Rubiniens nådeløse sol skinnede fra en klar himmel og kastede sine stråler ned på den største af Kazimi-paladsets terasser. Parasoller var opstillet for at værne mod solen, og slaverne havde været flittige til at frembringe noget af et festmåltid, som stod klar i skyggen. Fyrsten af Rubinien havde denne dag inviteret det meste af sin store, vidtrækkende familie, samt andre nøglepersoner i det Rubinske land.

Da han selv endelig trådte frem fra de store dobbeltdøre, der første ud til terassen, havde gæsterne haft en rum tid til at tale sammen - naturligvis med fyrstens lyttende ører, spioner forklædt som tjenestestaben - noterende sig hvert et ord til fyrstens senere brug.
Sephyran var iklædt et væld af farverige klæder med guldringe glimtende fra fingre og øreflipper, glimtende om kap med det gyldne overskæg, der var omhyggeligt snoet. 

"Det er mig en stor glæde at se jer alle forsamlet i dag." Indledte han og ventede et øjeblik for at lade snakken forstumme, så de eneste lyde kom fra den frodige have og dens eksotiske fugle.

"Som mange har spekuleret på, har jeg i lang tid ventet i det håb, at min søn og arving Kareem ville vende hjem fra sin rejse. Som dagene, ugerne og månederne er gået, er mit hjerte blevet tungere. I dag må jeg derfor endeligt erklære ham forsvundet." 

Sephyran håbede, at Kareem havde fået en hurtig død. Mange havde været udsendt i håb om at om ikke andet finde hans krop - men alle var vendt tomhændede tilbage, og Sephyran, der på trods af sine og sønnens forskelligheder havde klynget sig til håbet om, at han stadig var et sted derude, havde endeligt måtte acceptere sorgen. Han var for længst forsvundet fra fyrstens spejl, og selv om Sephyran havde håbet, at det var en anden magi, der holdt ham skjult, måtte han kigge fremad. Familien og arverækkefølgen måtte sikres.
Derefter kunne han for alvor tillade sig at sørge over sin tredje søns død.

"Kazimi-slægten kan ikke stå uden arving.." Fortsatte fyrsten efter en længere pause, hvor gæsterne kunne mindes prins Kareem. De fleste havde uden tvivl forventet ham død, før fyrsten selv havde opgivet håbet.

"Derfor vil jeg i dag officielt annoncere, at min søn Jontar Al Zahr, er den næste i arverækkefølge og fra i dag kaldes arving til fyrstedømmet Rubinien." Sephyran slog armene ud mod dørene, der igen åbnede sig for at lade Jontar af Kazimi træde ud. Han bød sønnen at stå ved siden af sig, for at lægge en hånd på hans skulder. 

"Lad de, som vil os det ondt vide, at løvens blod ikke vil løbe ud i sandet, men at vi vil stå stærkt de kommende år. Ære været Kazimi-navnet!" Ved de sidste ord blev stemmen hævet så gæsterne kunne give deres besyv med. Han slap derefter grebet i Jontars skulder, for at vende sig mod sin søn:

"Modtag denne klinge, som har været din farfars. Det er mit ønske, at du nu skal bære den." Sagde han, som en tjener trådte nærmere og holdt et indpakket krumsværd frem. Sephyran lod klædet falde til siden, for at afsløre et kunstfærdigt udformet våben med Kazimi-slægtens våbenskjold indgraveret i skæftet. Sværdskeden var indlagt med rubiner. Hans ældste søn, Jabir, havde også båret sværdet, men ikke den skæbnesvangre dag, døden havde indhentet ham. Sephyran håbede, at det ville bringe hans nye arving mere beskyttelse..

Da de sidste ord var blevet sagt og gaven overrakt, gav Sephyran Jontar tid til at hilse på gæsterne og lade gratuleringerne finde sted. Han selv søgte mod skyggen og den kølige krystalvin for selv at udveksle høfligheder samt holde et årvågent øje på hvem end, der kunne vise sig at være en trussel mod den nye arving..

Tiden var kommet. Offentliggørelsen af det hele. Nogen vidste det allerede. Rygterne var gået om det. Om broderen og hans forsvinding. Det tog ikke en IQ på over trehundrede for at regne ud, hvem var den næste i rækken. Men det var ikke altid det direkte valg, skønt det var det traditionelle. I dette tilfælde blev traditionerne overholdt, om man ønskede det eller ej. Og Jontar havde været - måske lidt for meget - utilfreds over valget. Han havde ikke spurgt efter dette. Han havde ikke ønsket det. Men som hans fader selv havde sagt, så havde Jontar en pligt for slægten og landet. Man skulle tro, at man som adelig ville have frihed, men man var endnu låst fast i lænker. Dette var blot komplekse og figurative lænker. Ikke som slaverne, Jontar arbejdede med. 

Iført spritnye klæder designet og lavet til netop denne begivenhed stod Jontar i skyggerne, skjult for alle. Hans fader stod fremme og snakkede højt. Først om broderen. Alt imens trillede prinsen med sine tommelfingre. Han ville blot have dette overstået og komme tilbage til sine kamre. Måske have en intim samtale med Pompeia. Hun havde nok været den, der havde skulle ligge mest øre til prinsens utilfredsheder.
Pludselig blev Jontars navn nævnt. Der gik et sekund eller halvandet, før prinsen trådte frem. Uden at sige noget gik han direkte hen til sin fader. En hånd blev lagt på skulderen. Som en snor til en hund. Han kunne ikke slippe væk. Han kunne ikkeforsvinde som Kareem. Især ikke efter Kareem. For Jontar vidste, hvordan det ville få Kazimi til at fremstå. Hvis flere arvinger forsvandt eller gik bort, ville slægte se alt for svag ud. Jontar skulle være stærk. Være en stabil arving.

De limegrønne øjne fulgte tjeneren, men mere præcist klingen i tjenerens varetægt. Hans fader tog imod den og videregav den til Jontar, som takkede imod den ved at nikke og bukke lidt. Han var jo en lille slat højere end sin fader, så han skulle gøre noget for ikke at ligne at være ham overlegen.
Heldigvis skulle Jontar intet sige her. Ikke foran alle. Men dette var ikke en begivenhed, der var overstået efter dette. Nej, der var snak og lykønskninger efterfølgende. Jontar bidrog til disse, omend han virkede lidt for stille taget prinsens personlighed i betragtning. Som en god forlovet mand forblev han meget ved Pompeias side. Hendes liv var også rodet ind i dette. Hendes familie havde måske tænkt - i et perfekt scenarie - at hun ville komme højt op i slægten, men at være den kommende fyrstes kone? Dét var noget, end ikke skønlitteratur kunne forudsige.

Det var en uforglemmelig aften. Situation. Position at stå i. Hun stod altid nær Jontar, hvis ikke side om side med ham. De var et item fabrikeret af Fyrsten ham selv.  Pompeia klagede ikke, og havde ikke gjort det i de mange måneder hun nu havde været bosat der. Næste skridt for hende og Jontar var ægteskab efterfulgt af drengebørn i massevis. Men det lå for nu engang ude i den skjulte fremtid. Aftenen var til ære for Jontar, om han ville det eller ej. Han måtte surmule alt det han ville til hende i de tidskrævende nætter. 

Ligesom Jontar af Kazimi, var hun klædt i nye klæder som nærmest forekom transparente i de tyndeste lag. Der var ingen skam i at vise det frem, man havde. Det havde blålige nuancer i lagene blandt det hvide.

Øjnene fulgte ham som en høg fulgte en markmus. Det var et spindelvæv af forpligtelser der tilfaldt ham - og i sidste ende ville de ligeledes tilfalde hende som den kommende hustru. Hun skulle støtte ham, guide ham hvor han tvivlede, være hans skygge i de sværeste tider og hans lyskilde i alle de andre. Men Pompeia var okay med det. Hun lod blikket tilfalde Fyrsten og et smil faldt i hans retning. Det ville dog ikke vare længe før en eller flere ville tyvstjæle Jontar fra hende, så uden tøven bevægede hun sig blot nærmere ham igen. Aften var endnu ung, og meget at høre i krogene, det skulle udnyttes - dog med en anelse fornøjelse alligevel.

Mange ting var Raniya skånet for, og endnu flere ting skulle hun aldrig nogensinde komme til at bekymre sig om. Alligevel stod hun med tåre i øjnene denne dag, velvidende hvad festlighederne egentlig symboliserede. Hun var naturligvis lykkelig på Jontar vejne. Han var hendes bror, og derfor ønskede hun ham alt godt i livet. Men Kareem havde været netop det samme, og selvom hun ikke rigtig huskede sine ældste brødre, skræmte det hende at nu tre af sin faders arvinger var forsvundet fra jorden før deres tid var kommet.

Raniya stod blandt sine søskende, klædt i smukke yndige klæder i dagens anledning. Stoffet var let, men i mange lag med komplimenterede farver af dybrød, mørkeblå og guld, koblet sammen på en yderst elegant måde. Guldsmykkerne hang og sad mange om hendes hals, arme og fingre - men ikke i nær så stor stil som hendes ældre søskende. Trods hun efterhånden nærmede sig alderen, var hun endnu ikke tilladt at blive beskuet som klar til at ære sin familie og traditionerne ved at gifte sig.

Raniya lød lavmældt og forsigtigt i mængden med sin faders ord. Ære været Kazimi-navnet. De våde øjne sinkede deres blik til hendes fødder, mens hun forsøgte af al magt ikke at bævre med underlægen eller snøfte. Hvor mange af sine søskende ville hun miste i sin levetid? Tanken var ubærlig. Raniya ville derfor nok også være en af de første af fyrstens børn som trak sig væk fra festlighederne, så hendes følsomme sind kunne sørge.

"Kommer nu!" råbte Nadia med påtaget høflig stemme. Hvis man enten ikke hed Sephyran, Florence eller Jontar ville man også have kunne sværge på, at hun var i strålende humør. Egentlig var Nadia ikke i dårligt humør, som hun rendte og sørgede for, at folk hele tiden havde vin i glasset, og hun svarede altid med et stort smil, når der enten blev råbt eller viftet af hende. Egentlig var Nadia også både glad og stolt over, at den nye arving skulle præsenteres - hun regnede kraftigt med, det blev Jontar - men hendes nuværende humør var nok mere neutralt. Hun var dybt opmærksom på folk i mængden, som hun rendte i en dyb lilla kjole og legede tjener. Sephyran havde bedt hende være vagt i forklædning ved højtideligheden, og Nadia tog sin opgave meget alvorligt. Ingen skulle have lov at udføre et attentat, hverken på Fyrsten eller hans søn. Under kjolen havde hun sin lange kniv skjult på låret, og hun havde ovenikøbet et par sten i stofpungen, der sad i bæltet, blot for det tilfælde, at det skulle blive nødvendigt. De færreste blød sig om direkte lava mod huden selv i små mængder, og det var specielt slemt i øjnene.

Som en høg holdt hun et vågent øje både med mængden og balkonen, hvorfra Sephyran talte. Hendes læber trak op i et smil, da Jontar blev nævnt. Ganske som forventet, altså. Hun havde jo allerede talt med Jontar, og hun ønskede virkelig at gøre sit bedste for at leve op til hans forventninger også.

Arrrrh ja, der var intet som Kazimi-slægtens magt og pragt, når den foldede sig ud i alt sin storhed. Og hvilken bedre begivenhed til at vise husets styrke og vælde end ved udnævnelsen af endnu en ny arving!
Nogen ville måske begynde at tvivle på styrken af slægtens mænd, og skæve til mængden i samme åndedræt, men ikke Karim. Han viste vel hvorfor det var vigtigt med lidt ekstra fyld til rækkerne. Som syvende søn og arving selv, var det en lektie lært.

Der var da heller ingen tårer tabt for den mistede Kazimi-søn. Man nåde ikke Karims modne alder uden at have oplevet et par tragedier undervejs, og hvor der blev handlet, blev der nu engang også spildt. Og ingen handlede mere end Fyrstefamilien.
Det blev heller ikke mere tydeligt, end ved festlighedernes vinudvalg. Allerede 3 gange havde en påtrængende slave insisterede på at han prøvede en ny vin, særligt importeret til lejligheden. Så lystigt synes vinen at flyde, at Karim endda havde delt den med et par af de eksotiske fugle fra fyrstens samling, der havde forvildet sig ind i Karims turban. Han synes dog ikke at have set dem siden? Ak ja, fugle var nu engang flyvske væsner!

Ceremonien var som forventet. Det var den sjette af sin slags Karim havde set, inklusiv Fyrst Sephyran egen, så vel som faderen, den sene Fyrst Ebenezers. Det var altid storslåede affærer, men dræbende kedelige indtil alt formalia var overstået.

"ÆRE VÆRE KAZIMI-NAVNET!" hyldede Karim i kor med mængden, et kraftigt ekko af løvens brøl. Men ligesom han mistænkte mange andre tilstede for at gøre, kunne Karim ikke undgå at spekulere over hvornår mon de alle skulle samles til en lignende begivenhed igen.

Den stolte grimasse kunne tydeligt ses på Dains ansigt. Det var hans højtelskede storebror, den storebror han bare respekterede og havde brugt så mange gode stunder, og oplevelser med - jovist var de alle ikke lige gode. Men han var en stolt lillebror, som han stod og klappede ivrigt i hænderne. Han løftede derefter to fingre op til munden, og piftede af sin nydelige storebror. Hvor ville Dain bare ønske at det var ham, for nøj hvor ville han stå flot frem som Jontar. Han stod kort og dagdrømte om det, før han puffede til Raniya i nærheden. Han kunne godt lide at drille hende. Han vidste godt at hun hadede det, men Dain kunne ikke lade være. Han følte sig som en stolt lillebror, som hans lyserøde øjne hvilede sig på Jontar.

Dog kunne fyrstesønnen ikke undgå, at være lidt - hvis ikke meget. Utilfreds over, at det ikke var ham. Men så igen.. Han var jo ikke så gammel endnu. Han var knap nok voksen, og han krydsede pludselig armene. Stod roligt og hørte alle familiemedlemmerne juble, og råbe. Det lød virkelig godt, hvordan Kazimi navnet og æren af navnet lød blandt alle familiemedlemmerne. Dain selv havde råbt det samme, og kunne ikke undgå at få lidt tårer i øjnene"Ja rigtige mænd kan godt fælde tårer Darkhan!" råbte han imod sin bror, og rakte tunge af ham. Dain havde efterhånden godt se de vurderende blikke fra sin bror. Det kunne godt være at Darkhan var hans højtelskede bror, men sommetider.. Så hadede han simpelthen sin egen bror. Det var nok ganske normalt..

Dain klappede så endnu mere i hænderne, og betragtede sin storebror. Det var nok kun et spørgsmål om tid, før Jontar ville giftes og få børn, og alt det andet som førte med. Det fik fyrstesønnen til at spærre øjnene op. Åh nej.. Hvad nu hvis Jontar ville få alt for travlt med livet som arving, og overtage tronen.. Og hvad med konen, børn og alt det andet. Dain bed bekymret tænderne sammen, og kunne mærke hvordan tårerne pludselig blev til flere og flere. Han havde bestemt ikke lyst til at stå og tude blandt familien, men han kunne slet ikke komme fri fra alle de bekymringer og tanker som han havde lige nu. "Nej... Neeeej, åh nej.. Ved guderne.."hulkede han kort, og snøftede en smule. Der gik ikke lang tid før, han spurtede væk, for ikke at ville tiltrække opmærksomhed. En stolt ung herre som ham, skulle jo heller ikke vise andre at han græd, og var ked af det.

I respekt for fyrstens tale var Emin holdt op med at servicere paladset mange gæster med rødvin og andre gode ting på en guldbakke. Han knælede og holdt hovedet lavt, mens han lukkede øjnene og nøjedes med at lytte til denne historiske begivenhed. En dag som denne var blot én ud af mange for Emin, der havde fulgt familien i generationer, men hans hjerte skippede henover en banken, da han hørte at prins Jontar ville blive den næste fyrste.

Var det ikke blot et par uger siden, at Jontar havde taget ham med ind på arbejdsværelset og beordret ham til at fratræde slaverollen for en aften, og spise og drikke med ham som havde de nærmest været lige!? Havde prins Jontar vidst, at hans far havde haft i sinde at udnævne ham som den næste arving?

Han fornemmede at folk omkring ham var begyndt at falde i snak igen, og han tillod sig at kaste et blik op på den stolte fyrste og hvad Emin formodede måtte være en stolt arving. Og dog, han syntes at Jontar virkede fraværende midt i alt det her.

Nå! Gæsterne blev kun tørstigere og tørstigere, så han skyndte sig at gå forbi alle der ikke allerede havde modtaget et glas af hans dobbeltgænger, og tilbød dem et glas, blot ved at bukke pænt og række gæsterne fadet. Kazimierne takkede sjældent nej til rødvin, og nogle flåede endda glassene fra bakken, så Emin fik rødvinsdråber i det flettede hår. Men han fortrak ikke en mine. Han eksisterede kun for at tjene og stille sig til rådighed.

Urgh. Darkhan var overhovedet ikke oplagt til det her. Han ville langt hellere tilbage til sit værelse. Sætte sig i sengen og læse videre i sin bog, med et lille fad frugt og et glas lemonade på bordet. Men han vidste også hvordan det ville se ud, hvis han slet ikke var dukket op. Det skulle ikke hedde sig, at Darkhan ikke ville støtte en ældre broder en dag som i dag. Selvom Jontar ikke så yderligere begejstret ud heller.
Kazimi-slægten kan ikke stå uden arving. Nej, men hvorfor så give titlen til en, som alligevel ikke ville have den. Jontar var ikke engang den ældste, ingen vidste om Kareem ville komme tilbage! Det var måske også bare ønsketænkning, at den forsvundne broder ville vende tilbage, selvom alle var sikre på hans død.
Men Darkhan kunne klare opgaven mindst lige så godt! Måske endda bedre end Jontar. Han ville jo faktisk gerne have titlen og ansvaret. Men i stedet måtte han stå her og fejre en anden.

"Ære været Kazimi-navnet," mumlede han med, da resten af flokken råbte op, trods han ikke lød særlig ekstatisk. Han havde ikke engang taget et af glassene fra de fade, som samtlige tjenestefolk rendte rundt og delte ud af. Han havde ikke vildt meget lyst til at skåle.
Straks blev hans opmærksomhed vendt mod sin tvilling. Han himlede med øjnene og rystede let på hovedet.
"Tag dig sammen, Dain! Du kan ikke stå og flæbe i offentligheden," råbte han tilbage og endelig viste der sig et lille smil på hans læber. De kunne virkelig rive hovederne af hinanden. Måske det var en tvilling-ting, at de kunne blive så forfærdeligt sure på hinanden, som ingen andre. Alligevel ville han ikke være her, hvis Dain ikke var. Det var måske derfor han valgte at liste væk fra festlighederne, da han så tvillingen gøre det samme.
Tilbage til værelset, sidde i sin egen verden og kun høre mængden af folk hygge sig gennem de åbne vinduer. Jontar ville sikkert ikke lægge mærke til, hvis han ikke var der alligevel.

Tiden var kommet til at give arvefølgen videre til næste person i rækken, lillebror Jontar, efter at Kareem var forsvundet og ingen rigtig havde hørt til ham siden. Det havde været en stor sorg for familien, men det var på tide at se frem ad og lade livet gå videre. Det var hårdt, men nødvendigt. Håbet om at finde ham, var aldrig sluppet op, og slet ikke fra deres faders side af, men det havde næsten været for hårdt at se på, så dette var det mest naturlige træk at tage. 

Som hendes bror stod der, foran dem med i hans nye klæder, designet til denne cermoni, så han allerede voksen ud. Det var hvert fald ved at være nu at han skulle vise det, for familien og om verden. Tiden for dem alle ville langsomt ændre sig, der blev gjort klar til at han kunne tage over, hvis det utænkelige skulle ske. Hun havde allerede gået igennem en forældres død, selvom hun intet kunne huske om dette - men hun var blevet gjort opmærksom på det, alt for mange gange. 

Aaliyah var selv trukket i en ny designet kjole, i et silkeblød materiale, som hun stod der og overværede cermonien, med et smil på læben. Hun stod med et glas i hånden, en af deres egne bedste vine og nippede til det som, hendes fader fortalte om den tid de var gået igennem og tiden de nu alle sammen skulle igennem, sammen. Familien var det stærkeste og vigtigste bånd, hos familie Kazimi.

"ÆRE VÆRE KAZIMI-NAVNET!" Udbrød hun sammen med de andre, og kiggede sig roligt omkring og så på forsamlingen, sin egen familie.

Med en hurtig bevægelse fik Ramiel snuppet et af de mange glas, der båret af så godt som usynlige slostjenere bevægede sig igennem de mange forskellige mennesker samle idag. Sikken en idag. Gyldne øjne observerede med et lille smil hvordan prægtigt fyrstens festlighed fremstod, og selvom det (forventligt) ville have nogle gråzoner over sig... forventede han at dagen gik godt. 
Den røde væske var frisk på hans tunge, og han han smilede tilfreds. 

Som mange af de andre gæster, var han klædt i en imponerende mængde forfængelighed. Bemalede øjne og negle, rubinrøde og violette klæder, med sorte accenter som passede til de prægtige vinger. Blikfange skulle i hvert fald ikke mangle her til aften, hvor at især vigtige noglepersoner fra hoffet ville være her. Og han fik da også undervejs, nikket til nogle bekendte ansigter, med en usagt aftale om at tales ved senere. Fordi nu... da alles øjne søgte imod fyrsten og hans tale, var Ramiels opmærksomhed ikke sen til at følge med. "ÆRE VÆRE KAZIMI-NAVNET" 
Ære være den gyldne løves slægt. Med introduktionen og dermed også sikringen af en ny arvefølge, måtte der vel ikke være tvivl om at fremtiden var lys, og dét var en anledning til fejring! Og Ramiel var ikke sen til at tage del i den, sikker på at få flettet hans nygivne titel som vasal under fyrsten, flettet ind i alle de vigtige samtaler. Selvfølgelig. 

Det var vist ingen hemmelighed at de store haver havde fået en ordentlig omgang op til denne annoncering. Det var ikke som sådan fordi Fyrsten selv havde sat Inara i sving, men den tiltagende spændte stemning der havde spredt sig i paladsets haller havde fordrevet halvelveren til haverne, hvor der trods alt var en kende mere to og fred, for ikke at snakke om mindre tilspidset atmosfære. 
Selvom Inara altid havde anset sig selv som ligeværdige med de andre adelige, vidste hun inderst inde godt, at det slet ikke var sagen fra deres side. Nærmest tværtimod. Hendes blandede gener havde fået adskillige til at skæve til hende undrende og nærmest i foragt og af samme årsag havde hun ved denne lejlighed trukket lidt ned bagved for ikke at tilrage sig mere opmærksomhed end højst nødvendigt. Det kom ikke rigtigt som nogen overraskelse, meldingen som Fyrsten kom med, men det gippede alligevel en kende i Inara. Hun kendte godt til Jontars syn på slaver, og selvom Inara på ingen måde var slave, men blot bundet af en pagt, var hun ikke så sikker på, at den unge Jontar kendte denne forskel. Hun kløede sig kort i det kraftige røde hår, og gned den ene hånd hårdt over øjnene, hendes kattepine ville ingen ende tage. Måske det var nu, at hun skulle tilbyde Fyrst Sephyran at lede landet tyndt efter hans førstfødte søn

Rygter havde fulgt i kølvandet på Kareem's forsvinden. Endnu en løveunge var blevet taget af forbandelsen; denne gang en af den forhenværende fyrstindes egne. Længe havde Meena næret et håb for at storebroren blot var draget på dannelsesrejse, men som den ene udsendige efter den anden vendte tomhændet tilbage, svandt optimismen indtil hun ikke længere kunne bilde sig andet end sandheden ind. I sorgen over den tabte bror og arving spirrede et nyt håb frem. Håbet for at der denne gang ville ske et skifte i Fyrstens fremtidstro, at han med tabet af endnu en søn måtte sande at løsningen ikke ville være at finde den næste arving blandt de resterende af y-kromosomede efterkommere. Ønsket beskæmmede ingen, og trods Meena godt vidste det både var naivt og uladsiggørlig, så gjorde det ikke nederlaget til sydens mandschauvinisme mindre bitter da Fyrsten udnævnte Jontar som sin nye arving.

"ÆRE VÆRE KAZIMI-NAVNET!" Stemte lillesøsteren i med resten af koret af de forsamlede. Smilet druknede kortvarigt druknede i bægret med fortyndet vin, inden et nyt fandt sig vej over læberne. For skønt kærligheden til storebroren var umådelig stor, så var det ikke uden en kugle af negative følelser i brystet, at Meena med perfekt påtaget henrykkelse over brorens nye titel cirkulerede blandt de fremmødte, efter at have givet sin personlige lykønskning til pseudotvillingen.

Som en skøn, skinnende, lille, bleg perle sad Malika under en af de mange parasoller på en masse behagelige puder. Hun var iklædt gyldne tynde klæder der var bundet om hende med diverse smykker og bælter usmykket med rubiner. Det fik hende til at ligne en skønhed uden lige. En solbrun slave stod ved hendes side med en større vifte og lod den langsomt give Malika kølende luft. Utallige samtaler var allerede foretaget med smil og nik og flittige ændringer i samtaleemnet hvis der var noget politisk som hun ikke kunne svare på, eller var uenig i. Det var efterhånden et talent hun havde påtaget sig. Samtalerne forstummede dog da hendes fader trådte frem fra de store døre. Hun løftede straks hovedet, for at fremvise at hun gav ham hendes fulde opmærksomhed. Præsentationen om Kareem fik et følelsesløst ansigt frem på Malika. Hun ville ikke vise svaghed, selvom de fleste vidste at alle medlemmer af Kazimi familien var vigtige for enhver. Prædiken forsatte og ud kom Jontar, nu offentligt udnævnt til at være den nye arving. Et lille smile spredte sig på hendes læber. Forhåbentlig ville det blive en succes denne gang. Ingen af dem ønskede at miste flere familiemedlemmer.
”Æret være Kazimi-navnet!” Deltog hun med et bredere smil på læberne, men dog uden at hæve stemmen som så mange andre gjorde. Det eneste der blev hævet, var hendes glas halvt fyldt med en af de rubinske vine. Nu skulle samtalerne begynde endnu en gang, denne gang med et tema der hed Jontar, den nye arving af Kazimi. Hendes øjne gled dog efter sin yngre bror, Dain, som han stak af, kort efterfulgt af Darkhan. Hun håbede at brødrene ville snakke sammen. Malika ønskede nemlig at være der for dem der havde det svært, men hun var forpligtet til at blive der. Hun var for genkendelig til at kunne smutte så let.

Nye klæder var det eneste der kunne afgøre om Jamillah ville deltage til festlighederne. Det var en let opgave at få klaret, for en som hende. Sådan som hun voksede, så var der meget af det tøj hun havde som nu var ubrugeligt. Derudover, så mente hun jo ofte at hendes tøj ofte var for beskidt at bære selvom dette var blevet vasket flere gange før. I dagens anledning havde hun fået anskaffet sig handsker og lange ærmer, for der var for mange mennesker med urene hænder, som enten ville røre noget hun skulle røre ved eller lægge en venlig hånd på hende. Hendes klæder var med mange lag i rødlige nuancer med forskellige sirlige broderier, og selvfølgelig et gennemsigtigt sjal til. I denne stund lignede hun en på atten år. Tiden fløj afsted for hende, og angsten for at hun ikke ville stoppe med at ældres skræmte hende.

Hendes fader præsenterede sig og kort efter blev hendes halvbror udpeget til at være arving af fyrstetitlen. Stadig værende ’ny’ i familien kunne hun have svært ved at holde styr på familiens historie. Det var let at forstå at det i hvert fald ikke var første gang denne festlighed foregik. Jamillahs skæbne ville afgøre hvorvidt hun ville leve til at se den næste; om det var en af tvillingerne eller Jontars egne børn var jo ikke til at vide.

”ÆRE VÆRET KAZIMI-NAVNET!” Hendes stemme skreg næsten igennem mængden. Det var ikke meningen, men af og til var det svært at styre sin stemme. Det var som om at den også prøvede at vokse, samtidig med hende. Hendes ellers blege kinder fik et rødligt skær, som næsten ikke kunne ses på den del af hendes kinder som allerede var kulørte. Hun gav ikke megen opmærksomhed til andre en Jontar og hendes forældre. Disse var hendes fokus, for det var dem hun følte sig tryggest ved. Hun stod meget ved sin moders side, en del i håb om at hun ikke ville ende i en samtale hun ikke havde forstand på. Jamillah fik skænket lemonade i hendes eget glas, et glas som kun hende selv og hendes slave havde rørt ved. På denne måde kunne hun nyde festlighederne uden at skulle bekymre sig om hvilke baktusser og vira der ville komme i nærheden af hende. Hun havde desuden fået besked om at hun skulle prøve at være mindre hysterisk i dag. Nu måtte det jo blive testet, om hun kunne holde det hele aftenen, eller om hun ville blive præsenteret for alkohol og det ville gå i en forkert retning.