Natten havde passeret det mørkeste punkt, som skyerne endelig delte sig på himlen og lod månen sprede sit blide lys ned over og imellem Lindeskovens træer. Det kantede alt med et skær af sølv, der fremhævede de gamle træers stammer og løftede dem op med skyen af sølv der denne nat kronede dem. Selv græsset strålede hvor månen kunne nå det.
Det var dog en stille skov. En afventende skov.
Ikke en vind rørte sig og ikke en fugl sang. De større dyr holdt sig i ro og selv skovelverne var for en nat stille. En musik gled fra deres byer, ingen spejdere jagede gennem skovbunden. Selv de afventede hvad ville komme.
Så åbnede den første lille blomst sine blå kronblade og udsendte den mest udsøgte duft.
Den var alene i en lysning nær Skovens Hjerte, men ikke længe. Snart fulgte hundredevis, tusindvis af små blå blomster den første og indhyldede Lindeskoven i deres duft. Som en snigende tåge der kun kunne duftes og ikke ses, men var så meget farligere for det.
Den indhentede og omsluttede en familie af halvelvere næsten ude af skoven, men stoppet for natten og fordybede deres søvn til ingen af dem ville vågne den næste morgen. Den fandt en gruppe af spejdere på vej fra Skovfortet til Frosthjem og omsluttede dem, efterladende dem alle smilende og forfriskede. Så forskelligt behandlede den hvad den mødte på sin vej.
Den nåede kanten af skoven og opløstes der. Grænsen var virkelig som skovens magi var det og blomsters påvirkning endte der.
Faelwens Tåre var atter i blomst.

-----------------------------------

Forløbet optil:
I starten af februar blev alle halvelvere og mennesker i Lindeskoven bedt om at rejse. De kunne tage tilbage hvor de kom fra eller, hvis de indenfor de seneste år havde bosat sig i skoven kunne de flytte til den nye bosættelse ved vestkysten. Der blev ikke givet eller accepteret nogen grunde til at blive og den dødelige fare blev understreget.
Budskabet blev gentaget flere gange og med mindre og mindre venlighed som tiden gik.
En gruppe af elvere taget i at hjælpe halvelvere ind i Lindeskoven og til at bosætte sig der, fik også deres egne opfordringer til at forlade skoven permanent. Disse blev leveret af Efterårets folk og uden varme af nogen art. Elverrådet havde fået nok af deres respektløshed overfor de fastsatte regler.

--------------------------------------------

Generel info:
Som følge af Faelwens Tåres blomstring vil Lindeskoven være lukket for mennesker og halvelvere i Marts, april og maj måned. Døden venter der for de to racer.
Grundlæggelsen af den nye bosættelse ude ved vestkysten er påbegyndt så interesserede i at slå sig ned der, er velkomne til at tage del i arbejdet.

Faelwens Tåre:
Lille blå blomst, der kunne springer ud en gang hvert århundrede. Den plukkes og bruges af Elverne til forskellige medikamenter og andre ting. Desværre har den også en dødelig side. Opholder halvelvere eller mennesker sig i dens duft i mere end en time, dør de. Der findes ingen kur eller immuniteter imod den.

Det var ikke første gang at Caelon fik muligheden for at opleve det smukke ved Faelwens tåre. Han kunne dog godt risikere at det ville være sidste gang, som hans arm var begyndt at se ud. Hvordan sygdommen havde spredt sig, men nu havde han en ingrediens han ikke havde haft meget længe og måske, måske kunne den hjælpe ham.

Derfor var han også en af de første elvere til at forlade hytterne for at gå på jagt efter blomsten. Han havde en stor taske med til formålet, og redskaber til at tage blomsterne hele om nødvendigt. De næste par uger ville gå med at eksperimentere så han vidste hvilken del af blomsten bedst ville kunne bruges for ham selv.
Selvom blomsten virkede forfriskende for mange af elverne, var Caelon dog en af de få der ikke virkede til at få det bedre af duften. Ofte som han rendte rundt, måtte han sætte sig op mod et træ og tage en pause, før han kunne gå videre, men ligeså stille fyldte han tasken, og kunne vende hjem.

Dagene gik, og den officielle indsamling på blomsterne begyndte også, men hvad Caelon havde håbet på ville give ham noget ekstra, noget der kunne hjælpe mod hans sygdom, viste sig i sidste ende ikke at være noget.

Ithilwen var nået hjem til Elverly som udmeldingen fra rådet var blevet offentliggjort. Alle halvelvere og derunder, måtte forlade Lindeskoven, af deres egen sikkerhedsskyld. Faelwens tåre ville igen blomstre. En begivenhed Wen formentlig havde hørt om engang, men aldrig selv oplevet. Hun var også stadig blot en ung elver, som ikke havde mange års erfaringer at prale af.

Som aftenen nærmede sig, forlod Ithilwen sit værelse hos Askfay og strejfede ud i skoven. Der lå en tyk stilhed og ro over hele skovens eksistens. Ithilwen kunne svagt ane lyset fra Elverlys by, som hun sad oppe i træets trygge grenede favn og betragtede mørket. Faelwens tåre blomstrede så sjældent at det var en større højtid. Den vendte rundt på alt hvad Ithilwen nogensinde havde kendt i Elverly og dens blomstring åbnede en ny æra.
Duften nåede hendes næse som en bølge af den mest friske vind hun nogensinde havde følt. Uden at nogen vind tog fat i hendes hår eller hud. Hun lukkede øjnende og tog en dyb indånding. Lod sig indhylde af den søde duft og speklurede kort over, hvordan noget så fantastisk, kunne være så dødbringende.
Ithilwen huskede ikke hun faldte i søvn, men aldrig havde en søvn været så god og dejlig. Hun vågnede næste morgen, stadig i træets favn og så ned på små blå blomster, spredt over skovbunden.

Faelwens tårers blomstring var en ganske unik hændelse, der lod til at være lige dele botanik og magi. Cornélian havde en teori om hvad der forårsagede blomstens unikke opførsel, så vel som dens dødelige, om end selektive, konsekvenser. Det var dog ikke et studie der kunne kunne drages til konklusion over en enkelt cyklus, så denne gang havde han taget muligheden, og trukket en folk unge, nysgerrige elvere med sig.

Snakken gik lystigt mellem de unge elvere og Cornélian, som de fandt frem til det udvalgte sted, lige i tide til at se blomsterne folde sig ud. Det havde sine fordele af være tvilling med skovens Seer.

Udflugten forløb uden hager, og som solen begyndte at titte frem mellem trækronerne, vendte den lille forsamling tilbage til Elverly. Mange af de unge elvere fandt hurtigt deres senge for at indhente den søvn, natarbejdet havde nægtet dem.
Cornélian derimod søgte ikke ro, ikke endnu. Istedet satte han sig for i lille, sirlig hånd at nedfælde de observationer og tanker hans og de unge sind havde gjort sig i nattens løb.

Meget af Elisors tid var gået med at sikre sig at de halvblods han mødte faktisk forstod den fare der var ved at Faelwens tårer sprang ud, samt at sikre sig de havde et nogenlunde sted at tage til.
Ikke at det var meget der var kommet op at stå på den korte tid, men heldigvis havde han tiden på sin side, det gjorde nogle ting lettere at kunne se hvilke problemer der ville komme og forebygge mod dem.

Men under selve blomstringen var Elisor i skoven for at se den blomst der havde sendt hans datter væk atter en gang. Den var smuk, fortryllende og skæbnesvanger for så mange. Normalt havde han nydt blomstens komme og alt det liv den bragte med sig, men denne gang var skyggesiden meget mere tydelig for ham. Liv og død som sider af en mønt, en mønt elverne normalt var skånet fra den ene side af.

Ekthelion havde i mange år studeret den smukke og dødsensfarlige blomst. Faelwens Tåre blomstrede atter igen og endnu end gang var Ekthelion i gang med at undersøge en af de mange blomster der var sprunget frem rundt om i skoven. Han vidste præcis hvor farlig den var, for han havde set mange falde om på grund af den. Han tog sine forholdsregler og sørgede så vidt han kunne for at holde andre halvelvere og mennesker ude af skoven. Men det var ikke længere en opgave han tog til sig ret meget, da hans fokus lå mere i hvad blomsten ellers kunne bruges til. Selv med hans alder på over to årtusinder havde han aldrig oplevet noget som Faelwens Tåre. Hvert gang den blomstrede var han på pinden for at nærstudere den med alt hvad han havde i sig.

Rhovandír havde ladet sig følge med Cornélian og dennes gruppe ivrige studerende. Det var en sjældenhed at se Faelwens tåre blomstre, og selvom elvere nærmest levede uendeligt ville han ikke gå glip af denne mulighed for mere viden og lærdom, også selom han vidste at han senere skulle ud med sin niece, noget han var kommet til at love sin storesøster der åbenbart havde andre planer end at tilbringe tid med den lille. Men så kunne Rhovandír vel altid lære hende et og andet om blomsten også selvom der ville gå et århundrede før den blomstrede igen. 

Han fulgte interesseret med i Vinterens Stemme og de andres fortællinger, kom da også med sine bud på hvad der kunne påvirke blomsten på sådan en måde. Som han betragtede blomsten langsomt folde sig ud, rakte han forsigtigt ud med sin magi for at byde den velkommen, en kildrene fornemmelse vibrerede tilbage til ham hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn mens et sjældent set smil kom frem på hans læber.

Som solen begyndte at vise sig blandt bladene og træerne gik han tilbage til Elverly, hentede sin niece og tog med hende ud i skoven for at lære hende om Faelwens tåre, alt imens de plukkede de af blomsterne der virkede mest oplagte.

En underlig, forfriskende duft ramte Renaéls næsebor, da han drog ud med sine tomme urteposer i bæltet. Ung, som han var, var det første gang han oplevede blomstringen af tårerne, og der var noget ganske forunderligt ved at spotte de små, blå blomster, der pludseligt havde åbnet sig overalt i skovbunden. Han tog en dyb indånding og nød den liflige duft.

Adskillige blomster blev meget omhyggeligt plukket og lagt i poserne på hans tur gennem skoven. Healermesteren havde sendt så mange, der kunne undværes, ud for at plukke, for med de hændelser, der havde plaget landet på det seneste, var sidste århundredes lager af blomsten så godt som udtømt. 

Som han satte sig på hug i skovbunden og forsigtigt plukkede endnu en blomst, kom han til at tænke på mennesket, Marcel. Ydmygelsen var stadig frisk i ungelverens sind, men et stik af bekymring ramte ham alligevel. Var det lykkedes menneskedrengen at komme ud af skoven, inden Tåren var begyndt at blomstre? Eller lå han død et sted i skovbundet, lullet i søvn af plantens dødelige duft? 
Hastigt rejste han sig og gik videre, mens han forsøgte ikke at tænke mere på det. Healermesteren ventede utålmodigt på ham!

Månens bløde skær kastede elegant sit blege lys nedover Frosthjems solide mure, mellem stenene voksede mossen ivrigt frem, og efterlod de ellers hårde stenbygninger elviske og elegante i deres udtryk, som havde de stået der altid. Det havde de givet vis næsten også. I Frosthjem var det ikke hvilken som helst nat, den var fyldt med fest. Bålets vilde ild kastede skær op imod indersiden af murene, mens sang og dans prydede indersiden. Det var en sjældenhed at se Frosthjem så livligt. Normalt var fæstningen præget af blod, sved og tårer, for træningen der var krævt for at bosætte sig her.
Toorah lænede sig trygt op ad en af de store stenstole der stod i en cirkel i midten af borgens plads, rustningen var pakket væk og en af hendes gamle kjoler var igen fundet frem og kom til sin fulde ret. Det røde stof smøg sig om elveren, men sad efterhånden over armene en kende stramt. Kjolen var syet dengang hun var leder, dengang hun sad stille og til utallige møder. Efter hendes tilbagevenden til soldaternes rækker, havde hun fået en del mere muskelmasse, hendes hud var spændt ud over sener og muskler, som man så hos de trænede Frosthjem-soldater.
En lun hånd lagde sig på hendes skulder, krævede hendes opmærksomhed. Toorahs søster Iralis var vendt hjem til fæstningen, de smilede til hinanden.
"Det er tid Toorah" Søsterens bløde stemme smøg sig som sommerdug, trods mange års stridigheder havde de to genfundet hinanden i et varmt bekendtskab. Hendes lange lyse lokker indrammede det smukke bløde ansigt, en voldsomt kontrast til den krigeriske rødhårede.
"Allerede?" Toorah vendte blikket op imod den mørke himmel, månen var ved at vige en kende for solens første stråler.
"Kom!" Iralis trak bestemt i Toorah, de satte begge i løb, der var ingen som Iralis der kunne brunge legebarnet frem i Toorah. Nogle af de gamle Nattefrost elvere fulgte dem med blikket og et lille smil, alle sammen krigshærdede ansigter, der skinnede gennem den elviske ynde.
Ud gennem fæstningens porte begav de sig, ud i skoven der omsluttede borgen, de løb til de nåede en lille lysning, herfra kunne man gennem træerne i øst ane den røde solopgang, og mod vest endnu se nattens tag i den mørke stjerneklare himmel.
Under dem begge begyndte de blå blomster langsomt deres åbning, duften ramte de to berusede elvere. Toorah bukkede sig og tog en enkelt blomst op, duftede til den og slog en stor hjertevarm latter op imod himlen, Iralis fnes, inden hun lod sig dratte om i underskoven, der lå hun med udspredte arme og sugede alt duften til sig. Der var vitterligt intet smukkere end denne nat, denne morgen. Det var i sandhed naturens perfektion, der endnu engang bød Faelwens Tåre at blomstre.