☰

Alfie

Informant for det Røde Broderskab

Status: Aktiv

Godkendt: 14.11.2026

Antal posts: 0

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Alpheus Roux
Kaldet: Alfie, 'Mørkmageren'
Køn: Mand
Alder: 20
Fødselsdag: 13/4
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Trosløs
Erhverv: Informant for det Røde Broderskab
Civilstatus: Enlig
Seksualitet: Homoseksuel
Nuværende levested: Dianthos - Det Røde Broderskab
Race: Halvdyr
Uddybende om race: En sort bombay kat

Særlige racefordele:
Forbedret synssans
Optimeret hørelse
Balance og smidighed

Udseende

Højde: 174 cm
Vægt: 61 kg
Øjne: Røde som frugtkødet i en blodappelsin, som han fremhæver med mørkebrun kohl omkring øjnene.
Hår: Sort og naturligt krøllet. Han holder det som regel kort, men lader det af og til vokse ud til et tykt, uregerligt virvar af krøller, hvoraf nogle lige akkurat kan samles i en lille hestehale.
Hud: En varm, gylden hudtone med grønlige blodårer. Om sommeren får hans hud en dybere, solbrun glød. Han har en lille skønhedsplet under sit venstre øje.
Kropsbygning: Slank, smidig og atletisk med en katteagtig elegance i sine bevægelser. Han har almindelige menneskehænder, men i stedet for menneskefødder har han kattepoter.

Hverdagstøj: Alfie foretrækker tætsiddende tøj, der giver ham fuld bevægelsesfrihed, men er bestemt heller ikke bleg for at vise lidt hud. Når kulden melder sig, svøber han sig gerne i sin varme, røde velourkappe med en kraftig grå pelskant. Til klatring benytter han et par tætsiddende sorte handsker med skarpe, røde kløer ved fingerspidserne, som giver ham fæste på mure og vægge. De tjener dog også et mere forfængeligt formål, når han blot ønsker at se en anelse mere faretruende ud. Det ene katteøre er prydet med to guldpiercinger.

Ar, permanente skader el.lign.: Gamle ar efter piskeslag på ryggen og ballerne.
Særlige kendetegn: Sorte katteører og en lang, busket hale med en lysere spids.

Magi

Magisk evne (1): Portaler (standard): Kan åbne en portal mellem to lokationer i Krystallandet, man har besøgt før. Portalen er åben i maksimalt en time, og i dette tidsrum, kan folk frit passere igennem den. Herefter skal man hvile i et døgns tid, før en ny portal kan åbnes. Det kræver konstant koncentration så længe portalen er åben, og man er derfor nødt til at blive i dens umiddelbare nærhed. Man kan ikke åbne mere end én portal ad gangen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Mørke (standard): Kan få mørke til at samle sig i et rum eller et område, som kvæler alle dets naturlige lyskilder. Ved at bruge ekstra magisk ressource, kan man trække mørket tættere sammen om en selv om andre personer, for at skabe et dække af mørke, der gør det svært for andre at få øje på en, samt gør det vanskeligere for magiske kilder at gennemtrænge. Dette kan opretholdes i maksimalt en halv time, hvorefter der går timer, før man kan gøre det igen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

S T Y R K E R

Charmerende | Adræt | Kampdygtig | Loyal | Godhjertet

S V A G H E D E R

Kæphøj | Impulsiv | Rastløs og spændingssøgende | Tilbøjelig til afhængighed | Provokerende

"Hvis nogen af jer overlever, så sørg for, at jeg får en åben kiste. Verden fortjener et par øjeblikke mere med det her ansigt."


Alfie er en flamboyant, charmerende og fandenivoldsk ung mand med en skarp tunge, et kæphøjt smil og en næsten uforskammet tiltro til sine egne evner. Han er vittig, sarkastisk, drillesyg og selvfed, og han elsker at være midtpunkt for opmærksomheden. Han er en skamløs flirt, der sjældent lader en mulighed for at charmere, drille eller provokere nogen gå fra sig. Hans mund løber ofte hurtigere end hans tanker, og han har en særlig evne til at gøre en dårlig situation værre med en enkelt velplaceret bemærkning. Alfie har et iltert temperament og kan hurtigt fare i flint, især hvis nogen træder på hans stolthed, men hans vrede er som regel lige så hurtigt glemt, som den opstod.

Alfie har en næsten umættelig appetit på spænding og en forkærlighed for alt, der får blodet til at bruse. Han elsker hasardspil, dristige væddemål og farlige sammenstød, hvor udfaldet langt fra er givet på forhånd. Han er en spillefugl af natur og morer sig med at beregne oddsene for hvad som helst, hvad enten det gælder et spil kort, et halsbrækkende spring eller hans egne chancer for at overleve. Hans katteagtige smidighed, skarpe sanser og lynhurtige reflekser har givet ham en næsten overdreven tillid til, at han altid kan slippe godt fra sine dumdristigheder. Han er særdeles dygtig med daggerter og kasteknive, og hans forkærlighed for smukke, veludførte våben grænser til det forfængelige. Han betragter dem ikke blot som redskaber, men som noget, der fortjener både beundring og omhyggelig pleje.

Bag den ubekymrede og selvsikre fremtoning gemmer sig dog en rastløs sjæl, der har svært ved at finde ro i sig selv. Alfie keder sig hurtigt og søger ofte mod nye udfordringer, farer og fristelser for at holde sin indre uro på afstand. Han har svært ved at sidde stille og lader ofte fingrene finde vej til daggerterne ved sit bælte, hvor han kan lade dem glide over de velkendte skæfter for at beskæftige sine urolige hænder. Hans impulsivitet og trang til øjeblikkelig tilfredsstillelse gør ham tilbøjelig til at træffe forhastede beslutninger, og selvom han er god til at improvisere sig ud af problemer, er han knap så god til at undgå at skabe dem til at begynde med.

Alfie er langt fra så ubekymret, som han gerne vil give indtryk af. Under hans selvsikkerhed gemmer sig en usikkerhed, som han nødig lader andre få øje på. Han bryder sig ikke om at fremstå svag eller utilstrækkelig og har en tendens til at skjule sine mere sårbare følelser bag humor, sarkasme og overdreven selvtillid. Han er ikke meget for at bede om hjælp og foretrækker ofte at klare sine problemer selv, også når det ville være langt klogere at lade andre træde til. Når hans impulsivitet fører til alvorlige konsekvenser, kan skyldfølelsen nage ham langt mere, end han vil indrømme.

Trods sin selvfedme og sine mange dumheder er Alfie grundlæggende godhjertet. Han kan være både varm, gavmild og oprigtigt omsorgsfuld, når han ønsker det, og hans loyalitet over for dem, han holder af, er ikke til at tage fejl af. Han er villig til at sætte sig selv i fare for deres skyld, om end han sjældent tænker konsekvenserne ordentligt igennem. Han har en blødere side, som han helst gemmer væk under et skævt smil og en flabet bemærkning, og han ville sandsynligvis hellere lade sig gennemhulle af daggerter end indrømme, hvor meget nogen egentlig betyder for ham.

Baggrundshistorie



I. Oprindelse

Alpheus er resultatet af flere generationers indavl på et slaveopdræt i Rubinien. Foretagendet blev grundlagt af en velanset adelsherre, der fik idéen om at avle på sin kvindelige halvkat-slave. Med tiden udviklede det sig til en prestigefyldt og særdeles indbringende forretning, hvor halvkatte blev avlet og solgt til velhavende købere. Generationer senere blev Alpheus født af to søskende og fik navnet Alpheus Roux af sine ejere. Han voksede op blandt andre halvkatdrenge i et hus, hvor deres værdi blev bestemt af deres udseende og afstamning.

Allerede som barn udviklede Alpheus en særlig fascination af smukke våben, navnlig daggerter. Husets velhavende gæster bar ofte kostbare sværd og knive, som den langfingrede dreng ikke kunne lade være med at stjæle. Under et løst gulvbræt ved sin seng gemte han sin voksende samling, og i hemmelighed øvede han sig med våbnene, indtil han som tiårig var blevet bemærkelsesværdigt ferm til at håndtere dem. Tyverierne blev imidlertid opdaget, da gæsternes mange klager førte til en gennemsøgning af huset. Alpheus' skjulte våbenlager blev fundet, og han blev straffet.



II. Opvækst og fangenskab

Omkring fjortenårsalderen begyndte Alpheus' udseende for alvor at vække opmærksomhed. Hans bløde, mørke krøller, kønne ansigt og dybrøde, juvellignende øjne gjorde ham særligt værdifuld i ejernes øjne. Det blev derfor besluttet, at hans gener skulle føres videre.
Som femtenårig blev Alpheus tvunget til at gøre sin egen mor gravid. Han blev bedøvet med en indsprøjtning indeholdende Sharas kraft og tvunget til at medvirke mod sin vilje. Året efter gentog overgrebet sig. Oplevelserne efterlod dybe ar, som han siden har gjort alt for at skjule.
Omkring samme tid fik huset besøg af en fremmed herre, der skilte sig ud fra de sædvanlige gæster. Besøget foregik under stor diskretion, og manden var tilsyneladende ikke interesseret i at købe nogen. Alligevel bemærkede Alpheus, at den fremmede iagttog ham, mens han øvede sig med sine daggerter. Da Alpheus senere så efter ham, var manden forsvundet.

I de følgende år blev Alpheus stadig mere temperamentsfuld og vanskelig at håndtere. Til sidst besluttede ejerne at opgive ham som avlskat, hvilket var en enorm lettelse for ham. Friheden udeblev dog. I stedet blev han solgt til en velhavende adelsmand, der ikke lod sig afskrække af en hidsig halvkat, som han mente at kunne sætte på plads.



III. Det Røde Broderskab

Opholdet hos adelsmanden blev heldigvis kortvarigt. Som attenårig blev Alpheus, uden at kende årsagen, købt for en betragtelig sum af den samme mystiske mand, som han havde set i opdrætshuset to år tidligere. Manden hed Nima og havde allerede dengang fået øje på Alpheus' usædvanlige talent med daggerterne. Han så ikke blot en slave, men en værdifuld potentiel rekrut til Det Røde Broderskab. Derfor havde han besluttet sig for at investere i hans frihed, om end det ikke var uden betingelser. Nima tilbød Alpheus en plads i broderskabet, hvor han kunne videreudvikle sine færdigheder og skabe sig et nyt liv. Til gengæld skulle han arbejde sin købesum af. Når gælden var betalt, stod det ham frit for at blive eller forlade broderskabet. Alpheus takkede ja. Alternativet var trods alt langt værre.

I dag har Alpheus været medlem af Det Røde Broderskab i to år, hvor han fungerer som informant. Blandt venner går han under navnet Alfie, mens hans fjender kender ham som Mørkmageren.
Han er dybt loyal over for broderskabet, og særligt over for Nima, som han skylder sin chance for et nyt liv. For første gang har han fundet noget, der minder om en familie, og han nyder friheden til at være sin egen herre. Han har aldrig følt sig ejet af Nima, selvom han af og til bliver mindet om, at hans gæld endnu ikke er betalt. Og det er nu engang svært at betale sin gæld, når man har en ulyksalig forkærlighed for at spille sine krystaller væk.

Familie: Kompliceret og noget som Alpheus slet ikke har styr på eller har lyst til at tænke over.

Andet

Alpheus' yndlingsdaggerter ud af mange i hans samling.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk

Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Tatti
Lige nu: 1 | I dag: 1