Daeralda nikkede let til vagterne udenfor Rådsværelset, som hun nærmede sig dem og døren af sig selv gled op, anerkendende hendes ret til at komme der. Som altid kaldte rummet hun trådte ind i et let smil frem på hendes læber.
Træets grene var groet til at forme gulv, vægge og loft. I midten var en gruppe mindre snoet sammen til en stamme op fra gulvet for at brede sig ud til en flad krone under den mørkegrønne krystal bordplade. Blade var indridset i et sirligt mønster i midten som de smykkede stoleryggene rundt om sammen med symbolet for hver stemme. Over bordet hang krystaller i alskens former og farver. Nogle med lys indlagt og resten reflekterende det rundt i værelset.
Ekstra lys var sat frem på bordet i form af lysende krystaller kunstfærdigt placeret i silkeblomster givende indtrykket af lysende blomster flydende hen over bordets midte. Også karafler med vin og vand var sat frem samt lidt enkelt at spise. Der var udsigt til et længere møde.

Daeralda fandt sin plads og lagde en kortrulle fra sig på bordet sammen med en lille stak med papirer. Derefter ventende hun tålmodigt på at resten skulle indfinde sig. Vinteren var på sit højeste så de burde alle være nær Skovfortet og være varslet i tide.

-----------

Som det sidste medlem af Rådet havde fået sig sat og alle havde deres glas fyldt med hvad de valgte, tog Daeralda ordet. "Vel mødt. Som I sikkert ved har Elisor forudset at Faelwens Tåre vil blomster til foråret. Det er heldigvis helt i dens rytme, men bringer spørgsmål med sig, som jeg mener vi bør tage op og handle på." Hun flyttede det øverste papir væk, afslørende en liste på papiret underneden. "Som følge af Lyset handlinger og mangel på samme har flere halv-elvere fundet et nyt hjem indenfor vores grænser. Disse vil dø til foråret hvis de bliver. Vi kan opfordre dem til at rejse nu Lyset har magten tilbage." Hendes tone antydede kraftigt at hun ikke fandt den udvikling forsikrende for sikkerhed i resten af Krystallandet. "Vi kan fortælle dem de vil dø hvis de bliver og afvente om de tror os. Vi kan true dem til at rejse eller smide dem ud med magt." Det var alle muligheder brugt efter hvad hun havde set i optegnelserne.

"Vi kunne også prøve noget nyt." Hun rejste sig, rullede kortet ud og satte det op på væggen hvor det meste af rådet kunne sedet og resten kunne hvis de vendte sig om. Kortet var over Elverlys område med deres byer markeret ind i skoven. Hun fandt en pind til at pege med og lod den glide langs vestkysten. "Vi kunne tillade at der blev bygget en bosættelse her et sted. Udenfor skoven og faren ved Faelwens Tåre." Hun lod kortet hænge, lagde pinden fra sig og indtog atter sin plads. "Vi kan også gøre intet og lade halv-elverne klare sig selv. Hvad mener I?"

Askfay var ikke meget for møder, og hvis hun kunne slippe af sted med det, ville hun nok slet ikke komme til de fleste af dem, hvis ikke de lod til at indeholde noget vigtigt, men fordi det var Daeralda. Elverlys Stemme, hendes leder, hendes dronning, hendes ven; så kunne hun ikke holde sig væk. Hun kom til hvert eneste møde, hver eneste chance for at se Daeralda, også selvom Askfay ofte satte sig i den fjerneste ende af bordet og ikke altid kunne få sig selv til at se Daeralda i øjnene. 

Dette møde var dog vigtigt. Og selvom Askfay var kommet ind direkte fra træning af deres soldater, med forfrosne hænder, blå mærker ned langs begge arme, så mørke at de næsten var sorte, og indtørret jord og støv i over sin uniform, så sad hun rank og Daeralda i øjnene, da hun spurgte bordet hvad de mente.

"Vi kan ikke risikere lig i vores gader. Hvad end vi gør, så er vi både dumme og ansvarlige, hvis der er nogen der dør i Elverly. Hvis et af vores børn ser en halvelver falde død om, hvad skal vi så sige til det? 'Vi havde advaret ham'?" Askfay så sigende rundt på de andre ved bordet, for at understrege sin pointe. 
"Smid dem ud eller giv dem et andet sted at bo, jeg har ingen præferencer." Halvelvere var alligevel ikke elvere, og kun elveres liv betød noget for hende. "Så længe de ikke er her, når Faelwens Tåre blomstrer."

Melarue var mødt op, lige på det sidste, men hun var der i det mindste til tiden. Hun havde endda sørget for ikke at have ler op til albuerne, men havde i stedet for taget en pæn kjole på, selvom hendes hår stadig var sat med et hav af dingenoter, som hun havde efterladt der i løbet af dagen, når hun ikke lige skulle bruge det.
Hun lyttede til Daeralda tale, og så Askfay, før hun selv greb til ordene.

”De skal ud af vores by, og det kan ærligtalt ikke gå hurtigt nok,” sagde hun. Stemmen var unaturligt kølig for Melarue, og hendes øjne var faste og besluttet. Hun syntes ikke at halvelverne skulle have været i nærheden af dem til at starte med.
”Selvom det er sagt, så kan jeg støtte op om at lave et andet sted til dem, hvor de kan være, på mere permanent basis, hvis de ikke har lyst til at tage tilbage til Dianthos. Det ville også give os et sted at sende dem vi ikke ønsker indenfor Elverlys grænser,” svarede hun. Selvom hun ikke var vild med ideen om at bygge et sted til halvelverne, så var det nok det tætteste hun kom på at få et større projekt foreløbig. Desuden kunne de ikke være fuldstændig fjendtlige over beboere i Krystallandet, med mindre de ville have decideret krig mod Lyset. ”Det kræver naturligvis at vi har ressourcerne til at bygge det.” Det var næsten det vigtigste.

Hun kiggede på kortet, og den linje Elverlys Stemme havde vist. ”Jeg kan ikke sige hvor ville være det mest ideelle sted, uden at jeg lige tager en tur, da det trods alt er udenfor Lindeskovens grænser, men jeg tager gerne en tur og vender tilbage med en plan indenfor nærmeste fremtid, hvis rådet skulle ønske det.”

Valainistima havde den senere tid haft hovedet dybt begravet i gamle skriftruller der, hvis ikke Vala havde sørget for at holde sit arkiv rent, ville være fyldt med støv. Der stod beretninger og lister, samt beskrivelser af selve blomsten. Sjældenheden at se den blomstre. Hun kunne skam også selv huske sidst, men dengang blev der ikke lagt megen vægt i at tage hensyn til halvracer eller menneskene.
Hendes opslugthed gjorde at hun endnu engang var forsinket og knap nåede frem i tide til det velkendte Rådsværelse. Hun fik forhastet nikket til vagterne, mens hun holdte et par rene skriveruller i favnen, klar til at tage sig notater af dagens møde.

Hun nikkede som hilsen til de andre medlemmer, før hun fandt sin plads, glattede pergamentet ud og nedskrev hurtigt fremmødte og dagens dato og årstal, til mødets hovedpunkt. Daeraldas ord blev nedskrevet - i hvert fald noteret for at få det vigtigste med. Fjerpennen sagtede farten som Vala med en nysgerrig mine kiggede op på kortet som Daeralda lagde frem. Eftertænksomt lagde Vala sin hånd op over hagen og tog det nye forslag ind.

Askfays altid faste stemme tilegnede sig Valas øjne, og den hårde tone var ikke til at tage fejl af. Halvelverne havde aldrig været rigtige elvere, men hun måtte erklære sig enig i at lig i gaderne ville bringe freden i fare hos elverne. Vala havde i forvejen ikke stor lyst til at have de halve boende. Vala skrev Askfays ord ned efter at havde nikket kort til hende, erklæret sig lydløst enig.
Melarues urtige enighed og kølige unaturlighed, fik kort Vala til at løfte et øjenbryn, med lod ordene nedfælde sig på pergamentet alligevel.

"Faelwens tåre blomstre for at udrense vores skove. De må forlade Elverly, og ikke bare advares. Det er et tegn til os for at få vores liv, vores idealer og vores skov tilbage." stemmen bevægede sig ind i de omkringsiddende rådsmedlemmers hoved som Vala havde lagt fjerpennen fra sig. "Jeg frygter hvad det kan betyde for vores samfund, skulle vi påtage os ansvaret for disse halvelvere. De deler vores elverblod, men sjældent vores idealer og historie. De havde brug for et fristed under Leorics hærgen, og det gav vi dem. Jeg føler ikke vi skal gøre mere. De er ikke vores ansvar" Elverne havde rigeligt at se til blandt deres egne. De kunne ikke tage alle med elverblod ind, og give dem et sted. Så måtte lyset træde ind og bidrage med ressourcer og arbejdskraft til at bygge sådan et sted, men Vala tvivlede på at det blev tilfældet. Det var historisk set ikke det, overhovederne i Dianthos var mest kendt for at gøre for elverne.

Cornélian var kommet til rådssalen fra morgenstunden, for at sikre sig han ikke blev distraheret eller fik fortabt sig i et projekt og kom for sent. Foran sig havde han en mængde skriftruller med diagrammer, udregninger og lignende, til portalen til Dianthos, det havde været rådets sidste mødegrund.

De andres ankomst og tilstedeværelse blev overset, mens Cornélian på vanelig vis skriblede løs. Først da stilheden faldt over forsamlingen, løftede Cornélian sit blik, der faldt på Daerelda der var ved at gøre sig klar til at tale. Med hast pakkede Vinterns stemme sine skitser og beregninger væk, og gav Elverlys stemme sin næsten udelte opmærksomhed, med undtagelse af en halv beregning der stadig kørte i baghoved på ham.

Daereldas ord fik ham dog til at tabe tråden. Oh. Faelwens Tåre. Det var selvfølgelig grunden til mødet. Han huskede svagt at have fået det af vide på et tidspunkt, men ikke have skænket det mere tanke. Men som problematikken blev lagt ud på den måde..
Cornélians blik gled til Elisor, hans bror, og hans tanker til Elisors datter, der netop nu bar en halvelver i sig. Netrish havde ikke behøvet fortælle det, for Cornélian havde set den sandhed hun holdt skjult.

Normalt var dette den slags beslutninger Cornélian ikke havde nogen særlig holdning til, men nu..
"Det ville være yderst beklageligt hvis der var folk der døde i skoven" gav han sin enighed "og måske ville det ikke være så skidt en idé at give dem et sted at være?" tilføjede han lidt mere usikkert. Han kunne komme på masser af grunde til at det var en skidt idé. Omkostningerne, grænser, normaliseringen af halv-elvere, elvernes langsomme udvaskning og forfald.. det var et statistisk mareridt! Men tanken om et sted hvor Elisor kunne se sit barnebarn.. det var svære at sætte tal på.

Elisor var ankommet lidt før tid, men tankerne om hvad der skulle ske når Faelwens Tåre blomstrede havde været på hans tanker lige siden han havde haft synet i sommers.
Normalt ville det være let at bare lade alkymisterne vide det, og efterlade halv-elverne til deres skæbne, men denne gang gav det ham en dårlig smag i munden. For selvfølgelig skulle de passe på deres egne og følge de veje de havde gjort så længe, men hvad nu hvis det var forkert?

Daeraldas forskellige forslag ekkoede i Elisors sind, og enkelte små glimt viste sig for hans blik. Måske var det af selviske årsager, men han så en vej han kunne følge med ren samvittighed. "At ikke fortælle de halvblodede om faren ved tårerne gør os til mordere, så simpelt kan det siges. Jeg mener at vi bør give dem valget om at tage tilbage hvor de kom fra, eller give dem muligheden for at bygge et hjem der er deres eget" lød det med mere seriøs mine fra den ellers festglade Sommerens Stemme. "Vi kommer til at have et sted vi kan sende dem hen, et sted de selv ender med at bygge, ressourcerene vil ikke være noget vi kommer til at mangle, om jeg selv skal være med til at guide dem" Elisor foldede sine hænder foran sig og lod sit blik glide rundt på resten af rådet.
"For kort at uddybe, de kan enten bygge dem et nyt hjem, eller rejse ud af skoven. Det er ikke en mulighed for dem at blive. Dem der vælger at blive kan med tiden blive nyttige allierede, især med rygterne om Mørket værende tættere på vores kyster end nogenside. Så ville vi have øjne vendt mod havet, noget vi ikke har haft behov for før"
Et tungt ånderat forlod Elisor, men muligheden for at have et sted hvor han kunne se hans datter og barnebarn var simpelthen for vigtigt til at lade gå til spilde, især når det kunne komme resten af elverne til gode.

Daeralda lod blikket hvile på hvert enkelt af rådets medlemmer, som de tog deres tur med at give deres mening til kende. Askfay talende for flertallet af deres folk. For at gøre som de altid havde gjort og holde sig til at tænke på det væsentligste. Dem selv. Halvelvere havde aldrig været deres lige og blev det aldrig. De måtte klare sig selv som de altid havde gjort.
Melarue samstemte i efterårets holdning, men blødte alligevel sine ord op for muligheden af en bosættelse. Nok mere for byggeriet end for løsningen, men hun var dog åben for det. Daeralda sendte hende da også et smil og et lille nik. "Lyder fornuftigt. Tag dog ikke alene af sted. Der er ingen grund til at tage chancer selv indenfor vores egne grænse"

Så vandrede hendes blik videre til Vala og et hårdt smil formede sig på hendes læber. Endnu tydeligere end selv fra Askfay kom her stemmen fra så meget af deres folk. De havde et ansvar overfor deres eget folk før de havde det for halvmennesker og andre racer. Hun skrev en lille note, før hun lod blikket glide videre til Cornélian. Han virkede endda delvist til stede ved dette møde og havde overraskende - eller måske ikke så meget igen - en holdning til emnet. en blødere og mere udglattende.
En holdning hans bror Elisor satte flere ord på. Opsummerende hvad de alle mente og udbyggende fordelene ved at prøve noget nyt.

Daeralda nikkede let, trommende fraværende fingrene hen over noterne. "Jeg ser ligeledes flere fordele end ulemper ved at give tilladelsen til en bosætning ved havet. Både for os og dem. Så lad os give den." Hun sendte Elisor et smil. "Din hånd og dit hjerte vil være kært brugt til at lede ordet og overbevisningen, som Melarue," Hun sendte ligeledes deres yngste medlem et smil. "vil sikre fremgangen og stilen i byggeriet." Andet ville næppe ske.
"Vi mangler dog stadig et navn til stedet, hvis I har nogle forslag?" Hun så rundt og smed så selv navnene Havly, Vestfast og Havhjem på bordet. Hav og halv delte nok bogstaver til at de let kunne blive udskiftet med hinanden.

"Mere alvorligt er sidste punkt for mødet." Hun lod blikket vandre fra den ene til den anden som hun fortsatte. "Gennem de seneste årtier, måske endnu længere, har enkelte elvere sat sig over rådets virke og tilsidesat hvad rådet har vedtaget om halvelvere. Disse er blevet smuglet ind over vores grænser og blevet opfordret til at slå sig ned i skoven. Noget Lysets handlinger kun har øget aktiviteten på. Det kan ikke fortsat tolereres, men hvad skal vi gøre ved disse individer?"

Askfay lyttede opmærksomt til resten af rådets holdninger. Melarue var hun som sædvanlig enig med, og Vala kunne ikke have haft mere ret, da hun påpegede at halvelvere ikke delte de elviske idealer og historie. Cornélian kom med et lidt blødere synspunkt, men ikke desto mindre var der enighed om at halvelverne skulle ud af Elverly. Elisor var den, der havde det mest fornuftige at sige, i Askfays øjne; blikke rettet mod havet. Mod den nye fjende der truede i horisonten. Måske de her halvelvere kunne bruges til noget alligevel. 

Hun blandede sig ikke, da diskussionen kom til navnet til halvelvernes sted. Hun var ikke kreativ eller opfindsom, når det kom til den slags, og alle de foreslag Daeralda havde var vidunderlige, præcis som hun selv var.

"Fængsling, eller en god gammeldags piskning, lyder oplagt i mine ører," svarede hun til gengæld straks, da Daeralda bad om foreslag til, hvad der skulle ske med de elvere, der havde inviteret halvelvere ind i Elverly. 

"Men en mindre drastisk løsning kunne være, at tilbyde dem at vi glemmer deres forseelse, imod at de hjælper os med at få halvelverne ud, inden Faelwens Tåre blomstrer. Ser halvelverne, at selv de elvere, der før har hjulpet dem ind i Elverly, nu vil have dem ud, kan det være at halvelverne indser, at de virkelig ikke er velkomne her." 

Askfay kunne næsten ikke tro, hvad hun var ved at foreslå, og hun himlede også med øjnene af sig selv, da hun fortsatte; "Ved hjælp af samarbejde med den slags elvere, der tidligere har inviteret halvelvere ind, bliver risikoen for at finde halvelvere, der ikke har troet på os og gemt sig for os her i Elverly under blomstringen, mindre."

Melarue kunne godt se både de hadske kommentarer fra Valainistima, og de lidt mere bløde ord fra de to brødre, som gode pointer. Hendes egen mening havde jo været delt, og det var primært hendes behov for at have noget at bevise der havde skinnet igennem til dette rådsmøde.

”Jeg skal nok finde nogen at ledsage mig,” sagde Melarue, og det var med en blandet følelse at forslaget gik igennem. Alligevel kunne det ikke stoppe smilet fra hendes læber, og hun var allerede begyndt at overveje hvordan det skulle se ud, men blev hevet ud af sine tanker som Daeralda snakkede videre. Navne til stedet var en lidt anden sag, og Melarue måtte indrømme at hun havde behov for mere betænkningstid for at komme med nogle solide forslag. For hende hang det også sammen med hvordan stedet kom til at se ud.

Så kom det endelig til sidste punkt. ”Jeg har svært ved ikke at give Askfay ret. De har næppe nogen plads i vores samfund, hvis de ikke kan overholde simple regler. Hvis vi gerne vil komme med en mere diplomatisk løsning, så kunne vi også forvise dem fra skoven, og ud til dette nye bosted. Så kan de bo sammen med deres elskede halvelvere,” tilbød Melarue som løsning. Hun så i hvert fald helst at de ikke længere boede i skoven hos dem.

En metallisk taktfast ringen ville for mange kunne høres på lang afstand, ikke nødvendigvis fordi det var vældigt højlydt, men for elverenes utrolige opfattende sanser, der normalt omgav siv med bløde naturlige lyde var denne særligt udstikkende, som den tunge rustnings dele slog mod hinanden ved hvert skridt. Døren til salen gik ganske langsomt op og afslørede den gamle leder af Elverly i døren. Det røde flammende hår var skrabet stramt tilbage i en utroligt lang hestetale, mens hverken silke eller andre pragtige stoffer prydede den høje figur, dette var de sidse år udskiftet med en hærdet metalrustning i sort, med gulddetaljer, hvorpå mudder og skrammer afslørede, at den ikke havde været hjemme til polering - længe-. 
De dybrøde øjne låste sig fast på Daeralda, på trods at at Toorah altid havde haft en aura der for mange var direkte skræmmende, afslørede blikket utrolig loyalitet. Hun bukkede, kort og afmålt for lederen, inden hun trådte de sidste skridt ind i lokalet, hvor en vagt efterfølgende lukkede døren efter hende. Om det var respekt eller gammel vane, at Toorah overhovedet var lukket ind i rådssalen var et mysterie. 
"Jeg håber at jeg stadig er velkommen på disse kanter" Stemmen var, som den altid havde været toneforladt og kontrolleret som Toorah selv. Hjelmen der havde hvilet tungt under den ene arm, blev møjsommeligt placeret på et af de små borde i rummet, inden hun atter rettede blikket mod de tilstedeværende, én efter én blev de betragtet. Selvom elvere levede sammen i århundreder, var det ikke alle man kendte som familie, slet ikke efter at Toorah var flyttet tilbage til Frosthjem, en del af skoven med store stenfæstninger.
"For blot få år siden satte ikke et eneste misfoster fod i dette rige, og det er sådan det bør være" Det var ingen hemmelighed, at der ikke havde været set mange halvelvere under Toorahs regime, og dem om havde været var på mystisk vis forsvundet igen som dug for solen.
I en rolig, lidt for langsom, bevægelse satte Toorah sig ned på en stol, ikke langt fra forhandlingsbordet.
"Kystlandet kom til os under hårde forhandlinger med lyset, vi ekspanderede, for at gøre det nemmere at fiske, nemmere at opnå en stærk sømagt og nemmere, at samle ressourcer fra havet, samt at forhandle med de væsener der er bosat under overfladen - Er det dette stykke land, jeg hører, skal bruges til at huse udskud, der aldrig skulle have set dagens lys?" Som altid var Toorah afmålt og utroligt rolig i hendes fremførsel af argumenter.
De røde øjne faldt igen på lederen, de var gennemtrængende, og dem som kendte Toorah, ville ikke et øjeblik være i tvivl om, at det ikke just var velbehag der fyldte den krigeriske delingsfører.
"Elverly har aldrig haft problemer med at forsvare vore egne rækker og landsdele. At forslå husly til disse bastarder ville være som at åbent invitere dæmoner til at husere i riget! Der er ingen grund til at vise nogen nåde, eller, er vi ved at miste grebet om de gamle værdier Daeralda?"

Ligemeget hvor meget Valainistima prøvede på at fokusere på kun at sende sine egne tanker, og lytte til de talte ord, kunne hun ikke sortere i det. De omkringsiddende elveres tanker var lige så højlydte for hende som deres stemmer, at hun ofte glemte at de ikke talte til hende. Hendes blik drejede sig til Cornélian som hans tanker gled til et andet rådsmedlems datter, og dennes tilstand. Et øjeblik tabte Vala tråden med at skrive referat, men drejede sig tilbage på tråden. Det vedkom ikke hende at nævne, selvom hun tog det i mente.

Vala brød sig ikke om at de skulle strække sig ud på den måde, trods fornuften hun kunne fornemme. At alliere sig med halvracen talte imod historien! Talte imod deres idealer. Men hun fornemmede en større enighed for det strategiske. Nogen gange, måtte man ligge historierne en smule til side og vælge udviklingen. Derfor forholdte hun sig tavst til navngivningen, for hun brød sig ikke om ideen om et fredssted til halvracerne.

Ordene om at visse elvere havde sat sig imod dem og taget halvelverne ind, fik en rynke frem på Vala's eller utroligt neutrale ansigt og en skarphed i øjnene. Ulydighed. Det smagte grimt i munden. Vala var enig med både Askfays og Malerues ord. "Regler må ikke bøjes. De kan efter min mening, modtage en straf for deres handling, og forvises ud af Elverly. Til denne nye beboelse med de halvmennesker de hjalp. Alt andet ville være at belønne dem for deres ulydighed" Vala var fuldstændig indgroet i deres regelsystem og at bryde loven generede hele hendes sjæl. Men ikke nær så meget som den afbrydelse der kom.

Lydløst drejede hun blikket mod døren som en uvedkommende håbede den. Hun forventede at se en vagt med en opdatering, og ikke deres tidligere leder i hendes naivt unge selv der tydeligt afspejlede at hun ikke havde ændret sig eller blevet ældre af sind. Valas ansigt var en tydelig repræcentation af foragten for at en som ikke var medlem af rådet afbrød dem på denne måde og lod som om hun dette stadig var hendes herredømme, for ikke at tale om den ikke eksisterende respekt ved ikke engang at vente på at hun blev tilbudt audience før hun satte sig. Hvad end hendes ord måtte give af betydning, var Vala ikke interesseret i at høre dem og nægtede at skrive dem ned i referatet. "Hvor glædeligt det end er at se dem igen Toorah Nattefrost, har De intet at gøre i dette forum. Dette er forbeholdt rådsmedlemmer" Stemmen der lød i alles sind, for ikke at efterlade nogen udenfor, var isende kold og hård. En stærk kontrast til den ellers meget flyske og rolige stemme Vala yndede at imintere når hun talte. Hun kunne påpege den unge elvers naive tanker om at hun i sin regeringstid sørgede for at der ikke fandtes halvelvere i hendes rige. For det var ikke hvad arkiverne afspejlede. Vala drejede sit blik og henvendte sig til rådet alene, uden at lade sin stemme lyde i Toorahs sind. "Toorah har intet at gøre i dette møde, og jeg finder hendes ungdommelige frembrusen alt andet end opkvikkende i denne sammenhæng. Ønsker resten at høre hendes ord, vil jeg ikke stå i vejen, men forføje mig. Uden respekt for vores regler, kan jeg ikke stå ved at lytte til hende" hun gjorde det klart, at under disse omstændigheder skulle der enten en udvisning af Toorah fra lokalet til rådet nåede en enighed om at lytte til hendes ord i deres møde, eller Vala ville forlade mødet med øjeblikkelig virkning. Nok kunne Vala føle at hun var gammeldags, men man skulle aldrig give en respektløs elver taletid.

Cornélian tilslog sig navnet Havly, og smed forslaget Nyhjem med i puljen, for det var vel netop et sted, for de der havde valgt en anden sti, og i elvernes øjne, ville stedet og især dets beboere, altid være nye.

Til spørgsmålet om straf tykkede Vinterens Stemme en smule på det, og vejede mulighederne, inden han svarede. "Jeg er enig i at vi ikke kan lade det gå ustraffet hen, hvor humanitære deres intentioner end har været. Men ligledes finder jeg det også vist at besinde sig. At de lærer deres lektie er essentielt, men hvis de samtiddig kan hjælpe med at hyrde dem de har søgt at beskytte, ser jeg d-" Cornélian stoppede sig selv som døren blev åbnet, og lignede et spørgsmålstegn da den ukendte, rødhårede elver trådte ind, som ejede hun rådssalen og råddet lige så vel.

Han lyttede lamslået til hendes og Valainistimas ord. "Undskyld mig, men hvem er du?" spurgte han da kvinden lod til at være færdig. Har vi fået ungdoms aktivister mens jeg har sovet?. Tanken var fokuseret og tiltænkt Valainistima. Trods hans hoved altid kørte i højt gear, havde han overraskende hurtigt mesteret at fokusere en tanke ud til hende.
Cornélians blik flakkede lidt fra den ukendte kvinde til Elisor "Burde jeg vide hvem hun er?" spurgte han så sin broder mere lavmælt.
Cornélian havde sovet de sidste knap 400 år, sammen med Daeralda, med var kun for nyligt vågnet, og havde haft mere end rigeligt på sit bord, uden også at skulle have læst op på historien. Hvor meget kunne der lige være sket på 400 år alligevel?

Elisor nikkede til de navne der var blevet forslået, og tilføjede selv Skovskygge, da det for nogle af de mere konservativt tænkende kunne være med til at minde alle om at de halvblods kun kunne stå i skyggen af skovens storhed. Personligt var han selv mest til Havly og Nyhjem, men hvad der samlede flest af elverne var vigtigst lige nu.

Hvor afslappet end Elisor virkede til dagligt fik hele den absurte situation de nu sad i hans sind i kog. Ikke nok med at der var folk der havde brudt deres regler og ved det sat uskyldige halvelvere i fare, havde den tidligere leder af Elverly valgt at være umådeligt uforskammet! Vala havde så evigt ret i at Toorah intet havde at gøre på dette møde.
Et skarpt blik blev sendt den ubudne gæst, hans stemme lige så "Frøken Nattefrost, hvor vigtig du end engang har været er din stemme ikke en del af dette råd, udover det så lyver du aktivt når du siger at der ingen halvelvere var i Elverly under dit lederskab, hvor strengt det end måtte have været" Et stille suk undslap ham, forhåbentlig var det nok svar på hans broders spørgsmål.
"For at vende tilbage til emnet, mener jeg at de der har brudt vores regler bør flyttes til den nye by, eller straffes efter gældende regler. De har muligheden for at rede dem de selv har bragt i fare, og det bør være tydeligt at der forventes af dem at de hjælper dem ud af den igen." 

Daeralda noterede beslutningen om det nye sted ned med note om at høre Melarue's angivelser til nærmere beliggenhed. Det var måske ikke så meget for halvmenneskene de gav tilladelsen, som det var de muligheder det gav dem selv. Både med hensyn til forsvar, handel og opretholdelse af Lindeskovens frihed fra halvelverne. Et lille skridt mod de ældste tider uden helt at glemme hvor de havde begivet sig hen.
De foreslåede navne skrev hun også ned med enkle nik og en bemærkning om at de ville tage det spørgsmål op senere, når alle havde haft mulighed for at tænke uforstyrret. Det var trods alt ikke noget der hastede, før de kunne melde ud hvor stedet var og bede folk om at pakke sig.

Mere alvorligt var næste punkt og blev da også taget det. Ingen havde den store sympati for regelbryderne, skønt Askfay nok var den med det mest statuerende eksempel i tankerne. Hendes moderation som hun talte fik da også kun Daeralda til at sende hende et lille varmt smil, før ordet gik videre.
Hun var midt i en note, som døren blev åbnet i stedet for at glide op af sig selv og Toorah gjorde sin entre. Daeralda så kort op på hende, før hun fortsatte med at skrive. Om ikke andet til den anden valgte at tale også og tage plads i rummet som havde hun noget at gøre der.

Ingen spor af smil var at finde hos Daeralda, da Vala som den første efter afbrydelsen tog ordet og ikke lagde det mindste skjul på sin mening. En delt af Elisor af alle. Hun holdt blikket hvilende en anelse køligt på den tidligere leder og svarede hende så direkte. "Jeg vidste ikke vi havde haft mistet kystlandet, mens jeg sov. Det var vores, da min fader ledede rådet og i al den tid jeg husker frem til jordskælvet." Det kunne jo have tænkes det var sket. Fire århundreder var lang tid - selv for elvere. "Af Lyset fik vi en godt stykke med marker ind i landet. Det inddæmmede vi i Lindeskoven forrige efterår så Skovens magi kunne tage ordentlig rod der gennem vinteren. Det er skov nu og helt vores."

Hun slap ikke den anden med blikket, som hun fortsatte venligt. "Men de gamle værdier, Toorah? Er det værdierne fra din tid... eller fra min? Før Vi flyttede fra De Gamle Skove levede Vi sammen med halvmenneskene. Ikke lige, men Vi levede sammen. Vi gjorde det samme, da Vi bosatte os her. Til Faelwens Tåre blomstrede. Et tegn om at de gamle værdier var forkerte? Eller at Lindeskoven var et andet sted med andre værdier? Der er en grund til Rådet mødes og veje mulighederne for at sikre vores alles fremtid. Din manglende respekt for Rådet er dog så tydelig nu, som da du i sin tid opløste det i modstrid med de gamle værdier."

Et smil sneg sig frem på Askfays læber, da Melarue ligefrem foreslog at de elvere, der havde hjulpet halvelvere ind i skoven, skulle forvises til det nye bosted. Det var drastisk, det var hårdt, og det var en helt passende straf. Hvis de elskede de halvelvere så meget, kunne de vel godt bo med dem. 
Hendes smil forsvandt dog kort efter igen, da de andre rådsmedlemmer kom med deres holdninger. Askfay havde ikke megen holdning til det nye steds navn, men hun var ikke meget for Nyhjem; elverne havde ikke brug for et nyt hjem. Halvelverne havde. Skovskygge virkede langt mere fornuftigt, men det gjorde de tidligere foreslag også. 

Askfay rejste sig instinktivt op, da Toorah trådte ind af dørene, for at stille sig i vejen for hende og Daeralda. Hun havde aldrig haft noget imod Toorah, men hun havde heller aldrig haft den loyalitet, som hun nu havde overfor Daeralda, og ville det blive nødvendigt, ville hun give sit liv for at beskytte Elverlys Stemme. Hun troede ikke på at Toorah var dum nok til at forsøge et kup eller et mordforsøg her og nu, men ikke desto mindre blev hun stående - hun stolede ikke på Toorah, som hun heller ikke tog sit blik fra.

Hun havde intet at sige til nogen, udover måske at bede Toorah om at skride, men det var Daeralda, der skulle komme med dén ordre, ikke hende. Hvis Daeralda til gengæld kom med den, skulle Askfay gerne hjælpe Toorah godt på vej. Hun regnede også med at hendes leder ville sige til, hvis hun havde brug for hendes hjælp til det ene eller det andet. Bad hun hende om at sætte sig ned, ville Askfay dog nægte; i det mindste indtil Toorah var ude af lokalet igen. 

Melarue lyttede interesseret i hvad de andre sagde, indtil en elver kom brasende ind ad døren. Hun vidste godt at det var den tidligere elverleder, ikke en hun som sådan havde et problem med. Melarue selv havde i hvert fald ikke haft noget gennem årerne at sætte på hende, som værerende slemt, og hun havde ikke været interesseret i rollen som elverleder nok til at bekymre sig nok om at Toorah var yngre end hende. Men tingene havde ændret sig, og Toorah var ikke længere leder, og heller ikke medlem af rådet.

Hun havde dog ikke nye ting at bidrage til samtalen, og sad blot roligt på sin plads og kiggede mod Toorah, og engang imellem mod Askfay og Daeralda, som de belærede hende om hvad de gamle værdier. Ærligtalt var Melarue heller ikke så interesseret i hvad der var og ikke var de gamle værdier, hun var mere interesseret i at få halvmenneske ud af deres by. Til sidst hvilede hendes øjne blot på Toorah for at se om hun havde tænkt sig at forsætte eller forlade dem, så de kunne snakke videre i fred.

Toorah sad rankt på stolen, på trods af, at denne havde et ryglæn der for mange var fristende at falde hen på, havde hun endnu den ranke holdning som kendetegnede alle soldaterne fra Frosthjem. Hun behøvede end ikke den hærdede metalrustning der endnu beklædte kroppen til at holde hende oppe, det var en holdning hun alle dage havde haft. Ansigtet var som mejslet i sten, nogle ville nok tvivle på, at hun overhovedet ville reagere, hvis hun fik noget i øjnene. På trods af det stillestående ydre, brændte en vild ild indeni Toorah, alt hun havde opnået og kæmpet for de sidste firs år som enevældig leder, var ved at falde til gulvet for bløde værdier. Alt den stolthed hun havde bragt til riget var ved at falde fra hinanden til fordel for noget så beskidt som besudlet blod.
Hun kunne høre Vala, hendes stemme skar gennem den rødhåredes sind som en varm kniv gennem smør, men hun sagde intet, flyttede ikke blikket en milimeter. Ærligt, var der intet at svare på. Cornélian fangede dog kort hendes opmærksomhed, han havde tilsyneladende ikke gidet at læse på lektien, uhøfligt egentligt, og uprofessionelt, han var et skrækeksemplar på hvad riget kunne forfalde til: Ugidelighed og dovenskab. "Jeg tror ikke vi er 'dus' Cornélian, med mindre De selvfølgelig husker de mange timer jeg har siddet vagt ved Deres side mens De sov?" Hun kunne muligvis godt have givet den ædre en lektie i almen høflighed, men dette lod til at være en tabt sag fra starten af, selv hans tiltale var sløv og ugidelig. Toorah derimod vidste udmærket hvem han var, som sagt, vagttjans ved 'De Sovede' havde været en del af almen minitær træning, en tjans Toorah selv havde været lykkelig for at slippe af med i sin tid, men dog havde hun altid næret en utrolig respekt for dem som havde kæmpet og faldet i krigen. En respekt der tilsyneladende ikke var gengældt.
Broderen Elisor bød ligeledes ind, dette fortrængte dog heller ikke så meget som en mine hos Toorah, han havde tydeligvis fået noget galt i halsen. Heller ikke han var familiær med almen etikette. Et øjeblik overvejede hun om det overhovedet var opdragelsen værd, og så endda af en ældre end hende selv. Cornélian havde i det mindste den undskyldning, at han havde sovet halvdelen af hans liv, praktisk talt givende Toorah et forspring på livserfaring. Men for den hærdede soldat var det ikke årene der talte, men flid og indsats. Så vidt hun huskede, var den eneste indsats han havde lagt for dagen at jagte elverpiger.
Endelig blev det Daeraldas tur til at tage ordet, Toorah lyttede intenst, for første gang med oprigtig interesse, men de ord der mødte hende var dog ganske uforventeligt. Kunne det virkelig passe at selv hun, ikke havde sat sig ind i fortiden?
"Der skete mange upåklagelige ting mens De sov. Ikke under mit styre, må jeg dog sige. Jeg opløste ikke det gamle råd. De valgte selv, at de havde mistet grebet, de havde brug for nye kræfter, jeg blev valgt ind, enstemmigt, som ene leder af Elverly. Jeg kunne aldrig drømme om noget så disrespektfuldt" Hun rystede let på hovedet, et lille smil krusede sig på de rosa læber, som ansigtet løsnede sig til et næsten fornøjet udtryk. Blikket var rettet bestemt mod Lederen.
"Nattefrost har aldrig levet side om side med halvelverene. Det er en glorificering af den ækle handling, at blande racerne. Mange halvelvere er kommet til mod moderens vilje, fordi menneskene er primitive, de tager hvad de kan få. At huse de halve vil være en accept af dette!" Toorah slog den metalbeslåede handske, finger efter finger, mod stolens armlæn, visende den samme ro hun altid besad, der var dog ingen tvivl om, at der lå et uendeligt had til halvracen bag ordene. Ikke på grund af tonen, denne var mere rolig og ensformig end mange af de andre rådsmedlemmer.
"Når det så er sagt..." Toorah rejste sig utroligt langsomt fra stolen, hun var klar over at Askfays øjne hvilede på hendes mindste bevægelse, og selvfølgelig yndede hun ikke at gøre noget overilet, hun var opdraget med for stor respekt for de ledende kræfter, så længe de ledende kræfter støttede de værdier hun var vokset op med som værende de rigtige. Toorah var mange ting, stædig, fanatisk men ligeledes rakte hendes loyalitet umenneskelig langt "Kom jeg med et helt andet ærinde" I en doven bevægelse trak hun den ene handske af, så hun kunne komme til sin lille lædertaske der sad på et af de mange læderbælter der rakte omkring elveren. Op ad denne fiskede hun to emblemer, som for det kendende øje tilhørte Mørkets hær, emblemerne var lasede, og de hvide bånd med påmalet skrift, var blodplettede.
"Mørkets hær har en flåde, den er stor, og den sejlede langs vores kyst, et par af deres soldater nåede ikke tilbage i deres jolle før vi fik dem aflivet." I en doven bevægelse kastede hun emblemerne ned på bordet de andre sad ved, de havde siddet på rustningerne soldaterne havde båret.
"Nuvel..." Toorah trak langsomt handsken på igen, knyttede hånden et par gange "Jeg kan forstå at der er en vældig modvilje mod mit selskab i dette råd, jeg vil lade Jer være om det..." Med den præciserede holdning Toorah havde vendte hun omkring og gik et par skridt, løftede sin hjelm op og børstede nænsomt en smule mudder af "Men Nattefrost-slægtens årlige klapjagt på halvelvere vil vare ved, om I beslutter at huse dem eller ej!" Den årlige tradition gennem tusinder af år havde altid været, at finde og myrde halvelvere, den havde eksisteret selv før at Frosthjem blev en del af Elverly, mange ting kunne rådet ændre på, men ikke dette. En sidste gang vendte Toorah omkring, kiggende imod Daeralda, inden hun som en audiens, bukkede med respekt, just som hun havde gjort da hun kom ind. Øjeblikke senere, gjorde hun mine til at forlade salen, med samme rolige gang, hun var kommet ind med. 

Det strammede i Valas kæbe. Tydeligt utilfreds over at deres tidligere leder ikke var blevet sendt direkte ud men at hun faktisk blev tiltalt og dermed fik mere taletid blandt rådet end hun fortjente. Havde hun anmodet om audience, havde dette varet en komplet anden sag. Vala følte sig splittet om at fortsætte nedskrivningen af referat, da hun ikke mente at Toorahs ord skulle nedskrives og dermed tages til overvejning.

Vala var tæt på at få noget galt i halsen som Toorah ytrede at intet under hendes styre havde været påklageligt. Vala havde i sit arkiv betegnelser af at der havde været såmænd en dværg bostedet i Lindeskoven i en længere årrække. Men hun ytrede intet. Sad blot og kogede i stilhed og uden at afsløre vreden i sit sind. Men det var tydeligt for dem som kendte hende, da fjerpennen intet skrev ned af  ordene som kom fra den tidligere leder.

Trods informationerne var gode som de faldte på noget der faktisk havde relevans for rådet at vide, skrev hun stadig intet. Ikke før det ville blive bragt op i rådet som noget der skulle diskuteres. Desuden kunne hun udemærket huske alt der var foregået.
Hendes øjne blev snævre og havde Vala haft mindre selvkontrol havde hendes tankers kraft buldret i lokalet men en intensitet der havde fået alle til at tage sig til hovedet. Men det blev fastholdt bag hendes egen pandeskal, trods det trak i hendes næse som afslørede et strejf af foragt. Men tankerne var som vildild i hendes eget sind. Så måtte Nattefrost-slægten vise deres overlegne styrke ved at jage fra en fængselscelle for husede de halvelverne, var de ikke set som opfostret vildt der kunne jages i skoven for sjov. Men en ting sneg sig ud, lavmælt og iskoldt "Og De kalder menneskene barbare" Hun drejde blikket væk, uden at gide ense Toorah et sekundt mere. Faktisk var det for hende stadig fristende at forlade stedet, men hun havde en pligt at opfylde.

//Skip. Undskyld ventetiden, havde håbet at formulere et reelt svar 

Elisor havde sjældent oplevet nogen opfører sig så ubehøvlet, men samtidig forlangt den respekt hun selv ikke formåede at udvise. Rådet var sjældent fuldt enige om noget, men det lod til at Toorah havde formået at samle rådet imod hende. Og det var trods hun havde kommet med noget viden som var tilnærmelsesvis relevant.

Så selvom Elisor havde mere på hjerte, endda måske at spørge om Nattefrost familien ønskede at sendes i eksil som bjergelvernes forfædre var blevet, men de havde ærligt talt vigtigere ting at diskutere i rådet. Så han ventede på at Toorah havde gjort alvor af at forlade dem.

Så snart hun var ude kunne de endelig fortsætte "Nu hvor vi ej længere er forstyrret, vil jeg foreslå at vi samle os om at færdiggøre dette møde" Elisor sukkede kort "Men først, Askfay kan du bekræfte at jeg havde fortalt dig om et syn der fortalte om mørkets flåde?" Elisor havde nogle dage forinden haft et syn om mørket spredende sig som skibe langs havet, og derfor advaret Daeralda og Askfay om at holde et vågent øje mod havet. At Toorah skulle være den der havde bekræftet det, samt fejlet i at melde tilbage til sin overordnet var han dog ked af ikke at have set. Endnu en grund til en kystby var vigtig.
"Det er noget vi skal være opmærksom på ja, men vi skal nok få det under kontrol. Dog må jeg insistere på at hvis nogen ender med at jage de halvblods i deres by, bør de straffes som de havde jagtet en af os, ressourcerne er ikke til at bygge en by og så skulle sikre sig at de bliver i den, at de er der nogenlunde frivilligt er en nødvendighed" Nu hvor truslen fra havet var kommet så hurtigt, var det nødvendigt at skjoldet ved havet kunne stå stærk, og ikke frygtende at de blev faldet i ryggen.