Grundlæggende Oplysninger
Fulde navn: Nadia San'djariKaldet: Nadia, San
Køn: Kvinde
Alder: 22
Fødselsdag: 2.6 år 2002
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Primært Aladrios og Azur. Kile har dog også stor indflydelse.
Erhverv: I lære som spion hos Sephyran IV af Kazimi
Nuværende levested: Rubinien - Balzera
Race: Blandingsrace - Elemental og Menneske
Uddybende om race: Nadia er halvt menneske på sin fars side og halvt ildelemental på sin mors side.
Udseende
Højde: 168 cmVægt: 65 kg

Det er tydeligt, at Nadia er af Rubinsk æt. Lige fra den chokoladebrune hud til det kulsorte hår. Selv de brune øjne og den brede, let flade næse, der er prydet med en septum, er vidne om dette. Læberne er også karakteristisk store og fyldige, og kindbenene er en anelse brede, så hun nemt kan få et lidt buttet ansigt, også selvom hun ikke nødvendigvis er overvægtig.
Nadias muskulatur er ganske tydelig, også selvom hun stadig hænger sidst i udviklingsstadiet. Det er tydeligt, at hun bliver trænet jævnligt. På den anden side har hun også en smule over sidebenene, men det er ikke noget, der er mere nævneværdigt end som så. Selvom det ikke er helt tydeligt, er Nadia rimelig smidig.
Nadias former fejler ikke det store, og her er hendes udvikling fulgt godt med. Hun er fuldt i stand til både at fremvise barm og hofter. Nadias højde gør også, at hun ikke ser super slank ud.
Nadias påklædning består oftest af løst tøj; oftest er det haremsbukser af en eller anden art, en løs tunika (både med og uden ærmer) og noget lignende maosko (samme princip; alt er lavet i stof). Selvom Nadia ikke har problemer med varme, kan hun af og til ses i klæder, der minder om ørkenvandreres; det er til for at give en illusion om, at hun prøver at holde på kulden og isolere sig mod varmen, men det er i virkeligheden for at passe ind, hvis det er nødvendigt. Herudover er tøjet generelt løst nok til, at hun kan have flere kasteknive gemt rundtomkring.
Selvom Nadias træning har involveret flere våben, har hun fundet en forkærlighed for ét eksotisk, hun generelt altid har på sig, og som er blevet lidt af et kendetegn; en lang, trekantet dolk, der kun er spids og ikke skarp (ofte kaldet en "rondeldaggert").


Magi
Magisk evne (1): Fyrstens spejl: Nadia har arvet denne evne efter sin far. Hun er i stand til gennem spejle (og kun spejle) at danne et vindue, hun kan se og høre igennem. Det gør hende i stand til at spionere på personer fra afstand. Ligesom sin fader, bliver det nemmere, desto bedre hun kender personen. Nadia er i stand til at opretholde vinduet i to timer, inden hun løber tør for chakra. Hun kan gøre det i kortere perioder, hvortil det også er hurtigere at genoplade energien, der er blevet brugt.Nadia er dog kun i stand til at skabe et vindue til ét andet spejl ad gangen, og det kan ikke være hvilket som helst; det skal have en eller anden form for betydning for den person, hun vil spionere på, men det er nok, hvis personen ejer det. Tyveri tæller i det her tilfælde ikke som ejerskab, og hun kan derfor ende med at se og høre den forkerte person, hvis modtagerspejlet er stjålet.
Vinduet fungerer kun en vej, og offeret vil derfor ikke være vidende om hændelsen med mindre han eller hun er i stand til at sanse magi. Ligeledes skal Nadia også eje spejlet, hun kigger igennem, hun kan ikke bare bruge evnen sammen med hvilket som helst. Ejerskab tæller desuden ikke nødvendigvis kun som, at man har betalt for det. I begge tilfælde, overdrages ejerskabet også gennem arvestykker, gaver og videregivelser.
Når Nadia åbner forbindelsen, er den ikke skjult; andre kan se med fra hendes side.
Nadia kan kun se igennem spejle i nutid. Hun kan derfor ikke se, hvad der er sket, og ligeledes kan hun heller ikke se mulige fremtider.
Nadia er ikke særligt god til at styre denne evne; den er meget følelsespræget, og hun opdagede den første gang, da hun savnede sin mor og pludselig så hende gennem et spejl.
Dygtighed til at kontrollere evne: Lidt trænet
Magisk evne (2): Lavamonsteret: Nadia er efterkommer af et ildelemental, der er knyttet til et underelement: Lava. Dette gør flere ting.
Passivt har Nadia en kropstemperatur på ca. 50 grader Celsius. Dette er ikke noget, hun kan kontrollere, men hun er i stand til at hæve denne gennem den aktive del af evnen. Ud over dette bliver hun ikke påvirket af hverken ild, varme eller lava. Omvendt er hun dog mere modtagelig over for kulde, og hun kan let få en forkølelse, allerede hvis udendørstemperaturen er 20 grader.
En anden del af Nadias elementalside er, at hun gradvist ændrer udseende jo mere chakra, hun bruger. Omvendt så ligner hun gradvist mere og mere et menneske jo tættere hun kommer på at have opladt sin chakra. Det starter i det små med, at hendes blodårer begynder at gløde og nærmest give en illusion af, at hun sprækker med "lavastråler" over hele kroppen. Hernæst vil hendes hud og hår også ændre sig gradvist, til hun mere eller mindre fuldt ud ligner en skabning bestående af lava. Her vil hendes hud også føles ru, og hun vil være utroligt varm at røre ved, selvom det ikke er nok til at kunne give permanente skader. Hvis eller når man rører ved hende, vil man også opdage, at det kun er udseendesmæssigt, hun ændrer sig. Hendes hud er stadig hud, og hendes hår er stadig hår. Det er ikke sådan, så det komplet ændrer struktur. (Et par eksempler på dette kan findes Her og her).
Nadia er i stand til at smelte ikke-organisk materiale (såsom sten eller metaller e. lign.). Dette er kanaliseret gennem hendes håndflader, der bliver utroligt varme, når hun bruger evnen. Den bedste effekt sker, hvis Nadia har fysisk kontakt med det emne, hun vil smelte, men hun er i stand til at smelte mindre dele op mod ti meter væk. Jo større emne desto tættere skal hun være på, og selv når hun har fysisk kontakt med noget, vil hun højst kunne påvirke en overflade på 15 meter i diameter. Hun kan dog mindske dette område og påvirke emnet mere i dybden, men det er sjældent nødvendigt, som varmen medfører, at det samtidig smelter materialet under sig. I forlængelse af dette, er hun også i stand til at manipulere med selve lavaen så længe, den er flydende. Når først den størkner ind til sten igen, kan hun ikke gøre noget ved den (andet end at smelte det igen).
Nadias evne hænger i høj grad sammen med hendes temperament, og jo mere sur hun bliver, desto sværere bliver det for hende at holde evnen tilbage. Den anden vej rundt, bliver det sværere at smelte noget som helst, hvis hun er ked af det. Desuden har det taget lang tid at få den under kontrol, fordi hun har så stor en mængde chakra, og hun har været ude for uheld, hvor hun har smeltet ting ved en fejl. F. eks. er hendes årsrekord på nedsmeltede guldstatuer og -statuetter lige nu på 314. Dette er dog nogle år siden efterhånden, og hun har med imponerende hast fået evnen ganske godt under kontrol. Det har også på sin vis været nødvendigt, fordi hun har haft truslen hængende over hovedet, at han ville slå hånden af hende, hvis hun ikke fik styr på den.
Selvom Nadia ikke direkte kan påvirke levende materiale, som væsner og planter (dette gælder også "døde" ting såsom træ brugt til bygninger), kan man stadig godt få en voldsom forbrænding, hvis man kommer i kontakt med hendes hænder, når hun bruger evnen. Dette er som følge af den voldsomme temperaturstigning, der sker.
Nadia har sværere ved at påvirke magisk forstærket materiale, og afhængigt af metoden, kan det være komplet upåvirket. Det kræver dog, at magien forbliver i materialet efter fremstillingen (Sephyrans statuer har ikke magi i sig, efter de er blevet omformet f.eks., hvilket er derfor, hun forholdsvis nemt kan smelte dem). Det kunne f.eks. være et våben, der er smedet i drageild; fordi en drage er et stærkt magisk væsen, ville magien fra dens flammer kunne forhindre Nadias påvirkning. Generelt set er reglen, at jo stærkere magi, materialet indeholder, desto sværere har Nadia ved at påvirke det. I nogle tilfælde har tid også noget at sige; hvis magien i et materiale gradvist forsvinder over tid, har Nadia også nemmere ved at påvirke det jo længere tid, der er gået fra, det er blevet "fyldt".
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel
Personlighed

Styrker:
- Viljestærk
- Smidig
- Loyal
- Stærke instinkter
________________________________________________________________________
Svagheder:
- Temperamentsfuld
- Langsom til at lære
- Kulde - både direkte og indirekte
- Selvbebrejdende
________________________________________________________________________
Generel beskrivelse af personlighed:
Nadias verdensbillede er farvet af Sephyrans opdragelse. Dette betyder, at selvom hun har et stærkt instinkt for, hvad der er rigtigt og forkert, er det i forhold til, hvad Sephyran har lært Nadia, der er rigtigt og forkert og ikke i forhold til, hvad resten af verden måtte synes. Dette betyder også, at hun er håbløst loyal over for sin far, og hun ville aldrig modsætte sig en af hans ordre. Det er også grunden til, at hun ikke ville fraternisere med en fjende af Kazimi-huset, med mindre det er en opgave, hun er blevet sat på. Nadia er langt fra fejlfri, men det er tydeligt, at hun gør sit bedste for at fuldføre hver eneste opgave, hun får, til perfektion. Det betyder også, at hun er god til at bebrejde sig selv, hvis hun fejler, og hun har nærmest straffet sig selv på forhånd, inden hun overbringer nyheden. Nadias loyalitet hænger også stærkt sammen med, at Sephyran, som belønning for godt arbejde, har givet hende lov til at tage et par dage fri nu og da for at besøge sin mor (udover de tidspunkter hendes mor kommer til hende).
Nadia er fra barnsben af trænet som spion. Det har derfor gjort hende til en formidabel løgner, og der er ikke mange, der kan skelne, hvad der er sandt og falsk, når hun taler. Hun er derfor også god til at tale folk efter munden, og hendes unge alder gør ofte, at folk falder i fælden og taler over sig, selvom hun har fået drejet det sådan, så de tror, de selv har valgt det. Hun er også dygtig til at fremstå naiv, hvilket også giver andre en falsk tryghedsfornemmelse, og de er derved mere tilbøjelige til at åbne op overfor hende.
Nadia har arvet sin fars syn på livets "goder", og hun har, hendes unge alder til trods, allerede fået sig en del erfaringer. Oftest har dette været i forbindelse med en eller anden opgave for at hive informationer ud ad et individ (Nadia har erfaret, at folk er væsentligt mere tilbøjelige til at dele disse, når de er afslappet og føler sig godt tilpas), men hun har alligevel erfaret, at hun foretrækker ældre mænd, selvom hun egentlig er til begge køn. Selvom hun har opdaget denne del af sig selv, ville Nadia dog aldrig ligge med en kendt fjende, hvis ikke det var for at få noget ud ad vedkommende, der kunne hjælpe Kazimi-familien. Med andre ord har hun fundet denne del af sig selv som værende et godt værktøj under de rette omstændigheder.
Nadia er udmærket klar over, at hun ikke er en fuldblods Kazimi, og hun viser de "ægte" familiemedlemmer stor respekt. Det betyder dog ikke, at hun er respektløs over for resten, men hun ser disse som ligeværdige i stedet for værende "over" sig. Det betyder også, at hun er noget mere formel over for sin fader, og at hun mere opfører sig, som en tjener ville over for sin Herre. Det betyder også, at hun overfor sin fader og fulblodssøskende har det med at bruge formelle titler, med mindre hun har fået lov til andet.
Nadia har stærke instinkter, men hun er ikke voldsomt hurtig til at lære nye ting. Dermed ikke sagt, at hun ikke er klog, men nye ting kræver en del tålmodighed fra hendes side af. Det er også derfor, hun ikke er særligt god til at styre sine evner endnu, selvom hun er ved at komme efter det. Det betyder derfor også, at hun mange gange ikke er særligt god til at lære af sine fejl, hvis ikke hun får at vide, at det, hun gør, er forkert. Nok har hun stærke instinkter, men det betyder også, at hun har en tendens til at agere på dem, selv når det ikke er hensigtsmæssigt. I forbindelse med denne træning har Nadia også tillært sig et par ekstra sprog (primært elvisk), men hun udmærkede sig i dialekter; hun kan skifte dialekt mellem ord midt i en sætning, hvis hun ønsker, og hun har tillært sig den ørkenelviske dialekt til perfektion. De andre dialekter af elvisk kæmper hun dog stadig med, men hun øver sig ofte. Dværgesprog er lidt mere kompliceret for hende, og hun har stadig ikke dialekten helt på plads, så der skinner hendes Rubinske accent stadig igennem.
Nadia er meget ekstrem i sit humør. Hun er god til at holde igen, når hun er på opgave, men uformelt er hun en humørbombe af den anden verden. Er hun glad? Så kravler hun på væggene, krammer alle og har generelt et kæmpe smil på læberne. Er hun ked af det? Så kan man ofte finde hende på sit værelse, hvor hun kan tude i flere timer, selv over små ting. Er hun sur? Så er du slet ikke i tvivl, når temperaturen i rummet stiger ti grader, fordi hun ved et uheld får smeltet en statue eller en væg nær ved hende.
I forlængelse af dette, er det også en af grundende til, at Nadia ikke er særligt god til at kontrollere sine evner; de er meget afhængige af hendes humør, og det er generelt nemmere for hende at kontrollere dem, når hun mentalt er i balance. Omvendt har hendes evner det med at løbe af med hende, hvis hun ikke kan holde sine følelser i skak. Generelt set er tommelfingerreglen, at hendes evne til at kigge igennem spejle nærmest sker automatisk, hvis hun føler stærk længsel efter et bestemt individ. Dette betyder dog ikke, at det er nemmere for hende at aktivere evnen mod andre personer. Omvendt bliver den sværere at aktivere, hvis hun er sur, men den er langt nemmere at kontrollere, hvis hun er i godt humør. Hendes evne til at smelte ting til lava og kontrollere det, er nemmere hvis hun ligeledes er roligt stemt. Hvis hun er trist, er det nærmest umuligt for hende overhovedet at aktivere evnen, og hvis hun er vred, kan hun nærmest ikke slå den fra. Hvad der for begge evner er fælles er, at hun generelt har svært ved at fokusere på sin kontrol af chakra. Hun kan godt åbne og lukke for "slusen," men hun har svært ved at styre hvor meget. Det er lidt samme princip, som med hendes humør; Nadia har svært ved ikke at gøre sig i ekstremer.

Baggrundshistorie
For næsten 19 år siden var en mand, der lige havde nået sit højdepunkt af sin fysiske alder, på vej hjem til Balzera fra et kortere ophold omkring Dianthos, efter Sabbatin havde forsøget at overtage magten. Manden var blevet tilkaldt af sine allierede fra Lyset med en bøn om hjælp til at blive stabiliseret efter forsøget på magtovertagelsen. Manden var ingen ringere end Sephyran IV Zayn Ad-Din af Kazimi. Han havde i første omgang været til stede i Dianthos for at sikre sig, at tingene blev bragt i orden. Han havde dog efterladt en håndfuld soldater, der skulle hjælpe Lyset helt på benene igen, mens han selv drog hjem mod Rubinien for at vende tilbage til sine egne pligter.Ved grænsen til Azurien blev han dog forsinket; et ildelemental var blevet overfaldet af en gruppe mennesker, og de forsøgte ihærdigt at svække hende ved konstant at hælde vand over hende, og det virkede. Sephyran valgte med det samme at hjælpe væsnet, for elementaler var magtfulde væsner, og han kunne måske vinde en favorabel tjeneste ved at udvise sådan en uselviskhed! Resultatet blev et barn, der fik lov at vokse op hos Sephyran på den betingelse, at elementalet måtte besøge dem, så ofte hun ønskede. Fyrsten, der stadig var noget benovet over sådan en gave, accepterede tilbuddet, og ca. et halvt år efter kom Nadia til verden. Anaria San'djari, som var elementalets navn, blev hos Sephyran de første par år, hvor Nadia ikke kunne undvære sin mor. Herefter vendte Anaria tilbage til Azurien.
_________________________________________________________________________
Nadias barndom er til gengæld ikke super begivenhedsrig. Der har været perioder, hvor hun har følt, Sephyran har manglet meget, men hun har samtidig haft forståelse for, at han har været nødt til at hjælpe sine allierede fra Lyset i deres konflikt med Mørket. Hun har derfor haft accepteret, at han har haft lange perioder, hvor han ikke har kunne være en del af hendes liv.
Nadia er fra en tidlig alder blevet trænet med forskellige våben, men fordi hun aldrig har været den store, stærke type, har hun været nødsaget til at passe sin stil derefter. Det har medført, at hun lidt har dannet sin egen måde at kæmpe på gennem årene, hvor hun oftest går efter kroppens svage punkter, og hun vil hellere undvige et udfald end at parere det direkte. Når det ikke har været en mulighed, har hendes parader været mere glidende, så hun, i stedet for at stoppe et våben, har omdirigeret dets kraft, og modstanderen derfor har oversvunget. Hun er endnu ikke en specialist i kamp, men hun har flere gange overrasket sin træner ved at tillære sig nye tricks ganske hurtigt. De mere basale teknikker - dem der kommer med tid og øvelse - har hun til gengæld været lidt længere om at lære.
Nadias træner har også undervist hende i infiltration af forskellig art. Det gælder både steder, hvor hun normalt ikke har haft adgang, men også det at gå under dække. Store dele af denne træning har også involveret måder at få folk til at snakke, så de tror, de selv vælger at fortælle det.
Nadia har brugt en del tid uden for sin almindelige træning på at lære at kontrollere sine evner. En ting hun har haft store vanskeligheder ved, og hun har flere gange været nervøs for, at Sephyran har ville slå hånden af hende, fordi hun ikke har kunne få det under kontrol. Det har resulteret i flere huller i slottets stenvægge, samt - ikke at forglemme - utallige nedsmeltede statuer, både dem i massivt guld, men også flere af marmor. Denne del har Nadia aldrig været videre stol over, og hun er stadig ikke færdig med at bebrejde sig selv for sine fiaskoer. Nadia viste dog for første gang sin far evnen til at bruge Fyrstens Spejl for ca. ti år siden. Den er stadig et voldsomt problem for hende at kontrollere, men den er ikke nær så skadelig, som hendes evne til at smelte ting og sager.

Familie: ✞ Farfar: Ebenezer af Kazimi | Afdød.
Far: Sephyran IV Zayn Ad-Din af Kazimi | Fyrste | Levende.
Mor: Anaria San'djari | Ildelemental bosat i det nordlige Azurien | Levende (NPC)
✞ Tidl. kone til fyrsten: Khadija af Kazimi | Sephyrans første kone | Afdød.
Første stedmor: Safiya af Kazimi | Sephyrans anden kone | Eksileret. (NPC)
Stedmor: Florence Fleur la Mira af Kazimi | Fyrstinde | Sephyrans nuværende kone | Levende.
✞ Halv storebror: Jabir af Kazimi | Afdød.
✞ Halv storebror: Faruk af Kazimi | Afdød.
Halv storesøster: Kaatima Naaila af Kazimi | Levende.
Halv storebror: Vadim Zian Ad-Din af Kazimi | Levende.
Halv storebror: Kareem-al-Haytham ibn Sephyran-al-Abbas Kazimi | Arving til fyrstetitlen | Levende.
Halv storesøster: Meena Israa af Kazimi | Levende
Halvsøster: Malika Rana Rim af Kazimi | Levende.
Halv lillebror: Darkhan Al Sabar af Kazimi | Tvilling til Dain | Levende.
Halv lillebror: Dain Nad'Jim af Kazimi | Tvilling til Darkhan | Levende.
Halv lillesøster: Jamillah Miniya Saura af Kazimi | Levende.
Svigerinde: Ciriya Arie af Kazimi (née Á Ooden) | Valdims kone | Levende.
Nevø: Khali Seph Ad-Din af Kazimi | Søn af Valdim og Ciriya | Levende. (NPC)
Niece: Valerie Odea af Kazimi | Datter af Valdim og Ciriya | Levende. (NPC)
Faster: Seraphina Af Kazimi | Levende. (NPC)
Onkel: Damian Af Kazimi | Seraphinas mand | Levende. (NPC)
Fætter: Caspian Af Kazimi | Søn af Seraphina og Damian | Levende. (NPC)
Kusine: Catarina Regina Saphira Af Kazimi | Datter af Seraphina og Damian | Komtesse | Levende.
Kusine: Celestia Af Kazimi | Datter af Seraphina og Damian | Levende. (NPC)
Kendte familiemedlemmer uden for Sephyrans ægteskaber
Halv lillebror: Demeke Nadhil | Søn af Sephyran og Victoria Garreau | Levende (NPC)
Halv lillesøster: Tania Nadhil | Datter af Sephyran og Victoria Garreau | Levende
Halv storebror: Ramiel Lunea-ad Kazirea (Ikke anerkendt af Fyrsten) | Søn af Sephyran og Aliette (NPC) | Levende
Halv storebror: Sevan Ishar Malik Mohy al-Din | Søn af Sephyran og Panka Rabab Mohy al-Din (NPC) | Levende

Andet
DaggertenNadia har som sagt fundet et yndlingsvåben i sin lange, trekantede kniv. Den passer perfekt til hendes stil af at gå efter kroppens svage punkter; såret fra et stik fra den ser ikke særlig slemt ud, men pga. dens design er skaden langt større, end den ser ud, fordi den kan nå de vitale områder forholdsvis nemt. Udover det gør dens trekantede form, at sår er mere besværlige at sy sammen (dermed ikke sagt at det er umuligt). På den måde afspejler den på sin vis Nadia selv; det er svært at dømme den på udseendet. Selvom den egentlig går under termet "daggert" er den med sine 50 cm. længde egentlig grænsende til et kortsværd.


______________________________________________________________________________________________
Hesten
Nadia har af sin far fået en hest, så hun nemmere kan komme rundt i Krystallandet i forbindelse med opgaver. Det er en temmelig temperamentsfuld hingst, der passer perfekt til hendes eget, ekstreme humør. Hun har navngivet ham Nigan, og han har været hendes tro følgesvend i ca. fire år.


Færdighedspoints
Fysisk styrke: MiddelSmidighed: Fantastisk
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk
Chatboks
IC-chat▽