Det var på denne dag at fyrstefamilien Arys' ældste søn og arving, Aldamar Baldric Leosin af Arys, skulle ægte Adena Selene Isadora Reier. Det var kendt at ægteskabet blev sat i stand, efter at Adenas søster gav sit liv for at redde en af Fyrstinden af Arys' yngre brødre. Ægteskabet var arrangeret, og på trods af at ondsindede rygter om Prins Aldamar ulmede i det skjulte, var der bred enighed om, at de var et godt match, der ville bringe megen hæder og ære til  Arys-familiens navn.

Gæstelisten til brylluppet var lang. Hele Safiriens adel var naturligvis inviteret, samt alle fyrsteslægternes udvidede familier. Dertil kom prominente familier fra de andre lener, handelspartnere, venner af familien, og andre personer af relevant omdømme.
Bemærkelsesværdigt fraværende fra denne omfattende liste var dog en vis Athelstan af Erneyll. Hans yndige kone, der var ven af bruden, var inviteret, men ikke herren selv. Skulle han dukke op alligevel, tænkende det måtte være en fejl, ville han prompte blive eskorteret ud, ikke blot fra Ædelborg, men fra byen Zircon, og blive henvist til hurtigst muligt at forlade Safirien helt.

Som traditionen bød det, gjorde Arys-familien aldrig noget halvt, og arvingens bryllup var bestemt ikke nogen undtagelse. Vielsen fandt sted ved middag, hvor Isaris sol stod højest på himmelen, i Dianthos, i landets største og smukkeste Isari-katedral, hvor Ypperstepræstindens Reina selv viede og velsignede dem assisteret af den fromme Prins Rasmus Christian Nicholas III af Arys.

Dernæst bragte en skarer af hyrede teleportører uniformeret i Arys farver gæsterne til Zircon, hvor 3 dages festligheder ventede.

Mellem de rituelle højtideligheder og opulente måltider, ville turneringer optage det meste af disse dage med forskellige dyste, der dækkede nært enhver smag, og var åbne for begge køn. Alle deltagere i ikke-magiske dyster blev også udstyret med en magi-neutraliserende amulet, for at fokusere på de fysiske aspekter og undgå snyd.

Der var en klassisk melee, hvor krigere sloges alle mod alle og den sidst stående blev erklæret vinderen, samt en hold-melee, hvor tre hold sloges mod hinanden.
Der var ringridning, både til hest, hvor en rytter forsøgte at fange en række små ringe med sin lanse, og i hold af 3, hvor én agerede rytter og med lansen skulle fange ringene, mens de to andre tog rollen som hest med rytteren løftet på deres skuldre.
Desuden var der både bueskydning, spydkast og knivkast til de mere rækkevidde-orienterede.

I de mentale kategorier, var der opsat en række debatter, skakturnering samt en turnering i Fyrstefejden, et strategisk spil for hold, hvor man tager rollen af de ledende folk i fordums fyrstedømmer, der gennem diplomati, kamp og snilde søger at samle riget og blive den øverst stående familie. Dog var der en uskrevet regel om, at ingen spillede deres egen slægt, for at opfordre til mere blandede hold og undgå stridigheder.

Af magiske dyster var der lerdueskydning, hvor deltagerne skulle fælde en kastet ler-skive hvordan end de kunne, med ekstra point givet for kreativitet. Der var en dyst, hvor deltagerne skulle flytte en stor mængde sten så hurtigt som muligt, og sidst men ikke mindst en kunst-udfordring, hvor deltagerne skulle kreere et værk med hjælp fra magi, over et givent tema.

//Offgame info: Brylluppet er primært for adelige karakterer, der ikke er eftersøgt af Lyset, ikke-adelige med høj rank eller status, samt folk der er hyret til at hjælpe til brylluppet. Er du i tvivl, så send en PM med din idé til mig, Alianne_ eller Lux, så kan vi se om det kan give mening.

Det havde været noget af en livsomvæltende rutsjetur, Adena havde været på henover det sidste års tid. Fra hun fik at vide, at en ny trolovelse var ved at blive fastlagt, til hun nu stod foran spejlet, mens anstandsdamen rettede på sløret, inden hun skulle tage sin far i hånden og gå op ad gulvet i Isarikatedralen.
Hele morgenen var blevet brugt på at få hår, kjole og kindrødt til at spille sammen på en så perfekt måde, at ingen kunne sætte en finger på en eneste forseelse. Intet mindre end perfektion var godt nok til et fyrstebryllup. Ikke at Adena selv havde gjort ret meget andet end at stå stille og løfte armene, når det var nødvendigt - hun var omgivet af folk, der vidste, hvordan de fik hende til at ligne den fyrstinde, hun heldigvis ikke behøvede være endnu. Det bedste af det hele var at have Alyssa tæt på sig i de timer, det tog at sætte hendes hår. De var omgivet af tjenestefolk, anstandsdamer og andet godtfolk, der spænede rundt, så de havde ikke megen mulighed for at være kæresteagtige, men nærheden hjalp stadig en hel del på Adenas nerver - og så kunne de dele et par sigende blikke imellem sig over de blonder, Adena havde fået Alyssa til at hjælpe med at binde fast til hendes lår under underskørtet. Ingen andre end Alyssa vidste, at de var der, for de var kun tiltænkt hende.

Ceremonien forsvandt i en hurtig times tid, der føltes som alt for kort i forhold til de timer, der var blevet brugt på at gøre alting perfekt. I hjørnet af katedralen havde Adena opdaget den maler, der var blevet sat ind for at indvie deres store øjeblik, og hun var sikker på, mange flere ville være til stede ved de efterfølgende festligheder på Ædelborg.
På Ædelborg, hvor turneringerne absolut ingen ende ville tage, og Adena var forventet at se på og have meninger om omtrent alting.
De intellektuelle turneringer var dem, Adena nød mest. Nok var der også noget over at se på ringridning og folk, der væltede over hinanden, når de selv legede hest, men skakspillene og kunstudfoldelserne gav hende et tiltrængt afbræk fra at være høflig og smile, mens folk lykønskede det nygifte par. Her kunne hun slippe smilet, der synes at være stivnet så meget på hendes ansigt, at kinderne gjorde ondt, når klokken passerede middagstid.

"Jeg kommer til at skulle sove en uge efter den her omgang," fik hun mumlet til Aldamar på et stille øjeblik, hvor der ikke var andre i nærheden.
Men der var glæde i stemmen. Glæde over, at det hele var lykkedes, og at de ikke havde nået at rive hovederne af hinanden, inden de var nået hertil. Glæde over, at de var et meget bedre par, end man først havde troet, og reel, dybfølt lykke over, at hun kunne se frem til et liv uden en masse hemmeligheder og løgne. De havde været igennem det første hårde stræk sammen, og kendte til hinandens afvigelser - og vigtigst af alt accepterede de dem. De accepterede hinanden og med tiden skulle resten nok komme.

Folkemunde siger, at vampyrer kun kan komme ind, hvis de får en invitation – men Athelstan af Erneyll er ingen vampyr. Heldigvis.

- For invitationen havde af uvisse årsager undladt netop hans navn til årtiets største bryllup. I starten havde adelssønnen slået det hen med, at det nok var et tegn på, at Arys-familien ikke havde nær så mange økonomiske ressourcer som deres opblæste omdømme ellers fik befolkningen til at tro. Ha. Det skulle lige passe at den såkaldte ’hovedfamilie’ i virkeligheden ikke var større end gemene kirkerotter når det kom til besiddelser.
Men så var rygterne begyndt at summe; tredagseventyrsfortælling med fysiske dueller, store opvisninger, mad fra alle verdensdele…

Uretfærdigheden havde fået Athelstan til at lave en aftale med djævlen. Og selvom alliancen i forvejen var ved sin spæde begyndelse, havde Mørkets spionmester hjulpet. Magisk forklædt som en lysøjet og næsten gennemsigtig knøs fra en betydningsfuld ikke-adelig slægt, der angiveligt handlede med spiritus, var Athelstan ankommet tidsnok til at blive transporteret med til Ædelborg. (Zaladin forbyde det, at han skulle overvære den rædsomme ceremonielle indvielse - det var i forvejen lidt af en prøvelse holde en konstant lyst til at brække sig på afstand).
Det brændende ønske efter at finde noget snavs, der ville kunne vælte Arys-slægten af deres fine pind var imidlertid så stor, at det afholdt Athelstan fra at træde frem og lave (synlig) ravage da festen rigtig gik igang. Faktisk gik det overraskende godt med at holde temperamentet i ave og foragten ude af blikket.

Med mindre vagternes mistro fældede ham inden, ville den forklædte Athelstan holde skarpt øje med brudeparret de næste mange timer. Her ville han samle saftige informationer og bemærke de lange blikke, som Aldamar og Adena tilsyneladende sendte til andre end hinanden…

I midten af alle de fornemme gæster, og de mange begivenheder der tog sted ved brylluppet, så var der en usædvanlig personlighed. Nok ikke så meget for udstrålingen, som han stod blandt alle gæsterne. De røde og sorte klæder, der sad perfekt til hans krop fortalte trods alt han var rig. Det blonde hår, der var sirligt sat op i en knold, med et par fletninger, fortalte at han i hvert fald var fornem nok, til at være påpasselige med hvordan han så ud. Som person virkede han trods alt også til at passe nogenlunde ind, hvis ikke lidt mindre uformel.
Det var dog alt det der lå under det, og selvom Fabian ikke lod det vise, så var det et underligt miljø at skulle navigere, for en der var så langt væk fra disse rigfolk og adelige, men et år med Aldamar havde vel hjulpet ham på vej til at kunne passe ind med denne mængde folk.

Han havde brugt formiddagen op til brylluppet med selveste gommen, og virkede til tider til at have udvekslet et par år eller kortere samtaler med gommens yngre søster. Så dem der havde set dette, ville i hvert fald vide at han virkede bekendt med Arys hovedfamilien, selvom det at sætte navn på ham, godt kunne være lidt sværere.
Men til brylluppet var han dog, og det var nemt for ham at charmere sig ind på adelskvinderne, og tog sågar et par af dem ud på dansegulvet også, selvom han virkede til at undgå alle turneringerne, og fandt sig blot tilpas med at se på. Han prøvede dog at holde koncentrationen på dem, og ikke sende et lille hemmeligt smil i retningen af gommen.

//Ønskes en tråd med Fabian til brylluppet, så send en PB eller hiv fat på mig over discord. 

Der havde været travlt i Arys husholdningen op til brylluppet. Ikke så meget for Arya, som for hendes familie, men det var jo næsten til selv at få stress over, når alle andre var stresset over det. Heldigvis havde hun kunne fokusere på sine egne ting. Personlig gave til Aldamar, som hun om ikke andet kunne aflevere efter brylluppet, og så at hun skulle have et nyt sæt tøj til begivenheden.
Hun kunne trods alt ikke overgå Adena, men det var en vigtig begivenhed for hele Arys-huset, og derfor var hun også iklædt Arys-faverne.
Hendes kjole var blå, og tydelig beregnet til hendes lidt mere kuldeskære krop, som det kun var det tidlige forår. Håret var blevet sat, så godt det kunne, med et af de mange smykker hun havde fået af sin mor af, og så selvfølgelig var der pakket til at hun skulle have et mindre ophold på Ædelborg, nu når hun alligevel kom hjem til festlighederne. Men med et ophold, så skulle der også pakkes.
Hun var næsten på vej ud af døren, som hun lavede det sidste tjek på sine ting. ”Tøj, tjek. Bøger, tjek. Hallie.” Hun kiggede over på tjenestemanden der holdt Hallie i sine arme. ”Tjek.” Hun nussede kaninen smilende, inden hun nikkede en sidste gang til ham. Hun kunne ikke tage Hallie med til brylluppet, men han vidste at tage kaninen med sig.

Hun var ikke alene om at tage op til katedralen, hvor første del af festen fandt sted, og som de blev teleporterede tilbage til Ædelborg, indtog hun glædeligt det sociale liv blandt adelsfolk og rigmænd. Hun var ikke meget på dansegulvet, men forsøgte i hvert fald at snige sig lidt med til nogle af de mere interessante ting, hun kunne få lov til, men for det meste var hun dog delegeret til blot at kigge på de mange turneringer. De var dog også nemme at acceptere, som man sad med sine venner og veninder og sludrede som tiden gik. Arya elskede virkelig bryllupper. 

//Ønskes en tråd med Arya til brylluppet, så send en PB eller hiv fat på mig over discord.

Hecate følte, at hun efterhånden var blevet ganske for gammel til at deltage i denne slags festligheder. Det var dog ikke lige frem hver dag, at en Reier blev gift med en fyrstesøn, og det betød naturligvis også, at det kun var sømmeligt og passende at hun deltog. Ja, faktisk, kunne det virke upassende, hvis hun ikke gjorde det.

Hun var iført en højhalset kjole af mørkeblåt stof, øreflipperne glimtede af smykker og de lange, krogede fingre var handskedækkede. Et kort øjeblik, da vielsen fandt sted, skulle man næsten tro at der var et glimt af stolthed og ærefrygt i gammeljomfruens øjne, som parret blev smedet sammen af ypperstepræstens velsignende ord.

Udtrykket blev dog kort tid efter, da teleportationen fandt sted, erstattet af en sammenrimpet mine, og hun gik øjeblikkeligt på jagt efter et koldt glas vand og noget frisk luft til at dulme svimmelheden. Festens mange højdepunkter tiltrak hende ikke - i stedet gik hun, efter at havde sømmet sig, og holdt øje med at alle der bar Reier-slægtens farver, opførte sig, som de skulle.
Et par gange fangede hun blandt de dansende et glimt af en mand, der fik hende til at rynke brynene en smule. Han virkede bekendt, og hun var sikker på, at det var i en sammenhæng, hun havde fundet særdeles upassende, men hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad..

Annabeth havde glædet sig som et lille barn til dette bryllup, og så alligevel været en smule vemodig, uden hun kunne sætte fingeren på det. Hun var klædt passende til begivenheden i en pink kjole med nøje udvalgte perler broderet ind i som smukke mønstre på ærmer og overdel. Håret var fint sat op, og pyntet med perler i samme pinke nuancer. og som hun sad og så på den smukke ceremoni gik det op for hende hvad det var, hun havde det lidt vemodigt med. Adena. Eller rettere Alyssa. Hun kendte hemmeligheden, og den ville hun aldrig afslører for nogle. men tanken om de nogensinde ville blive lykkelige? om Alyssa ville blive lykkelig? hun skyd tanken fra sig og fokuserede på ceremonien og de mange ansigter i katedralen. men tankerne var der stadig bagerst i hovedet som en lille frø af usikkerhed om hvorvidt det var muligt at finde en lykkelig slutning. ikke kun for hendes søster, men også for hende selv?

hun vinkede diskret til Alyssa der sad oppe foran som brudepige og gav hende et af sine evige optimistiske smil, før hun lod blikket glide videre, hun så flere hun kendte til stede og på trods af de lidt grå tanker, glæde hun sig til festlighederne bagefter. hun havde spottet hele familien Stuckley nede bagerst i katedralen, og intet ville blive kedeligt når fætter George var med. derudover havde hun også kort nået at snakke med Emmeline inden de fik deres pladser.

3 dage med festligheder og godt selvskab. Annabeth var i sit es da de ankom til Ædelborg. Der var så mange hun skulle snakke med og se. hun fulgte med i nogle af konkurrencerne, og småsnakkede med alle der kom i hendes retning.


ønskes en tråd med Annabeth så skrev endelig. :)

Endelig var tiden for årtiets bryllup kommet. Arvingen til Arys skulle vies og med sit ja sikre slægtens videreførelse. Hovedslægten det var. Arys familietræet havde forgrenet sig gennem årene og flere af sidegrene ville altid stå klar i kulisserne til at overtage skulle der blive brug for det, men det var stadig en glædens dag, når hovedstammen skød mod kommende tider.

For Emmeline havde tiden optil været fyldt med et sjældent indblik i planlægning i stor skala. Hun havde fulgt forberedelserne og bidraget hvor hun var ønsket, men mest af alt holdt sig fra at være i vejen. I dag så hun resultatet og kunne ikke være andet ind stolt. Aldemar stolt og nervøs ved alteret og bruden svævende ned mod ham i en kjole skabt til eventyr.
Selv var Emmeline klædt i en forårsgrøn kjole med stramme ærmer. Over den havde hun en let mørkere grøn, ærmeløs overkjole, hvor et mønster af mørkegrønne ranker var påbroderet langs kanterne. Små lysrosa blomster brød alt det grønne, glimtende som lyset ramte krystallerne i deres midter.
Hun lod følge bruden og holdt håbet for fremtiden i hjertet. For Slægten, parret og landet.

Tilbage turen til Ædelborg var da også starten på tre fantastiske dage med festligheder, lege og godt selskab. Det var kun et halvt år siden det sidste større bryllup og de fleste af gæsterne derfra var også med her. Så der var mange at genoptage snakken med, at høre ind til og ikke så få at lykønske med deres kommende fremtid. Bedst af alt var dog at se Alryss'erne igen.. og at overvære turneringerne. Af værd sine grunde.

Som del af Safiriens adel var der ingen undskyldninger god nok til ikke at deltage i Arys-arvingens bryllup og festlighederne der fulgte. For Isadora blev deltagelsen dog en del begrænset af hendes fremskredne tilstand med hendes egen kommende arving. Den forhindrede hende i at være til stede i katedralen og overvære den hellige forening, da hun var under forbud mod at blive teleporteret. Noget hendes mand havde svært ved at overholde, men dog holdt til små afstande.

Det betød også at hun tilbragte festligheder henslængt ved enhver given mulighed og sammenbidt resten af tiden. Den lille fandt fornøjelse i at sparke smerteligt og hendes krop var ved at gøre klar til at udsætte den besværlige beboer. Noget hun heldigvis kunne glemme fordybet i snakke - de der ikke handlede om andres smertelige oplevelser ved den situation hun bafandt sig i og nærmede sig.

Det hjalp en del at hun havde Dag med som hofdame og mental støtte. Den yngre kvinde havde en tør kommentar til det meste og en evne til at levere dem, hvor kun Isadora kunne høre dem. Noget der sikrede smil og latter, hvor Isadora mest af alt havde lyst til at smide noget tungt over tæerne på de der lige var gået.

Efter hvad der havde føltes som tæt på en evighed var dagen endelig oprandt for vielsen af Arys husets arving, Aladamar Baldric Leosin af Arys.
Det var et bryllup den unge ørkenløve Meena Israa af Kazimi for alt i verden ikke ville misse. Ikke fordi hun kunne påstå at have nogle nære bånd til hverken gommen, andet end det venskabet med Arya af Arys gav. Ej heller kunne fyrstedatteren på råbe sig at være en tæt veninde med dagens brud og kommende frystinde, Adena Selene Isadora Reier.
Forventningsglæden kunne koges ind til at dette var et bryllup hun haft store drømme om, da hun som hormonfyldt teenager havde haft en stormende forelskelse i sin venindes storebror. Den gang havde forestillingen været en noget anden. Drømmen havde været en forening af to fyrsteslægter, når Meena havde ladet sin hånd binde til sorte krøller og safir blå øjne. I så mange år havde hun sendt lange blikke efter Aldamar, brugt timer på at planlægge ned til mindste detalje, sammen med Arya, hvordan et liv som sin bedstevenindes svigerinde måtte blive. 
Det var dog uden bitterhed i smil eller blik, at ørkenprinsessen deltog i både vielsesceremoni og de følgende tre dages festligheder. Forelskelsen havde trods alt været lige så temporær som når varm sommerregn faldt i Rubinen.

Ikke en finger var at sætte på uanset hvor meget man måtte kigge efter fejl. Isari-katedralen med sine store glasmosaiks farvede lys malede en magisk scene, der var som taget ud af en eventyrbog.
Maden var udsøgt og vinen ikke mindre fantastisk. Underholdningsmulighederne mange, der var i sandhed blevet gjort en dyd ud af at der var rigeligt til både krop og sind. Et bryllup der var en fyrste og fyrstinde værdig, og ligeså meget en stedfæstelse af Arys' rigdomme.
I klædt Kazimi's farver kunne Meena med beundring og anerkendelse nyde, hvor veludført anledningen havde vist sig at være, mens hun gjorde sig mentale noter om den standart Arys Fyrstinden havde sat for de fremtidige bryllupper i høj adlen.

Det havde ikke været mere end ganske få måneder siden, at den unge Richelieu arving havde siddet på Ædelborg og konverseret med dagens gom den kommende fyrste, prins Aldamar af Arys.
Han havde været et overraskende selskab, ikke noget nært hvad Olive havde forestillet sig. Der var intet sort eller hvid med ham, manden var grå helt ind til benet - indtil andet var krævet af ham. Hvad vigtigere var, at komtessen for første gang havde siddet overfor en anden person, der ikke forsøgte at binde hende noget på ærmet. Selv hendes familie faldt stadig i med små hvide løgne, selvom de alle vidste hun ville opfange dem.

Olive bar ikke skyggen af tvivl når hun forestillede sig, at med kometesse Adena Reier ved hans sidde ville det unge par kunne skabe et endnu stærkere fyrstedømme end det Fyrstinden af Arys allerede havde formået, efter at have rejst sig fra Mørket indtagelse af Ædelborg.

Hun var ankommet til lysets katedralen i klædt bourgogne rød kjole med en hvidgulds og diamant besat broche af en nordstjerne sat over venstre bryst.
Det var med stolthed i blikket og ægte glæde i smilet, da dørene gled åbne og ind trådte bruden med sin far. Adena havde alle dage været en køn pige med sin solkyssede hud, det røde hår og sine klare blå øjne, alligevel syntes hun endnu smukkere i sin Arys-blå kjole.

Tre dags fejringerne var stoiske. Det var tydeligt der var gjort en dyd ud af at underholdningerne passede hver en gæst, men også skulle give et indblik i det nyligt ægtede pars karakterer. Foruden ville det være et bryllup folk ville huske tilbage på og snakke om i fremtiden. Lykønskningerne flød i en lind strøm, et kor Olive stemte i ved første givet lejlighed, inden hun måtte finde sig selv tilbage ved de mere intellektuelle turneringer.



(Man er velkommen til at kontakte mig i PB eller på Disc, hvis man skulle finde det interessant med en Olive tråd til brylluppet)

Abel havde været meget frem og tilbage om, hvorvidt han skulle tage med til brylluppet mellem den unge Arys og Adena. På den ene side var det et fornemt og stort arrangement som folk ville tale om i årevis, men på den anden side var han gammel og havde allerede set sine del af bryllupper.
Til sidst var han dog endt med at tage med, dels fordi det sømmede sig for overhovedet af Reier familien at vise sig, men også fordi han egentlig var interesseret i at opsnappe hvad han nu kunne om det politiske spil i Krystallandet. Abel havde i mange år været noget af en eneboer, og politik interesserede ham kun når det kom ham til gode, men man kunne jo aldrig vide om han ville opfange noget fra en af de andre adelsfamilier, som kunne bruges på et senere tidspunkt.

Iklædt fornemme klæder i Reier familiens farver havde han overværet Isaris ypperstepræstinde smede de unge mennesker i hymne inden festlighederne var fortsat i en helt anden del af landet. De arrede ansigt havde trukket sig op i en ærgerlig grimasse da det var gået op for ham, at de skulle teleporterer, men han havde gjort det alligevel og takket alle guderne for at han netop havde skiftet de mest skrøbelige dele ud, så alt ville blive hvor det hørte til når han nåede frem.

En anelse svimmel var han dukket op i Zircon, hvor en tjener med det samme havde tilbudt ham en arm og støttet den gamle mand ud af teleportationscirklen og hen til et bord, hvor han var blevet serveret noget at drikke og spise. Abel havde siddet og lavet mentale noter om, hvem der dukkede op til festen inde han, ved hjælp af den sølvbelagte stok med hovedet af en rubin, havde rejst sig fra stolen og var haltet ind til festlighederne, hvor han hurtigt var faldet over muligheden for en skakturnering, hvilket han selvfølgelig skrev sig op til alt mens festlighedernes lyde og dufte omgærede ham.