Kære godtfolk på KL! Det er endnu en gang tid til at gribe pennen og deltage i en lille skrivekonkurrence her på siden. Den kolde vintertid er snart over os, og derfor skal vi have lidt af varme os på.. Temaet er derfor "Steamy Romance Novels" - eller som jeg har valgt at kalde det på dansk: "Hede, romantiske fortællinger"! Disse skal naturligvis foregå i KL og må meget gerne inkludere velkendte karakterer på siden.... ;)

Længden på skriften skal være mellem 200 og 3000 ord. (Så der er både mulighed for fortællinger af den korte og lange slags!)

Husk at temaet er romance - så det skal ikke være direkte vulgært og f.eks. indeholde uanstændigheder som "pik" og "kusse". Der skal overlades lidt til læserens (livlige) fantasi. Jeres historier skal også ledsages af en passende titel.

Jeres fortællinger lægges som svar her i tråden!
Man må gerne deltage med mere end ét bidrag.
Deadline: 22. december (så har vi lidt læsning til den søde juletid.. høhø)

Konkurrencen afgøres efterfølgende med en afstemning og der vil naturligvis være et trofæ til deltagerne :)
God fornøjelse!


Eksempeltekst, forfattet af undertegnede (sorry Hobbit<3)

"Dronningens Soveværelse"

En blid brusen af fjer i den stille nat. Fuglemanden landede på balkonen, oplyst af månelyset.
"Min Dronning, jeg er er kommet."
Hans hjerte bankede, idet han gik indenfor, hvor hun ventede. Endelig var tiden kommet til at fortælle, hvad han følte. Han vidste, at hun ville have ham..

Døren til balkonen gled i bag ham og en enkelt fjer dansede væk fra slottet - båret af vinden og vidnende om nattens elskov.

VIGTIG TILFØJELSE: Benytter du andre karakterer end dine egne i fortællingen, så sørg for at få et OK fra den pågældende karakters skaber, før du poster dit konkurrencebidrag.

Følgende brugere har på forhånd sagt OK til, at alle må bruge deres karakterer:
Krystal
Helli
Hobbit 
Soul
Erforias
Jinx
Nyxx
Murizz

(Hvis du vil på ovenstående liste, så hiv fat i mig)

Der sad hun, hendes vidunderlige brune, bløde hud, de blå øjne - de perfekte indgange til hendes sjæl, det krøllede hår dækkede hendes så fint. Lige der, ved det bord, sad hun. Den vidunderlige Jabari, misundelsen selv. Mom man skulle gå over og sætte sig? Komme tættere på hende end dette hjørne af kroen? Gik hendes tanker fra det mørke hjørne, de flerfarvet øjne var låst i Jabaris retning, nærmest i en trance sad hun og stirret imod den vidunderlige kvinde. Men, ud af intet sluttede transen som en mand satte sig ved Jabaris bord, Opias var i shock, Hvordan kan hun tillade en som -ham- komme så tæt på hende? At have æren ved at sidde ved samme bord? Et menneske? Hvor...Hvordan fik han, hendes læber til at gøre sådan? Hun, smilede...til ham? Til den?! Opia rystede hovedet i fortvivlelse, og træk langsomt hætten så langt ned over sig som hun kunne, hvem var han? Hvor våger han at sidde ved herskerinde bord?


Timerne gik, som Jabari og menneskets samtale gik, alt imens Opia sad og lod sin misundelse vokser og vokse. Hov! Han rejser sig? Han går? Lettelse var tydelig i Opia som mennesket forlod kroen. Jabaris smil blev på hendes læber et stykke tid som hun blev siddende, og kiggede rundt i lokalet. Så hun mig? Tænkte Opia som Jabaris øjne gik i hendes retning, Var smilet til mig? Lyd Opias tanker glad, men lige så snart som Opia lod sine tanker falde lidt til ro, var Jabari væk. Hvor? Skreg Opias indre som hun kiggede rundt i kroen for at finde sin herskerinde. Der, lige der, på trappen op til værelserne gik hun, og svingede sine høfter så fint som altid. Hver lille bid af hus Opias øjne faldt på, sendte stød igennem hende, og kort efter hun så Jabari forsvinde bag om væggen træk Opia sig med. Huden der blev vist, hendes vidunderlige gang, det kan kun være til mig. Tænkte hun som hun gik med op, hendes ben rystede som Opia bevægede sig efter Jabari. Der, ved den dør, stod hun og fumlede med sin taske, åh, hvor ser hendes hals vidunderlig når hun står sådan. Lod Opia sig tænkte som hun listede tættere og tættere på sin herskerinde. Døren gik op og Jabari gik ind, før døren blev lukkede listede Opia sig bag om, og stille, helt helt stille uden Jabari anede nået var hun nu i lokalet med hende. “Lad os blive et” forlod Opias lyse, syngende stemme, som hun låste døren. Dugen lagde sig på vinduet og blev til langt inde på natten. Næste morgen åbnede Opia langsomt sine øjne som solens varme stråler lagde sig langt værelset. Kort satte hun sig op i sengen og af instint lod hun sin tunge danse om sin mund, smagen af livets væske var stadig stærk, som hun lod blikke hvile på Jabari stadig rystende fra natten hændelse, ved sin side. “Godmorgen”, forlod hende, som dugen på ny lagde sig hos kroens vindue.

Morgenens stråler var nye og friske, som solen langsomt klarede landskabet op efter den dunkle nat. En lille vandelig skikkelse lå svævende i det lyseblå vand der udgjorde en mindre skovsø. En fredelig skikkelse, der sov trygt og godt, til lyset ramte overfladen og begyndte at varme vandet op, lidt efter lidt, til daggryet gled over til dag.

Langsomt, steg Talia med solen op, og brød vandets stillestående overflade for at strække sig og stødt danne en fastere form der flød mindre ud med det rolige vand, og gav hende træk af en kvindekrop, med det lange lyse hår, der efterlignede havets skum ved hver bevægelse.
Her så hun en skikkelse, ulig nogen anden. En nymfe af særhedens skønhed. Talia kiggede op på en menneskelignende skikkelse, der ligesom hun selv, slet ikke var menneske. Håret voksende mod livets lyskilde, og føder der havde plantet sig ned i jorden. Som to overraskede smådyr kiggede de på hinanden, Talia ind i de onyx sorte øjne, Rosa ind i de dybe havblå.

Hvad var det for et væsen, hvordan var denne skønhed kommet hertil? Talia havde let åben mund, som hun, ved hjælp fra søens forhøjede kant, trak overkroppen over vandets overflade. En kort afstand til det fascinerende fremmede væsen. Hendes våde fingre havde blandet sig med den morgenfriske dug i græsset, mærkende vandets besynderlige opførsel i jorden under. Som denne skikkelse trak vandet til sig, ind i den smukke krop. Talia strak sig så meget, at deres næser næsten rørte hinanden, som hun lænede hovedet tilbage. En følelse uden lig noget Talia før havde oplevet, som hun prøvede at forstå den pludselige hjertebanken. Den gennemsigtige hud i vandåndens kinder, blussede op i en let lyserød farve, som Rosen smilede til hende. Var det sådan det føltes at blive forelsket?

Lyset ude fra gaden, lyden af at Dianthos var vågnet kunne svagt antydes inde på værelset. Det milde sollys brød gennem stoffet der var sat for og kastede det mod de to middelaldrende mænd der lå og sov i sengen. Det var så forkert, men alligevel føltes det rigtigt. Det var mange år siden Matthew mistede ham, men efter tabet af sin kone, fandt han tilbage til Dianthos, tilbage til sin gamle og måske eneste kærlighed, Vlevius. Nu lå Matthew med Vlevius i højre arm og nussede svagt hans ryg. Et kys blev plantet forsigtigt i Vlevius's hovedbund, uvidende om manden i hans arm var vågen endnu,men da kiggede han op mod Matthew. Ikke et eneste ord blev udvekslet imellem dem, blot et blik der sagde mere end tusinde ord. Matthew forstod endnu ikke helt hvordan de var endt her, på dette punkt i deres liv, men igen... Kærlighed var kærlighed og det var ikke altid man kunne bestemme hvem man mistede sit hjerte til. Blidt fik Matthew puffet Vlevius om på ryggen og han lænede sig ind over. Kyssede først hans pande og bevægede sig derefter ned over hans kind og fandt vej til hans læber. Mødet mellem deres læber, sendte en mindre elektrisk impuls hele vejen igennem Matthew's krop, gav ham lyst til mere, men alligevel beherskede han sig, for han havde på intet tidspunkt været grådig, slet ikke under en agt som denne. Blidt lod han hånden glide ned over Vlevius's bryst og til hans mave, hvor hans hånd stoppede. Ingen pres, ingen stress.. Alt skulle komme langsomt. Egentlig havde Matthew ikke noget som helst i tankerne med dette, blot et kærligt kys, blide berøringer. En hånd gled op i Vlevius's pjuskede hår, mens Matthew mærkede en hånd i sit eget, insisterende på at han ikke skulle stoppe, da han svagt forsøgte at bryde kysset.

En sitren skød igennem Matthew's krop som Vlevius nu skubbede ham om på ryggen. Det sne hvide hår lå nærmest som en krone rundt om hans hoved. Et kækt smil formede sig på hans læber inden Vlevius fik lænet sig ind og atter lod deres læber mådes. Matthew's hånder gled hurtigt over Vlevius's arme, op i hans hår, hvor han greb lidt fat, inden den ene af hænderne langsomt gled ned over hans ryg, ned til hans lænd og greb i Vlevius's ene balle, inden han blot lod hånden hvile derpå, mens de fortsat kyssede hinanden.

Så mange år, Så længe fra hinanden, men alligevel havde de stadig den samme intensitet som da de først mødtes tilbage da de var unge. Matthew håbede ikke det endte, ikke nu... Ikke nogensinde, men hvis nogen spurgte ham, var Vlevius ikke andet end en god barndoms ven, for hvordan skulle han fortælle folk at han egentlig var totalt forelsket i manden? Lige nu ville Matthew bare nyde denne morgen.

Natten var ved at sænke sit mørke over Krystallandet, som Isadora sendte et længselsfuldt blik over det damask dækkede bord til hendes hjertes udkårende siddende så langt fra hende at det føltes som mile og ikke meter. Hans mørke øjne mødte hendes grå og holdt dem fanget, som et lille skælmsk og lovende smil krøb frem på hans læber, før han formede et lille usagt ord kun for hende at læse. Snart. Det sendte en forventningsfuld illing gennem hende og fik et smil til at bryde frem der opløste det isnede udtryk hun ellers havde haft.

Et enkelt slag på et krystalglas brød deres blikkes kontakt, som middagen blev erklæret overstået og selskabet budt videre til resten af festen. Isadora fulgte langsomt resten mod døren, givende dem tid til at komme foran hende og hun ude af syne for lidt for årvågne blikke. Hun vidste ikke hvad han havde planlagt, men tvivlede på det ville være noget deres årvågne familier ville værdsætte. Så fandt en varm hånd hendes og døren blinkede væk for at de i stedet for at følge selskabet til dans og sladder trådte ind i et stearinlysoplyst værelse kun for to.

Hun drejede sig let og lod sig omslutte af hans stærke arme. Holdt tæt som trolovede ikke burde, men ønskede at gøre. Hans mørke øjne havde atter fundet hendes og smilet bredt sig til at være alt andet end skjult. "Endelig alene." Han bøjede sig og lod florlet sine læber finde hendes. Undersøgende og spørgende, usikre trods alt til hun gengældte og åbnede op. Et kys så længe ønsket og kun så få gange tidligere sneget sig til. Et kys der blev til flere, som hænder fandt bånd at løsne og stof af få til at falde til gulvet.
"Åh Lord Thurston!"
...

Blide vingeslag forstyrrede den ellers stille morgen, som en lysets engel landede i haven ved Isaris tempel. Det føltes som en evighed siden hun havde sat sine fødder her, som det var en livstid siden.
Der stod Reina badet i Isaris smil der hilste dagen, det blonde hår skinnende som det pureste guld.
“De er sent på den” lød en stemme fra skyggerne, de blå øjne fandt hurtigt manden der havde talt. En velklædt herrer, nej.. en engel, hans vinger sorte og hvide som de tilhørte en falk.  “Valkar..?” Udbrød lysets engel, hvorfor var han dog her?
“Deres te er blevet kold” kommenterede han med et smil der strålede om kap med Isaris lys der nu skinnede over ham.
Reinas kinder føltes pludselig varme, nu en sart rosa. “Men hvor længe har de ventet? Hørte de ikke om min død?”  Valkar tog blot hendes hånd og gav den et blidt kys. “Jo vist, men en som jeg er villig til at vente en evighed på en som dem” Reinas kinder brændte atter en gang, “Men hvordan kunne de vide at jeg ville vende tilbage?” hendes hjerte hamrede som aldrig før. Hvad var det hans ord gjorde ved hende?
“Det kunne jeg ikke, men håbet om at se deres smil atter en gang ville gøre et århundredes venten det værd.” Hans hånd kærtegnede hendes kind og det var som hendes hjerte missede et slag. “Må jeg?” spurgte han blidt, et kort nik var det eneste præstinden kunne fremtvinge af svar, det var som hun var stakåndet, hjælpeløst fortabt i de blide brune øjne.
Et chok gik gennem hende som hans fingre kærtegnede hendes snehvide vinger, overrasket trådte hun et skridt frem, nu med hånden på hans bryst. Hun kunne mærke hans hjerteslag lige så tydelig som hendes eget. “Jeg undskylder” kom det med hans milde røst, men før hun kunne nå at svare, dansede deres læber i et dybt kys.
I et øjeblik var der kun dem, før de stakåndet vendte tilbage til virkeligheden, begge med højrøde kinder.
“Min kære, for dem vil jeg vente til verdens ende, for dem vil jeg selv ikke lade døden stoppe mig. Intet vil jeg lade stå vejen for at kunne finde hjem i deres favn”.
Reina måtte blinke et par gange som hendes hjerte steg til vejrs på egne vinge. “Alt dette for at gengælde hvad de har gjort for mig. De er min årsag og måske er jeg nu deres” atter var hans ord søde som honning, hans smil strålede om kap med Isaris som han talte. Fingre var ved at frigøre stof, hungrende efter at være den anden nær. “Åhhh Valkar...” Sukkede præstinden som lyset omsluttede dem begge.

Clop-clop-clop-clop-clop-clop..

Lyden af en hov der utålmodigt bankede mod gulvet ekkoede i det tomme rum til døren endelig gik op, og Juno trådte ind, halvt oplyst af det ene flakkende lys der kæmpede for at drive mørket tilbage.
“Hvor har du været?!” bed Hectors stemme fra et mørkt hjørne, inden han skubbede sig på benene “Du har været væk i dage! Du kan sku da ikke bare forsvinde sådan!” fortsatte satyren arrigt, på trods af den enorme lettelse han følte i sit bryst.

“Jeg kan sku da gøre hvad det passer mig. Det skal du ik blande dig i Hector!” bed Juno tilbage, og mærkede hvordan Hectors hårde ord skar dybt.

Hurtigt krydsede Hector de få meter der havde været imellem dem, og stoppede så tæt på Juno de kunne mærke varmen fra hinandens kroppe.
“Jeg var sku da skide bekymret for dig chef!”
Varmen i Hectors stemme kom bag på selv ham, som lang tids frustration og indebrændt kærlighed kæmpede sig vej til overfladen. Hector sænkede hurtigt blikket.
Junos ansigt forvred sig i en grimasse, som han greb fat om satyrens skuldre og ruskede ham til krøltoppen løftede hoved og mødte Junos blik “Har du nogen anelse om hvad jeg måtte igennem for at komme tilbage til dig?!” hvislede Juno og strammede sit greb om Hectors skuldre. Han var skide ligeglad med om det gjorde ondt. Lige nu havde han brug for Hector var lige der, mellem hans hænder, og han ville ikke risikere han forsvandt for næsen af ham.

Hectors brune øjne blev store “Tilbage.. til mig, chef?”. Satyren mærkede sit hjerte springe et slag over. Havde han hørt rigtigt? Juno havde ikke kæmpet for at komme tilbage til banden eller en eller anden dame, men til.. ham?

Juno frøs på stedet, hans mund halvåben “Jeg.. det var ik..” forsøgte han først, men kunne ikke gøre sætningen færdig. Han kunne ikke lyve Hector lige ind i ansigtet! Han kunne ikke længere benægte hvad han virkelig følte!
Så i stedet for at færdiggøre sin sætning lænede Juno sig frem, først tøvende, men da hans læber endelig mødte Hectors viste han med sikkerhed, at han aldrig ville have de skulle røre nogle andre læber igen.

Hector lagde armene om Juno og trak ham ind til sig. Tårene trillede ned af ansigtet på ham, og det fik ham kun til at trække Juno tættere på, og presse deres læber sammen så Juno ikke opdagede det.

De to havde ligget sammen ofte i den tid de havde kendt hinanden, men det var som om det først var nu de rigtig fik forløsning, som om alting før bare havde været forspil.

Junos ben gav efter under ham, og ikke villige til at slippe satyren, trak han Hector med ned ovenpå sig. “Hv-hvorfor flæber du mand?” spurgte Juno åndeløst som Hectors tåre ramte hans kinder.
“Det er sku da fordi jeg elsker dig chef” svarede Hector grådkvalt.
“Ah.. ja, samme her” svarede Juno med en nyfunden ro, og trak Hector ned mod sig i en kærlig omfavnelse. De behøvede ikke have sex for at elske hinanden. De behøvede bare hinanden.

Det skete ikke ofte, men engang imellem valgte Agarés at tage en fridag fra banken. Kun så han kunne bruge sin dag i selskab med sin elskede. I dag var en af de dage. Solen stod allerede højt på himlen, lyste hele værelset op i et blændende skær, der ikke var til at ignorere, selv med lukkede øjne. Han havde sovet længe. Det skete heller ikke ofte, for han havde været vant til utrolig tidlige morgener i flere år. De lange arbejdsdage havde åbenbart taget hårdere på ham, end de plejede. Var han ved at blive gammel? Han smilede for sig selv ved tanken. Godt nok var han ikke helt ung længere, men gammel? Nej, ikke endnu. Han førte armene op over hovedet og undslap et tilfreds suk, som han vendte sig om på ryggen og strakte sig. Han følte sig ikke helt udhvilet, måske fordi han faktisk havde sovet længere end han burde. Men solen gjorde det tæt på umuligt at falde i søvn igen. Det irriterede ham en anelse. Der skulle aldrig meget til at irritere ham. Måske hans irritation var lettere at fremprovokere i dag, fordi han ikke kunne fokusere på papirarbejde.

Lyden af Dandels der bevægede sig ved siden af ham, fik ham til at slå øjnene op. Han drejede hovedet, rettede de blå øjne mod enhjørningen og straks forsvandt al negativitet. Det var da ikke muligt at være irriteret, når man fik lov til at vågne til så smukt et syn. En sovende Dandels, så fredfyldt i sin dybe søvn. Agarés kunne ikke lade være med at smile. Han havde kendt Dandels i mange år, men aldrig troet at han skulle være så heldig, at dele seng med ham. Specielt ikke efter alle de fejl han havde lavet, på vej til dette øjeblik. Han lagde sig om på siden, møvede sig, mindre elegant, tættere på sin elskede og lagde en arm om ham, som han klemte lidt til for at holde ham tæt til sig. Han forventede ingen reaktion fra den sovende Dandels, men det viste sig hurtigt at han slet ikke sov. For idet Agarés trak ham ind til sig, lød der et tilfreds ”mmh,” fra enhjørningen og hans blik blev mødt af et par grå øjne, der glanede tilbage i de blå.

Med en lettere hæs stemme, stadig halvtræt efter en god nats søvn, fik Dandels et ”godmorgen,” frem, med samme uskyldighed over sig, som altid. Den uskyldighed som Agarés aldrig kunne stå for. Den uskyldighed, der gjorde det så let at elske ham. ”Godmorgen, min skat,” svarede Agarés, næsten hviskende, som han hev Dandels helt tæt til sig, for at presse sine læber let mod hans, i et blidt kys. Et kys, han gav hver morgen, efter de havde indrømmet deres dybe følelser for hinanden. Agarés trak sig lidt væk igen, sendte Dandels et kærligt smil og løsnede grebet om ham, så han ikke skulle føle sig fanget.

”Jeg skal nok hente noget morgenmad,” sagde Agarés, som han slap Dandels helt og skulle lige til at vende sig rundt, for at rejse sig fra sengen. Men han nåede ikke langt, før Dandels greb fat i hans arm og hev ham tilbage til sig. Agarés rettede et undrende blik mod enhjørningen, der så tilbage på ham med et mere intenst blik end han havde set før. ”Vent,” lød det, med den uskyldige stemme og Agarés adlød straks, lagde sig tilbage i sengen og afventede tålmodigt Dandels næste træk. ”Hvorfor?” Spurgte Agarés, men han fik intet verbalt svar. I stedet blev hans spørgsmål besvaret med et passioneret kys, som han ikke tøvede med at gengælde. Uden at tænke over det, lagde han hånden tilbage mod Dandels hofte og der gik ikke mange sekunder før den gled ned om den ene balle. Dandels skubbede selv alle tanker bort, som han lagde en hånd i nakken på dæmonen, lod fingrene glide op i det lange, sorte hår og tog fat. På få sekunder var værelset blevet utrolig varmt. Hastigt steg varmen, vejrtrækningerne blev tungere og hurtigt mere skælvende, som lysten hos dem begge kun blev større, for hvert sekund det lidenskabelige kys blev fastholdt.

Det var kun et spørgsmål om tid, før det ville udvikle sig til mere…

Oh den skønne Jarko. Det havde været alt for lang tid siden skandalen på gaden havde udformet sig, og han ville næppe havde tilgivet hende for det påstyr med det samme. Hun måtte havde fundet ham på en heldig dag, eller også var han blind som en spismus i dampen. En hånd lukkede sig om hendes håndled og trak hende til sig, med det varme vand skvulpende til siderne, en drillende lyd fra pigebarnet før hun  satte sig i skødet af den nøgne mand. Den snuskede gamle mand der for en gangs skyld virkede helt ren - og ud fra hendes placering ret glad.
"Oh Jarko dog!" dråber af vand gled tirrende ned af hendes løftede krop, som hun bevidst pressede armene sammen, for at give formiddabelt udsyn. "Er her ikke hyggeligt"
Dampen blev kun mere kraftig, som Jarko trak hendes hoved tættere på ved at flette sine fingre ind i hendes tygge sorte hår og indfangede hendes læber. Som havde han altid drømt om at gøre dette og længslen var at føle i enhver bevægelse.
Forhåbentlig havde andre ikke tænkt sig at tage bade på nuværende tidspunkt.

Aftenen var ung, næsten jomfruelig som solens mørkerøde stråler stadig oplyste gaderne. Kroen var fyldt med dufte af det salte hav, den stærke kontrast af alkohol, og den røgede lugt spredt fra ildstedet. Dulmende for sanserne, der fik den ældre piratkvinde til kort at lukke øjnende, og åbne dem til et lidt for velkendt charmerende ansigt. "Bastian?!" det skæve smil, det pjuskede hår. Der kunne ikke være nogen tvivl. "Sniger du dig altid op på folk?" den drillende tone var lagt, mens hun bed sig let i underlæben. "Det kunne jeg da aldrig finde på!"

Glas blev tømt, flasker det samme, mens talen faldt tilbage i tiden og latteren fyldte. Nogle af minderne indebar at skibe kolliderede, mens andre indebar mere intime oplevelser. "Drop det, Kaptajn" hun puffede til ham, uden at skubbe ham væk. "Jeg husker engang du ikke havde så meget imod ideen" Fancy's smil blev bredere, som hun lukkede øjnende og let rystede hovedet af ham i opgivelse. Alt imens hun huskede tilbage på nætter hvor stemmen blød som honning før havde overvundet fornuften.

Fortiden indhentede nutiden, og fornuften var forduftet til side af den bittersøde duft af pibetobakken i Bastians hår. En kontrast til det salte hav der havde afgivet sin smag til hele Fancy’s krop, og inden længe var beklædningsgenstande flyvende til alle sider, som hænder og læber tog på udflugt, og henlagde kroværelset i en damp af varme og nydelse.

Det tog noget tid at genvinde den normale vejrtrækning. Med en bevægelse af ren dovenskab, hvilede Fancy sit hoved mod den bare brystkasse, med Bastians arm liggende om hoften. "Oh Bastian. Her troede jeg at du var blevet ansvarlig og hæderlig" drillende duttede hun ham på næsen med sin finger, og blinkede kækt. "Man er et skarn for ikke at prøve! Desuden, du bliver kun bedre med årene." pyntet med det charmerende drengede smil over hele ansigtet på kaptajnen. "Orh hold kæft" Heldigt der var mørkt, nu Fancy for første gang i en lang årrække rødmede.

I månens skær, kunne to figurer anes inden bag bibliotekets facader. Den ene lille med langt hår og træk som en elver, den anden høj, slank og næsten insektligende. Den store, Muata var hans navn, stod næsten og tårnede over den mindre, Vidya var hendes navn.
”Du må ikke se sådan på mig,” kom de blide ord fra Muata, og Vidyas øjne der ellers havde kigget så vredt på ham, blev blødere, og hun kiggede væk.
”Men du skuffede mig, Muata..” hviskede hun, inden at hun kunne mærke de lange bløde fingre gribe blidt fat i hendes ansigt, som han drejde det mod ham selv, så de kunne kigge ind i øjnene på hinanden.
”Jeg er ked af det, men vi kunne prøve igen, jeg lover at det denne her gang er bedre,” sagde han, og kærtegnede hendes kind, før at han strøg noget af det lange hår bag hendes ører. ”Vil du ikke nok Vidya… giv mig en til chance.”
Den mindre dæmon tøvede let, før at hun nikkede. ”okay..” hviskede hun ind i mørket, så kun de to af dem kunne høre det.
Muata tog fat i Vidya, og løftede hende op for at tage hende med i baglokalet. Deres fortrukne sted for denne slags leg.
Til langt ud på natten, kunne det høres, og da næste morgen endelig kom, havde biblioteket fået endnu en permanent beboer. En smuk, grøn bog.

Arbejdsdagen i banken havde været lang. Længere end den plejede, men ikke for Agarés. Han havde bedt Dandels om at blive i banken og var kommet med en hurtig undskyldning, for selv at gå tidligt. Han havde sagt, at han havde sat et møde op med en kunde uden for bankens murer, men det var løgn. Sandheden var at Agarés var taget hjem, så han havde masser af tid til at gøre en romantisk middag klar. I stuen, i det store hus, var spisebordet dækket op med hvid dug og de finere glas. Diverse frugter fik bordet til at se utrolig farverigt ud og selvom det var hen ad aftenen, skinnede solen stadig ind ad vinduet og forstærkede de i forvejen lyse farver. Resten af stuen, der ellers altid så ekstremt mørk og kedelig ud, var fyldt op med røde roser i gennemsigtige vaser af glas. En af roserne måtte lade livet, så Agarés kunne drysse rosenblade over den hvide dug. Dandels kunne være hjemme når som helst, og han havde været så optaget af stuen, at han ikke havde tænkt over at skifte tøj. Der lå ellers et af hans finere jakkesæt klar på sengen ovenpå, men tiden var knap, så han måtte nøjes med de sædvanlige sorte bukser og en hvid skjorte, han havde på til hverdag, nu hvor han stadig forsøgte at rette på de små, ligegyldige detaljer.

Lige siden Agarés var taget hjem, og gået tidligere end han havde gjort længe, havde den lyse enhjørning siddet på sit kontor og undret sig. Det lignede ikke helt Agarés at gå så tidligt, selvom det lød til at være en meget valid undskyldning. Ja, han burde ikke være bekymret. Tænk, hvis der var noget frygteligt galt… Nej, han havde sikkert et møde med en kunde. Selvom han ikke forstod, hvorfor det ikke kunne være her, så… Han stolede på Agarés og han glædede sig meget til at komme hjem og være sammen med ham resten aftenen, og weekenden til. Efter han havde ryddet op, og gået turen hjem, var det en befrielse at komme ind i hjemmet. Dandels sukkede højt som han fik sit overtøj af og hængt op, afslørede den fine, hvide kjole som havde sirlige broderinger ned langs siderne. Han sukkede. ”Jeg er hjemme,” kaldte han, selvom han lidt frygtede at Agarés ikke kunne høre ham, hvis han var ovenpå. Det var jo noget af et stort hus. Han gik ind i stuen, i håb om at han befandt sig der, men blev overrasket over at se… Blomster? Dandels blinkede med de grå øjne. Der befandt sig aldrig blomster i det her hus, medmindre Dandels selv sørgede for det, så det var ret overraskende. ”Agarés?” Kaldte han.

I sin dybe koncentration over at rette på bordopdækningen hist og her, blev det første kald fra Dandels ikke hørt. Af samme årsag fik Agarés et mindre chok, da enhjørningen kaldte hans navn og det glas han skulle til at rette på, røg i stedet på gulvet med et brag. ”Dandels!” Udbrød han i overraskelse, som han fik nerverne under kontrol igen og satte sig på hug. Glasset på gulvet var heldigvis ikke smadret i små stykker, så Agarés fik hurtigt samlet dem sammen og lagt dem op på bordet i stedet. ”Velkommen hjem,” smilede han, som han rejste sig igen og bevægede sig hen foran Dandels. Han placerede blidt en finger under hans hage, løftede let hans hoved, for at byde ham ordentligt velkommen med et passioneret kys. Det var lige før han havde besvær med at slippe det igen, derfor varede det længere end han havde til hensigt, men i en dyb vejrtrækning, trak han sig væk igen. ”Jeg synes det var ved at være på tide, med en weekend kun til os, så jeg tænkte at vi kunne starte med en middag. Hvis du altså har lyst.” Han lød håbefuld, ikke fordi han regnede med at blive afvist, men frygten for det samme kunne han ikke skjule. Nu havde han for en gang skyld gjort sig ekstra umage og med de planer han havde lagt for aftenen, ville det være synd at aflyse.

Der lød et brag og Dandels vendte rundt med et forskrækket gisp, som hovene klikkede let mod gulvet og hans syn mødte spisestuen, som var blevet åbnet op. Inde i den var Agarés, som havde tabt et glas og så lige så forskrækket ud som Dandels selv. ”Agarés, hvad-” nåede han at sige, før det gik op for ham at der var fin bordopdækning på bordet, flere blomster og de hvide ører blev spidset nysgerrigt, som han rettede sig op for at få et glimt af det. Han var meget overrasket. Han var så overrasket, at han intet sagde da Agarés kom hen og gav ham et kys, som han godt nok gengældte med egen kærlighed og sjæl, selvom han var stille. ”J… Ja,” sagde han, med et smil der bredte sig på hans læber. Selvfølgelig ville han det. Hans arme fandt rundt om halsen på Agarés, som han prøvede at være på kanten af hovene, så han kunne nå dæmonens læber en gang til. ”Du havde altså ikke behøvet at gøre det så fint…” Dandels havde ikke noget imod noget mere alment. Han kunne bare godt lide at være sammen med Agarés.

Den overraskede reaktion der kom på de mange blomster, var lige nøjagtig den Agarés var gået efter. Selvom en afvisning ikke var forventet, kunne man stadig ane et pust af lettelse, sive ud gennem læberne på dæmonen, som han fik et smilende ’ja’ tilbage. Som armene lagde sig om hans nakke, bøjede han sig automatisk en anelse ned og han lagde selv en arm om livet på Dandels. ”Men det havde jeg,” svarede han straks. Egentlig havde han ikke været nervøs på et eneste tidspunkt, mens han havde fokuseret på at dække bordet op og fylde huset med blomster, men som han stod der, så tæt med sin elskede og sit blik begravet dybt i hans, begyndte hjertet at banke hårdere, hurtigere. ”For der er noget jeg bliver nødt til at sige,” fortsatte han kort efter. Han forsøgte at skjule den lette ryst i stemmen, men det kunne han ikke. ”Dandels…” Smilet forsvandt, som om han skulle til at indrømme, at han havde begået en kæmpe fejl, men det var ikke tilfældet. Han var bare nødt til at holde pause allerede, for at tage nogle dybe åndedrag, i et nytteløst forsøg på at få mod nok til at fortsætte.

Dandels nød det lille øjeblik af tosomhed, som de stod omslynget med hinanden og øjnene der mødtes. Han kunne mærke hans hjerte og det fik hans eget til at slå hurtigere, og fik blodet til at nå hans kinder, som han smilede til ham. Hans eget smil falmede dog drastisk, som Agarés pludselig så så alvorlig ud og hans frygt fra før blussede op, som han trak hænderne til sig og trådte et lille skridt bagud. Åh nej. Der havde været noget galt. Måske er det her en slags undskyldningsmiddag. Eller for at få situationen til at virke mindre slem. Måske er der noget galt med ham. Eller han har begået en fejl, han sagde han ikke ville gøre… Det havde han lovet ham. Han så på ham, med de store, runde øjne, der virkede mere ulykkelige nu. ”Hvad er der sket?” Spurgte han stille.

Agarés løsnede straks sit greb om Dandels, som han trådte en skridt væk fra ham. Det ulykkelige udtryk i de grå øjne, fik en snert af panik frem i de blå på dæmonen. Hans egen nervøsitet havde gjort det umuligt at opretholde det kærlige smil, for han måtte fokusere på sin vejrtrækning, for ikke at kludre for meget i de næste ord. Nu var hans nervøse træk også gået ud over Dandels og han følte, at han var nødt til at skynde sig, så han, så hurtigt som muligt, kunne få et smil frem på enhjørningens læber igen. Han kunne godt have valgt at komme med en kort kommentar, der forsvarede at han ikke havde gjort noget galt, men i stedet fortsatte han som han havde planlagt. Ellers var han sikker på, at han på en eller anden måde, ville få gjort sig selv mere nervøs. Så med en halvt rystende stemme startede han igen: ”Dandels… Jeg er vokset op med forventningen om, at jeg skulle tilbringe mit liv alene. Jeg skubbede mine følelser bort, fordi det var nemmere, end at skulle indse hvor alene jeg egentlig var. Men du har gjort det umuligt for mig, at skjule de følelser jeg har for dig.” Han stoppede op igen, trak rystende vejret dybt et par gange, håbede at den start måske ville få Dandels til at smile lidt. ”For hvert sekund jeg er sammen med dig, gør du de lange dage lidt lettere at komme igennem. Ensomheden bliver skubbet længere og længere væk, for selv når du ikke er i min favn, er din kærlighed til mig mere end nok, til at holde mig med selskab. Jeg er slet ikke god nok til dig, men nu når jeg har dig, vil jeg aldrig lade dig gå.” Han blev stående, det korte stykke fra Dandels, men formåede nu at få det kærlige smil frem igen. Han havde fået sagt meget af det han ville, hvilket havde fået nervøsiteten til at lægge sig en anelse, men det vigtigste af alt, var ikke lydt endnu. Han var dog klar over, at det var nødt til at være nu. Nu eller aldrig. For modet til at stå her en gang mere, ville ikke komme igen, hvis han først bakkede ud. ”Jeg lovede dig for lang tid siden, at jeg ikke ville begå flere fejl. Det løfte har jeg tænkt mig at holde og jeg vil bevise det for dig, én gang for alle.” Han stak en hånd i lommen på de sorte bukser, greb fat om den lille æske og hev den op. Der blev trukket en god del luft ned i lungerne, og som det hele blev pustet ud igen, endte Agarés på det ene knæ. Den lille æske blev holdt frem mod Dandels. Til sin egen overraskelse, formåede han at fastholde det urolige blik på enhjørningen. ”Dandels…” Rystede stemmen, som han åbnede æsken og afslørede en lille ring i sølv. Hele ringen var dækket af bittesmå, hvide diamanter, undtagen en enkelt, der var betydeligt større, hjerteformet og skinnede svagt rødt. ”Vil du gifte dig med mig?”

Oh, der måtte virkelig være noget galt, når han var så nervøs. Han havde aldrig set dæmonen så nervøs før, rystende og usikker. Dandels så virkelig ked af det ud, da han blot ventede på at han ville fortælle ham, at han havde lavet en stor fejl, været sammen med en anden, eller noget helt andet, måske noget endnu værre end det! Han lyttede til ham, trak på de lyse øjenbryn, som han så på ham, temmelig uforstående med hvor det her førte hen. Hans ord gjorde ham lidt varm, tøede frygten væk som han smilede til ham, en smule genert da han slet ikke vidste hvad han skulle sige. Han så på ham med de blide øjne. ”Oh, Agar-” sagde han, men han blev afbrudt af Agarés selv. Der skete pludselig en masse, som Agarés hev noget frem fra sin lomme og kom ned på knæ, og Dandels kiggede atter helt forvirret på scenariet, før det gik op for ham hvad det var, han var i gang med. Han havde det som om han kunne have drattet om, lige dér! Det var som om alt gik i stå, og han kiggede bare målløst på dæmonen. Han måtte sidde lidt ned. Han faldt tilbage, trak en stol ud, som han satte sig på den med tårer i øjnene og helt svimmel af glæde. ”Mener du virkelig det?” Spurgte han, næsten helt utydeligt grundet tårerne og de smilende mundvige. Han sad og sundede sig lidt, som han tørrede sine kinder. ”Selvfølgelig vil jeg det,” stammede han frem, som han rakte ud efter ham for at kysse ham.

Det ængstelige blik i øjnene på Agarés, blev erstattet af et uforstående, da Dandels måtte trække en stol ud for at sætte sig. Det første han så var tårerne. Åh nej. Havde han gjort det hele forkert? Det havde han. Han var sikker. Lige nøjagtig dét han havde været så nervøs for skulle ske, var sket og nu var det for sent at rette op på det. Agarés formåede at overbevise sig selv om dette, på få sekunder. Han forblev i samme position på gulvet, i hvad der føltes som en evighed og anede ikke hvad han skulle gøre for at redde det. Selvfølgelig vil jeg det, hørte han kort efter og han åndede lettet op, pustede en god del luft ud, som han åbenbart havde holdt inde, i sin overbevisning om at det var gået galt. Men nu var det hele overstået og Agarés havde aldrig følt sig mere lettet. I sin begejstring over svaret, glemte han alt om ringen, rykkede sig i stedet helt tæt til Dandels og pressede sine læber mod hans, i et lidenskabeligt kys. Han havde et fast greb i æsken, sørgede for ikke at tabe den, som han stod på knæ mellem benene på Dandels, og fastholdte kysset. Han nægtede at slippe det. Ikke endnu. Det kunne han ikke. Mest fordi han ikke havde lyst, men måske også for at skjule den tåre i glæde, der pressede sig på.

Som han tørrede sine tårer væk, kunne han ikke lade være med at fnise lidt over hvor tydeligt det var, at han blev lettet. Nu kunne han jo bedre forstår hvorfor Agarés havde virket så nervøs hele dage, og specielt nu. Som han rykkede sig ind og ramte hans læber, greb han om ansigtet på ham for at gøre kysset dybere og han lukkede sine øjne, for blot at nyde dette øjeblik. Han havde aldrig været så glad før, og han ville med glæde kalde sig selv hans mand, hustru, eller hvad end han ønskede. Hans læber skiltes ad forsigtigt, undersøgte hans læber og mund, før han trak sig, stadig med røde kinder og våde øjne og han så ned mod den flotte, fine ring, som han havde fået lavet til ham. Han strøg ham over kinderne, før han rakte sin spinkle, lyse hånd frem mod ham, klar til at starte det nye kapitel.

Straks, som kysset blev brudt, fik Agarés kørt en finger under sit ene øje, for hurtigt at fjerne den tåre der var på vej. Grundet hvor lettet han følte sig, det var næsten overvældende, hvilede der en svag svimmelhed i hovedet. Han måtte ryste en anelse på hovedet, i et forsøg på at få det til at stoppe, men uden held. Han kunne ikke holde et bredt smil tilbage, da hans blik mødte Dandels røde kinder og våde øjne. Han fulgte hans blik, ned mod ringen. ”Oh..!” Udbrød han kort efter. Selvfølgelig, Dandels skulle have ringen! Lettere fumlende med fingrene, fik han hevet ringen ud af æsken. Æsken burde han have lagt tilbage i lommen, men det var ikke den, der var vigtig og derfor smed han den fra sig på gulvet. Han tog et ømfindtligt greb om den lyse hånd, hvorefter han pænt placerede ringen på den hvide ringfinger. Han så tilbage på Dandels, gav hans hånd en lille klem, før han lænede sig ind mod ham igen. ”Hvis du vil gøre mig selskab i soveværelset, kan middagen sagtens vente,” lød det lokkende fra Agarés, som han lod den frie hånd glide op ad enhjørningens ene lår. Han var mere end klar til at tilbringe natten med sin elskede, selv hvis det betød at den fine bordopdækning ville gå til spilde i aften.

Dandels smilede så bredt som hans læber tillod ham, som ringen blev placeret på fingeren. Han var så glad. Han vidste jo godt, at symbolikken med ægteskab, ikke viste hvor meget de var forbundet sammen, men han følte sig stadig tættere med ham end nogensinde før. Han kunne ikke vente med at tilbringe resten af sit liv med ham. Han fnes lidt over det lille klem, før han bare kyssede ham, uden han nåede at sige noget. Han var stadig målløs. ”Oh?” Dandels vippede hovedet på skrå, som hans hænder langsomt løb op og ned ad Agarés’ brystkasse, op til hans krave som han fik knappet op, med rolige, lige så langsomme bevægelser. ”Jeg føler mig også lidt… sulten efter dessert, så…” hviskede han, før han smilede bredt igen.

Alle tanker om den romantiske middag, segnede i skyggen af de store forventninger til nattens elskov.

Et nik med hovedet kom fra ham, og mens han løftede hendes ben op, rykkede han sit ansigt tættere på hendes"Du ved lige hvordan du lokker mig til dig"lød det fra hans læber, før han pressede læberne mod hendes læber i et dybt kys.

Dryp.. Dryp.. Dryp.

Ekkoede det gennem tårnets haller nu tomme haller, de glistnende dråber gled ned af de azurblå skæl der dækkede prinsen af havets krop.
Tårnet var endelig deres og hovmod var blevet besejret, ,en det var endnu ikke ovre. Der var stadig en kamp prins Orpheus måtte vinde, så med faste skridt arbejdede han sig op gennem tårnet, sveden glistnende fra hans veltrænede krop, et fast greb om hans mægtige spyd, der aldrig veg fra hans side.

Faldne fjer prydede balkonnen hvor han fandt den han søgte. Aiur stod med med ryggen til, de majestætiske brune vinger spredt ud for at mærke vinden. “Det var du længe om” kom det med et smørret smil fra halvfuglen.
Solen gav ham et skær der nærmest virkede guddommeligt som han vendte sig mod havets perle. “Hah! Af alle mødesteder vælger du det der er til din fordel, nok er dine evner med dine klør formidable, men kan du håndtere en mands spyd?” Lo prinsen med en ryngende latter, som han gik nærmere. Frygtende for at den anden kriger skulle kunne høre hans hjerte det hamrede fra havets dyb.

Som en høg var halvfulgen klør fæstnet om havmandens mægtige spyd, hånden glidende ned af skaftet “Det lader til at du ved mere om spyd end ventet” smilede prinsen sigende, som et suk undslap hans læber. Aiur slog en latter op der varmede som solens stråler, gribende om halsen på den distraherede prins “Det lader til at jeg har dit liv i mine klør atter engang” sukkede han.
Orpheus smilede overlegent “Er det ikke faldet dig ind at det er der jeg ønsker at det er?” men for hvert ord der forhold hans mund, blev de royale kinder en mørkere og mørkere blå.
Aiur’s øjne blev store, var det sandt? Havde han hørt rigtigt? Spydet pulserede stadig i hans hånd, åh det var nærmest umuligt ikke at ville lege med det! “Der er intet liv jeg hellere vil holde, men… Det er vel kun passende at du lærer mig at håndtere dit spyd… ordenligt”