Efter den voldsomme begivenhed, hvor Kilepræster havde jaget elvere ud fra Landsbyen i Medanien samt blodsudgydelserne, da en minotaur og en blodtørstig vampyr dukkede op, havde landsbyboerne brug for noget lidt lysere at se frem til. Grønne planter var så småt begyndt at titte op fra den kolde jord, dagene var blevet længere og det var ved at være tid til at så afgrøderne - hvilket naturligvis også betød, at det var tid til den årlige festival i Medanien.

Man kunne høre sang fra en omrejsende gruppe af skjalde, der optrådte på den lille scene, der var stillet op mellem de farverige telte og boder, og mange af landsbyboerne var i færd med at tage en svingom på dansepladsen foran scenen. Ud og ind mellem teltene løb landsbybørnene i leg.

Der var også adskillige besøgende fra de nærliggende riger, selv om manglen på elvere blandt gæsterne var tydelig. I stedet fandt man en større mængde præster fra Kiles Orden, der i den modsatte ende af dansepladsen var samlet om en alvorlig bøn for dem, som var gået bort i løbet af vinteren.



Praktisk info: Elverfolk er ikke velkomne til festivallen medmindre de er i stand til at skjule deres ører.
Festivallen er en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post med sin karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under festivallen, kopierer man sit svar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Endelig var foråret kommet og med det spirende græs og udsigten til afgrøder et svagt håb for en lysere fremtid. Efteråret og vinteren havde taget hver sin bid ud af glæden blandt folkene i Medanien og det var en stemning der smittede af på de besøgende. Som en af dem og tilmed en tilbagevendende en af dem mimrede Baldur let, som han bevægede sig ind blandt de farverige telte. Latteren sprang allerede frit blandt folkene omkring ham, som den gled fra børnene i fornyet leg. Den spredte håb og fornøjelse, som synet af unge par gjorde det og vidnede om at selv en hård vinter ikke kunne kvæle alt.

Han fortsatte stille ind på pladsen, seende let på hvad blev falbudt, men endende som så ofte før med et krus god cider op af et træ med udsigtet til det hele. Det var der børnene omringede ham efter at have fulgt ham på afstand fra han først var blevet set, og forlangte historier om hvad han havde set siden året før. Tilfreds og forsikret om at noget aldrig forandrede sig kaldte han dem tættere på sig,før han med dramatisk stemme begyndte sin første historie. En gammel historie fra en svunden tid, der havde fået et nyt kapitel i det forløbne år. En historie om det sagnomspundne elverfolk i skoven mod vest, det jordskælv der nær havde revet deres hjem og resten af Krystallandet i stykker for så mange år siden og de af deres folk der gjorde det ultimative offer for at redde deres folk. En historie om kærlighed og tab. Om frygt og håb. For fremtiden.

Indtryk var der mange af.
De store katteøre vippet konstant frem og tilbage mens de skillet lydene fra hinanden, der var glade stemmer, musik og børn der havde det sjovt.
Shinxia, havde aldrig troet at hun ville komme til forlade det varme sand. Men her stod hun mellem mange mennesker, der ind i mellem kiggede på hende med interesse. Hun var uden tvivl et specielt syn, som halv kat havde hun store øre og kranium som en kat, der var en fin brun pæl over hele hendes krop, mens hendes hale vippede fra side til side. Ind mellem var der dog et nysgerrig barn som kom lidt for tæt på, hendes hale var blev trukket i flere gange fordi at børnene ikke troede at den var ægte. Shinxia blev dog ikke sur over den slags, men en kvinde kom dog over undskyldte for hendes datter genopdagerne adfærd. Shinxia måtte melde ud at det var ganske fint. Hun viste at børn var sådan, de havde altid været sådan igennem hele hendes liv, hun var trods alt ikke som andre mennesker.
Selv med den vide blev kvinden ved med sige til sin datter at hun skulle sige undskyld til Shinxia, hvilket pigen til sidste gjorder.
Da kvinden gik videre med sin datter, gik Shinxia igang med kigge nærmer på de mange boder som var til finde. Hun viste næsten ikke hvor hun skulle starte hen, eftersom at hun aldrig havde været oppe i den dele af Krystallandet før.  

Man kunne roligt sige at Llyr kom vidt omkring i landet. Det var lidt hvad der skete når man bare gik hvor vinden førte en... eller bjørnen i visse tilfælde. Koda kunne til tider godt lide at føre an, og Llyr der var lidt bange for at miste hende af syne fulgte troligt med. Hun havde da også fået jaget ham til interessante steder til tider, men nogen gange måtte han bare kigge på sin dumme bjørn, som havde fået problemer med bier og honning.
At han ramte dagen hvorpå forårsfestivallen faldt i Medanien havde han haft ingen ide om. Heller ikke at den overhoved fandtes, men Koda var blevet tiltrukket af lugten af mad, og Llyr selv kunne da også mærke hans egen mave rumle. Det var ikke ligefrem det mest interessante mad de havde levet på de sidste par uger, så Llyr tænkte ikke engang over det, som han begav sig ind på pladsen, men en bjørn ved hans side.

Llyr havde heldigvis penge på lommen efter turen til Dianthos, så han var hurtig til at punge ud til noget mad til ham selv... og ved at se ned på Koda, så også til hende. Han gik over til en bænk med det og satte sig ned, før at han gav Koda maden, som hun pænt lagde sig ned foran hans fødder og spiste. Llyr lagde dog ikke mærke til blikkene de to af dem fik, som han selv gik i gang med at spise.

//Link til tråd

Castien havde ikke været vidne til nogle af de uheldige begivenheder, der havde foregået i Dianthos, men han havde overhørt flere samtaler om det, så han havde en overordnet ide omkring, hvad der var sket. Det berørte ham ikke, og derfor var han ligeglad, men han kunne ikke lade være med at tage hen til festivalen. På trods af at han havde levet i flere år havde han aldrig været til en festival - Så han var nysgerrig om hvad det var. 
Med sin kappe slået tæt om sig, gik han langs boderne. Det var en spændende atmosfære, noget han aldrig havde oplevet før, men alligevel gjorde det ham utryg med så mange væsener omkring sig. Han var ikke vant til at være omgivet af andre væsener, kun træer og andre dyr. 

Derfor prøvede han at undgå de større grupper, og holdte sig mere til sidelinjen, hvor der heldigvis ikke var så mange. Ligesom i skoven holdte han sig i skyggerne og betragtede sine omgivelser. Efter en time eller to blev han træt af det og forlod festivalen. Han følte sig dog meget mere opløftet i sin sindstemning. Byens indbyggere var mærkelige, men han kunne godt lide deres måde at feste på. Næste gang skulle han slå sig mere løs lovede han sig selv.

Mængden af uheldige og skræmmende begivendenheder der var foregået i landet den senere tid, var overvældende. Det var lykkedes Amy at holde afstand til det meste af det. Lige indtil hun var blevet teleporteret hen i en dragehule og havde genfundet Caitlin. Hvilket havde resulteret i at hun også havde fået en del flere oplysninger omkring denne orden af Kile, end hvad rygterne kunne bringe hende. Det lød alt sammen fuldstændig forkert. I forhold til hvad hun vidste var normen blandt Kiles tilhængere. Man kunne ikke bo i et tempel af mørkklædte uden at opfange en ting eller to.

Så trods den varme stemning af det nye forår og den glade stemning af barnelatter, var Amy en smule ængstelig. De sortklædte befandt sig for mange steder til hendes behag. Men det var ikke derfor hun var her. Amy var ikke kommet til Medanien for festlighederne. Hun var kommet for at købe mad. Maden var rigelig og prisen passelig, som hun fik fyldt sin taske. Alt sammen i praktisk anlæggende, til noget bekendt kom indenfor hendes synsfælt.

Amy burde vende tilbage til Caitlin, men synet af den lille langørede mand fik tiderne til at skrue sig tilbage. Det var ikke en mere sorgløs tid, men det havde været en anden tid. Uden at tænke videre over det, gik hun derfor hen blandt de mange børn, og satte sig i skrædderstilling foran Baldur, lyttende til hans fortælling. Som var hun et barn igen.

Dal og Eyad var tilbage på sporet mod Elverly, lige i tide til at slå vejen forbi Forårs festivallen. Det var ikke første gang Dal deltog, og de lette, venskablige hilsner virkede næsten syrrealistiske med Ordenens bønner i baggrunden. Han tog sig selv i for syttende gang at skæve op til Eyads øre, for at sikre sig illusionen på hans elverven stadig holdt ved... og selvfølgelig gjorde den det. Dals magi holdt hvert fald en time eller to, men alligevel havde han genopfrisket den hvert fald hver halve time, bare for en sikkerheds skyld.

Dal sukkede og kørte en hånd henover håret "Jeg henter os noget mere at drikke" sagde han til Eyad med et skævt smil og gav den forklædte elvers skulder et klem inden han rejste sig. Dal talte fraværdende de sidste krystaller i sin pung mens han gik. Der var ikke meget tilbage, men hvad der var kunne de velfortjent bruge på lidt forkælelse! Der var rigelig mulighed for Dal at tjene lidt ekstra mens festivallen stod på!


Tråd

Efter have haft travlt med at lede langørede rejsende væk fra en landsby i nærheden. Samt Helgas lettere konstante brokken over at der manglede mad, var det ved at være tid at komme forbi en by igen, heldigvis var der jo en landsby i nærheden!
Dog var det noget af en overraskelse at se at det var pyntet op til forårs fest! "Der var vi da godt nok heldige Helga! det kan være at vi kan finde nogle æg til dig" udbrød han muntert og nussede grævlingen bag øret, hendes gule halstørklæde blafrede let i vinden imens hun lavede en glad lyd der mest lød som en blanding af en spinden og knurren. Hastigt begav dig sig ind til festlighederne.

Der var så meget at se! Historier, mad der duftede fantastisk efter en uge eller to i skoven! Men først skulle der findes nogle æg til Helga.
Efter at have forhandlet en del med en lokal skønhed. Hendes hår var som den friske muld, et smil der ville få engle til at synge! de sødeste fregner på hendes kinder, og hendes øjne blå som en skyfri himmel. Bud og komplimenter blev slynget frem og tilbage over den lille bod, og til sidste endte Cedrik med en snes æg. 
Muntert fodrede han Helga halvdelen, og luskede den anden halvdel ned i folks lommer. De skulle jo også føle at det var forår!