Han smilede let, og så på hende med et blik der lyste af begær - rolig, kontrolleret begær, men ikke desto mindre var det meget tydeligt, at han ville have hende.
Men det sagde hans kropssprog nu også ret så tydeligt.

Zane bevægede sig lidt ned, og trak så de hvide shorts af hende.
Han lagde dem til side, og lod begge hænder glide roligt op ad hendes lægge, for så at bøje hendes ben ved knæene - og sprede dem.

Så spændte han sit eget bælte op, og skubbede bukserne ned...

Han kyssede hende på knæet, ned langs inderlåret, op over hoften og maven - hvilket han nød endnu mere, men den havde hun jo nok gættet.

Da han nåede op til hendes hals, kyssede han hende let derpå, lod den ene hånd glide op over hendes bare mave - en anelse hårdt, så han kunne mærke den sårbare blødhed... og så, ganske forsigtigt, skubbede han sig ind mellem hendes ben, og de blev til én.
Han vidste at det var hendes første gang, og Zane udviste en blidhed, som forbavsede ham selv.

Det var første gang han nogensinde havde behandlet nogen sådan her.

Det begærrige blik hun fik fra ham, gjorde hende kun mere opstemt. Hans var kontrolleret, utrolig kontrolleret, det var hendes ikke. Intet der kom fra hende, hverken blikke, bevægelser eller lyde var kontrolleret, det var ikke muligt. Det kom ikke bag på hende at han havde bedre styr på det hele end hun havde, han havde vel prøvet det før. Men hele situationen blev kun bedre, som hun kunne fornemme hans lyst til hende. Så snart de hvide shorts røg helt af, rettede hun sig op og lagde albuerne i jorden for at holde sig oppe. Nervøsiteten voksede hurtigt og vejrtrækningen blev både dybere og mere rystende. Dog var det tydeligt at hun stadig nød hans berøring, også da han fik spredt hendes ben.

Hun holdt sig oppe, mens han placerede kys mod flere steder på hendes krop, men så snart han nåede til halsen, lagde hun sig helt ned igen og lænede hovedet helt tilbage i en nydende suk. Den lettere hårde hånd mod hendes mave gjorde hende intet, det var næsten rart. Så skubbede han sig ind mellem hendes ben og et næsten overrasket støn lød fra hende. Hun havde forventet at det ville gøre ondt, det var sådan hun havde fået at vide det ville være, men han var utrolig blid og hun fik lov til at vænne sig til det nye pres der blev lagt mod hende. Den nervøse følelse var forsvundet, som hun kun nød følelsen af ham. Endnu engang lagde hun en hånd i hans nakke og så hev hun sig selv lidt op for at hvile sin pande mod hans skulder, kun for at komme lidt tættere på ham. Den anden hånd lagde hun mod hans overarm i et stramt greb. Hun følte at hun var nødt til at holde fast i et eller andet. Hendes udtryk i ansigtet så næsten forpint ud, men det var kun fordi hun var forberedt på at det ville gøre ondt, men de støn der lød fra hende var fyldt med nydelse.

Aldrig i hele sit liv ville Zane have troet, at han skulle gøre dette med en skovelver.
Det var næsten totalt uhørt, fra begge sider, at en mørkelver og en skovelver skulle finde på at gøre sådan noget - i hvert fald når der ikke var tvang involveret.

Men her var han... og her var hun, end ganske ung, meget tiltrækkende skovelver-tøs... og han måtte indrømme at det var noget helt specielt.

Hvert kys, hver lille berøring, selv når han var en smule hårdhændet, var med hensyn til hende - og det var mere end okay.

Hans berøringer var meget centreret om hendes, i hans hoved, overordentligt tiltrækkende mave, men han undlod at påføre hende smerte - et faktum, der krævede at han holdt sig en hel del tilbage.

Selve akten varede en god tid. Ikke for kort, og ikke for længe... men helt igennem godt, og fokuseret totalt på den naturlige nydelse, som tilfaldt begge parter.

Da det var gjort og afsuttet, lagde han sig på ryggen ved siden af hende, og pustede tungt ud.
"Det var... ret fantastisk." sagde han og drejede hovedet for at smile til hende - og i samme øjeblik, opfangede hans skarpe øre en lyd i nærheden. Og det var ikke et dyr.

Han reagerede hurtigt, trak bukserne op og lagde en figner mod hendes læber.
"Vær stille..." hviskede han, mens han kiggede rundt.

Ville de blive opdaget...? Virkelig? Nu?

Kæden fra halskæden blev viklet rundt om hendes fingre, som hun vandrede igennem skoven. Yotul virkede muligvis distraheret, men hun var det slet ikke. Hun lyttede til hendes omgivelser, de store træer som vinden strejfede let, så det gav en finurlig knirkelyd, men det var ikke den lyd, de spidse ører fokuserede på. Det var en dyb stemme, et suk hist og her og en tung vejrtrækning. Hun havde lidt på fornemmelse af, hvad det betød, men det afholdt hende ikke fra at forstyrre det eventuelle lykkelige par midt i skoven. Hvis man valgte at lege midt i en skov, så burde man kende risikoen for at fremmede kunne komme forbi. At Yotul gik direkte efter lyden, hvor andre ville have vendt rundt, måtte være en skade hun havde påtaget sig under hendes træning, for hun var virkelig ikke typen til at give andre plads. Hun nød at invadere andres fred og ro.

Nok var hun vokset op sammen med orker, men hendes bevægelser var langt fra lige så grove og voldsomme. Måske det var hendes gener, som gjorde at hun nemt kunne bevæge sig over jordbunden uden at afgive megen lyd. Selvfølgelig var det tørre græs umuligt at betræde uden lidt lyd. Den ene finger legede fortsat med halskæden, som ellers hang imod hendes mave. Kæden var blevet forlænget, så hun havde nemmere ved at bære den under rustningen. Men i dag, i det vestlige Krystalland, var det ikke velset at bære uniformen. Så Yotul bar sit civile outfit. Stramme bukser og en kort top, der var bundet fast under hendes bryst, maven var bar. I bæltet hang et langt sværd, et sværd som hun stædigt holdt hånden over. Alligevel slog det let imod hendes læg, som hun bevægede sig mod buskadset.

Hvad hun havde forventet at møde i lysningen, var ikke hvad der mødte hende. Den mørke og lyse hud var yderst stærke kontraster til hinanden, som hun rynkede en anelse på brynene uden at sige et ord. I stedet legede hun videre med halskæden, som var hun optaget af sine egne tanker og derved havde vandret ind i lysningen ved en fejl. Hun blinkede et par gange, før at hun rettede de grønne øjne mod pigen. Hadede skovelver og mørkelvere ikke hinanden, eller havde hun misforstået noget? Hun lagde stille hovedet let på skrå, som hun slap halskæden og et smil gled over hendes læber. ”Sikke meget ballade, der venter jer” lo hun, køligt og som om det virkelig var morsomt. Mørkelverne ville nok ikke få lige så mange problemer, som skoveleveren, men det var stadig morsomt og sjældent set. Yotul strøg fingrene igennem det lyse hår, der svajede i en svag vind. Det kærtegnede kort hendes kind. Det bekymrede hende ikke, at de havde haft gang i den slags og tydeligvis var færdige, men andre ville sikkert gøre noget ved det. Måske pigens forældre?

Aurelia havde forventet en hel del smerte, ikke kun grundet det var hendes første gang, men også fra ham. Men til hendes overraskelse, var han utrolig blid i alt han gjorde og hun fik nydt det hele, meget mere end hun troede hun ville. Hans race gjorde måske også at hun generelt havde haft nogle fordomme, men indtil videre havde han ikke gjort andet end at modbevise de fleste skrækhistorier hun havde fået fortalt. Han havde da været sød.

Det hele blev afsluttet og det var ikke svært at se på de rødblussende kinder at hun havde nydt det. Det var rart at det ikke var højlys dag længere. Eftermiddagen havde sneget sig på, det var egentlig aften og de kølige briser der listede sig ind over dem, var behagelige. Hurtigt fik hun trukket de hvide shorts på, det var ikke anstændigt at ligge der, halvnøgen, men hun knappede dem ikke til. Så længe de var på, var det godt nok, indtil videre. Så rettede hun blikket mod ham og smilede. Lige som hun skulle til at komme med et svar, blev der lagt en finger mod hendes læber, så hun sagde intet. I stedet skævede hun rundt, for at finde ud af om hun eventuelt kunne se hvem der lavede de lyde, han havde lagt mærke til. Hun havde ikke selv, men kun fordi hun af gode grunde ikke tænkte helt klart.

En kvinde fik bevæget sig ind i lysningen og Aurelia kom hurtigt på benene og rykkede sig nogle skridt tilbage. Det var ret nemt på hendes udstråling, at hun ikke ligefrem var typen der slog fra sig, heller ikke selvom det skulle være nødvendigt, så hun gjorde altid hvad hun kunne for at undgå diverse konflikter. Hun så dog noget fornærmet ud, som hun holdt blikket mod kvinden.
”Har du aldrig fået at vide, at det er uhøfligt at lure?” Spurgte hun kort, mens hun fik knappet bukserne til. Kæden om kvindens hals var ikke svær at se, men siden Aurelia havde fået rykket sig længere væk fra hende, fik hun ikke set hvilket vedhæng der sad i kæden. Normalt havde hun selv ædelstenen gemt væk i bluse, sådan set i kavalergangen, men med alle de bevægelser hun havde fået gjort, hang den nu ned over den hvide top.

"Faktisk..." sagde han med et lettere irriteret suk, som han rejste sig op og kastede et køligt blik på den nytilkomne.
",så er det nærmere dig der potentielt er i problemer."

Han lod blikket glide ned over hende. Hun så ikke specielt stærk ud - fysisk, i hvert fald - men hun var dog bevæbnet med et ganske elegant sværd, og han gik ud fra at hun også havde en eller anden form for magiske evner.
At undervurdere hende kunne være farligt, især fordi hun lod til at have selvtilliden i orden.

"Problemet er, at hvis jeg lader dig gå... ja, så er den unge dame her i vanskeligheder, og jeg vil være nødt til at tage hende med mig."
Ja, eller lade hende stå ansigt til ansigt med de konsekvenser, dette kunne have.
Og det ville han alligevel ikke byde pigen.

"Så jeg tror vi er nødt til at finde en løsning." dette blev sagt med et smil, og han lænede sig hurtigt ned og trak en lang, skarp kniv fra hans ene støvle.

De reagerede begge hurtigt på hendes tilstedeværelse, som hun lod blikket vandre imellem dem. Hun var forholdsvis rolig over situationen, som et køligt smil hvilede over hendes læber. Dog havde hun primært øjnene på den unge skovelver. De var artsfæller, men Yotul følte ikke at de havde noget som helst tilfælles. Pigen trak sig hurtigt væk, hvorimod hun var villig til at gå nogle skridt fremad, blot for at pointere overfor dem, at hun ikke havde tænkt sig at gå.. i hvert fald ikke lige med det samme. Pigens ord bragte et smil frem på hendes læber. ”Jeg lurede ikke” forsvarede hun med et stille smil. For hun havde ikke forsøgt at skjule sin tilstedeværelse og hvis hun havde valgt at lure, så tvivlede hun på, at de ville have opdaget hende..

Blikket gled mod mørkelveren igen, som hun lagde hovedet let på skrå. Hun bed sit let i underlæben, som han kom med en trussel. Eller det var en potentiel trussel, hvis han havde noget at have det i. Hendes blik dalede, som hun betragtede ham for en stund. Yotul trak let på skulderne, som hun ikke rigtig troede på hans ord. Hun følte ikke, at hun var i fare i hvert fald ikke i en situation som denne. Alt hun havde gjort var at invadere deres lille leg. Og der var da tale om et offentligt sted? ”Du bilder mig altså ind, at du bekymrer dig for hende?” hun lød overrasket. Var fordommene en løgn, var hun blevet bildt noget ind, eller var denne mørkelver bare ude på at forvirre hende? Yotul forstod ikke forbindelsen, som hendes udtryk dog forandret sig, det sekund han trak en lang kniv fra sin støvle.

Yotul trippede let med den ene fod, som var hun spændt, blot ved synet af kniven. Hun trak dog endnu ikke sit eget sværd. I stedet var hendes blik låst mod mørkelveren, afventende på hans første træk. Kunne hun undgå magi, så gjorde hun det. Det havde hun fået fortalt så mange gang, men til tider var magien også det bedste hun vidste, så det var svært. ”Jeg håber ikke, at du hentyder til en fredelig løsning?” det var lige før, at hun lød skuffet, hvis det var hvad han gik efter. Men nu hvor han havde trukket kniven, så var det næppe det. Hun nikkede kort til ham, som hun lod fingerspidserne strejfe skaffet på hendes sværd, uden at hun greb fat i det.

Aurelia havde ingen intentioner om at fjerne blikket fra kvinden. Hun havde ingen idé om hvad hun kunne finde på. Zane stolede hun på, han havde i hvert fald ikke givet hende grund til ikke at gøre det. Men så snart han tog hende i forsvar, rettede hun blikket mod ham. Det overraskede hende at han valgte at beskytte hende, ikke at hun brokkede sig over det, men det kom bag på hende. Nu vidste hun i det mindste at hun var mere eller mindre i sikkerhed. Hun ville stadig ikke kunne gøre noget som helst for at forsvare sig selv. Hun smilede, blev kort distraheret og glemte næsten at der stadig befandt sig en fremmed. Så rystede hun på hovedet og vendte blikket mod kvinden igen, da hun forsvarende sagde at hun ikke lurede. Det kunne vel sagtens være sandt, men om det var, vidste Aurelia ikke.

En løsning lød perfekt i Aurelias øjne, men det lod ikke til at den fremmede kvinde var interesseret i en rolig samtale og det gjorde hende nervøs. Som hun lod fingerspidserne strejfe sværdet, gled Aurelias blik automatisk ned mod sværdet også. Hun stoppede dog før, som hun blev fanget af amuletten i stedet. Det var ikke til at se detaljer herfra, men det lignede da. Gjorde det ikke? Hun gik et par skridt tættere på, men holdt sig klar til at stikke halen mellem benene og løbe, skulle det blive nødvendigt. Men tanken om at flygte, blev hurtigt sluppet da det gik op for hende, hvilken amulet der hang i den lange kæde om halsen på kvinden. Uden at tænke videre over det, satte hun farten op og gik direkte hen foran hende. Hun greb fat i kæden og løftede den op for at se nærmere på den, uden tanke for hvordan kvinden ville reagere. Så rettede hun de grønne øjne mod hendes i et ekstremt forvirret blik.
"Hvor har du den fra?" Spurgte hun kort, som hun slap amuletten igen. Hun var nødt til at vide, om det var hendes, eller om den var stjålet. Frygten for at ende midt i en blodig slåskamp, mellem kvinden og Zane var forsvundet. Hun var blevet alt for distraheret af halskæden.

"Hah... ser det måske ud til at hun er her af tvang?" kom det spydigt fra ham.
På trods af hans ord, var det nu alligevel overraskende at han ville forsøge at passe lidt på Aurelia.
Hans slags var kendt for ondskab, og Zane havde da også selv begået mange forskellige former for ubehageligheder... ja, faktisk ville hele situationen have set meget anderledes ud, hvis ikke Aurelia havde vist sig at være så fandens nysgerrig - hvilket fik hans interesse i hende lidt i gang.

Havde hun ikke været dét, ville den unge skovelver nok være kommet alvorligt til skade.

Zane smilede koldt, men ægte, da den nytilkomne antydede at hun hellere end gerne ville have en blodig løsning på situationen.

"Nej, jeg har tænkt mig at jage den her kniv i maven på dig... måske mere end en enkelt gang... og så lade Aurelia tage beslutningen om du skal reddes." sagde han, og mente det naturligvis!

Så trådte den yngre elver frem, og Zane stirrede lettere forvirret fra den ene til den anden.
Vedhænget i halskæden... hvad kunne det betyde?
Han fik en kedelig forudanelse om det...

Den spydige tone generede ikke Yotul, som hun blot fnøs af hans kommentar. Hun var egentlig ligeglad med om hun havde gjort det af fri vilje eller var blevet tvunget til det. Det var heller ikke hende, som ville dømme pigen, hvis rådet fik besked omkring hvad der var sket imellem dem. Så han skulle ikke forsøge at overbevise hende om at lade dem gå. I stedet skulle han bruge tiden på at overtale hende til at lade vær med at sladre. For det havde hun bestemt tænkt sig, fordi det ville give dem begge problemer. Og det ville more hende også selvom hun ikke hørte hjemme i Elverly, så tvivlede hun ikke på deres straf eller pigens straf, da det nok ville gå ud over hende. Hvis ikke mørkelveren gjorde alvor af sin beskyttelse.

Tøsen bevægede sig pludselig tættere på, som Yotul flyttede let på hånden for at gribe fat om sværdet, hvis nu hun prøvede på noget. Hun tvivlede, men man kunne aldrig vide, om det var en facade fra hendes side af. Hendes blik mødte hendes, som hun satte farten op. Yotul trak uden tøve sværdet og løftede det op mod pigens strube. Hendes blik var koldt, irriteret, men samtidig forbavset over den udtalelse. Med en hurtig hånd greb Yotul fat om kæden for at rive den ud af hendes greb. ”Det kommer ikke dig ved” vrissede hun irriteret, hun rev til og var egentlig ikke bekymret for om pigen ville komme galt afsted eller ej. Hun havde andet at bekymret sig om. Sværdet blev presset tættere på pigens hals, før at hun rettede blikket mod Zane. Et smil gled over hendes læber, som hun fjernede sværdet og gav pigen i et skub med hånden. Hende kunne hun bekymre sig om senere, når først hun havde taget hånd om ham..

Yotul gjorde et nik mod Aurelia’s mave, som bar spor af slag(?), mon det var ham, som havde forvoldt dem. ”Maven er et ømt punkt for dig, ikke?” lo hun køligt, som hun rettede de grønne øjne retur til ham. Det var blot i et forsøg på at finde ud af, om det var hans skyld eller ej. Ikke at det bekymrede hende. ”Det ville ikke være fair for mig, at ligge dit liv i hendes hænder.. Ikke efter den omgang” lo hun hånligt, som hun rettede spidsen af sværdet mod ham. ”Så jeg tager beslutningen om dit liv selv..” svarede hun, før at hun løb imod ham, sværdet var blevet rettet mod siden, men klar til at blive vendt mod ham. Hans kniv ville næppe kunne hamle op med længden på hendes blad. Hvis hun først borede det ind i ham.

Der var langt fra tale om tvang, tværtimod havde Zane været den der flere gange havde spurgt om det nu også var okay med hende selv og hun havde hele tiden svaret ja. Hun havde bare ikke tænkt over hvad der ville ske, hvis rådet blev oplyst om hvad der var foregået, da hun selvfølgelig ikke havde regnet med at de ville blive opdaget. Hun havde ingen intention om selv at fortælle nogen hvad hun havde gjort, men hun kunne ikke vide med den fremmede elver. Men hvis det hele gik som kvinden og Zane havde i tankerne, så ville ingen muligvis få noget at vide. Det var vel ikke til at sige, hvordan situationen ville udfolde sig. Hvis Aurelia selv skulle stå med valget om at redde kvinden, eller lade hende dø... Hun ville nok vælge at redde hende, men ikke før hun havde overvejet de onde tanker først. Men nej, sådan var hun ikke. Lige meget hvor onde andre var, kunne hun ikke være skyld i en andens død.

Som Aurelia fik stillet sig foran hende, havde hun ikke et sekund tænkt over hvor galt det kunne gå. Hun gispede kort i forskrækkelse over sværdets blad mod sin hals og normalt ville hun havde flyttet sig. Hun var bange, men stædig nok til at blive stående. Hun måtte vide hvor vedhænget kom fra. Hun rystede og havde svært ved at stå på benene ud af frygt, men hun blev stadig stående. Og så fik hun ikke engang et svar hun kunne bruge til noget. Sværdet blev rykket tættere på hendes hals og et lavt piv lød fra hende, inden sværdet blev fjernet og hun trådte et par skridt tilbage som følge af skubbet. Hun åndede lettet op. Havde hun været rigtig uheldig, havde kvinden ikke skånet hende og hun havde ikke haft mulighed for at gøre noget ved det. Hun kunne ikke tænke klart, måske hun var en anelse i chok over truslen.

Hun nåede ikke at reagere på noget, før kvinden var på vej mod Zane og Aurelia var dum nok til at løbe efter. Havde hun været endnu dummere, ville hun ikke have stoppet før hun selv var kommet grueligt til skade, men hun fik tænkt sig om inden det nåede så vidt. Som hun tidligere havde gjort, satte hun hælen i jorden for at stoppe og hun endte med at skvatte på røven i stedet. Med et bump landede hun på ryggen men kom hurtigt op at sidde og det skræmte blik gled skiftevis mellem de to.
"Stop! Lad ham være!" Hun råbte. Eller det mente hun selv, at hun gjorde, men der kom ikke meget lyd ud i hendes panik. Hun var fristet til at blande sig, kun for at hjælpe Zane, men hun havde intet talent inden for at kæmpe og hun ville nok være mere i vejen for ham end noget andet. Så hun blev siddende, i vildrede for hvad hun skulle gøre.

Han observerede køligt hvordan den skarpe sværdklinge blev lagt imod Aurelia's hals.
Pigen var tydeligt bange for hendes liv i denne situation... men Zane var rimelig sikker på, at den fremmede ikke havde i sinde at myrde en anden skovelver i koldt blod.

Han anede jo ikke at hun ikke rigtig var herfra.

Han smilede ondt ved den fremmedes ord og nikkede en enkelt gang.
"Det er det bedste sted... vil du prøve?" kom det fra ham.

Hans smil blev til et kort grin da kvinden hsprang frem imod ham.
Han fokuserede hurtigt sin magi, og en lilla stikflamme på størrelse med en voksen ork skød op fra jorden imellem ham selv og den fremmede - imens Zane kastede sig over imod de to langsværd, som lå på jorden.

Han landede med et rullefald, greb det ene våben, og trak det i samme bevægelse som han hvirvlede rundt og kom op at stå.
"Aurelia..." sagde han mens han pegede sværdet imod den fremmede.
"Hold afstand, eller du kommer i vejen."

Halskæden var ikke af yderligere betydning, i hvert fald ikke nok til at Yotul vende fokus mod pigens ønske om at forklare sig. For der var ingen grund til at hun skulle forklare sig overfor hende. Måske hvis hun følte sig fanget på et tidspunkt, eller hvis mørkelveren viste sig ikke at være den udfordring hun håbede på. Egentlig kunne hun sagtens lade det hele ligge og vende fokus mod Elverly, men det ville blive svært, for hun havde ingen ide om hvor hun skulle gå hen. Men det behøvede de selvfølgelig ikke at vide, for så ville truslen lige pludselig ikke betyde noget. Yotul lod det dog ikke bekymre sig yderligere, som fokus kort blev vendt mod pigebarnet. For hun var vist kun et barn i hvert fald at dømme ud fra hendes reaktioner og vildfaren opførsel. Havde Yotul ikke haft en anden at bekymre sig om, så havde hun nok ikke sluppet hende så let igen.

Der hvilede et køligt smil over hendes læber, som hun lyttede til mørkelveren. Det morede hende en anelse, som han mente, at hun frivilligt ville sige ja til den samme omgang. Et slag ville ikke være nok til at give hende nogen form for tilfredshed, men det kunne han selvfølgelig ikke vide. Yotul ville næppe være lige så medgørlig som den unge elver. Det var lidt en fornærmelse, at han tænkte så lavt om hende, men så var hun bare nød til at ændre hans syn på hende. En ting, som bestemt ikke bekymrede hende. ”Hvis du kun er ude på små slag, så er jeg ikke interesseret” lo hun køligt. Det var kortfattet, som Yotul sprang frem mod ham. Hun hørte godt pigen følge hende, men det bekymrede hende ikke helt så meget, som hurtigt fortrød.

Flammen spredte et lystigt smil over hendes læber, som hun betragtede den lilla flamme, der kom tættere og tættere på hende. Hun blev uopmærksom for en stund og så ham ikke slippe fra hende. En hurtig bevægelse og hun gled langs med jorden, men lod fingrene strejfe flammen. Den brændende fornemmelse fik hende til at sukke, før at hun atter kom på benene igen. Huden var blevet slemt forbrændt, men hendes magi tog hurtigt over, som blodet samlede sig omkring såret og straks begyndte at heale indefra. De grønne øjne søgte atter hans, som hun for længst havde lukket af for skovelveren. ”Det er din tur bagefter” ordene var henvendt til Aurelia, men rettet mod Zane, som hun tvivlede på at have mange problemer med ham. Yotul hævede atter sværdet, men blev stående, som hun afventede hans angreb. Sårene på hendes hænder brændte, men magien arbejdede for at heale det, imens hun strammede grebet om sværdet.

Aurelia havde tidligere fået en demonstration af de lilla flammer, men på en helt anden måde. Hun havde været fascineret af de små illustrationer han havde fået frem, men denne gang var det noget helt andet. Flammen var voldsom og hun var nødt til kort at holde en hånd op foran øjnene, for at skygge for det lilla skær. Som hun fjernede hånden igen, stod den fremmede på den anden side af flammen, men gik ikke til angreb. Hun kom selv på benene igen, vejrtrækningen var stadig påvirket af panikken der fyldte mere end den burde, men hun forsøgte at få sig selv på plads igen. Hun havde aldrig været god i en krisesituation og i dag var ingen undtagelse.

Zane bekræftede hendes egen tanke, som han bad hende holde afstand for ikke at komme i vejen. Men hun trippede på stedet, hun var rastløs. Det var frustrerende ikke at kunne hjælpe, når hun nu så gerne ville gøre et eller andet, men hvad? Ingen af hendes evner var egnet til kamp, så der var ingen hjælp at hente. Våben kunne hun ikke håndtere endnu og hun havde heller ingen på sig. Hun var hurtig og smidig, men det ville næppe hjælpe meget lige nu. Specielt ikke når hun ikke kunne tænke klart. Truslen fra kvinden var klart henvendt til Aurelia og det vidste hun. Det løb hende koldt ned af ryggen, da hun vidste at hun ikke ville have en chance, men det krævede også at hun skulle igennem Zane først og han ville næppe gøre det nemt for hende.

Halskæden. Aurelia kunne ikke vide hvor kvinden havde den fra, men hvis den hverken var stjålet eller fundet, kunne det kun betyde én ting. Om hun så kendte til historien bag ædelstenen, vidste hun ikke. Men hun kunne umuligt have set en lignende før. Aurelia hev sin egen halskæde frem fra under toppen og trak kæden over hovedet. Hun gik nogle skridt til siden, længere væk fra flammen, men tættere på Zane, hvorefter hun kastede den grønne ædelsten mod den fremmede. Havde hun kastet rigtigt, ville den lande cirka foran hende. Hun ville bare se om det ville vække nysgerrighed nok, til måske at stoppe kampen. En anden mulighed var, at hun ville få distraheret skovelveren nok til, at Zane kunne angribe uden mange problemer.

"Små slag?" kom det fra ham, mens han så udfordrende på hende - og med et underligt glimt i øjet.
"Åh, du ville blive taget helt til grænsen... tro mig."
Tanken var næsten komisk i dette sammenhæng, men på den anden side var det her et ganske interessant møde.

Han smilede da hun rørte flammen, og det var tydeligt at hun havde en form for helende kræfter.
Med sådan en evne, ville det bestemt være sjovt at 'lege' med hende...

Den lilla flamme forsvandt, og Zane begyndte langsomt at cirkle omkring hende, mens han holdt sværdet oppe, parat til at parere eller angribe.
"Ser ud til du ligefrem kan lide det..." han kastede et blik mod hendes forbrændte hånd.

Han så glimtet af halskæden der om flyvende, og var selv lettere interesseret i, hvad dette kunne betyde...

Under alle omstændigheder, så havde dette vist sig at være en meget, meget interessant dag.

Den lilla farve kom bag på hende, Yotul havde set ildmagi før, men farven var ikke helt normal og hun kunne også tydeligt mærke på flammen, at der ikke var tale om den sædvanlige følelse. Det føltes langt mere intenst, men selvom det burde skræmme hende, så gjorde det det ikke. Hun havde dog brug for lige at få en ordentlig fornemmelse af hans magi, før at hun havde tænkt sig at kaste sig ud i den en gang mere. Flammerne var som sådan ikke noget problem, så længe hun ikke blev fanget midt i en flamme, så den form for healing ville tage for meget af hendes energi. Yotul havde lovet sig selv ikke at være afhængig af magien, et løfte til hendes ’fader’. Men det kunne de selvfølgelig ikke vide. En kold og tør latter undslap hendes læber, som hun umuligt kunne overhøre hans ord. ”Det skal man gøre sig fortjent til” svarede hun køligt, som hun dog bed sig let i læben med et lystigt blik i øjnene. Yotul havde ikke problemer med at skade nogen, og efterfølgende belønne dem for anstrengelserne, hvis de overlevede. Men hvem sagde, han gjorde det?

Yotul slap ham ikke af syne, da han først begyndte at bevæge sig rundt om hende. De grønne øjne slap ham ikke for et sekund, ikke før at en skinnende genstand kom ind foran hendes synsfelt. Hun rynkede på næsen, som hun lod blikket glide mod skovelveren. Havde hun forsøgt at kaste et våben mod hende eller hvad havde hun gang i? Blikket gled retur til det hun havde kastet. Sværdet dalede mod græsset, som hun samlede halskæden op med spidsen af sværdet. Vedhænget var hvad der fangede hendes opmærksomhed. Det var det samme, som hendes eget, farven var dog anderledes. De grønne øjne søgte elverens, som hun greb fat i vedhænget, knurrede det i hånden, som blodet flød fra hendes sår. ”Det er magen til og hvad så?” hun vrissede køligt, men hev efterfølgende kæden af sværdet for at vikle kæden rundt om hendes hånd. Sværdet blev atter rettet mod mørkelveren. ”Jeg er ikke interesseret i din historie” lød det, som hun smed smykket tilbage i græsset dækket af blod.

Med hastige skridt løb hun atter frem mod mørkelveren. Sværdet var hævet mod hans mave, hvorimod hendes blik var rettet bag ham, som hun skiftede retning og placerede hånden mod enden af skaftet for at presse det imod hans side.

Aurelia holdt god afstand til alt, så hun umuligt ville kunne komme i vejen for nogle af deres slag, men hun stod tæt nok på til at hører alt der blev sagt. Hun var også klar til at flytte sig, skulle det blive nødvendigt. Som Zane cirklede om kvinden, gik hun selv nogle skridt i den modsatte retning, kun for at holde sig længere på afstand, men det så ikke ud som om der ville ske meget. Overvejelserne om at blande sig for alvor var der stadig, men hun havde intet lært af den slags. Lidt undervisning i at bruge bue og pil havde hun fået, men intet havde hængt ved, da det ikke interesserede hende det mindste. I dag var det ikke ligefrem en fordel, tværtimod.

Fordi hun stod et stykke fra dem begge, var det ikke svært for hende at holde overblik. Hun skulle ikke flytte fokus meget, for at kunne holde øje med dem begge. At Zane var villig til at beskytte hende, var hun kun glad for, ellers havde hun med sikkerhed været i store problemer nu, muligvis havde hun allerede været død. Hun holdt blikket mod kvinden, som hun fik set nærmere på vedhænget, men hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke kendte noget til det. Det betød dog ikke, at hun ikke kunne være den, Aurelia troede hun måske var. Halskæden faldt til jorden, men det gjorde hende intet. Hun skulle nok få fat på den senere.
"Er du interesseret i din egen?" Hun vidste hvor kæden kom fra, der var ingen tvivl om at det var Aurelias mor, der havde lavet smykket. Skovelveren ønskede måske ikke at kende Aurelias historie, men nu var spørgsmålet hvor meget hun egentlig kendte til sin egen. Hun kunne godt vælge at hente halskæden igen, men hun ville hellere vente til våbene ikke var på spil længere.

"Så må jeg jo gøre det!" sagde han med et snedigt smil, som hun sprang frem imod ham.
Angrebet var ganske standard - en finte han self brugte tit, og selvom hun klart var dygtig med sværdet, var det muligt for ham at læse hende.

Zane rykkede hurtigt på sig og parerede angrebet med sit langsværd.
Lyden af stål mod stål sang igennem lysningen, og Zane udnyttede situationen til fulde:

Nu hvor hans modstander havde bevæget sig tæt på, og han havde pareret hendes angreb, fulgte han lynhurtigt op med et angreb med hans andet våben: nemlig kniven, som han fortsat havde i sin anden hånd.
Han svingede den imod hende, og målet var at skære hende hen over den bare mave.

Aurelia's ord ringede igennem lysningen, men Zane var alt for optaget af den interessante kamp til at tage megen notits af, hvad pigen sagde.

Samtalerne var blevet blandet sammen, Yotul havde ingen intentioner om at holde samtalen kørende med skovelveren, også selvom hun insisterede på at prøve. Hvad kunne være så vigtigt at hun insisterede på at tale med hende, andet end at distrahere hende nok fra kampen og hendes modstander. Er du interesseret i din egen? Sætningen havde sat sig fat i hendes underbevidsthed, som hun havde vendt fokus mod Zane igen. Et lumsk smil gled over hendes læber, som han åbenbart så muligheden for at lade det ske. Hun endte med at grine, kort, som angrebet blev sat i værk.

Yotul lænede sin krop fremad for at lægge mere vægt imod sværdet, men opfangede hurtigt at han parerede sværdet med sit eget. Smilet bredte sig atter på hendes læber, som hun pressede sværdet imod hans. Hun fik chancen for at komme helt tæt på, som hun så ham i øjnene, et glimt viste sig hendes, som Zane viste hende sit modangreb. Kniven havde hun ikke glemt, men hun var villig til at ofre sig lidt for at komme helt tæt på. Kniven skar igennem hendes maveskind, som hun udstødte et smertefuldt, men nydende støn. Hun løftede den anden hånd mod hans hånd, hånden som ikke var optaget af hendes sværd, og greb ud efter skaftet på hans sværd. Hendes hånd var endnu blodig, men det var planen, som blodet blev stift, hårdt og stærkt i form af pigge. Det hele udsprang fra hendes egen hånd, som hun forsøgte at få ham til at give slip. Piggene arbejdede sig imod hans håndryg og ned mod skaftet på hans sværd.

Kontrollen over blodet var kort og knap så øvet, som hun var tvunget til at løfte det ene ben op imellem hans for at distrahere ham nok til at hun kunne få noget afstand imellem dem. Hendes hånd gled over hendes maveskind endnu en gang. Hun strøg fingrene over den flænge han havde lavet, før at hun flyttede de selv samme fingre op til sin mund og slikkede blodet af. ”Jeg er ikke sikker på, at din veninde synes om denne side af dig” lo hun stille. Hendes vejrtrækning var kontrolleret og hun virkede ikke meget såret, selvom blodet mod hendes mave viste noget andet.

Han smilede ondt da kniven gled hen over hendes mave, og det gik ham heller ikke forbi at hendes støn var både smerte og nydelse... hvilket interessant elverdyr han var stødt på her!

Hendes mod, eller overmod, kunne have kostet hende livet i det øjeblik; hvis det havde været hans hensigt, kunne Zane nemt have skåret dybt... og dermed åbnet hende på stedet.
Det ville have været næsten umuligt at heale, og Yotul ville have lidt en forfærdeligt pinefuld død.

Heldigvis havde det ikke været hans hensigt.

Han så hendes blodmagi for sent, og resultatet var at han sprang tilbage mens han slap sværdet, og lod det falde til jorden.
Det gjorde at han undgik hendes angreb - men også at han nu kun var bevæbnet med kniven.

Zane smilede dog fortsat, hævede kniven og lod sin tunge glide kort hen over den lettere blodige klinge.
"Interessant..."