Zirra skar ansigt, da en af rifterne på hendes hænder blev ramt af en brise og det sved hele vejen op ad armen. Straks var mor Eylia over hende, for hun havde set sin datter svaje, og i dag tolerede hun ikke den mindste rystelse på hænderne. Tallerken og indhold måtte være perfekt. Hvor Zirra havde troet, at hun skulle bruge et par afslappende dage i hjemmet, var hun i stedet blevet sat i arbejde sekundet, hun trådte ind ad døren. Hun havde ikke engang vidst, at der ville blive afholdt en kokkekonkurrence, men om Eylia gik op i det. Hold da helt op. Efter i dag skulle Zirra uden tvivl bruge en hel dag på at sove, hvis ikke mere.

"Jeg synes nu stadig, der burde være en bund af hasselnødder," mumlede Zirra, mens hun holdt tallerknen stille, så Eylia kunne anrette.
"Alle ved da, at alfer - og især prinsen - afskyr nødder," hviskede Eylia konspiratorisk tilbage. "Forestil dig at forsøge at spise en kampesten. Det er trods alt det størrelsesforhold, vi er ude i. Tsk, nogle gange har du din fars tankevirksomhed."
På tallerknen lagde Eylia lange, ultratynde skiver banen som blomsterblade fra midten og ud mod kanten. Ovenpå dem lå honningmarinerede jordbærskiver omgivet af den flydende sorbet, som var pisket op fra den afkogte væde. 
Zirra himlede med øjnene, men kunne ikke helt skjule et smil. "Jeg synes stadig, det var lige i overkanten at pille alle de små frø af jordbærrene."
"Når må gøre, hvad der behager dommeren," svarede Eylia blot og viftede af Zirra, indtil datteren rakte den rigtige skål frem.

Over de varme jordbær placerede hun de smukkeste hybenroseblade, som foldede sig i perfekte buer rundt om de timianblomster, der blev drysset ned over bagefter. I det mindste havde Zirras hænder lidt for skønhed. De flotteste blomster havde selvfølgelig været på toppen af busken, hvorved der havde været et væld af torne på vejen derop.
"Hvordan ved du, hvad der behager dommeren, mor?" Zirra så over på sit ophav med store øjne. "Har du..."
"Jeg har blot spurgt mig lidt omkring. Ingen grund til at spilde tiden på forhadte nødder og bitre grøntsager."
"Mor!" udbrød Zirra forarget. "Har du ikke rent mel i posen?!"
Eylia sendte Zirra et lidt for indforstået blik og gav sin datter et let prik i siden med sin albue.
"Du behøver ikke spille så overrasket," sagde hun fornøjet. "Jeg er her for at vinde, min skat."

Når man arbejdede for en af byens bagere, skulle man nærmest være både døv og blind for ikke at opfatte, at kokkekonkurrencen var under opsejling. Maela kendte ikke specielt meget til alfer, men en prins måtte være en utrolig vigtig person - og hun var derfor meget nervøst gået i gang med sit eget bidrag. I ugevis havde hun betragtet Brutus' kundskaber, og efter at han en aften havde lukket forretningen, havde hun sneget sig ind for at bage sin helt egen tærte!

Hvad mon alfeprinsen foretrak? Noget sødt, utvivlsomt, havde hun til sidst besluttet sig for, og tærten skulle derfor have det lækre blåbærfyld, som hun havde set Brutus lave så mange gange. Desværre måtte hun hurtigt erfare, at man ikke blev en god bager af at observere - man skulle også have fingrene i dejen. 
Da hun endelig, mange timer senere, fik en tærte ud af ovnen, som hun var nogenlunde tilfreds med, lignede det stadig lidt af et makværk. Duften var dog god, og det handlede vel nu en gang om smagten og ikke udseendet.. håbede hun.

Hendes blik fløj hen mod vinduet, og til sin skræk opdagede hun, at dagen var kommet. Hastigt fik hun ryddet nogenlunde op og dækket tærten med et klæde, inden hun sneg sig ud af forretningen med den i armene.

Det tog al hendes vilje ikke selv at komme til at smage på tærten de næste par timer, og hun var så nervøs for resultatet, at hun endte med at være ved at komme for sent! Fødderne fik fart på, men da hun drejede om et hjørne, så hun at to vogne var stødt ind i hinanden og spærrede vejen! Der var kun en ting at gøre..

*plop*

Med et lille smæld teleporterede hun direkte ind i labyrinthaven, men magien ville sjældent helt, som hun ville, og et øjeblik hang hun i luften, mens hun i panik så tærten slippe ud af sine hænder og direkte ned mod en anden konkurrencedeltager.. I slowmotion greb hendes hænder ud efter tærten, men ak det var for sent og ... *SPLAT*

Elveren, som bar en fornem anretning af noget, der primært lignede pølser, tumlede om, som tærten ramte ham lige i ansigtet og blåbærfyldet splattede ud over det hele. Pølserne rullede til alle sider, og elveren skreg op, som han så sin egen mulighed for at vinde konkurrencen blive saboteret! Af ren refleks snuppede Maela en pølse, inden hun med fuld fart på løb ind mellem buskene for at komme væk. Det sidste hun så ud af øjenkrogen var den udsplattede tærte, og elveren der rejste sig med en pølse i hånden, der truende blev peget i hendes retning. Så drejde hun om et hjørne og var gemt bag labyrinthavens hække.

Måske det ville gå bedre næste år..

Normalt havde bagermester Brutus ikke tid til at tage til konkurrencer men efter at have fået hjælp af sit dygtige tærtebud Maela, havde han kunnet tage tiden til det.
Men hvad ville en alf mon have? Og især en prins? Det var ikke fordi at minotaur bageren havde bagt meget til så højtstående folk, det største havde indtilvidere været at nogle af hans tærter var blevet serveret til et bal oppe ved paladset, men det var næppe blevet serveret for selve dronningen.

Så Brutus havde bagt en jordbær tærte og nok den fineste han havde lavet nogensinde, selve låget på den var lavet så det lignede blade på den snoende ranke der pyntede som kanten af selve tærten, fyldet ville smage friskt og sødt som bærrene for at komplimentere den gyldne tærte dej. 
Da det blev hans tur til at præsentere sin ret rankede han ryggen og placerede den på bordet "En jordbær tærte." De store øjne kiggede op på alfen og det gik op for ham hvor lille alfen egentlig var, tærten måtte være mad til flere dage! "Den er erh friskbagt, jeg håber i vil nyde den." Lød det lidt fåret som han fik bøjet sin enorme form i et buk og trak sig tilbage for at vente på afgørelsen, og at smage nogle af de andre retter.

Pludselig lød der et spetakkel og og en elver pegede med en pølse efter nogen, hvorefter Brustus skyndte sig hen for at sikre at der ikke var noget galt!

Folk mødte den lyserøde i lange baner, og Juliander tog sit tørklæde på, og modtog et særligt bestik i alfestørrelse, som han kunne tage for sig med. Han tog imod alle retter, smagte på dem og komplimenterede dem højlydt, hvis han kunne lide det. Indtil videre havde han ikke været særligt imponeret.

En kvinde ved navn Eylia præsenterede en spektakulær anretning af banan, jordbær og andre gode ting. Den lyserøde print lyste muntert op over at se alle sine livretter i en samlet ret. Han landede på tallerkenen og begyndte at smage på det hele. ”WOW, det smager jo fantastisk! Jeg er vild med hvordan du har givet dig til at fjerne alle de irriterende små kerner i jordbærrene. Og bananen er dejligt sød, ligesom jeg foretrækker den. Det er næsten uhyggeligt hvor meget tallerkenen minder om den mad jeg normalt bestiller på min fødselsdag.” Og hvor var det dog godt, at der ikke var en hasselnøddebund til at bryde med det søde og det lette. Han gav hende en klapsalve, og folk omkring deltog lystigt, mens folk i krogene undrede sig over, at der ikke skulle mere til, for at imponere.

Den næste ret blev præsenteret, så den næste, og så den næste… Intet havde overgået den himmelske ret endnu. Han håbede sådan at der snart ville dukke noget banebrydende op. Men til sin store rædsel, var den næste ivrige deltager på vej, marcherende, med et fad fedtede svinekødspølser, og Juliander bleg ligbleg i hovedet og mistede sin glød, ved lugten af kød. Kød! Var hans værste fjende. Og i pølseform, var det endnu værre.

uheldigvis, for øjnene af alle, kolliderede hans ansigt med en flyvende blåbærtærte. Prinsens redning! Men nu var det trillende og flyvende pølser på vej i alle retninger. Juliander måtte dukke sig, for ikke at blive taklet af den indpakkede grisetarm. ”Årh, nej… hvor ærgerligt, altså!” Udbrød Juliander, og gennede en af festivalens ansatte hen for at hjælpe den stakkels, vrede elver med at fjerne blålilla kagefyld af ansigtet.

En enorm skygge kastede sig over langbordet med Juliander og alle retterne. Brutus, den store, forklædeklædte minotaur, præsenterede sin ret. Alle var store i alfens øjne, så det var kun menneskene, der stod for at beskytte prinsen i aften, der rystede i bukserne.

”Iiih” og ”ååh!” Prinsen gik en tur rundt om tærten og forsøgte at finde ud af, hvor han skulle starte. Det her var en professionel tærte, kunne man godt fornemme. En Dianthosiansk specialitet, måske? Han gaflede den og tog for sig, og sukkede nydende. Han ville komplimentere Brutus for sine evner, men han var stukket af, lige nu i færd med at løbe en tur ind i labyrinten. ”Hov, hvor skal De hen, hr. Minotaur?”

Efter at have smagt på samtlige retter, og forsøgt at holde ost, fisk og kød og nødder og tørre ting nede, var prinsen ved at føle sig godt mæt. Nej, proppet! På den der ubehagelige måde. Hans prinselige klæder, var ved at give sig, fordi hans mave var fyldt så godt op. ”Ugh…” Klagede han, og klatrede op af en pyramide af fyldte chokolader ”Det glæder mig at… hik… at præsentere vinderen af kokkekonkurrencen, Ulrikke på 7 år, som kom med et dejligt, lille jordbær, som hun selv så nydeligt har anrettet.” Han pegede hen mod vindertallerkenen, bestående af et lille jordbær, stadig med kerne og det grønne på toppen, og utilberedt. Der var spist en god bid af den, som indikation på, at prinsen virkelig elskede denne her ret.

Pigen og hendes familie modtog pengesummen på 5 diamanter, og derefter spillede musikken højlydt videre, og gæsterne fik nu lov til at spise af alle retterne.