Nemesis blandede sig ikke i hvad Shireen valgte at uddybe omkring at hendes arbejde burde gøre hende klar til fremtiden. Det virkede ikke sikkert at begynde at tirre deres faster endnu mere end de nok allerede havde. Noget sagde den unge komtesse at samtalen nok ikke var gået helt som Hecate havde håbet og forventet.

”Her, lad mig.” Nemesis rakte ud efter bakken og begyndte en anelse lettet at stable deres kopper og hvad der lige var plads til inden hun bragte den med ud i køkkenet, med kun en lille smule tilbage på bordet. Hun lod et langtrukkent lydløst suk forlade sine læber. Puuuuha.

Shireen følte ikke det var en trussel at ende som grandtante Hecate, hvis hun skulle være ærlig, nok tværtimod hvis hun skulle være ærlig. At få lov til at leve sit eget liv uden at nogen bestemte hvad man skulle lød fantastisk, men det vidste hun godt at Hecate ikke var enig i. Modsat Shireen, var Hecate bitter over sin tilværelse alene.

Shireen nikkede bekræftende, da det endelig lod til at de kunne få lov til at rydde af, og hun tog hvad end Nemesis ikke kunne bære ud til køkkenet, i håb om at de nu endelig kunne være fri. Hun håbede inderligt at HEcate ikke havde flere kommentarer.

Hecate betragtede pigerne rydde af bordet med et tilfreds udtryk i øjnene.

"Jeg må hellere lade jer komme tilbage til jeres eftermiddagsgøremål. Men husk, hvad jeg har fortalt jer." Sagde hun højtideligt. Hun vidste godt, at det var et emne, der var svært at tale om, men det var nu engang vigtigt, at pigerne var forberedte på, hvad fremtiden kunne bringe.

Hun kunne kun gøre sit bedste for at sikre, at de blev afsat til hæderlige og ordentlige mænd.

Hun lod dem begge være og stavrede ind på værelset, der havde en god stol ved vinduet. Her ville hun bruge en stund på at sikre sig, at der ikke skete noget skandaløst ude på gaden, hun skulle råbe af, inden hun færdiggjorde dagens øvrige gøremål.