Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Zane D'tarion
Kaldet: Zane, Lejesoldaten, Ham med de lilla øjne
Køn: Mand
Alder: 260
Fødselsdag: 16/8
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Tror på at guderne findes, men tilbeder ikke nogen aktivt.
Erhverv: Kriger
Nuværende levested: Omrejsende - Omvandrende.
Race: Mørkelver

Udseende

Højde: 185 cm
Vægt: 75 kg
Zane er en høj, lettere atletisk bygget sortelver.
Han har langt, hvidt hår som lader til at sidde ret godt fra naturens side, med mindre det er skjult under den dybe hætte på hans kappe.
Det mest iøjnefaldende af hans træk, er nok hans mystiske, intense lilla øjne – som kan virke utroligt kolde, når han er vred.
Faceclaim: Drizzt Do'Urden (Forgotten Realms)

Magi

Magisk evne (1): Ametystens Magt: Denne mystiske evner er forklaringen bag Zane's mystiske, lilla øjne og hans ligeså mystiske, lilla ild.
Udover at ændre farven på hans ildmagi, gør Ametystens Magt den mere kraftfuld; den vil for eksempel kunne overrumple almindelige flammer, og så længe Zane fokuserer på ilden, vil den ikke behøve brændbart materiale.

Denne evne kommer dog ikke uden en pris:
Hvor almindelige ildmagikere måske kan bruge deres evner hele tiden (Med den rette Chakra), vil Zane være nødt til at holde igen. Bruger han sine lilla flammer for meget, vil han blive udmattet og være nødsaget til at stoppe kampen, hvis den ikke allerede er afgjort.

(Teknisk betyder dette, at Zane vil være i stand til at bruge sin ildmagi i et antal minutter tilsvarende hans Chakra mængde, hvorefter han bliver så udmattet at han ikke længere kan kæmpe.)[i/]
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ildmagi: Efter sin pilgrimsagtige træning i Tusmørkedalens bjerge, er Zane's evner indenfor ildmagi blevet formidabel.
Han er i stand til at skabe og manipulere magiske flammer i en grad, som gør at han kan forme ilden efter ønske - dog kun ganske simple former som for eksempel ildkugler af forskellig størrelse, eller at danne en mur af ild som snoer sig uden om et objekt eller en person.
Ud over at kunne skabe og manipulere ild, gør denne evne ham også immun overfor den voldsomme skade, som flammer kan forvolde.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Zane's personlighed er kompliceret, og hans væremåde afhænger hundrede procent af den, som møder ham.

Inderst inde har han en 'code of honor' som han lever efter - og selvom den er grundstenen i hans natur, kan reglerne for denne sagtens bøjes og strækkes efter behov.

For dem som kommer tæt på ham, og som han kan lide, kan han være charmerende, åben og god - selvom dette til tider blot er en metode til at opnå det, som han vil have.

Zane er sadist, og hans trang til at gøre andre fortræd er ganske tunnelsynet. (Dette er noget, som uheldige evt. kan finde ud af ingame.)

Svagheder:
- Arrogance
- Enspænder
- Til tider hidsigt temperament

Baggrundshistorie

Generel Baggrund:

"Du er ikke og bliver aldrig bedre end os andre. Du er intet specielt."

Denne sætning fik unge Zane D'tarion, blot tres år gammel, til at forlade hans hjem og lægge alt hvad han kendte bag sig.
Selvom det måske for nogen var et ret normalt vink med en vognstang om, at man ikke skulle tro man var noget specielt, så var det for Zane intet andet end en udfordring – givet af hans egen familie.

Zane var født med magiske evner, men derudover var der intet specielt ved ham.
Han var en helt normal mørkelver-knægt, blot med et vist talent indenfor ildmagi.

...indtil han blev tres, og dermed trådte ind i teenagernes verden.


Efter at have forladt sit hjem med en ed om at han ville vende tilbage, stærkere og bedre end nogen af de andre, begav den unge mørkelver sig rundt i landet på jagt efter det, der nu engang skulle til. Det, som ville gøre ham i stand til at nå højere end andre sortelvere... det, som i sidste ende ville kunne give ham den magt, som han altid havde ønsket sig.

Men hvilken magt var dette...? Jo, såmend magten til at skære sig igennem Krystallandet og skabe sin helt egen fremtid, uafhængig af hvad andre mente og ville... og overleve det.

Efter mange år med rejser, brutal træning og opgaver som lejesoldat, dukkede de sagnomspundne krystaldrager op, og Zane vidste at dette var hans chance. Det, som næsten alle andre så som et problem af kataklysmiske proportioner, så han som den største mulighed, han i sit liv ville få...

Så efter en rum tid med efterforskning, begav den nu voksne mørkelver sig afsted mod Skyggedalens bjerge, hvor folk sagde at de mægtige Ametyst Drager levede – utroligt territorielle væsener med enorm magt.


Der skulle gå næsten fire år før Zane vendte tilbage. Og da han endelig dukkede op, var hans før røde øjne mystisk lilla, og med en let, magisk glød i dem.
Det som var hændt mens han opholdt sig i bjergene, havde forandret ham for altid... og nu besad han endelig en flig af den magt, som han havde drømt om...

...Ametystens Magt!


-----

I Tusmørkedalens Bjerge:


Et brev til en af de højtstående officerer i Lysets Hær:

Mørkelveren dukkede op i ly af natten. Som en skygge bevægede han sig stille ind i vores lejr, og selvom jeg næppe ville indrømme det, opdagede ingen af os ham før han pludselig satte sig ved siden af Madira og spurgte om vi ville dele vort måltid (Et nyfanget, bål-stegende vildsvin) med ham.
Tøsebarnet skreg op og faldt bagover mens hun desperat forsøgte at trække sit sværd. Vi andre var allerede kommet på benene og havde draget vores våben, men mørkelveren tog det helt roligt og prikkede til vildsvinet med en pind. Når man tænker på at det var en mørkelver vi stod overfor, var han underligt rolig og virkede ikke det mindste bange for at miste sit liv – jeg mener, vi var en deling af Lysets Krigere, og han var hvad han var! En sortklædt elver med sort hud og hvidt hår, bevæbnet med to sværd, som hang i hans bælte.

Hans slags er normalt ikke venligt stemte over for folk som os.

"I er på jagt efter en af dragerne, ikke?" sagde han og fik, igen overraskende roligt, øjenkontakt med mig.
"Den store af dem... den som jævnede en karavane med jorden i sidste uge. Har jeg ret?" fortsatte den mystiske elver.

Jeg spurgte ham hvordan han kunne vide det, og til det svarede han, at det jo kun gav mening. Vi var jo i nærheden af bæstets territorie, ihvertfald ifølge øjenvidner.

Mørkelveren fortsatte ufortrødent, og påstod at han vidste hvor vi kunne finde monsteret – og at han var interesseret i at hjælpe os, hvis blot vi ville tage ham med til Hovedstaden og introducere ham som en ny rekrut i Lysets Hær.

Absurd, men efter et par skeptiske spørgsmål fra alle i min gruppe, virkede det som om mørkelveren virkelig mente det.

Hvorvidt vi faktisk havde tænkt os at føre ham til en ren afvisning i Lysets Hær, skulle dog komme an på hans informationer om den morderiske drage.

Vi lod ham sove i udkanten af vores lejr, mens vi andre skiftedes til at holde nattevagt – både på grund af mørkelveren og fordi det er kotyme.


Ved daggry drog vi afsted, med vores mystiske gæst i spidsen.


Timer senere, ankom vi til en lysning i skoven, på vej op ad en stejl skråning i bjergterrænet.
Her stoppede mørkelveren op, knælede ned bag en klippe, og vinkede Madira over til sig.
Da hun var gruppens spejder, var det kun naturligt at hun gjorde dette, så vi stillede ingen spørgsmål – men det så ud som om mørkelveren havde opdaget noget længere oppe, så vi andre gjorde roligt klar til kamp.

Intet kunne have forberedt os på det, der nu skulle ske...

Som en ugle på lydløse vinger, tordnede det enorme uhyre ned over os.
Den kom svævende – ikke flyvende, da det ville have larmet – bagfra, oppe over træerne, og landede som et lyn fra en klar himmel imellem os.
Ametyst dragen... den største jeg endnu har set, med glinsende mørkviolette skæl og lysende, lilla øjne.

Den knuste Taladur under sine kløer idét den landede, hvorefter den langede ud efter vores to unge væbnere med halen.
Jeg kunne høre deres rustninger give efter og deres knogler brække under det voldsomme slag.

Jeg kastede et hurtigt blik over mod mørkelveren og Madira, og så til min forfærdelse hvordan han langsomt trak sit ene sværd ud af hendes døende krop.
Han havde forrådt os, naturligvis. Narret os i et baghold... og nu var jeg den eneste tilbage af vor gruppe.

Jeg vendte mig om og løb. Alt hvad jeg kunne.
Én mand mod en drage og en snu satan af en mørkelver, ville have været det rene selvmord.


Hvorfor de lod mig stikke af, aner jeg ikke.
Måske var det for at sende en besked om at dragen ikke ville finde sig i intrængende...
Måske var det blot for at sprede skræk, eller arre mig for livet...

Betragt denne rapport som min opsigelse.
Ingen mand bør se hele sin gruppe blive myrdet på så brutal vis.


Må Isari hjælpe os alle.

- Berior, tidligere Lysets Kriger.

----- -----

For nylig...

Grotten var mørk og fugtig som de fleste andre i disse bjerge. Dog som man kom længere og længere ind i det mørke dyb, blev stenvægge og gulve mere og mere tørre... for hvilken magtfuld drage ville nogensinde bo i en grotte som kunne skade dens umådelige skatte...?

Inderst inde, bag snoede gange og labyrint-agtige udfordringer, lå den dybeste hule i grotten. Katedralen.
Den var så stor at man knap kunne se det hårde stenloft, og man kunne kun lige ane de tårnhøje klippevægge som dannede rammen.

På trods af grottens immense størelse, var gulvet fuldstændigt dækket til af skatte.
Hovedparten bestod af krystaller og ædelstene både som mønter og som stene, men der var også gulv, sølv, platin og alt hvad man ellers kunne forestille sig af uvurderlige genstande.

Der var så meget rigdom, at halvdelen alene kunne brødføde hele Krystallandet i mange måneder, måske endda år.

Men hvad interesse ville en drage dog have i noget sådan...?

Den lå sammenrullet ovenpå den største dynge af ædelstene, hvoraf de fleste var ametyster i forskellige, skinnende nuancer.
Dens sammenfoldede vinger hvilede roligt imod den skællede ryg, halen strøg roligt og kærtegnende hen over overfladen på de mange tusinde ædelstene omkring den, og de lysende, lilla øjne stirrede roligt på den mørkelver, som stod overfor det enorme uhyre.

Efter et par lange minutter hvor de to stirrede på hinanden, løftede dragen sit gigantiske hoved og slangede det helt ned til mørkelveren, hvor uhyret vendte det ene øje imod ham med et målende, granskede blik.

"Nuvel..." lød dens rungende, buldrende dybe stemme.
"Du har været mig til hjælp imod dragedræbere i nogle år nu, og du har vist dig at være loyal i den tid du har været her. Ydermere har du ikke været så dum at lade grådigheden dømme dig til en pinefuld død... og selvom jeg normalt måske ville fortære dig alligevel, pirrer du min nysgerrighed med det, du beder om."

Dragen løftede igen sit hoved, mens den fortsat stirrede på mørkelveren, som klogeligt holdt sin tunge i ro, og blot stod og betragtede uhyret.

"Jeg vil skænke dig evnen til at bruge min race's ild, Zane D'tarion... og når det er gjort, skal du forlade Tusmørkedalen og begive dig ud på en rejse. Hvor denne rejse fører dig hen og hvad du vil gøre med din nye kraft, ved kun du... det skal blive interessant at følge med på afstand."

Sekundet senere lød der et øresønderrivende brøl, og grotten var på et øjeblik fyldt med voldsomme, lilla flammer... og lyden af ametyst dragens dybe, rungende latter...

Familie: Varien D'tarion - Far, i live.
Ariya D'tarion - Yngre søster, i live.
Velarian D'tarion - Ældre fætter, i live.
Netyssa D'tarion - Mor, forsvundet.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Over middel