Vala blinkede som accept af Daeraldas ord. Hun vidste godt at forandring også var en del af livet, men det kunne også gå for stærkt. Det var ikke ligefrem fordi at de sidste par århundreder havde været præget af fred og fordragelighed. Det ville i hvert fald være meget synd at sige. Som altid forholdte hun sig tavs og lod de andre give deres meninger til kende før hun selv sagde noget. Det tredje punkt såvel som det sidste var et tungt et. Hun lod fjerpinden glide hen over pergamentet, skrivende ned hvad der blev nævnt, såvel som de to andre elveres svar.

De var ikke positivt stemt. Vala kunne ikke fortænke dem. Askfay den klart hårdeste med sine ord. Det var næsten nok til at Vala ville havde smilet, hvis ikke det havde været for emnets alvor. Lyset. Den alliance havde altid undret hende, men som Toorah havde opsat den, accepteret at forandringen var i den retning. Håbende på at noget godt kunne komme ud af det.

Vala skrev færdig før hun løftede de dybe øjne og kiggede rundt på dem alle en efter en. "Har vi hørt nogle ord fra Dronningen selv?" hendes spørgsmål var simpelt, og ganske vidst gav hun ingen utryk for sin egen mening, men Daeralda selv havde sagt det var tilladt at tænke over sit svar. Hun havde nogle ting at læse op på og sikre sig kunne veje for og imod før hun ville give noget endeligt. Det var alt for nemt bare at hoppe med på vognen om at gå i komplet fjendskab.

Daeralda lod endnu engang blikket glide rundt mellem de tre rådsmedlemmer, men ingen af dem virkede til at have mere at sige til de to punkter. De havde også været pænt omkring dem begge og sat de første hjul i bevægelse for dem. Selv havde hun sine forhåbninger til den kommende udveksling. De havde engang været et folk trods alt og skønt de aldrig kunne blive det igen, så kunne de blive tættere og måske endda allierede.

Langt vigtigere var det for hende at høre de andres meninger om den alliance de allerede var i. Var der noget tilbage der talte for den overhoved eller var dens tid forpasset? Først som altid tog hendes Askfay ordet. Passioneret som Daeralda sjældent så hende væk fra træningen og som altid klar i mælet. "De så på, efter hvad jeg har fået fortalt, og sørgede for ingen blandede sig i hvad der skete." En vred undertone var at finde i hendes stemme. Hun vidste hvem der stod bag ordren, Lyset havde udspillet sin rolle ved at støtte den til udførelse. Hun nikkede let til Askfay, som Melarue tog ordet næst og derved fik hendes blik. Også denne var utvetydig i sin holdning om hvor alliancen stod.

Sidst af dem sad Vala tavs og vejende. Daeralda mødte hendes blik med et smil og nikkede så let, som den anden stillede et spørgsmål fremfor at give en uovervejet mening til kende. "Hun har intet ytret i min vågne tid til vores folk. Tag dig tid, men ikke for meget tid. Jeg ønske ikke at fastholde noget skadeligt for vores folk unødigt længe." Så gled hendes blik tilbage til Askfay. "Vi regner aldrig med hjælp fra andre. Ikke nu, ikke nogensinde. Forbered endelig vores diplomati. Dette bliver næppe det sidste vi høre til Kiles Ordens fremmarch i landet eller deres forsøg på at udslette os alle."

Derefter lagde hun papirerne fra sig, hvor de havde ligget da hun satte sig og rejste sig fra bordet. "Lad os holde her for i dag. Askfay, må jeg forsinke dig et par minutter ekstra?" Hun smilede først til Efterårets Stemme og derefter til de to andre som de brød op.

Askfay nikkede sombert til Melarues ord. Hun havde en pointe om at Lyset var at foretrække frem for Mørket, men i det mindste vidste man, hvor man havde Mørket. Lyset havde nærmest forrådt dem, ved bare at se til imens elverne blev behandlet med mindre respekt end orkere, der havde bevæget sig ind i et baghold.

Hendes blik mødte Daeraldas og hun foldede hænderne foran sig, imens hun hørte Elverlys stemme give sig ret i at de skulle forberede sig på det værste. Askfay ville helst undgå åben krig, men hun havde heller ikke lige så meget imod tanken, som nogle af de andre rådsmedlemmer lod til at have. Hun vidste, at deres krigere var klar til det, og hun vidste at de, på trods af mulige store tab, ville komme ud af en krig sejrsrige.

Askfay rejste sig, da deres leder gjorde det, og bukkede kort i hendes retning for på høfligst vis at tage afsked, da hun blev bedt om at blive. Hendes ansigt afslørede overraskelse, og helt ubevidst lagde hun en hånd over sit bankende hjerte, imens hun svarede Daeralda; "Selvfølgelig. Er der noget jeg hjælpe med?" Hun håbede at det var af personlige årsager, men logisk set vidste hun godt at det var usandsynligt.

Melarue nikkede bekræftende da Daeralda sagde at de var færdige idag, selvom hun et øjeblik gik i stå med at samle sine "noter" sammen da Daeralda forsatte med at snakke til Askfay. Et lille smil kunne da ikke lade vær med at glide over hendes læber, som hun så over på Askfay.

"Jamen, så vil jeg gå tilbage til mine pligter," sagde hun og rejste sig op og bukkede let med hovedet mod Daeralda, før at hun forlod lokalet, for at Askfay og Daeralda kunne forsætte hvad end de sikkert havde haft gang i før hun kom og forstyrrede dem.

Tid var og blev en flyvsk ting, også for Valainistima selv. Hun havde for meget af den, ville nogen tomhoveder sige. Men vigtigst var det at ligge vægt på hvornår det var tid til at skynde sig. Noget i lederens ord fik Vala til at nikke og lukke øjnende. Det skulle ikke tage for lang tid. Så hun måtte veje tiden i forhold til et menneskes levealder, siden det tydeligt var menneskenes påfund og gerninger derr i dette øjeblik skadede deres folk.

Vala nikkede som accept til mødets afslutning var nået, fik hurtigt skrevet de fine sidste ord ned på sine papirerne, før hun begyndte at samle sig. Hun bukkede for Daeralda med en smilende mine, specielt som en følelse gled hen over hendes tanker, som blikket gled over Askfay. Også hun fik et buk på vejen. Melarue var hurtigst afsted, og Vala nåede ikke at nikke farvel til hende, men det var også i orden. Hun var stadig ung i Valas øjne, og flyvsk. "Jeg vil glæde mig til at se optegnelserne senere. Tak for i dag" Hun smilede til de to, lod papirerne finde blidt til rette i armen, inden hun begav sig tilbage mod sit arkiv, hvor hun hørte hjemme, og lod de to andre være alene tilbage.

Daeralda ventede upåvirket på at Vala og Melarue samlede sig sammen og forlod rådkammeret. Den unge elver var da heller ikke sen til at nikke let til afsked, som Daeralda besvarede, og forsvinde ud med en em af allerede halvt at være tilbage i hvad end hun var blevet afbrudt i da hun huskede mødet. Hun efterlod dog et af sine solskins smil,som kunne holde i den der modtog det i timer efter mødet. Vala gav sig mere tid som hun altid havde gjort og nok altid ville. Tid var og blev noget andet for hende og det var da også derfor Daeralda havde sat en tidsramme opfor hende. Atter nikkede hun let fulgt af et smil. "Det var som altid dejligt at have dig her."

Som lyden af døren der gled i efter Månebarnet bekendtgjorde de var alene, vendte hun sig mod Askfay. "Jeg føler forandringens vinde nære nok vore skove til ikke fulgt at vente på Valas ord." Bekymringen var atter at se i hendes ansigt, som hun forlod bordet og endnu engang stillede sig hen til vinduet og så ud. "Jeg frygter at det endnu engang er tid at rejse barriere langs vores grænser og lukke den af for uvelkomne. Jeg har fornemmet den stadig er der og kan vækkes, men den virker brudt nogen steder og skrøbelig andre. Hvor længe vil det tage at styrke den?" De rejste den sjældent fordi den ikke var en naturlig del af skoven, men deres stærkeste værn mod indtrængende. Et værn der slørede folks sanser og fik dem til at bevæge sig væk fra skoven i stedet for ind i den.

Askfay nikkede sombert, da hendes leder talte til hende om forandringerne der var ved at strømme ind over dem, som et faretruende mørke i horisonten. Hun følte det også. Ikke tydeligt, men som en ildevarslende hvisken. At Daeralda talte om truslen, gjorde den kun mere ægte. Så føltes det endelig som om det ikke bare var Askfay, der var paranoid.

Hun tyggede på Daeraldas spørgsmål i flere, lange sekunder, imens hun tavst overvejede, inden hun svarede hende; "Der er et par steder, hvor jeg ikke ved hvor ilde tilredt den er. I værste tilfælde vil det tage op til en måned, men i bedste tilfælde vil det kun tage en fjerdedel af den tid."

Askfay så ud over skoven et øjeblik, imens hun mentalt løb barrieren igennem, inden hun vendte sig imod Daeralda med sit sædvanlige seriøse udtryk. "Jeg sender med det samme nogle ude for at tjekke de værste steder. I morgen tidlig får du besked om, hvor hurtigt de kan være oppe. Er det okay?"

Dette var den bedste, mest handlekraftige beslutning Askfay endnu havde set Daeralda tage og hun elskede den. Vala var intelligent og skøn, men de var nødt til at beskytte Elverly så godt som muligt, nu mere end nogensinde før.

Daeralda tog ikke blikket fra den omgivende ord, som Askfay tænkte og derefter svarede. Hun havde den største respekt for den andens evne til at se realistisk på deres situation og foreslå hvad der var nødvendigt. En stor trøst i de tider de gik i møde, hvis hendes værste forudanelser blev til virkelighed.

"Vær hellere omhyggelig end forhastet. Vinteren står for døren og få rejser ind i skovene i den tid." Det havde altid været sådan. Folk rejste når vejret var til det og som sneen faldt og lukkede vejene i det meste af Krystallandet, så blev folk med en smule fornuft hjemme. Hun håbede det stadig var sådan. "Forårets komme vil være et passende tidspunkt." Hun vendte sig mod Askfay med et lille trist smil. "Hvis ikke noget uforudset ændre tingene inden da..."

De vidste begge hvor aggressivt Kiles Orden havde reageret på forvisningen fra Elverly og Lindeskoven. Som havde den mere ret til stedet end dem der havde levet der i årtusinder. "Forstod Ordenen vores beslutning?" Hun havde ikke fulgt med i hvor mange eller få der var blevet taget på den forkerte side af grænsen. Andre ting for deres folk havde taget præsedens for hendes tid.

Askfay nikkede, som tegn på at hun havde forstået, da hendes leder bad hende om at være omhyggelig. Hvis der var tid, nød hun at gøre altid rigtigt, helst efter en procedure hun selv havde været med til at skrive. I hendes verden kom Elverlys sikkerhed før alt andet - elver individets sikkerhed næst derefter. Grundighed var som regel med til at sikre begge dele, men i de tilfælde hvor det var hastighed der skulle til i stedet, lod hun sig gerne nøje.

"Jeg er slet ikke i tvivl om at vi får det op inden forårets komme," lovede hun. Hun ville dog alligevel give Daeralda besked, når hun vidste mere præcist hvornår det ville være oppe.

"Ikke alle," svarede Askfay, og denne gang kom der et skævt smil frem på hendes læber. "Men vi har taget os af alle dem, der ikke forstod den." Hvordan Ordenen reagerede på at flere af deres medlemmer var blevet dræbt, det måtte tiden vise. Askfay havde følt det sikrere at beordre dem myrdet, end at bede dem pænt om at gå, og hun vidste at Daeralda havde det på samme måde. 

Daeralda smilede varmt til den yngre elver uden at bekymringen helt forlod hendes grønne øjne. "Det har jeg aldrig været i tvivl om." Ikke når det var Askfay der havde fået opgaven og slet ikke som hele deres folk havde set eller hørt hvad der skete med deres racefæller ude i landet.

Så nikkede hun let. "Godt. Forhåbentlig trænger det snart ind hos dem at de ikke er velkomne her." Hun forventede det ikke, men selv hun kunne vel håbe på lidt fornuft hos de tåbelige mennesker. Utroligt dog som ting skulle gentages i en uendelighed for dem. Som børn der kun var ved at lære og gå og ikke forstod hvorfor kagerne stod på øverste hylde.

Hun drejede sig helt fra udsigten og kom over til den anden. Med et let smil rakte hun ud og lagde en let hånd på den andens arm."Sig til hvis noget ændre sig." Smilet blev som hun lod hånden falde og fortsatte ud af rådssalen. Hun havde fuld tillid til at Efterårets Stemme ville tage sig af alt de havde snakket om og holde hende orienteret hvis behovet var der for det. Tilbage for hende var kun at vende tilbage til de indløbne rapporter og forhåbentlig finde lidt godt nyt i dem til en afveksling.

//Out


//Gav dig lige mulighed for en sidste reaktion ^^

Askfay tvivlede på at menneskene nogensinde ville forstå noget som helst, der krævede bare en smule intelligens, men om ikke andet ville de snart kunne holde dem ude med tvang. Det var alligevel hvad der ville være bedst for alle.

Elektricitet løb igennem Askfay, da Daeralda rørte ved hendes arm, og hun så åndeløst på sin leder, der stod med et elegant smil. Hun hørte knap nok hvad der var blevet sagt, men nikkede til et spørgsmål hun kun lige havde hørt.

Så snart Daeralda ikke så på hende længere, lagde Askfay en hånd over sit hjerte, der slog så hårdt og hurtigt at hun tydeligt kunne mærke det. Det var lige før hun tænkte at Daeralda måtte kunne høre det.
Hun stod fastfrosset på stedet og genspillede alt der var sket inden, under og efter mødet, indtil hun var sikker på at kunne huske det hele senere, inden hun tog en dyb indånding og selv fandt ud af lokalet. Hun havde ordrer der skulle følges.