Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster


Midvinterbal


Midvinterballet overgik de foregående år i rigdom, oppyntning og mad. Det var tydeligt, at Lyset i ledtog med Kiles Orden forsøge at sende et budskab om, at tiden med krig, nød og fattigdom var ovre. Ved indgangen til paladset mødtes gæsterne af paladsets vagter samt en Kilepræst, der bad en bøn for gæsten. Indenfor var der lunt og tonerne fra skjaldesang bød velkommen til balsalen, hvor et rigt måltid var præsenteret. Balkoner, søjler og trapper var udsmykket med stedsegrønt, som det var tradition, for at mindes foråret i årets mørkeste tid.

Snakken blandt gæsterne var ivrig, især når kilepræsterne var uden for hørevidde. Rygterne var begyndt at gå i Dianthos, om, hvad der foregik uden for bygrænserne:

"Har I hørt, at Lazura med magt har fjernet Kilepræster fra byen?"
"Min fætter bor deroppe, han er halvelver. Jeg er glad for at Ordenen har stukket halene mellem benene, så han kan.."
"Shh, vil du anklages for forrædderi!? Ordenen får forhåbentlig snart situationen under kontrol.."

"Tror du, at vi risikerer et angreb fra rebellerne i aften?"
"Jeg troede, at Ordenen havde fået sat en stopper for dem?"
"Næppe.. jeg har hørt rygter om, at der er dannet en ny gruppe.."
"Jeg er mere bange for elverfolket.. Ordenen skulle aldrig have lagt sig ud med dem.."

"Jeg har hørt, at efter Ypperstepræstindens begravelse i norden, så man et lys over hendes grav."
"Ved Isari.. jeg håber, at hendes sjæl har fået fred.."

Snakken forstummede, da alle vendte sig mod balkonen overskuende festsalen, hvor Lysets Dronning netop var trådt frem med Ypperstepræsten for Kiles Tempel, Leoric, ved sin side: "Kære gæster.." Indledte hun. "I har uden tvivl været bekymrede over min sygdom det foregående år, men frygt ej, jeg er i bedring, og min talsmand har i mellem tiden sørget for, at Lysets interesser blev varetaget.." Hun sendte et strålende smil mod balgæsterne. Hendes kjole var hvid og det sirligt opsatte hår indrammede hendes evigt unge ansigt. "I har sikkert hørt de bekymrende rygter nordfra, om Lazuras modsættelse af vores styre, samt om skovens folk, der stadig truer os." Hendes ansigsudtryk var blevet mere alvorligt, og hun udvekslede et kort blik med ypperstepræsten, før hun talte videre: "Vores hærstyrker vil med forårets komme bringe Azurien tilbage under Kiles Fred. Herefter vil vi tage os af truslen fra elverfolket. Lysets Hær vil få brug for alle de krigere, vi kan mønstre, men med Kiles magt bag os, vil vi sejre."

"Denne aften er dog en aften til fred og fest. Lad Leoric bede for jer, og nyd måltiddet og musikken. I nat er I alle vores gæster." Dronningen forlod balkonen og Ypperstepræsten tog over, indledende en bøn til Kile. En lammet stilhed havde bredt sig blandt balgæsterne. Aldrig før havde dronningen talt åbent om aggression mod andre folkefærd og landområder: Lysets Hær havde primært været til for at beskytte Dianthos og resten af landet.. Efter Leorics bøn var afsluttet, begyndte snakken og spekulationerne igen at brede sig i festsalen, mere højlydt end før. 

----


Praktisk info: Efterlyste karakterer, racer og elverfolk har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
I år er baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post med sin karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.
Vigdis
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 63 år

Skaber: Helli

Midvinterballet. Det perfekte sted for de prostituerede at finde sig noget selskab for aftenen, og Vigdis havde i den grad også tænkt sig at det skulle være sådan denne aften. Det var ikke unormalt at det lokale bordel kom forbi med et par piger (og drenge), for at tilbyde deres skulder til de ulykkelige, som ikke havde fået heldet med sig.
Selvom Kile havde prøvet at få bordellet ned med nakken, indirekte godt nok, så ville Vigdis ikke snydes for en af de bedste indtjeningskilder på året, så selvfølgelig var hun også trappet op i år.

Hun havde taget en af sine få meget pæne kjoler frem. Den var i smukke turkisefarver, og med en udskæring der gik lige lovligt ned, når man tænkte på alderen på Vigdis, og selskabet hun var med. Hun havde dog aldrig været en der var bange for at vise sin egen krop, og selvom den havde set bedre dage. Det var meget simple smykker hun bar, og håret havde hun ladet næsten det hele hænge løst.

Hun klappede en af pigerne på ryggen. "Jeg håber I hygger jer," sagde hun blidt med et venligt smil til dem. Nogen af dem ville udentvivl tage aftenen let, men der var også nogen af de andre der ville få så mange igennem som de kunne. Hvad end de følte var bedst, var hvad Vigdis ønskede af dem. Ingen at hun selv forsvandt længere end i menneskemængden, for at tale med et par bekendte, og udse sig om der var nogen hun skulle sende pigernes (eller bordellets) vej.

//Hvis nogen vil tråde med Vigdis, så skriv en PB til mig
Avatar fundet her
Giles
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Halvdæmon
Alder: 317 år

Skaber: Zofrost

Giles havde egentligt besluttet sig for ikke at deltage i midvinterballet i år. Han havde valgt det fra året før, netop på grund af Kiles Orden, og det han havde hørt om både midvinter- og midsommerballet, havde bare bekræftet ham i, at han ikke ønskede at se sådan en farce. I år var der dog to grunde til, at han tog af sted. Kiles Orden havde haft næserne lidt langt fremme i forhold til hans firma, så det var måske en god idé at vise lidt velvillighed. Og han havde en ung mand, der aldrig havde være på paladset før, hvilket Giles gerne ville vise ham. Han var dog ikke helt sikker på, hvordan han ville tage al det ødsel rigdom, der blev brugt på et bal, men der var jo ikke andre måder at finde ud af det på, end ved at tage ham med.

Så først og fremmest havde han taget den unge dreng med til skrædderen. Man kunne ikke tage til bal på paladset uden at være klædt på til det. Ved skrædderen havde han også bedt den ældre mand om at sy noget hverdagstøj til Juno, Giles kunne hente på et andet tidspunkt, alt sammen i stilhed, så Juno ikke fik det at vide. Giles var ikke i tvivl om, at drengen ville tage det som en fornærmelse med så store gaver, så han ville i stedet forære ham det lidt efter lidt.
Derefter var det på tide at kigge på drengens etikette. Den var ikke så mangelfuld, som Giles kunne have frygtet, men den trængte til en opfriskning. Også selvom de stødte hovederne lidt sammen på grund af en hvis mængde stædighed, men Giles var heldigvis meget tålmodig, følte han sig snart tilpas ved at tage ham med som sin protegé. 

På aftenen havde Giles hjulpet Juno med tøjet og lidt med håret, og da han var færdig, havde han set ganske imponeret på ham. Han kunne blive ganske pæn. Husholdersken havde som altid opført sig som en stolt mor og havde ikke lavet andet end at rose Juno for sit pæne udseende, mens hun rettede på Giles tøj, der bestod af et par blankpudsede lette støvler, et par let posede bukser i en mørkeblå, næsten sort, farve, en hvid skjorte med posede ærmer og en tætsiddende vest i mørkegrøn med et gyldent mønster broderet. Om halsen havde han et mindre tørklæde i samme røde farve som logoet til hans firma. Derudover sat der en guldbroche med netop firmaets logo på hans vest. I den ene hånd havde han den flotteste stok han ejede, i et sort, blankpoleret træ og en sølvknop i et sirligt mønster. Ikke at han brugte den, det var ren vane at have den med.

Han havde fået Killian til at strigle to af de kønneste heste (Killian havde protesteret lidt ved at skulle skelne på hestenes udseende) til de blev blanke, og derefter var hans personlige vogn blevet fundet frem og gjort klar. Nok var der ikke langt til paladset, men de skulle ankomme i stil. 

Paladset var lige så smukt som altid, selvom Giles havde en fornemmelse af, at der lå en form for tung stemning over det. Han førte Juno ind af indgangen og lod sig undersøge af vagterne med et blik på drengen, bare for at sikre sig, at han opførte sig, som han skulle. De var ved at forsøge at tage hans stok fra ham, men med sin rolige stemme og diplomatiske evner, fik han lov til at beholde den.
Inde i salen begyndte han at fortælle lidt om selve paladset, salen, ballet og de tilstedeværende til Juno med dæmpet stemme. De fleste anså nok Giles som lidt tør, men han var ikke dårlig til at fortælle og som Juno nok snart burde have opdaget, havde han faktisk en rimeligt god humor.

Dog blev han tavs, da dronningen og ypperstepræsten snakkede. En næsten usynlig rynke var dukket op i hans pande og der var et spekulativt udtryk i hans øjne. Lige indtil at en han kendte, dukkede op og begyndte at snakke til ham. Giles smilede straks og lo af noget manden sagde, inden han introducerede Juno som sin assistent. Og som altid, når Giles var til bal, faldt han i snak med folk, han havde handlet med i fortiden eller havde forretninger med nu. På et eller andet tidspunkt fik han lige tid til at sige til Juno, at han godt måtte gå på opdagelse, men at Giles ville være glad, hvis han ikke gik for langt væk. Han gav hans skulder et klem og smilede så til den næste, der så ud til at ville have hans opmærksomhed.

// Skriv en PB, hvis du vil lege med Giles
Juno
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 18 år

Skaber: v0idwitch

Juno gjorde meget ud af at virke forbeholden, da Giles inviterede ham med op på paladset til bal. Han havde aldrig været der før og desuden anså han alle rige i byen for at være nogle værre svin. Folk, der kunne se, hvor lidt andre havde, men stadig holdt deres krystaller for sig selv, måtte jo være nødt til at være bare lidt ondskabsfulde. Han regnede også med at se en overflod af mad og rigdom, der kun ville pisse ham endnu mere af i forhold til overklassen. 

Alligevel var han nysgerrig og han kunne ikke sige nej til invitationen. Især ikke fordi det var Giles, der inviterede ham; og betale for en skrædder og lærte ham manerer. Juno følte selv at han kunne huske alt muligt fra sin barndom, hvilket viste sig at være forkert, da Giles hjalp ham med at genopfriske det og han alligevel havde glemt en del. 

Han brokkede sig næsten heller ikke, da Giles hev ham med til skrædderen. Han vidste trods alt godt, at han ikke kunne dukke op til bal i sit eget tøj, så det var først, da skrædderen begyndte at måle ham, at han nidstirrede Giles og flere gange spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt - kunne skrædderen ikke bare bedømme sådan cirka hvor lang han var på den ene og anden led ved at se på ham? Han påstod også hårdnakket at han alligevel var i voksealderen, så han ville sikkert gro ud af alt tøjet på ingen tid, og da Giles gav udtryk for at tvivle, fik han også lavmælt fortalt ham, at han var blevet 18, og at han derfor måske var nødt til at give ham ret. Selvom det frustrerede ham at vide, at han aldrig ville blive højere. Den ældste af pigerne i banden var jo ved at vokse ham over hovedet. 

Da han så sig selv i tøjet, var han dog ikke den mindste smule i tvivl om, at det havde været en god ide med en skrædder. Det passede ham perfekt. Når han så i spejlet, så han ikke sig selv; han så en fremmed dreng, én med rigeligt af krystaller, dyr smag, brede skuldre og et rent ansigt. Han havde intet af sin evne brugt på sig selv, men Serena havde hjulpet ham med at skrubbe sig fuldstændig ren og selv hans rene negle og hænder virkede fremmede. En glød stod nærmest ud fra hans rene hud og hans kinder var stadig lyserøde fra det varme bad. Man bemærkede knap nok den blå farve under hans øjne eller det sugemærke Hector havde givet ham lige under kæben. 

Det eneste der ikke så næsten prinse-ligt ud i Junos øjne var hans hår, og han var i gang med at stryge et par fingre igennem da Giles kom ind og gav en hånd med, indtil det så præcis lige så royalt ud som resten af ham gjorde. Juno så sig selv i spejlet og blev næsten forskrækket over, at man slet ikke kunne se hvor han kom fra.

"Tror du min far ville have været stolt af mig?" spurgte han Serena, da Giles ikke hørte det, og blev svaret at selvfølgelig ville han det, det ville enhver idiot, og Juno vidste ikke, hvordan han skulle forklare hende, at hans far ikke var død, men bare var en idiot. I stedet takkede han hende og vente og drejede sig foran spejlet, så han også kunne se sig selv bagfra. Havde han set sig selv i byen, ville han have givet fyren tæv og så stjålet hans krystaller, men som det var nu, smilede han blot til sig selv og sprang energisk efter Giles ned ad trapperne, da han påpegede at vognen var klar.

Giles var i vognen inden Juno kom flyvende ned ad trapperne og pludseligt blev stoppet, da han fik øje på Hector på den anden side af vejen.

"Hector!" hilste han og var i løbet af få, lange skridt ved sin kæreste, som han trak ind i et kys, inden han kunne få lov til at sige noget som helst. Og derefter endnu et kys, da Hector afslørede hvorfor han var kommet; han havde taget en knaphulsblomst med til ham. Juno kyssede og kyssede Hector, indtil Giles kaldte efter ham. "Du er den bedste," hviskede Juno smilende til ham og så kærligt på Hector, imens han lod ham om at sætte blomsten på plads, og derefter kyssede ham igen. "Lad mig takke dig i nat," bad han, inden han småløb over til vognen, hvor Giles ventede på ham. 

Det første Juno fik øje på inden i vognen var det røde tørklæde om Giles' hals, og han smækkede straks hovedet op imod vognens tag, da han instinktivt forsøgte at komme væk. Et instinkt der heldigvis forsvandt i samme øjeblik. Derfra satte han sig ned og opførte sig pænt. 

I hvert fald indtil de nåede indgange, hvor vagter skulle undersøge dem. "Giles..." Det var al den advarsel Juno gav Giles om, hvor utilpas han var, og Giles tog til gengæld ikke sit blik fra ham. Det var nok for Juno. Han vidste, at Giles ikke ville lade vagterne gøre ham noget, så han var sikker så længe Giles blev med ham, indtil det var overstået. Alligevel kunne det ikke overstås hurtigt nok, og han startede ballet ud med at have det fysisk dårligt. Fremmede mænds hænder på sin krop var den værste måde at starte enhver begivenhed ud med, og Juno, der ellers havde glædet sig, holdt sig helt tæt til Giles det første stykke tid. Giles, der var sød til at underholde ham, indtil Juno nærmest havde glemt hvorfor han havde haft det dårligt. 


Juno hørte ikke noget som helst af hvad dronningen og ypperstepræsten sagde. Det var politisk og kedeligt og kunne ikke rage ham mindre, og i stedet stod han og betragtede de andre gæster med en nyopdaget interesse. Selv da holdt han sig ved Giles' side og blev der, selv da talerne var færdige og Giles blot snakkede med klienter og introducerede ham, hvad der føltes som hundredevis af gange, og selv da Giles fortalte ham, at han gerne måtte gå på opdagelse, trak Juno blot øjenbrynene sammen, som fornærmede ideen ham, og blev. 

Det var først da han fik øje på et fad med kanapeer, at han blev distraheret nok til at følge efter det, og han fik også overtalt tjeneren med det til at stå stille, så han kunne blive ved med at spise fra det.

"Min kæreste ville have elsket dem her," fortalte han tjeneren, som han havde noget lettere ved at snakke med end nogen som helst af de fornemme gæster, men han opdagede også at tjeneren så utilpas ud med at skulle smalltalke, så han tog en håndfuld af de små snackmadder og lod ham gå med et suk. 


//skriv en PB hvis du vil have en tråd med Juno til ballet