Balsalen i Krystalpaladset var pyntet op med tusindvis af levende lys for at minde de døde, der for nyligt var faldet under Mørkets angreb på byen. Alle beboere i Hovedstaden var inviteret til ballet, for Lysets Dronning vidste, at de fleste kunne bruge lidt munterhed efter de mørke hændelser.
Ved indgangen til paladset stod et par vagter, der nøje undersøgte ballets gæster, for at sikre sig, at der ikke slap nogen med ondt i sinde eller bevæbnede folk ind til ballet. En af dragerne, der var i Lysets Hær, var også placeret ved paladsets indgang, og dyrets intelligente øjne betragtede enhver gæst nøje.

Inde i balsalen var der dækket op med mad og drikkevarer til gæsterne. Adskillige af Isaris præster og præstinder var at finde mellem ballets deltagere, og da Dronningen trådte frem på en lille balkon over salen, var hun også i selskab med en Isari præstinde iført traditionel hvid klædedragt.
"Lad os holde et øjebliks stilhed for at mindes ofrene i krigen." Proklamerede dronningen, hvis stemme genlød glasklart ud over hele salen. Langsomt holdt gæsterne op med at snakke og blev stille. De fleste var på en eller anden måde blevet berørt at angrebet, og mange havde mistet familiemedlemmer eller andre, de holdt kære. Flere af Lysets Krigere var også faldet i kampen, men taknemmeligheden for, at byen havde klaret angrebet, overskyggede imidlertid Dronningens sorg over de faldne.
Efter et øjebliks stilhed begyndte folk igen at snakke i salen, og Dronningen trådte væk fra balkonen.

Årets Midvinterbal var for alvor gået i gang.



Dette er en åben baltråd: alle kan deltage. Er din karakter i Mørkets Hær eller eftersøgt, skal du dog være forklædt, for at kunne snige dig ind. Svar i tråden går på tur: hvis en person ikke har svaret inden for 2 dage, kan den næste i rækken frit svare, således at tråden ikke går i stå. (Dronningen er ikke med i tråden)
Man er også velkommen til at oprette egne tråde ved siden af, der foregår under ballet.

Ved dette års midvinterbal havde de, på grund af slaget ved bymuren, mangel på medhjælper fra Isari templerne. Så efter lidt overbevisning om at det var en god ide havde Florence gået med til at tage med til festlighederne. Hun havde lånt en af de tidligere medhjælperes arbejdstøj og var blevet sendt afsted med de andre fra hendes tempel.
De var blevet sendt afsted tidligt for at stå i det enorme køkken for at hjælpe til med de allerede ansatte på slottet og for at hjælpe med opsætning og oppyntning af balsalen.

Nu hvor ballet var startet var Florence blevet omklædt til en mere passende uniform der bestod af en lyseblå kjole der gik til lige under knæene med lange ærmer af gennemsigtig silke.Over kjolen var der blevet påført et simpelt hvidt silke forklæde med et lille Isaris symbol borderet på ryggen. Hendes korte hvide hår var til sidst bundet op med en silkesløjfe det matchede forklædet. Alle de andre der agerede som tjeneste piger var påklædt samme måde og stod som Florence langs med væggene skulle nogen af gæstene mangle noget.

Dette var bestemt et nyt miljø for Florence og hun havde svært ved ikke at kikke beundrende på gæsternes prestige og ekstravagante påklædninger. Det var måske ikke sådan en dårlig ide at være taget med som hun havde troet til at starte med tænkte Florence med et lille men sikkert smil.

,,Frue, de kan ikke have den med ind..’’ en af vagterne stod med en fin lille daggert, som havde siddet i en skede, bundet rundt omkring, den langbenet dæmons lår.
,,Det må de undskylde. Det er jeg frygtelig ked af, desværre en gammel vane af min..’’ sagde kvinden med en fløjlsblød stemme, der næsten summede af flirtende hentydninger. Vagten så dog ikke ud til at være yderligere påvirket, men han nikkede blot og lod hende passere, da hun ikke virkede til at ville have den lille kniv igen.

Dæmonen, Luxuria, der nu gik under navnet Avaion adelig i Medaniens frodige land. Tidligere bosat i et nonne kloster, til at blive en frygtet pirat på krystalhavet, til endelig selv at bygge sit eget palæ op. Nu indbudt til årets store fest, for at hylde at lyset vandt det store slag, i denne omgang. Bestemt ikke en krig hun havde fyldt synderlig meget med i, da hendes største prioritet blot havde været at få sin egen forretning op at stå. Ikke så meget hvad andre rende rundt og lavede. Men da hun havde fået invitationen, havde den bestemt været for god til at afslå og hun havde straks på begyndt forberedelserne til at tage af sted. Der var sikkert en masse handelsmænd, som der kunne tænkes at tjene penge på, samt andre interessante ansigter Avaion endnu ikke kendte. Måske endda nye spændende folk, man kunne inviterer til næste månedens maskebal. Eller blot til nogle private stunder hos hende selv.

Iført en gulvlang, hvid bjørneskinds kåbe, gled hun elegant ind i den store sal, mens at det mørke øje betragtede de mange smukke og tiltrækkende mennesker som befandt sig på et sted. Udsøgt, med et glimt der spillede så fantastisk i det blå sorte øje og et smil der kunne overskygge de fleste, flød hen over de sort malede læber hilste hun høfligt på de folk hun kendte. Inde under den flotte skræddersyet købe, var at finde en flot lang sort kjole, der stod pænt til håret der var sat op i en knold, dog med håret lagt sådan, at man ikke kunne se det hvide øje. Kjolen var af et udfordrende snit, dog ikke så udfordrende som hun plejede. Stoffet var af et lækker silke materiale, der smygede sig rundt omkring hendes krops fremtonede former. Hun var ikke en kvinde af spinkel karakter, hvilket hun bestemt hellere ikke følte hun havde nogen grund til at skjule. Toppen af kjolen, var af silke blonder, også i sort farve, som havde en lav skæring, så den lå under hendes skuldre og lige hen over begyndelses af barmen. Hen over taljen var et silkebånd der matchede kjolen lavet, og strammet godt til, så taljen blev endnu mere fremhævet. Derefter gled det fine stof sig rundt omkring de lange ben, der kunne skimtes hver gang hun gik. Dette tilegnede hende bestemt nogle blikke, men som dødssynd, var det lige præcis disse blikke hun nærrede af, derfor måtte man jo gøre sig ekstra umage til disse lejligheder.

Avaion stillede sig dog pænt til side og holde det øjebliks stilhed, der blev opfodret af dronningen. Da dette var overstået, stødte hun ind i et par hun kendte fra tidligere sammenkomst hos hende selv, af høflighedens skyld forblev hun lidt og socialiserede, trods den uinteressante samtalte der foregik imellem dem. Hun sagde derfor kort tid efter pænt farvel, da hendes hånd manglede selskabet af et krystal glas, fyldt med alkoholiske vare. Store forsamlinger var både en byde og en fornøjelse for den ældre lyst dæmon, som kunne mærke de pulserende åre som begyndte at kræve at hendes uendelige begær blev slukket. Dog blev den for nu, slukket af den silkebløde røde drik, der passeret hendes læber. Hendes blik vandrede i blandt gæsterne, mens at hun begyndte at adskille de interessante, fra de, mindre interessante.

Det her var fuldstændig utroligt. Aldrig nogensinde havde Kahina set så stor en stamme samlet på ét sted. Folkene i Rubinen havde haft så travlt med at handle, med at stjæle og med at forlyste sig, at der ikke var noget der havde bundet dem sammen. Men her: her var alle forbundet af den samme krig. Et fælles mål, der mindede den unge præstinde om den stamme hun selv havde forladt for at tage ud i verden og lære.
Et bal. Kahina havde aldrig været med til noget så spændende før, og det havde da også været imod hendes bedre viden, at hun overhovedet var taget af sted. For det var jo ikke det hun var draget ud i verden for at bruge sin tid på. Hun var taget ud for at lære. Men, dette var vel også en form for læring. Det var i hvert fald hvad hun havde fortalt sig selv da hun havde gjort sig klar samme aften.
Hverken Sefu eller Ngozi havde været specielt begejstrede for Kahinas idé, og endnu mindre som de nåede vagterne til slottet og måtte aflevere deres våben. Men som med alt andet var det Kahina der havde det sidste ord, og hun ville til bal, og så var det sådan det blev. Og desuden var hun overbevist om at de store mænds våben stadig ville være der, når de forlod festen.
Våben, krig, ulykke. Nej hun ville ikke tænke på det, ikke nu. Verden var fyldt med prøvelser, men i aften ville hun ligge disse dystre tanker fra sig og more sig. I aften ville hun være den unge kvinde hun aldrig havde fået lov til at være.

Det var ikke fordi hun havde haft noget specielt fint tøj med på rejsen, men efter en del bytte havde hun fået fat i en fornem silkekjole. Den var rød som ilden, og fremhævede det mørke i hendes hud og faldt præcis så den fremhævede hendes kvindelige former, men uden det blev for vulgært. Fødderne, der kun lige var synlige under den lange, røde silke kjole, var blevet stukket i et par fornemme sandaler, og håret var blevet redt og flettet sammen med enkelte, tykke guldtråde. Hun havde hørt at mange af deltagerne til ballet ville iføre sig masker, men dette havde hun ikke haft grund til at gøre. Hun var trods alt ukendt i Hovedstaden, så det virkede ganske omsonst.

Som hun ankom stod hun længe i balsalen og tog det hele ind. De mange mennesker, musikken, stemningen, lysende. Det her var så sandelig et nyt territorium for den indadvendte præstinde. Og hun elskede det. Hendes begejstring var let at se, omend Dronnings opfordring til stilhed lagde en dæmper på den et stykke tid, men som festen atter fortsatte bevægede hun sig længere ind, skarpt forfulgt af de to vagter.

Som sædvanlig når der var bal på Paladset, var Galavant blevet slæbt med af sin herre; en af Lysets uddannede riddere, iklædt en uniform sømmelig for en personlig tjener, betragtede han den store drage idet han passerede den. Kort havde han trangen til at møde reptilens blik, men værende under sin herres årvågne blik, holdt han sig i ave i det mindste for nu.Stemningen i balsalen var dog anderledes end sædvanligt, det kunne næsten straks mærkes af ham, idet han trådte ind og nær havde stoppet op hvis ikke det havde været fordi hans herres 5-årige datter havde ham i hånden og slæbte ham med længere ind. Hans hovedopgave for i aften var at holde øje med potentielle folk der kunne skabe fare for byen og dronningen. Alt det sædvanlige pjank. Et blik blev sendt mod hans herre, inden han så sig yderligere om, lod blikket glide op mod balkonen og til de isari præster der befærdede salen.. Var det bare ham eller var der kommet flere af de kryb over det sidste års tid? Han fattede vitterligt ikke hvorfor de troede på disse såkaldte guder, men holdt dog tand for tunge over dronningens udfordring, imens han sørgede for at ungerne holdt sig tavse. Endnu engang gled blikket over de forskellige gæster, diskret men opmærksomt. Fra den hvidhårede tøs i isari uniformen, til den sælsomme skabning han følte sært bekendt men ikke kunne putte en finger på ( kar'his ) til den mørkhårede kvinde som han uden helt at ville det følte sig en smule draget af, med den samme form for familiaritet som den anden havde givet ham..
Dette var ikke unormalt, faktisk skete det oftere og oftere til ballerne at folk han ikke havde bekendtgjort sig med endnu virkede familiære uden at være det.
Han var ikke sikker om han skulle, burde nævne det for hans herre på et eller andet punkt. De virkede jo ikke direkte farlige. Halen vippede let, mens talismanen holdt illusionen af en simpel tjener oppe.
Idet minuttet af stilhed var gået bevægede folk sig hver til sit, snakkede med bekendte og partnere, akkurat som hans herre og dennes hustru selv gjorde det, mens han selv blev hevet hen imod et større område med vand som tiltrak børnene som fluer om et lig. her var små fade med lys i ude i vandet, nogle med små beskeder og navne på faldne.
Ivrigheden fra børnene fik ham til at bumbe let ind i en mørklødet kvinde, klædt i rødt silke. Hastigt greb han ud efter hende for at sikre sig at hun ikke endte i vandet, inden han bukkede så galant man nu kan med 3 småbørn omkring sig som nærmest kæmpede for at komme til at lege med vandet og se på lysene
"Det må De undskylde frøken."
Hvis han var heldig kunne dette bal let blive til et festmåltid i sig selv med alle de følelser der dansede rundt i luften som hans herre heldigvis ikke havde forbudt ham imod at indtage.

Hvorfor havde hun valgt at dukke op? Der var ikke noget for hende at hente igen, efter at krofamilien var blevet splittet op. Døden havde sat sine præg og dermed også splittet den rødhårede unge kvinde fra det sikre område hun havde erhvervet sig efter mange år alene på gaden. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, og havde taget de tunge skridt til krystalpaladset. Et sted hvor der ville være mennesker, et sted hun måske ville kunne en smule ro og afslapning efter hårde dage med alt for meget ødelæggelse.

Amy var ikke videre klædt i fint tøj. Hun ejede ikke noget, og hvad end hun havde ejet af tøj var gået tabt i branden. Men tøjet var rent, og ikke grimt. Det afslørede at hun ikke var høj af status men også fredelig af sind, for det meste. Det krøllede røde hår var tæmmet til en lang fletning som hang tungt ned af ryggen og hun kom nemt forbi vagterne, til trods for deres grundighed. Hun havde intet våben, og hun så ingen grund til at det skulle være nødvendigt.

Amy stilte sig i hjørnet, betragteded forsamlingen som stilheden bredte sig ud på dronningens opfordring. Mange var påvirkede. Mange så tomt frem for sig, som Amy selv og forsøgte at holde dem selv sammen og ikke afsløre for meget.
Håbet om at faldet til ro, virkede dog som en drøm langt væk fra virkeligheden. Hun var anspændt og fandt ingen ro ved at stå i hjørnet og betragte. Tvært imod. Efter alt for mange minutter med enkelte blikket sendt hendes retning, skubbede hun sig væk fra den kolde stenmur og bevægede sig ud til Krystalpaladsets udendørsarealer. Nok havde andre set fordel i samme, men mest af alt fik hun lov at trække vejret og få styr på de mange tanker, følelser og anelser der skyllede over hende. Hvordan kunne de holde fest efter så meget død og sorg.