Dal havde ikke forventet at blive i Medanien efter hans involvering med udvisningen af elverne. Dal var ikke engang helt sikker på hvordan de var endt så langt sydpå! De havde været på vej fra Dianthos til Elverly, men havde gang på gang måtte tage den ene omvej efter den anden, for at undgå Kiles Orden. Og her var de endt, i Medanien, hvor Dal endnu engang havde risikeret liv og lemmer for elverne. Det var lykkedes at redde en gruppe af dem, og sende dem videre af glemte spor i skoven en gammel ven fra egnen engang havde vist ham.
Nu var de tilbage på sporet mod Elverly, lige i tide til at slå vejen forbi Forårs festivallen. Det var ikke første gang Dal deltog, og de lette, venskablige hilsner virkede næsten syrrealistiske med Ordenens bønner i baggrunden. Han tog sig selv i for syttende gang at skæve op til Eyads øre, for at sikre sig illusionen på hans elverven stadig holdt ved... og selvfølgelig gjorde den det. Dals magi holdt hvert fald en time eller to, men alligevel havde han genopfrisket den hvert fald hver halve time, bare for en sikkerheds skyld.
Dal sukkede og kørte en hånd henover håret "Jeg henter os noget mere at drikke" sagde han til Eyad med et skævt smil og gav den forklædte elvers skulder et klem inden han rejste sig. Dal talte fraværdende de sidste krystaller i sin pung mens han gik. Der var ikke meget tilbage, men hvad der var kunne de velfortjent bruge på lidt forkælelse! Der var rigelig mulighed for Dal at tjene lidt ekstra mens festivallen stod på!

Efter have haft så travlt med at lede langørede rejsende væk fra en landsby i nærheden. Tænkte Cedrik at det var tid til at se hvad det hele handlede om. De havde talt om både Minotaure, Vampyre og slave handlere! Ikke at det lød som nogle rare historier, men det var svært ikke at være bare lidt nysgerrig om hvad der var sket! 
Så det var noget af en overraskelse at se at det var pyntet op til forårs fest! "Der var vi da godt nok heldige Helga! det kan være at vi kan finde nogle æg til dig" udbrød han og nussede grævlingen bag øret, hendes gule halstørklæde blafrede let i vinden imens hun lavede en glad lyd der mest lød som en blanding af en spinden og knurren. Hvorefter de gik ind til festlighederne.

Her fik han øje på en lidt lavere bekendt "Hvad i alverden! Dal din gamle hulgraver!" Lo Cedrik muntert og slog armene om den skægløse dværg. "Det brysthår er da ved at vær ret imponerende! ikke at det måler sig med mit!" Lo han, og lod fingrende glide ned af Dals brystkasse, jo han havde fået noget mere fylde i det siden sidst! Gadt at vide at lyttede til hans råd, indimellem i hvertfald! "Hvad bringer dig hertil? Og endnu vigtigere! har du nogle gode historier med til mig!" sagde han med et smil, og den store buskede hale lagde sig om dværgen, puffende ham lidt tættere på den charmerende røde ræv.

Dal havde forsøgt at sætte ham af i Elverly, men Eyad havde nægtet, og det lod til, at Dal måske heller ikke helt ville af med ham. Så Eyad var fulgt med Dal. Der var intet for ham i Elverly, og han ville tusind gange hellere blive sammen med sin store, lille kærlighed. Det var kommet lidt til et skænderi, men Eyad havde været stædig, og Dal virkede da også til, at han faktisk var glad for, at Eyad var med ham alligevel.

Eyad havde ikke været til forårsfest før, men det virkede da festligt nok, selvom Eyad brugte det meste af tiden på at være nervøs over at blive opdaget. De var stødt på Kilepræster alt for ofte for Eyads smag, men i det mindste forsvandt de lidt i mængden her. Det lå ellers ikke til Eyad at være uselvstændig, og han viste da heller ikke noget til Dal, men han var ikke glad for, at Dal lod ham være alene ved bordet. Han kunne godt mærke, at turen i gabestokken, samt det fysiske misbrug, han gennemlevede, mens han var låst fast, havde taget hårdere på ham, end han havde troet. Han brød sig ikke om at være alene i for lang tid af gangen mere, og han blev hurtigt nervøs omkring andre folk, undtagen Dal naturligvis. Eyad var blevet mere og mere afhængig af Dal, men han prøvede virkelig ikke at vise det. Det var pinligt og ikke specielt mandigt.

Eyad så efter Dal, mens Dal gik væk fra ham, og han trak et dybt suk. Eyad glemte dog lynhurtigt alt om nervøsitet og ubehag, da han så, hvordan en fremmed - en eller anden hunde-tingest? - omfavnede Dal og ragede ham på brystkassen! Hvad fanden?!

Eyad var på fødderne på få sekunder, og han gik hurtigt og resolut over til Dal og den letfingrede fremmede. 

"Hvem er du?" spurgte Eyad i en ret hård tone, så snart han kom tæt nok på, så væsnet kunne høre ham. Han tårnede sig med sine næsten 2 meters højde over de to, mens han stirrede vredt ned på den forvoksede hunde-dims. Eyads ene hænd faldt hurtigt og tungt til hvile på Dals skulder. 

Dal lyste op ved synet af sin gamle ven og mødte ham med et bjørnekram "Cedrik din røde røver!" hilste han igen, og lo hjerteligt som ræven beundrede hans brystbehåring "Pas du bare på kammerat, før du ved af det står der prægtiger end dit, hvis du bliver ved med at dele dine tricks!". Dal havde altid været stolt af sin brystbehåring, men den var aldrig blevet så imponerende som den nu var, uden rævens mirakuløse pels-pleje tips.
Dal skulle til at svare Cedrik, da elverens stemme smældede gennem luften som en pisk i en tone Dal aldrig havde hørt ham bruge før, der fik dværgen til at krympe sig en anelse i overraskelse.

Dal så op på Eyad med et forvirret, næsten skræmt blik da han mærkede elverens hånd på sin skulder, og så ham skule ned mod ræven. "E-Eyad!" udbrød han, og hans øjne var kun på elveren med let bekymring. Hvad gik der af ham?! Det tog et øjeblik, men dværgen fik samlet sig, og fandt fast fodfæste igen "Dette charmerende bekendtskab er Helga!" sagde Dal med et skævt smil og gestikulerende mod grævlingen med det gule halstørklæde "Og hendes mere tvivlsomme bekendtskab ved hendes side, er Cedrik. Han er også en gammel ven" introducerede han de to, og prøvede at glatte tingene ud, selvom han ikke helt forstod hvad der havde gjort Eyad så ophidset.

Cedrik kunne ikke andet end være glad ved at se Dal igen, det føltes som at det var flere år siden at de sidst havde set hinanden! Han brød ud i en munter latter ved hans første kommentar "Så må du få lidt mere farvespil! Men det ser nu godt ud for en dværg!" Det var rart at se at en dværg kunne gå op i hår der voksede andetsteds end i hovedet! Dem og deres fiksering på skæg! 
En stemme fik Cedriks ører til at lægge sig hen af hovedet, og meget hurtigt til at kiggede i retning af lyden. Normalt når nogen talte til ham i det stemmeslege var det fordi at han havde fanget en skønheds opmærksomhed lidt for meget, til deres mage fandt det passende. Så det var ganske overraskende at han skulle se op på en meget mørk plettet mand. 
Heldigvis begyndte Dals tunge at arbejde hurtigt på at glatte situationen en smule ud. 
Cedrik rullede en smule med øjnene over Dals introduktioner, tsk! af de to var Dal da det tvivlsomme bekendtskab! Men Helga havde han dog ret med, hun er ganske charmerende!
Med et halvt skridt til siden rakte han poten frem mod Eyad "Ah der var du Eyad! Som Dal sagde, så er jeg Cedrik, han skulle ellers lige til at fortælle om hvor fantastisk han syntes du er! Kunne du have lyst til at høre med?" Hans øre havde rejst sig igen og hans hale snoede sig bag ham, mens han smilede venligt op til den ganske høje plettede mand. Forhåbentlig var det hans vej ud denne her uforudsete kattepine han var endt i.

Eyad så mistroisk fra den ene til den anden. Han stolede fuldt og fast på Dal, men Fido der? Ham stolede Eyad ikke en tøddel på, og slet ikke den måde han indsmiskede sig hos Dal taget i betragtning. Eyad var verdensmester i at være charmerende, da dette var en vigtig del af hans tidligere(?) erhverv, så han kendte alle tricks og kneb, og han faldt på ingen måde for det patetiske forsøg, hunden havde rettet mod ham. 

Eyad hørte kun halvt efter, hvad Dal sagde, for han havde alt for travlt med at nidstirre hunden, men hans hånd hvilede stadig på Dals skulder, og den klemte endda til, mens jalousien bølgede igennem Eyad. 

"Ellers tak," sagde han kort og tilbød Fido eller Cedrik, hvis det var det han hed, et køligt smil, inden han vendte sig mod Dal. "En gammel ven? Hvor gammel? Har det altid kun været ven?"

Cedriks fik et lille grin ud af Dal. Sådan skulle stemningen lettes! Det var godt han altid kunne regne med - og Eyad så bare mere vred ud end før så Dal, da hans blik var vandret fra Cedrik tilbage til elveren.
Dals smil forsvandt helt da han så Eyads udtryk, det kølige smil og forhøret han pludselig fandt sig fanget i. "Ehm ja, en gammel ven, vi har vel kendt hinanden i.. 5 års tid?" han skævede kort til Cedrik for bekræftelse, og hjælp. Det var tydeligt dværgen ikke anede hvad der gik af hans elverven!
Dals blik vendte hurtigt tilbage til Eyad igen, ture næsten ikke kigge væk for længe. Der var et eller andet galt! Det her var ikke den kærlige mand Dal kendte. Intensiteten var Eyad som Dal kendte ham, men resten var.. skræmmende.

Ind i mellem ville Cedrik ønske at han havde øjenbryn som de pelsløse, men lige nu var det ret heldigt at han ikke havde dem da det gjorde det mere besværligt at aflæse ham. Det var før sket at folk havde afvist hans forklaringer, men sjældet så kort og så koldt. Heldigvis var Dal hurtig at svare på den plettede mands spørgsmål, men på magisk vis lykkedes det jordhovedet at glemme at svare på det tredje spørgsmål. Cedrik lagde lettere opgivende hånden på panden.

Normalt ville han nok bare have lusket væk, da det her tydeligt var et problem mellem mager, som han ikke var en del af, men det ville han dog ikke byde Dal, og Helga ville nok vrisse af ham den næste uge. dumme bedrevidende grævling.
"Vi er kun venner og har altid kun været venner" brød Cedrik ind, den høje mørke mand ville nok bare ignorere alt hvad han sagde som han havde gjort indtil nu, men nu havde han da i det mindste forsøgt at gøre noget ved det!

Eyad tænkte sig om, mens han stadig kiggede mellem de to, men så løsnede hans greb om Dals skulder sig, og Eyads kropsholdning blev straks mere afslappet og normal. Dal havde set næsten skræmt ud, og det var også dét, der havde fået Eyad til at falde ned. Han var slet ikke vant til at føle sig besidderisk og jaloux på den her måde. Eyad blev helt flov over sin opførsel og kiggede ned i jorden.

"Okay," mumlede han og kløede sig lidt på kinden, alt for pinlig til at se Dal eller hunden i øjnene. Han rømmede sig og så så endelig op, mens han prøvede at ryste flovheden af sig. Han strøg Dal blidt over skulderen, som et stille 'undskyld'.

"Bor du her i byen?" spurgte Eyad hunden for at forsøge at starte samtalen forfra. 

Dal rynkede brynene og prøvede at fange Eyads blik uden held. I det mindste lov det til hvad end ondskab der havde grebet elveren var ovre nu, men det gjorde ikke dværgen mindre bekymret.. men det kunne de tage senere.
Dal rykkede en smule nærmere Eyad, og lagde hånden på elverens læn, beroligende og forsikrende. Dal var der, hos ham, og det var der ikke noget der lavede om på.

Dals tommelfinger strøg roligt frem og tilbage som elveren stillede sit spørgsmål, og dværgen fik smilet frem på læberne igen. Det var bedre, tilbage på sporet og til den gode stemning!
Det var længe siden han havde set sin ræverøde ven, og han ville ikke have dårlig stemning mellem sine venner! ... eller hvad end ham og Eyad var blevet.

Cedrik åndede lettet op, den plettede mand lyttede faktisk til hvad han sagde! Dog var deres opførsel dog ret mærkelig, de virker vitterlig som at de er mager. Men ikke vil indrømme det? Og af hvad han kunne huske så var Dal da mere en skørte jæger end en bukse jæger. Helgas fnys fik ham dog hans hoved ud af hans tanker. 

"Dog ikke, jeg rejser mest rundt! Men det er ellers en nydelig landsby!" Svarede han glad, med let vibrerende ører. "Hvor kender i to hinanden fra? Det virker som at i har et tæt venskab?" Det var nok et lidt mere direkte spørgsmål, og hvis han havde haft øjenbryn ville han have haft vrikket med dem! Men i det mindste kunne det da være at de vilde falde så meget over hinandens ord at han ikke var problemet. Hans hale viftede let fra side til side, som scenen udspillede sig i hans hoved.
"Nyder i ellers foråret?" Spurgte han muntert og rakte ned i baglommen for at række Eayd et æg. Hvor han kom fra var det en venskablig gestus der viste at man ønskede den anden et frodigt forår. Dal havde set meget overrasket ud da han fik et æg for nogle år siden.

"Dal reddede mit liv," svarede Eyad uden at tøve, og hans hånd på Dals skulder bevægede sig straks for at nusse Dals nakke, uden at Eyad overhovedet lagde mærke til det. Dals hånd på hans lænd sendte varme gennem hele Eyads krop, og han ikke kunne lade være med at smile, mens han huskede hans og Dals første nat sammen. Han kunne tydeligt huske, hvor flot og stærk Dal havde været, hvordan han havde slæbt Eyad væk fra gabestokken, hvor sød og god han havde været mod Eyad... Eyads kinder blev meget varme, og hans smil blev en anelse mere fjoget.

Hans smil blegnede dog lidt, da han pludselig stod med et æg i hånden. Hvad i alverden? Der var aldrig nogen, der havde overrakt Eyad et æg før. Var det en eller anden mærkelig hunde-tradition? Var det meningen, han skulle gøre et eller med ægget?

Eyad skævede spørgende til Dal, inden han så ned på ægget og derefter på Cedrik.

"Øh," sagde han usikkert. "Tak?"

Dal mærkede sine kinder blive glohede ved rævens insinuerende tone. Heldigvis svarede Eyad før Dal kunne nå at snuble over sin egen tunge, men elverens berøring fik bestemt ikke Dal ansigt til at ligne en tomat mindre... tværtimod blev den lave mand adskillige toner rødere.

Den røde farve stod godt med det brede, varme smil der fandt vej til Dals læber, som Cedrik rakte Eyad ægget, og elverens forvirring, fik ham til at le muntert. "Jeg ser du stadig deler æg ud som altid!" lo han og så op på Eyad "Se det som et lykkeæg! For held i det nye år" smilede dværgen til sin partner.

Dal blik faldt tilbage på ræven og smilet falmede en anelse, og hans blik blev mere varsomt, som det tog deres omgivelser ind, og tog note af de folk der stod nærmest "Så meget som det kan lade sig gøre i disse tider" svarede han, og selvom han havde forsøgt at lægge en munter tone i det, kom det ud sammenbidt.

Cedriks ører sitrede "Det lyder som en historie jeg bør hører!" bjæffede han ivrigt. Det var alt for længe siden at han havde fået fortalt en ordenlig historie! Eller vent, den skovelveren fortalte var ret spædende... Det var alt for længe siden at Dal havde fortalt ham en ordenlig historie! Lidt fraværrende nussede han Helga bag øret, hun hadede sådan når hun blev glemt i samtalerne, og blev noget så umedgørlig bagefter!

Hans buskede hale viftede langsomt fra side til side. "Det var så lidt! Jeg håber at du også for nogle næste år!" Svarede han ganske muntert. Eyad den plettede kendte nok ikke til skikken, men det gik jo nok alt sammen! Det var godt at han havde Dal til at lærer ham om verden.

Endnu en gang savnede han de famøse øjenbryn, han var sikker på at han ville have løftet dem undrende hvis han havde dem! Istedet lagde hans ene ører sig bare på skrå. "Det lyder som der er et eller andet i klemme. Er der noget jeg kan give en hånd med?"

Eyad havde virkelig lyst til at læne sig ned og kysse begge Dals ildrøde kinder, men han gjorde det ikke. Dal ville nok ikke bryde sig om det foran sin ven, selvom Eyad stadig følte en ret voldsom trang til at markere, at Dal tilhørte ham og kun ham.

Han rystede på hovedet og så sig omkring, da han kunne fornemme, hvor snakke var på vej hen ad.

"Jeg tror... måske ikke, vi skal tale om det her," lænede han sig ned og mumlede i Dals øre. "Vi ved ikke, hvem der lytter med." Selvom det var så uendeligt fristende at kysse Dal, når han nu alligevel var dernede, så holdt Eyad sig i skindet, men han lod dog sine læber glide blidt over Dals øre, bare lige for at minde ham om, hvad de læber kunne udrette, inden han rettede sig op igen. 

Dal smilede en smule undskyldende til Cedrik "og du skal få den ved lejlighed! Men det er ikke en historie der gør sig så godt til de nuværende omgivelser desværre" sagde han og sendte et sigende blik mod grupperingen af Kiles orden der stadig holdt deres samling. Et lille smil bredte sig på dværgenes læber, et smil Cedrik kendte. Smilet der sagde dværgen gemte på en god historie, som var ved at tage fortæller form i hans sind.
Det blev dog afbrudt af en noget strammere mine, bragt af Hvad end elveren have gjort med sin mund nær hans øre. Et skarpt øje ville se det ikke var hans eneste reaktion.

Rævens tilbud om hjælp kom ikke et øjeblik bag på dværgen og Dal rømme sig en anelse som hans tanker kom tilbage til samtalen. "det har du allerede min ven!" sagde han muntert "de veje gennem skovene her du viste mig i sin tid var uvurderlig da vi viste nogle.. Rejsende videre"

Cedriks ører lagde sig hen langs af hans hoved, tålmodighed var ikke ligfrem den dyd han gik mest op i. Men Dals smil viste at vente tiden ville være det værd! Lidt som med historien om damen med de store... Vent. Det ansigts udtryk havde han ikke set før! Hans øjne gled hurtigt op og ned af hans knap så høje ven, det var noget den plettede mand havde gjort eller sagt... oh OH! der var mager! Ellers den fik Dal til at opføre sig som de var, lille Dal var ihvertfald ved at vågne!

Endnu engang ville han have løftet sine øjenbryn hvis han havde dem, men i stedet vrikkede spidsen af hans hale til siden. "Rejsende?" nåede han at spørge inden det gik op for ham at Dal mente elverne! "Når dem! dem viste jeg også rundt, jeg er trods alt ikke stifinder for ingen ting!" 

At Cedrik åbenbart havde hjulpet andre elvere fik Eyad til at smile lidt, og han kunne straks lide hunden lidt bedre.

"Måske skulle vi... sætte os?" foreslog Eyad og nikkede mod det bord ovre i hjørnet, som Dal og Eyad havde siddet ved. Han følte sig ikke helt sikker herude midt i lokalet, og han ville heller ikke risikere, at Dal blev så distrahere, at illusionen på Eyads ører forsvandt. Det ville ikke ende godt, hverken for ham eller for Dal, frygtede Eyad, der godt havde lagt mærke til Kilepræsterne, der stod lidt væk.

"Eller måske skulle vi finde et andet sted?" spurgte han og så på Dal, som kendte stedet bedre end Eyad. Det mente Eyad ihvertfald.

Dal kunne ikke andet end at smile bredt af sin ven, da han bekæftede hvad Dal inderligt havde håbet på ville ske, var sket. "Ah, jeg tænkte nok du var derude et sted!" lo han lettet "Jeg håbede det stadig var mest dig og dine der brugte dem.. Og ja, du må undskylde den pludselige trafik, men det var det eneste jeg kunne komme på" tilføjede han noget mere lavmælt, og en anelse skyldbetynget. Det var som han havde givet en usagt hemmelighed videre, men han havde gjort det for at redde liv! Han viste Cedrik nok skulle tilgive ham på et tidspunkt.

Dal nikkede til Eyad "God idé. Det er ret åbent her" han så på Cedrik "Er det gamle spillerhul der stadig? Eller er der et andet sted vi kan tale mere.. privat?" det gamle spillerhul var en gryde i landskabet, lige ved festivalpladsen, hvor de der kendte det kunne finde læ, og når vejret var til det solskin, samt en kende privatliv der var svært at finde andre steder på pladsen.

Det var sådan det skulle være! Smil på alle læber, også han egne! "Lige de stier er kun mig og mine der kender! ...og så dig Dal, men det ved du godt." Cedrik trak let på skuldrene "Det gør ikke noget, bare at det ikke bliver en vane! ellers bliver det svært at beholde den genvej, samt varulvene kunne finde på at blive sure, du ved den slags" Han viftede lidt med hånden som det ikke betød så meget. Men Varulvene kunne blive noget så hissige hvis de fandt folk i skovene, som de ikke mente burde være der. Hvilken virkede til at være alle andre end dem selv.

Cedrik blinkede et par gange "Spillerhullet? Jo det er der stadigt, og det er nok det letteste! Hvis i gør der hen så kommer jeg om lidt, jeg skal lige hente noget!" svarede han med et bredt smil, og var allerede på vej. Han skulle have tre ting med ihvertfald hvis de skulle til spillerhullet, især efter hvad der skete sidst han var der dem Dal!