Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Iulia Gagliardi
Kaldet: Iulia, nr. 86
Køn: Kvinde
Alder: 28
Fødselsdag: 22.6 år 1996
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Ingen
Erhverv: Arbejdsløs
Nuværende levested: Omrejsende - Strejfer
Race: Menneske

Udseende

Højde: 188 cm
Vægt: 78 kg
Hudfarve: Lys - har ikke fået sol i mange år, så generelt bleg
Hårfarve: Kulsort
Hårstil: Når det ikke er kronraget grundet en tabt kamp i arena, er det tykt og bølger let ned over skulder og ryg.
Øjenfarve: Mosegrønne
Kropsbygning: Muskuløs - meget, og lidt kantet, grundet manglende sul, men nok til at kunne opretholde sine muskler.
Hverdagstøj: Simpelt, beskidt og udskiftes ikke ofte, for ikke at sige aldrig. Består som regel af løse bukser og en tætsidende trøje i de varme måneder og varmere laset tøj i vinteren. Hun har bundet hvide, ligeledes beskidte, bånd om sine arme/håndled, og underben/ankler.
Ar og permanente skader: to tydelige ar ned af højre kind, fra en pisk på på afspore med et par modhagere. Mærker efter småsår hist og her på hele kroppen, samt aflange striber på ryg, ben og overarme, der er svære at tyde så længe hun er så bleg.
Særlige kendetegn: Helt kuldsort hår og meget muskuløse krop, falder lidt ud blandt de andre kvinder i minerne, som normalvis er mindre.

Iulia bærer præg af at leve et fysisk hårdt liv, der kræver at hun er både fysisk og magisk aktiv hver dag. Hendes hud er rug over det meste af kroppen efter den hårdhændede behandling og de mange år med sten og jordarbejde. Hun er ligeledes rimelig fast inventar i den opstillede arena, hvilket også har medført at hun nogle gange er godt forslået, tilmed kronraget når hun har tabt. Under andre omstændigheder ville Iulias træk være bløde, blid og tillokkende, som tydelig viser at hun er en smuk kvinde, men efter de mange år har den bløde side taget afstand, selvom man stadig kan se de yndige træk og fyldige læber i det alvorlige ansigt.
Faceclaim: Ung Lin Beifong (Avatar Legend of Korra)

Magi

Magisk evne (1): Jordmagi:
Iulias jordmagi er koblet til hendes fysiske styrke og udholdenhed. Hun styre magien gennem at slå, sparke, og aggressivt sende sten afsted med høj kraft og styrke. Derfor tære brugen af magi ligeledes på hendes udholdenhed som hendes chakra. Er Iulia på nogen måde fysisk udkørt, i værste fald syg, er hendes udfoldelse knap så stærk, faktisk næsten ikke eksisterende. Med det sagt, falder evnen hende umådelig naturlig. Den er en del af hende, og især en kraftig del af hendes kampteknik - hvilket har medført at Iulia ikke er i stand til at benytte våben, andet end almindelig slåskamp uden våben.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:
* Fysisk stærk og udholdende
* Stærk kontrol over evne
* Kamp, både med evne og våbenløst
* Rationel og eftertænksom - det meste af tiden
* Modig
* Mentalt udholdende - hun har efterhånden set det hele
Svagheder:
* Sin søster, Gwen
* Socialt akavet
* Afhængig af kampmiljøet
* Viser stort set ingen følelser for andre en Gwen
* Afvisende og distanceret
* Direkte skrækslagene for at udvikle og vise følelser for andre - det er sådan vagterne får et våben, jo mere man føler, jo mere har man at miste
Elsker:
* Sin søster, Gwen
* Æbler
* At kæmpe
* At vinde
* Varme
* Månen - selvom hun ikke har set den i mange år
Hader:
* Sit ar i ansigtet
* Vagterne og Minerne
* Fangeskab og Slaveskab
* Båndet der tilbageholder hendes chakra
* Piske
Fremtidsdrømme: At Gwen og hende slipper ud af minerne, og kan leve i frit.

Iulia er en dyb alvorlig person, hvis liv aldrig rigtig har været levet. Barndomsårerne gemte på en livsglad, leende og glad pige, som mest af alt nød og fjolle rundt med lillesøsteren, og ridde den alt for store trækhest rundt over markerne, eller svømme så langt ned mod bunden, til hun ikke længere kunne holde vejret. Hun var eventyrlysten og sprudlende af energi.
Mange af disse stærke egenskaber, har holdt hende i live, blandt de golde sten og de arrige vagter, men disse har samtidigmed brudt livglæden ned, bid for bid. Iulia ejer stadig sin ildsjæl, der nægter at give op, og som prøver fysiske grænser af på alle led og kanter, men de alvorlige træk har overskygget alle smil og grin. Øjnene har mistet meget af deres gnist, og flammer normalvis kun op i rasseri og rent had.
Iulia blev berøvet ikke kun sin barndom, men ligeledes teenageår og har i mange år været direkte socialt isoleret fra alle andre end sin søster, hvilket har gjort, at hun fremstår kold, kynisk og ligeglad overfor alle andre levende væsner. Det væsentlige er at overleve, og smutter nogle af de andre på vejen til større madration, er det bare sådan livet har udformet sig.
Iulia sætter al sin energi og kræft på at passe på sin yngre søster, den evige trodsighed og stædighed som nægter hende at give op, er nok de kraftigste personlighedstræk - på nær den iltrende energi der strømmer igennem hende ved at kunne fysisk holde sig i gang i arena, og mærke sit fulde potentiale med sin magiske evne. Iulia har derfor bundet sig et stærkt bånd til hendes evne, og føler sig direkte magtesløs uden, og søger derfor oftes til de farlige situationer i minernes hårdere arena miljø for at få følelsen af kontrol og magi strømme gennem sig på ny. Ikke at det altid ender godt, men det er altid nederlaget værd. Samtidig med sikre det hende ekstra mad og tæpper, som den splittede familie på to holder sig i live med.

Baggrundshistorie

Iulias barndom var idyllisk. Den mellemstore familie havde et godt liv i Tusmørkely, levende fint med at passe sig selv udenfor den større by, og arbejde med jorden, klipperne omkring dem, og hinanden. Den mellemstore familie bestod af flere klynger af huse i nærheden af hinanden, hvor bedsteforældrenes børn var spredt ud, med deres ægtefæller og børn. Faktisk var de aldrig rigtig alene. De hjalp hinanden, delte deres afgrøder og byttede mellem hinanden. Iulia voksede derfor op med at vide hvor stor en betydning samarbejde kunne have, og hvor stærkt et samfund kan være, så snart det står sammen.
Den sorgløse tid, gik på sparsomt arbejde i køkkenet med at hjælpe Raka med at bage, specielt efter Gwen kom til verden, var det i høj kurs at fjolle rundt i køkkenet og smile uskyldigt med kagedej smurt ud i sit eget såvel som lillesøsterens ansigt. Som Iulia blev ældre, udviklede hun større interesse for det udendørs. Klatre i træer, ridde den store trækhest, udfordre skæbnen og følge med faren ud til markerne og få et eget lille område hvor hun kunne manipulere jorden til egen fordel. Han lærte hende at leve med sin evne som en forlængelse af sig selv – det var et stærkt bånd hun knyttede sig og ting faldte hende mere og mere naturligt som tiden gik.

Iulia var lige blevet små tretten år gammel, da det idylliske liv splintrede som et glas tabt mod jorden. Iulia og Gwen havde brugt morgenen på at rulle ned af bakken, lave blomsterkranse og have deres egen lille kildekamp, da tingene tog en hårdere drejning. Det var som om hele vejret skiftede med dagens gang, som et skingert skrig skar igennem luften. Fra deres position på den mindre bakke, syntes hele verden at bryde sammen, som stærke flammer skød op i nabogården hvor deres faster boede med sin mand og børn. Beslutsomt tog Iulia fat om sin søster, løftede hende ned fra stenen, for derefter at trække hende afsted i hånden, med kurs hjem.
”Nej! Vend om!” Iulia knugede sin søsters hånd og stoppede om, ved lyden af panikken i farens stemme. Iulia var parat til at lystre, til skriget fra huset tvang hendes opmærksomhed væk. ”MOR!” Der var krigere, mørke farver, grusom latter som gennemtrak den kolde luft, mens tiden begyndte at gå i stå.
Iulia husker ikke ret meget mere end de stærke følelser som skyllede igennem hende, og hvordan vagterne havde omringet dem. Om de havde slået dem, brugt magi eller på anden vis havde fået dem til at tie, var svært at sætte peget på. Det næste hun husker, var vognens gyngende gang op af bjerget, at ligge med hovedet mod sin fars bryst, med hænderne bundet stramt i rug og knasende reb.

”78-79-80…” vagterne satte et skilt fast på de nyankommende, som stod klynget sammen i de små familier og skrækslagende. Iulia knugede fast i sin fars stærke hånd, som vagten kom nærmere og svang træskiltet over hende. Hun kiggede ned på det, læste de sorte bloktal. 86. Vagterne forklarede at det nu var deres nyeste identitet, og de skulle glemme alt om deres gamle liv, navn og familie. Her var det alle for en selv.
Mændene blev derefter skilt fra kvinderne, og selvom Iulia kæmpede imod ved at holde fast, råbe og slå fra sig, var hun ikke stærk nok. Hun pressede øjnene sammen mod sin mors arm, og mumlede. ”Det er et mareridt.. vågn op.. vågn op.. vågn op!” resten af dagens forestillinger, står stadig tydeligt printet i hendes hukommelse, om end modificeret til at se mere mørke og mareridts agtige ud. Børns fantasi i disse skrækindjagende øjeblikke, hvor det onde dominerede alt godt, sætter et permanent præg i deres sind.

Iulia var ikke sikker på om det var lyden, den lette brise på den bare skulder, eller det faktum at armene der havde befundet sig omkring hende for ganske få sekunder siden ikke længere var der. Iulia fjernede hovedet fra sin søsters buskede hår, en anelse groggy og kiggede bag sig. Moren, som normalvis lå med armene om begge sine døtre om natten for at de alle kunne holde varmen, var listet væk fra i nattens mørke. Iulia som normalvis sov tungt efter dagens arbejde, mærkede alligevel uroen røre på sig, og flyttede sig forsigtigt væk fra Gwen, pakkede hende ekstra ind i tæpper, for derefter at liste forbi de andre sovende kroppe, der lå i lige netop deres teltlejr.
Hvad Iulia husker mest, var kulden der ramte hendes krop, det sekund hun satte en fod udenfor den varme omgivelse der udgjorde deres sovebunke. Der var mørkt, og der blev ikke spildt mange dråber olie på at holde lamperne tændte om natten. Der var kun lige nok til at vagterne ville kunne ane hvis folk samlede sig, samt gjorde tegn til at stikke af.
Ikke at Iulia havde nogen intentioner om at stikke af, og da slet ikke alene. Ganske forståeligt, kiggede den fjortenårige pige blot efter sin moder, som normalvis ikke plejede at drage ud om natten – troede hun. ”Mor?” det var en kvækkende stemme, der knap nåede over en hvisken. Iulia havde ikke lyst til at blive opdaget af vagterne, men det hele føltes forkert.
Endelig kom en bekendt skikkelse gående, men ikke i hendes retning. Den styrede målbevist, om end forsøgt i skjul, væk fra de sovende arbejdere og det løb koldt ned af ryggen på hende.
Iulia havde derefter ikke lukket et øje. Hun var vendt tilbage til sovekludene, holdte varmende og beskyttende om sin søster, under de uldne og møre tæpper, men søvnen meldte sig ikke. Der gik et par timer, før lyden af teltdun blev taget let til side, og et par listende tæer. Iulia mærkede vreden, frustrationen og frygten voksede op frem i hendes indre, uden chance for at forsvinde ganske let.
Lidt mere hurtigt, om end stadig nænsomt mod den sovende søster, fik Iulia revet sig fri og sat sig halvt op og stirrede frem i mørket, på den ankommende skikkelse der stivnede. ”Hvor har du været” stemmen var hviskende og hård. Den stivnede skikkelse, blødte op i sine skuldre og kom tættere på. Ikke til Iulias glæde. ”Jeg var bare ude og tisse, skat” svarede stemmen blidt og satte sig på hug, men Iulia lagde afstand og kravlede let over på den anden side af sin søster, lagde afstand til den kærlige mor der forsøgte at række en hånd frem. ”I flere timer” Iulia var ikke engang skeptisk. Hun var hård og kølig i sin stemme, med en kontanthed der afslørede at hun udmærket vidste hvad kvinden havde foretaget sig. Hvad alle de andre kvinder også foretog sig om natten i tide og utide, for at kunne hive lidt ekstra hjem. ”Hvordan kan du gøre det mod far!” knurrede hun lavmeldt, og sendte et hurtigt blik ned på Gwen, sikrende at hun ikke var vågen. ”Skat, du forstår ik-” forsøgte moderen tålmodigt, men blev afbrudt af en hvæssen. ”Nej! Og det kommer jeg aldrig til” Iulia trak tæppet over sig på ny, og flettede armene ind i Gwens, for at varmen igen skulle sprede sig, samtidigmed at Iulia var i stand til at holde afstand fra den blege arm, der forgæves forsøgte at holde begge døtre ind til sig.
De snakkede ikke om det igen, men Iulia bemærkede udmærket hvordan moderen fortsatte med sine nattelige besøg, og hvordan Gwen og Iulia havde lidt ekstra at spise, og et tæppe mere til natten, specielt i de kolde vintre. Iulia vidste godt hvorfor moren gjorde det, men det hindrede hende ikke i at mærke vreden over hvordan at hun kunne. Vreden hun holdte skjult, undlod at fortælle sin søster om, samt at de nattelige besøg blev holdt hemmelige, selvom det fik Iulias mave til at snog sig.

Selvom de ekstra tæpper og den smule mere mad gjorde dem godt, kunne alt ikke undgås. Moderens nattelige besøg måtte stoppe, mest af alt som sygdom tyngede hende ned, nok blandet med andre lidelse end hvad pigerne i dette øjeblik kunne forstå sig på. Hun var træt, hænderne hud var tør og sprækket, efter de mange vask af sten og ikke mindst tøj, stemmen rug og ikke længere genkendelig. Vinterens kulde skulle derfor vise sig at være sidst led i tråden til at Raka ikke længere holdt hånden over sine to døtre, og måtte se sig til takke med en begravelse i minernes dybe afkroge hvor ingen nærmede sig. Det var først der, det for alvor gik op for Iulia hvad deres mor gjorde for dem. Hvor meget hun ofrede på at de ikke skulle sulte, og hvad skulle de gøre nu.

Løsningen viste sig at være simpel. I hvert fald efter at overraskelsen og ikke mindst skrækken havde afdæmpet sig igen, hos den knap 15 årige Iulia, hvis hjerte hamrede efter rusen af adrenalin og sejrsrus.
Det havde startet alt andet end positivt ud. Iulia var havnet i den tungere del af minerne, for at samle sten efter de større huggere, og selv bidrage til få krystallerne til at slippe deres tag. Det var her, at hun for første gang i næsten 3 år, at deres far var indenfor rækkevide – og synet skræmte hende i grundvolden. Han var tynd, næsten kun halvt af hvad han før havde været, og i stedet for at tordne op i sin fulde højde, gik han foroverbøjet og nedslået rundt. Vagterne pressede ham til det yderste og slog ned på enhver fejltagelse. Iulia forsøgte at holde sig til sit arbejde – hun havde set og også enkelte gange mærket vreden fra vagter, hvor fangerne havde blandet sig i deres dagligdag. At straffe tilfælde fanger, eller blot dem som var en torn i øjet, var ikke noget nyt. Men det her var ikke blot en tilfældig fange. Det var deres far! Pisken svirpede gennem luften, med en ubehagelig klang og endnu mere frastødende svirp da den ramte armen. Iulia var ikke helt sikker på hvordan hun fik sat sine ben i gang, ej heller hvor hurtigt det lykkedes hende at komme frem. Men ved næste slag gennem luften, ramte pisken et nyt mål og snorede sig klamt rundt omkring den hvide urørte arm. Iulia greb rundt om pisken med den indfangede hånd og trak til. Vagten var overrumplet og overrasket, hvilket medførte at pisken blev sluppet og han i lang tid blot stirrede på hende – som resten af minernes arbejdere, hvis arbejde var gået fuldstændig i stå. Iulia stirrede ondt på vagten, men kunne ikke få et eneste ord frem. Hun havde dummet sig, og ønskede ikke engang at kigge tilbage på faren som desperat så fra den ene til den anden, men end ikke han havde nogen indvendinger.
Det næste Iulia mærkede var et hårdt tag i det lange sorte hår, og hun blev trukket i hår og nakke væk fra stedet, og mod et nyere område. Alt imens den lumre vagt hvæssede vådt i hendes øre. ”Så du vil slå fra dig hva? Måske en tur i arenaen vil få dig på andre tanker!”
Hverken vagten, familien, de andre minearbejde, ej heller Iulia havde regnet med at kunne vinde. Som armbåndet havde sluppet hendes underarm, og hendes chakra tog til, faldte alt hende ligetil. Hun var aggressiv tilbageslående efter få ture banket voldsomt ind i væggen, brædder og andre genstande. Forslået, om end sparket lynklar af adrenalin, blev hun fragtet til healerne, med en pose med fire æbler og et stykke lakridsrod. Åbenbart var der mere end en vej, til at få belønninger.

”Hvad hedder du?” hans stemme var hviskende, men med en perlende klang af energi som fik den 18 årige Iulia til at kigge forskrækket op fra sit arbejde ved klippevæggen. Han pegede til at hun skulle arbejde videre for ikke at tiltrække sig vagternes opmærksomhed. Det var forbudt at tale med andre. ”Kom nu, de hører dig ikke” hans hvisken var insisterende og fik Iulia til at bide sig let i læben, mens hun diskret kiggede sig over skulderen for om vagterne stod over hende. ”86” hendes stemme var tør og rug efter flere timer uden at have været brugt. Iulia var ikke sikker på om hun overhovedet havde brugt den overhovedet den dag. Knægten rystede let på hovedet og løsrev en større sten fra klippevæggen og fik den med en smule besvær sat på gulvet. ”Nej, dit rigtige navn, fjolle” Iulia stoppede igen en smule forvirret, og måtte tvinge sig selv til at rette sin opmærksomhed tilbage på stenen. ”Iulia” fik hun endelig svaret, med lidt mere klarhed i stemmen. Han smilede. Han havde et spinkelt ansigt, gråbrunligt kedeligt hår, men et smil og en varme i de brune øjne, som fik ham til næsten at stråle i forhold til alle andre i minerne, der efterhånden havde opgivet alt håb om at komme ud. ”Det er smukt. Mit navn er Taka”

Taka. Han pustede liv i en ellers dybt alvorlig og modløs skal, som rendte rundt som en maskine og flækkede sten ud af klipperne, ledende efter juveler, krystaller og guldklumper. Det var næsten som om hun glædede sig til at komme ned og arbejde. Nogle dage sagde de intet, andet end et smil, og hjælp med sten, andre dage sneg Taka sig til at fortælle historier. Historier om hvor han kom fra, hvad der var sket, og hvornår han kom til minerne. Han havde ikke været der længe, hvilket forklarede det ophøjede humør i forhold til resten. Men konsekvensen af ikke at havde været blandt de hjerteløse vagter, betød også at man var uforsigtig. I minerne fik man ikke mange advarsler, og den eneste man fik, var en billet til enten arena eller en tur i piskekælderen.

”86!” Iulia rettede sig promte og vendte sig til lyden af den iskolde mandestemme, der autoritert kaldte ud over flokken. Hun sagde intet, for det var uhøfligt at tale tilbage – åbenbart. ”Dødsarena, i morgen” og så var han væk. Iulia stod forstenet og kiggede på den forhøjede sten hvor manden for få øjeblikke siden havde stået. Chancen for at hun blev udvalgt var minimal! Hun syntes han havde smilet så skummelt, men det var ikke langt fra standard. Næste dag lærte hun hurtigt hvorfor.

Det var hans straf. Straffen for at tale med sine medslaver. Straffen for at gøre det igen, selv efter man havde fået prygl, tæsk og pisk. Iulia huskede tydeligt førstegang hun havde fået en mavepumper der havde taget al luft ud af hende – dette føltes præcis på samme måde. I den magiske ring, hvor de to deltagende kunne bruge deres magiske evner, men ikke slap ud af ringen, stod hun igen – nu med livet som indsats, og så direkte ind i det aflange ansigt, der mistede alt farve. Hun vaklede mens hun bakkede et par skridt. ”Kæmp!” ”Kom nu i gang!” tilråbene fra tilskuerne blev mere og mere væmmelige, højere og stærke. Iulia pressede øjnene sammen, knyttede næverne og tømte sit sin for alle former for tanker og følelser. Hvert slag og hvert slag låste det udtryksfulde ansigt fast som en maske af intethed. Iulia husker et skrig, da det hele var overstået – men husker ikke det var sit eget.

Fødderne slæbte sig tungt hen over gulvet, mens vægten fra den snollede pose næsten var nok til at vælte hende omkuld. De mosegrønne øjne så tomt og ligegyldigt frem for sig, som hun trådte ind i sovebunkeren og smed posen hen i hendes og Gwens hjørne. Posens indhold var et par nye og rene overtrøjer, samt en beskeden mængden af æbler, men Iulia ænsede det næppe. ”Iulia?” med en kræft anstrengelse løftede hun blikket fra det ujævne gulv og stirrede tomt på sin søster. Iulia var pakket ind i forbindinger hist og her, hvor nogen af dem afslørede at der var blødt let igennem. ”Der er nyt tøj i posen” svarede hun ligegyldigt, trods søsteren så skræmt og bekymret på hende. Alle vidste hvordan en dødsarena foregik, og så snart de to kæmpende var udvalgt, var ingen af fangerne i tvivl. Det var et stort event, som heldigvis ikke skete ofte.
Iulia kravlede toneløst ned under det rug og tykke tæppe, krøllede sig sammen og stirrede ind i væggen. Der gik ikke mange minutter før mærkede den velkendte varme fra en anden krop, kravle helt tæt ind til hende og ligge armene omkring, mens det bløde pande lænede sig mod hendes skulderblad. Iulia brugte alle kræfter på at bide tænderne så hårdt sammen at hun ikke begyndte at græde. Men det hjalp ikke. Hun tog fat om den mindre hånd, der holdte godt fast om hende, hvorefter hun begyndte at hulke, tæt på lydløst, og ryste over hele kroppen. Tårerne trillede ned af hendes kind og næsetip, men hun gjorde intet for at fjerne dem. Det gjorde ondt at vide at han aldrig ville overraske hende i minerne igen, aldrig ville finde på en ny opfindsom undskyldning for at arbejde ved siden af hende, eller aldrig nogensinde ville diskret i al hemmelighed forsøge at holde hende i hånden igen. Iulia ønskede aldrig nogensinde at føle den form for smerte, nogensinde igen.

”Gwen!” det blev sagt nærmest som en hvislen mellem tænderne, mens Iulia tog hårdt om sin lillesøsters underarm og trak hende af sted. ”Er du gået komplet fra forstanden!” Iulia lød alt andet end begejstret, og lillesøsteren svar tilbage gjorde ikke ligefrem det i forvejen hidsige humør spor bedre. ”Højst sandsynligt, men hvad snakker vi om denne her gang?” Det var næsvist, leveret promte og med et kækt utryk. Iulia mærkede at hun strammede grebet og guidede sin søster ind i et mere afsidigt område. ”At stjæle fra de andre fanger, kan jeg leve med!” startede hun belærerne ud, og forsøgte næsten desperat at ignorere at hun blev mødt med et par himlende øjne. ”Jeg laver ikke sjov, Gwen! At stjæle fra fangerne er vagterne ligeglad med. Men at stjæle fra Vagterne! Du er jo ikke rigtig klog” Iulias stemme blev mere en hvisken, fremfor hvæssen, mens hun fastholdte søsterens blik. ”Du ligger din egen hals på blokken – og jeg kan ikke blive ved med at redde dig fra den” der var dyb alvor i stemmen. Hvis Gwen blev ved, og igen opdaget kunne det gå fuldstændig galt, og endnu engang mærkede Iulia panikken over hvad konsekvensen kunne blive. De havde mistet deres far også. Iulia var ikke helt sikker på hvornår, men han kom ikke mere, og han havde ikke været til at opspore. Det plejede kun at betyde en ting. Gwen var alt som Iulia havde tilbage, og hun havde ikke på vilkår tænkt sig at kaste hende bort til sin egen skæbne, når det var sådan her hun tog imod ’voksen’ livet i minerne. ”Så stop.. For min skyld”

Meget kan siges om minerne. Endnu mere kan man stille spørgsmålstegn ved. Hvordan de to søstre har overlevet her i hele syv år, måtte hænge sammen med den trodsighed og ekstreme stædighed som blomstrede i dem begge. De var unge, lærte hurtigt og gav ikke op – om end de havde forskellige måder at leve på. Iulias mål holder på at holde sin søster i live, og det klare hun bedst ved selv at være til stede og kunne passe på møgungen der roder sig ud i alt for mange problemer. I hvert fald så godt hun kunne. Samtidig med høres nogle gruopvækkende rumlen og skrabelyde fra andre dele af bjergene. Iulia ved ikke meget om dette land siden hun kom hertil, men vagernes småhvisken om drager, og deres skælven ved tanken, var nok til at skulle der komme en flugtplan op, skal den eftertænkes. Hellere vagternes piske, end dragens glubske gab.


Familie: Far: Jarome Gagliardi - Død
Mor: Raka Gagliardi - Død
Lillesøster: Gwen Gagliardi - 3 år yngre

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Fantastisk