Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Vadim Zian Ad-Din af Kazimi
Kaldet: Kaptajn Vadim, Deres højhed, Papi (af sine børn)
Køn: Mand
Alder: 32
Fødselsdag: 16. marts 1988
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Aladrios.
Erhverv: Kaptajn for Fyrstens livvagter, Fyrstesøn
Nuværende levested: Rubinien - Balzera, et palæ nær fyrstens palæ, hvor han bor med familien.
Race: Menneske

Udseende

Højde: 177 cm
Vægt: 88 kg
Vadims hud bærer tydeligt præg af de mange timer i solens varme, som huden har en varm solbrun kulør. Det står i stærk kontrakt til det mørke hår, der på toppen og ned i nakken er af fin længde, omend ikke længere end at det lige kan strejfe hans nakke. Lige over ørerne er håret klippet kort, det holdes nede med en skarp kniv, noget han kun lader sin hustru vedligeholde. Skægget bliver også holdt nede, da det ellers ville vokse sig lige så fyldigt som Fyrstens. De blå øjne træder tydeligt frem i det markante ansigt, kæben er tydelig og ansigtet symmetrisk.
De mange års træning på paladset har båret mere end bare frugt, som Vadims krop fremstår muskuløs og stabil. Han holder kroppen vedlige med daglig træning, hvad enten det er i forbindelse med sit arbejde, som general eller i samråd med sine søskende, der har brug for en hjælpende, men hård hånd. Kroppen bærer ingen synlige præg af ar eller lignende, men der er spor af flere års træning, som gør sig synlig, hvis man kommer tæt nok på.

Uniformen
Billede
Vadims uniform ligner slet ikke de øvrige livvagters, eftersom hans uniform er langt mere mørk, men på den måde skiller han sig også ud. Uniformen er lavet af krokodille skind, som er sat sammen af flere stykker med tyk læder snor. Skuldrene er forstærket med metalplader, som dog er lavet i mindre stykker, så han nemt kan bevæge sig i stedet for en fuld plade på hver skulder. Overdelen med metalstykkerne kan fjernes, hvis beskyttelsen ikke er nødvendig. For at gøre overdelen behagelig at gå med, er der blevet lagt pels ind imellem overdelen og den trøje han bærer under.
Bukserne består også af flere plader med krokodilleskind og enkelte metalplader, der beskytter de mest sårbare områder uden at forhindre hans frie bevægelser. Dermed sagt er der placeret plader ved låret, under knæet og på læggen, igen i mindre stykker, dog sat sammen med metalringe, som kan forhindre at et våben trænger igennem.
Faceclaim: Nyx Ulric (Final Fantasy)

Magi

Magisk evne (1): Flame of death
Selvom Vadim gør en dyd i at benytte sig af sine øvrige færdigheder, så kommer han ikke uden om, at hans fars magiske kræfter har rodfæstet sig i hans krop også. Magien er muligvis ikke det stærkeste, men den er så sandelig yderst farlig, når først han tager den i brug. Flammerne kan ikke påvirke hans egen krop, men med den er han faktisk i stand til at forhindre en hver form for magisk healing (kun i særtilfælde dog).

Der findes forskellige grad af flammen:
Blå flamme - brænder, men vil blot efterlade et brandsår, der vil kunne heales når flammen går ud. Denne flamme har Vadim mulighed for at kaste i en afstand af 3 meter med sin hånd. Flammen dør ud efter få minutter, men kræver heller ikke meget energi af Vadim til at opretholde.
Grøn flamme - Flammen brænder igennem væv og muskler, som den dog ikke kan skade knogler. Den breder sig ikke hurtigt, men arbejder sig i stedet ind i huden, hvor flammen er sat. Skaden påført af denne flamme vil også være mulig at heale, men flammen aftager først når Vadim ønsker det. Jo længere flammen brænder, jo mere svækket vil han være. Lige med denne flamme, så kræves det fysisk kontakt med modparten for at han kan 'brænde' nogen.
Rød flamme - Denne flamme er frygtelig, når det kommer til levende væv. Kun hvis man forhindrer den i at æde sig igennem vævet vil man kunne stoppe dens spredning. Eventuelt ved at skære en legemsdel af og dermed stoppe spredningen. Denne flamme gør det umuligt for modparten af heale sig selv, fordi den arbejder så hurtigt at man vil skulle have nogle vilde heale evner for at kunne lukke sårene. Bruger han flammen, vil den dræne hans energi på ingen tid og efterlade ham svækket. Udover det så kræver flammen fysisk kontakt i noget der ligner 30 sekunder.


Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:
Våben - Vadim er trænet med sabel, spyd, bue og pil, samt kasteknive og almindelig sværd.
Udholdenhed - Efter mange års træning, har Vadim en høj grænse for hvornår kræfterne slipper op.
Selvsikker - Han har ufattelig meget tro på sig selv og sine evner.
Flame of death - det er bestemt ikke hans første valg af våben, da han langt hellere vil benytte sine våbenfærdigheder og slå fjenden på den måde.
Familie - Vadim har virkelig stor tiltro til sin familie og ser det som sin styrke.
Loyal - Han er yderst loyal overfor Fyrsten, hans far, også selvom han ikke deler alle idealer med ham.
Muskuløs - han siger ikke nej til en nærkamp, hvis det er et spørgsmål om at vise hans styrke.

Svagheder:
Vrede - Særligt når det omhandler hans familie, Ciriya og tvillingerne.
Overbeskyttende - særligt overfor sin familie.
Smidighed - han er en smule stiv i det og har ikke nemt ved at flytte på sig. Derfor er han mere tilbøjelig til at tage et angreb lige på end at flytte sig.
Ærlig - det er næppe altid en god ide at sige sin mening lige ud.
Jalousi - ingen, absolut ingen skal se skævt til hans kone.
Alitta - Hans personlige slave, som til tider har det lidt for hårdt og derfor hurtigt kommer ud i problemer, når hun skal følge med. Hun betyder dog stadig en del for ham.
Familie - Her menes der Ciriya, Khali og Valerie.

Generel beskrivelse af personlighed:
Vadim er en mand af sit ord. Han lover ikke noget, som han ikke føler, han vil kunne holde. Derfor fremstår han også som en meget troværdig person. Deraf kommer hans position, som general for livvagterne, som er en meget vigtig stilling for ham. Han er muligvis ikke altid enig med sin far, men gør sit for at beskytte ham og hans følge. På jobbet kan han dog være meget stiv i det. Hænderne foldet imod ryggen, ryggen rank og et observerende blik rettet imod hans omgivelser. Vadim viger ikke fra sin plads, når han er på arbejde, selvom hans mindre søskende nyder at provokere ham til at gøre lige netop det. Han mener selv, at han sagtens kan ignorere dem, men er også klar over, at han fra tid til anden fejler og må overgive sig. Men derfor står de heller aldrig vagt alene, så skulle der være fare på færde, så vil han hurtigt kunne se truslen i øjnene og gøre noget ved det.

Som storebror for en del af Fyrstens børn er han yderst stædig og standheftige i sine holdninger. Har han først sagt fra, så mener han det også. Vadim er udmærket klar over at nogle af Fyrsten børn er en smule udfordrende i forhold til deres selvglade jeg. Men han forsøger så vidt muligt ikke at gøre forskel på dem, der er direkte relateret til ham helt eller halvt. Når det kommer til de uægte børn, så er han en smule mere streng, da han ikke føler at det er fair overfor hans mors, at hun har måtte udstå det. Dertil kommer det faktum at han ærer de koner, som Fyrsten har sig, respekterer dem og behandler dem ordentligt.

Vadim er en kærlig og omsorgsfuld mand og far for sin kone og børn. Han gør alt for dem, for at de skal føle sig sikre, men er udmærket klar over, at arbejdet til tider fylder for meget i forhold til hvad de har fortjent. Derfor bruger han mange kræfter på at være sammen med dem, når han så endelig er hjemme og kan tage sig god tid til at være den far, han selv savnede under sin opvækst.

Baggrundshistorie

Veerne havde stået på længe efterhånden. Khadija var omgivet af slaver, der forsøgte at gøre det så behageligt for hende, som overhovedet muligt. Heldigvis havde solen endnu ikke ramt paladsets mure, som rummet stadig føltes kølig, selv med sveden på hendes pande. Hun havde allerede kæmpet igennem natten og var så småt ved at løbe tør for kræfter, alligevel opfordrede slaven, der skulle tage imod barnet, at hun gav det sidste hun havde i sig. Hovedet var knaldrød, som hun pressede på livet løs i den næste ve, men barnet ville ikke ud, hovedet var kommet ud, men noget var galt. Armen sad fast i kanalen, som slaven undskyldte mange gang, men var nød til at gribe fat om barnets hoved for at hive til. "Sidste pres" bønfaldt hun inderligt, som hun håbede på, at det var sandt. Der blev kæmpet på flere parametre, som barnet endelig kom frit, men til at begynde med ikke sagde en lyd, først da barnet ramte moderens brystkasse kunne der høres et voldsomt barne skrig og dernæst fuldkommen ro.
En yngre slavepige, Alitta, faldt på knæ ved siden af sengen, som hun bukkede hovedet dybt og sendte den lille søn et stort smil. Hun var hans for evigt og de blå øjne stirrede op på hende, som hun smilte taknemmeligt til Khadija. Vadim var blevet født under stor tumult, men straks efter var der ro i paladset.


Et barnligt gråd kunne høres igennem paladset, som Vadim farede igennem de lange gange og var tæt på at snuble flere gange. Han måtte nå frem til sin far, før at han drog afsted imod krigen. Men træningen havde forhindret ham, som han endnu var dækket af sandkorn og kroppen svedige. Han bar kun et bar løse bukser, som man kunne fornemme et sår omkring hans skulder. Det havde drejet sig om få sekunder, hvor han havde været uopmærksom, da sablen var blevet svunget imod ham. Nok havde han undviget, men ikke helt nok, deraf blodet på hans skulder.
Alitta forsøgte at løbe efter ham, kaldte på ham op imod flere gange, som hans far ikke ønskede at blive forstyrret, alligevel farede han imod porten, blot for at blive stoppet af sin mor. "Ikke nu, Vadim" hendes stemme blævrede en smule og Vadim, der hurtigt mødte hendes blik, kunne se sorgen i hendes øjne. Så vendte han blikket imod sin far, der stod i den gyldne rustning og var klar til at tage afsted. Han sank en klump og vendte blikket imod jorden, som han dog holdt godt fat i sin mors kjole, halvt skjult bag hendes ben.


Børneflokken voksede heftigt, der var efterhånden så meget liv på det store palads, at det var virkelig nemt at blive distraheret under træningen. Men han var efterhånden så gammel, at det var forventet af ham, at han kunne vende fokus imod træningen og ikke lade sig distrahere af yngre søskende, som stadig måtte fare rundt omkring og lege. De ældre søskende var dybt fokuseret på træningen, som de stod på en lang række. De var placeret overfor hinanden og blev ofte bedt om at skifte imellem trænings partner. Det var ikke uhørt, at Vadim blev parret med en ældre søskende, som han udviste stædighed og kløgt i forhold til håndteringen af de mange typer af våben. Sveden haglede af ham, som han forsøgte at slå sin broder tilbage imod stolpen. "Kom så!" råbte han arrigt, som den yngre bror ikke var helt så stabil på sine ben. Vadim flyttede sig kun fremad, hvorimod broderen bakkede bagud for at undvige de kraftige skub med træpinden.
Det var ikke træningen der gjorde ham arrig, men det faktum at det ikke var lang tid siden at han havde mistet sin mor.. imens at hun havde givet liv til endnu et barn. Selvom det var sidste år, så kunne han stadig mærke smerten i hjertet fra det tomrum, hun havde efterlad ham med. Det havde ikke hjulpet med hans fars nye kone, tværtimod.


Stien var lagt. Vadim havde allerede i en tidlig alder besluttet sig for at beskytte familien og eftersom at hans far og de øvrige familiemedlemmer altid var beskyttet af livvagter, så var det naturligt for ham at satse på det samme erhverv. Han var ikke den første fødte søn i familien og var udmærket klar over at med den nye kone, så ville arverækkefølgen ikke være det sædvanlige, så han kunne ligeså godt skaffe sig et andet erhverv, der kunne passe til hans voksende interesse på træningspladsen. Hans far lod ikke til at have problemer med at lade ham træde ind blandt livvagterne omend han ikke allerede fra starten fik en høj stilling. Vadim gjorde det meget hurtigt klart for sine kollegaer, at han skulle tages alvorlig, selv uden en høj rang. Han tog arbejdet alvorligt og gjorde alt for at hans familie skulle føle sig sikker i en tid, hvor både mørket og lyset havde det med at bekrig hinanden.


Der var gået næsten 3 år med pligterne iblandt livvagterne, hvor Vadim fandt det nødvendigt at udtrykke sin bekymring overfor sin far. Enkelte livvagter tog ikke arbejdet seriøst nok og han havde også fået en fornemmelse af, at generalen faktisk ikke bekymrede sig om det. Derfor var han nød til at tale med sin far, der muligvis havde andre bekymringer i livet lige nu.
"Posten er din" brummede hans far noget så dybt, som han var travlt optaget af andre sager. Vadim var i tvivl om, der var tale om en forretningsaftale eller en plan om at kalde efter kvindelig selskab, som han mødte hans far på sit kontor. Han bukkede dog hurtigt hovedet og vendte rundt for at tale med den nu tidligere general, som havde titlen og derved også kunne trække medallionen fra generalens brystkasse og smide ham på porten. Det var tid til at der skulle ske en omstrukturering iblandt livvagterne, så der blev tyndet ud i rækkerne og træningen blev øget, så alle ville kunne håndtere en eventuel trussel i fremtiden.


"Din snog! Troede du virkelig, at du kunne forråde mig på dén måde?" der var opstået en tilspidset situation imellem hans far og hans stedmor. Vadim stod vagt udenfor, men kunne sagtens høre deres skænderi og det slag, der blev sendt i hendes retning. Han havde svært ved at skjule smilet på hans læber, som han dog holdt hænderne foldet bagved ryggen og ventede på at han ville blive tilkaldt. Hans far kunne sagtens håndtere en forræder, så meget vidste han, men han ville være mere end behjælpelig med at smide hende i fangehullet, hvor hun forhåbentlig ville rådne op. Ikke at det var udfaldet et par dage efter.
Mon det var hans mor, der havde hørt hans bøn om at der var noget lusket ved kvinden omend hun lystigt spredte sine ben for hans far. Han havde nu aldrig brudt sig om hende, men kunne sagtens se igennem fingrene med det, når det kom til børnene. For de kunne ikke gøre for, at deres mor forsøgte at forråde familien. En familie, der var vigtig for de fleste.


Årene var forløbet uden de store problemer. Nok var verden vendt på hovedet, men livet i Balzera fortsatte, så længe at hans far kunne styre byen med hård hånd. Der var sjældent de store trusler i spil og nu var det kommet på tale at Vadim skulle finde sig en kone. Tiden var ikke til det og snart nåede nyheden om en kvinde, der skulle være hans kone, og derfor havde retning fra Dianthos imod Balzera. Han havde længe gået med tankerne om at starte sin egen familie, men at balancere mellem arbejde og kærlighed ville uden tvivl blive en svær opgave, derfor han endnu ikke havde tænkt tanken.
Måske det var derfor at hans far havde pålagt ham opgaven. Vadim havde ikke problemer med at imødekomme ønsket, som han bestemt savnede mere indhold i livet og måske lige netop savnede én at vende hjem til. Dertil kom ønsket om at Vadim skulle forlade sine gemakker på slottet og i stedet bosætte sig i et palæ i nærheden med sin kommende kone.
Det hele var planlagt og tilrettelagt, som Ciriya gjorde sit indtog i hans liv. Hun var ikke som han havde forestillet sig, men mere end perfekt i hans øjne, selvom hun var 10 år yngre end ham, så bar hun sig modent og voksent. Han var overbevist om at hendes stille ydre skjulte på en fantastisk personlighed. En personlighed, der ville kunne sparke til ham, når han havde behov for at blive mindet om, at alt ikke drejede sig om arbejde.


Vinteren nærmede sig med hastige skridt. Ciriya's mave var vokset gevaldigt de sidste par måneder og længslen efter at møde deres første fødte var stor, som Vadim dog stadig var tvunget til at passe sit arbejde, men havde instrueret Alitta til at være der for Ciriya og sende bud efter ham, når det var tid.

Midt på træningspladsen stod de nyeste rekrutter, som skulle træde ind i orden for livvagterne. Vadim havde et yderst strengt ansigtsudtryk, som han betragtede de mange rekrutter, der var blevet bedt om at slås imod hinanden to og to. "Kun vinderen får en plads" påpegede han, selvom de sagtens ville kunne få plads til dem alle, så vidste han godt, at han var nød til at motivere dem alle til at gøre deres bedste. Klingerne ramte hinanden nådesløs og lyden af metal spredte sig på hele pladsen i en fart. Sandet farede op, som rekrutterne bevægede sig over sandet og tvang hinanden i alle retninger. Det var der at han fik øje på Alitta i det fjerne, stående i skyggen og uden mulighed for at trænge ind på pladsen. Vagterne afholdt hende fra at forstyrre dem. "Deres højhed! Det er nu" råbte hun over pladsen, som hun løftede et vådt klæde op. Han genkendte klædet, som det Ciriya havde haft på, før at han var gået hjemmefra. Vandet måtte være gået.
Pergamentrullen blev skubbet ind i den næstkommanderens favn, som han klappede ham på skulderen og nikkede til ham. "Ta' noter" beordrede han, som han ikke ønskede at lade beslutningen være op til nogen anden end ham selv, så løb han ellers igennem de kæmpende rekrutter og hen imod Alitta for at smide hende over skulderen og fare imod den nærmest udgang.

Alitta var noget så rundtosset, som han fik sat hende ned ved indgangen til deres palæ og skyndte sig at fare ind. "Hun befinder sig..!" mere nåede hun ikke at råbe, før at Vadim var forsvundet. Han farede igennem mange rum, kaldte hendes navn op til flere gange, før at han nåede frem til hende. "Ciri, jeg nåede det" lød det begejstret, som han farede hen for at tage hendes hånd. Stemningen virkede dog en smule presset for Ciriya, som veerne tog til i styrke. Han kunne mærke hvordan hendes lille hånd var i færd med at klemme livet ud af hans, men han trak sig ikke fra hendes side. I stedet rejste han sig let for at kysse hende på panden. "Du gør det godt" hviskede han, muligvis en smule nervøs for, om hun ville bede ham om at gå eller om det ville være i orden for ham at blive. Han var udmærket klar over, at det var sjældent at faderen var med til fødslen, hans far havde ikke været det. Men han ville ikke gå glip af det.
Pludselig kunne man høre et barn skrige sine lunger ud. Han blev vist frem for dem begge, som Ciriyas slave dog var i tvivl om, hvem hun skulle give barnet til først. Hun vaklede lidt imellem dem, indtil Vadim nikkede imod Ciriya, han kunne altid holde drengen bagefter, når hun lige havde hilst på ham først. "Der er en mere" lød det pludselig, som smerterne tog til i stedet for at forsvinde. Barnet nåede ikke at være længe i Ciriyas favn, før at Vadim måtte tage imod ham og holde ham med en arm, for at være der for Ciriya med den anden. De skulle have tvillinger?! Han var selv begejstret for det, men vidste også godt, at det måtte være en hård tid for Ciriya, der ikke havde haft chancen for at forberede sig på det. Men ud kom pigen også, som hun blev lagt i Ciriyas favn straks efter. Vadim rejste sig ordenligt op for at lægge sønnen ned i hendes favn også, før at han kyssede hende på panden. "Tak" mumlede han imod hendes pande, før at han strøg begge børn over hovedet.

Efter Ciriyas ønske, blev slaverne ikke præsenteret med det samme. Han havde fornemmet det på forhånd, men måtte minde Alitta om det, som hun allerede havde vist hende hen til rummet. Et vink med hånden var nok til at få hende til at holde sig i baggrunden. Der blev det også klart for dem, at de ville være nød til at finde en ekstra slave, siden de ikke havde forventet, at der ville være to.



Det var efterhånden sent, som Vadim vendte hjem efter en lang arbejdsdag. Han var godt udmattet, men vidste også at Ciriya hurtigt ville kunne gøre noget ved det. Men som han trådte ind af den store dør til deres palæ, blev han straks mødt af latter. Latteren var munter og fyldte hele palæet op, som Khali og Valeria kom farende imod ham. Deres slaver forsøgte at stoppe dem, men Vadim løftede hånden for at sige, at det var okay. Så gik han hurtigt på knæ og åbnede armene for at tage imod dem. Trætheden var forsvundet fra hans blik, som der hvilede et stort smil på hans læber. Straks faldt børnene ind i hans favn, som de begge lagde armene omkring hans nakke. "Kan du løfte os begge?" spurgte Khali muntert og udfordrende, som han forsøgte at gøre sig tung ved at lade sig hænge uden at bruge kræfter på at holde sig oppe. "Papi kan alt!" mumlede Valerie lettere stædigt imod Vadims kind, som hun sendte sin bror et opgivende blik. Vadim slog en latter af, som han egentlig havde forventet at skulle kramme dem, men han kunne sagtens demonstrere sin styrke. Der endte han med at holde armene ud til siden og langsomt rejste sig op. "Så hold godt fast" sagde han muntert, som han kom på benene. Valerie knugede sig ind til sin far, som hun begravede hovedet imod hans skulder og strammede grebet om halsen på ham. Khali forsøgte at hoppe lidt i et forsøg på at gøre sig tungere, men det lykkes ikke særlig godt. Han opgav dog hurtigt, som de begge hev sig en smule op og placerede et kys på hver af hans kind, hvilket fik Vadim til at le muntert. Så slog han armene omkring dem og holdt dem under armen, da de slap hans nakke, før at han farede afsted med dem igennem palæets mange rum. Indvendigt vidste han muligvis godt, at de snart skulle i seng og derfor skulle han nok ikke gejle dem op sådan. Men hvad kunne han gøre? De havde jo næsten bedt ham om det. Familien var nu bare det bedste, særligt hans lille familie.

Familie:

Kazimi familien er enorm. Vadim lever og ånder for sin familie. Han våger ikke blot over sin far og hans familie, men gør også alt for den familie, han selv har startet med sin kone, Ciriya.

Navngivne famliemedlemmer:
Ciriya Arie af Kazimi (Vadims kone, mor til tvillingerne - lever) - Reserveret
Khali Seph Ad-Din af Kazimi (Søn af Vadim - lever, 3 år, ældst af tvillingerne) - NPC
Valerie Odea af Kazimi (Datter af Vadim - lever, 3 år) - NPC

Ebenezer af Kazimi (Vadims farfar - død)
Fyrste Sephyran af Kazimi (Far - lever i bedste velgående)
Khadija af Kazimi (Vadims mor - død)
Safiya af Kazimi (Hans fars anden kone - eksileret)
Sephyrans nuværende kone
Valentin IV af Kazimi
Corvina af Kazimi
En helveds masse brødre, søstre og halvsøskende!

Alitta (Personlig slave, som blev skænket til ham ved hans fødsel, 38 år)

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Middel