I det tidlige morgengry var en nysgerrig gruppe forsamlede dukket op ved tribunepladsen. Rygterne havde den seneste uge svirret om, at der ville komme en bekendtgørelse af en slags, som var besluttet ved Lysets Råd, og mange af Dianthos beboere valgte at trodse efterårskuldren for at høre nyheden her frem for senere på kroen.

"Borgere i Dianthos!" 

Efter at solen var kommet frem og forsamlingen havde ventet i en rum tid, var en herold bærende Lysets symbol på brystet trådt frem på tribunepladsen. Der blev gjort en lille pause, inden nyheden blev råbt ud:

"Aftalen med Skovelverriget efter krigen mod Mørket har løbet i fem år og er derved anset som tilfuldebragt. Fra denne dag vil Mørkelvere derfor ikke længere eftersøges i landområder under Lysets styre."

Der gik en mumlen gennem forsamlingen. Ville dette betyde, at man snarligt ville se mørkelvere i Dianthos gader? Der havde aldrig været mange af dem i byen - men man frygtede, at de fleste igen havde sluttet sig til Mørket efter uddrivelsen fra byerne. Forandringen ville næppe ske hurtigt - dertil var skellene mellem racerne blevet for dybe, og striden mellem skov- og mørkelvere var stadig i lys luge. Selv om Lyset ikke længere ville forfølge dem, var Elverly en ganske anden sag. 
Men med tiden - nu hvor de ikke længere blev opsøgt af håbefulde dusørjægere - ville der måske igen blive en plads til mørkelverne rundt om i de krystalisianske byer. Spørgsmålet var blot, om der herskede hævngerrighed blandt dem, efter hændelserne der havde fundet sted de seneste fem år..


INFO: Dette er en plot-reaktionstråd, hvor alle karakterer som hører nyheden, kan reagere herpå. Man behøver ikke være til stede på selve tribunepladsen - det er også muligt at skrive en reaktion på, at ens karakter hører nyheden på et senere tidspunkt.

En hastig og højlydt banken lød mod trædøren ind til Ves’ hus, og så var der et øjebliks stilhed, før at den forsatte med at banke på i en vis hastighed, inden at Ves endelig var kommet hen til den og rev døren op, for at se ud på hvem det var der var desperat på at få brug for ham. I mange tilfælde så var det trods alt folk der havde behov for noget magisk kunnen, men i den lille landsby han havde slået sig ned i, så var det ikke lige hans ekspertise de ønskede mest.

”Hvad er der?” spurgte han. De blå øjne kiggede på den unge knægt, ikke mere end 14 år, der stod og prustede lidt ude foran hans hus. Det var slagterens søn.
”Hr. Måneskygge,” sagde han. De store brune øjne kiggede med en vis iver, som tydede lidt på at det ikke var så alvorligt. ”Der er kommet nyheder fra Dianthos.”
”Nyheder?” Det var sjældent af den grund nogen kom forbi. Måske hvis de vidste en større deling af Lysets hærstyrker kom forbi ville de advare ham, som ingen i byen havde interesse i dramatikken der ville komme af at opgive Ves til ordensmagterne. Især når han gjorde mere godt end ondt.
”Ja nyheder, Hr.,” bekræftede han. ”Mørkelvere som dem er ikke længere eftersøgt. Lysets Råd har sagt at deres aftale med skovelverne er færdig.”

Ves frøs fuldstændig som nyheden ramte ham, og hans kæbe spændtes lidt. Hvor drengen mente det var en god nyhed, så var det ikke gode følelser det bragte mørkelveren. ”Tak for oplysningen,” fik han alligevel sagt mellem sine tænder, og gav et nik til drengen, inden han lukkede døren.
Bag den lukkede dør, kunne han høre den unge dreng forsigtigt sige ”Hr. Måneskygge?” Men ligeså snart det var tydeligt at Ves ikke ville åbne døren, så var der fodskridt som han forlod grunden.

Inden i huset stod Ves dog og var absolut rasende. Selvfølgelig var han glad for at han ikke skulle gemmes væk mere, men de følelser der havde været der, da han for fem år siden var blevet smidt ud af Lyset, de lå stadig hos ham. Alt den smerte, sorg og fortvivlelse han havde haft, og så efter så få år, så ville Lyset lade som om at intet var sket? Han var i hvert fald ikke klar til at tilgive dem for det, og det ville der nok gå mange år før han egentlig var. 

Mørkelverne er ikke længere eftersøgt. 

Seth's lyse øjne betragtede undrende den lille gruppe skovvæsner, som hviskede og tiskede om nyheder fra fjerne egne. Dianthos var fyldt med forandring, og idag - eller nok nærmere for et par dage siden - kom en af de større for ham. De var ikke længere eftersøgt. 
Halsen sank en klump af spyt, imens han (trods spørgsmål der begyndte at presse sig på indeni) prøvede at hører det sidste. 

Det var sjældent han formåede at snige sig tæt nok på skovvæsnerne. Så tæt på, at han kunne hører hvad de samlede op på, rundt omkring i landet. Som regel kom det kun af kedsommelig tålmodighed, og udbyttet var sjældent noget værd. Nyt om skovadelen, der efter sigende mobiliserede til at finde noget i skovene, information om hvordan svampe faktisk ikke var planter, men derimod fungi - bekymringer der blev delt, når fremmede troede de sad alene imellem stammerne. Men det her var anderledes... 
... og det vækkede en snert af uro i kroppen. Hvad nu? 

Da skovvæsnerne skiftede emne og i stedet begyndte at snakke om hvornår den næste fuldmåne oprandt, bakkede Seth langsomt væk fra sit skjul, og forsvandt dybere ind i skoven. Hvad nu? Hvis det var sandt - hvilket han regnede med - betød det at han ikke længere behøvede at gemme sig i skovene. Det betød at racekonflikten kunne komme til en ende, men vigtigst af alt.... de grøn-gule øjne gled ned over hans knyttede hænder, der langsomt åbnede sig en smule, hvilket afslørede enkelte små nye skud af grøn, ind imellem enkelte af bandagerne. 
Det betød at han kunne søge mere... professionel hjælp, til den forbandelse han lige nu gik med. Hovedstaden bød på mange væsner - måske et af dem, kunne fjerne disse... ting fra ham. 
"Det er i hvert fald forsøget værd..." mumlede han, og trak kappen tættere på skuldrene. Dianthos lå langt væk, så turen... den ville ikke blive sjov. 

.. Fra denne dag vil Mørkelvere derfor ikke længere eftersøges.. Der var muligheder i ordene, som stod skrevet på det slidte pergament papir. Det havde været længe undervejs og var kun lige netop ankommet til ruinen. Arasné sad midt i det lille tempel under jorden. Kroppen var dækket af vand, som hun hvilede hovedet imod den kolde sten kant rundt om karet. Der hvilede et køligt smil på hendes læber, som hun løftede papiret op over hovedet og nærstuderede ordene, der var skrevet. De var skrevet i al hast, som blækket var smurt ud hist og her. På bagsiden kunne man se rester af blæk, der var tværet ud, men ordene var ikke til at tage fejl af. Nu skete der noget..
 
Hun vendte papiret et par gange, før at hun smed det ned i vandet og lod tentaklerne skubbe det bort. Det blev hurtigt opløst i det besynderlige vand. Der var ikke tale om almindelig vand, eftersom at hun havde tilføjet nogle ganske få ingredienser for at få det til at føles som hjemme.. Hendes hjem på havets bund. Ikke at hun savnede stedet, hun kunne blot vende hjem, men hun havde andre planer for dagen og muligvis også natten nu. Men først skulle hun samle energi til forvandlingen, så hun atter kunne betræde landjorden. En lille skikkelse gemte sig i skyggen af de store søjler, der var placeret rundt om karet. Der kom ikke én lyd fra barnet, som havde foldet hænderne på ryggen. Hvis man kiggede godt efter, kunne man se, hvordan hun svagt rystede. Ikke noget som Arasné selv bemærkede, som hun løftede tentaklerne, tidligere ben, over vandet og slog dem ned for at bryde overfladen. Det gav et sæt i barnet, som denne trak sig længere væk.
 
”Mon ikke.. Hun tager affære snart” lo hun stille, som hun ikke kunne forestille sig, at Solari ville lade denne chance passere. Måske det lagde an til et mindre sammenstød imellem dem? Det var lige før, at hun allerede kunne smage hendes blod nu. Et enkelt pift var nok til at hidkalde Menaren, Lirlay, som kom løbende op langs de mange trapper, før at hun lagde sig ved Arasné side og hvilede hovedet imod hendes ene arm. ”Vi skal ud på en.. lille udflugt” hviskede hun imod Lirlay’s hoved, som hun rettede ryggen og rejste sig helt.
 
Forvandlingen var flydende, som Arasné trådte ud af vandet og betragtede de mørke fødder imod det kolde stengulv. Barnet i hjørnet var som forsvundet, da der ikke længere var brug for dennes tilstedeværelse. For nu skulle de på jagt. En underholdende én af slagsen. Mod Dianthos..

Sidkanys ath I'endrith sad i Elverly, da nyheden nåede hendes ører.
     Med tungen lige i munden forsøgte hun at flette en pilekurv og ikke rive den fra hinanden, så snart pilen smuttede mellem fingrene på hende (hvilket skete ofte). Hun havde efterhånden fundet sig tilpas mellem skovelverne og stolede på, at amuletten holdt hende godt skjult. Hun havde endda fået et par venner i de aktiviteter, Renaél havde foreslået hende at prøve. Vævning af bånd var ikke gået så godt. Det her pileflet var bedre, for pilegrenene bøjede i stedet for at knække, når hun var for voldsom, men det var stadig svært. At bruge sine hænder til at skabe ting faldt ikke just Sidka naturligt.
    "Vanna, har du hørt det?" spurgte Thesseis og satte sig ned ved siden af Sidka.
    Hun havde været mere koncentreret, end hun selv troede, og det gibbede i hende, da den anden elverkvinde talte. Pilen smuttede, og Sidka måtte tage en dyb indånding for ikke at kyle projektet fra sig i vrede. Det føltes som en times arbejde, der lige var svirpet fra hende.
    "Mhhhn?" spurgte hun sammenbidt og kvalte lysten til at kvæle skovelveren, der lige havde fået hende til at ødelægge sit projekt.
    "Mørkelverne er ikke eftersøgt af Lyset mere," det var ikke glæde, der strømmede fra Thesseis' stemme.
    "Ej, jeg forstår slet ikke, at de gør det," lød det fra Rhea, der havde den foruroligende evne til at pileflette samtidig med at hun talte. "Det er simpelthen afskyeligt."
    "Afskyeligt," istemmede Thesseis. "Nu kan de vandre helt frit i gaderne - tænk sig, helt ind i Dianthos!"
    Sidka så op med en underlig blanding af frygt og forundring i blikket. Kunne det virkelig passe, at man ikke længere behøvede være bange for at gå på gaden, bare fordi man var lilla og lidt voldelig? Hun tænkte tilbage på sidste gang, hun havde vandret rundt i landet uden forklædning. Det var ikke gået så godt. Måske havde det også haft noget at gøre med, at hun havde været i færd med at sabotere en af Lysets handelsveje ved at vælte et halvt bjerg ned over det, men det var lidt sagen uvedkommende. Pointen var, at hun havde været jagtet vildt hele sit uden-for-klanen liv, og nu havde de bare besluttet, at det ikke skulle være sådan mere.
    "Men..." begyndte hun, men vidste ikke helt, hvor hun ville hen med sætningen.
    "Bare rolig, Vanna, det betyder ikke, at det afskum kommer herhen," sagde Rhea, og Thesseis lagde en beroligende hånd på Sidkas skulder. "Vi har stadig vores regler. Vi skal nok skyde dem i halsen, før de når inden for grænsen."
    Rheas ord bragte gamle, fortrængte minder frem, og Sidka tog sig til halsen. I drømmeverdenen, hvor Yume'Ave havde skudt hende gennem halsen for at tvinge hende til at vågne. Som fange i Elverly, hvor de havde truet med netop den død. Sidka rejste sig og trak sig væk fra Thesseis' berøring. Hun følte sig syg indeni. Hun kunne tage til Dianthos og tage sin amulet af uden at frygte for Lysets soldater, men omgivet af dem, hun selv engang havde delt race med, ville hun blive henrettet på stedet, hvis de vidste, hvad hun i virkeligheden var. Usikkert stavrede hun væk fra pigerne for at søge tilflugt i Renaéls hytte. Hun havde brug for at være alene.
    "Hun så bleg ud. Bør vi gøre noget?" hørte hun Thesseis bag sig.
    "Jeg hørte hendes familie blev myrdet af mørkelvere," hviskede Rhea, men ikke lavt nok til at undgå elverører.
    "Åh, det vidste jeg ikke."
    "Det kunne du ikke vide, søde. Giv hende lidt tid. Hun skal nok blive god igen."
    Rhea lød væsentlig mere sikker, end Sidka følte sig.