Det havde været nogle meget, meget lange uger siden Dag havde fået nys om festen fra sin fader, og havde indset at hun næppe ville komme afsted uden sin bror, Nat, der havde været utålelig lige siden.

Dag havde ønsket sig en kjole med havet som tema, dybt og endeløst, med et slør af skumsprøjt og mystisk. Men Nats uendelige plagen om et natte tema, havde til truet med at drive Dag til vanvid, og til sidst var hun gået med til hans tåbelige, selvoptagede tema. For alting skulle jo handle om Nat. Altid.

Så Dag havde fået lavet sin kjole om, i sidste øjeblik, meget til syerskens store fortvivlelse. Men hun var den enorme mængde krystaller værd, for resultatet var enestående.

Kjolen havde et bredt skørt, lange ærmer og en udskæring så bred, den rørte kanten af hendes skuldre. Kjolens inderste lag var sort silke, broderet med guldtråd i stjernebilleder. Over lå et lag af gennemsigtigt midnatsblå, med en mere delikat sølvbrodering, der spillede med guldtråden fra laget under. Over bryst og ærmerne lå stjernebillede-mønstrene i guld og sølv flettet mellem hinanden, indlagt med små hvide perler på stjernernes pladser.

Hendes maske dækkede det meste af hendes ansigt, med undtagelse af den ene kind og munden. Masken var simpelt larkeret i blankt sort, og ned foran masken til lige under næsen, så vel som bag over hendes hår, lå et gennemsigtigt slør af midnatsblå.

Som de ankom tog Dag sin brors hånd og lod ham fører sig ind. Hun holdt dog sig selv stående, så hun ikke risikerede at vælte hvis Nat spontant fik andet at give sig til end at støtte hende. Hendes blik søgte hendes far, fra den anden side af kareten, selvom hun viste han nok næppe kunne se det under hendes slør.

Det var blevet sent den forrige aften, før Daeralda og Elisor var ankommet til Arys-slægtens borg i Zircon, og med deres ankomst havde aktiveret endnu flere folk end der allerede havde set ud til at være i gang. De var ventet, for der var blevet sendt et høfligt svar om at Sommerens Stemme ville komme med en ledsager, men de havde været ventet væsentlig tidligere. En vagt førte dem og deres minimale følge, som de ikke havde kunne slippe afsted uden, op til indgangen, mens en knægt styrtede i forvejen for at melde. Daeralda holdt hætten på rejsekappen slået op, som hun lyttede høfligt til vagtens beskrivelse af forberedelserne på så venlig en opfordring af hendes ledsager at vagten ikke fandt sig i stand til andet.

Indenfor blev de trods tidspunktet budt velkommen af Fyrstinden selv. Noget der fik Daeralda til at slå hætten tilbage og hilse hende varmt og med et let glimt af morskab i de grønne øjne. De kendte trods alt hinanden fra Lysets Råd og andet ville være for uærligt. Enkle ord udvekslet og en anden ung knægt førte det lille følge til de gemakker sat til side til elverne. Fruen havde nok andet at se til, hvilket der var fuld forståelse for.

----------------------

Som festen nærmede sig blev tøj lagt frem til de to rådsmedlemmer og hjælp tilbud til at komme i det hvis ønsket. Hverdag for Daeralda til trods for den manglende Mystra, der normalvis stod for at holde styr på hende. Forhåbentlig ville pigen benytte den lille pause til at tilbringe tid med hendes far. De havde brug for det.
For Elverlys Stemme var temaet faldet på Lys og Mørke. Hendes maske var delt med blåsorte fjer i den ene side og gyldne i den anden. Bånd med tilsvarende fjer var flettet ind i det øverste af hendes lyse hår, mens resten havde fået lov at hænge frit hele vejen ned til hoften. Som modvægt til håret var den blåsorte farve i kjolen den dominerende. Den havde hele bunden af kjolen og strakte sig op til hoften i den gyldne side og op over skulderen i den mørke. Her fortsatte den ned af armen i et løst blåsort ærme holdt sammen ved håndledet med et bånd af krystalbesat silke. Hvirvler af den gylden side brød ind i den mørke langs den skrå linie mellem de to og blev understreget med gyldne krystaller, der også prydede det gyldne bånd over skulderen. Et løst, florlet og gennemsigtig gyldent ærme svævede om armen og endte i et tilsvarende bånd som det andet. Underskørterne set i flygtige øjeblik var også gyldne.
Hun smilede til de to unge piger, før hun sluttede sig til Elisor i deres fællesrum og tilkastede ham det første af aftenens formentlig mange beundrende blikke. De var så klar som de ville blive til en fest blandt forårsblomster.

-------------------------------

En glas rimelig vin i hånden og festen var i gang. En tale, et måltid og så et bal. Det morede Daeralda svagt at de skulle bære maske, når de først skulle sidde til bords, hvor pladserne var givet og derved de flestes rang, men de havde jo nok deres grunde. Måske maskerne også mest var for de unges fornøjelse? Det så sådan ud som måltidet og den første dans var ovre og de unge blandede sig med en frihed og ivrighed de sjældent udviste til sommer- eller vinterfesten hos Lyset. Måske havde tiden også ændret sig. Det sidste var slet ikke umuligt. Hun tog sig i at følge med Elisor med blikket, før hun tog sig i det og drev ud blandt de forsamlede for at finde sin egen samtale.

//Send PM hvis en tråd med Daeralda ønskes ^^

Det var et godt stykke tid siden at Celyon først havde hørt om maskeballet; et stortslået bal der efter sigene skulle overgå selv det årlige bal på Krystalpaladset. Beskeden havde hun fået fra en lettere fordrukken budbringer, en sen aften på Den Jamrende Madamme, en af landets mindre kroer.
Hun havde af ren nysgerrighed, øjnende muligheden for muligvis at kunne komme til et bal uden at skulle tage til Dianthos, som hun for år tilbage havde svoret på aldrig at sætte sine fødder i igen, fået overtalt ham til at fortælle hende alle detaljerne, sågar vise hende en af de uåbnede invitationer. Noget budbringeren nok ville fortryde pænt meget, hvis han altså vidste hvad hun havde brugt den givne viden til. Hun havde kke været sen til at forsøge at opspore forfalsknere, og var til sidst kommet til en pige som hun havde betalt godt for den høje kvalitets invitations-falskneri, inden hun selv havde arbejdet hvor end hun kunne finde betalt arbejde rundt omkring, for at spare sammen til en magisk illusions-amulet og noget tøj hun kunne have på til ballet. Da hun ikke kunne få råd til en amulet der ville give hende en anden kvindes udseende, endte hun i stedet med at købe en lang gyldenbrun krøllet paryk, og istedet købe en anden og del billigere amulet der ville ændre hendes øjenfarve til værende blå, så længe hun bar den.

Masken varen simpel sag, overdækket med små hvide, lyseblå og gyldne perler som hun sirligt havde broderet ind på vejen hen til ballet.  Kjolen var nok noget nær det dyreste hun havde købt, udover da hun købte sig til at få bygget sit hus, og var en gulvlang og gradient-skiftende blå silke kjole med tyndt, næsten helt  gennemsigtigt perlebesat stof hen over, givende det hele et glitrende lag. Begge skørter lange nok til at skjule hendes hale, som hun dog for en sikkerheds skyld halvde snoet løst om sit liv, også selvom det fik hende til at seud ssom om hun havde større hofter end hun reelt set havde. Amuletten havde hun skjult under det armbånd hun bar på venstre håndled, for samtidig at skjule hendes tatovering; hun tvivlede pænt meget på at de fornemme adelige damer havde nogen tatoveringer, desuden ville det være en dårlig ting at vise hvis hun skulle blive gennemskuet.  Parykken havde hun sat op så den sad en smule højere på hovedet men stadig så nogle lokker kunne dække ned over hendes skuldre, og  havde friske hvide samt blå småblomster, sirligt syet ind. Noget godt var der vel kommet ud af de mange kedelige timer i templet...? Om halsen var en simpel, tynd kæde med små perle-blomsterknopper syet ind i den.  Ørerne kunne hun ikke rigtigt gøre noget med, så hun håbede på at folk bare gik ud fra at hun var en elver eller en halvelver, hvis de skulle hænge sig ved længden og spidserne på dem. Øjenbrynene var blevet barberet af og en lille børste med brunt farve på havde hjulpe hende til at få malet øjenbryn der var mere 'passende' til hendes 'hårs' farve.

Bevæbnet med invitationen og et selvsikkert, men høfligt smil, og med en kropsholdning samt attitude der bød på at hun da bestemt var en adelig, gik hun op af trapperne og viste invitationen frem. Hun nåede lige akkurat ind i salen som kvinden der tydeligt var værtinden, gik i gang med sin tale. Celyon gik forbi en tjener og tog en velkomstdrink, mens hun lyttede, opmærksom som hun altid var det. Da talen var forbi skålede hun høfligt med de andre vigtigt udseende væsner.
Og fulgte med hen til bords. Hendes hjerte bankede lidt mere, som frygten for at der var navneskilte ved pladserne dukkede op. 
Det lod dog ikke til at være sagen denne gang. 
Heldigvis.

Celyon var ivrig efter at prøve de mange forskellige retter, og måtte hive sig selv mentalt i nakkehårene for ikke at komme til at droppe sit spil som en fin rig dame, og bare nippe til hvad der så mest spændende ud, selvom hunda havde en lys til at følg tjenerne ud i køkkenet for at se om hun kunne få mere, men med sikkerheden på stedet var det ikke en god ide. Hun kom i høflig samtale med dem hun sad til bords med og priste sig lykelig for at ingen lod til at have lugtt lunten, i al fald ikke endnu. Men selv hvis hun skulle blive taget i det, havde hun i al fald altid en historie mere til hendes samling.
Mens er blev gjort klart til at danse, gik Celyon roligt til det andet rum, nysgerrig efter at få set bedre på de mange forskellige attraktioner dette bal åbenbart havde, mens hun smånippede til en kage.

Da dansen kom i gang kunne hun ikke helt lade være med at stirre på de åbende par. 


Celyon følte sig i sandhed som om hun var endt i midt af et af de eventyr hendes mor havde fortalt hende og hendes søster da hun var barn.

( Hvis nogen skulle have lyst til at opdage den fremmede, så har jeg oprettet en tråd her https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=12844&currentpage=1#589839 )

Det havde været en underlig uge for Fabian. En af hans ugentlige klienter, Liliana Reier, havde den foregående uge luftet idéen om, om han ikke havde lyst til at tage med til Zircon til en lille fest hun var blevet inviteret til. Hun var så bange for at han ikke ville have nogen at snakke med, og Fabian var jo altid så dejlig at snakke med.
Pengene havde været gode, så han havde ikke tænkt mere over det. Lige indtil han var blevet påklædt i de fineste grå og blå klæder, med en passende maske hen over øjnene. Det var simpelt, men tydeligvis af gode materialer. Så han ikke ligefrem stod ud mellem de adelige. Derudover gjorde han også at hans hår ikke var kortklippet nogle steder, da det bare ville stå ud, så han for en gangs skyld havde et helt hoved med langt blond hår. Da de så tog karaten op mod højborgen, så blev det da også klart for Fabian at det her ikke var en lille fest.

Heldigvis var hans job egentlig bare at gå rundt med den ældre dame på armen, og tage hende ud og danse en enkelt gang eller to. Han forsøgte også at gøre sit bedste for ikke stå ud med sine mere bondske manerer, så der var ikke alt for meget snak fra hans side af til andre hende Liliana, men det var lang tid siden han havde fået så god mad, så det tog han glædeligt til sig.
Henover aftenen løb hans øjne ofte over de andre folk for at se om der var nogen han genkendte, eller bare nogle han kunne navnet på. Det var der ikke meget held med, selvom hans øjne fandt vej mod et par brune krøller flere gange i løbet af aftenen.

Kort efter midnat havde Liliana dog fået nok, og Fabian måtte se sig en sidste gang over skulderen inden han forlod ballet endnu engang.

Arya befandt sig normalvis i Dianthos, men der havde ikke været meget diskussion, da hun havde fået at vide at der blev holdt maskebal i Zircon, arrangeret af selve fyrstinden, Aryas mor. Derfor havde hun også pakket godt sammen, og da der var en uge til maskeballet, var hun taget sydpå, til hendes barndomshjem.

Der var allerede blevet lagt en bestilling ind hos den lokale skrædder hernede i Zircon, og to dage inden festen startede, blev den hentet til hende. En smuk lang kjole i en himmelblå farve som var mørkere i bunden, hun skulle trods alt bære Arys farverne når festen var så stor. Skørtet var fyldigt, og toppen var langærmet, og havde en krave der sad tæt på halsen. Hele overdelen var broderet i smukke mønstre, og hun havde en lille kappe som dækkede hende yderligere lidt til. Hun bar en simpel maske af sølv der var dekoreret med små ædelsten, og hendes hår var tvunget tilbage med nogle af de hårspænder Arya i forvejen samlede på. Hun var nydelig og lige som det skulle være til en fest som denne.

Hun havde brugt starten af aftenen på primært at være sammen med sin familie, men havde hurtigt faldet i snak med nogle veninder, hvor hun så var blevet holdt hen. Det var et fortrinlig arrangement, og selvom Arya hurtigt fik dannet sig en god gruppe af folk hun snakkede med sig hen over aftenen, man kunne altid lidt høre hendes latter i baggrunden, så blev de skiftet ud, som de gik fra hendes plads, og hen til noget andet. Hun forholdt sig overraskende meget i ro, til trods for at sende lange blikke hen mod dansegulvet i ny og næ.

//Forsættes i en åben tråd

”Hvad laver du stadig her?” vrissede hovmesteren af Éir, der fastgjorde den sidste spænde på sine lånte støvler. ”Spisningen er allerede begyndt. Skynd dig, hvis du vil blive betalt!” Sikke en munter fætter, tænkte Éir som han hoppende på én fod prøvede at komme ud af døren.
”Vent,” sagde manden en sidste gang. Den unge musiker måtte bide sig selv i tungen for ikke at spørge om han kunne beslutte sig. Den aldrende herre så ned langs sin krogede næse, rynket i afsky, på Éirs maske. Han havde lavet den selv, fra det dyreste træ, som Éir havde haft råd til at samle op fra vejkanten.
”Tag min,” sukkede hovmesteren og kastede Éirs maske over skulderen i samme bevægelse som han placerede sin egen på drengens næse. Éir brokkede sig ikke, og dukkede forbi ham ud af døren. Den nye maske gav ham ikke splinter.

En begivenhed af denne størrelse krævede underholdning, og meget af det. Der var selvfølgelig orkestret, der spillede op til dans – men også mange små musikere, samlet fra den lokale omegn, hvis ansvar det var at spille stille musik under maden. En af fyrstindens folk måtte have hørt ham på en tur til Dianthos, for han havde modtaget en invitation til at komme og spille for måneder siden. Og fyrstinden betalte for godt til at han ville sige nej – efter i aften ville han have nok til at købe en ny kappe, og så endda fra en skrædder. Og måske en bog til Kit, hvis han kunne forhandle prisen langt nok ned.
På dagen inden festen havde han skrubbet sig ren i den bruneste sæbe han kunne finde, og iført sig sit fineste tøj. Rejsen havde været lang og billig, og det var snavset og beskidt at Éir ankom til borgen. Hovmesteren havde sendt ham til tjenestegemakkerne for at blive vasket, og Éir kom ud af badet var hans tøj blevet udskiftet med noget mange gange finere.

Det var med en klump i halsen han løb ned af tjenestekorridoren mod spisesalen og dukkede sig fra fortørnede tjenere belastede med tomme fade. En af disse dage ville han finde sig selv på dybere vand end han kunne bunde, og Éir frygtede om dette var dagen.

//Prik mig hvis nogen har lyst til en tråd :)

Alexander stod med ret ryg og betragtede Fyrster og Fyrstinderne tage deres første dans, med et smil på læben, og et blik der flakkede mod punktet hvor han sidst havde set sin ældre søster. Indtil videre var det lykkedes ham at undgå hende, men det var kun et spørgsmål om tid..

Alexander var ikke ankommet sammen med resten af sin familie fra Isenborg, men fra Dianthos. Hans klæder for aftenen var ligeledes fra hovedstanden, lavet af en lille, lokal skrædderbutik. Det var bestemt ikke normen for en adelig, men Alexander ville aldrig have drømt om at gå til nogen anden, selv ikke for så forment en klædning.
Alexanders jakke var i en klar grøn, med en fornem skjorte under i knækket hvid, samt lysebrune bukser. Jakken var kantet med detaljeret, gyldent broderi af blade og slyngplanter. Gemt i detaljerne var initialerne DL, kyndigt skjult langs kravens kant.
Hans maske var dekoreret som en hjort, med et mindre sæt horn, og beviklet med grønne slyngplanter som matchede jakken.

Alexanders var glad for Arys familiens fest og gæstfrihed. Det var længe siden han havde set mange af sine adelige venner, og han kunne ikke nægte at han også savnede sin moder og andre søskende.

//Send mig en pm hvis du vil tråde med Alexander!

Det var uger siden at en invitation, forsejlet med Arys slægtens vokssejl var modtaget på Isenborg. Det var derfor også flere uger siden en af landets bedste syersker var ankommet, for at tage mål til både Thalia’s kjole og hendes søster, Astrid’s kjole.
Ballet var jo ikke alene en enestående chance for at opretholde de gode bekendtskaber og venskaber, men næsten endnu vigtigere også en mulighed for at vise de to prinsesser frem, for adlens unge mænd med håb om potentielle giftermål; Så naturligvis skulle de deltage, det var ikke til nogen diskussion, skulle en af dem finde på at protestere.

Thalia havde lige siden invitationen følt hvordan de usynlige sommerfuglene i maven tog til, jo tættere de kom på dagen for afrejse. Hun havde sågar skrevet et brev til både Malika af Kazimi og ikke mindst hendes bror Alexsander af Isenwald for at fortælle hun ville deltage til ballet, med et ytret ønske om at få tiden til at snakke med dem begge til ballet.
Det var alt for længe siden hun havde set dem begge, og skønt der ofte var brevudvekslinger mellem dem og den unge Isenwald prinsesse, så gjorde det ikke hendes savn til hendes bedste og tætteste veninde, samt højt elskede storebror mindre!
Med en del hiven, niven, skubben, asen og masen blev hun med hjælp af sine tjenestepiger påklædt til ballet og håret sat efter hendes ønske.

Iklædt en gulvlang kjole i sart rosa, med indsyet korset der fremhævede den i forvejen smalle hvepsetalje yderligere. Kjolens overdel, og toppen af skørtets stof var prydet med perler, kniplinger og små stofstykker i samme rosa farve, givende illusionen af faldende blomsterblade. Det lange mørkebrune hår var trukket tilbage fra ansigtet, opsat i en sirligt snoet lav hestehale, hvor hvide perler var blevet syet ind.
Om halsen bar hun et silkebånd i samme rosa farve som kjolen, med en dråbeformet hvid perle hængende ned i midten. Over øverste del af ansigtet bar hun en hvid maske, matchende de hvide perler, med hvide kniplinger og perler, som gav den noget tekstur. Ankom hun til ballet sammen med hendes søster, der var klædt som Lauranas Liljer, frugtbarhedsblomsten.

Fyrstinden holdt sin tale der afslutningsvis blev modtaget af en mindre klapsalve og skålen, før der blev åbnet op til den store spisesal. Maden var overdådig og hver bid lækker og smagfuld. Thalia ønskede flere gange at den korset ind strammede mave kunne indeholde mere. Hun konverserede høfligt med sin bordherre, og de nærmeste på hendes plads. Selv når samtalen faldt på mindre spændende emner lod hun det ikke komme til udtryk.
Efter maden blev alle ført ind i balsalen, Thalia var naturligvis en af de første. Spejdende efter om hun kunne se Malika eller Alexsander, men hun måtte hurtigt opgive at finde dem, som den første dans af aften begyndte. Dansen stilnede af, og indbød nu alle til at indtage gulvet, med en opbudt dansepartner.


(Ønsker man en tråd til ballet med Thalia, er man mere end velkommen til at skrive C: )

Tiden var endelig inde! Den lille petit komtesse havde længe set frem til forårsfesten i Zircon. Hun skulle bare vise sig så meget som muligt! Hun havde derfor også rejst med en stor mængde medicin, og for en sikkerhedsskyld, havde hun medbragt familiens butler, som skulle kunne give hende medicin, hvis hun blev for dårlig. Til dagens anledning havde hun iført sig en sart lyserød kjole, med delikate broderinger af lyserøde blomster. Over skuldrene bar hun et tyndt strikket sjal, som hun kunne folde til et halstørklæde eller lign, hvis hun nu skulle blive for kold om halsen. Man så jo aldrig den lille, petit komtesse uden noget til at varme halsen eller medicin, og eftersom natten bød på at der skulle bruges en masse energi og danses, måtte begge dele jo nød til at være til stede. Håret var der som sådan ikke gjort så meget ud af. De små krøller havde hun til daglig, så det var kun de forreste totter der var hevet væk fra ansigtet og sat op i nakken, så det så lidt stort ud. I håret sad der små blomster, magen til dem der var broderet på kjolen.

Som Pompadour komtessen ankom i karreten sammen med noget familie fik de vist deres invitation og bedt om at tage deres masker på, som først måtte tages af ved midnat. Komtessen, som gik under navnet Hygiea, fandt derfor sin masken frem, som havde samme farve som kjolen, og med de samme lyserøde blomster i hver side af masken. I midten var der et guldemblem med små krystaller i. Med noget hjælp fra butleren blev den bundet fast. Butleren selv, skulle selvfølgelig også bære maske, denne hjalp Hygiea ham med at få på.

I et raskt tempo, greb hun det forreste af sin kjole og hoppede nærmest ud af karreten og begav sig op mod højborgen. Alt var simpelthen pyntet så fint op, og hun var i den grad betaget af at se alle krystallerne der lyste op henover hende, ligesom stjernehimlen, som desværre var blevet dækket af skyer. Hun trådte så ind til festsalen hvor hun så rundt med sine dådyr øjne der glimtede af begejstring.
Lige inden fyrstindens tale, nåede Hygiea at fange et glas vand, som hun ville skålede med. Hun vidste godt hvordan hendes medicin og alkohol havde det sammen. Hun bestræbede sig efter at huske det meste af aftenen og prøvede derfor at holde tilbage på alkoholen fra start.

Hurtigt fik Hygiea sat sig til bords lidt fra sin familie, som også havde spredt sig. Hun slap dog ikke for butleren, som stod i nogle meter bag hendes stol. Det var dog også her hun måtte prøve at undgå alkohollen, selvom det ikke gik helt som planlagt til tider, eftersom hun var for langsom om at takke nej til det. Og det skulle jo ikke gå til spilde, vel? Hun måtte jo også erkende at maden smagte så meget bedre med vin til. Da de tilstødende lokaler blev åbnet var Hygiea da også hurtig til at løbe ind og guffe rigeligt med kager i sig. Der var trodsalt ikke nogen der ville sige hun skulle holde tilbage, når man så hvor lille og tynd hun var. De ville nok tro hun var et barn selvom alderen var 25. Butleren tillod sig dog til tider at rømme sig, således hun var parat til når der kom nogen i hendes retning, som så ud til at ville snakke, så hun kunne tygge af munden.

Den meget vågne Hygiea opfangede også hurtigt at festsalen blev åbnet igen og hun valgte derfor at skynde sig tilbage derind for at overvåge den første dans. Hun skulle simpelthen ikke gå glip af for meget. Da det så ud til at gæsterne begyndte at deltage i dansen, begyndte Hygiea med det samme at lede efter sin broder. Hun vidste hun kunne danse med ham på sådan en måde, at hun kunne vise hun kunne noget, som ikke bestod af at ligge i sengen og hoste.



//Man skal være velkommen til at prikke til mig for en festlig tråd med Hygiea <3
Reference billeder: Sjal, kjole, maske og hår