående ud til havet, og betragtede skibet.
 
Hun havde ledt efter sønnen og Shinji i lidt tid. Pludselig kunne hun spotte Det sorte og røde hår, som hun straks gik ombord på skibet ”Luca Morrow Kurosaki!!” råbte hun som hun krydsede armene, og stirrede på sin søn med et bestemt blik. Det burde ikke overraske hende, at han var i gang med at lave lidt ballade sammen med sin far. Luca var en værre lille lømmel, som Shinji selv var. Som hun gik tættere på, kunne hun se at Luca bed sig i underlæben, og hurtigt pegede med sit sværd på Shinji”Det var fars idé!!... Jeg har ikke gjort noget mor!” han var lidt nervøs, for hvad hun kunne på at gøre. Så han kunne vel lige så godt kaste hans egen far under bussen. Han var nok ikke så uskyldig, som han prøvede at fremstå. Han skulle til at understrege at de bestemt ikke skulle kissemisse og hygge sig imens han kiggede på, og var tilstede, men han blev afbrudt"Er du sikker på, at det var fars idé" lød det fra hende med et skævt smil. Luca svarede ikke, før han kunne se et eller andet ude på vandet.
 
Hastigt luntede han hen til kanten af skibet, og pegede med pistolen. Han stod med ryggen ret, og følte sig klar til kamp. Nu skete der faktisk noget spændende. Kayla kyssede Shinji, før hun fandt sine to pistoler frem, og gik hen til sin søn. Man måtte da give knægten for at være frisk, og fuld af energi. Hvor mindede han hende meget om Shinji, og hende selv. Hun lagde en hånd på hans skulder, som hendes blå øjne hvilede sig på fjenderne som var på vej imod dem. Shinji var også klar, det kunne hun tydeligt se. Alle tre med hver deres pistoler.  Som fjenderne kom ombord, valgte Kayla at stille sig foran Luca. Det kunne godt være, at sønnen havde trænet og selv mente han var stærk, og kunne klare dem. Men der skulle ikke ske ham noget. Shinji var selv gået op ved siden af Kayla, og stod som altid med et kækt smil, og holdt sine våben frem”Mor jeg kan altså godt klare dem, far har trænet mig godt!!” råbte Luca stædigt, som han gik hen til Shinji. Han prøvede at fremstå heltemodigt, og stærk som han stod med ret ryg ved siden af sin far.
 
Kayla sukkede lidt, men kunne heller ikke undgå at grine lidt over, hvor stædig sønnen var. Hun måtte vel beundre hans mod, for at ville stå kampklar med sin lille pistol. Ak ja selvtillid, og charme havde han også arvet fra sin far, Shinji. Kayla skulede kort til fjenderne som hun selv fik et kækt smil frem. Hvis de troede de kunne røve, eller ødelægge hendes skib, skulle de tro om. Hun var klar, som hun kiggede hen på Shinji kort, de var begge to klar, og sendte hinanden et nik og et blink med øjnene. Luca stod også klar, som han ligesom sine forældre stod med armen strakt, og pegede med pistolerne imod fjenderne”De tre musketerer, er klar til kamp!!” lød det højt og bestemt fra knægten. Kayla måtte sukke endnu engang, som hun vendte de blå øjne hen på den alt for højtidelige søn. Hvor havde han alt den charme, stædighed og selvtillid fra. Kunne det være hende? Nej det var sikkert Shinji. 

Hun kunne se så meget af ham i deres søn. Som far og søn stod de da også med kække smil, og virkede klar til at angribe fjenderne. Kayla lænede sig ind imod sønnen, og plantede et kys på hans kind”Ej mor ingen kys lige nu, jeg skal kæmpe…” mumlede han genert, som han rødmede over hele ansigtet, og prøvede at tørre sin kind med ærmet. Han kiggede hen på sin far, og skulle til at brokke sig over, at Kayla kyssede ham foran fjenderne. Men Luca nåede ikke at sige noget, før Shinji havde rodet hans hår til, og grinede”Du bliver nødt til at tage det som en mand, min søn” nævnte han bestemt som han blinkede til sin søn. Kayla grinede og de stod nu alle tre klar igen. Hver deres pistoler pegede mod fjenderne. Det skulle nok blive en spændende kamp.

Karakterer: Sidkanys ath I'endrith & Renaél 




    "Fint, jeg skræmmer hende kun," gav hun endelig efter. Måske kunne hun skræmme tøsen med at hun ville kaste hende ud over en klippe ligesom det, hun var blevet smidt ud af den gamle skole for. Så ville Marietta også tro på, hun faktisk ville gøre det. "Kan du i øvrigt hjælpe mig med at kode Sibals nummer ind? Han har fået ny mobil igen og jeg kan ikke få slettet den gamle kontakt..."

Titel: Glædelig årsdag

Karakterer: Malaketh & Yukii 

~~~~~~~~~~

Malaketh havde nærmest rendt rundt som en hovedløs høne de sidste par timer for at kunne nå det hele. Han skulle i bad, have købt en lille gave og have hentet Yukii. Den sidste knap i den sorte skjorte blev knappet og enden blev proppet ned i bukserne. Hurtigt kørte han en hånd gennem de platinblonde lokker før han nærmest stormede ud fra badeværelset og rundt i villaen for at finde gave, bilnøgler og tegnebog. Hurtigere end lynet fik han sko på og greb en mørk frakke. Han greb om sin mobil for at sende en sms til Yukii:

”Jeg er der om fem minutter” efterfulgt af en kys smiley.
 
Han smed den på passager sædet ved siden af sig sammen med gaven, før nøglen blev sat i tændingen og han kom afsted. Nok var han ikke specielt punktlig, men han var i det mindste ikke forsinket… Endnu! Han kørte måske lidt hurtigere end han burde, men han holdt tidsplanen og var faktisk udenfor hendes lejlighed. Hurtigt fik han lagt mobilen i handskerummet og tog gaven over på skødet, så hun havde en mulighed for at tage plads. Et varmt smil kom frem på hans læber som hun steg ind i bilen ”Hvor er du smuk.” sagde han og lænede sig ind og kyssede hende en enkelt gang på kinden. Nok var Malaketh normalt ikke den mest romantiske partner, men når det lige kom til Yukii, kunne han faktisk godt oppe sit game. Han rakte hende gaven der indeholdte en fin sølv halskæde med en lyserød sten i ”Jeg tænkte på dig da jeg så den.” sagde han og sendte hende igen et varmt smil. Det var trods alt deres årsdag. Han havde måske en mani med at glemme deres månedsdage, men nu var der grund til at give hende en dyr gave. Han så på hende som hun sendte ham et varmt smil og bed ham sætte halskæden omkring halsen på hende, hvilket han naturligvis gjorde. Han lænede sig ind og kyssede hende en enkelt gang, før han gav sig til at køre mod den restaurant han havde bestilt bord på.

~~~~~~~~~~~

Der havde gået 30 minutter hvor de blot havde siddet i bilen og snakket om alt mellem himmel og jord, men nu var de ankommet til restauranten. Det var fin mad, tre retters menu med vin til hver ret. Som de kom indenfor, blev de mødt af en tjener ”Godaften og velkommen til. Har De bestilt bord?” spurgte kvinden og så på Malaketh der nikkede ”Malaketh Vaal-Hazzak.” sagde han og trak let på smilebåndet som tjeneren nikkede og lede dem over til et bord ”Jeg kommer tilbage, når i har fået lov til at vælge jeres retter.” sagde hun og rakte dem hver et menukort. Malakeths blik rettede sig mod Yukii før han åbnede menukortet for at se hvad der var at vælge imellem.
 
Aften havde gået forrygende, hvis han selv skulle sige det naturligvis, det virkede også sådan på Yukii. Let lænede han sig indover bordet som de var blevet færdige med at spise ”Jeg har noget mere til dig, men jeg glemte det i villaen.” sagde han og blinkede en enkelt gang til hende før han rejste sig og gik over for at trække hans stol ud. Efter at have betalt regningen satte de sig igen ud i bilen og kørte hjem til Malaketh.
 
~~~~~~~~~~~

Igen da de kom hjem til ham åbnede han døren for hende og førte hende op til villaen. Lige så snart hoveddøren var blevet lukket og låst, sendte han hende et kækt smil, før han gik over og løftede hende op i hans favn og begyndte at kysse hende, som han forsøgte at guide dem halvblind til soveværelset.

Morgendagens første solstråler skinnede ind gennem vinduet som gardinet blev trukket fra "så står vi op" lød Leonore's stemme som solens stråler ramte Aria's ansigt og fik hende til at skære ansigt og mumle træt.
Aria vente sig om i sengen "neeej, 5 minutter mere" mumlede hun træt og forsøgte at gemme sig under dynen.
Hun kunne høre Leo's grin efterfulgt af den blide stemme "den går ikke, du skal i skole" sagde hun roligt som hun fjernede dynen fra Aria's ansigt, de fire ord som Aria hadet at høre mest af alt.
Aria så på Leo "skal jeg af sted, kan jeg ikke bare blive hjemme og hjælpe dig i klinikken i dag?" spurgte Aria, Leo smilede og kørte en hånd gennem Aria's hår for at få det væk fra hendes ansigt "selvom jeg ville elske at få din hjælp, så kommer skolen i første række, du kan hjælpe mig efter skole okay" sagde hun roligt, Aria sukkede og nikkede, hun vidste godt at det ikke nyttede noget at prøve og overbevise Leo om andet.
Leo rejste sig fra sengen "der er morgenmad når du kommer ned" sagde hun roligt som hun gik mod døren "og hvis du ligger dig til at sove igen så er det kold vand næste gang" sagde hun roligt og med et mere drilsk smil, Aria grinede lidt "jeg skal nok stå op" sagde hun roligt, Leo nikkede og forsvandt ud af døren.

Aria havde boet hos Leo i tre år, efter hun mistede sin mor da hun var 7 år og hendes far blev voldelig og mishandlede Aria, da Leo fandt ud af det en dag hvor Aria kom til hendes lægeklinik med flere skader end en 13 årig burde ha meldte hun Aria's far som blev sat i spjældet for børnemishandling, men i stedet for at komme på børnehjem tog Leo hende til sig.

Aria strakte sig og tog sin mobil, hun så på klokken, hun havde god tid, hun svarede på nogen sms'er, tjekkede sin facebook, instagram, snapchat og tiktok, inden hun satte musik på sin bluethooth højtaler og rejste sig fra sengen.
Hun fik fundet sit tøj og fik sig et bad, hun fik sat sit hår, lagt makeup, pakket sin skoletaske og slukkede musikken inden hun forlod værelset og løb ned af trapperne.

Aria satte sig i køkkenet sammen med Leo for at spise morgenmad, Leo så på hende "har du husket det hele?" spurgte hun roligt, Aria nikkede "selvfølgelig har jeg de..." Aria stoppede sig selv da Leo rakte hende en matematikbog, Aria så på hende "nu har jeg" sagde hun og tog bogen som hun lå i tasken "hvad skulle du dog gøre uden mig" grinede Leo lidt, Aria smilede lidt "sove længe" sagde Aria og de grinede begge to.

Aria fik spist sin morgenmad og ryddet op efter sig selv, hun fik sagt farvel til Leo inden hun skynde sig ud af døren for at komme i skole.

Timerne gik og hvad der ellers føltes som flere år gik endelig og Aria fik fri fra skole, nogen af pigerne fra hendes klasse ville i storcenteret og spurgte om hun ville med, så hun skrev til Leo og fik selvfølgelig lov.
Aria brugte en del timer i storcenteret med sine venner inden hun kom hjem til aftensmaden.

Under maden så Leo på hende "hvordan gik det i skolen i dag?" spurgte hun roligt, Aria træk på skulderne "det gik fint" sagde hun roligt og så lidt ned i sin mad, Leo nikkede roligt "jeg har fået en mail fra din lære i dag" sagde hun roligt, hvilket straks fik Aria til at se op på hende "om hvad?" spurgte Aria.
Leo fandt sin mobil frem og gik ind og fandt mailen frem "Aria har problemer med at følge med i timerne, hun mangler fokus og har svært ved at høre efter..." læste Leo og så på Aria "de spørg om alting er okay her hjemme siden du mangler fokus i skolen" sagde Leo efterfølgende og Aria så ned i maden igen.
Leo lå sin mobil væk og tog Arias hånd "hey, hvad sker der?" spurgte hun og virkede tydeligt bekymret, Aria sukkede stille "Det er bare fordi... der er kommet en ny pige i vores klasse, og jeg kan ikke fokusere rigtigt når hun er der, jeg ser kun hende... i dag så jeg hende på gangen og gik ind i et skab og jeg ved ikke hvorfor" fortalte Aria stille og Leo smilede "Aria..." startede hun og løftede Arias hoved op så hun kunne se hende i øjnene "du er forelsket" sagde hun roligt og med et smil, Aria så på hende med store øjne "hvordan kurere man det?" spurgte hun nervøst, Leo grinede lidt "det kan du ikke kurere, men det vil nok være en god ide at snakke med pigen" sagde Leo roligt og smilede til hende, Aria rystede på hovedet "det tør jeg ikke" sagde hun nervøst.

Leo smilede til hende "jeg er sikker på du nok skal finde modet til det, du er trods alt min tapre soldat" sagde Leo hvilket fik Aria til at smile, hun nikkede stille "okay, jeg kan altid prøve" sagde Aria og smilede lidt, Leo smilede til hende og krammede hende "men følg bedre med i skolen okay" sagde Leo, Aria grinede lidt "okay, det skal jeg nok" sagde hun rolig.
Leo smilede til hende og så lidt på hende "det er min pige" sagde hun roligt og kyssede hende på panden "få spist op og så skal du lave lektier" sagde Leo og Aria nikkede og spiste videre sammen med Leo.

Karaktere: Daeralda & Familie & Elverrådet
Title: Elverly Spa & Resort - by Elverly Inc.

"Nej, du hører ikke hvad jeg siger." Daeralda rejste sig og forlod skrivebordet stadig med mobiltelefonen holdt til øret. Det var blevet et både længere og mere omsonst opkald end hun havde forventet, da hun så hvem der ringede. "Nordskoven er lukket for offentligheden og dine slet skjulte trusler vil ikke ændre på det." Hun lyttede tålmodigt, men der var vitterlig intet nyt i grundende givet for hvorfor alle skulle have ret til at vade ind og bosætte sig hvor de lystede. Menneskerne blev aldrig anderledes. Så de noget udenfor deres rækkevidde, så blev det hurtigt det eneste de ønskede sig. "Svaret er stadig det samme. Prøv Skovrådet i Amazonitskoven, hvis du holder fast ved at bygge boliger i en skov der vil forsøge at udrydde jer."

Hun lagde roligt på. Nogle dage skulle bare starte besværligt og udvikle sig til det værre. En håndbevægelse og vandfaldet, der skærmende hendes kontor fra indgangshallen, trak sig til side og lod hende passere. To skridt videre og hun havde samlet Mystra op med en tablet i den ene hånd og en tilsyneladende endeløs liste af spørgsmål klar til affyring. De fleste enkle problemer der kun krævede hendes godkendelse til at blive løst, mens det sidste var. "... Møde med direktionen om ti minutter. Jeg har sendt noter til dagsordenen."

Daeralda stoppede kort og sendte niecen et varmt smil. "Tak, Mystra. Hvor ville jeg være uden dig?" Hun fik intet svar før hun var videre, men det var heller ikke nødvendigt. Smilet sank til et hvilende et af slagsen, som hun fortsatte dybere ind i Skovfortet.
Turister så efter hende, som hun passerede forbi, som var hun en del af elver-oplevelsen de havde betalt for - og på sin hvis så var hun det. Ikke mange elvere på hendes alder var at finde i Skovfortet eller nær de varme kilder. De foretrak Nordskovens ro og respekt for de gamle veje, hvilke var en del af grunden til deres basalte forsvar af dens ukrænkelighed. Ingen ønskede mennesker eller andre væsner nær Frosthjem og deres traditioner.

Døren til det gamle rådsværelse gled lydløst op for hende og afslørede direktionen alle var samlet. Intet her havde virkelig forandret sig andet end en ny titel for det uforanderlige Elverråd. Det var da også med en hvis lettelse Daeralda hørte døren glide i bag hende og isolerede dem fra resten af Elverly Spa og Resort.
"God formiddag. Dejligt at se jer alle samlet." Hun satte sig for bordenden og flippede over på den rette side på tabletten. "Første punkt på dagsordenen: Erneyll forsøger atter at tvinge sig adgang til Nordskoven. Åbenbart er det et eftertragtet område for eksklusive boliger..."

-------------------------------------------------------------------------

Mødet trak som forventet ud og gik over tiden, men som solen sænkede sit røde ansigtet ned under trækronerne forlod Vala rummet med en hvisken i sindet og lod Daeralda alene tilbage. De havde haft de sidste tre punkter og de havde efterladt en bekymret rynke i hendes bryn.
En der løsnede sig som døren endnu engang gled op og et velkendt væsen meldte sin tilbagekomst. "Jeg troede du havde forladt mig helt til min uvise skæbne." Hun holdt blikket på den ildflue flankede trækrone udenfor til et par varme arme lukke sig om hende med en klukken. "Du nyder for meget de få stunder I deler til at nogen af os ønsker at forstyre..."

Elisor drejede hende rundt så deres øjne kunne mødes uden mødes alvor til at dæmpe deres følelser. "Er du færdig for i dag? Pigerne har en overraskelse til dig og jeg tror ikke de kan vente meget længere." Det fik hende til at le dæmpet, som hun lænede sig ind mod ham. "Mon ikke de kan vente et øjeblik længere? Nu hvor der er helt stille her og der kun er os to..." Hun strejfede hans læber med sine velvidende det var alt der skulle til for at give dem den stund i tosomhed, som de havde så meget brug for.

Mere blev det heller ikke før døren atter gled op og en af de posterede vagter så ind. "Ahem. Der er opstået problemer med en alf i Spa-området, der synger usømmelige sange og et bud er netop ankommet fra Frosthjem." Fristelsen til at ignorere vagten stak sit grimme hoved frem, men ingen af dem var i positioner hvor egen behov kom først. I stedet delte de et suk og brød fra hinanden uden helt at slippe hinandens hænder på vej mod døren.
"Ses til aftensmaden?"
"Som altid."
Med det lod de hænderne falde væk, som de bevægede sig i hver sin retning mod hvert sit opståede problem.

Deadline rykket - I kan stadig nå det! :)

Jul var klart noget, som var et nyt fænomen for Aslak. Næsten lige så ukendt for ham, som det var for et Jehovas Vidne barn. Det kunne næsten ikke være mere magisk end dette. End ikke nogen magi kunne overgå dette, det var han da kommet frem til.

Julehjerter, julestjerner, julekranse, honninghjerter, jødekager, træer med alverdens pynt og alle de mange mageløse lys! Aslak var mildt sagt et barn på sukkerchok. Det kriblede lystigt i ham. “Her er min juleønskeliste sammen med de andres,” sagde Isora som hun rakte ham sedlen. “Har du din liste klar?” - “Jeg kunne ikke finde på noget,” formåede han at svare beklagende og tog hånden til nakken i et akavet træk. Aslak havde da slet ikke haft tid til at tænke over hvad han manglede, for hvad manglede en salphyrs der havde det hele!
Hele og hele var dog lige så meget sagt, Aslak manglede måske noget en del sokker, underbukser, en ny oplader, noget parfume - bare lidt af det hele generelt.

Hun skævede lidt skuffende til ham, men løftede blot hænderne op som en indikation på at det måtte han selv om. “Du skal kun give det, du har lyst til,” og med de ord kunne Aslak da gå i krig.

Listerne var lange, spækket med en masse gode og fantastiske juleønsker - mange ting som Aslak nærmest ikke forstod i.
Men det ville da ikke hindre Aslak i at gøre sit bedste forsøg. Så han tog da til Dianthos for at shoppe ind. Telefonen havde hjulpet ham lidt på vej til hvor han skulle handle, men priserne var da helt ude og skide. 
Selvom Aslak forsøgte at gøre det så godt som han kunne, var han alligevel i tvivl om hvor glad Isora ville blive for hans valg af gaver, men det måtte tiden frem.

[…] Så da Juleaften stod for døren i vogternes lille stue, var der hav af gaver. Store som små, de stod i tårne af sig selv, så man kunne frygte at det miste pust kunne vælte det og de ville få en flodbølge af gaver ned over sig selv. Enkelte havde nok forventet et eller andet form af kaos, så de så nok bare på det hele med et lidt fortabt mine, mens andre måbede og skævede til Aslak, som stod og smilede. “Jeres julemands fænomen synes virkelig at have båret frugt med sig i år, ikke?” ikke at de alle godt vidste, at Aslak var synderen i dette gaverod. Så lige så fint tog Isora ham blidt under armen og træk ham lidt væk fra de andre: “Sig ikke, at du har købt alle folks ønsker” mild som stemmen var, kunne selv han godt fornemme alvoren i det.

“Ne-Nej! Jeg gik til julemands marked i Dianthos og medbragte jeres ønskelister og fortalte ham om hvor gode I alle er og-” hun stoppede ham. “Julemanden findes ikke, Aslak,” men her måtte han stod ved sit ord. “Jeg har ikke købt det, jeg fandt en klap til øjet til Asvard med en lille drage ridset i, Sata fik et tørklæde med drager på, Elemér fik et gavekort til en lydbog, tror den hed Henry Patter og Ildenes Trofær, for der var drager med i, Idyrs fik en morgenkåbe med flammende blomster og jeg fandt en sten til dig,” - “Du købt mig en sten?” af alt hun bed mærke i, var det blot hendes egen gave. “Ja, den var pæn og mindede mig om dig,”

Meget kunne man sige, men Aslak var da ikke helt skæv på den, for inden i stuen hvor træet stod på gaver, kunne den rolige stemme af deres alle erfarne ét øjede leder bekræfte at Aslak havde altså ikke købt alle gaverne, men at det stod som en afsender af ho-ho-ho.

Karaktere: Cedrik & Lucky
Titel: Valentino Deluxe 
"Velkommen tilbage til aftens episode af Valentino/na Deluxe jeg er jeres vært Selune Memphina og lod os få jeg up to speed med hvad der skete i sidste episode!" Kameraret panorerede væk fra den smilene måneelver og over på detagerne i datingshowet.
"Sidste gang vandt Halvræven Cedrik den store overraskelse! I et spil terninger" Et kort klip spiller hvor man ser seks terninger ruller seks seksere inden en mand flipper bordet i frustration. "Imens Rosányra var på en date med hende bevingede beundre og i husker jo alle hvordan det gik!"

-

Lucky arbejdede på højtryk bag kulisserne for at gøre rummet bag den døren til den store overraskelse, hvor et eller andet var gået galt og selve overraskelsen manglede?! 
"Og nu til den store overraskelse!" Lød det over højtalerne som døren åbnede ind...

-

Og til Cedriks store glæde sad en virkelig fin halv kat på en pedestal, måske var hun lidt underligt klædt hun lignede lidt mere en elektriker end en deltager men det gjorde ham ikke noget. "Jeg vil gerne indløse måneskinds billetten!" hvilket fik alle til at kigge forvirret rundt. "Jamen det kan du vel godt..? Jamen! Rigtig god måneskinds tur til Cedrik og..." der gik et øjeblik som nogen fortalte Selene i øresneglen hvad halvkatten faktisk hed. "Lucky! Vi ses igen efter reklame pausen fra vores sponser Faust vidundere, og Krystallandets kvaliteter!"