Solen stod lavt på himlen udenfor Skovfortets centrale Eg, som Daeralda ankom til Rådsværelset. Hun var i ført en enkel mørkegrøn kjole smykket med blade broderet i en lysere nuance og et alvorligt udtryk. Det dæmpede ikke det svage lys i hendes skygger det mindste, skøn det trak smilende fra vagterne som de mødte hendes blik og med lette buk lod hende passere gennem døren ind i rummet bag.

Her stoppede hun let op og lod rummets skønhed opløse lidt af det hårde udtryk i hendes øjne. Træets grene var groet til at forme gulv, vægge og loft. I midten var en gruppe mindre snoet sammen til en stamme op fra gulvet for at brede sig ud til en flad krone under den mørkegrønne krystal bordplade. Blade var indridset i et sirligt mønster i midten som de smykkede stoleryggene rundt om sammen med symbolet for hver stemme. Over bordet hang krystaller i alskens former og farver. Nogle med lys indlagt og resten reflekterende det rundt i værelset. Ekstra smukt som solens synkende stråler gav det hele en varmere glød.

Alle var til stede som hun havde håbet.

Daeralda fortsatte gennem rummet til den fjerneste stol, som hun indtog med den selvfølgelighed de sidste års møder havde gjort det til. "Tak fordi I gav jer tiden til at mødes med så kort varsel." Hun lod blikket glide fra det ene ansigt til det andet, mødende dem med et varmt smil af taknemmelighed, før alvoren vendte tilbage som hun lagde en pergamentrulle fra sig på bordet. "Jeg har modtaget et sendebud fra Lyset Dronning med følgende budskab." Hun åbnede rullen og læste med kølig præcision op fra den.

"For at sikre, at landet og Lyset for fremtiden ikke falder i bedrageriets kløer, oprettes hermed et særligt Råd for Dronning Isanne Aldemar, den retmæssige herskerinde af Krystallandet.
Da vi ønsker yderligere at styrke alliancen mellem Elverly og Dianthos, mener vi, at Deres stemme vil være af højeste vigtighed for Rådet, og De inviteres hermed til at indtage positionen som Rådsmedlem.
Vi anmoder også om oprettelse af en portal mellem Dianthos og Elverly til officiel brug i forbindelse med rådsmøder, såfremt De ønsker at tage imod positionen."

Daeralda lod rullen lukke sig sammen igen, som hun slap den og foldede hænderne foran sig. "Det ville give os nogle fordele i forhold til denne alliance vi befinder os i, men det kommer bestemt også med ulemper og fare." Hun lod blikket hvile kort på Askfay, før hun lod det glide videre til Elisor. "Kan du se hvordan den vil udgøre mindst af fare for vores sikkerhed? Når de vender den imod os." Hendes tiltro til Lysets styre lå på et meget lille sted efter hele affæren med Kile's Orden og denne omgang af dæmonisk besættelse. "Hvis vi vælger at sige ja til pladsen i Rådet ogden snor vi måske kan have i Lyset derfra."

Hun gav ham tid til at bruge sin evne, som hun henvendte sig til resten af rådet. "Først vil jeg dog gerne høre jeres betænkeligheder ved det og hvad i ser af godt der også kunne komme ud af det." Beslutninger skulle trods alt tages på et ordentlig grundlag.

//OOC: Dette er tænkt holdt til en reaktion fra hver i rådet der har lyst til at komme med en.

//OOC Den er kun for medlemmer af Elverrådet!

Valainistima så sjældent positivt på at blive ført væk fra sit arbejde i de gamle pinligt rene arkiver hun holdte sig. Men som medlem af rådet, kunne man ikke forblive låst inde bag trygge rammer i al evighed, selvom møderne syntes at være hyppigere og hyppigere som verdenssituationen var som en igangværende vulkan.

Denne gang var hun kommet før tid. Normalvis kom hun altid valsende en smule for sent fordi skriftrullerne havde optaget hendes opmærksomhed mere intenst. Men denne gang, sad hun ret i ryggen på sin stol og kiggede fra det ene rådsmedlem til det andet, uden rigtig at kigge på dem. De dybe øjne gennemgik de gamle historier i sindet fra start til slut. Hendes hoved vendte sig langsomt som Daeralda trådte ind i rummet, og der sås et svagt løft i Vala's læber som hilsen.

Alvoren fyldte lokalet som stærk kulde der gav Vala en kort kuldegysning. Hun lod stemmerne tage de første ord. Lyttende bekymrende. Hun mærkede en trang til at ville isolere folket. Så meget smerte der var sket dem og så meget illoyalitet. "Historisk set er samarbejde med menneskene aldrig endt godt for vores folk." stemmen lød i de andre rådmedlemmers hoved. Betænksomt og overraskende tilbageholdende. Afslørende at hun anstrengte sig, for første gang længe, at holde sig objektiv. "Med en port har disse.. andre racer direkte adgang til vores hjem, med mindre vi gør ekstreme anstrengelser for at opretholde sikkerheden. Det gør mig personligt utryg at vide de skulle have direkte adgang til vores hjem, med tanke på hvor dårligt det er gået dem at beskytte deres eget gennem tiden." tankerne om en plads ved rådet havde da sine fordele. Daeralda ville kunne få mere af elvernes politik igennem og sikre deres fremtid. Men tanken.. tanken om at deres herskerinde skulle rejse til Dianthos i tide og utide gav Vala en dårlig fornemmelse. "Mine tanker er mest påpasselige. Jeg ved der er fordele, og isolering i vores eget har påvist problemer i vores historie, men med landets tilstand, vil jeg mene vi er bedre stillet uden denne portal, med mindre magien er stærk nok til at kun få individer kan benytte den"

Elisor nikkede kort brynene samlet tænksomt før det den smaragd grønne farve overtog hans himmeblå øjne. At gøre hvad Daeralda havde gjort var kompliceret for selv en så øvet seer som ham, der var så mange ting der kunne spille ind og som mulige visioner af hvad fremtiden kunne bringe flakkede foran hans syn, blev det blot mere og mere tydeligt muligheden for at portalen kunne vendes mod dem altid ville være til stede, men ligeså at dens tilstedeværelse kunne bringe meget godt med sig. 

Efter at årtusinder havde udspillet sig for hans blik vendte himlen tilbage til hans øjne, Sommerens stemme var atter i nutiden. "I forhold til portalens placering vil det sikreste være i hulden under forglemmelsens sø, de færreste af vor allierede og fjender formår at trække vejret under vandet, samt med vinterens stemmes hjælp vil det være muligt for Elverlys stemme at åbne og lukke vejen derned. Dog så jeg ligeledes et syn hvor der blev smedet en lås med magi der gjorde at portalten ej kunne åbnes så længe den var påsat, desværre så jeg hvorledes den kom i hvor besiddelse" forklarede han stille med hænderne foldet foran sig. 
"Hvis lyset skal finde sig selv og styrkes, har de brug for Elverlys stemme, men til hvilken pris kan jeg ej sige" nok var det simpleste og potentielt sikreste at lade sig isolere, men var mange af Elverlys egne problemer ej ligeså udsprunget af isolation?

Med så kort varsel var det ikke fine klæder Askfay var dukket op i. Sjældent gjorde hun sig umage med at skifte ud af det tøj hun arbejdede i - et par brune bukser og en matchende trøje. Hun havde dog smidt den læderjakke hun havde brugt på træningspladsen. Den lå over hendes stoleryg. På trods af at der var indtørret mudder på hendes støvler og på hendes knæ, havde hun været for varm og svedig til at gide sidde anspændt i den. 

Daeralda nåede ikke engang at begynde at tale, før Askfay blev ængstelig efter at komme tilbage til sine soldater. Hun gad ikke sidde stille og hun gad slet ikke høre på, hvad Lyset ville have fra dem. De skyldte dem ingenting.
Men hun lod de andre rådsmedlemmer snakke, inden hun selv talte. "Hvis du vil acceptere det her tilbud, Daeralda, så vil jeg ikke se dig valse ind på potentielt fjendtlig grund alene. De er måske vore allierede nu, men jeg insisterer på at du tager beskyttelse med dig. Hver gang. Mig selv, helst. En af de højst rangerede soldater, hvis det ikke skal være mig."

Askfay kunne stadig huske hvordan Lysets Dronning havde set ud, da de havde reddet hende. Hun ville aldrig nogensinde risikere at det samme skete for Elverlys Stemme. Daeraldas sikkerhed var Askfays ansvar. Hun ville myrde halvdelen af Krystallandet før hun ville tillade at der skete noget med hende. 
Hun gjorde ingen indsigelser imod positionen eller portalen. Daeralda havde valgt at hjælpe Lysets Dronning og hun ville uden tvivl hjælpe Lyset igen. Askfay ville hellere finde sig i det, end hun ville være uenig med sin smukke leder.

Melarue havde ikke rigtig haft tid til at gøre sig klar på nogen måder. Hun havde været i gang med at lave en vase, mens planer for en ny bygning havde ligget i nærheden af hende, og hun havde siddet og tænkt på. Hun havde kun haft mulighed for at rense sin hænder fra leret og tage forklædet af, for hun havde hastet videre til rådsmødet. Der sad stadig en smule ler i håret og en anelse på hendes tøj, men for en gangs skyld så hun faktisk opmærksom og seriøs ud.

Hun lyttede til hvad der blev sagt, og selvom hun var en skarp modstander af det, så måtte hun også overveje hendes egne fordomme om menneskerne, og at de trods alt var en vigtig allierede.
"Jeg kan godt have bekymringer om hvordan vi skal beskytte denne portal for at det ikke går galt. Jeg ved at vi naturligvis har stærk magi til at hjælpe med, men vores infrastruktur er ikke bygget til at modstå et hårdt slag indenfra, hvis de bryder igennem. Vi har jo set hvordan Dæmonportene er blevet åbnet, og det var også magi vi ikke mente kunne brydes." pointerede Melarue bekymret. Hun var ikke den der var bedst beregnet til at hjælpe med det her, da hun bare var en arkitekt, og det var næppe bygninger men magi de skulle bruge for at holde det sikkert. Men Melarue vidst også godt at et slag indenfra ikke var noget Elverfolket var så forberedt på igen.

Cornélian var kommet direkte fra en forlæsning i magisk forståelse, og var iført bløde, komfortable rober. Den pludselige afbrydelse havde ikke huet ham, men det var et ansvar Daeralda havde pålagt ham, og et han havde haft svært ved at argumentere for en bedre kandidat til. 

Cornélian hørte kun efter med et halvt øre hvad de andre stemmer sagde. Hans tanker kræsede allerede om konstruktionen af en sådan portal, og hvor meget energi det ville komme til at kræve at holde en åben portal, frem for en løsning der kunne aktiveres efter ønske..

"At lave en permanent, stabil portal kommer til at kræve en del energi, for slet ikke at tage om risikoen ved en sådan koncentration af magisk energi. Selvfølgelig, hvis vi trækker energien fra et større område, vil det minimere risici, og muliggøre deaktivering fra forskellige punkter, hvilket kan være en fordel så vel som en bagside. At dens formål er at flytte enkeltpersoner gør scalaen mere medgørlig.. Det kunne også, i teorien, være muligt at lave en passiv portal, der kun aktivere når særlige kriterier er mødt, så som tilstedeværelsen af et bestemt objekt, eller person" blaprede Cornélian løs. Det var naturligvis blot idéer. Det ville under alle omstændigheder blive et interessant projekt!
En tanke slog dog Cornélian, som en del af Dronningens besked blev vendt igen i hans sind. "Ud fra hendes majestæts besked, kunne det dog tyde på, at de allerede har en løsning klar, og blot søger tilladelse til at konstruere den her" tilføjede han, med blandede følelser.

Afsluttende bemærkninger efter et længere (langt) møde.

* Den tilbudte plads i Dronningens nye råd blev accepteret.
* Den betingede portal blev placeret hvor Elisor havde foreslået det og sikret på bedste vis.
* Desuden at dens konstruktion var et internt anliggende og at Lyset intet havde at skulle sige til den del.
* Yderligere blev bestemt at åbningen til grotten med søen og portalen skulle sikres og bindes til rådets medlemmer.
* Som muligheden bød sig og alle var samlet kom Løvfaldsfesten også op og vende blot for at huske alle på den og årets vin snart var smags-klar!