Iulia havde egentlig heller ikke lyst til at gå. Faktisk fortalte hele hendes krop hende at det ville være allerbedst bare at tage det hele i en dyb indånding og med ro. Men det havde ikke været en beroligende snak de havde holdt sig, de to store knægte som Iulia forsøgte at analysere og få et indblik af, med de egenskaber hun huskede fra barn. Ikke de fjentlige fra minerne, men den nysgerrige side. Den var bare så afsindig svær at vække.
Iulia puffede gav Gwens skulder endnu et klem som hun fragtede hende fremad. "Jeg kan ikke løfte dig op.. Det har vi brug for hjælp til" Så måtte de se bagefter om Iulia havde behov for hjælp.
Iulia ville forsøge sig at gøre brug af sin raske arm og sine ben til at hive sig op på sadlen, så snart Gwen var kommet på plads. Hun havde stadig styrke i både ben og arme, så længe hun ikke benyttede den skadede arm, skulle det nok gå. Nu dyret også lå ned, for at gøre det nemmere for dem.

Gwen kiggede lidt bagud på Iulia, som hun blev skubbet mod noget stort og brunt. Det var nok egentlig det dyr hun havde reddet på, men hun kunne ikke se det, så hun kunne ikke være skræmt af det, hvilket var lidt ironisk når man tænkte over det. Hidtil havde hun været skræmt af alt siden de kom ud af hulen. Men det brune dyr havde hun reddet på før.
"Jeg kan godt selv," sagde hun pludseligt stædigt. Meget ukarakteristisk af hende, men det var ikke fordi at hun havde haft muligheden for at være stædig i minerne, men nu var de ude i det fri, og hun var altså ikke så hjælpeløs, selvom hun følte sig det. Måske var det for at bevise at hun stadig kunne noget i sit liv, selv med et dårligt syn.

Hun gik fast besluttet over mod den store klump af hår, men holdte sine arme udstrakte, så hun kunne mærke når hun stødte på ham. Da hun gjorde, greb hendes hænder mod sadlen som hun da også fandt. Men selvom hun i et kort sekund så ud som om at hun godt kunne klare det, så var det altså ikke nemt når alting var en stor brun klump for hende. Hvilket endte med at hun stod og surmulede lidt af det bjerg der var foran hende.

Rouku så en smule spørgende til siden, lokaliserende Lorcáns blik, men blev ellers bare stående en smule ubevægelse og forkert. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og det gav ham en halvakavet stilling. Han valgte dog at fokusere på at ae fluffy over mulen, mens han holdte øje med hvadend fremskridt der skete, og holde det store dyr i ro. Ikke at fluffy var påvirket. Han lå der blot ventende, mens han stadig mere eller mindre tyggede drov på en græstot.
Rouku var afventende, men begyndte roligt at smile da han så hvor store fremskridt Gwen egentlig gjorde, i forhold til at hun nok ikke kunne se synderligt meget. Det var i hvert fald den fornemmelse som Rouku havde. "Her - sæt din fod i sadlen, og så er du der" Det var en megen lille hjælp, som stadig ville give følelsen af at hun gjorde det selv. Han placerede hendes ene fod i bøjle og var derefter afventende, håbende at hun selv kunne komme op nu.

Lorcán gik lidt nærmere, men tydeligvis havde Rouku styr på Gwen, og han kiggede så i stedet for på Iulia, men der var ikke meget han rent faktisk kunne sige til hende. Nu stod de bare og ventede på at Gwen fik kæmpet sig op på Fluffy, hvilket det så ud som om at hun gjorde, og så kunne Lorcán altid stå klar til at hjælpe Iulia hvis det var.

Nu syntes Tímea tilgengæld ikke at han gav hende nok opmærksomhed, så hendes store hoved kom næsten farerende under hans arm, og han stod da heldigvis ikke tæt nok på Iulia til at skubbe hende. "Slap nu af," sagde han blidt og begyndte at nusse hende igen. Hun var virkelig fars pige på det punkt. Lorcán var den eneste der var god nok til hende, og han skulle så også helst give hende opmærksomhed hele tiden.

Iulia betragtede Roukus fremgangsmåde. Hvordan han roligt og alligevel så vant nærmest vidste hvad han skulle gøre når man talte til Gwen. Det imponerende hende faktisk. Hun blinkede et par gange med øjnene, og fik følelsen af at blive iagtaget i mere end de sædvanlige par sekunder.
Hun flyttede roligt blikket, en smule undrende, indtil hun fandt frem til Lorcáns øjne. Hun holdte hans blik indtil den store isbjørnehund, som hun gik ud fra det var, puffede til ham og tiltrak opmærksomhed. Det frembragte et smil, et let morerne smil, inden hun vendte tilbage til det andet store dyr og Gwen der fik kæmpet sig op. Hun vidste godt at Lorcán var kommet tættere på for at hjælpe hende, men hun prøvede selv. Tog en dyb indånding og fik halet sig op, omend en smule mere besværet end ellers, men det lykkedes hende at få benet svunget over og blive placeret bag Gwen. Iulia lagde den raske arm om Gwen, mens den anden stadig han en anelse slapt ned af siden. "Okay, jeg tror vi er klar"

Det havde ærligtalt hjulpet at Rouku havde hjulpet hende med foden, for hun kunne virkelig intet se. Det her var en ny ting hun måtte vende sig til i denne verden. Men hun havde overvundet det der var værre, og selvom hun stadig blev lidt panisk over det, så kunne hun klare det.
Hun var lidt usikker, men hun fik svunget sig op på Fluffy, og følte sig stolt, men også ganske alene, som hun sad så højt oppe. Heldigvis kom den varme krop af Iulia snart op bag hende, og hun lænede sig lidt tilbage.
"Ja, vi er klar," bekræftede Gwen og forsigtig holdt fast i noget af Fluffy's pels, dog ikke så hårdt at hun hev i det, men bare nok til at hun følte sig lidt mere, sikker, siden hun ikke ligefrem kunne finde noget mere stabilt at holde i. Alt var jo den samme farve.

At Timea følte sig overset, var nu ikke ligefrem så svært. Rouku holdte da af den store hvide pelsklump, men hun var nu noget opmærksomhedskrævende af sig. Ikke at han skulle snakke. Fluffy havde sine svagheder også! Alt i alt var det blot to dejlige dyr. Det hjalp at få flyttet Gwens fod ind i bøjlen, så hun kunne hage sig op. Begge søstre så ud til at havde en mængde stolthed i kroppen der bød dem ikke at tage imod hjælp, men Rouku var imponeret over at de i deres tilstand stadig kunne klare hårdere opgaver selv. Som at hive sig op på et stort monstrum af et dyr. "Godt, i kommer højere op lige om lidt." Mest som en advarsel, da han tog let i Fluffys tøjler og fik ham op og stå. Han tilføjede en ekstra halv meter hvis ikke mere, i højden af at rejse sig. Det var en smule højere end en hest i hvert fald. "Og du sagde østvejen? Jamen så må vi hellere komme afsted." Han trak let i tøjlen så Fluffy satte i bevægelse, mens han selv gik ved siden af. Heldigvis var han stadig vant til at gå af den rug og stenede sti.

Lorcán satte sig ikke op på Tímea men gik nede på jorden sammen med Rouku. Han behøvede dog tilgengæld ikke at holde fast i Tímea, men nu havde hun heller ikke nogen på ryggen. Hvis hun havde haft det, så havde han nok også holdt fast i hendes tøjler. For nu kunne hun få lov til at gå som det passede hende. Til trods for et par enkelte personlighedstræk, så var hun lydig når det kom til Lorcán så han var ikke bange for at hun forsvandt.
"Ja, forhåbentlig når vi det inden det bliver mørkt," sagde han og kiggede op på himlen. Han havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvor langt væk de var, men de ville nok ikke ligefrem nå det inden at solen gik ned. Men nu måtte de bare gå så hurtigt de kunne, og håbe på at de ikke stødte på problemer på den lange tur.