Øjne: Store, mandelformede øjne med nærmest glødende lyseblå iris. Han har lange, forførende øjenvipper, der buer tungt ned over øjnene og op igen til sidst. Naturligt er pupillerne mere ovale eller ligefrem knivskarpe i forhold til menneskelige øjne. Pupillerne er lige så dynamiske som en kats, da de nærmest kan forsvinde ind i en tynd streg og pludselig udvider sig og nærmest fylde hele iris ud med sort på splitsekunder. Under forklædning som menneske, lader Enzel sig dog dagligt påvirke af katteurt, for at pupillerne forbliver runde. Rundt om Enzels øjne har han tegnet dem op med mørk henna-farve, der får dem til at stå i skarp kontrast til hans isblå øjenfarve.

Krop: Bleg, velplejet hud, uden slitage fra fysisk hårdt arbejde eller farlig leg som barn. Der er ingen pigmentfejl, rødme, fregner eller skønhedspletter. Han er ikke specielt høj for en voksen mand, men han fremstår alligevel ret lang i det, fordi hans muskulatur og statur er til den androgyne eller ligefrem feminine side. Han er slank og delikat, men på ingen måder udsultet eller underernæret. Han har skam muskelstyrke i hele kroppen, skønt den ikke er så fremtrædende.

Ar: Enzel har 2 dybe snitsår på højre håndflade.

Hår: Langt, slangekrøllet, glansfuldt, tæt sort hår, der aldrig er blevet klippet på nær pandehåret. Hans max-længde går ham længere end til albuerne. Pandehåret får ofte lov til at være langt nok til at kilde ham på næsen. Det generer ham slet ikke.

Tænder: Det mælkehvide tandsæt er en blanding mellem flade fortænder, hjørnetænder og skarpe kindtænder. De fire fortænder i overmunden er flade præcis som et menneskes. Hjørnetænderne er lange, tynde og dødbringende. De kan nemt blive forvekslet med vampyrtænder, hvis ikke man er i stand til at kende forskel. Der er også hjørnetænder i undermunden, som også er lange, men kan skjules lettere.

Ører: Små, glansfulde, sorte katteører med følsomme gråhvide hår på indersiden. Som regel, når de ikke lige er pakket væk bag turbanen, stritter de lige op i luften og tilføjer et par centimeter til Enzels højde. Hvis Enzel er uopmærksom på sine egne ører, kan de med lethed afsløre hvilket humør han er i.

Hale: Enzels kattehale er over en meter lang, sort- og langpelset med tendens til at krølle på spidserne på samme måde som Enzels hår på hovedet. Halen plejede at være yderst velholdt, men på grund af et halvandet års tid, hvor Enzel har gemt den væk, ved dagligt at binde den tæt ind til sit ene ben har den mistet en del af den oprindelige glans og fylde.

Kropsbehåring: Nok er håret, øjenbrynene og pelsen tyk og fyldig, og han har mørkt hår under armene og mellem benene, men på resten af kroppen er hårene dunede og nærmest usynlige på ham. Han kan ikke gro hår på brystet eller et decideret skæg, på grund af mange generationers målrettet avl, hvor man har ønsket at gøre hans art så hårløse på kroppen.

Mimik (ansigt): Uimponeret, uinteresseret, kold.

Mimik (krop): Rank, arrogance, elegance. Hans gang og velovervejede bevægelser, minder meget om en kats kontrol.

Stemme: Tendens til det nasale. Rubinsk dialekt. Spinnende og forførende.

Beklædning: Enzels stil skiller sig ud fra de andre Dianthosianere, fordi han insisterer på at gå fornemt og rubinsk klædt. Dianthosianere ser enten kedelige eller fjollede ud, ifølge ham, så han nægter at følge med strømmen. Han elsker sine fine, dyre tekstiler og silker med stærke farver med sølv- og guldtrådsmønstre i smukke motiver. Han elsker særligt motiver af småfugle eller rubinske elefanter, stjerner eller roser. Han går aldrig uden hovedbeklædning, da han forsøger at skjule sine halvdyrstræk fra verden. Han bærer nærmest kun turban (Indisk- og talibanskinspireret variant), men har også hatte, som han har købt hos Dianthos’ finere skræddere. Skoene er flade sko med snuder (punjabi jutti), og er aldrig kedelige, da Enzel ikke har dem på af praktiske årsager, men på grund af at han skal være smuk fra top til tå. Derudover pynter han sig godt og grundigt med guldsmykker med masser af farvede krystaller, og gerne flere ringe på en én hånd.

Daggert: Enzel bærer altid rundt på en daggert og tilhørende hylster i bæltet. Daggerten er et produkt af oldtidens Rubinien og har været en vigtig del af en større mordvåbenskollektion ejet af Llyon Naath. Daggerten bliver ofte slebet og er derfor altid skarp og klar til brug. Daggerten er udsmykket med rød og grøn metal, rubiner, snørklede motiver og et smukt, detaljeret skaft med to slangehoveder der ligner, at de går til angreb mod skaftets offer.

Amulet: Han bærer altid rundt på en amulet med et rundt vedhæng af metal. Amuletten er fra Dianthos og er ikke mange krystaller værd ved siden af hans andre, kostbare smykker, men det har affektionsværdi for ham, fordi Nicola Osamodas gav ham det, for at udtrykke sin kærlighed til ham.

Enzel er blevet velsignet med 9 liv. Han er i stand til at genopstå noget tid efter sin død, såfremt hans krop ikke bliver halshugget eller brændt. Hvor lang tid der går kan variere fra død til død.

Udover det kan han se, hvis en anden person er på nippet til at udånde, og kan bruge et af sine liv til at genoplive ham eller hende. Det kræver blot fysisk berøring og viljen til at redde personen.

Når evnen bliver taget i brug, er det kun Enzel og de berørte der vil opleve et magisk lys, inden døden indtræffer.

Liv tilbage: 7/9

Talenter

| Dristig | Karismatisk | Forførende | Stolt | Udspekuleret | Selvstændig | Agil | Halvdyrssanser |


Svagheder

| Grisk | Samlermani | Jaloux | Temperamentsfuld | Utilregnelig | Snobbet |Misbruger|


Personlighed

Med sine humørsvingninger kan Enzel gå fra kælepot til vildkat på ingen tid. Hans mange fjender der tror at de har ham hvor de vil have, bliver oftest overrasket. Med en magisk evne, der velsigner Enzel med 9 liv, er han mere dristig og gamblende. Han har ikke noget problem med at trække sin rubinske daggert og slå ihjel, men bryder sig ikke besynderligt meget om at rydde op efter sig. Han er nemlig en pæn mand udadtil, og især hans ry i byen og hans piger på bordellet er en sårbarhed for ham. Han er en dygtig forretningsmand, en ukærlig alfons, men kan ikke og ønsker ikke at skabe nogen venskabelige bånd. Han bryder sig ikke meget om mennesker, og når det kommer til hans egen slags, så er de blot små stakler, der har brug for at komme under hans vinge.

Det hele startede for mange år siden i et hjem i Balzera, hvor en velhavende herre fik den ide, at avle på sin smukke halvkatte-slave, som han elskede højt, inden hun blev for gammel til hans smag. På den måde behøvede han ikke bruge tid på at lede efter en ny, der både havde det udseende og det sind som hans nuværende havde, og han kunne måske undgå at sørge over sit tab. Ret hurtigt inde i hendes graviditet, blev han plaget af bud fra sine venner og familie, der ønskede at købe det ufødte barn, hvilket han ikke var interesseret i. Men det gav ham den ide at lave et eller to børn mere på hende, så han kunne indtjene nogle nemme krystaller.

Det skulle vise sig at blive til startsskudet af hans forretning. Slavebørnenes værdi steg i takt med at folk fik øjnene op for hans skønne katte, og han fik svimlende bud på krystaller og sjældne og magiske genstande, som var svære at sige nej til. Men han formåede aldrig at kunne følge med efterspørgslen. Rigmanden havde en voksen søn, der tog sig af avlen, da faren blev for gammel, og til sidst døde. Nu hvor der ikke længere var kærlighed eller etik i vejen, valgte den nye herre at flytte avlen væk fra byen i den øde del af ørkenen, hvor han kunne avle mere systematisk på dem. Han adskilte pigerne fra drengene, og med tiden blev de voksne isoleret fra deres egne børn. Drengene blev udpeget til at bedække deres søstre, kusiner, tanter og niecer, og umiddelbart mærkede man ikke til konsekvenserne af incesten og indavlen, indtil nogle generationer fremme, hvor produkterne begyndte at vise tegn på mentale lidelser, deformiteter eller tidlig dødelighed.

Dette blev sønnernes - altså børnebørnene til den oprindelige stifters problemer, og man forsøgte at genoprette kvaliteten ved at låne andre kvalitetskatte fra andre avlssteder ind indimellem. Og af og til kom der også børn, der havde fælles ansigtstræk med ejerne. De børn der lignede mennesker mere end halvdyr, blev diskret skaffet af vejen, men overgrebene fortsatte, også selvom det skadede forretningen og skabte splid i adelsfamilien.

Nogle generationer inde i det forkludrede stamtræ, blev Enzel født. Hans forældre var onkel og niece. Han blev fjernet fra sin mor med det samme, og blev ammet af sin tante indtil han blev gammel nok til fast føde. Da kunne han sorteres ind det hus, hvor drengene boede, i forskellige aldre. Hans ejere døbte ham Lest og havde ingen ægte kærlighed til ham, men de kunne se at han havde alle de ønskede halvkattetræk og de smukkeste himmelblå øjne, som ellers var gået tabt i avlen på grund af for mange fejl. De vidste at han havde potentiale til at blive solgt til en af deres mest kræsne, men godt betalende kunder, Llyon Naath, og derfor sørgede de særligt godt for lille Lest.



Da Lest fyldte 10 blev han bragt på slavemarkedet sammen med sin storebror Enzel. Ham han senere fik sit navn i dag fra. Han drømte om at blive solgt til det samme hjem som storebroren, og håbede naivt på, at nogen ville købe dem, fordi de ønskede sig børn. Men han og hans kæreste bror blev adskilt den dag. Hans bror blev solgt for småpenge til en væmmelig rubinsk herre, der ikke gik stille med dørene med, hvad han godt kunne tænke sig at gøre ved ham. Llyon og en Kazimi-herre endte i en budkrig, der vist blev til en slags magtkamp - en showoff af velstand, og Lest endte med at blive solgt til en historisk høj pris, der lød på 185 diamanter.

Modsat den herre, der købte hans bror, var Llyon flot og rar, og virkede ikke til at ville gøre ham fortræd. Llyon ville bare gerne have noget pænt at kigge på. Ret hurtigt mærkede Lest på sin herre, at han var et kærligt menneske, og han forelskede sig hurtigt i ideen om at tilhøre ham.

Llyon gav Lest et mere værdigt navn. Percival, som betød kriger. Det blev lynhurtigt til Min lille kriger, eftersom at hans halvkat var en dreng med overraskende meget krudt i røven og ordentligt mange narrestreger, der for det meste gik ud over chateauets tjenestefolk og i særdeleshed gik ud over Llyons søster. Hun brød sig nemlig meget lidt om sin bror eller hans kæledyr. Og eftersom hverken hun eller tjenestefolkene havde noget at skulle have sagt, fik Percival lov til at gøre hvad han ville, og blev en meget arrogant, snobbet og forkælet teenager. Kun overfor Llyon var han kælen og lydig. Han sov altid i hans seng, og foretrak at sidde ved hans skød og spise af hans hånd, frem for at spise for sig selv. Deres forhold var et mærkeligt et, der blev set skeptisk til af både tjenestefolk og forretningspartnere, men det blev ignoreret af Llyon. Han elskede sin kat, og Percival elskede ham.

Som 15-årig gav Percival sig selv til Llyon, og de to indgik i et blodigt ritual, hvor de blandede blod, og lovede at de aldrig skulle skilles ad.




WIP.

Llyon Naath| Hans herre som han har blandet blod med. Enzel anser ham som en slags værge.

Nicola| Hans "ægtemand" som han også har blandet blod med.

Enzel er et produkt af slaveavl og har derfor masser af ægte familie, som han ikke kender til. Han har nogle brødre som han mindes, men han husker bedst sin storebror Enzel, som han i øvrigt har taget sit navn fra. Derudover er der alle de ansatte på hans bordel, som han ser lidt som en slags familie, som han skal passe på. Pigerne er beskrevet under Ledsager.