Ildsøjlerne prøvede at slikke stjernerne af himlen. Paniske dyr og fortabte slaver skreg på hjælp i smerte og dødsangst. Langsiden af det store beboelseshus smuldrede under varmen og rev størstedelen af taget med sig. Det blev grådigt slugt af flammehavet, hvis sorte røg blandede sig med støvet fra sandstensmurene. 
Lange kæder af folk prøvede at få vand båret ind på det store område, men varmen veg ikke for få spande vand, og nu var byens ordensmagt begyndt at ty til evakuering af de nærliggende boliger af frygt for, at murene ville kollapse udad.

Ingen vidste, hvor ilden var begyndt, og alle havde opdaget det for sent. Ligeledes vidste ingen, hvor Vargas og resten af slavehandlens egentlige topledelse var forsvundet hen. En del af dem, der ledte redningsaktionen med at få befriet slaver og dyr, håbede selvfølgelig på, at grunden til hans manglende tilstedeværelse var, at han var omkommet i det buldrende kaos. Nu var deres vigtigste opgave at sørge for, alle hans efterladte slaver ikke led samme grusomme endeligt.


Rhayas hår og hud var sortgrå af aske og forbrændt flere steder. Hun hjalp en forhutlet slave ud over stenvæggen, hvor andre Proteausmedlemmer stod klar til at tage imod. Et nyt vådt tørklæde blev rakt hende, og hun bandt det om munden, inden hun strøg tilbage ind i det brændende helvede. Tæt fulgt af sine bandemedlemmer, der havde styrke eller magi nok til at klare turen, løb de mod slaveburene. Hun vidste, hvor de var. Flere af dem bag hende havde svoret aldrig at vende tilbage hertil igen, men ingen havde tøvet, da Chance havde givet dem et hul i muren og budt dem en redningsmission. Allerede var flere slaver reddet og i sikre hænder hos Proteaus end dem, hvis lænker var brudt op og som hovedløst havde løbet mod indgangen, hvor ordensmagten havde taget dem i sin varetægt. Der var ikke noget at bebrejde dem - de kunne kun håbe på at det ville være lettere at samle dem op fra byvagterne end da slavehandlen havde været omkranset af meterhøje, glatslebne vægge.

Da Rhaya havde forestillet sig at jævne Vargas' slavehandel med jorden, var det ikke sådan her, hun havde tænkt sig, det skulle ske, men det var en yderst udmærket måde at gøre det på. Proteaus havde i månedsvis lagt planer for, hvordan en større redningsaktion kunne tage sig ud, men nærmest alle planer var endt i papirkurven, fordi de krævede at klatre over de glatte mure eller forsøge at kæmpe sig vej gennem en væld af vagter. Alle planer... Lige indtil den med ilden. Nok inkluderede den slaver og dyr i farene ved flugtforsøget, men det ville skabe den nødvendige distraktion for at de kunne redde langt flere, end de ellers ville være i stand til.
Som Rhaya sprængte metalstængerne på et af slaveburene med sin magi, kunne hun ikke lade være med at smile bag tørklædet.






Tråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ildebranden, kopierer man sit svar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Hvordan? Hvordan kunne dette ske? Den unge fyrstesøn stirrede på flammerne, der opslugte slavemarkedet. Meget vel var det ikke hans slavemarked, men han var en slavehandler. Slavehandler for Kazimi. Hans slægt. Det havde ikke været meningen, at Jontar skulle være på slavemarkedet den dag. Han havde lidt papirarbejde, der kunne laves i de trygge og behagelige omgivelser af Kazimi paladset. Men da nyheden om brand på slavehandlen. Ja, så havde fyrstesønnen med det samme været nødsaget til at tage ned for at se på skaderne af hans kærlige erhverv.

Flammerne stod i høje, orange søjler. De destruerede alt og alle, det opslugte. Flere af bygningerne var brændt til sorthed. Nogle personer lå eller sad med forskellige grader af forbrændinger, næsten alle med sod i ansigtet. Lige nu var det i sandhed svært at se forskel på slaver og deres handlere og ejere. Men der var blevet lavet lidt system over dette. Dog kunne Jontar tydeligt se, at det næppe var samtlige slaver, der stod sammen. Der var flere tilbage. 
Det var nu, Jontar kunne prise sig heldig i ikke at have alt for mange slaver i omløbet. Det var ekslusivt at være en slave for fyrsteslægten og dem, Jontar solgte videre, havde på dette tidspunkt ikke været mange. Selvfølgelig stod han ikke alene som slavehandler af slægten, men han var en af de øverste. Og på grund af det ikke så lang tid siden midvinterbal, havde de bevidst valgt ikke at have et stort lager af slaver inde. Alligevel var det et syn af sorg at se slavehandlen sådan her. Ikke alle bifaldte til salg af slaver, men dette var langt over grænsen. Hvem gjorde sådan noget? Og med noget så destruerende som ild?

Flere af de velkendte ansigter af de andre sælgere, som Jontar solgte med og købte af, kunne ses kigge på flammerne sammen med ham. Det havde ikke taget lang tid for fyrstesønnen at opsnuse, at dette ikke var en tilfældig brand. Det var også tydeligt. Den slugte alt for meget til at kunne have været et tilfældigt bål eller et væltet lys. Det var påsat. Og påsat af nogen.
Næppe ville Jontar være i fronten til at finde dem, der var synderne bag dette. Men hvis han fik fingrene i den eller dem, så skulle disse erfare vreden af en fyrstesøn. Ingen skulle prøve at stjæle for fyrsteslægten og at brænde og dermed ødelægge slavehandlen, var det et inddirekte angreb mod Jontar. Hvis den unge prins fik fingrene i bagmændene, skulle de mærke begge af mandens evner. Overtalelsen til at få dem til at gøre, hvad han ville og livsdræningen til at gøre dem svage. 
Dette var dog ikke endnu. Lige nu vandrede Jontar rundt med diverse tjenere, medarbejder og få slaver ved sin side som sikkerhed. De skulle se på skaderne af deres del af slavehandlen. Hvor meget de som enkelte skulle opbygge igen, imens Vargas uden tvivl ville opbygge sit slavemarked. Ingen kunne dræbe slavehandlen. Det ville kun komme tilbage større og stærkere. Détte skulle Jontar med glæde hjælpe til. Måske ikke fysisk, men ressourcer kunne Kazimi stille til rådighed. Der var nogle stærke slaver på paladset. Hvis Jontar spurgte sin fader pænt, kunne disse stilles til rådighed for at hjælpe Vargas.

Barakat havde siddet i sit kammer, da de røde luer begyndte at slikke horisonten. Det så voldsomt ud fra hans position i byen. Han stod og kiggede ud, som han kunne høre en del furore i byen. Vinen i glasset blev slynget rundt, i takt med de fjerne dæmpede skrig af skræk og rædsel. Umiddelbart bekymrede det ham ikke. Det så ud til at komme fra et sted omkring slavehandelen. 
"Hmm... hvis det er svigerfars varer, så kommer han til at være ganske sur," tænkte han som han tog en tår. 
Men var det ikke noget med at fyrsten havde uddelegeret opgaven til en af sine sønner? Han kunne ikke huske det. Han kunne heller ikke huske om han havde mødt ham eller noget. Som sådan var han ligeglad. Så længe at svigerfar og Kaatima var lykkelig, så var alt som det skulle være. Så kunne han ikke bekymre sig mere om Kaatimas udvidede familie.

Han stillede glasset på bordet. Han måtte også hellere komme i seng. Han kaldte på sin tjener, der hjalp ham med at klæde sig af. Han skulle nok høre mere om det i morgen, og hvis han ville vide mere kunne han sikkert høre det fra Sephyran.

Dal var færdig med at lege helt, var hvad han havde sagt til sig selv. Han var færdig med at kaste sig hovedkulds ind i farer, med sit eget liv og legeme som indsats, for folk han ikke kendte og desuden ikke skyldte noget!

Det var hvad Dal havde fortalt sig selv siden han havde hjulpet med at redde elvere og halv-elvere under Kiles Orden. Det var hvad han fortalte sig selv da han var stødt på nogle af de elvere igen et år senere i Medanien, hvor de fortalte ham deres søn aldrig var kommet hjem. Og han havde gentaget der i sit sind utallige gange, som han var rejst sydpå. Normalt tog Dal aldrig ind i ørkenen, men det var trænge tider, og han havde hørt der altid var gode krystaller at tjene på underholdning i Rubinien. Ingen anden årsag.

Slavehandlen var det sidste sted Dal ønskede at befinde sig. Dens blotte eksistens gav ham en dårlig smag i munden, men alligevel var han kommet, og havde tvunget sig selv ned langs række efter række med burer, i søgen efter... han var ikke sikker på hvad, for han ville næppe velkendte ansigter her. Forpinte, modløse ansigter, men ingen han genkendte. Alligevel følte han med dem. Så mange liv endt, så mange håb og drømme dræbt, fordi livet havde delt dem en dårlig hånd. Men der var intet Dal kunne gøre for dem, andet end at se dem, huske deres ansigter, og mindes deres skæbne...

Det var da indtil kaosset brød ud.

Det startede som en urolighed, der langsomt rullede igennem vagterne, som viste de instinktivt at noget var på færre. Snart hævede sort røg sig mod himlen, og de første råb om 'brand' ekkoede gennem slavehandlen.
Få minutter senere havde panikken stedet i sin klamme hånd, som ilden åd igennem bygningerne, og vagterne desperat forsøgte at slukke branden, redde folk ud, og samtidig stoppe de undslupne slaver fra at stikke af.
Og det var her Dal fandt sig selv, med sin halsklud bundet for munden, på vej ind i et brændende hus, med et sæt nøgler i hånden. Røgen var tæt, men Dals lave statur kom ham til gavn, som han dukkede sig under den værste røg, og samtidig kunne holde en god fart, som han famlede sig vej igennem bygningen, mod lyden af host, gråd og bønner til guderne.
På sin vej markerede han gulvet med illusioner i klarer farver, et spor der viste den hurtigste vej ud. Dal havde ingen plan for at få slaverne ud. Måske kunne de overmande vagterne. Måske åbnede ilden en vej for dem.

Alt han kunne gøre, var at give dem muligheden.

Sephyran var midt i en af sine utallige måltider, da en panisk banken på døren alarmerede den rubinske fyrste, og han fik i al hast flyttet sig ud på en af Kazimi-paladsets balkoner, der havde udsigt ned over byen. Røgsøjlerne var nemme at få øje på - og fra sin hævede position kunne fyrsten lige netop fornemme ildtungerne, der slikkede op langs bygningsværket samt de fjerne, løbende skikkelser og råbende stemmer.

Adskillige af Kazimi-fyrstens slaver kom fra den handel. Vargas hed manden, der havde haft den - men Sephyrans spioner fortalte, at han for nylig havde forladt området og handlen i stedet var overgået til den næste i rangordenen. Han havde forsøgt at finde ud af, hvor manden var blevet af - men endnu uden held. Magtskiftet lod dog til at have åbnet en mulighed for en ivrig ildspåsætter.

"Herre fyrste .. skal vi gøre noget?" Et par af hans vagter stod trippende, afventende ordre fra fyrsten, men han gjorde en affærdigende bevægelse med hånden, idet han fik placeret sig mageligt på en stol for fortsat at kunne holde øje med sceneriet.
"Lad det brænde." Brummede han. "Og hent mig noget at drikke." 

Med den gamle slavehandel ude af billedet, ville det være lettere for hans egen familie at komme ind på markedet. Og stod det til Sephyran, ville de sætte sig ganske tungt på det. Der skulle naturligvis sørges for, at de nye bygninger ville være en del mere .. ild-modstandsdygtige. 

Flere dages rejsen var snarest ved ende. Men ude i horisonten kunne flammer ses rejse sig op igennem himlen som mørke dæmoner. Saga trak i tøjlerne på hende dyr og sænkede farten til de stod stille. Det var hende anden eller tredje besøg i Balzera i Rubinen. Det virkede som et dårlig sats af drage mod stedet nu, hun ville næppe involveres i hvad end der foregik der. Stedet var kendt for sin slavehandel og hun vidste at der fandtes grupper, bander og meget mere - og de kom vidst lidt over det hele i landets mange grænser. Men hun ville ikke vide hvad der brændte og sortnet himlen. 

Kazimi slægten holdt til i Rubinen og de ville sikkert være på stedet og planlægge deres næste modbydelige træk. Hårene rejste sig i nakken på hende af irritation af hvad den slægt stod for. Men hun valgte at vende kurs til den næst nærmeste by - og rejsen dertil måtte være som den nu engang var. Saga ville ikke risikere at hendes hårde arbejde skulle være forgæves. 

Det var en dag som alle andre, vejret var roligt, ikke en sky på himlen og for disse vinterdage var der overraskende varmt. Dagen var ikke planlagt, Cecil lavede hvad end han nu lavede, nok kæmpede med tømmermænd efter en aften der træk sig ud i mange timer, Adrian havde nok at se til nu hvor en af hans sønner nægtede sig at blive voksen eller påtage sig den mindste grad ansvar. Cahaye åndede lettet ud og stirret på flammerne der dansede i bålet foran ham, de gyldne øjne lås i deres dans som han lyttede til dens sang. Et mindre bål som han havde skabt blot få minutter før, før han hørte nogle komme nærmere. Forsigtige fodtrin som kom frem i lysningen, en halv øgle kvinde som han mødte første gang i syden midt i en handle for at hun fik en ny ejer, sammen med seks andre halvdyr.
"Cahaye?" spurgte hun forsigtigt som de andre kom frem bag halv øglen, en halv fugl, tre halv kat, halv ræv, og halv flagermusen.
"Ja Mira?" lyd det som flammerne knækkede i bålet foran ham.
"Tak." han blinkede nogle gange som ordet tak forlod hende læber, og kiggede underne over folkende som havde opsøgt ham.
"Det var så lidt?" spurgte han forvirret og blikket afsløret han intet vidste.
"Slavehandlen? Det var dig ikke?" spurgte halv fuglen hvilket kun gjorde Cahayes blik mere forvirret.
"Den har brændt ned." tilførte halv øglen, Mira.
"Den har hvad?" blev hurtigt spurgt efterfølgende som smilet voksede på ild elementes læber, blikket fuldt af liv.
"Brændt ned? Troede..det var di.." halv fuglens ord blev afbrudt af en varm latter som forlod ild elementet. Det var så simpelt, brænd det hele og se hvordan de ville løse problemet! Den eneste grund til han aldrig havde forsøgt det var fordi han var bange for at skade slaverne derinde, men nu var det hele brændt ned! "Sagde jo, det rygte med tyvegruppen var sandt! Det var dem der brændte det!" blev hviske mellem halv kattene.
"AHAHA! Så kan de solkysset svin zalens lære det!" latterne forsatte som han rejste sig og gik frem til kvinden og lagde hånden på hendes skuldre.
"Bliver jeg nød til at se!" lyd det spændt, og overdrevet glad, og med det forsvandt han i intet andet end en sky af røg. Røg som øjeblikket efter rejste sig fra en skygge i Balzera, en gamle kros skygge hvor han for mange år siden havde lagt en lille gave i tilfælde af vreden kom tilbage. Selvfølgelig en kro ikke langt slavehandlen. Resten af den eftermiddag, blev brugt hoværende, grinnende på et hustag, med det VIDUNDERLIGE syn af hvad der engang var slavehandlen hovedgade. Der var nærmest intet tilbage! Det lignede de ikke engang havde forsøgt at redde det, måske kunne disse solkysset røvhuller alligevel lære at slaverne skulle være frie? Måske var dette bare det første skridt. Som synet var taget til sig, latterne lagt sig og nogle vagter der syntes alle ild elementer var mistænksomme, havde jagtet ham ud af byen tog han hjem, tilbage til skoven. I guderne hvor var han sulten.