Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster


Grebet Strammes


Tribunepladsen var endnu engang blevet samlingssted for at større mængde folk, da Dronningens talsmand - og lederen af Kiles Orden - havde nyt at fortælle. Rygterne svirrede i øjeblikket i byen om oprør mod Ordenen, men da flere tvivlsomme typer for nylig var gået amok, da Kiles Orden afbrød et oprørsmøde, følte Leoric sig ganske sikker. Med ét slag kunne han udpege oprørerne som allierede med vampyrer, varulve og dæmoner og samtidig endnu engang stramme grebet om byen. Et lille smil krusede læberne bag den hvide maske. Så meget magt var blevet skænket til ham i den seneste tid..
Rygterne om, at der stadig fandtes oprørsgrupper i byen, rørte ham ikke. Dem skulle han nok tids nok få slået ned.

En større bevæbnet styrke befandt sig omkring tribunen, så det ikke ville være muligt for farlige individer at angribe ypperstepræsten. Han rømmede sig, hvorefter hans stemme genlød over pladsen:
"I har sikkert hørt om begivenhederne i Den Nedre By, men frygt ikke.. Ordenen har situationen under kontrol. Vi er her for at beskytte jer, for jeres tid til at drage til Kile er langt fra kommet." Han holdt en lille pause, mens blikket bag masken gled rundt på de forsamlede.
"For at give jer mere sikkerhed, har vi valgt at indføre et forbud mod brug af magi i Dianthos. Dette er ikke for at straffe jer, men for at beskytte jer. Hvis I har en ærlig grund til at udføre magi inden for byens mure, kan en tilladelse hentes i Kiles tempel. Ordensmedlemmer, byvagter og Lysets Hær er naturligvis undtaget forbuddet.."
En mumlen begyndte at brede sig i folkemængden. Mange var tydeligt utilfredse - andre så med mere positive øjne på ypperstepræsten. Farlig magi tog mange liv i Dianthos hvert eneste år.
"Hvis I selv er ude af stand til at styre jeres kraft, kan I hente magineutraliserende halsbånd i Kiletemplet" Lød ypperstepræstens stemme. Han afsluttede sin tale med de sædvanlige ord om Kiles Fred, før han forlod tribunen. Under ham var folkemængden i bevægelse - mange søgte omgående mod Kiletemplet i håb om at kunne omgå forbuddet.


Dette er en reaktionstråd på det nye forbud. Der kan i denne tråd ikke startes kamp mod Leoric og hans præster.
Smile
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Vampyr
Alder: 46 år

Karakteren er efterlystSkaber: Raider

Selv med faren om at blive opdaget, var tanken nu at komme til byen for skabe kaos. Det havde været måneder siden at Smile besøgte elver tøsen, og efter sidste besøg, havde Smile undgået at blive set i byen. Han holdte sig til Tusmørkedalen, men der var dog for meget tale om Kile orden, til at Smile kunne forholde sig neutral.
Så med modig, eller måske martyrisk stil, valgte Smile at tage til Dianthos igen. By vagterne, havde han kunne undgå, fordi at han var smart nok til at forblive inde i mørke timer, men måtte dog ud og stille sin trøst med tiden, han kunne dog klare sig lidt i nu, før at jagten gik ind. Måske var det nu, eller snart at Smile skulle smage på af de mange præster, han var trods alt af den mindre velkommen race i byen. Som vampyr, blev Smile set som fare for samfundet, et misforstået synspunkt, så farlig var han da heller ikke? Eller os, var det bare hans ego, som sagde at han ikke selv syntes at han var farlig. Han var trods alt ikke skyld i ned branding at et hus, det var elver tøsens fejl, at hun havde antændt en bygning i vrede, han hjalp hende blot på vej.
I mellem folk på pladsen, var Smile i stand til hører den latterlige udtale. Som om at han frivillig ville lade sig kontrollere af andre, der var intet som ville kunne stoppe ham fra have sin magiske morskab. Nej, Smile kunne ikke se hvordan af en amulet skulle kunne holde hans magier i skak. Det var jo ikke hans magier til at begynde med, han kunne bare låne dem for en tid, eller længere tid, alt efter hvem han drak fra.
Med tomme rullende øjne, kunne Smile ikke se andet for end at begive sig væk igen fra pladsen efter at præstenstale var slut. Han skulle ikke vær blandt dem som Kile præsterne kunne kontroller. 
James
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Varulv
Alder: 35 år

Skaber: Fnuggie

James havde været i Dianthos i et godt stykke tid og havde formået at møde nye mennesker, men det var vel egentlig ikke så underligt når byen var så stor. Folk virkede rolige og selvom der var meget stress i byen. Tænk at man kunne holde til alt det stress, det var bestemt ikke her han så skulle begynde at lede efter en bolig. Det var sikkert også alt for dyrt at bo her i hovedstaden. Han brummede lidt for sig selv da en folkemængde kom imod ham og bevægede sig i retningen af tribunepladsen. Han havde svært ved at komme forbi alle menneskerne så han måtte vel bar følge strømmen! Han kiggede lidt på menneskemængden og himlede med øjne.
Da de endelig nåede tribunepladsen lyttede James til talen. Yep det var bestemt ikke her han skulle bo. Sådan nogle opblæste narre. Hvordan skulle man kontrollere sin magi det var da en del af ens personlighed. Man kunne da ikke bare sådan forbyde det på den måde! De virkede til slet ikke at være James kop the! Ej eller på hvem der snakkede. Beskytte folket ja ja og hva så med dem der ikke kunne kontrollere sin magi? James fik svaret kort tid efter og himlede med øjne. Dog kunne han godt se fordelen i det, dog havde han ikke selv problemer med sin magi, men hvordan skulle de kunne finde ud af at han brugte sin audiokinise? Han rystede opgivende på hovedet da talen var forbi og folk begyndte at gå hver til sit. Yep dette her var slet ikke ok på nogen måde! Han vendte sig om for at bevæge sig væk.

Evner: Rør folk og de kan se ånder til han ikke er i beryring af dem mere, og Audiokinese. Talent: Han kan se, tale og føle ånder.
Felicity
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 22 år

Skaber: Ela

Felicity havde egentlig blot flugt menneske mængden, hun vidste at når mange samles var det lettere at stjæle fra dem. De nærmede kom hen til tribunen. Det var først her, at det faktisk gik for Felicity at det var en sammenkost fordi Ypperste præsten havde en besked. Normalt gik hun ikke rigtig op i hvad der skete rundt om i Dianthos, men på det seneste havde Kiles Orden ødelagt så meget eller det de havde gjort hendes liv mere besværligt.

Flick gik roligt i mængden imens ventetiden på at der blev udråbt noget. Hendes spinkle hænder gik i vilkårlige lommer hvor hun nemt som ingenting sneg sig igennem mængden. Hun stoppede dog da præsten begyndte at snakke. Feli fnøs af hans udmelding om at de ville føle sig mere sikker. Hun ville ikke føle sig sikker, langt fra. Blev hun overfaldt eller lignede, som var sket før så var hendes evne det eneste som holdt hende tilbage. Hvem ville hjælpe hende, en hjemløs tyv. Felicity følte sig blot trist og mere alene end før. Denne tynde krop kunne næppe forsvare sig imod andre. Flick valgte derfor efterfølgende at søge væk, før hun hørte, at man kunne hente et armbånd. Flick var mest af alt nervøs for fremtiden om hun kunne klare ikke at have muligheden for at forsvare sig eller om hun nu skulle til at overveje at tage et andet sted, men hvor hen? Det kunne ikke være for langt væk, det havde hun ikke kræfter til. Ellers også skulle hun sætte sin lid til at nogle præster eller vagter var i nærheden, hvis der skulle ske hende noget. Flick købte noget mad for de krystaller hun havde taget og satte sig i en gyde for at nyde det.

Dinah Va Levona
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 19 år

Skaber: Chilitoke

Efter angrebet havde stemningen i byen været forkert, trykket og farlig, Dinah havde ikke brudt sig om det. Det mindede hende for meget om de gange hun som barn, havde været nødt til at forlade en by kort før daggry. Hendes bedstemor havde altid mumlet noget, om folk og ond tale, når den slags skete.

Det var også grunden til at Dinah denne dag ikke var iført en spraglet og prægende dragt, men derimod et simpelt ternet skørt og en langærmet skjorte. Dog ville de fleste ikke huske meget mere end den helt normale og helt igennem uinteressante kappe hun var indhyllet i en kappe der nærmest udstrålede normalitet, ubetydelighed og konformitet.  En kappe hun havde fremstillet imens hun blot tænkte på at gøre sin pligt og købe dagligvare, en kappe der var lavet til lydende af dagligt arbejde og ikke havde nogen ambitioner.

Først var der al magt demonstrationen, så den forventede gennemgang af hvad der var sket og så kom bomben. Et totalt forbud!?
”Men frygt ikke døden, da et frit og sandt liv kun har en ende.”
Mumlede hun stille en passage fra Kiles første bog. Det her var forkert. Helt forkert.
”Gør ikke hånt om livet, da det fører til døden og døden er mit rige”
Forsatte Dinah med en anden passage fra en Kile tekst. Det havde hængt en del mere med end hun havde forventet.

Dinah nærmeste flåede hætten fra sin kappe tilbage og med turkis strålende øjne udbrød hun.
”Hvordan! Det kan i sku da ikke” 
Dernæst fulgte et par kreative Topalis-gloser der omhandlede deres mødre.
”Hvad skete der med at lade Kile være den sidste dommer! Hende vi alle møder lige!”
Råbte hun vredt inden hun indså at folkene omkring hende var stoppet med at være forbløffede og komme med vredes udbrud hvilket fik hende til at skille sig ud.
”Puhrkan”
Bandede Dinah mumlende og kastede atter hætten over sig, og dykkede ind i folkemængden, der gik ikke længe før end folk blot så hende som endnu en travl byboer, der var ude for at hører bekendgørelsen.

((Edit: mere læslighed i første paragraph))
Sofie Sirenesang
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 15 år

Skaber: Dragonflower

Sofie bed sig hårdt i læben. Det her var jo ren og skær vanvid! Ja, der var da folk derude, folk som hende selv, der kunne være til fare for andre, og ikke kunne styre deres evner, men at Kiles Orden skulle gøre sig herre over hvad der var 'ærlig grund' var jo fuldstændig tosset!

Et opråb ikke langt fra Sofie trak hendes opmærksomhed, og det var ikke svært at finde den turkis-øjede kvinde med den mærkelige hudfarve der var kilden. Sofie troede først kvinden var en ørkenelver, men hendes øre var ikke spidse, og ansigtet virkede for rundt. En halv- eller kvart-elver, der som Rofus lignede mest et menneske måske? "HEY!" råbte Sofie efter kvinden, for at få hendes opmærksomhed, for hun var tydeligvis heller ikke tilfreds med Kiles Orden, men ordet nåde knap at forlade Sofies mund før kvinden havde slået hætten op, og forsvandt i mængden igen.

Med en utilfreds trækning om munden vendte Sofie blikket kort mod Rofus ved hendes side, og så tilbage til Ypperstepræstens proklamation. Som han sluttede af, klemte hun tæt om Rofus hånd. Et halsbånd der kunne stoppe ens evner? Som folk omkring dem begyndte at bevæge sig, i den ene eller anden retning, faldt hendes blik tilbage på Rofus på ny, men denne gang var en del af vreden fordampet. Hvis hun kunne få fat i sådan et halsbånd kunne hun få et normalt liv. Hun kunne holde hans hånd uden handsker, hun kunne gå udenfor uden at frygte at støde tilfældigt ind i folk og stjæle deres evner.
Hun kunne få et kram igen, uden at strække halsen den anden vej, for hendes kind ikke strøg mod andres...
Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

Rofus stod frossen, med en knude af is i maven. De var jo gået fuldkommen fra forstanden! Jo der var nogle der havde svært ved at kontrollere deres evner, men at sige at ingen måtte bruge dem var jo vanvittigt!  Selv ikke helbreder huset havde tilladelse! Ved Azur! Gjorde de det for at have styr på hvad folk havde af evner?!? 

Lyden af et utilfreds opråb fik Rofus til hastigt at dreje hovedet i den unge kvindes retning, tyrkise øjne og sjæl så lys som stjernerne.  Hvem hun var havde han ingen anelse om, men han var sikker på at han kunne genkende hendes sjæl hvis han mødte hende igen. En sjæl som stjerne skær var ganske speciel. Sofies råb gav et sæt i ham, og så var kvinden væk. Pis og ork lort, hun havde sikkert været et godt bekendtskab.  

Som Kile ypperste nar fik nosset sig færdig med at gøre verden til et værre sted, begyndte vreden at boble i ham, hvordan kunne de finde på at foreslå det. At fjerne dele af hvem de var for at 'beskytte' dem?!?! Selv de fulde stoddere på svinet havde fundet på bedre søforklaringer! 
Klemmet fra handsken der holdt om hans hånd, fik ham tilbage til hvad der skete omkring ham. Et skævt smil blev sendt i Sofies retning men nåede aldrig frem, for hendes øjne viste noget han aldrig havde troet han skulle. Hun overvejede det. Og han kunne godt forstå hende. Men tanken om at hun skulle mærkes og tøjles gav ham kvalme. 
Han måtte gøre noget, og det kunne kun gå for langsomt. Kiles Orden skulle fælles.
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Maya
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 15 år

Skaber: Hobbit

Maya var egentlig ikke typen der gad høre offentlige forklaringer på tribunepladsen, men tiderne havde ændret sig. Selv for hende, var det hele blevet alt for tvivlsomt alt for hurtigt. Teenagetøsen var faktisk nervøs. Hun havde hørt rygterne løbe som stebbebrand. Hvordan oprørere der ønskede Kiles Orden af magten var gået amok. Hun ville ønske at det var et påfund, men det vidste hun også godt var ønsketænkning.

Den spinkle mørke pige stod langt tilbage. Nærmest i skjul, som følte hun ikke at hun hørte til på pladsen. Hun så nervøs ud, med de spinkle arme over kors og et alvorligt ansigtsudtryk. Et alvorligt udtryk der ikke blev mindre eller mere muntert som ypperstepræsten fortsatte sin talestørm. Maya sank nervøst en klump der havde formet sig i halsen og skævede ned til sine egne hænder. Et forbud mod magi i hele Dianthos. Men.. Det var hendes bedste forsvar, våben og mulighed. Hendes ild var hvad hun havde. Dianthos ville for hende være farligere når magien ikke længere var lovlig for hende at bruge.

Maya løftede blikket fra sine hænder som en kvindestemme brød ud, højere end den omkringværende mumlen der ellers fyldte pladsen. Ikke at teenageren kunne finde ud af hvor det præcist kom fra. Fra de bagerste pladser var det svært at orientere sig, men det startede noget. Om det var godt eller ondt ville hun helst ikke blive at finde ud af. Sidst der havde været større samling brød det ud i slåskamp.. Ikke igen. Dianthos var ikke længere et sikkert sted for hende at være. Med eller uden magi.

Elmira Claíre
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Speciel race
Alder: 386 år

Skaber: Black Phoenix

Tribunepladsen var fyldt med væsner af alle slags, nogle var nervøse, andre arrige. De var dog alle spændt på, hvad meningen med forsamlingen var. Elmira var tilfældigvis faldet over forsamlingen, men var alligevel endt midt i det hele, som hun havde startet i udkanten af mængden, men som der kom flere og flere ting, stod hun begravet midt i det hele. Hendes grønne øjne var rettet imod skikkelsen, der stod foran dem alle, masken skjulte hans ansigtstræk, men Elmira brød sig egentlig ikke om den tone, der var underlagt hans stemme. Hun gøs let ved tanken og flyttede armene omkring sin krop, som han begyndte sin prædiken. Det gøs hende langt ned af nakken, som han omtalte hændelsen i den nedre by, noget hun selv havde været en del af, men hun havde aldrig troet, at det ville ende med det. Elmira havde forsøgt at stoppe urolighederne, men det hele var løbet af sporet og hun havde været tvunget til at stikke af. Hun bar altså en del af skylden for grunden til dagens forsamling. Langsomt trak hun sig derfor længere bagud, indtil hun mærkede en skikkelse bag sig. Hun vendte blikket. ”Beklager, Hr.” svarede hun undskyldende, som han fnøs af hende og lagde armene over kors. Hun trådte frem igen..

”.. forbud mod brug af magi i Dianthos”
Elmira var chokeret, aldrig havde hun oplevet noget lignende og hun følte at skylden skyllede ind over hende, som hun lod blikket dale mod jorden. Der var atter røre i mængden, ikke alle var tilfreds med forbuddet. En mindre skikkelse ved siden af hende åndede dog lettet op, som hun gav udtryk for at hun var lettet og straks begyndte at bede til Kile. Guderne havde hun aldrig forstået, men hun så ikke meningen i, at forbyde magi indenfor murene. Men det betød kun at hun selv var tvunget til at forlade byen. For hun kunne ikke leve uden og hun havde ikke lyst til at forklare sig overfor Kile præsterne. Og hun skulle bestemt ikke have sådan et halsbånd på.

Med de sidste ord fra præsten var mængden begyndt at gå i opløsning og Elmira fulgte automatisk med strømmen væk fra pladsen med kursen mod kroen, hvor hun havde slået sig ned for natten. Hun skulle hente sine ting og så finde en måde hvorpå hun kunne komme ud af byen uden at bruge sin magi ved et uheld. Hvilket var svært, når det var en naturlig del af hendes væsen. Hun kunne da ikke bare lægge låg på magien? Hvad skulle hun så stille op, hvis hun blev angrebet? Nej hun måtte væk fra byen, imens at der stadig var ro over forbuddet.