"Ja?" 
    Sidka kvikkede kun endnu mere op ved ordene om en effektiv måde at grave i sagen på. Det her var lige netop det, hun havde brug for. En person, der var villig til at lægge noget arbejde og hjælpe hende med at få sin bror tilbage på ret kurs.
    "Pfft, Sibal ville aldrig være så dum," svarede hun og svingede benene udover sengekanten, men blev dog stadig siddende. Ingen grund til at rejse sig for blot at dejse om. "Jeg har brugt hele mit liv sammen med ham og kender ham bedre end nogen anden. Der var intet frivilligt over vores tilfangetagelse i Elverly. Vi blev adskilt, og vi endte med hver vores skovelverkvinde, vi kunne udnytte."
    Hun blottede tænderne ved mindet om hvordan Yume'Ave Risindier  havde vredet sig under hende. Sibal og Sidka var af samme støbning. Selvom de var blevet afskåret hinandens fysiske nærvær, ville de stadig handle ens. De havde samme opvækst, samme træning og samme sind.
    "Jeg ved han udnyttede helbrederen til at komme ud af Elverly - præcis som jeg udnyttede rådsdamen," fortsatte hun. "Så undervejs må helbrederen havde forhekset ham, der er ingen anden forklaring. Så jeg er klar til at gøre, hvad du befaler, Lucid. Jeg vil have min bror tilbage, koste hvad det vil."

Lucid havde aldrig hørt om denne Sibal før nu, men han vidste selvfølgelig godt at det var hendes bror, og at han måtte have en plads her i hæren et sted. Lucid kendte kun nogle af de helt store navne her.

“Hmmm,” Lød det funderende fra ham. Hende Sidkanys var fast overbevist om at der var tale om en slags forhekselse. Hvis det var sandt var det noget han måtte undersøge, og Sidkanys skulle hjælpe ham med at finde Sibal, så Sibal kunne lede ham videre. Og så kunne hans nysgerrighed måske blive mættet.

Han rejste sig op foran hende og begyndte at rode igennem sine tykke lag i vinteruldkoften. Hvor var det nu? Nå ja. Der. Han fandt hurtigt frem til indholdet i en taske, men løftede nænsomt indholdet frem.

“Din fortælling leder an til en masse spørgsmål. Men jeg fortrækker selv at finde ud af det. Mine metoder er at grave sandhederne frem i drømmene. Men selv disse kan naturligvis være farvede af nederdrigtig heksekunst, så vi må være skarpe.” Han lukkede hånden med de knoglede, lange grå fingre med det sorte kløer kløer op, hvor der var et lille udtørret elverrod i et glas forseglet med en prop. Den så intakt ud, men ville forstøve ved berøring. Magien i roden var dog stadig intakt.

“Hvis du vil se med, med dine egne øjne, beder jeg dig indtage denne, så du vil falde i søvn på stedet.” Han kiggede hen på bordet ved siden af hendes seng, hvor der på et tidspunkt var varm te til hende, når hun stod op, men nu var den samme temperatur som lokalet her. “Bland den i din te, eventuelt.”

    "Se med i... Skal du ind i Sibals drømme?" spurgte hun med overrasket udtryk.
    Sidka havde allerede fat i sin kop te og tog roden, som straks forstøvede hen over teen. Sidka lagde hovedet på skrå. Spændende. Hun sluprede teen i sig og tørrede sig om munden. Uanset hvor meget, Lucid selv ønskede at finde ud af sandheden, kendte Sidka den jo allerede. Men om hun gerne ville se med i Sibals drømme! Der kunne jo være årevis af mobbemateriale i bare en enkelt af dem, det var hun sikker på.
    "Nogle gange har vi de samme drømme, fordi vi også er forbundet af vores magi," sagde hun. "Det sagde I'endrith i hvert fald. Jeg tror... ZZZzzzz."
    Sovende Sidka væltede til siden og endte med hovedet på Lucids skulder. Tekoppen trillede ud af hendes greb og faldt mod gulvet. Mørkelverens drømme var som altid fyldt med vold og gru, blod og død. Den bedste slags drømme i hendes mening.

    Men snyde hende, gjorde han.
    Så snart skovelverens hånd lå i hans, sprang han op fra klippen med magi, hun ikke havde fremmanet. Jorden rystede under hende, og hun blev selv sendt op på toppen, direkte ind i midten af klanens festligheder, hvor Sibal blev båret på andres hænder. De hujede til ære for ham. Selv ilden dansede for ham. Hans fjogede smil fik Sidka til at skrige. De unge kvinder flokkedes omkring ham, men der var noget galt. Deres hud var lys og de var klædt i grønne blade fra Lindeskoven.
    Duften var den samme. Duften af sødme og svaghed.
    Sidka var ikke engang sikker på, om det her var hans eller hendes drøm mere. Det flød så meget sammen, at hunblev forvirret. hun havde været et andet sted lige før, havde hun ikke? Et sted med en person, som hun havde haft en plan med. En plan om et eller andet med Sibal. Noget med at mobbe ham?
    
    Lindeskovens græs indrammede Renaéls ansigt, der var fyldt med skræk og rædsel.
    "Hvad mener du med hud-ædere? Har jeg fået nogle på mig?!" skreg han panisk.
    Sidka sad henover ham og lo ad sine lungers fulde kraft. "Du faldt faktisk for det! Jeg skal nok beskytte dig fra alle de farlige ting i skoven! Haha!"
    Pludselig stod en kvindelig elver over hende med spændt bue. Sidka var på knæ, selvom hun ikke kunne huske, at hun havde flyttet sig.
    "Vi burde bare slå den ihjel med det samme!"
    "Hvor er Sibal?!" hørte Sidka sig selv skrige, men han var langt væk. Han var helt ovre på borgmuren, som lå tre bakker væk. Det sneede derovre, selvom solen skinnede, hvor hun var. Han var for langt væk til at han kunne hjælpe hende.

Hendes stemme syntes at formå at standse det kaos af minder og forestillinger, der udspillede sig i underbevidste drømmetilstand. En grå, knoglet dæmonhånd lagde sig på hendes ene skulder. Vrede, truende skovelvere og udskældende ord dæmpedes og forsvandt. Borgen kunne ses langt borte, og det syntes umuligt at nå derhen. På borgmuren udvikledes en rørende genforening mellem to tvillinger sig til en rivaliserende slåskamp, der kostede blod.  

Lucid stod ved siden af hende og betragtede hendes seneste minde om hende og Sibal sammen med hende. Hun havde været utrolig let at trænge ind til, men drømmen havde han svært ved at styre, fordi den var så voldsom. Hun havde været en del ting igennem, der aldrig var blevet bearbejdet. Det var klart, når nu følelser ikke var noget man gik særlig meget i, når man havde mørkelviske rødder. "Dit forhold til din bror var meget stærkt engang, var det ikke?" Spurgte han gennemtrængende i den drømmeagtige verden. Sibal havde netop Slået hende for tredje gang, og havde råbt hende truende ind i hovedet, inden han bakkede væk og forlod hende til at dø i sneen. Altså... Sidkas replica i drømmesneen.  Det her var Sidkas drøm, og ikke Sibals. Det var tydeligt nu. Han havde snydt hende. Men kun for nu. For at kunne møde Sibal i drømmene, var han jo nødt til at se ham igennem Sidkas minder. 

"Men nu har han forladt dig... for en skovelver..." Lucid drejede hovedet til siden og kiggede længe på Sidka. Selv havde han set hende lege med en skovelver. Måske var der ikke et direkte had til dem allesammen?

    "Fordi en skovelvertøjte har forført og forhekset ham," svarede Sidka og knyttede næverne i raseri.
    Raseri over det, skovelveren havde gjort ved Sibal. Raseri over det, Sibal havde gjort ved hende. Raseri over alt det, hun følte, hun kunne have gjort, men som hun ikke vidste hvad var. Hvis de aldrig var blevet adskilt i den skov, stod de ikke her nu.
    "Vi var tættere end sammenvoksede træer," svarede Sidka og lagde ikke mærke til at der dukkede et sammenvokset træ på bag dem. Ligesom at hun ikke rigtig havde lagt mærke til, at de var i hendes drøm. Sibal havde også været en del af kampen, så det gav fin mening. Resten slog hendes hjerne hen som at hun måske bare selv drømte lidt i drømmen. Klogere var den unge mørkelver heller ikke. "Vi gjorde alting sammen. Kæmpede, tog på jagt, sov, spise. Vi var ét sind, ligesom I'endrith altid har sagt, vi skal være. Men vi mistede hinanden i skoven, da vi var på jagt i Lindeskoven. Han blev taget af dem, og jeg tog derind for at finde ham. Der var han stukket af med hende heksen."
    Sidkas stemme døede ud. Der var ting der prikkede i hendes hals og rullede i hendes mave. Som fornemmelsen af opkast, men uden at det helt kom. Det var ikke rart, og det skulle helst stoppe snart. Det hjalp at holde lidt kæft af en eller anden grund.

Dæmonen ved hendes side som så tydeligt var til stede og alligevel var som en stemme i Sidkas hoved, holdt sin arm betryggende om mørkelverkvinden mens hun kvæltes i sine egne ord. Her i drømmene havde hun lige så lidt kontrol over sin vrede og sorg, som i virkeligheden. Dem kunne Lucid ikke bare sådan trylle væk. Han kunne dog så let som ingenting manipulere med deres omgivelser til noget mere behageligt, hvis det var det han ville. Men det gavnede ham ikke lige nu. Nok havde Sidka brug for nogle bedre drømme end de mareridt han var kommet ind til, men hun havde godt af at bearbejde sin vrede og sin sorg.

"Ja, jeg så smerten igennem dine glødende øjne," Svarede drømmestemmen. Han havde set bidder af hendes forhold til broren mellem drømmene, og havde næsten følt Sidkas kærlighed og had til sin bror. Bare fordi man var over tretusinde år gammel, betød det ikke at han var uden medfølelse. Han kunne stadig sagtens føle for de små pus, og han kunne endda misunde dem for at føle så passioneret stadigvæk. "Skovelvere er ikke til at stole på. Du hader dem virkelig..." Lucid slap det beskyttende tag om hendes skulder og kastede et blik på træet bag dem. Et kritisk blik. Det var ikke et han selv havde fremmanet, men noget Sidka, angiveligvis havde formået at skabe ubevidst.

"Der er dog en enkelt skovelver, som du har kær, er der ikke?" Lucid smilte spøgefuldt. Det var noget hun ikke havde nævnt, men hun havde vist ham flere minder om en køn elver, som hun i modsætning til de andre billeder, ikke havde vist fjendtlighed overfor. Måske var det ikke alle skovelvere som hun fordømte? Han løftede sin blotte hånd of forlangte endnu et skift i deres omgivelser. "Vis mig lidt mere," Forlangte han roligt, nu hvor han havde hende der hvor han ønskede.

    Sidka følte sig beroliget af Lucids tilstedeværelse. Ordene trængte ind, som havde hun selv tænkt dem. Det var en underlig følelse. Som om at han var ved siden af, men også inde i hendes hoved. Som om han talte til hende med hendes egen indre stemme.
    "Nejnej! Jeg hader alle skovelvere! Eller jeg hader dem der gjorde det mod min bror. Resten er ynkelige fjolser!" prøvede hun febrilsk at sige til hans ord, mens et drømmebillede af Renaél dukkede op ved siden af træet, hvor han antageligvis tog en lur. Hun havde ryggen til træet og opdagede det ikke.
    Omgivelserne skiftede, før hun kunne holde sin tankerække og fortsætte sine bortforklaringer. I stedet var de på Obsidianøerne i et væld af forskellige folk, alle klædt i sodlateruniformerne. Bagfra lignede de alle Sibal, men så snart de vendte sig om, ændrede hårfarven og ørernes længde sig, eller de groede horn ud af panden og var bestemt ikke Sidkas bror. Da hun først ankom til øen, havde hun brugt dagevis på at lede efter ham. Ledelsen havde ikke været til megen hjælp, og hun havde gennemgået barakker og træningssale, men ligevidt kom hun. Han var dere ikke, og hun lukkede sig inde i et mentalt fængsel af sorg. Prøvede at komme på opgaver til fastlandet for at fortsætte sin søgen, men blev ikke udtaget til andet end korte kystangreb. Hun forstod stadig ikke, hvorfor han ikke havde sagt, at han var på øen. Hvorfor han ikke havde ledt efter hende.

Lucid lyttede til hende og kommenterede ikke på, om han troede hende eller ej. Men han skævede da om på den hvilende elver. Han var efterhånden en dygtig drømmetyder, så han tvivlede nu stærkt på, at nogen kunne forbande en så fredelig, ung skovelverknægt væk. Selv for en farlig mørkelverkvinde. Men nu var de jo ikke her for at Lucid skulle få hende til at indse sine egne fejl. De var her for at søge efter hendes bror, så de kunne se hvad det var for en skabning, som hendes bror havde lade sig forhekses af. Om det virkelig var en heks, eller blot... en kvinde.

Omgivelserne hvirvlede atter omkring dem, denne gang fordi Sidkas stærke evne til at drømme, atter tog over. Lucid følte sig lidt ude af kontrol her i hendes drøm, men han lod det ske fordi hendes drømme var sygelige, og de var interessante. Hun havde virkelig lidt under et stort svigt fra sin bror, forståeligt nok. Men han så sjældent drømme som disse, hvor ansigter var så tydelige. Sibals ansigt var klart for ham nu - Han og Sidkanys lignede hinanden, det kunne man ikke tage fejl af.

Lige så forsigtigt forsvandt Lucid ud af syne. Ikke noget Sidka ville bemærke, så længe hun opsøgte den ene soldat efter den næste, kun for at blive knækket hver gang manden vendte sig om og så hende i øjnene, og havde ugenkendelige ører, øjne eller horn. Det måtte være begrænset for hvor meget svie og smerte hun kunne håndtere, ikke? Før eller siden måtte hun stoppe op og indse, at Sibal ikke var at finde i nogle af de statister. Lucid ventede til at hun var knækket og gav op, før han dukkede op i mængden af Sibals, iklædt sine sorte gevanter og den røde maske i bæltet, som glødede.

"Den rigtige Sibal finder vi ikke her. Kom," Sagde han. Med en stemme der mindede om blæstens rusken i trækronerne og bækkenes rendende vand. Han rakte ud efter hende med en tilbydende hånd. Bag ham voksede der flere træer op, ligesom de store træer i Lindeskovene udenfor Elverly. Isaris lys strakte sig igennem de sparsomme huller i det frodige tag. Sidka befandt sig stadig i det kolde rum, men tog hun imod hans hånd ville soldaterne omkring dem forsvinde, og skoven begynde at gro og overtage fliser og stolper i drømmen der tilhørte Sidka.

    "Sibal! Sibal!"
    Sidka råbte sig hæs på at kalde på broren, som ingensteder var at finde. Blandt alle ansigterne, blandt alle soldaterne, blandt alle hendes drømme var der kun et aftryk af ham. Et minde, hun havde svært ved at holde fast på. Hun manglede ham noget så inderligt, og hun nægtede at give slip.
    Andre væsner ville bukke under for sorgen og synke i knæ i mængden af skuffelse, som drømmen skabte. Ikke Sidka. For hun havde lært at håndtere sin sorg gennem vrede. Så da hendes følelser kammede over, begyndte hun at slå alle ikke-Siballerne. Hun rev fat i deres horn, kastede dem ned mod jorden og stampede på deres drømmekroppe indtil de blev til støv under hende. Lige indtil hun så op og Lucid var den næste i rækken. Med en udstrakt hånd og isblå øjne, der fik Sidka til at stoppe sin masakre. Hun tog hånden, som førte hende væk fra drømmens tyranni, men dermed også væk fra sine undertrykte følelser. Hun ville aldrig indrømme det i vågen tilstand, men lige her var det nemmere at flygte fra smerten. Blive distraheret.
    Skov væltede op fra jorden omkring hende, og hun følte sig med ét meget mere hjemme. Det føltes som når hun brugte sin magi til at få jorden til at skælve. Det her var hendes hjemmebane. Jorden i kontrolleret kaos under hende. Fødderne førte hende længere frem, mens hun nød løvtræernes duft og solskin, der kom ned gennem bladene uden rigtig at komme et sted fra.
    "Hvor går vi hen?" spurgte hun. "Hvor finder vi Sibal?"

”Er du så færdig med at smadre dine mange brødre?” Lo Lucid en kendte tilbageholden, for ikke at negligere hendes traume. Men det havde været underholdende, måske endda imponerende, at se hvordan hun uden tøven havde kastet sig i åben krig mod alle der nærmede sig hende. Det her var hendes drøm, og Lucid havde ikke haft noget med alt kaosset at gøre. Der var ingen grund til at gøre situationen værre for hende her, så måske var det for det bedste, hvis de tog videre nu…

Han gav hendes hånd et klem, da hun tog imod den. Et skridt inde i Sibals drøm, og hendes egen var som forsvundet. Mon det var begyndt at gå op for hende, at det hele blot havde været en drøm?

”Hmm, en skov?” Lucid kiggede rundt. Aldrig havde han været i en skov som denne før, men den var temmelig detaljeret og overbevisende, hvilket plejede at betyde, at det var et minde. Og at Sibal var en meget kreativt tænkende mand. ”Er vi tæt på Elverly?” Spurgte han Sidka. Måske hun vidste bedre end ham, da hun trods alt kendte sin bror…

Lucid hørte dæmpede lyde et sted fra højre, og drejede hovedet den retning. Hans øjne fokuserede et sted igennem alt det grønne og frodige.

De to drømmerejsende skulle ikke langt ind i Lindeskoven, før man kunne høre elvisk sprog blive talt. To unge elvere, en mørkelvermand og en skovelverkvinde, der lå i ly for solens stråler og pjantede forelsket med hinanden.

”Jeg sover ret tungt,” Beklagede Sibal. Han lagde sig mageligt ned i det bløde græs ”…Og jeg snorker noget så forfærdeligt!”

”Du snorker forhåbentligt ikke lige så slemt som du kysser?” Svarede den mørkhårede skønhed ved hans side, drillende og udfordrende, inden hun selv lagde sig ned ved hans side. Hun lagde sin hånd ved hans bryst, og ønskede hans nærvær.

”Jo, det gør jeg!

Der blev puffet til ham, men ikke hårdt. Ikke som med den styrke Sidka ville slå ham. ”Jeg håber du sover forfærdeligt!”

Sibal og hans elskerinde var begge klædt i skovelverklæder. Hendes var en simpel hvid kjole, mens Sibal havde sit eget gamle, sorte tøj på fra den dag skovelverne tog ham. Men udenpå havde han en grøn elvisk vest, som han havde hugget fra en skovelvervagt. De to lod ikke til at ænse at de havde tilskuere på, men lagde sig i ske, så Sibal kunne dufte kvindens hår og tage hende ved hendes bryst.

Den unge, umiddelbare uskyldige kærlighed af hans, lod det ske efter små, sølle protester.

    Sidka var ikke særligt opmærksom på, at det hele var drømmeagtigt, før Lucid kommenterede på hendes massakre af falske brødre. Det var stadig tåget i hendes sind, men en eller anden form for klarhed gled over hende, da hun fulgte med ham. Da omgivelserne ændrede sig og de trådte væk fra det, der føltes hjemligt. De første par skridt i den nye skov var som de første efter lang tid i en seng. Man blev friskere med hvert fodtrin.
    "Er det her ... Er det her Sibals drøm?" spurgte hun Lucid og så sig omkring. Det her lignede den del af Lindeskoven, tvillingerne var rejst igennem på deres vej mod bytte nær Elverly. "Var det andet ... min?"
    Hun fik ikke tid til at tænke for meget over, hvis tanker der havde lavet hvilke drømme, før hun blev opmærksom på samtalen under træerne og fæstnede blikket ved de to elvere, der lå sammen i græsset. Skovelverklædt. Men Sibals mørke hudfarve stod i skarp kontralt til den andens blege hud.
    "Hvor er hun grim," sagde Sidka ufiltreret som første forsvar mod konfrontationen med, at Sibal havde forelsket sig i en anden.
    Hendes hænder knyttede sig, og hun så op på Lucid. Hun havde lyst til at kaste sig over skovelverpigen og flænse hende fra sin broders greb, men hun havde også lige tævet en hel flok ikke-Siballer, og det begyndte at dæmre for hendes sind, at hun ikke anede, hvad der foregik. Eller hvor hun var. Eller hvad hun lavede. Så hun søgte præstens blik og håbede på, at han kunne guide hende.
   "Hvad nu?" spurgte hun, ubevidst stille for ikke at gøre opmærksom på sig selv overfor parret.

Aah, det var begyndt at klare op i Sidkas hoved nu. Mon ikke også det hjalp, at han var blevet mere synlig og stod ved hendes side. Han skævede ned til hende. Øjnene hvilede roligt. ”Det er Sibals drøm, og kvinden ved hans side er blot et minde, der ikke nødvendigvis afspejler den ægte vare,” Forklarede han. Hun virkede overrasket, og det kunne han godt forstå, for hun havde næppe mange rolige nætter med de voldsomme drømme hun selv gik med. De mindede meget om hans egne drømme, fra før han lærte at kontrollere dem.

Han blev stående med hende og kastede ligeledes opmærksomheden over de to forelskede, puttende elvere. Modsat hvad Sidka mente om kvinden, fandt Lucid det nu meget behageligt for øjnene, at se to kontraster der havde mødt hinanden. ”..Synes du?” Spurgte han, uden at være oprigtigt nysgerrig efter et svar. Hun kunne umuligt undgå at se, at denne skovelverkvinde lignede enhver mands drømmekvinde.

”Tja, jeg holder Sibal fra at drømme om noget andet, så vi kan finde ud af om vi har med en heks at gøre eller ej,” Lucid var endnu ikke afvisende for at Sibal kunne være forhekset, bare fordi kvinden var smuk. ”Men hvis du ikke gør noget snart, frygter jeg at det her bliver endnu en hormonel teenagers våde drøm, og det har jeg ikke tænkt mig at blive for at overvære.” Så… Lucid kiggede ned på hende igen, og afventede i stedet for at høre hvad hun selv havde af planer. Hendes voldelige adfærd lod til at være hørt op, så hun var nok ikke på vej ind for at rive kvinden eller Sibal i håret.

Lucids mund havde været neutralt indtil videre, men nu bredte det sig til et mere ondskabsfuldt et ”Hvis det kan hjælpe på dit sårede hjerte, kan vi altid lade en ulykke ramme dem her og nu.” Det ville ikke gavne hende meget i sit forsøg på at redde hendes bror, men alle hendes hemmeligeste drømme kunne Lucid stort set opfylde her i drømmetilstanden.

    Sidka havde faktisk været lige ved at foreslå at hun gik hen og sparkede dem i ansigtet, da Lucid sagde, at de skulle gøre noget ved den retning, drømmen var ved at tage. Så det var godt, at han kom med et reelt forslag, for ellers havde hun gjort det. Hans forslag lød dog noget sjovere, og derfor fugtede hun læberne og tænkte over ulykker, der kunne være sjove at regne ned over dem.
   "Hvad med en incubo? Uh, eller træet kunne vælte," sagde hun. "Nej, et lyn kunne slå ned i træet! Eller der kunne gå ild i det. Eller græsset kunne blive til lava, eller... eller!"
    Sidka havde alt for mange grusomme ideer til, hvad der kunne ske omkring dem, og det var slet ikke til at vælge. Især fordi hun ønskede at skovelverpigen blev slugt af jorden, eller omdannet til sten eller bidt i tusind stykker af et eller andet grusomt. Men det ville hun jo ikke se Sibal blive udsat for. Ikke lige så meget som han tydeligvis havde ønsket at se hende fryse ihjel i en snestorm. Så at smadre hans søde lille drømmekæreste var det mindste, hun kunne gøre til gengæld. Lortebror.

Der var et eller andet over den unge mørkelverkvinde, der frembragte noget at dæmonens naturlige kaotiske natur. Han kunne skam også finde kaos underholdende, men modsat hans artsfæller blev han også hurtigt tilfredsstillet. Han anså Sidka for at være den kreative af de to, eftersom at hun måtte have et voksende, hadefuldt monster inde i hendes dybeste indre, der gerne ville ud af hende. Især ovenpå den behandling hendes egen bror havde givet hende!

Han smørrede det ene ærme op, klar til at arbejde på at ændre drømmens retning og give hvad end hun ville have. Det første der slog hende var en incubo? Det lyd meget mærkværdigt og tilfældigt, men jaja. Han kunne nok godt gøre et forsøg.

Lucid stoppede dog sig selv før han overhoved var begyndt, fordi Sidka ikke stoppede der! Nej, nu skulle det være væltende træer og diverse andre naturkatastrofer, der skulle ramme kæresteparret.

”…Det er meget svært at vælge, når man har alle muligheder i verden.” Kunne hun snart bestemme sig, eller hvad? De havde al tid i verden, og alligevel ikke... Sidka eller Sibal kunne vågne af noget fra den virkelige verden, hvornår end det skulle være… ”Vil du hellere kigge på?” Lucid indikerede uden tvivl at han forventede at der ville ske mere i hanelverens drøm, hvis de bare lod dem være. Han havde meget erfaring med drømmevandring, og unge mænd var rimelig… tilregnelige.

    "Øøøh..." 
    Spørgsmålet kom bag på Sidka. Normalt var hun ret glad for at se på, når hendes bror legede med folk men det her... Det her var for meget. For frivilligt og for uskyldigt. For rigtigt.
    "Lav en incubo," sagde hun så, stålsat. "Om ikke andet, bør den minde ham om mig."
    Sidka tænkte tilbage på deres jagt på incuboen. Hvor skadede, de var blevet, men hvor overlegent der var vendt tilbage med byttet. Hvordan de havde samarbejdet som de burde og var kommet i live fra mødet med det store bæst. Sibals og Sidkas samarbejde havde været det, der havde reddet dem, og nu lå han der og hyggede sig med en skovelver. Med byttet. Ughr. Det var kvalmende at se på. Hun havde lyst til at kværke den sorthårede skønhed, som var så modsat Sidka, at det gjorde helt ondt i hjertet.

En Incubo? Et besynderligt valg, tænkte dæmonen, men Sidka hintede om at hun og Sibal havde kendskab til det sjældne, farlige væsen. Lucid forstillede sig at de havde haft den som kæledyr et øjeblik. Det to var jo mørkelvere trods alt... Men kunne en incubo overhoved tæmmes? Lucids egen viden om de glødende bæster var begrænset, men heldigvis behøvede han ikke fæste lid til sine egne erfaringer, når nu han havde dem begge to.

Uden at kommentere hendes ønske - end uden at fraråde hende det voldsomme forslag, drejede han sig mod de to hvilende elvere. Og da han gjorde det, skiftede vejret og omgivelserne hurtigere end hvad der var naturligt.
En måne rejste sig på himlen. Glødende. Blodfarvet. Den kastede sit røde lys på alt hvad den kunne nå.
En kølig vind, der føltes ægte, fik det til at ruske i trækronerne, og fik de to elskere til at søge varmen hos hinanden. Selv Lucids og Sidkas hår og løse beklædningsdele blev trukket i, men det var ikke noget der generede dæmonen, i hvert fald.

Sidkas Incubo, skabt ud af hendes minder, kom til syne i det fjerne. Den havde Sibals pile igennem kroppen, og ar og slag fra skarpe våben. Den var agrresiv lige fra start og skrabede i jorden med sine hove mens den vrinskede.

Den genkendelige, skrækindgydende lyd fra Sibals barndomstraume fik ham til at rejse sig op hurtigt. Han så straks det muskuløse monster, der havde form som en hest, men på ingen måder kunne sammenlignes med en. Han for op og forsøgte at vække hans kvinde ved at kalde hendes navn. Hans hånd søgte hans bue og pile, som han altid sørgede for sig at have ved sin side men... Det var som om at de var elimineret fra eksistens... Der var ingen våben at angribe med!

Incuboen galoberede farende over imod Sibal. Den stejlede og slog ud efter ham, uden overhoved at ramme, men Sibal faldt tilbage i jorden helt af sig selv. Det var ikke ham Incuboen var ude efter. Den havde af uforklarlige årsager set sig sur på kvinden ved hans side, og stejlede endnu engang, klar til at slå på den unge elverkvinde, der Sibal bekendt ikke anede hvordan man beskyttede sig selv. Sibal fornemmede hvad der ville ske. Der opstod et modbydeligt dilemma om liv og død i ham, men problemet var, at der ikke var nok tid til at tænke tingene igennem i, så han fulgte sit hjerte og kastede sig over hende, for at beskytte hende med sin krop, klar til at dø til vægten at incuboen, når først dens hove landede på hans ryg.

Det skete bare aldrig. For Incuboen landede præcis som Lucid ville have det, og Sibal havde aldrig været målet. Lige nu var han kun i vejen. Hestetænder bed sig fast i skovelverdragten på Sibal og flåede ham væk fra den kvinde han beskyttede. Med et voldsomt kast med hovedet smed den Sibals krop til side og gav sig til at trampe voldsomt og målrettet på hendes spinkle krop indtil hendes lyse skrig holdt op.

Sibal var så målløs over hvor lidt magt han havde over situationen, at han frøs på stedet og så på at hans elskedes arme og benknogler brækkedes som grene, og den hvide kjole blev indhyllet i jord og blod. Incuboen fra hans mareridt havde lige trampet hans elskede i smadder på under et minut.