Alt ved Juliander stråler i en magenta farve. Hans hår er en tyk hårpragt i en stærk magenta farve, hvor halvdelen af frisuren udgør et tykt pandehår med forskellige længder, der som regel skjuler en stor del af hans ansigt. Det bagerste er lige så langt, men søger altid opad, så det naturligt stritter i en blomsterlignende facon.

Hans krop er ligeledes magenta, men meget bleg og let til rødme i kinderne og i de spidse ører. Han er lav og spinkel af bygning, som man kan forvente af en dreng, der ikke udfører fysisk hårdt arbejde eller spiser andet end skovens beskedne godter. Vingerne er gennemsigtige og tynde, ligesom hos brumbasser. Disse har også en magenta glød over sig, og de er let tilbøjelige til at lyse op i tide og utide.

Hans øjne er store og røde, og har lange øjenvipper. Hans mimik er meget udtryksfuldt, specielt de glade følelser sprudler naivt ud af ham, som om der ikke findes ondskab i denne verden. Generelt er hans udseende til den feminine side, men det skyldes mest af alt hans magenta udstråling, som han i mange år har været utilfreds med. Men som han nærmede sig teenagealderen, har han lært at leve med drillerierne, og er endda kommet til at synes godt om sit særlige kendetegn.
Tøjstil: Han går i tøj lavet af blade fra årstiden, så han lettere kan camouflere sig. Hans stil er fornem og pyntet, så han i alfekredsene ikke bliver forvekslet med en almindelig adelig.

Magisk Objekt – Med masser af støv fra sine vinger og ved at dræne sig selv fuldstændigt for chakraenergi, er Juliander er i stand til at overføre og forsegle sit egen chakra til objekter, så det bliver et magisk objekt. Det er ikke ligegyldigt hvilken slags magiske evner det fortryllede objekt skal have, når Juliander forsegler sit chakra i det. Det SKAL være en evne der giver mening for genstandens oprindelige funktion, og genstanden SKAL være en død genstand, der har været bygget eller smedet af intelligente væsner, såsom mennesker.
Når Juliander bruger sin evne, ved at berøre objektet og baske livligt med vingerne, så det støver og farver objektet helt pink. Virkningen træder i kræft ved et klart, lyserødt lys, og i nogle tilfælde små vibrationer fra objektet. Ved brug af denne evne, dræner det ham fuldstændigt for chakra, og han skal typisk vente en hel dag for at kunne bruge evnen igen. Han mister så mange kræfter, så det næsten går ud over hans fysiske tilstand. Hans lys forsvinder helt, men lades gradvist op igen.
Lykkes det for ham at forsegle chakraet til genstanden, bliver den lyserød, og fejler han går genstanden i stykker og kan ikke bruges igen.

Eksempler på magiske objekter: En potteplante, der får planter til at vokse endnu mere. Et sværd, der ikke kan ruste eller skal slibes. En rustning, der føles let. Et spejl der kan vise fortidens spejlrefleksioner.

Eksempler på hvad evnen IKKE kan klare: En talende fjerpen. Et flyvende tæppe. Usynlighedskappe.

Prins Juliander er lige så sød og naiv som han ser ud, og den ondskab der findes omkring ham, gør ham mere magtesløs og ked af det end vred. Han er ikke så naiv, at falder for åbenlyse tricks og løgne, og han opsøger heller ikke åbenlyst farlige væsner, men han kan ikke så let sætte sig ind i andres forstand, for at se frem til deres motiver, specielt hvis folk er gode til deres skuespil, eller har et overbevisende smil. Han tror på det bedste i folk, og at ingen er født onde, og er derfor meget tilgivende og har en ide om, at man sagtens kan tale til den gode side i folk.

Hans bedste venner er insekterne og dyrene, primært de planteædende dyr og få rovdyr. Han bryder sig derfor ikke om menneskers respektløshed over for dyrene, og Ifølge ham er de ikke kommet meget længere, end da mennesket stadig holdt alfer som slaver. Når det er sagt, har han ikke noget imod mennesket som race, og vil gerne lære dem at kende og prøve at forstå deres hektiske hverdag og deres systemer i samfundet.

Styrker

Sprog - Udover sylvan, kan Juliander også tale godt krystalisiansk. Dette har han naturligvis kunnet siden han var lille, da han er en af de mulige 7 tronarvinger, så selvfølgelig skal han lære at kommunikere med andre end blot alfer.

Stærk mentalitet – Juliander er generelt en glad og lykkelig person. Han har tendens til at kunne skifte humør fra trist til glad ret hurtigt, så selv i ensomhed og ulykke kan han finde et lyspunkt.

Social – Han kommer godt ud af det med de fleste. Alfer såvel som mennesker kan godt lide at han er høflig og snaksaglig. Han har sin egen charme, og så er han både køn og nuttet, og det drager Juliander til fordel. Han fortrækker at være i selskab med nogen, men går ikke hen og bliver ensom så let. Han er vant til at strejfe rundt alene, eller i selskab med stille, generte insekter og smådyr.

Prinsestatus – Det er primært dyr og andre alfer der kender ham ved navn og kendetegn. Nogle skovelvere ved det måske også, men ellers er der stort set ingen mennesker eller andre, der kender til ham. Men når han er i de rigtige kredse, har han en vis grad af magt, rigdom og beskyttelse. Fordi han altid bliver væk, har han som regel en større gruppe alfer, der leder efter ham, men de er altid bagude i deres eftersøgning.

Svagheder

Camouflage - På grund af sin kraftige farve, kan han ikke skjule sig nær så godt som de fleste andre alfer. Han har bedst held ved at gemme sig i bærbuske eller iblandt lyserøde blomster. Desuden lyser han kraftigt op i tide og utide, som styres af hans humør eller energi.

Regn og vand – Regnskyld og vand i det hele taget, er i stand til at skylde hans magiske støv af sig. Når han er våd, føles han så tung at hans vinger ikke kan føre ham nogle steder hen. Og selvom han er temmelig hurtig og adræt på benene, tager det noget tid at komme fra A til B.

Kræsen – Juliander er vant til at spise sin favoritmad, og synes derfor ikke så godt om mad, der ikke er bær. Han kan selvfølgelig ikke spise kød, da alfer lever plantebaseret, men mange rødder, nødder og planter rynker han næse af. Han vil meget hellere have blomsternektar, bihonning eller bær. Hans livret er klart jordbær, men piller altid de små, sorte kerner af.

Dårlige navigationsevner – Han har ingen ide om hvor han befinder sig eller hvor han er på vej hen. Han befinder sig blot hvor hans fødder eller vinger bringer ham, og farer tit vild.

Fysiske størrelse – Hans lille størrelse er rigtig praktisk, når han skal overleve. Han kan gemme sig mange steder både i land og by, og mad behøver han ikke meget af. Men til gengæld er verden også bare så stor, og han skal bevæge sig meget langt for at opleve andet end bare træer eller eng. Derudover er han også et åbenlyst bytte for rovdyr, der er drevet af instinkt, og ligeledes er der store væsner som mennesker, der kan mobbe ham meget let og slå ham ud med meget lidt indsats.

Juliander er den yngste søn i kongefamilien Alfera. En alfefamilie bosat i Alfelunden, der er lokaliseret i hjertet af Amazonitskovene. Som prins har hans dagligdag budt på masser af lektioner og skriftrullelæsning. Dog ikke i samme grad som sine ældre søskende, eftersom Juliander var så ung og havde masser af sprudlende energi i kroppen. Det gjorde det simpelthen for svært for hans barnepassere og professorer at holde styr på ham. Og i takt med at kongen blev syg og konkurrencen imellem ham og hans søskende blev større, fik Juliander mere fritid, til fordel for at hoffet kunne bruge mere tid på at redde ud i trådene og sørge for kongens velbefindende.

Julianders interesse for at blive konge er næsten ikke-eksisterende. Selvfølgelig vil han gerne overtage den fornemme stilling og få ansvaret for folket, men inderst inde finder han faktisk sine ældre brødre værdigere og mere erfarne end ham selv. Men mest af alt er han også blevet påvirket til at tænke i de baner, af at have lyttet til sine søskendes konkurrerende krav på tronen. Juliander var ikke typen til at kræve noget eller fremhæve sine færdigheder, og alligevel hev kongen og dronningen ham mere og mere ind til sig, for at tale med ham om hans ansvar som prins, og om hvordan han skulle begynde at tage sig mere sammen med sine lektioner og være synlig for folket. Der blev aldrig lovet ham noget direkte, men både Juliander og hans andre brødre, begyndte at anse ham for at være kongeparrets favorit. Ifølge de ældste søskende, var det fuldstændig uhørt, at den yngste og mindst hårdtarbejdende prins, skulle gå hen og blive den, der løb afsted med det hele.

Hans ældste storebror Leander, fordelagtigt opkaldt efter alfeguden, og den bror Juliander havde talt mindst med igennem sin opvækst, blev også den, der endelig gjorde alvor ud af hans krav til tronen. På Julianders 15-års fødselsdag, hvor han skulle gå fra barn til voksen, bildte Leander ham ind, at han skulle tidligt op, for at gennemgå en manddomsprøve, før han kunne kalde sig rigtig voksen, og at alle hans andre søskende havde gjort det samme, da de blev hans alder. Juliander, der aldrig havde hørt noget til dette før, men gerne ville imponere sin syge far, tog selvfølgelig med Leander til troldeskoven, hvor hans prøve ventede ham.

Han skulle stjæle lykkestenen fra en stor, voldelig trold, der var kendt i Alfelunden for at være hurtig og fandt nydelse ved at klaske alfer til døde. Juliander burde have set fælden ved denne manddomsprøve, men hans storebror var alt for god til at stikke til ham og geare ham op. Som Juliander sneg sig ind på trolden, blev Leander tilbage i deres skjul i buskene, for at se om trolden gjorde sit. Og det gjorde den. Juliander var selvfølgelig ingen match for trolden, og så snart trolden opdagede, at lykkestenen blev fjernet fra sin hånd, blev Juliander klasket mellem to næver, og faldt kvæstet og bevidstløs til jorden. Et slag, der overbeviste Leander om, at Juliander nu lå død i møjet.

Leander kunne gå hjem med et veltilfredst smil og viderebringe den forfærdelige nyhed, at han havde fulgt efter sin umodne og spontane lillebror for at stoppe ham i at lege helt. En historie om, at Juliander ville fordrive trolden, så han ikke længere kunne smække og pille vingerne af alferne i fremtiden, men at det tragisk nok endte med at koste ham livet. Det var desværre ikke en forklaring, der var svær for folket at tro på, fordi alle i søskendeflokken generelt forsøgte at imponere og konkurrere med hinanden for tiden. Men Julianders nærmeste, samt kongen og dronningen, kunne ikke forstille sig, at Juliander kunne finde på at gå i døden på den måde. Den syge konge, selv i sin sorg og dårligdom formåede den morgen, at stille sig på balkonen og offentliggøre en eftersøgning på hans søns lig. Han ville ikke acceptere sønnens død, før han havde set ham.

Som dagene gik, og troldeskoven blev eftersøgt, kunne de ikke finde noget prinselig. Folk drog til konklusioner om, at han måske var blevet ædt, men i virkeligheden blev Juliander reddet væk fra farezonen af en stor damenæsehornbille, der krydsede troldeskoven. Hun hjalp ham i sikkerhed i en bærbusk, hvor han kunne finde hvile og føde, indtil han kom på vingerne igen. Siden da, forsøgte han i vildfarelse at finde hjem, men fór blot mere og mere vild.

Kong Regiras Alfera.

Dronning Gaiala Lux.

6 ældre søskende. Heriblandt Julianders storebror Abel (Karakter af Fen)