Lucid har først og fremmest et skyggedæmonisk udseende, der til forveksling minder meget om den billedlige beskrivelse af selveste dæmonguden Zaladin. Han har spidse ører, horn i panden, en smidig takhale og solide, mørke kløer på hænder og fødder. Håret gråt og glat. Hans hud er mørk og farveløs som udbrændt aske. Huden på både hænder, føder og led har lidt under hverdagsslitage igennem flere hundrede år, såvel som større snitsår der har mærket ham med væsentligt dybere ar. Hans øjne er yderst specielle, nærmest slangeagtige og uhyggelige, men samtidige så rolige og smukke. Farvesammenspillet i hans blik bevæger sig harmonisk fra de kølige blå farver til de lidt mere vilde og gyldne toner.

Generelt har Lucid et maskulint udseende, trods træk i ansigtet, der vurderes til at være til den feminine side, så han føler sig som- og bliver behandlet som en primært mandlig dæmon.

Som evig tjener og ordfører af Zaladin, klæder Lucid sig i mørke, ydmyge gevanter typisk i form af uldkofte og kappe. Han rejser meget, og derfor bliver tøjet naturligvis slidt. Han lapper sit tøj selv, frem for at købe nyt eller modtage nyt, og han går heller ikke med skotøj. Derfor ser han meget fattig ud, men der er ingen tvivl om, at har valgt det selv.

Derudover er han i besiddelse af en maske af fyrtræ og balsameret, rød hud - angiveligt menneskehud. Maskens ansigtsform skal forstille Zaladins smilende ansigt. Masken var normalt ikke særlig velegnet til Lucids ansigt, men Lucid filede kanterne ned, så de passede til hans horn.

Med sig har han få nødvendige ejendele. I hans reb- eller uldbælte hænger der en masse små læderpunge og hylstere, hvor han kan have småmønter, sten og pulver på sig. Og naturligvis I gemmerne har han også våben til at forsvare sig med: Han er i besiddelse af 2 stks. Stål sai-daggerts, som han kan bruge til at blokere for angreb, slå hårdere med eller spidde sine fjender med, hvis det skulle komme så vidt. De er også hans foretrukne våben, fordi de er lette at skjule og lette at transportere til fods.

Lucid har en særlig kommunikationsevne, hvor han kan rode i folks sind. Hans evne kan under normale omstændigheder kun anvendes med accept fra personen, men hvis personen har en lav viljestyrke eller lav mental udholdenhed, kan han godt forsøge at tvinge sig ind.

Sammen med personen kan han rejse ind i personens hukommelse, og minder kan genspilles omkring dem, ganske som foregik det i virkeligheden, skønt visse ansigter eller områder kan være slørret på grund af personen har valgt at fortrænge det. Lucid og personen kan i et succesfuldt tilfælde interagere med hinanden i fortidens minde, men de kan ikke påvirke mindet eller personerne der optræder deri.

Uanset hvorhenne i verden kan han opstå i folks drømme eller mareridt. I drømmene kan han opstå som en stemme eller som en figur. Det er primært den drømmende, der i underbevidsheden styrer drømmen, men Lucid kan gå ind og forstyrre eller forvandlet drømmen om til et mareridt, såfremt at personen udmattet eller mentalt sårbar. Ligeledes kan han tæmme et mareridt, og på den måde også behandle folk der lider af onde natteterror.

Drømmen afbrydes:

1. Hvis den drømmende person vågner op pga. drømmens udspil eller hvis personen bliver vækket af noget i den fysiske verden.

2. Hvis Lucid bliver slået ihjel i drømmen. Hans vandring vil blive afbrudt på stedet og hans chakra vil blive brugt op, så han ikke vil kunne forsøge at sjælevandre nogen som helst steder igen samme nat.

Med ét bliver Lucids øjne kulsorte. Skyggerne fra rummets mørke hjørner trækkes tættere mod ham og gør alt omkring ham uigennemtrængeligt mørkt. Nærmest som en sort tåge, der fungerer perfekt som forsvarsmekanisme eller måske en forsvindingsmanøvre.

· Tågens radius kan blive omtrent 10 meter.

· Evnen virker kun udendørs hvis solen er hengemt bag skyer eller hvis der i forvejen er mørkt.

· Lucid er ikke selv i stand til at se igennem den mørke tåge omkring ham.

· Racer der normalt kan se i mørke, vil heller ikke kunne se igennem tågen.

· Tågen bliver hængende på stedet i få minutter og vil derefter forsvinde langsomt.

· Evnen kræver en opladning på cirka en time før den kan anvendes igen.

┼ STYRKER ┼
· Selvdisciplineret · Ydmyg · Tålmodig · Medmenneskelig · Retfærdig · Berejst · Intellektuel · Sproglig · Smidig hale ·

Lucid er født og opvokset i dæmonbyen Aztaroth omkring 1000 år før krystalisiansk tidsregning, og er det første og eneste barn af sine forældre. Hans moder kom fra en længere slægt af stærke magikere og mentaliteter. Hans far var mindre stillet, men var en dygtig soldat til det sidste. Desværre var han ikke i stand til at overleve de mange stridigheder der var imellem dæmonerne og fjendtlige racer, og det skulle ske at Lucids far døde i kamp i en alt for tidlig alder, og alt for kort tid inden hans mor fødte Lucid. Trods hvor meget slægt betød for moderens side af familien, ønskede hun aldrig at føde andres børn. Desuden var Lucid også et krævende barn, særligt i forbindelse med hans natlige såvel som daglige drømme og mareridt, som tog tid at lære. Der var ikke noget healere eller andre drømmerejsende dæmoner kunne gøre for at lindre drengens mentale lidelser. Man skønnede at han kunne finde på at tage livet af sig selv en dag for at slippe for de voldsomme drømme, men kom aldrig dertil. Drengen formåede at tæmme dem over tid og blive stærk i psyken, men med bekostning af en almindelig, fredfyldt barndom.

Men den tid blev overstået da han blev ældre og begyndte at eksperimentere mere og mere med drømmene, og senere med andres drømme. Da han som 14-årig næsten havde dygtiggjort sig i drømmevandring, kom mange til ham, fordi man troede han kunne spå folks drømme. Men han fungerede nærmere som en slags healer, der kunne kurere dæmonfolket fra deres natteterror, give dem ro til at falde i søvn, eller måske fjerne stress eller angst. Lucid kunne også gøre det modsatte, det havde han skam forsøgt på i nysgerrighed, men Lucid var ikke nogen ond dreng, skønt han havde arvet det dystre udseende fra sine ærkedæmonske forældre. Da han først havde fået styr på sine egne problemer i natten, var han en helt rolig, mild dreng, dog væsentligt mere udmattet end andre dæmonbørn, som rent faktisk brugte nætterne til at sove i.

Drømmehealing var hans levebrød godt ind i voksenalderen. At han en dag skulle dedikere sit liv til Zaladin, ville være utænkeligt, på det tidspunkt. For selvom han troede på Zaladin, Kile og Isari, kunne han ikke lade være med at bære nag på guderne, for hvorfor havde de taget hans far fra ham, før hans søn overhoved var født? Og fordi han var død, havde hans mor en hårdhed over sig, der skyldtes den depression hun havde, som ikke engang Lucid kunne kurere. Og rang, magt eller rigdomme var heller ikke noget han havde, i deres lille plet i landet, for de var ikke beslægtet med hverken dødssynderne eller nogle af de andre store familier.

En nat hvor Lucid endnu engang befandt sig i en drøm, blev han kaldt på af en uhyggelig stemme, som han havde været forstyrret af før. Denne nat valgte han at opsøge den, uden at vide hvem stemmen egentlig hørte til. En del af ham håbede nok på, at han ville se sin far, men det virkede usandsynligt, da han normalt ikke kunne kommunikere med de døde igennem drømmevandringen. Men han var nysgerrig, og som han i drømmen blev guidet hen til Zaladins tempel i hjertet af Aztaroth, vidste han hvad han den følgende dag måtte gøre. Han brød ind i templet, sneg sig forbi templets præster uden at blive opdaget og listede ned i krypten. Stemmen havde guidet ham natten forinden, og han undgik således de fælder der var blevet bygget for at beskytte hvad end der var gemt nede i den fjerneste krog af templet. Hvad Lucid fandt chokerede ham. En del skeletter lå på gulvet, og et par enkelte friskere kroppe, hvor den mest friske bar en maske, lavet på fyrretræ og balsameret, rød menneskehud. Det var ikke ligefrem en maske man havde lyst til at undersøge nærmere, men idet han var så tæt på, kunne han høre stemmen tale til ham igen. Trods al sund fornuft fortalte Lucid, at han ville ende som de skeletter, hvis han tog masken på, gjorde han det alligevel.

Præsterne fandt ham på liggende gulvet, dejset om. Men i stedet for at slå ham ihjel, lod man ham leve, og udspurgte ham om masken. Da Lucid endelig evnede at svare, var han meget hemmelighedsfuld omkring den viden han nu havde fået, alene ved at tage masken på. Alt han sagde var, at han nu var bærer af Zaladins ansigt, og at han forlangede at tale med ypperstepræsten.

Den eksisterende ypperstepræst var ikke spor glad for at blive påkaldt af Lucid. Han anerkendte at Lucid havde overlevet maskens magi, men benægtede at der kunne være tale om, at Zaladin talte til Lucid igennem masken. Han anklagede Lucid for at være besat af en ondsindet magi, hvortil Lucid modsvarende anklagede den eksisterende ypperstepræst for at bedrage Zaladin. Lucid havde underligt nok tiltro til, at præsterne ville følge ham, men så let var det naturligvis ikke. Han blev smidt tilbage i krypten, hvor man lænkede ham til væggen, indtil ypperstepræsten havde tænkt over hvilken straf der ville være passende.

Rygterne om bæreren af Zaladinmasken og om ypperstepræsten spredtes hurtigt blandt Zaladintemplets præster. Og før eller siden nåede rygterne ud af templet, hvilket resulterede i at Lucids mor trådte op og forlangte at de slap hendes søn fri. Hendes fortælling om at han var en god dreng, der ikke var ude på ballade med templet, lignede ikke det billede som præsterne havde fået af ham. Man gav moderen lov til at se sin søn i krypten, inden han skulle stilles for dom. Lucid var stadig sig selv, både med og uden masken på. Dog var han overbevist om, at Zaladin netop havde talt til ham og ville bruge ham til at ændre verden til det bedre. Det virkede så pludseligt, at Lucid skulle være blevet så dedikeret, men hun godtog det og lovede at hjælpe ham.

Da Lucid og hans mor blev hentet op igen var alle præster samt ypperstepræsten til stede, og alle var rede på at høre hvorledes Lucid skulle ende sine dage på. Men ligesom ypperstepræsten rømmede sig, begyndte Lucid at tale over ham. Han lagde ud med at tilgive ypperstepræsten for at have lænket ham nede i krypten. At det var naturligt at føle sig truet. Men at denne fejl ikke måtte ske igen, for Lucid bar nu Zaladins ansigt og burde derfor retmæssigt sidde på ypperstepræstens sæde. Den nuværende ypperstepræst distancerede sig fra det ikke-dæmonske folk, og Zaladin var ikke tilfreds med at blive glemt i omverdenen. Lucid havde meget arbejde der skulle gøres, for at rette op på den siddende ypperstepræsts rod, men Lucid vidste godt hvad der måtte gøres. Den første del var dog at få omrokeret posterne i templet først. Lucid beordrede derfor alle præster til i stedet at rette deres tvivl mod den bedrageriske ypperstepræst.

På en måde havde hans ord en effekt. Der herskede tvivl i lokalet, men ingen forsøgte at angribe den ene eller den anden, før ypperstepræsten skældte ud og befalede dem til at myrde Lucid på stedet. Lucids egen mor værnede om sin søn og råbte ud i lokalet, udfordrede ypperstepræsten til at bevise at Zaladin vågede over ham; At han skulle tage masken på, og se om han ville blive accepteret.

Selvfølgelig var det ikke ypperstepræstens interesse at tage masken på. Han var stærkt overbevist om at den var forbandet, og ikke fungerede som et talerør for Zaladin. Men fordi rygterne i forvejen havde skabt så meget tvivl blandt de troende, kunne han fornemme på stemningen i lokalet, at de anså ham for at være en kryster. Hvis Zaladin virkelig vågede over deres ypperstepræst, måtte han kunne overleve maskens rædsler. Ypperstepræsten måtte modvilligt give efter for det næsten primitive gruppepres. Han nærmede sig Lucid og hans maske. Masken virkede helt harmløs da han tog den op og førte den mod sit ansigt, men idet han skulle til at tage den af, sugede den sig til hans hud og drænede ham for chakra og tog hans sidste åndedrag med.

Lucid blev ikke ypperstepræst lige med det samme, men så godt som. Han var umådeligt ung, men han havde en god evne til at tale og overbevise, og han havde nye, spændende planer i vente for både dæmonerne og Zaladin. Om masken nu virkelig var Zaladin, eller om masken var forbandet, vidste man ikke helt hvad man skulle tro på. Men man var nysgerrig på at se, hvor det hele ville ende.

Lucid syntes altid at være ligeglad med rigdomme og status. Han gjorde ikke noget for sin egen vindings skyld. Det hele virkede oprigtigt som om han gjorde det for at tilfredsstille sin gud. Man kunne godt lide den nye ypperstepræst, især når det gik godt i de krige og kampe, som han mente at Zaladin var med dem på. Men cirka 1000 år inde i hans karriere som ypperstepræst, og lige midt i hans store forhandlinger med Dianthos om at få bygget et tempel indenfor murene, skete der noget, der ændrede livet for alle dæmoner de næste 2000 år. De blev låst inde i deres eget rige af en stærk magi, og mange bebrejdede Lucid og hans gud for at have vendt dem ryggen til.

Også da interne krige imellem dødsguderne og de andre større dæmoner begyndte at bekæmpe hinanden om magten, forholdt Lucid sig neutral. Han undskyldte sig med, at det ikke var i Zaladins interesse at bidrage til denne krig. I de totusinde år de forblev indespærret i Kzar Mora, blev Lucid svær at få fat på, samarbejdsvillig og barrikaderede sig ofte på sit gemak bag de sikre mure i templet, alt imens der var krig. Man troede at han var blevet en kryster ligesom den forhenværende ypperstepræst, men i virkeligheden brugte Lucid meget tid på at reflektere og vandre drømmene igennem, for at finde ud af hvordan verden havde udviklet sig udenfor porten.

Der var alt for lidt respekt for Lucid, og til sidst alt for lidt respekt for Zaladin og det tempel, der skulle ære ham. De interne magtkampe dæmoner imellem endte med at lægge hele Aztaroth i ruiner, og en aften fandt Lucid sig selv stående i en enorm bunke sorte sten, der i 1000 år havde været hans og de andre præsters hjem. Et sted under ruinerne lå hans mor og flere præster som han også holdt af. Det efterlod ham i en enorm ensomhed og magtesløshed.

Da Mørkets Herre endelige brød porten op, valfartede mange dæmoner ud i verden. 2000 år var gået, siden Lucid sidst havde set resten af Krystallandet med egne øjne, og altså ikke igennem drømme. Meget var sket siden dengang. Han havde nærmest mistet alt, men havde trods alt stadig masken, som han næsten besidderisk holdt tæt ind til sig. Efter mødet med Mørkets Herre velsignede han ham og hans nye hær med en ofring og en tale, hvorefter han begyndte at vende sin opmærksomhed mod vest. Skønt han var til fods, skulle han nok finde vej til Dianthos. Og skønt han ikke ejede nogle rigdomme, skulle han nok anskaffe sig det tempel, som Zaladin var blevet lovet for 2000 år siden...

Lucid har intet nært familie tilbage. Han anser andre tilbedere af Zaladin som en slags brødre og søstre.

Er en mangetusinde år gammel magisk genstand, der siges at være en afbildning af Zaladins ansigt. Den rygtes for at være forbandet, og altså ikke er forbundet til den ægte Zaladin. Personer der ikke har en mental udholdenhed = 'Fantastisk', der forsøger at tage masken på vil dø på stedet, medens de som har, vil være i stand til at bære den på hovedet og kunne høre maskens stemme højt og tydeligt.

Masken kræver shakra, som den får ved at suge livet ud af kroppene på de folk, der ikke er mentalt stærke nok til at bære den, eller hvis den er i nærheden af døende dyr eller mennesker. Når den er 'mæt' af kan den bruges til at udføre en oldgammel blodmagi, hvor man giver livsgivende blod i bytte for noget andet værdifuldt. For eksempel kan man give blod i bytte for at øge chancen for at en kvinde føder det ønskede køn, eller i større tilfælde, hvor man ønsker at at give mørkets soldater medvind i deres kamp mod lysets soldater, typisk ikke nogen stor eller mærkbar effekt. Selv en lille efterspørgsel kan blive dyrt i den valuta at betale, og det er ikke engang garanteret, at man får hvad man ønskede sig.