Shireen kunne mærke hvordan det løb hende koldt ned af ryggen ved de ord. Hverken templet eller et liv som en gift kvinde virkede særlig indbydende. Det var nok den frihedssøgende del af hende der ønskede mere end hvad end Hecate og Reier familien kunne tilbyde hende, og alligevel var hun for bange for at forlade de 'trygge' rammer. Hun vidste at når dagen kom, så ville hun nok bare gøre som der blev sagt, ligesom hun havde gjort hele sit liv. Også selvom hun vidste at Telma nu nok ville velkomme hende tilbage på kroen, hvis hun søgte derhen.

Hun havde det heller ikke sig at sige det imod, selvom hun havde en fornemmelse af at Nemesis ved hendes side, godt kunne se at tanken fik Shireen til at få det helt dårligt.
Nej i stedet for sank hun mere tilbage, og lod Nemesis få opmærksomheden endnu engang. Hun ville bare have det her overstået. Hun ville væk, så hun kunne overveje hvad hun mon skulle gøre, hvis det her var hendes lod i livet.

"Spionere er ikke ordet! Det er jo ikke anstændigt!" Skyndte Hecate sig at sige, mens munden rimpede sig sammen i en streng mine. Næh, at forhøre sig lidt rundt omkring, det var hvad der skulle til. Hun påstod jo heller ikke, at hun gjorde sig i sladder, men hun holdt alligevel ørerne åbne.. For hvad skulle man ellers?

Hendes ansigtsudtryk blev dog en anelse mildere, som Nemesis mindede hende om forlovelsen, der ikke var levet til noget. I sit stille sind mente hun jo nok, at det af samme grund var så desto meget vigtigere at få Nemesis afsat igen, men pigen skulle selvfølgelig have den tid, hun mente, hun havde brug for.. til en vis grænse.

"En ægtemand og en familie, kan give jer noget vigtigt i livet." Sagde hun derfor, stilfærdigt. Ja, man kunne blot se på hendes egen tilværelse - alene, og nogle ville måske påstå: gammel og bitter. "Jeg føler blot det er min pligt at fortælle jer, at det der foregår i ægtesengen, næppe vil være en fornøjelse. Men når de ægteskabelige pligter er overstået, er det blot om  at gøre sit for at holde ham væk fra de uanstændige tanker og i stedet fokusere på alt det gode, børnene kan give én.." Det var i hvert fald sådan hun selv havde tænkt, den gang det stadig var på tale, at hun skulle giftes.

"Ønsker I jer ikke jeres egen familie?" Spurgte hun, kiggende fra den ene unge dame til den anden.

Nemesis havde ikke svært ved at se at Shireen var langt mere ukomfortabel omkring dette oplæg omkring giftermål end Nemesis var. Ikke fordi Nemesis ikke følte ubehag, men hun havde trods alt været inde over samtalen før og havde lidt større kendskab og måske også lidt mere bid i sig at give af, taget i betragtning at hun aldrig havde frygtet for at blive smidt på gaden eller på anden vis efterladt.

"Det er svært at vide, om man ønsker netop en familie, når man altid har fået at vide man skal, Faster" pointerede Nemesis ærligt og med en rynken i panden. Måske var det nok det bedste for dem at finde en ægtemand og be til at han var en af de milde og blide af slagsen, men de havde aldrig rigtig fået muligheden for at overveje andet i livet. "Min drøm havde altid været at følge akademiets vej og lærer noget. Noget jeg er blevet bekendt med ikke kan lade sig gøre når jeg har en mand og børn. Hvorfor skal jeg vælge fra." det var egentlig ikke manden, ægteskabelige pligter eller børnene der var problemet. For et sted var det vel et ønske hun bar - når hun ikke var skrækslagende for at blive rørt ved givet hendes evnes ubehagelige virkning. Men hvorfor skulle de stoppe deres liv fordi deres mand ønskede noget andet.

Shireens blik gled over på Nemesis som hun forklarede, og hun fandt sig selv nikke lidt med. Havde Nemesis ikke været her, så var samtalen dog været meget hurtigere overstået. Til trods for Shireens ellers lidt rebelske side, så blev hun ofte blid som et lam omkring familiemedlemmerne. Der var sjældent problemer hvis man ikke blev set og hørt trods alt.

Shireen åbnede kort munden for at ville sige noget, men lukkede den så igen også. Hun var ikke ligeså stå fast som Nemesis om at lære noget akademisk, så på den måde kunne hun ikke rigtig være enig. Hun ville bare gerne… have frihed? Et ord Hecate nok dårligt kendte til.
”Jeg tror bare ikke jeg forstår hvorfor det at få børn er så vigtigt, bare fordi vi er af en vis stand,” endte Shireen dog endelig med at sige. De havde næppe behov for flere adelige og slet ikke i Reier slægten.

Det var ikke, at Hecate ikke kunne sympatisere med de unge piger - ak, ja, ægteskab var ikke en nem vej at gå, særligt med de rædderligheder, man måtte tage med. Men hun var også så ganske klar over, at bøgerne ikke var tilstrækkeligt til at give en indhold i livet. Ja, på sine gamle dage kunne Hecate godt føle sig en anelse ensom.

Ikke efter en mand, naturligvis. Men det havde gjort hende godt at få kontakten til grandniecerne.

"Der er endnu tid, ægteskab er ikke noget man bør haste sig ind i, medmindre omstændighederne kræver det." Sagde hun til sidst, sippende af teen. "Men jeg følte blot, at det var min pligt, at informere jer om nogle af de .. mindre behagelige ting, der forventes af jer som hustruer."