Det var ikke alle der havde den luksus til at have tid til at overvære Dronningens Midtvintertale. Det var intet han havde hørt før heller. Han havde blot været en bondeknægt fra de nordlige provinser, så hvem ville invitere ham til Midtvinterballet på Krystalpaladset. Krystalpaladset var i sig selv overdådigt ud over det sædvanlige. Hele sit liv havde han levet blandt det jævne folk hvor han selv kom fra. Det var hans rødder, og der ville han altid føle sig hjemme. Selvom at hans ulykke havde distanceret ham meget fra folk i det hele taget, så havde han på sine gode dage dog altid foretrukket kontakten til bønderne, karavaneførerne, og vaskekonerne. Det var dem der faktisk sørgede for at landet levede. Det var folket som sørgede for at der var mad til hele landet. Derfor havde han først påtaget sig masken. For at hjælpe dem der sørgede for at alle kunne overleve. De tørstige marker havde han vandet. Han havde pløjet den jord, hvor familier havde mistet deres mænd. Han havde tilset det syge kvæg med sin urtekundskab. Folket havde brug for hjælp, og Kile havde altid lyttet til ham i nød, og han gav gerne af hendes nåde til de udsatte.

I dag havde han dog ikke fået plads som en gæst, men blot som en vagt. Ordenen havde fået nys om hans færdigheder med en klinge. Så han var sat til at patruljere områderne for Ordenen, da de ikke stolede nok på Lysets krigere. I sit stille sind kunne han dog mærke den tvivl der var begyndt at nage ham de sidste mange måneder vendte tilbage. Det mål han havde støttet op om virkede ikke til at være blevet delt med mange længere. Ordenen var ikke længere interesseret i at hjælpe alle. Elvere var udskud af en eller anden grund, og ligeledes deres halvblod. Det nagede ham. Masken og de tunge sorte klæder skjulte ham fra omverden, og han kunne leve i fred. Ingen så ham som det monster han følte at han var.

Hans rute tog ham ud på balkonen, hvor der stod en kvinde. Eller var det en pige? Et væsen af det kvindelige køn. Noget ved hendes duft forvirrede ham dog. Duften var menneskelig, men samtidig bar den på en snært af en havbrise. Den var fugtig, hvilket var den bedste måde han ville beskrive den på. Det var et sted rart at der kun var en duft, og ikke hundrede af forskellige dufte der var ved at kvæle hans sanser. Den friske kølige luft var behagelig, og han stillede sig ud på balkonen. Stadigvæk i en behørig afstand til gæsten, som han kiggede ud i den frostklare nat. 
"Nyder De ballet?", spurgte han høfligt gæsten. Han havde set hvordan nogle ikke bryder sig om den hvide maske som ordenen bag, og han forstod det kun godt. Deres ansigter var udtryksløse, og tit læste man hos folk deres hensigter i ansigtet. Alt var skjult, men som han havde fået det fortalt, var det for at man ikke blev for stolt. Det var for at forblive ydmyg, og ikke lade taknemmeligheden fra dem man hjalp stige en til hovedet. 

Han fik først rigtig kigget på hende nu. Håret skinnede? Det var ikke kraftigt, men tydeligt nok her ude i det kolde mørke, hvor salens blændende lysskær ikke forvirrer ens sanser. Hvad var det for noget? Hun så ikke ud til at være engel, så han kunne ikke umiddelbart lægge denne kvalitet til hendes herkomst. Brugte hun magi? Så åbenlyst? Der måtte være noget bag det. Måske kunne han finde ud af noget uden at komme til at fornærme gæsten. Men hun var så ung? Der måtte stikke noget bag det, og han blev nød til at finde ud af det, men lige nu ville han opføre sig høfligt, og se om han kunne få lokket noget information ud af hende, uden at hun lagde mærke til det.

Han løftede sin behandskede hånd afværgende op da hun tilføjede en titel. Ikke noget han var vant til, og det var heller ikke noget han havde behov for. Han var bare ham. Han var ikke nogen særlig. "De behøves ikke at tiltale mig ved titel. Jeg er blot en simpel tjener," sagde han med en opmuntrende stemme. Han var i tvivl om hvor meget af hans intention gik igennem til gæsten. Det var svært når man ikke kunne aflæse folks ansigtsudtryk, men så skulle han heller ikke bekymre sig om at han smilede for bredt og hans spidse hjørnetænder skræmte livet af dem i nærheden. 

"Jeg beklager at aftenen ikke har levet op til Deres forventninger, frøken," sagde han så beklagende som han kunne lyde. Men han kunne godt forstå det. Hvad han havde hørt blive hvisket i krogene, indtil folk stoppede når han nærmede sig, så var der mange der følte at der ikke var den bedste stemning til ballet. Han havde ikke tænkt sig at stikke nogen der følte at en ikke helt så diskret krigserklæring lagde en dæmper på stemningen til ballet. Leoric måtte have vidst at det ville ske, og han måtte have haft en grund til at proklamere det på det tidspunkt. Det kunne godt være at det var Lysets Dronning der havde sagt ordene, men enhver vidste at Leoric havde en stor finger i spillet i hendes tale til Midtvinter Ballet. "Jeg vil foreslå at De lader bekymringerne ligge for en aften. Det er sjældent at det er muligt at blot at være tilstede. I aften kan De leve fuldt ud. Hvem ved hvornår det ender?" Under masken smilede han venligt, men igen var det umuligt at vide hvor meget pigen opfangede af hans venlige ord. Han ville ønske at alle kunne leve i nuet og nyde hvad denne dag bringer, og hvornår kunne man nyde det bedst som til et storslået bal. Ikke at han havde meget tid til det.