"Hvorfor er det nu lige, vi plukker blomster?" spurgte Sidka for tredje gang og håbede, at hun denne gang ville få et svar, hun forstod.
    Rhea himlede med øjnene. "Åh Vanna, du er da også uvidende om vores fester, altså. Inden høstfesten skal vi have sat de fineste blomsterranker op. Vi skal flette kranse..."
   "Og halskæder," sagde Thesseis.
    "Ranker henover hængebroerne,"
    "Pynt til bordene,"
    "En krans til hver dør,"
    "Ja, fint, fint!" afbrød Sidka. "Men hvorfor gør vi det med hænderne? Hvorfor bruger vi ikke bare magi til at..."
    De andre kunne se det på hende. Hun skulle lige til at stampe i jorden og få den til at kaste blomter op i alle retninger.
    "Nej, vent, Vanna!" udbrød Thesseis panisk. "Jorden skal blive, hvor den er! Der er noget ejendommeligt over at gøre arbejdet med hænderne." Hun drog et langt suk. "Du skal nok lære det snart, kom herover. Se, hvis du nu sætter dig her. Der er mange blomster. Og når du er færdig med den plet, så gå videre herover. Fokusér på de gule, det er dem vi mangler flest af lige nu."
   Nu var det Sidkas tur til at sukke, men hun gjorde som pigen sagde. Satte sig tungt ned på røven med kurven ved siden af sig og begyndte at fylde den med blomster. Nogle kom op med roden, andre knækkede ved stænglen. Da hun havde en halvt fyldt kurv, gik det op for hende, at hun ikke vidste, om det var i orden stadig at have rødder på dem. Hvor lang skulle stænglen være? Virkede det også med dem, hun havde plukket, hvor de var knækket lige under blomstens hoved?
     "Hvorfor er det så svært?" mumlede hun for sig selv.
    Pigerne var jo i bund og grund flinke nok. De prøvede at hjælpe hende efter bedste evne, men hun var ret sikker på, at de kun var begyndt at snakke med hende, fordi Renaél havde bedt dem om det. Han havde set, hvor rastløs hun blev af ikke at lave noget den første uge, at han havde hjulpet hende med at få nogle opgaver. Det havde været en god kilometer uden for hendes komfortzone at rende rundt i Elverly uden ham ved hendes side, men indtil videre havde ingen set igennem forklædningen. Pigerne troede, hun var en form for kriger, der altid havde boet uden for Elverly for at lave kriger-agtige ting, og det kunne Sidka godt få til at spille med sin personlighed. Hun havde også hørt dem hviske om, at hun var en hemmelig form for kriger, som ikke måtte fortælle om sit arbejde. Hvor den tanke var opstået, vidste hun ikke, men det gjorde alting meget nemmere, når hun kunne være vag om sin fortid og de så ikke spurgte mere ind til det.
    Hvis det nu var bare lige så nemt at plukke de her lorteblomster....!

Det var med mange vink og suk turen gik ud i udkants området, I alle guderne og skoven hvor havde der meget været arbejde siden lyset valgte at invitere mørkelverne inden for. Hvem ville have troet at det ville få så mange konsekvenser? Ud over alle skovelvere naturligvis. Men de skulle håndteres, bare en skam at det var gået ud over andre opgaver, eller, eksperimenter var nok et bedre ord. Og så havde man kun haft tid til at sove en otte hver dag! Det var med et stort suk at hun kom ud i lysningen på vej til huset, og med meget større oppakning end hun var van til at rejse med, denne gang ikke kun tøj og smykker, men flere bøger var også pakket i rejse taskerne som den kære kronhjort måtte bære. Det var ikke med en voldsom hast hun red, tværtimod hvorfor tage den lange tur og ikke have tid til at nyde turen og de smukke ansigter på vejen? Ikke at have tid til at hilse? Det ville da være en synd. Men netop nu ved disse bydele red hun med en bog, og ikke bare en hvilken som helts bog, en skitsebog dækket i tegninger af forskellige kvinder, visse som hun ikke ønskede at glemme, visse hun ønskede at se mere, men netop den side som hun lod blikket hvile på mens kornhjorten selv gik turen var af en kvinde som ikke fandtes, så hvor bedre at gemme billedet som dannede grund til amulettens illusion end i denne bog?
Der var ikke langt herfra, nogle blomstre marker, urtehaver, og så lidt over en kilometer. Let lod hun blikket falde over de arbejdende, og så tilbage på bogen. Hjorten tog fire skridt, før hun blinkede første gang og lod blikke falde tilbage på bogen. To skridt mere og blikket faldt ud på marken. Et skridt og tilbage på bogen.

”I alle mine år.” mumlede hun let for sig selv. Måske var dette eksperiment ikke helt umuligt alligevel, og hun kunne slippe for sin nødløsning. Bogen blev slået sammen, og hjorten fik nogle få nus bag øret og et let kys som den stoppede og hun hoppede af. Bogen blev forsigtigt lag i rejse taskerne og hjorten stod fint og ventede som Yume’ave gik imod marken, blikket låst på jorden som lette forsigtige skridt som gjorde alt hun kunne for at undgå at lade hendes fødder blive beskidte. Hvorfor er det så svært. Hun blev nærmest stolt som hun hørte det og tog et skridt længere.

”Tag fat så langt nede som muligt, sno den forsigtigt en smule til højre og lad din lille finger komme under roden. Så giver den naturligt slip.” der var tydeligt glæde og håb i stemmen og stolthed i de dybt violette øjne.

    Sidka tog rådet med det samme, tog fat helt nede ved jorden (hun var trods alt ikke bange for at få jord under neglene), snoede den om fingeren og hev til. Blomsten kom nemt op ad jorden med rog og det hele og faktisk uden nær så meget jord, som hendes tidligere plukninger havde givet.
    "Men må der gerne være rod p..." 
    Sidka havde løftet blikket, mens hun talte og så først nu, hvem der stod ved siden af hende. Fokusset på blomsterplukning havde holdt hende fra at genkende stemmen. Hastigt kom hun på benene, glattede sin tunika og tog fat om sine hænder så hun ikke ville gnide dem nervøst mod tøjet.
   "Yume! Jeg mener, Yume'Ave, Vinteren... Morgenen.. Dagens... Lysets... En stemme! Jeg er øh, Vanna, med øh, et efternavn, og jeg-øh har helt sikkert ikke mødt dig-øh-Dem før, så det er en ære - eller sådan noget!" sagde Sidka forhastet og sluttede at med et prøvende og ikke særligt overbevisende smil. 
    Hendes blik gled rundt til de andre plukkere og håbede inderligt, at ingen af dem var inden for hørevidde. Heldigvis var Rhea og Thesseis gået lidt længere ind mellem træerne. Sikkert for at snakke om de lækre elvere, de havde tænkt sig at invitere med til høstfesten. Den sidste uge havde Sidka forsøgt at blive en del af samtalen, men de fik altid drejet emnet over på noget andet. Hun forstod ikke, hvorfor de havde brug for at holde den slags hemmeligt.
    Blikket gled tilbage til Yume'Ave, som Sidka pillede underbevidst ved amuletten om sin hals og krummede tær inde i de bløde lædersko. Hun havde indtil nu undgået kvinden, der havde gjort det muligt for en mørkelver at snige sig ind i Elverly, men det havde heller ikke været svært. Den højtstående rådskvinde havde været meget væk. Havde hun været her, ville Sidka dog stadig have gjort sit bedste for at undgå en snak.

Plante gav slip på jorden og nærmest nyd sin velkomst i Sidkas hånd, og Yume kunne ikke lade være at smile som hun så det, og det var umuligt ikke at grine let af pigebarnet som hun gik i panik over hvem der var ved hendes side. Vinter? Hvis bare hun vidste hvem vinternes stemme var, så skete der i hvert fald ingen sammenligning i fremtiden. Instinktivt tog hun et halvt skidt tilbage for at undgå den smule af jord Sidkas hastige bevægelser kastede om sig.

”Det klæder dig faktisk at kunne få røde kinder.” lyd det i en kort pause mellem hendes grin. De dybtviolette øjne fyldte hvad end Sidka valgt at kigge efter, dog blev de ikke i skovkanten så længe før de faldt tilbage på den unge skov elver, foran hende. Var sært at se sin egen tegning i live foran sig.

Det har jeg gjort meget godt. tænkte hun kort som hun studeret sin ’tegning’.
”Træk vejret, slap af, og lad være at pil ved den du river bare af ved et uheld på et tidspunkt. ’Vanna uden efternavn.’” Som det blev sagt tog hun et halvt skridt frem, og lod sin hånd finde amuletten, og mens lade en finger let nusse Vannas kraveben.

”Kommer de igen, så gør som du lige har gjort. Genert, ung pige, som møder en berømthed som ønsker at male dem.” Hun kunne ikke lade være at smile ved tanken, over at dette måske lykkes.
”Så..var det din egen ide at få plukket blomstre til høstfesten? Det er en smuk fest, så kan godt forstå dig. En dejlig tradition og altid så skønt at se folk bryde deres skal og invitere dem de kan lig ud at danse i månelyset.” Det var mange år siden hun selv havde deltaget men kunne vel være en god ide og en god måde at vise kulturen. Som det blev sagt lod hun blikket falde på den løse jord nær dem, og det krævede en del ikke at trække sig tilbage på mere fast jord.

Røde kinder?
    Sidka fangede en skygge af sin egen reflektion i amulettens blanke overflade. Hun havde stadig svært ved at forlige sig med sit nye spejlbillede. Det kulsorte hår omkring det blege ansigt. Grønne øjne, som hun på samme tid ikke kunne genkende og følte sig hjemme i. Smykkerne sad, hvor de skulle, men var formet til små blade, ranker og blomster. Det var enormt langt uden for hendes egen stil.
    "Jeg hjælper mest bare Rhea og Thesseis," svarede hun og bed sig i læben, mens hun stivnede ved berøringen. Hvad skulle hun gøre, hvis folk kiggede herhen? "Når Ren er i helbrederhuset, er jeg mest sammen med dem." Så meget for at holde det hemmeligt, hvor hun sov henne. "De laver virkelig mange underlige ting. Fletter pilehegn og sådan. Jeg forstår ikke, hvorfor I ikke bare bruger sten, når det alligevel skal stå på jorden."
    Endelig tog hun hånden fra amuletten og lod i stedet hænderne skiftevis vride sig i hinanden og i tunikaens stof. Det føltes helt forkert at stå i det åbne og snakke med Yume. Som om hun gjorde noget helt forkert. Her kunne Zahinael ikke straffe hende for det, men det fik hende stadig til at svede ustyrligt meget. Lysten til at flygte op i nærmeste trækrone eller vælte marken på højkant var overvældende. Det manuelle arbejde hjalp generelt på Sidkas rastløshed, men hun havde stadig alt for meget ubrugt energi hver dag.

Blikket gled forsigtigt over Vanna skuldre efter de to kvinder som hun efter sigende var her for at hjælpe og som blikket vandrede slap hånden amuletten og der kom bare lidt afstand mellem dem. Ren? Navnet fik tydeligt Yume’Ave til at undre sig, for havde hun ikke hørt det før? Blikket forlod skovkanten og gik tilbage på Venna og de nærmest krystal klare øjne af hendes.

”Og det går okay? Du har ikke fortalt dem noget om dig vel?” det var altid den fornøjelse at høre andre beskrive deres farverige kultur, og hvor sær den virkede i udefrakommendes øjne. Hvis blot de vidste hvor smukt livet her var, og med tiden ville Venna, Sidka, uden tvivl også lære at hvor vidunderlig det endelig var her.

”At bruge sten ville ændre naturens egen chakra, prøv at..” hun stoppede som hun så Vannas fødder ustabile trip, med opdagelsen træk Yume’Ave sig et skridt tilbage og løftede sine hænder op mellem dem, og blottet håndfladerne og let lod armene falde til hendes egen hofter stadig med håndfladerne peget frem.

”Det er okay..Der sker ikke noget her, lige meget hvad du tænker så sker der ikke noget. Så det er helt i orden at trække vejret dybt, og faktisk slappe af. Du er ikke i deres klør, du er ikke tvunget til noget, og ingen vil gøre dig ondt.” Altså. Så længe hun holdt sig skjult forsatte Yume’Aves indre, men var der vist ingen grund til at sige nu. Hvis hun huskede ret så havde Venna, Sika, flere gange udtrykket sig at mørket ejet hende, nok også derfor hun havde været så hurtig til at tage ejerskab selv dengang, men her, var verden noget helt andet.

”Jeg ved godt det kan være svært at tro. Men du er fri, du kan trække vejret og nyde verden nu. Uden at være nogle andens.” Som det blev sagt tog hun endnu et skridt tilbage.

    "Jeg har ikke fortalt noget," skyndte Sidka sig at forsikre om. Næsten for hurtigt. Næsten lidt panisk, som om hun var bange for at hun havde gjort noget forkert. "De tror, jeg hedder Vanna, fordi-øh... Der var vand i nærheden, da jeg mødte Ren, og... Men jeg mangler stadig et efternavn."
    Da Yumes kropssprog ændrede sig, stilnede Sidkas eget tripperi af, og hun forsøgte sig med et nogenlunde dybt åndedræt. det havde nærmest været nemmere bare at være omkring folk, der ikke anede, hvem hun var. Pludselig at stå med en, der vidste alt, føltes som om hun var blevet afklædt og kastet i havet om vinteren. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, og det hjalp ikke at plaske febrilsk med armene. Hun anede ikke, hvad de rigtige svar på spørgsmålene var, når det ikke var vold.
    "Amuletten holder i lang tid, ikke?" spurgte hun, mens hun nikkede som svar på Yumes ord. "Altså jeg skal ikke have en ny om en måned eller sådan noget, vel? Eller sørge for at putte chakra ind i den?"
    Det var en af de ting, der kunne holde Sidka vågen til ud på natten. Hvad nu hvis den faldt af hende, mens hun sov? Hvad nu hvis den pludselig stoppede med at virke, og Renaél så hendes sande jeg næste morgen? Hun havde ret hurtigt skaffet sig et spejl, så hun som det første hver dag (og flere gange i løbet af dagen) kunne forsikre sig selv om, at hun stadig lignede en af dem.

Hun nikkede taknemligt som Vanna forklaret at hun ikke havde sagt noget til nogen. Ikke at pigebarnet var dumt nok til faktisk at sige noget til nogle vel? Og dog, at høre historien om navnet fik dog kort den tvivl frem. Men af en eller anden tåbelig grund valgte hun at stole på Vanna i dette øjeblik, for hvad skulle hun ellers gøre. Det hele var vanvittigt nok, og med mørkelvernes tilladelse til at komme retur havde hun desværre ikke haft mulighed for at holde øje med om Vanne var ankommet eller ej.

”Hvad med Datura’wrightii? Betyde måneblomst og dele navn med en familie af giftige planter. Passer meget godt, gør det ikke?” hun træk et smil frem bag sløret som det sagt og fandt en mere passiv stilling og lod sin forsvar falde. Blikket gik kort på jorden for at sikre hun ikke var ved at træde i noget mudder eller blød jord som hun lyttede til Vanna ord og bekymringer. Forsigtigt tog hun et skidt til vestre for at stå nærmest perfekt mellem to rækker af planter, den ene fod foran den anden for ikke at risikere noget.

”Fra da jeg købte den..skulle den gerne holde et år, specielt med de penge jeg brugte på den så håber jeg sandelig også den holder så længe.” hun puste ud som det blev sagt, og nærmest rystede over alle de krystallen den mand havde krævet tilbage i sin tid.

”Den er også lavet med min magi som inspiration. Så, mon ikke det kan være muligt for mig at fylde den op igen – når den begynder at falme.” hvis den her plan overhovedet holdt så længe.

”Men med det sagt. Så bliver vi også nødt til at finde ud hvordan dette skal fungere. Hvordan vi sikre dig, og alle omkring dig. Så, vil du ikke være sød at møde mig hjemme i huset? Når du er færdig med..Rhea og The..Thessie?” blikket gik tilbage imod skov kanten, det ville nu være rart at få ansigt på de to kvinder, og også denne Ren, det ville være godt at vide hvem hun skulle have fat i hvis tingene gik galt.

    "Vanna Datura," Sidka smagte på ordet. "Det kan jeg godt huske. Så kan jeg altid sige, det er en forkortelse eller noget, hvis nogen synes det er for kort."
    Hun bed sig lidt i læben over Yumes ord. Sikre alle omkring dig.  Så hun hende stadig bare som et farligt dyr, der helst skulle holdes i et af deres fangebure?
    "Jeg kan altså find selv få det til at fungere!" protesterede hun. "Jeg har et sted at sove, jeg har tøj at tage på, og jeg laver ting hver dag. Ikke rigtig de samme ting, men jeg laver noget hver eneste dag. I dag er det dét her," hun slog ud med hånden mod marken. "I går var det noget af madlavningen til festen," Ingen grund til at nævne, at de havde smidt hende videre til en anden opgave, fordi hun virkelig ikke lavede god mad. "Og i sidste uge hjalp jeg med at flytte nogle af afgrøderne, fordi de var sået det forkerte sted. De var virkelig imponerede over, hvor hjælpsom min magi var der."
    Hun havde taget hele rækken , løftet den med jord op i luften og byttet den ud med en anden firkant jord, der hvor de gerne ville have den. Og så havde hun skyndt sig at sige, at de skulle stampe den nye jord på plads, så de stampede i stedet for at opdage de mørkelviske runer, der var opstået af hendes magibrug. Alt i alt en stor succes. Der var ingen grund til at mødes med Yume i hendes hus for at tale om tingene. Slet ikke hvis det betød, hun skulle flytte ind der eller sådan noget. Det gik lige så godt med at holde sig under radaren hos Renaél... Og så var han rar at bruge tiden sammen med om aftenen.

Det var altid noget at hun lyttede og faktisk tog hendes ord til sig. Navnet var faktisk smukt og passede godt til hende, natte blomst i vand. Det irriteret bid, de frustreret ord, fik Yume’ave til instinktivt at trække sig endnu et skridt tilbage, og i skridtet faldt den ene hånd til hendes lår, og den anden klemte om hendes albue. Nok var Vanna ikke farlig, Var mørkelveren bagved såvel heller ikke, ikke lige nu som det hele var. Men det var til tider svært ikke at føle der var en smule sandhed ved de ord der blev skrevet den dag, ord hun ikke selv kunne læse og måtte kaste stoltheden fra sig da de blev oversat. Nogle minder var bare svære at smide selv når man stod sådan her.
Hun træk vejret tungt et par gange som Vanna fik udtrykt sig, og først vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, eller rettere hvad hun ikke skulle sige, for der var nok at sige, nok at brokke sig over eller pege finger på. Derfor fik hun heller intet sagt men blot stirret på Vanna før hun selv forsatte med at begynde at tale om magien. Den magi der var så forbandet vigtig til netop denne opgave.

”Din magi, fortæller meget godt hvor i har jeres gener fra.” begyndte hun, og hun mente ikke i, som i tvillingerne, men i en mere bred grad. Nu det blev sagt var hun faktisk i tvivl om Sidka, Vanna, vidste hvad en sort elver endelig var, og med tanken faldt Yume’Aves krop også mere til ro.

”Jeg er stolt af dig.” tone skiftede, som bekymringen blev lagt til side. ”Har..været bange for du ikke ville kunne fungere her, at du ville handle som du gjorde med mig, og bare tage hvad du ville..Men du lyder til faktisk at have lært mere end jeg troede, til at tænke over hvad du kan og ikke kan her.” det blev sagt med et lettet suk, som hun vendte sig halvt om og kigget tilbage imod sin kronhjort. Måske var hendes drøm om at samle elverne arterne under et flag, et råd, måske muligt.

”Men netop derfor.. Er det vigtigt at vi kan finde en måde at holde dig, og dine nye venner sikre, for hvis du bliver opdaget, så risikere ikke blot du at miste livet, men også dem. Det er vidunderligt at du beriger din egen og andres dage, natteblomst, men…du risikere deres liv. Både Rhae, Thessi og Ren.” hun sukkede som det blev sagt, for hun kunne selv lige så nemt miste livet, hvis Vanna ikke holdt sin mund. Men lig en var hun selv sikker, lige nu var der faktisk intet der pegede på hende selv hvis dette gik galt.
”Så, lad os i det mindste lave en plan?” spurgte hun forsigtigt.

   Sidka bed sig i læben, da Yume tog sig til låret og nævnte det, hun havde gjort. Skam havde ikke været en del af hendes følelsesforråd før, og stadig kunne hun ikke helt sætte fingeren på, hvad hun følte. Det var en knude i maven og ubehag ved at tænke på bestemte situationer. Som den med Yume. Eller da hun overbeviste Renaél om, at der var hudædende parasitter i vandet. Det var noget, hun burde være stolt af jo. Hun gjorde, som hun skulle, så hvorfor føltes det forkert? Og hvorfor føltes det meget bedre, når hun hjalp Renaél mod de bøller, der drillede ham - frem for at drille ham?
    Mens ubehaget sted, gned hun sig i nakken, hvor sved var brudt frem og klistrede til håret. Hun undgik øjenkontakten, indtil Yume nævnte, hvordan hendes handlinger kunne skade dem, hun omgikkes hver dag. Nok var Rhea og Thesseis ikke de bedste veninder, man kunne ønske sig, men de gjorde et forsøg på at kunne lide Sidka, og hun kunne ikke lade være med at tænke, at ingen mørkelvere hjemme i klanen ville være sådan mod en nyankommen, som havde svært ved at passe ind. Altså, det burde man jo heller ikke, men... Men...

    "Vi kan godt lave en plan," sagde Sidka så og nikkede, mens hun holdt om den ene arm og forsøgte måske en lille smule at blive ét med jorden. Tanken var rar. Yumes blik føltes hårdt og gjorde ubehaget værre. Næsten ligesom når Arnym skældte ud, bare mindre voldeligt. Mindre fysisk. Det gjorde ondt i følelserne i stedet, og sådan burde det ikke være.
    "Men jeg vil gerne blive, hvor jeg er," tilføjede hun. "Må jeg gerne blive boende hos Renaél?"
    Rødme steg op i hendes kinder, og hun bed sig i læben igen for at undertrykke suget i maven, men det lykkedes ikke.

Det lille bid læben fra Sidkanys, var på ingen måde rart. Men i det mindste kunne hun ikke, hvis Vanna skulle forblive en forklædning, gøre noget som helts. For hvad skulle hun gøre? Tvinge hende ned på jorden, den beskidte mark jord, og ligge sig over hende som dengang? Hun blinkede nogle gange som tankerne blev tvunget ud af hovedet, for der var ikke plads til sådanne tanker, og Vanna, Sidkanys, burde vel også vide hvor sur hun selv ville blive hvis hun blev skubbet ned på den bare jord. Ikke at hun nogle sinde havde tænk over hvad Yume’Ave faktisk gerne ville have, nogle gange var det nok mere det modsatte den tøs tænkte, hvad ville hun ikke have. Med en dyb vejrtrækning første hun tankerne tilbage til samtalen, til Vanna og ikke Sidkanys.

”Godt.” lyd det forsigtigt, og blikket lyste let op dog kun ganske kort før Vanna lagde et krav, et forslag, ud i luften. At blive hvor hun var? Renaél, det navn, det havde hun hørt før. Var det ikke knægten hun kidnappet og træk igennem skoven med hende da hendes og hendes tvillingebror havde været så dumme at snige sig ind i skoven. Ham hun havde forsøgt at få til at drikke gift, for sjov? Og nu blev det navn sagt som hun fik farve i kinderne?

Denne forbandet, ungdommelige, ustyrlige, dyriske, liderlige, tøs. Stod virkelig at bidt sig i læben, blev rød i kinderne blot ved at nævne personen? Og ikke nok med det denne person var skov elever? Og endda et mandligt navn? Yume’Ave tog sig til panden og lod hånden glide igennem håret som blikket faldt på trætoppene, imod himlen.
”Det kan vi snakke om.” lyd det følelses forladt, som hun tog et skridt tættere på Vanna igen, stadig gjorde sit for at undgå den løse jord.

”På sin vis er jeg ligeglad med hvem du leger med, hvem du ser. Så længe du passer rigtig godt på, hvis den falder af mens i to nyder livets blo-” hun stoppede sine ord, og lod blikket falde til skov kanten.

”vi skov elverne er vidunderlige til at være usete, så pas på. Kom hjem til huset når du er færdig med at plukke blomster natteblomst, så finder vi ud af det. Men jeg forventer du er ærlig, omkring alt, og så skal nok også.” hun lod forsigtigt en fingre finde en vildfaren trot hår fra Vanna og lagde den bag øret.

”Vi ses i aften natteblomst.” lyd det selvsikkert, og med et legende tone. Hånden forlod øret, og hun vinkede forsigtigt til skovkanten før hun rettet på sløret og vendte sig imod vejen og sin kronhjort.

    Sidka trak sig uvilligt en lille smule tilbage fra Yume, idet hun trådte tættere på, mens hun sagde, at de kunne snakke om, hvor hun skulle bo. Sidka ville for alt i verden blive boende hos Renaél og ikke ende med at skulle bo tæt på Yume. Hvorfor tanken var så frastødende, vidste Sidka ikke helt, men det var den. Noget med at føle at man blev kigget over skulderen konstant. Lidt ligesom nu. Hvorfor skulle Yume absolut holde øje med hende? Hvis hun havde tænkt sig at æde sine venner var det ligesom allerede sket!
    "I er kun usete i dagslyse i en grøn skov," mumlede Sidka bare fordi hun havde brug for at føle sig på tværs. Mere nåede hun heller ikke, før hun måtte mumle en halvhjertet "Jaja" til Yumes afsked.
    Hun så Yume forlade stedet med sin hjort og der gik lige præcis tre sekunder, før Rhea og Thesseis var ved hendes side og ville høre en detaljeret beskrivelse af, hvad de lige havde snakket om. Hvor zalan havde de været under alt det her? Der var jo bare skov omkring dem...

    Det var blevet lidt senere end aften, da Sidka endelig fandt vej op til Yume'Aves hus. Hun blev ført ind af en skovelver, der så ud som om hun havde ført folk ind og ud hele dagen, men Sidka modstod fristelsen til at komme med en sjofel kommentar.
    "Så, Yume, nu er jeg her," sagde hun og satte hænderne demonstrativt i siden. Ikke fordi hun ville vise, at hun virkelig ikke ville være her, men mere for at vise, at hun altså gjorde nogle gode ting. Eksempelvis som der blev sagt. "Aftensmaden trak ud. Rhea ville høre, hvornår du ville male mig, så hun kunne lure fra en trætop. Og det-eh... Det er sværere at finde rundt her uden at blive slæbt steder hen. Jeg farrede måske lidt vild på hængebroerne."
    Det var en underdrivelse af dimensioner. Sidka havde brugt mindst en time på rende frem og tilbage på broer, hun følte gik i ring. Hun havde været i god tid ved solnedgang, og det var blevet helt mørkt undervejs, hvilket kun havde gjort det sværere at regne ud, hvilke broer, hun allerede havde været på. Hvem havde også fået ideen om, at det var smart med en by i trætoppene?

En lille del af hende håbede af Vanna, Sidka, bad hende stoppe, bad hende om hjælp til at forklare det hele til sine veninder, men intet. På sin vis nok et godt tegn men svært ikke at være en smule skuffet at det eneste man fik var en kort dyrisk trussel og ellers så et halvhjertet svar der lignede noget hun selv ville have sagt i sine unge dage. Men det var fint, tænkte hun igen i håb om at det ville være mere sandt denne gang mens hun red væk, til det mindre, stadig større end de fleste, hus som familien havde i udkanten. Hun havde et håb om at hun kunne forberede sig uden forstyrrelser, lave en eller anden form for undervisnings plan, satte nogle krav og forventninger og få tænkt det hele igennem, men skæbnen ville noget helt andet, og den lille lur hun havde håbet at kunne nå virkede som en nordlands by som dagen gik.
Det var ikke meget tid hun havde haft, der stod stadig en tom tekop hvor Isidora havde siddet, kanden var tom og tjenestedamen der havde blevet var blevet sat i arbejde til at lave mad og ellers alt andet da andre var gået, eller nok nærmere blevet smidt hjem, bare for en sikkerheds skyld.
Bøgerne stod stadig stablet på siden af bordet som Yume’Ave stod og sukkede dybt som hun hørte hun havde en gæst.

”Vil de ikke føre hende ind? Og er det for sent at lave noget dessert til mig og hende?”
”Selvfølgelig ikke frøken! Nogle ønsker?”
”Noget sødt, og traditionelt.” lyd svaret lettere opgivende, for hun var virkelig ikke klar til dette, men hun ville nok aldrig blive klar til dette møde.
”Med glæde, går i gang så snart jeg har vist hende ind.” Det blev svaret med intet andet end et nik. Som Yume’Ave selv valgte at fjerne den tomme kande og de to beskidte kopper og flytte dem over på bordet ved siden af.

Hun rettet ryggen i en hastig bevægelse som Vanna kom ind af døren, og vendte sig høfligt med fronten til hende med et smil bag sløret.
”Velkommen.” lyd det forsigtigt og overdrevet høfligt som hun lyttede til hendes forklaring om hvorfor hun først kom nu, ikke at de havde aftalt et tidspunkt, men rart at høre en forklaring.

”Så..din veninde vil gerne se dig? Mens du bliver malet? Jamen hvilket træ gemmer hun sig i – så kan vi gøre det nemt for hende?” hun frys lidt som det blev sagt, langt fra hvad hun havde forstillet sig de ville starte med, men på ingen måde noget hun havde det mindste imod.

”Det er da langt nemmere at gå fra træ til træ, end det er at finde vej langs landevejen.” som det blev sagt lod hun en hånd glide over bøgerne, måske var det faktisk der de skulle starte? At finde rundt i skoven og trætoppene? Så hendes gang ville virke mere naturligt.
”Vanna..Hvad vil du gerne? I det hele taget have ud af alt dette?” spurgte hun ud af intet, ordene overrasket også hendes selv for hvorfor var det vigtigt? Eksperimentet var vigtigt – der var ingen følelser? De følelser der var forsvandt den nat! Men alligevel passede hun på hende.

    "Haaha, nej jeg tror mere, hun gerne vil se på dig," svarede Sidka. Latteren var akavet og nervøs. "De er helt vilde med dig. Jeg vidste godt, du var noget vigtigt, men ikke at du var sådan en berømthed."
    Og inderst inde gjorde det Sidka utilpas. Før havde Yume været en vigtig person, hun kunne tromle henover, mens hun slap væk, så hun havde et eller andet sejt at fortælle de andre i klanen. Så var hun blevet en helt uventet støtte midt i hendes mest kaotiske og sorgfulde tid hos Mørket og nu... Ja hvad var hun nu? En berømthed hos en anden race, der prøvede at hjælpe hende. Måske. Eller måske tvinge en masse restriktioner ned over hovedet på hende.
    "Ren går også bare af broerne, ikke alle elvere er springlopper," nåede hun at sige, før Yumes spørgsmål ramte.
    Og det ramte hårdt. Sidka gik helt i stå. Hendes muskler spændte op, skuldrene, kæben. Hænderne holdt op med at pille nervøst ved sig selv. Blikket flakkede. Ja.. Hvad ville hun? For sit indre gentog Sidka spørgsmålet, men der kom intet svar. Klokkeværket var frosset helt fast, og der skete absolut ingenting i hovedet på ungelveren. Var der overhovedet svar på sådan et spørgsmål? Ville hun blive smidt ud, hvis hun ikke svarede rigtigt? Åh nej, var det her en slags eksamen? Den kunne hun umuligt klar. Hun anede jo ikke, hvad det rigtige svar var. At plukke blomster? At lære de rigtige ruter? Ikke at blive jævnligt udspurgt hos Mørket med smertebobler?
    Måske var det en fejl, at hun var kommet herhen. Hun skulle have holdt sig i Renaéls hytte og ikke forladt den overhovedet. Også selvom hun så ikke havde fået nogen venner. Nu hvor Yume havde fundet hende, var der nogen her, der vidste, hvem hun var, og Yume havde magt så....
    Angstsved sprang frem på panden, og Sidka så op med alt for små pupiller. "Vil du smide mig ud?"

Svært ikke at smile når man får sådanne nyheder, at hendes veninder ønskede et glimt af hende. Hun vippede hovedet lidt ved tanken – måske kunne hun invitere dem herhjem? I det mindste gav dette Vanna noget at tale om med sine veninder, en naturlig historie uden præg af hendes fortid. Men der var intet at sige, det måtte Vanna selv tage sig af, invitere dem hjem til hende, eller forsøge på anden måde at se om hendes veninders ønsker kunne blive opfyldt. Alt hun skulle var at spørger. Men nej der var intet at sige før hun fik et svar. Hvad ville Sika, have ud af dette. Et spørgsmål der tydeligt satte en masse i gang, hun gjorde intet mens Vanna tænkte, hun stod der blot og ventede på tankerne, fandt ro hos sin gæst. Svaret kom, og svaret fik Yume’Ave til at trække vejret dybt og langsomt gå hen til bordet og læne sig hen over en stol.
”Nej.” startede hun, og viftede med hånden til stolen nær Vanna.

”Jeg har en drøm. Som du kan hjælpe mig med at få opfyldt. Og smider jeg dig uden en grund, så kan jeg lige så godt give op på den drøm.” Hun holdt en kort pause og lod blikket søge i retningen til døren ind, kort lukkede hun det dyb violette øjne som to nattergale satte sig på dørhåndtaget og begyndte at synge.
”Hvor meget ved du endelig om de første mørkelvere?” øjne åbnede igen, og fald håbe- og forventningsfuldt tilbage på Vanna.  

    Hun åndede lettet op da Yume sagde at hun ikke havde tænkt sig at smide hende ud. Der var egentlig meningen, at hun ville lytte efter til det næste, den ældre elver sagde, men mørkelvere blev rimeligt distraheret af fuglene, der fløj ind og gav sig til at synge lystigt. Hvad var der ned dyr i den her del af verden. Havde de ikke et instinkt for at flyve langt uden for rækkevidde eller hvad? Især når de gjorde sådan noget der. De måtte da få vredet halsen om, hvis de altid afbrød samtaler på den måde. 
    Spørgsmålet der fulgte hvad end Yume lige havde sagt, fik dog Sidka til at rette sig op. Hun var stadig ikke sikker på, om der her var en eksamen, men dét her spørgsmål kendte hun svaret til! 
    "De første mørkelvere var de stærkeste for deres tid. Deres evner var spildt på en skovelvers svage sind og de udnyttede dem ikke. Udnyttede ikke den styrke de var blevet givet. Mørket gjorde med det. Mørket gjorde dem til alt det, de kunne blive, når resten af skovelverne ikke længere holdt dem tilbage," fremlagde hun og knyttede hånden foran sig for at understrege sin pointe. Den her fortælling var kommet ind med modermælken for Sidka og Sibal. Især fordi deres magi var så enestående. I'endrith havde sagt, at de havde potentialet til at blive lige så kraftfulde som de gamle sagnomspundne Første. "De blev til de stærkeste, mest kraftfulde.magikere og krigere, der har været på landjorden. De første magten og kraftens gave videre, og trak sig tilbage for at give plads til at den nye genertion kunne udfolde sig." 

Svaret kom næsten som forventet, ikke helt svaret hun havde regnet med. En stor del af hende havde forventet at mørkelverne holdt fortællingen om at de alle var skovelverne en dag for mange mange år siden langt væk fra de nye generationer. Hun havde forventet en eller anden sær fortælling om hvordan de var skabt ud fra had på en eller anden sær måde. Men som forventede kom der et sammenhængende, veløvet svar ud fra den forklædte natteblomst mund. Hun sad stille og lyttede til fortællingen.
”Ja..De var skovelverer.” svaret hun stille tilbage og kiggede op med dårlig samvittighed i blikket.

”Skovelvere der følte sig så forkerte, så forladte, at de gik til dæmonerne og mørke kræfter for at ændre sig selv, blot for at få hævn, for at få magten til at kunne hævne sig på de skovelverne der følte sig ramponeret af, at alt var gyldigt, så længe det gav magten til at få hævn.” Igen viftede hun med hånden imod stolen og gav mere tydeligt tegn på at man nok bedst skulle sætte sig.
”Det er netop derfor jeg, har brugt for dig. Jeres magi, dig og din brors er et enestående eksempel på hvor jeres rødder er. I naturen, hos os.” hun ømmede sig lidt på stolen, for drømmen var startet uskyldigt bundet i nysgerrig tanker om hvem disse forbudte elvere var, og nu havde drømme også langt fra uskyldige elementer.

”Jeg skal bruge jeres hjælp..så derfor kan jeg ikke smide dig ud, og hvis jeg skal have jeres hjælp til netop dette, så kan jeg ikke bruge tvang. Det gavner mig ikke, så hvis du hjælper bliver det af egen lyst, og så skal jeg nok gøre alt mit for at hjælpe dig. Hvis man vil have, må også give, som jeg har sagt til dig før.” hun træk på smilet, for da det blev sagt første gang i drømmen var også første gang de virkede fik talt sammen, uden deres masker.

    Sidka tog plads i stolen som anvist, men med rank ryg og samlede ben. Som stod hun skoleret for sin klanleder. Hun var stadig på vagt. Hun vidste ikke, hvad Yume'Ave planlagde, men hun vidste, at kvinden var den eneste i Elverly, der kunne få hende afsløret og smidt ud med ét enkelt knips. Sidka var for glad for at have magt over sit eget liv til at være komfortabel med den situation.
    "Men hvad skete der så?" spurgte Sidka, stadig sat fast i historien. "Vores historier fortæller videre om de nye generationer og det liv, vi har skabt, selvom alle hader os for det, vi er. Selvom Lyset har jaget os som vilde hunde, har vi overlevet. Selvom alle andre end Mørket har forvist os, har vi skabt et liv på golde klippesider. Så hvad skete der med de første? Fik de deres hævn?"
    Hvad Yume havde brug for med Sidka og Sibals magi var også noget, der vagte nysgerrighed hos hende, men hun var for bange for at elveren ville glemme den del og fokusere på nuet. Ligesom de ældste gjorde i klanen. Det hjalp dem til at overleve, men med alle de fortællinger, Sidka havde hørt fra sine nye venner i Elverly om deres familiehistorier og gamle sagn, havde hun lyst til at høre mere. Mørkelverne havde ikke tusindår gamle sagn ligesom elverne. En konsekvens af at være en ny race, som havde haft brug for at sky væk fra deres ophav.

Endelig satte Venna sig, et steg på at Venna måske snart ville sænke sine barrierer bare en smule foran hende. Det var sært at tænke, taget deres baggrund i minde, hvor at nydelse og frihed var alt i deres tanker og nu sad de begge to påpasselige og alt for forsigtige i hinandens nærvær. Spørgsmålene der kom overraskede tydeligt, for hvorfor i alle gudernes navn tog mørkelverne ikke ære i det? Eller i det mindste noget af det.
Blikket blev trist og faldt på bordkanten før hun begyndte at svare.

”De fik uden tvivl hævn, og ikke bare lidt hævn. Meget, en hævn der førte til en af de værste og mest frygtindgydende fortællingerne i skovelvisk historie.” hun holdt en kort pause, som hun mærkede sine hænderne nervøst havde samlet sig i hendes skød og fumlede med hendes egen fingre.

”Sandheden er, at der var ikke ret mange af jer dengang. Nogle hundrede højest, ikke nok til at kunne være en trussel imod nogle, specielt ikke skovelverne. Men med den realisation medførte desperationen, og første generation af mørkelverne valgte at gøre noget ved det problem, deres mængde skulle hæves så hurtigt som muligt. Så i begyndte at kidnappe skovelvere, små landsbyer uden beskyttelse var mest udsatte, men ellers kidnappede i talentfulde magikere, eller krigere.” hun stoppede, og træk vejret dybt og hævede langsomt blikket til Venna.

”Mørkelverne begyndte at tvinge ritualet over dem. Børn, Landmænd, hvem end i fik fat i, blev tvunget ind i ritualet og blev til en mørk elver. Vores forståelse af det ritual i dag, tyder på at det fremhæver dyriske instinkter og fremmer ondsindet tanker, ud over de kropslige forandringer. Skovelverne blev tvunget til at bekæmpe gamle venner og familie.” hun sukkede igen, for man skulle ikke læse soldaternes fortællinger mange gange om hvordan deres tidligere kompagni markere stod på den anden side nogle måneder efter de for formodet døde. Fortællingerne der stadig fik ubehaget til at stå tydeligt I Yumes blik.
”Det er derfor alle tog afstand til jer, alle valgte at stå imod jer grundet jeres modbydelige handlinger.”