۵ Øjne ۵
Store, naive øjne i glødende farver, som afslører alle hans følelser, hvad end han ønsker det eller ej.

۵ Hår ۵
Langt og naturligt glat, men oftest rodet til fra alt den tumlen rundt. Det er ikke ualmindeligt at der sidder lidt grene og blade iblandt de platinfarvede lokker.

۵ Hud ۵
Lys og pelset i samme farve som håret. Pelsen er uregerlig, men blød.

۵ Kropsbygning ۵
Lille og abekatteagtig, perfekt bygget til at tumle rundt i skovbunden med. Selvom han er så lille i forhold til andre trolde, fejler han ikke noget og har ingen skavanker.

۵ Hverdagstøj ۵
Praktisk, løst og behageligt. Det er hans mor der sørger for at han får nyt tøj at vokse i, skønt han ikke vokser sig meget højere længere. Så nu bliver det skiftet ud, når det bliver slidt. I de kolde vintermåneder er han som regel fuldt klædt på, men om sommeren er han næsten afklædt.

۵ Særlige kendetegn ۵
Det mest bemærkelsesværdige er nok hans højde på bare 1,4 meter, da det ikke er normalt for trolde at være så lave. Han har en dyreagtig, ru næse som går i et med munden, hvor overlæben ligeledes er mørk. Som trold har han naturligvis også ører og en hale, som er rimelig almindeligt for en trold. Halen er lang og smidig. Den fungerer ikke som en ekstra arm, men den kan da vikle sig om grene og lignende, hvilket er en ekstra sikkerhed for ham, hvis han klatrer i træer. Fig har også et meget troldetypisk gebis med store hjørnetænder i undermunden og store fjollede fortænder i overmunden, der giver ham et lidt fordummende ansigtsudtryk.

Som en rigtig sporhund kan Fig, når han aktiverer sin evne ved at inhalerer dunsten fra et dyr, mad eller en person, spore sig frem til målet.

Afhængigt af lugtens kraft og hvor nyligt den er placeret, er der næsten garanti for at nå frem til målet. Det kan være at det tager ham tid at nå frem, men hovedsagen er at han når frem. Hvis byttet på en eller anden måde har rullet sig i mudder eller vand for at neutralisere lugten, kan han blive vildledt og miste sporet.

Evnen er så naturlig en del af ham og kræver så lidt chakra, at det er uklart for ham at det er en evne. Hvis han har brugt evnen i timevis, kan han få brug for en pause, inden han kan fortsætte, men typisk når han at finde frem til sit mål inden det sker.

Blandt sine egne, de store primitive trolde, føler han sig tryg. Han er som enhver anden ungtrold, livlig og legesyg, og lader sig meget hurtigt sætte sig i respekt af de store. Nok er han lille og let at overse, men de store har det med at passe på ham og være overbærende med ham. De nyder også godt af, at Fig er lidt hurtigere tænkende end dem, særligt hvad angår hulebygning og holdbare løsninger til problemer. Og Fig hjælper altid gerne!

Men egentlig er Fig også en smule reserveret. Han foretrækker at bo lidt væk fra flokken, hvor han kan have sin hule for sig selv og fred og ro omkring sig. Selvfølgelig kan det blive utrygt når dyr eller fremmede kommer forbi, men for det meste bliver han bare helt stille og gemmer sig, indtil faren er drevet over. Et menneske i skoven vil han helst iagttage på afstand, men hvis det er for tæt på hans hule eller hans stamme, vil han afskrække det med fælder og tricks.

Beskyttet af de store klantrolde og med hele troldeskoven som sin legeplads er Fig vokset op med en masse kropslig bevægelse, sjov og ballade. Han er eneste søn af Trolden Tonka, der er gift med Trolden Bork. Begge troldeforældre er rimelig store i det, så det er et under at de fik en dreng der var så lille. Men i klanen går man ikke så meget op i detaljer, så længe sønnen kunne følge med i de andres leg. Og det måtte man sige at Fig kunne. Det var nærmest sådan at de andre ikke kunne følge med, når Fig slog kolbøtter forbi dem og hoppe op og ned ad hver stub og sten.

Fig elsker sin familie og sin klan, og er sjældent alt for langt væk fra dem, men han er lidt for meget enspænder, og egentlig også lidt for begavet til at kunne omgås med dem i flere timer. Især Figs forældre kan være svære til tider. De er meget trold... altså lidt for meget af det gode. Men Figs kærlighed til dem er uendelig.

Med tiden byggede han sin egen hule, hvor han kunne leve selvstændigt. I skoven er der nok at lave, selvom man er ene og alene. Meget af tiden kan blandt andet på at lægge fælder og kaste sten og kogler efter de fremmede, der ikke har noget at gøre i Amazonitskovene. Mennesker for eksempel. Men også kentaurer og satyrer får lov at mærke til den irriterende trolds drillerier, da de trods alt heller ikke kan sammen, på trods af skovens pagt, der skulle have forstærket deres bånd til hinanden.

Aldrig har Fig været forsøgt jaget eller fanget, for han har simpelthen være for velkendt i skovene og for god til at bygge mange gange under jorden, godt skjult for det blotte øje. Og aldrig har han været udenfor sine trygge rammer... Men han ved at der er en verden udenfor, som han ikke kender til, og han har det også helt fint med at blive i skoven og leve det samme gode liv som han også levede i går. Menneskers metoder og opfindelser kan være spændende at overvære på afstand, så længe det ikke bliver præsenteret på en uhyggelig måde, for Fig har fået at vide hvad mennesker og andre væsner har udsat trolde for igennem mange generationer. Og så er der også det problem, at han ikke er i stand til at kommunikere med andre end sin egen slags.