Ishtar HeliaIshtar Helia
Leander Præstinde

Retmæssig God
Race: Dæmon
Alder: 2684

Status: Aktiv
Godkendt: 21.05.2018
Antal posts: 192
Skaber: Erforias

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Ilumina Ishtar Animuli
Kaldet: Ishtar Helia, Ishtar, Helia
Køn: Tvekøn
Alder: 2684
Fødselsdag: 06/06
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Primært Leander, men tror på alle guderne
Erhverv: Leander Præstinde
Nuværende levested: Dianthos
Race: Dæmon

Udseende

Højde: 171 cm
Vægt: 69 kg
Dæmon Form:


I hendes dæmonform er Ishtar Helias hud let solbrun, med gule øjne, med blondt, kurvede horn og let spidse øre. I ansigtet er røde tatoveringer, der ligner halvmåner.
Hendes krop har tydelige kvindelige former, og hun foretrække er gå i åbent løst tøj, med blomster i håret.

Menneske Form:


I hendes menneskeform er hendes hud blegere, med fregner omkring næsen, håret mørkt og tykt flettet i en lang fletning, oftest med en blomster krans. Hendes øjne er lysebrune.
Modsat dæmonformen er hendes former langt mindre tydelige, og ser en smule spinkel ud.

Oftest ses Ishtar Helia i sin menneske skikkelse, klædt i farverige klæder.

Magi

Magisk evne (1): Begærets form: Ishtar Helias formskiftnings evne virker på tre forskellige måder.
Første måde gør hende i stand til at ændre sin form som hun vil, hvilket oftest er hvor hun skifter mellem din dæmon skikkelse og den menneske form hun har taget. Dette gør hende ikke i stand til at gøre sig stærkere som sådan. Jo større ændringer jo længere tid tager det at lave dem.

Anden måde gør hende i stand til at ændre hendes form efter hvad folk finder tiltrækkende, det er ikke tankelæsning som sådan. Hun finder først ud af hvad formen er idet hun begynder at skifte til den. Dette kan også gøres så hun tager form efter hvad personen mindst ønsker.
Hvis hun bruger evnen blandt en flok individer, ender formen således at den påvirker flest mulige.

Tredje måde påvirker andre, idet hun han ændre folk til at blive enten mere eller mindre som deres idealle selvbillede. I praksis kan det fx gøre en kvinde der drømmer om at blive mor mere frugtbar, en kriger stærkere. Eller en der finder sig selv hæslig smukkere, eller den stolte kriger mere svag.
Hun kan kun gøre dette ved at folk indvilliger i hendes hjælp, samt de indtager noget af hendes blod. Det er oftest blandet i en stærk te, for at maskere smagen.

Hendes beherskelse af denne evne gør at hun har markant lettere ved at skabe sig en ny krop hvis hun skulle tvinges over i hendes åndeform.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Muse: En evne der udspringer af Mani slægten. Med opløftende ord, eller en let berøring, bliver målet fyldt med inspiration, og vil fordybe sig i hvad de går op i. Om det er kreativt som maling, eller at lave de perfekte sværdteknikker.
At være inspireret føles fantastisk, og er meget afhængigheds skabende. Og folk risikere at fordybe sig så meget at de glemmer at spise og drikke. Hun har svært ved at sikre sig mod at folk bliver afhængige af evnen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Personlighed

Ishtar Helia er yderst hjælpsom, og gør hvad hun kan for at guide folk til at få det bedre med sig selv.
Generelt er hun en rolig, åben sjæl. Der vil andre det bedste. Hun er smilende og åben, men stoler ikke med det samme på folk. Det er hun blevet såret for mange gange til. Men på trods af det føles hun som en man kan stole på.


Styrker:
Hjælpsom.
Meget urtekyndig.
Har meget viden omkring verden, på grund af hendes lange omrejsende liv.
Kan tale mange sprog.

Svagheder:
Bundet af Eden hun svor de mange år siden.
Frygten for hvor meget hun har ændret sig.
Hendes Muse evne.

Baggrundshistorie

Den korte gennemgang:
Som barn af Manis hersker og en datter af Lyst, kastes Ishtar Helia ud i slægts kampen mellem Mani, Had, Fordræv og Håbløshed. Under Demonkrigene, finders der en ny brug af Ishtars Helias evner, samt her var det første møde med Lunan, et barn af Had og Frådseri. De forelsker sig begge, men fanges i Kzar Mora.

Herefter fremmanes hun af en de første mørkelvere ved navn Elemmaitë Måneskygge. Hans simple forståelse af virkeligheden, tvinger for første gang Ishtar Helia til at være i et køn, en kvindes.
For at rense familiens ærer myrdes Elemmaitë af hans søster Aliaruia, som derefter edsbinder Ishtar Helia til godhed, indtil hun bliver bundet på ny.
Aliaruia bliver myrdet af en monsterjæger, der var blevet hyret af størstedelen af de folk Ishtar Helia havde hjulpet gennem tiden, da de ville fri hende fra den heks der havde forbandet hende.

Stadig edsbundet rejser hun rundt som viskvinde og helbreder, indtil hun støder på Lunan igen, næsten et årtusind efter de skiltes. Gensynsglæden er dog kort, da Lunan sætter sig for at omgøre hendes forbandelse.

De mange års rejse, med at gøre godt havde dog sat sit præg. Da hun havde fundet troen på Leander og er blevet en del i præsteskabet.

Drager til Dianthos for at arbejde i templet der.


Den fulde gennemgang:
Selv før undfangelsen var Ishtar Helia en brik i et spil om magt. Formet af en forenelse af en datter af lyst og Manis hersker Torgarr.
Torgarr havde kæmpet i umådelige tider mod herskerne af Had, Fordærv og Håbløshed. Deres slægter var ej så store som dødsyndernes, men mindst lige så gamle, måske endda ældre.
Ishtar Helia blev oplært i at gøre som en arving til mani, at lade sig opsluge i det man gjorde, og lade resten af verden være ligegyldig.
Torgarr’s planer sendte Ishtar Helia ud som gesandt til tre andre slægter, for Ishtar Helias evner til at tage form efter hvad folk ønskede hun lignede, var yderst brugbare. Mangt og meget glæde kom som de andre slægter faldt for facaderne deres sind selv frem bragte.

Som Dæmonkrigene brød ud fik Ishtar Helia en ny opgave, at forme Manis krigere til det bedste de kunne være, endnu engang blev Torgarrs vilje gjort til handling. Men ak selvom Mani havde soldater der var noget nær de ideelle, var det ikke nok, dæmonerne blev mere og mere presset, så soldater fra flere slægter blev formet til mere ideelle våben. Her var det første møde med Lunan, et barn af Had og Fråseri. Det mærkværdigt nok ikke havde noget ønske til Ishtar Helias form, andet end den Lunan havde set. Men ak, det var ikke til at stoppe dæmonerne for at blive låst inde i deres eget rige.

Som slægterne kæmpede indbyrdes for de rester af magt der var tilbage, fandt Lunan og Ishtar Helia hinanden. De fuldente hinanden, had der elskede, Mani der fandt ro, og sult der blev stillet. Det var en lykkelig tid, hvor at de havde nok i hinanden, næsten glemt af deres slægter.


Men i år 163 havde skæbnen andre planer. Da Elemmaitë Måneskygge, den tredje mørkelver, bruger Ishtar Helias sande navn til at fremmane hende. Skrigende blev hendes sjæl hevet ud af kroppen og gennem værnet på porten, indtil at åndeformen nåede frem bundet i en cirkel af magi.
Hånligt lo Elemmaitë af dæmonen, som han forklarede at hun var han tjener nu. Frusteret begyndte Ishtar Helia at forme sig en ny krop, bundet til at kun være et køn, en kvinde.
Hun hadet det! Hendes nye form var mere fast end hendes gamle, men i det mindste kunne hun stadig ændre på den. At være nogens tjener var på ingen måde noget hun nød, og slet ikke en dødeligs!
Hun tjente ham for at bringe ham glæde, og for at bringe hans fjender sorg.

Dog havde Elemmaitë mange fjender, men ingen der ville ham så meget ondt som hans egen familie han havde vendt ryggen. Hun havde troet at det var en lykkens dag da Elemmaitës søster Aliaruia, myrdede ham ved at lade en kniv gennembore hans hjerte, men hun råbte noget om at rense familiens ære.
Ishtar Helia frydede sig ved at være fri igen indtil at Aliaruia bandt hende med hende navn, og tvang hende til at sværge denne ed.

Ved sol, ved måne og den jeg er.
Jeg sværger at gøre det gode for andre.
At gøre verden til et bedre sted.
At bringe lindring og glæde.
Jeg sværger at skjule mit navn.
At holde denne ed til at jeg ved mit navn atter er bundet.
Ved Himmel og nat, jeg sværger.


Forbandet gik hun ud for at gøre som hun var blevet edsbundet til. Men erfarede hurtigt at folkene i byerne ikke var syndelig gæstfrie over for dæmoner. Så endnu engang tog hun en nu form der var som et menneskes.
Stille og roligt formede hun sin hævn, og fortalte historien om hvordan hun var blevet kidnappet af en mørkelver, og hvordan hans søster havde forbandet hende til at rejse rundt mod hendes vilje. Alt imens at hun hjalp familier med at blive frugtbare, lægede sår, og bragte lindring fra sygdom.

Landsbyerne hun havde hjulpet samlede krystaller ind, intil de sidst fik råd til at hyrer en monster jæger ved navn Edwald Fabel, der indvilligede i at jage heksen ned. Det tog ham noget tid, men til sidst bragte han bevis til landsbybeboerne om hendes død.
Endelig var hun fri! Der var ingen sorg at føle, for hun havde tvunget et andet væsen til ikke at have fri vilje, og hvis det ikke var en ond handling hvad var så?
Men eden bandt hende stadig, så hendes vandring fortsatte.

Mange år gik, hvor hun rejste fra sted til sted og hjalp dem der havde brug for hendes kunnen indenfor urte, lægekunstskab og hendes evner. Stille og roligt mærkede hun at hun fandt glæde ved at hjælpe folk, en tanke der havde været ganske afskyelig! Men hun var fortsat, sikker på at hun nok skulle se Lunan igen.
Omkring et årtusinde efter den skæbne svanger dag, så hun sit livs måne igen! Lunan havde endelig fundet hende! Hun havde savnet ham åh så meget, men det tog ikke længe for hendes ændrede livssyn blev afsløret. De delte en tid sammen, alt for kort, men Lunan ville ud og omgøre eden hun havde svoret.

Endnu flere år gik og verden ændrede sig omkring hende, undervejs gik hun i lærer som præstinde af Leander, for deres gerning gav mening i hendes sind. Lunan så hun som han gjorde holdt i hans søgen efter at gøre hende fri. Det var en fryd at vide at han var derude, vågende over hende. Selvom de havde brugt så meget tid fra hinanden,

Dæmonplagerne var en besynderlig tid, det var sært at mærke hendes slægts kald, men hun viste at de ikke ville acceptere hverken hende, eller hendes hjælp. Hun havde ændret sig formeget.
For de landsbyer hun var i som dæmonpesten hærgede overlevede overraskende mange, styrket af den te hun havde brygget dem. Tilsat den eneste kur, en demons blod.

Efter at Kiles Orden viser deres noget aggressive tilgang til modstand mod dem, drager hun mod mod Dianthos. Både for at hjælpe folk som præstinde af Leander, men også for at se om der står noget bag ordenen.


Familie: Ishtar Helia er af Manis Slægt.
Torgarr, Manis Hersker. Levende
Shaldriss, en datter af Lyst. Levende

Andet

Kort om de fire slægter:
De fire slægter har været til siden skabelsen af Kzar Mora.
Lidt som dødsyndernes slægt har, dødsynderne som ledere. Har hver af de fire slægter en hersker. Herskeren kan kendes ved at der manifestere en tatovering af en krone på den nuværende hersker.
Kronen kan enten tages ved at en fra slægten myrder sin hersker. Eller den kan gives til anden af slægten. Hvis herskeren dør uden uden at det forgårende er gjort går titlen i arv.

Mani:
Mani er en dæmonslægt der typisk fordyber sig i et gøremål så meget at alt andet bliver ligegyldigt, og det eneste der bringer tilfredsstillelse er gøremålet.
Dette gør mange af slægten er specialister.
Dele af slægten fortære energi fra folk ved at agere muse for en person, der fordyber sig så meget i fx. deres kunst, at de glemmer at spise, drikke og at se andre. Den fordybelse der kommer af at blive opslugt på den måde, det er den energi dele af Mani lever af.

Had:
Had er en dæmonslægt, der ved første øjekast minder meget om Vrede. Men Had er, modsat vrede, en kultiveret følelse, der vendes mod Hads fjender. Fjendskab udspringer fra had, mistro ligeså.
Had slægten har mange krigere, men også snigmordere.
Selvhad går så meget imod hvad hvad Hadslægten står for, at det ind i mellem er set at de har hjulpet dødelige med at dirigere der had mod andre.
Dæmoner af had slægten der ernærer sig ved følelser, gør det ofte ved at fremdyrke had i andre.

Fordærv:
Fordærv er som dæmonslægt dem der korrumpere dødelige, både for egen vindings skyld, men også for at pointere at alt kan ændres, til noget der er værre. Fordærv er ofte meget interesseret i at arbejde sammen med andre, og de vender sig sjældent mod deres partnere, for jo mere de arbejder sammen med andre, jo lettere vil det være at få dem til at falde til deres fordærv i sidste ende.
Dæmoner af Fordærv slægten der ernærer sig af følelser, gør det oftest ved at lede folk fra deres principper, at lede dem i fordærv så og sige.

Håbløshed:
Håbløshed er den mindst aktive af de fire slægter, men på samme tid den mest respekterede og frygtede. Håbløshed arbejder sjældent med de dødelige, men fokusere i stedet på de evige, på elverne, englene og deres egne artsfæller, dæmonerne, der alle, før eller siden, vil falde til håbløshed. De adoptere gladeligt dæmoner fra andre slægter, der tvivler, har mistet viljen eller evnen til at gøre der egen slægt ære.
Dæmoner af Håbløshed der ernærer sig ved følelser, gør det oftest ved at finde folk der allerede er ved at miste deres momentum i livet, og lede dem til tvivl, og der igennem til håbløshed.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Kampteknik: Elendig
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Under middel
Intelligens: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Fantastisk
Chakra: Fantastisk

Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat