Havde han kaldt hende for et dyr direkte, så ville han næppe have fået en høflig reaktion fra hende. Men på den anden side, så var det ikke fordi det betød noget for hende. Flængen i maven betød dog noget helt andet end hvad mørkelveren måske havde regnet med. Det var fascinerende, som et sår kunne føles så godt, men hun kunne ikke lade det distrahere hende, før han var allerede igang med næsten angreb.

Det var altid en risiko at lade modstanderen ramme sig, men Yotul var overbevist om at mørkelveren måske ikke var efter det helt samme som hun var. Eller måske de var enige? Hvor Yotul havde det ganske morsomt, mere som Zane endte med at give slip og give hende pladsen. Hun greb fat i sværdet igen, denne gang hårdere, som såret på hendes hånd var healet igen.

Yotul passede, som mørkelveren slikkede hendes blod af kniven. Et ondt smil gled over hendes læber, som hun hævede sværdet mod sin hånd, lukkede hånden rundt om sværdet og hev til. Bladet blev smurt ind i blod, som de voksede ud over sværdet i form af pigge. "Du fortryder vel ikke?" Hendes stemme var næsten bønfaldende, som hun ikke ønskede at han skulle give op allerede. Blodet havde brug for tid til at nå frem, så lige nu trak hun bare tiden. "Hvis du kan lide smagen, så kom og ta' mere" tilbød hun næsten kærligt. Sværdet var hævet imellem dem.

"Fortryder? Åh nej da... langt fra. Jeg kunne finde på mange ting at gøre med dig." kom det fra ham.
Sjældent havde han nydt en kamp så meget, som han nød denne - og de var knap nok kommet i gang.
Det var i sandhed ikke en normal modstander, han stod overfor.

"Lad os se hvor god du egentlig er." sagde han med et ondt smil.
Han fokuserede sin magi, og knipsede så en enkelt gang med fingrene.

Luften omkring dem blev ladet med energi, og trykket steg i hele lysningen; med et brøl, dukkede to lilla flammer op imellem dem, og skød frem imod Yotul.
Hvis hun undveg, ville de hurtigt begynde at jage hende, og samtidig stikke ild til alt hvad de rørte.

Zane kunne mere end bare sværdkamp.

En latter fyldte tomrummet imellem dem, ja det lød næsten som en jubel, som han ikke lod til at bakke ud af deres lille aftale. Yotul smilte til ham, hvad end han kunne finde på, så var hun ikke sikker på at give ham chancen, men hvorfor tage pusten fra ham allerede nu? De var kun lige begyndt. "Måske hvis du fik chancen" sagde hun udfordrende, men med et tydeligt smil på læben.

Yotul så lettere forbavset på ham, havde han tænkt sig at teste hende og hvordan? Uanset hvad så havde hun ikke tænkt sig at lade ham vinde. Men han havde fanget hendes opmærksomhed, som hun rettede sig op igen. Et knips var alt der skulle til og straks viste de lilla flammer sig. Yotul bukkede sig hurtigt ned for at samle hans eget sværd op. Flammerne voksede for hendes blik og havde direkte kurs mod hende.

I stedet for at flygte løb hun frem mod ham. Hun holdt sværdene foran sig, usikker på om de overhovedet kunne gøre noget ved flammerne, var hun nød til at forsøge. Derefter drejede hun rundt på den ene fod for at glide hen over græsset, Yotul sigtede efter at fælde hans ben med sine.

"Lad os se om ikke chancen byder sig." gav han igen.

De to flammer havde kurs mod hende, og elverkvinden viste igen sit mod - ingen havde nogensinde bevæget sig hen imod hans magiske ild, og især ikke hvis de havde mærket dets modbydelige kraft på egen krop... men Yotul spænede lige imod dem, og undveg dem med nød og næppe, for så at tackle Zane selv.

Perfekt.

Da hun kom tæt nok på, greb han hurtigt ud efter hende i et forsøg på at tage hende med sig i faldet.
Hun ville have svært ved at bruge de lange sværd på så klods hold, mens han var sikker på at han var fysisk stærkere end hende - og så havde han jo også kniven.

Eneste problem var blodmagien.

Skulle han bruge kniven igen, ville det være nødvendigt at stikke dybt og gøre reel skade.

Hvis det lykkedes ham at tage hende med i faldet, ville han forsøge et smække hende om på ryggen, holde hendes ben nede med sine egne, og hamre hendes arme i jorden i et forsøg på at undgå at hun kunne bruge dem.

Hans kommentar bragte et smil frem på hendes læber, hun var begyndt at synes om mørkelveren, hvor underligt det end måtte lyde, så var det lige før hun forstod den unge skovelvers interesse. Ikke at hun ville indrømme det overfor ham, de havde stadig en kamp at afslutte. Dog valgte hun ikke at kommentere på hans ord, for han skulle da være velkommen til at forsøge, hun ville dog ikke gøre det nemt for ham. Han havde kun set en brøkdel af det hun kunne gøre med sin magi. Hvorimod hun endnu fik chancen for at se hans ildmagi. De lilla flammer var imponerende at se på, men hun var også overbevist om, at det ikke ville være smart at blive ramt på hele kroppen. Nok ville hun kunne heale sig selv, men den slags skader ville sluge hendes kræfter på ingen tid. Hvilket ville være for risikabelt.

Yotul vrissede lettere irriteret, da han endte med at gribe ud efter hende. Hun havde lidt forventet at hun kunne komme på benene igen og bruge sværdene imod ham. Men Zanes styrke var langt over hendes og hun var ikke i en position, hvor hun ville kunne vende rundt og bruge styrken imod ham. De grønne øjne viste tydeligvis at hun var irriteret. Yotul slap sværdene, så de landede på jorden. Hvis de skulle kæmpe i nærkamp, så havde hun brug for sine hænder. Hun udstødte et irriteret suk, da hun ramte jorden med ryggen. Hun skød automatisk brystet frem, før hun forsøgte at hive benet op mod hans skridt. Benene blev dog låst med hans. "Du kunne bare have sagt, at du foretrak at være tæt på" lo hun stille, som hendes arme blev låst mod jorden. Yotul bed sig i underlæben, hårdt nok til at bryde huden, som blodet flød over hendes hage. Hun hev lidt i armene, før at hun begyndte at smile til ham. Der gik ikke lang tid før hun opgav og blot kiggede op på ham. Et sygeligt smil gled over hendes læber, blodet lod hun dog være, som hun koncentrerede sig om det blod, han havde slugt af hendes. Hun lod det følge hans blodårer ned mod hans ben, hvor hun fik det til at samle sig i hans pulsåre, for at lukke af.

Det lykkedes ham at overvinde hende, og Zane smilede køligt ad hendes ord.
"Er det ikke altid mere interessant, når man er lidt tæt på?"
Deres ordvækslinger morede ham, og han havde nydt denne lille kamp...

Nu overvejede han bare hvad han skulle gøre ved hende. Der var jo en del gode muligheder! - eller om han bare skulle holde hende der, indtil de fandt en løsning på deres lille problem.

Og så, i løbet af en ganske kort øjeblik, gik det op for Zane at han havde begået en alvorlig fejl.
Han mærkede hvordan blodtilførelsen i hans ben blev stoppet, og hvordan hans ben ganske hurtigt begyndte at blive følelsesløse.

"Arh, pis..." sagde han med et halvirriteret smil. Hvordan kunne han have begået så åbenlys en fejl, når han jo godt vidste at hun kunne kontrollere sit eget blod?
I et kort øjeblik overvejede han at bruge de sidste to sekunder han havde på at stikke hende gentagne gange i maven med kniven - det ville i hvert fald afgøre kampen... men på den anden side, skulle hun have et lille plus point for at udnytte sin magi så smart.

Så han lod sig rulle sidelæns af hende, og frigav dermed med vilje sin modstander.

"Godt tænkt."

Der var ingen som sagde, at kampen var slut endnu, men Yotul kunne godt fornemme på ham, at han faktisk troede, at han havde vundet. Men sådan var det altid, når mænd spillede med deres styrke, så blev de blændet af sejren og så var det så godt som for sent for dem. Det morede hende, som hun ikke kunne lade vær med at smile af hans ord. Som reaktion på hans ord valgte hun at nikke. Mørkelvere havde altid været nogle interessante væsner og hendes sammenstød med ham, gav hende lyst til at vide mere, men for nu skulle han lige sættes på plads først.

De grønne øjne betragtede ham stille. Hun gjorde ikke meget modstand, mest af alt fordi hun var koncentreret om hans blodårer og hvordan hendes eget blod bevægede sig igennem de lange årer. Hun skulle finde det rette sted, før hun ville lade ham mærke det. Med tiden ville hans eget blod bekæmpe hendes, så hun ville ikke have magten over det længe. Men nok til at prikke til ham. Hans udbrud fik hende til at le, som hun smilte til ham. Presset slap hun dog ikke endnu, da hun ville sikre sig at han ikke lige pludselig gjorde mere skade på hende end hun kunne håndtere med sin evne. Yotul spændte i maven, som han rullede af hende og endte ved siden af hende. Hun fulgte dog hurtigt med rundt, så hun lå ovenpå ham i stedet. Presset mod blodåren forsvandt, men hun lod klump bevæge sig længere op af hans ben. Klumpen var stor nok til at han kunne mærke den bevæge sig igennem kroppen. ”Giver du op?” spurgte hun køligt, næsten hviskende, som hun lagde sig ned mod hans ører med munden. Man kunne høre på hendes stemme, at hun smilte og nød positionen, som han havde sat sig selv i.
Blodet bevægede sig mod hans mave og længere ned, som det pressede blodet imellem hans ben. De havde lige hygget sig, ham og den unge skovelver, så hun ville ikke bebrejde ham, hvis han var kørt træt, men så længe hendes blod stadig befandt sig i hans system, så kunne hun lægge et pres på hans lem uden at løfte en finger. Hun rakte dog stille ud efter sit sværd, som hun holdt presset imod hans krop, blot så han ikke ville skubbe hende af. Da hun fik fat i sværdet trak hun det til sig og var klar til at ligge det imod hans hals, medmindre han forsøgte at skubbe hende bort.

Ubehageligt som den blodklump skvulbede rundt i hans krop - han var bestemt ikke fan af den evne! Men han måtte indrømme at den var meget effektiv.
Det måtte være svært at kontrollere.

Det virkede lidt som om hun ikke havde opfattet, at han faktisk havde skånet hende -  men okay, det var forståeligt nok.

Han smilede let da hun pludselig var ovenpå ham, og han kunne ikke lade være med at halvt fnyse, halvt grine, da hun brugte sin evne ganske... kreativt.
Hvad i alverden var hun ude på?

"Hvis ikke det var for sværdet..." sagde han og lagde spidsen af kniven advarende imod hendes ene side,
"...ville jeg tro du lagde an på mig."

Zane havde ret, evnen var ikke nem at arbejde med, men så igen hun havde haft flere år til at arbejde på evnen, så for hende var det lige så naturligt som at bruge sværdet. Nok var hun blevet fortalt flere gange, at hun ikke skulle gøre sig afhængig af magien, men i en situation som denne så havde hun ikke set nogen anden udvej. Hans ild gjorde det svært for hende at komme tæt nok på til at kunne bruge sit sværd og irriterende nok så lod han til at være ret glad for sin magi. Derfor var det kun fair, at hun brugte magi imod ham. Ikke at hun havde brug for at retfærdiggøre det overfor sig selv, tværtimod, hun gjorde hvad der passede hende.

Om han havde skånet hende eller ej, så havde hun ikke bedt om det. Men på den anden side, så havde hun ikke noget imod at skifte position. Yotul var klar over, at så snart hun slap grebet om hans blod, så ville han nemt kunne skubbe hende af og bytte rundt på deres placering igen. Alligevel nød hun at presse på og der var intet i vejen for at vise, hvad hun kunne bruge sin evne til, for hvad kunne han gøre for at stoppe hende? Hvis han havde tænkt sig at dræbe hende, så ville han skulle arbejde hurtigt, for ellers ville det være for sent. De grønne øjne vendte retur til hans lilla øjne. Et smil gled over hendes læber, som hun rystede svagt på hovedet. ”Sværdet kunne sagtens være en del af det” lo hun køligt, som hun dog rettede blikket mod kniven, han havde presset imod hendes side. En svag latter undslap hendes læber, som hun pressede blodet længere ud i hans lem. Hun flyttede sig let og kiggede sig over skulderen. ”Herfra ser det ud som om du lægger an på mig” lo hun køligt, som hun dog rejste sig op, men holdt grebet om hans lem. Hendes blik søgte tilbage mod skovelveren. ”Tror ikke han fik nok, frøken” svarede hun med et nik mod Zanes lem, før at hun gik væk fra ham og svang sværdet ud til siden, så blodet røg af bladet og hun kunne sætte det tilbage i sit bælte. Yotul slap grebet om blodet og lod det blive opløst i hans system, han var fri til at gå.

Der var ingen grund for Aurelia til at blande sig den mindste smule i de voldelige senarier. Hun ville ende med at komme til skade selv og selvom hun havde evnen til at hele, virkede den ikke altid optimalt. Med dødelige skader ville hun ikke kunne fokusere nok til at hele ordentligt, så hun holdt sig pænt på afstand. Alligevel tog hun sig selv i at træde et skridt nærmere, hver gang Zane var tæt på at komme til skade. Havde hun ikke tænkt sig om, havde hun blandet sig for længst. Deres dialog under hele forløbet kom dog bag på hende. Hvordan man kunne nyde noget så voldsomt var hun ikke bekendt med. Om hun skulle have det dårligt over situationen grundet kampen, eller om hun skulle være ligeglad, siden de begge nød det, vidste hun ikke rigtig. Der lå en tone af flirt over dem begge, men det generede hende egentlig ikke. Jalousi var åbenbart ikke en følelse hun besad, selv ikke efter hendes tætte omgang med Zane, men bekymret, dét var hun! Han måtte da ikke komme til skade..

Blodmagien opfangede hun ikke, da hun var for langt fra dem og ikke kunne se meget af hvad der skete. Derfor røg Jolanthas sidste kommentar også over hovedet på hende, selv med nikket mod årsagen. Det var ikke et emne hun var vant til at tænke i og det var det heller ikke nu, så hun forstod intet. Kampen så ikke ud til at fortsætte, så nu kunne Aurelia endelig komme tæt nok på, til at hente den blodige halskæde igen. Hun samlede den op med to fingre og skubbede den ned i lommen med en enkelt finger. Blod var ikke så lækkert for hende. Lommen på de hvide shorts blev hurtigt lidt rød, men det kunne hun ikke gøre noget ved nu. Hun flyttede sig hen ved siden af Zane, så følte hun sig lidt mere sikker.
"Ved du hvor din halskæde kommer fra? Altså hvem der har lavet den?" Hun undlod at komme for tæt på en gang mere. Et sværd mod halsen var ikke en oplevelse hun skulle have igen, men om lidt ville hun have snakket for meget til at tænke på det, og hun ville sikkert gøre præcis det samme en gang mere. "Hvis du ikke gør, hvad betyder den så overhovedet for dig?" Hun spurgte kun fordi den betød noget for hende selv og flere spørgsmål kom sikkert senere.

Hvordan ville normale personer reagere i denne situation?
Zane havde ingen anelse... og han var heller ikke helt sikker på hvordan han selv skulle reagere.
Den nytilkomne skovelver - blodmagikeren - havde vist sig at være helt anderledes, end nogen anden skovelver han havde mødt.

Faktisk mindede hun mere om en mørkelver.

Han smilede smørret over hendes kommentar til Aurelia, og åndede lettet op da hun slap det magiske tag i ham.
Han kom på benene, og rystede hovedet en smule.
Sikke en underlig omgang.

"Måske skulle i finde ud af det med den amulet..." kom det fra ham.
Det var tydeligvis ualmindeligt vigtigt for Aurelia - og Zane havde en god idé om hvorfor.

Morskaben blev som hevet ud af hende, det sekund at den unge skovelver atter kom på banen igen. Hun fnøs let, som Aurelia søgte tilflugt ved Zanes side. Havde hun slet ikke set hans opførsel? Mente hun virkelig at hun var bedre tjent med en mørkelver end nogen anden? Yotul forstod sig ikke på hendes opførsel, men hun var heller ikke interesseret i at blande sig, for det betød intet for hende. Noget andet der dog betød noget, var halskæden, men hun havde aldrig fået en forklaring. Derfor havde hun ikke i sinde at fortælle meget om sig selv, bare fordi pigen insisterede. Ubevidst greb hun dog fat i halskæden, den havde viklet sig rundt om sig selv flere gange, men intet der generede hende, som hun bare snoede fingeren rundt om kæden. Det sidste hun nok var interesseret i at vide var hvem der kunne have lavet den, for havde det virkelig nogen betydning? De grønne øjne hvilede dog på Aurelia for en stund, hun var lettere irriteret på sig selv, men gjorde ikke andet end at tørre blodet af for blod mod sine bukser. De kunne skiftes ud senere.

Yotul rynkede en anelse på brynene, som skovelveren insisterede på at fortsætte samtalen. Hvad den betød for hende? Hendes blik dalede en anelse, uforstående over hvorfor hun gerne ville vide det. Hun trak let på skulderne. ”Jeg har haft den så længe, jeg kan huske” svarede hun lettere henkastet, mere betød den vel ikke for hende? Hendes blik vandrede atter mod Zane, som et smil gled over hendes læber, det kunne betyde flere ting, hun undlod dog at lægge nogle ord bag smilet, som hun atter vendte blikket mod Aurelia. ”Det er bare en amulet, intet andet” svarede hun køligt, som hun ikke forstod pigens interesse. Måske det var på tide at gå?

”Tak for denne gang” sagde hun med et lokkende smil på læben, henvendt til Zane, som hun faktisk havde moret sig. Det var ikke til at sige om hun kunne finde på at bede om en kamp igen. Hun tvivlede på at deres veje ville krydses igen, men måske hun kunne være heldig? Sværdet løftede hun op i bladet for at placere i bæltet igen. Hun tvivlede på at det ville være nødvendigt at bruge imod pigen, hvis hun kom for tæt på. Et slag måtte være nok til at vise Aurelia sin plads.

Aurelia ville ikke normalt søge tilflugt hos en mørkelver. De få hun havde mødt i fortiden havde ikke været de søde af slagsen, men Zane havde ikke givet hende grund til at være utryg ved hans side. Hun var mere tryg ved at stå ved ham, end hun var ved at stå alene. Historien bag halskæden var egentlig ikke så vigtig, da det bare var ren overtro. Hun troede i hvert fald ikke selv på det, men hvorfor Jolantha havde den var vigtigt. I hvert fald for hende. Hun betragtede hende, som hun snoede kæden om sin finger, men blikket gled mod blodet der blev tørret af i bukserne. Hun bed sig i læben, for ikke at udtrykke for meget afsky i ansigtet, før hun rettede blikket mod hende igen.

Samtalen skulle fortsættes. Hun fik ikke lov til at slippe. Hvis hun valgte at gå før Aurelia havde fået nok svar, ville hun følge efter. Det kom vel ikke bag på nogle. Hun var alt for stædig til at lade noget stoppe hende, også selvom hun næsten lige var blevet truet med sværdet mod halsen. Hun så mod Zane, da hun vidste at han ingen interesse havde i emnet. Så smilede hun.
”Det er okay, jeg skal nok være forsigtig,” sagde hun, som hun vinkede til ham da han var på vej væk. Hun følte sig langt fra sikker ved at stå alene, så hun rykkede sig et par skridt længere væk fra Jolantha.
”Det er min mor, der laver den slags amuletter,” startede hun. ”De bliver kun givet til elvere, jeg er i familie med.” Om det ville fange en anelse nysgerrighed hos hende, anede hun intet om, men hun håbede på at det måske var nok, til at hun ikke ville angribe. Aurelia ville bestemt ikke kunne forsvare sig.