Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Rouku Nuk'masson
Kaldet: Rouku
Køn: Mand
Alder: 27
Fødselsdag: 21. August 1992
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Nak'lar
Erhverv: Dragejæger
Nuværende levested: Omrejsende - Dragonisdalen
Race: Blandingsrace - Topalis-folk og Nordfolk
Uddybende om race: Halv nordkrystallianer og halv topalis-folk

Udseende

Højde: 189 cm
Vægt: 94 kg
Rouku har arvet mange egenskaber fra sin far. Deriblandt den mørkebrune hud og mange af hans generelle træk i ansigtet. Han ligner ham op af dage, med undragelse af det mørkebrune hår og de lyseblå øjne som står i dyb kontrast til hans brune hud. Rouku har en veltrænet krop og det er tydeligt at se han er atletisk bygget. Roukus hår er opsat i en høj hestehale, med en enkelt fletning deriblandt. Håret på siden af hans hoved og nakken er barberet af, så det kun er det øverste som danner hestehalen. Dertil har Rouku et kortholdt brunt skæg.
Igennem årerne har knægten fået erhvervet sig nogle ar, det mest tydelige i venstre øjenbryn. Derudover er de fleste skåar fra diverse slåskampe og uheldige sammenstød med drager - møder han imponerende nok har overlevet, trods hans uerfaren ungdom. Rouku bære en brun ørering i ventre øre, af træ.
Tøjet Rouke bruger, er som smartest nok, praktisk og nemt at bevæge sig rundt i, samtidigmed han er beskyttet enkelte steder. Nogle af delene er atypisk for nordfolket, da de er arvet fra hans far, men andre dele, som de dybblå farver passer til stammen. Rouku bære et enhåndssværd, som er hans hovedvåben ud over sine magiske egenskaber.
Faceclaim: Sokka (Avatar: The Last Airbender - voksen udgave)

Magi

Magisk evne (1): Elementmagi - ild: dragens offer gave eller hvad andet den store knægt kan finde på at kalde den. Evnen er medfødt omend først opdaget som 5-6 årig da han vendte tilbage til Nordlandet med sin mor.
Rouku bruger sin indre ild til at kunne fremmane nyt han kan bruge til at manipulere, samt han kan bruge det til at undgå at fryse. Evnen er nedarvet fra faren og er dybt spirituel for ham. Ild har en ødelæggende kraft men er for Rouku som livet selv. Ilden trækker vejret, næres af hvad den bliver fodret med og kan kvæles.
Rouku kan derfor gå med en flamme i hånden uden at brænde sig, såfremt den er selskabt og nære den med sin energi til at blusse op steder ilden normalvis ikke ville for fat.
Evnen gør ham ikke immun over for andres ild - ej heller dragerne trods det havde været stærkt effektivt. Den giver et beskyttende lag og bekæmpes andet ild med hans egen (i et forsøg på at beskytte sig) vil han dermed heller ikke forbrænde særlig nemt.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Healing: Rouku kan heale små skrammer til større åbne sår. Skadens omfang bestemmer hvor meget energi og tid det kræves af ham. Rouku speciale er efterhånden brandsår og disse heales derfor hurtigt og uden varige men.
Rouku er ikke i stand til at sætte afhuggede lemmer tilbage, ej heller heale genetiske skader og brækkede knogler. Han kan lindre smerten og hjælpe muskulaturen på vej, i mange tilfælde stoppe blødninger.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Styrker:
- Iderig og kreativ
- Humoristisk og sarkastisk
- Varm og godhjertet
- Dygtig dragejæger
- Eventyrlysten
- Modig
- Brug af våben
Svagheder:
- Nogen gange lidt for sarkastisk
- Har svært ved at holde kæft
- Restløs, han er direkte elendig til at være inaktiv. Han skal altid have et eller andet at lave, ellers går han agurk.
- Dem han elsker og holder af. Han vil give sit liv for dem, uden så meget at tænke over det.
- Bliver forfærdelig nemt søsyg (så at sætte ham på et skib er ikke altid sundt)
Interesser: At opfinde nye mærkelige og forsøgt praktiske ting, lærer nye folk at kende (og få dem til at le).
Elsker:
- Opfinde
- Lejrbål
- Sin familie
- Sin følges ven Fluffypuff
hader:
- Sand og tørke
- Akavet stilhed. Generelt er han ikke god til stilhed, men ikke al stilhed er dårligt.
- Kål
- At sejle
- At være ude af stand til at hjælpe.
Generelt:
Rouku er en humoristisk varmhjertet person, som gør det til en stor del af sit liv at se andre smile, le og være glade. Han humoristiske side kan dog være for meget for nogen personer, der ikke forstår sig på hans sarkasme eller noget fysiske humor. Men det er ikke den eneste grundessens af den unge mand. Han er varmhjertet, glad og modig. En stærk person dybt inde, som sætter andre før sig selv i stort set alle situationer. Ikke for at pusse sin egen glorie, men han er blevet kaldt løvehjerte før i sit liv! Rouku ville ønske at han da kun havde en personlighed som den perfekte prins, men det slipper han sgu nok ikke igennem. Han er restløst, eventyrlysten og en smule for dårlig til at tage den med ro. At sidde stille er jo næsten ikke til at bære, og livet som dragejæger er heldigvis nok til at holde hans opfindsomme hjerne og restløse krop en smule i ave. Det værste man kan udsætte ham for, er når han sidder og intet kan gøre for at bidrage. Han har prøvet det før, og hader det. Set sårede kammerater, som han havde gjort alt hvad han kunne for, men til sidst var nødsaget til at vente. Vente og se om de klagede den. Den ventetid, den tålmodighed ejer han simpelthen ikke, selvom han ville ønske han gjorde.

Baggrundshistorie

Arina havde aldrig været en pige der fulgte reglerne. Hun havde altid valgt at tage videre ud end grænsen, gav hendes kære gamle fader grå hår og skræmt livet af sin bedsteveninde med sine eventyrer. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse at hun fandt kærligheden langt væk fra sit hjemland. En kærlighed der førte til at Rouku blev født. En sammensmeltning af de to raser, en sund og rask dreng med sin fars indre styrke, og sin mors nysgerrighed. Det var lykken. Men som mange andre lykkelige ting, kunne det ikke vare ved. Nuk'ma gav dem tid til at flygte, og den fireårige knægt glemmer aldrig sit sidste minde om den stærke mand, han med stolthed i stemmen kaldte far. Manden som krammede sin elskede og deres barn hårdt ind til sig en sidste gang, før han klappede hesten hårdt, så den red afsted så hurtigt dens ben kunne bærer den.

Rouku blev derefter stille. Et stille barn, hvis store blå øjne blev matte og grå. Han var restløs, ude af stand til at holde sig i ro, så længe tankerne flød. Så han begyndte at fumle med alt han kunne finde. Kviste, små stykker reb, bark og så meget andet, evigt og altid forsøgte at opfinde noget nyt til at trække hans opmærksomhed væk. Det holdte aldrig helt op med at eksistere i ham, men i stedet for at blive en distrahering, vendte nysgerrigheden tilbage. Lige så snart han kom til sin mors fødeby og mødte Lorcán. Den rødhårede knægt med omtrent lige så meget krudt i røven som Rouku selv, som tog ham ind fra starten, trods hans udseends mæssige afvigelser. Rouku kunne aldrig havde ønsket sig en bedre velkomst end denne. Og de har været udadskillige sidden.
Bygget den ene hule efter den anden, malet huletegningerne på væggene, til deres mødres store utilfredshed, og ikke mindst den største mængde ballade nogen nogensinde. Rouku kan kun tænke tilbage på den del af sin barndom med stor glæde og lykke.

Hun var to år ældre, med det smukkeste røde hår han nogensinde havde set, og en ildsjæl der gjorde det hele en smule ubestemmeligt for knægten. Den 12 årige knægt som mest af alt brugte tiden på at lave ballade, opfinde mærkelige ting og bryde rundt med Lorcán. Alt han foretog sig var altid med Lorcán. Ja, indtil de skulle rejse op og besøge hans familie længere oppe i landet. Og der stod hun. 14 år, inde i sin teenagefase og naturligvis en tøs. Tøser gad ikke at slås. Tøser kunne ikke finde ud af at slås!
Tog Rouku fejl? Ja, det kan man roligt sige at han gjorde. Hun kunne bryde nøjagtig ligeså godt som drenge, og kendte et par knep som var ukendt. Rouku glemmer aldrig det selvtilfredse ansigtsudtryk Lorcán bar i flere måneder efter, og at Roukus brune hud kunne modtage en rød nuance blot ved tanken. Sigrun Bjarnisdottir havde hamret ham i gulvet, og banket ham til plukfisk på ganske kort tid - forstyrrende kort tid. Derefter opnåede Sigrun nærmest gude status. Der gik mange år inden han så hende igen. Sigrun som voksen kvinde, med ansvar og respekt fra alle andre. Men Rouku husker stadig den hidsige 14 årige som fik banket ham i gulvet for så mange år siden, og smiler over det. Ja ja, nogen skal jo sætte deres præg i livet.

,,Hey lille ven. Hvad er du for en?" At gå på opdagelse ned af bjergsiden blev mere og mere aktuelt som drengene blev ældre. For det meste sammen, men nogle gange var Rouku ude og lede efter materiale til sine eventyrlige opfindelser - hvis han selv skulle give dem et navn.
Og der lå den. Nok på størrelse med en halv stor hundehvalp, med to små knubber på hovedet, påbegyndelsen til et par aggressivt store tænder, og ellers de mest nuttede søde øjne han nogensinde havde set. Han sad længe, talte beroligende til den, som han havde hørt landsbypigerne gøre med gedekid som skulle lærer menneskelig kontakt. Det gav til sidst pote.
Han havde ventet hele dagen på om moren skulle vende tilbage. Han ville ikke bare tage en unge uden videre. Den ville med stor sandsynlighed være savnet. Men da natten faldte på, tog han fyren op og med sig.
På vejen tilbage, dækket i træernes skygger så han hvorfor. Et stort dyr lå i udkanten af et bål hvor mændene snakkede højlydt. Trofæjægere havde altid været en plage for krystallandets befolkning. Med ungen, der senere blev navngivet Fluffypuff, inde under jakken, vendte han hjem. Bitter over hvad han havde set, men med en følgesven for livet. Det krævede en del tålmodighed han kæmpede for at mønstre. Nogle dage var direkte umulige - så umulig at Lorcán måtte tage over med gode råd og et stort grin på læberne. Tålmodige satan...

Hvor dragejæger ideen kommer ind i billedet, var lidt en anden sag. Som dragerne vendte for alvor tilbage til landet, var især deres område i dalen generet. Dragerne terroriserede og gjorde verden usikker, især for dem. Rouku anser ikke sit job for værende at søge prestige eller for pengenes skyld. Udelukkende for beskyttelse. Pengene er rare for hele landsbyen, både dem man kan få fra skatten som at sælge drageskin. De få gange det lykkes. Normalvis jages de blot væk, såfrem det kan lade sig gøre. Man skal have stor respekt for drager! De er ikke noget lille lam man kan trække rundt efter ønske. De er dødbringene, og at flygte er næsten umuligt.

Fandt Fluffypuff som 18 årig

Familie: Mor: Arina Ravnsdottir - Nordkrystallianer
Far: Nuk'ma Emberspirit - Topalisfolk - Død

Adopteret familie:
"Bror" Lorcán Burke og hans forældre, samt kusine, Sigrun Bjarnisdottir

Andet

Ridedyr:
Navn: Fluffypuff
Køn: Han
Alder: 7 år
Race: Sabeltiger-elg-løve
Generelt: En af de mere sjældne racer lokaliseret i skovområder for fodden af de harske bjerge. De er omkringliggende to meter over ryggen, med spidse sabeltigertænder, et elggevir og en krop der har skiftende struktur både hældende til kattesiden såvælgt som elgsiden. I naturen er de meget sky, omend fredelige. De angriber kun hvis de bliver truet.

Fluffypuff blev fundet som kalv, blot omkring en måned gammel. Derfor har Fluffy ikke de samme sky tendenser. Han er glad for selskab, utrolig kælen og kærlig. Omend brusk og farlig overfor folk der truer ham eller hans herre.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Under middel
Chakra: Over middel