Man kunne roligt sige at Llyr kom vidt omkring i landet. Det var lidt hvad der skete når man bare gik hvor vinden førte en... eller bjørnen i visse tilfælde. Koda kunne til tider godt lide at føre an, og Llyr der var lidt bange for at miste hende af syne fulgte troligt med. Hun havde da også fået jaget ham til interessante steder til tider, men nogen gange måtte han bare kigge på sin dumme bjørn, som havde fået problemer med bier og honning.
At han ramte dagen hvorpå forårsfestivallen faldt i Medanien havde han haft ingen ide om. Heller ikke at den overhoved fandtes, men Koda var blevet tiltrukket af lugten af mad, og Llyr selv kunne da også mærke hans egen mave rumle. Det var ikke ligefrem det mest interessante mad de havde levet på de sidste par uger, så Llyr tænkte ikke engang over det, som han begav sig ind på pladsen, men en bjørn ved hans side.

Llyr havde heldigvis penge på lommen efter turen til Dianthos, så han var hurtig til at punge ud til noget mad til ham selv... og ved at se ned på Koda, så også til hende. Han gik over til en bænk med det og satte sig ned, før at han gav Koda maden, som hun pænt lagde sig ned foran hans fødder og spiste. Llyr lagde dog ikke mærke til blikkene de to af dem fik, som han selv gik i gang med at spise.

Når man fik vendt sin døgnrytme var det mere eller mindre problematisk at bevæge sig rundt i livet uden de største problemer, men her var vi, endnu en dag vågen. Denne dag berigede just ikke Koda meget mere end blot sidde i den dejlige skygge og blot lade sit blik glide hen over menneskerne og andre væsner der gik hen over pladsen, ikke just noget man ikke havde set før.
Men noget fandt hendes interesse, mennesker der nærmest gik i en bue rundt om et sted på pladsen mens blikket så i en bestemt retning.
Nysgerrigheden dræbte katten Ja, men lidt skadede vel aldrig. Så Koda slog sin parasol op og gik roligt hen imod 'Det mærkelige '. Trods skyggen fra parasollen føltes det just ikke andet end at gå med tunge skridt.
Koda måtte mase sig lidt igennem lidt mennesker og lod hurtigt sit blik nysgerrigt fange af intet andet end en bjørn.. jo jo der var og Så en herre men en bjørn her på pladsen og uden den var i lænker.
Koda blev lidt stående og betragtede lidt den herre der sad og spiste med en bjørn.
"Danser Den?" Spurte Koda lidt ud i luften og gik lidt nærmere på herren og bjørnen før Koda sætte sig på hug for at studere det vidunderlige dyr, dog stadig lidt på afstand.

Llyr var vant til blikkene ham og Koda fik når de var i nærheden af mennesker, men normalt ignorerede de også bare makkerparret. De færreste havde lyst at tage det op med nogen der potentielt kunne være farlige, og så lang tid at bjørnen opførte sig pænt, så kunne de jo bare gå udenom dem. Derfor kom det også som et chok da han hørte en stemme relativt tæt på sig, og måtte kigge op for at se hvem det var. En kvinde af en art.
”Danser hvem?” spurgte Llyr forvirret, det slog ham ikke ind at kvinden spurgte omkring Koda, som stadig glædeligt lå og tyggede i sin mad glædeligt. Hun tyggede endda også på det mere end hun plejde, måske fordi at hun vidste at hun ikke ville få meget mere end det af maden her på pladsen, og hvis hun gik og lavede ballade, ville hun da slet ikke få nogle godter. Hun var desuden også fuldstændig ligeglad med at der var nogen der kommet nær dem.

Roligt holdt Koda sin parasol over sig og havde virkelig lyst til at røre det herlige dyr foran hende men vidste ikke hvordan bjørnen ville reagere så Koda lod blot blikket hvile på bjørnen. Det var ikke et dyr man typisk så i disse omgivelser på denne måde, så Koda kunne godt forstå de blikke det normalt måtte give.
Da herren havde spurt ind til hvad Koda havde spurt ind til, klukkede hun lidt og rettede blikket imod ham og sagde "Det var bjørnen jeg spurte om noget". Det var nok et håbløs forsøg på at være sjov, ja humor havde Koda måske ikke meget af, men det var da en meget sjovting at spørger bjørnen om dens herre dansede. Eller ja Koda måtte gå ud fra herren der var ejeren af bjørnen.
Nu hvor Kodas blik var rettet imod herren sagde hun venligt "Spøg til side, fascinerende at se sådan et dyr i disse omgivelser".

Hvordan end denne herre havde formået at tæmme en bjørn var Koda forundrene da hun tydelig huskede dette væsen vilde natur og hvordan hele hendes barndom bad man til at bjørne var en ting man ikke stødte ind i. Men her var der en og den var helt rolig, det var fantastisk.

Det tog et øjeblik før det gik op for Llyr at kvinden rent faktisk havde lavet en joke, hvilket egentlig ikke var fordi at han var humor forladt, men han havde simpelthen brugt for meget tid væk fra mennesker, at han glemte at det var noget der var normalt. Desuden var han aldrig rigtig til stede omkring andre mennesker, der var altid noget der tiltrak hans opmærksomhed mere i de pågående situationer.
"Koda? Ja, hun er lidt af et pragteksemplar er hun ikke?" spurte han og et rigtig smil spredte sig på hans ansigt som han så kærligt ned på Koda. Som en far kiggede på sin fatter. Stolt. "Jeg fandt hende ved hendes mor, som var død, så jeg kunne ikke nænne bare at lade naturen gå sin gang." En bjørneunge alene ude i skoven... det ville kun gå en vej, og Llyr var lød om hjertet når det kom til dyreunger.

//Lukket grundet inaktiv og manglende krea