En usædvanlig bølge af liv var strømmet over Amazonitskovene de seneste par uger. Helt fra sumplandet, der grænsede mod det vestlige Krystalhav, til de dybeste dele af skoven, hvor træernes blade glimtede af små krystaller.

Det var endnu i de tidlige timer af de spæde morgengry på det, der lovede at blive en varm forårsdag, da de første skabninger ankom til den store lysning. En tuden og et brus af blide vinger mellem træerne, og klanen af uglehalvdyr tog plads blandt grenene i de høje træer.

Der gik ikke længere, før flere begyndte at komme til. Skovtrolde tittede frem mellem træerne og en dunren af hove i det fjerne, afslørede at Sumpkentaurerne var på vej. Dronningen af Alfelunden, Gaiala Lux, ankom med al den pompt og pragt, man kunne forvente, men satyrerne lod vente på sig, for man kunne aldrig forvente, at en satyr ankom til tiden. Flere halvdyrsklaner var også dukket op og et par enkelte jordelementaler havde endda meldt deres ankomst.

Der var også sendt en invitation til Abiléves-huset, da de som beskyttere af Skovgrænsen og Alfelunden havde en del at skulle have sagt i det, der skulle hænde.

Alt i alt var det en samling af væsner, hvis lige man ikke havde set, så længe nogen kunne huske.

"Vi er taknemmelige for Lysets Drageild, der fik Mørket til at vige tilbage." Indledte alfedronningen højtideligt, da alle væsnerne endelig var samlet i den store lysning. "Men i de dybere dele af skoven, spredes korruptionen stadig fra det mørke, der ligger begravet under frodigheden. Da den første Herre af Mørket blev besejret, tog hans modbydelige tjenere resterne af hans sjæl og begravede fragmenterne dybt under Amazonitskovens muld."

"Alt for længe har dette har Mørket haft sit tag over skoven. Kun i fællesskab kan vi beskytte vort land og forhindre korruptionen i at sprede sig yderligere."

En mumlen gik gennem de forsamlede. Enkelte stemmer bød ind:

"Flere troldeklaner er faldet til k-korruptionen."

En vriskende lyd. "Det samme i sumplandet. Vi frygter for landsbyens overlevelse."

Således begyndte de forskellige af skovens folk at udveksle deres historier. Der lå mange forskelligheder og gamle fjendskaber bag dem, og det tog adskillige uger, før de endelig fik forhandlet sig til et varigt samarbejde.

Skovens Pagt, blev det kaldt.

En pagt, der bandt alle skovens folk til det samme formål: at beskytte deres hjem mod de magter, der i så mange år havde gjort skoven til et farligt sted. En glimt af håb og mulighed for, at skovens folk kunne lægge deres tidligere stridigheder bag sig og skabe en varig alliance, nu hvor det første skridt var taget mod at jage mørket bort fra skoven for altid.

Da forhandlingerne endelig var på plads, begyndte de første toner at danse hen over lysningen. Klove trippede, hove stampede og store troldefødder bevægede sig i en urytmisk dans. Ganske pludseligt var lysningen forvandlet til et sted fyldt med musik, dans og fest - sødmefulde frugter kunne nydes og kar med satyrvin dukkede op på mystisk vis, som var det ved ren magi.

Den nyfundne pagt mellem skovens folk, måtte fejres.


Praktisk information: Dette er en plotreaktionstråd og alle der kunne have et ærinde i Amazonitskovene er velkomne til at deltage. Det kan både være de væsner, som bor i området, væsner som er blevet inviteret grundet deres ophav eller race - eller væsner der slet og ret er vandret forbi og har hørt de festlige toner af musikken.

Festlighederne strækker sig over adskillige dage, og skulle man have lyst til at uddybe et møde mellem sin karakter og skovens folk, kan man altid oprette en seperat tråd, der foregår ved lysningen.

Der var ikke mange af skovtroldene der var gode til andre sprog end troldsk, en ting der gjorde at de ofte havde sværere ved at kommunikere med de andre racer i skovene. Jin var dog en af de få af dem som var fra naturens side blevet givet et ganske godt sprogøre, og da pagten først kom på tale, var han overraskende nok hurtigt blevet hevet med ind for at hjælpe. Han var et hjælpende øre eller to, og var en af dem der primært oversatte for troldene, både til når de ikke forstod hvad de andre racer sagde, hans sylvan var nu stadig ikke perfekt, men også når troldene havde svært ved at finde ord der kunne forklare hvad de mente.
Jin var lidt småforvirret, men også lidt stolt over at han faktisk havde en brugbar plads hos troldene, han ellers kun havde været hos i et par år. Han var nemlig ikke ligefrem den bedste til alle de andre trolde aktiviteter de plejede at gøre.

Det var dog med samme glæde som alle andre, da pagten endelig blev bestemt. Festlighederne strømmede ud i store dele af skoven, og sammen med resten af folkene på disse kanter, hoppede han selv straks ind i festlighederne. Han hoppede rundt og stampede sine store troldefødder i jorden, i en bizar form for dans. Svang sig rundt med sine andre trolde venner, og var ved at træde på nogle af de mindre væsner der var omkring dem.
Jin forstod måske ikke alvoren i hvad han selv var blevet indblandet i, men hvis der var en ting der var sikker, så holdt den unge trold nu engang af at feste, og ville gøre det indtil musikken, maden og alkohollen forsvandt. 

//Hvis der ønskes en tråd med Jin, så skriv til mig.

"Mor!" råbte to henrykte piger i kor. "Vi troede ikke, du ville nå det!"
Vanddråber dryppede af Lynn og det tynde kjolestof klæbede til hendes hud. Hun havde svømmet af floden hele vejen ind i landet og løbet resten af vejen - men ikke helt formået at løbe sig tør. Nu stod hun stakåndet og prustende og så meget malplaceret ud midt i festlighederne, men hun var heller ikke kommet for andre end pigernes skyld. Det kunne de to unge halvgopler tydeligvis godt mærke, for de faldt hende begge om halsen, så hun måtte støtte sig til et træ for ikke at vælte omkuld.
"Jeg tror det er flere år siden, jeg har set dig i andet end uniformen," kommenterede Ninev med ansigtet begravet i Lynns våde skulder.
"Vi hørte om din forfremmelse..." Leiel trak lidt på det. Lynn havde hørt hendes kald om festlighederne og pagten, og overladt skuden til sine folk, mens hun tog en uplanlagt landgang. Men hun havde også fornemmet noget anderledes i Leiels tankestrøm, og den samme tøven hørte hun nu i sin datters stemme. "Vil du stadig komme forbi? Det er ... Det er så længe siden."
Lynn strøg begge piger kærligt over håret. Det var længe siden, hun havde været forbi skoven, og i særdeleshed søen. Lysets tjeneste var det sidste år blevet mere vigtigt for hende end at se familien, men at se sine pigers savn og glæde ved hendes tilstedeværelse nu, fik hende til at tænke over, om det nu også havde været det rigtige valg. Med Mørket lurende i skyggerne var det vigtigt for hende at beskytte sin familie mod et angreb - men hvis det betød, at hun aldrig så dem, hvad betød det så?
"Det har været lidt hektisk - mere end jeg først selv egentlig opfattede," sagde hun og plantede et kys på Leiels pande. "Men jeg lover, at jeg kommer på et langt besøg næste gang, jeg ikke er ude. Og i dag bliver jeg til i morgen."

Skovens Pagt var en historisk begivenhed, hvis stedfæstelse unægtelig ville gå ned i historien. Om det blev for godt eller ondt, ville kun tiden vise, men næppe havde skovens forskellige folk, stået så samlet før.
Den samlede information om skovens tilstand, og den korruption der lurede under de tætte trækroner og i sumpen, var foruroligende.

Og begge dele gik helt og aldeles henover hoved på Cecil.

Cecil var blevet slæbt med af sin fader Adrian, og det havde lydt spændende, så Cecil havde været ganske villig! Det havde dog snart vist sig at være alt andet end, som møde efter møde trak ud i de sene timer, og Cecil måtte kæmpe en sej kamp for at forgive en interesse, der aldrig havde været der.

Da pagten endelig var i hus, og alfedronningen havde bekendtgjort Skovens Pagt, livede Cecil op som de første toner af musik dansede mellem træers stammer.
Snart var det som om hele skoven havde fået nyt liv, og Cecil levede til det fuldeste med den! Han dansede, sang og drak, og fandt sig ved mere end én lejlighed i godt selskab bag en busk, eller i bedre, mere mangfoldigt selskab i de små, dunkle lysninger, der gav både plads og tilnærmelsesvis privatliv for de der ikke ønskede at se på.

Der var et påstyr i skoven denne tidlige morgen, der vækkede den lille svampefyr. De store, uskyldige sorte øjne så omkring med et forvirret udtryk. I det fjerne kunne han høre hovene fra hestemenneskene, eller hvad de nu hed. Han kunne se alfer og halvdyr, alle rejsende i den samme retning.
Nysgerrig som Klaus var kendt for, kom han op på de bløde stilkeben, vaklede de første par skridt og satte derefter i hvad der kun kunne kategoriseres som et langsomt lunteløb, men i virkeligheden det hurtigste svampen kunne bevæge sig, efter forsamlingen.

Han skilte sig noget ud fra mængden, men fandt en bar plet af blødt mos at kaste sig ned på som flere syntes at komme til. Nogen af uglefolkene havde han mødt før i nattetimerne og vinkede muntert op til dem. De virkede alle så alvorlige. Klaus havde meget svært ved at forstå hvad der foregik, trods han hørte alfedronningens pæne og meget fine ord. Faktisk vidste han hverken hvad korruption, frodighed eller andre af de fine ord betød, men den tunge stemning gjorde det tydeligt at alvoren var særpræget stærk.

Men musikken og ikke mindst den glade stemning der langsomt efterfulgte den alvorlige tale, forstod han. Ikke at Klaus ligefrem var god til at mænge sig, men han sad stille og rolige og vrikkede frem og tilbage til musikken mens hans langsomme hjerne overvejede, hvad det mon egentlig var han lige havde overvejet. Han bed ikke mærke i at et satyrbarn prikkede lidt til de røde svampe på hans skuldre og sprang forskrækket tilbage da den begyndte at lyse. Nej, Klaus sad bare og nød det, selvom han intet forstod.

Skovens pagt, endelig havde skovens folk samlet sig i en fælles udbytte, med en fælles mål. Krigen var ikke længere bare mørket og lyset, dette kunne være det vigtigste dreje punkt i hele den hvad der normalt virkede som en uendelig krigshistorie.
Talen, folkets ord, alles blikket var målrettet imod alfernes dronning, Cecil var her, Adrian var her, det skulle være et højdepunkt for Cahaye at se familien her, se dem nu før de blev slugt i diplomatiet, pligter og hilsner med alle andre væsner her. Men alligevel som Cahaye stod der i skyggeren til forsamlingen føltes det forkert. Smilet der normalt altid var på hans læber famlede, selv festlighederne som begyndte øjeblikkeligt efter den velholdte tale, som han måtte indrømme han zonede ud midt i som tankerne tog fat i ham. Cecil som forventet var den første som søgte til festlighederne, og det fik følelsen til at falde på plads for Cahaye, for nogle manglede. En person manglede, en person som ville have nydt hvert et øjeblik, tanken om skoven samlet ville have givet et kæmpe smil på hendes læber. De tanker fik Cahayes blik til at falde til jorden, og mens alle andre søgte til festlighederne, til forsamlinger, til andre i dialog, søgte han væk.

Han var ikke langt fra forsamlingen før han satte sig med ryggen imod et træ. Blikket faldt mod trætoppene, til den lille åbne mellem grenene og himlen fandt i hans syn. Aftenhimlen, som altid var den beroligende at se, men det hjalp ikke på den triste mime han bar.


//Ønsker man tråd med en trist Cahaye så kast et tag eller PB efter mig!

Rogu havde ikke den fjerneste anelse om det historiske øjeblik, der var ved at hænde. I stedet var han blevet nysgerrig, da adskillige af skovens skabninger, havde søgt dybere ind mellem træerne - tydeligvis søgende et eller andet form for formål, og den unge skovtrold havde ganske simpelt fuldt efter.

Troldeøjne var blevet store, da han så den umådelige forsamling af skabninger - men da han fik øje på de andre skovtrolde, truede de med at flyde over af tårer. Hans egen klan var ikke blandt dem, sandsynligvis stadig tabt, men her fandt han for første gang flere af sit eget folk, som han så længe havde været borte fra. 
Der gik ikke længe før han havde fundet sig en ny ven i skovtrolden Jin, og de var gået i gang med at planlægge snedig ballade, som kun skovtrolde bedst kunne gøre det.

Som mørket faldt på og tonerne fortsat dansede gennem lysningen, følte Rogu sig for første gang i meget lang tid igen hjemme i Amazonitskovene.

"Bare træd igennem her.. det er okay!" 

Det ene øjeblik stod de i solbeskinnede Dianthos med byens lyde omkring sig - det næste øjeblik trådte de gennem portalen til Amazonitskovenes halvmørke under de tætte træer. Den lille satyr gjorde sit bedste for at hjælpe sine forældre igennem, før han lukkede portalen omhyggeligt bag sig, strakte armene og så sig omkring.

På en måde lignede skoven sig selv. Træerne var gamle og krogede, løvet voksede vildt og lydene af skovens dyr og fugle brød af og til stilheden. Men Sehzade bildte sig også ind, som han tog en dyb indånding, at han kunne fornemme noget i luften. En forandring og en følelse, der ikke havde været der tidligere.

Da nyheden om pagten var nået Stavros-familien, havde Sehzade taget det på sig, at fragte dem, som var i Dianthos til Amazonitskovene. Fra stedet, hvor Sehzade havde sin portal, til lysningen hvor det hele foregik, var der stadig en god gåtur, og det var om at sætte af sted, mens solen stadig skinnede. Mens de gik, kredsede Sehzades tanker automatisk om hans egen tid i skovene - mange år tidligere. Ikke kun havde stedet været påvirket af Mørkets magter, han havde også sin egen personlige knibe og den unge Abliéves-frøken, han dengang havde efterladt. Der var ingen tvivl om, at familien ville være til stede i aften, så Sehzade besluttede sig for at gøre sit bedste for at dukke hovedet og holde sig til Stavros'erne. 

Efter at hun havde mistet både sine horn og Bart, havde Ilaria trukket sig tilbage mod skovene og praktisere sine healingsevner der. Hun havde fået nys om et møde, og hun havde taget der til, men holdt sig godt i baggrunden. Hun som nuværende engel og af lyset hær, var det måde opmuntrende at se hvad hendes forhenværendes artsfæller og bofæller havde formået at gøre her. Selv var hendes mod falmet på det seneste og hun nænnede ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Hendes horn havde været hendes et og alt, nu følt hun sig mere menneske end hjort, samtidig med hun var engel. 

Et smil var dog at ane på hendes læber. De gav hende en smule af modet igen, selvom det nok ville tage tid før, hun følt sig selvsikker nok til at kunne gøre det hun førhen havde gjort. Derfor var hendes plan at blive der og hjælpe dem hvor hun kunne. 

Der var mange ting, som Damon Vintergæk de Abiléves behøvede at være en aktiv del af. Skovens pagt var en af dem. Han var jo blot nevøen til overhovedet, så han behøvede ikke høre efter. Han kunne være her for festlighedernes skyld. Det ville han ikke være den eneste, der ville gøre så. Mange af dem, som havde kommet, var ikke kommet for at høre om skovens pagt og den situation, de alle stod i. De kom for den efterfølgende fest. En samling af mange personer af forskellige racer ville uden tvivl skabe en fremragende fest. 
Men det var ikke festen, Damon var kommet for. Meget vel behøvede han ikke høre efter, men han gjorde det. Han lyttede grådigt til hver og en af de mange ord. Nogen skulle gøre det jo. Det var en skændsel af de øverst placeret for de forskellige dele af skoven, der kun lyttede halvt efter. Damon tænkte og skævede over til resten af Abiléves-huset, der var med. Ikke alle hørte efter. 
De var ikke værdige.
Men Damon kunne ikke sige det højt. I stedet hørte han blot efter. Han kom ikke med nogle indvendinger, men hørte alt, der blev sagt. 

Den efterfølgende fest havde fået alle dem, der hverken havde sagt eller hørt efter til pagtens dannelse, til at være tilstede mentalt. Der blev drukket alkohol, danset, festet. Nogle var sikkert også igang med mere intime fornøjelser bag træer og i buske. 
Den høje, mørkhudet Damon var dog at finde lænende op af et træ med et krus satyrvin i den ene hånd. Den menneskelige bluse i turkis, han havde købt under et af sine mange egne salg blandt menneskeracen, var åbent halvvejs, så de krøllede brysthår kunne ses. Der var en blanding af skændsel og afslappethed i de orange øjne. Det var skam ikke alle, han kiggede nedladende på. Pagten var blevet gjort og ifølge ham tilstrækkelig nok, så der var noget at fejre. Det var blot ikke alle, der fortjente at fejre så meget, som de gjorde. Men hvad kunne Damon gøre? 

Elyon havde valgt at deltage i festlighederne sammen med nogle af de andre kentauer fra sumplandsbyen. Det var en vigtig begivenhed for dem alle, faktisk for alle kreaturere der havde hjemme i Amazonitskovene. Der var en liflig og håbefuld melodi der strømmede gennem træerne og mellem de dansene deltagende, og Elyon kunne ikke lade være med at smile af de andre gæsters gode humør. Der var også nogle der indimellem så lidt nervøse ud, eller malplacerede, men ellers prøvede de mange forskellige racer at nyde godt af festlighederne. 

Det var præcis dette som hun havde ventet på. Samhørighed, fællesskab og respekt mellem alle skovens væsener. Elyon havde altid tænkt, at hvis alle kunne vise den samme venlighed til hinanden, som Alethea havde gjortdengang Elyon kom humpende gennem skoven med et brækket ben, så ville freden komme til os før eller siden. At det var i forbindelse med at få de mørke kræfter i sænk, var så en anden side af sagen, men det er ofte når mørket viser sig at folk samarbejder for at komme ud af det igen - det valgte Elyon ihvertfald at tro på. Det ville hun tro på. 

Hun førte sin slanke kentaurkrop forbi nogle dansende Satyrer, nogle fantastiske væsener tænkte hun, og gik videre forbi hen til nogle af drikkevarende som var tilgængelige. Der var så meget forskelligt, et festbord uden lige med alskens frugter og vine. Elyon plukkede et par skinnende violette vindurer til sig selv fra fadet, og fandt et glas satyrvin der var glitrende rødt. For at gøre plads til andre, stillede hun sig en smule væk så hun ikke stod i vejen for dansende gæster og derfor kunne nyde sine snacks. 
  Elyon stoppede et par vindruer i munden, og en eksplosion af sødme formede sig i hendes mund. Hun smilede lettet og tog sig til kinden, "Mhmm!" tænkte hun højt for sig selv, og spiste derefter et par stykker mere. Hendes øjne gled ud på gæsterne igen, og hun nikkede venligt til et par af sine bekendte kentauer da de fik øjenkontakt. 

Musikken kom til hende og hun svajede let med sin lyse hestekrop, samt med hovedet. Det var en smukt komponeret, og magisk. Da vindruerne havde glinset af vand, havde Elyon fået lidt fugtige fingre som hun derfor tørrede forsigtigt af i sin varme hestekrop. Hendes lange grå og glatte hår var sat op i tyk fletning, som lå over venstre skulder. Et par hvide margauritter var flettet ind i håret, og fik hende til at se ganske fin ud til disse festligheder. Hun havde haft knust et rødt bær tidligere, og på den måde prøvet at give sine læber farve med det, og det samme med hendes kinder. Det gav et svagt tint. I denne anledning havde hun også fået sat et sjal rundt om brysterne, så de ikke var frie og nøgne. Noget hun ellers normalt gjorde - bare med håret dækkende ned foran.  Det føltes ikke altid rart at have noget om sin krop, men heldigvis var dette sjal temmelig blødt, og i en sart grøn farve. 

Elyon smagte endelig på satyrvinen, og kom med et lille hik bagefter. hun tog sig til læberne med fingrene og så overrasket ud. Vinen smagte utrolig sødt og godt! men måske også en smule stærk? Hun drak ihvertfald lystigt videre, men prøvede at lade være med at ihærde sig. 

// hvis nogle vil lave tråd med mig, skriver I bare :D    

Edur havde taget med sin familie til den store komsammen af alle skovens væsener. De skulle lave en pagt, en pagt der stod på at beskytte hinanden, og Amazonitskovene. Han havde lyttet med ærefrygt til den vises ord og havde hånden på hjertet. Denne pagt betød alt. Det betød færre stridigheder mellem racerne der levede i skovene, og nu havde de alle et mere fokuseret fællesmål: mørket. 

Festlighederne var skudt igang, og der var musik og mad og dansende gæster der sprudlede. Folk følte sig mere frie til at være dem selv nu, blandt andre, efter denne pagt. Edur havde overvejet at smage på vinen, men vidste godt han var dårlig til at indtage alkohol.. han ville blive alt for hurtigt fuld. Edur ville nødigt gøre sig til skamme overfor sine forældre i hvert fald. Han kiggede rundt på sine søskende, og bemærkede at Niëva stadig ikke var kommet. Han sukkede skuffet for sig selv og rystede svagt på hovedet. Mon hun nu var ude at dyrke sin.. hobby, igen? Hun skulle være glad for at deres forældre ikke vidste det! Men Edur var ikke dum, han vidste godt hvad hun gik og foretog sig! Han ville nødigt indrømme det... men det havde nok noget at gøre med at han havde fulgt efter hende på et tidspunkt.. og set hvad hun lavede. Han var vel uddannet spion. 

Edurs vinger bar ham hen til det udsøgte bord der prydede af mad og drikke. Han fandt lidt æblemost og drak af dette istedet. Den syrlige smag fik det kølige udtryk i hans ansigt til at ændre sig til et lille smil. Normalt var han ikke meget til store forsamlinger som disse, men i dette tilfælde følte han at det var nødvendigt at vise at man respekterede den nyindgået pagt. 

(kontakt mig gerne hvis nogen vil tråde med Edur :) )

 Erha var ikke inviteret til at være en del af den store samling af væsener hun var stødt på i Amazonitskovene. Eller, måske var hun, hvis hun var forstod hun ikke rigtig hvad det gik ud på. Hun kunne se der var flere trolde ud over hende, men nu hvor hun ikke længere havde en klan var der ingen der havde fortalt hende hvad det var for noget.
 Hvad end det var for en samling, virkede det alvorligt. Erha kunne godt mærke stemningen var trykket, og de fleste virkede trætte, som om de havde været i gang meget længe. Hun kunne godt forstå der var så mange der virkede trætte, for det var noget så kedeligt, synes Erha. Det var ikke til at forstå hvad der blev sagt, ingen hun kom i nærheden af snakkede troldsk, i hvert fald ikke hvad hun opdagede, og hun begyndte derfor hurtigt at kede sig en del. 

 Og som den drille trold Erha nu en gang var, gjorde hun hvad hun var bedst til - at drille og lave narrestreger. Hun gemte sig bag træer eller store væsner og brugte Gynt til at kaste fortryllelse rundt om sig, og forvandle folk til forvirrede høns, der ville rende rundt ind til de blev sig selv igen. Noget Erha fandt umådeligt sjovt. Ikke noget der rigtig var andre der fandt så sjovt, dog. 
 Det var dog ikke så mange det nåede at gå ud over, før musik begyndte og der kom mere liv i de mange væsner. Erha kunne tydelig mærke den trykkede stemning var væk og der nu var sjov og spas i luften - noget Erha meget bedre kunne forholde sig til! 

 Det holdt hende dog ikke fra at gå og forvandle folk slanger, og se folk omkring gå i panik og løbe væk.