Jeg er heller ikke jomfru, når jeg møder dem om lidt...
Blodet susede op til Sidkas ansigt, da Sibals ord nåede hendes ører, og han rev hendes hoved op i håret. Vægten pressede hende stadig ned mod gulvet, og hun vred sig i træets greb. Magien, hun forsøgte at proppe ind i grenen blev skubbet tilbage af Sibals påvirkning, så hun ikke kunne overtage kontrollen.
"Hnng!" stønnede hun sammenbidt, men det tunge åndedræt afslørede, at hun var mindst lige så opstemt som ham.

De havde altid været sammen om alting. Næsten alting. Det her ... Det her burde ikke være en af ting, de delte, men følelsen af at blive holdt nede af ham, gav Sidka lyst til at bede ham fortsætte. Gøre mere. Flå hendes bukser af og tage på den blottede hud. Men sådan noget kunne hun ikke sige. Det ville være uhørt. Han var hendes bror. Mente han det overhovedet? Kroppen kunne sagtens ville én ting, mens hjernen noget andet. Lige nu var alt, Sidkas hjerne kunne tænke på, Sibals dominanskrævende stemme. Det var ikke at hun havde lyst til at underkaste sig, for at give op var aldrig en mulighed, men hun havde lyst til at blive brugt af ham. At han gjorde alvor af den trussel, der havde ligget i hans ord. At han tog hende lige her på det hårde stengulv, mens han rev hende i håret og strammede træet om hendes arme. Smerten var euforiserende.

Hans åndedræt ind mod hendes kind føltes lige så varmt og tungt som hendes eget, og hun svor at kunne mærke et hektisk hjerteslag udover sit eget. Kunne han mene det her? De var jo to af samme stykke, så hvis hun ønskede det ...
Svajet i ryggen skød hendes bryster frem, og hun pressede fra så meget hun kunne, så den lave udskæring blev strukket til at vise så meget hud som muligt. Lade ham se. Lade ham pirre. 
"Ikke jomfru, siger du?"  Sidka trykkede sin bagdel tilbage ind mod hans skridt, mens hun bed sig i læben med endnu et lavt støn.

Sibals hånd var på den ene side forfærdelig, for den holdt hende fra at presse sig mod ham, og på den anden side var håndens placering fantastisk. Berøringen sendte små, elektriske stik ind i hendes nervebaner. Hvis nu bare bukserne ikke var så meget i vejen ... Sibals støn blev højere, og Sidka svælgede i det. Han var ved at miste kontrollen, og hun sukkede med ham. Da han begyndte at bevæge sig mod hende, kunne hun ikke holde det til blot suk mere, og måtte give efter for kroppens trang til at gøre opmærksom på hendes lyst.
"Nngh, ja ..." stønnede hun ud gennem tænderne, der stadig bed sig fast i underlæben. 
Hun fulgte hans bevægelser så godt, hun kunne. Kippede i hoften, så presset fra Sibal blev mødt med mindst lige så meget. Drejede kroppen til siden, så Sibal fik bedre udsyn til hendes bryster. Det ene ben bøjede sig op mod Sibals ryg for at øge deres sammenfiltring. Sidka følte sig brandvarm i kinderne nu, og Sibals bevægelser mod hende, fik buksernes stof til at glide op ad hendes fugtige skød til stønnenes taktfaste rytme.

Men gennem den euforiserende fornemmelse og strubens støn, hørte Sidka Sibals ord. Det ville være forkert. Han havde jo ret. Det ville være forkert. De var søskende. Men i nydelsens greb virkede det helt irrelevant. Der var ingen anden, hun hellere ville have lige nu end ham. I Sidkas hoved handlede det her ikke det fjerneste om voldtægt, som Sibal tænkte. Hun var villig, åh, hun var villig. Men det var ikke sådan noget pladder, hun kunne finde på at sige til Sibal for at få ham til at gå videre med sine handlinger. Ligesom hun aldrig bad ham pænt om at træne med sig. Det startede altid med et udfald. Der var ikke noget romantisk over livet som mørkelver, og det seksuelle var ingen undtagelse.
"Intet under, at jeg skulle bære dig til sejren i dag," hvæsede hun derfor til ham med et djævelsk smil. "Du har aldrig været den handlekraftige af os. Altid for ... nngh... bange af dig."
Hvis det ikke fik Sibal til at gøre noget, vidste Sidka ikke, hvad der ville. Hun havde ikke tænkt sig at tigge om det her. Det var ikke sådan man gjorde i mørkelverland.

Deres blikke var fastlåst i hinanden længe. Vejret satte sig fast i Sidkas hals, mens Sibal slugte hende med øjnene og de så hinanden an. Ligesom de gjorde, når de trænede sammen. Eller når de uden at sige et ord, gjorde et udfald mod en fælles fjende. De vidste altid, hvad der foregik i hinandens tanker, og lige nu var de begge indkapslet i en tyk tåge af lyst. Lyst til hinanden. Det forbudte.

Den tilbageholdte vejrtrækning kom ud som et dybt, langtrukkent suk, da Sibals hånd gravede sig ind under tøjet. Kroppen fulgte hans berøring, trykkede sig ind mod hånden som en kælen kat. Hun trak vejret skarpt ind gennem næsen, da hans fingre kærtegnede brystvorten, som straks blev stiv under påvirkningen. Med munden som eneste mulighed for selv at gøre noget, nappede hun efter hans arm. Stak tungen ud i forsøg på at pirre ham hvorend, hun kunne nå. Pirre ham til at gøre mere. For alt i verden ikke stoppe. 
Heldigvis hørte han hendes usagte bønner og begyndte at binde hendes korset op. Det klodsede og uvidende i hans bevægelser druknede i den hånd, der stadig holdt hende nede og tiltrak fokus på hans overlegenhed. Det burde gøre hende rasende, at han havde overtaget, men Sidka kunne ikke finde det i sig selv. Selv den modstand hun gjorde, var pludselig for at fremprovokere flere reaktioner fra ham.

Med Sidkas arme stadig fastspændt på ryggen, var det umuligt for Sibal at flå hendes tøj helt af. Men korsettet løsnede sig, så brysterne ikke længere var gemt så godt væk, og ruskindstoppen fik lov til at sætte sig skævt nok til at brystet blev presset ned mod det kolde stengulv, mens han befriede bukserne fra bæltet. Sidkas kind ramte igen stenene, nu hvor Sibals hænder var optagede af hendes hofter, og hun mærkede hvordan lidt savl løb ud ad hendes mundvig. Men det var intet i forhold til den fugtighed, Sibal ville blive mødt af, når han først fik bukserne af hende. Hun baksede med sine knæ og skuldre i underlaget, så bagdelen blev frigjort og han kunne trække bukserne af hende, men øjeblikket efter stødte han i stedet passioneret ind mod hende, så hun var sikker på, han måtte kunne mærke, hvor våd hun var.

"Åååh Sibaal!" stønnede hun ekstatisk. De vrede, provokerende ord forsvandt fra hendes tanker. Alt hun havde lyst til var underkastelse. 
Det sitrede op gennem hele hendes krop, selvom de stadig var adskilt af flere lag tøj. Det virkede helt forkert nu. Adskillelsen. De var to halve og hele hendes krop skreg på en forening. Ligesom når deres magi nåede uanede højder, mens de arbejdede sammen, måtte det her være det ultimative samarbejde. De måtte kende hinanden i alt, før de kunne nå det fulde potentiale. De var skabt til at komplimentere hinanden og arbejde som én, det havde I'endrith selv spået. Det her var en del af det. Intet virkede mere sandt i netop det øjeblik.

Hendes navn stønnet på den måde gjorde Sidka endnu mere vild i varmen. Den advarende tone gav hende lyst til at provokere ham til at gøre mere ved hende, men det behøvede hun slet ikke, for Sibal gik straks i gang med at befri hende for de stramme bukser, støvler og bælter. Inden Sidka selv kunne nå at rykke på sig og vende sig rundt, så hun ikke lå med ansigtet mod gulvet mere, for han tog fat om hendes ben og vendte hende rundt med et fast, hårdt greb, som var præcis det, Sidka ønskede.
Det støn, der havde været på vej ud ad hendes mund blev til et hvin på vej rundt. Da hun lå på armene og kunne se op på ham, bed hun sig i læben ved synet af, at han gik i gang med sine egne bukser. Der var noget ved hans forhastede bevægelser og hastige åndedræt, der gav hende lyst til at gøre sig til for ham. Tungen gled langsomt over hendes overlæbe, mens hun spredte benene, så Sibal fik det fulde udsyn. Hun bed sig i læben, da hans hårdhed sprang frem fra buksernes skjul, og et gys rystede sig vej op igennem hende.

Han lagde sig ned over hende, og duften af ham overvældede hende. Ivrigt snappede hun efter hans hals, læber, kæbe. Slikkede på hvad hun kunne nå, om det var hals eller øreflip.  
"Tag mig, Sibal,"  stønnede hun ind i hans øre, da hans pik spredte hendes læber.
Hun gispede, da han pressede sig ind, og var overrasket over, at hendes indre ikke gav ham fuld adgang. Hun ville det her, så hvorfor spændte kroppen op som om den var bange for, hvad der ville ske? Sidka var ikke bange for nye ting - det lå ikke i hendes natur!
De stødte bevægelser frem og tilbage lod hende slappe mere af, men alligevel var hun ikke klar, da han pressede sig helt ind. Et højt skrigestøn brød luften, og et sted i udbruddene var Sibals navn klemt ind. Men det var ikke modstand. Selvom det lød som råb, var der noget hengivent i det. Noget krævende. Hun ville have mere, også selvom følelsen var ny og våd og hård og skræmmende og fantastisk. Nakken lagde sig tilbage i nydelse, og ryggen prøvede at skyde sig så meget opad som muligt med de sammenbundne arme. Det ene bryst var stadig blottet i det uordentlige tøj, brystvorten strittende indbydende op mod Sibal.

Sibal udviste mere energi lige nu end på kamppladsen under træning. Mere engagement og mere indlevelse i det. Nok var han god til magi, men han havde jo aldrig været det samme taktiske geni som Sidka. Ej heller var han ren råstyrke som Sethro eller de andre voldsbesatte psykopathanner. Men lige nu så Sidka ham for, hvad han var. Ren passion. Endeløs ekstase. Usødet, rå kraft. 
Hun lod sig villigt fortabe i det. Tog imod og gav så meget, hun kunne. Blottede sig indre og lod lydene få frit løb. Følte sig mere fri end nogensinde før.

"Hvorfor først nu?" gentog Sidka hans spørgsmål, som var hun halvdum, men hun blev distraheret af hans overkrop, da han krængede vesten af sig. 
Muskler, hun aldrig ikke rigtig havde lagt mærke til før, sprang hende nu i øjnene og fik hendes mund til at løbe i vand. Sparsom ungelverhårvækst, der sad de helt rigtige steder, og som hun for et par dage siden sikkert ville have gjort nar ad, men nu syntes var ret frækt. Frækt og distraherende til et punkt, hvor hun måtte bede sin hukommelse gentage både, hvad han havde sagt og hun selv allerede én gang havde gentaget.
"Jeg ved det ikke," lød svaret så endelig, og hendes blik søgte hans, mens han pillede tøjet af hende. Helt hvordan han formåede det, mens han stadig bibeholdt grenenes greb om hendes arme, var hun ikke sikker på, men af kom det, og hun skød brystet frem for at vise ham, alt hvad hun var. "Men vi har altid været skæbnebestemt til at dele alt, har vi ikke?"

Måske var det ikke sådan ordene oprindeligt havde været hverken ment eller opfattet af resten af klanen. Men det gav mening for Sidka, idet hun sagde det. Der var stærke og duelige hanner i klanen, som hun med garanti ville parre sig med, når hun blev gammel nok til at gøre dén del af sin klanpligt, men de var ikke Sibal. Det her var anderledes. Det handlede ikke om pligt eller unger eller styrke - okay, det handlede lidt om styrke - men det handlede lige så meget om det dyriske begær og lysten til den krop, der på en eller anden måde havde delt sig i to i deres moders mave og nu længtes efter at blive ét igen.

Sidka slikkede sig lystent om munden og mødte Sibals blik, mens han befamlede brysterne. De var hans, og hun havde lyst til at han tog dem som sine. Tog hele hende. Berørte hver en millimeter af den hud, de havde delt i moderens mave og strukket ud til at dække dem begge. Deres hud. For de var én. Burde være det. Var det nu.

Sibals ord brast igennem hendes ophedede tanker og gav tvivlen en vej ind. Mage? Hans mage? Det ville aldrig gå. Klanen ville aldrig tillade en bror og søster sådan noget. Der var for mange gamle historier om vanskabte børn, eller værre: Børn, der kom ud uden fungerende magi! De måtte for alt i verden holde dette hemmeligt, måtte de ikke?
"Mage?" udbrød hun med et støn og opspærrede øjne. "Vi kan sgu da ikke fortælle nogen om det her... Eeeyyiih!"

Han rev hende rundt hurtigere, end hun kunne nå at følge med. Hun bed tænderne sammen for at undgå at bide sin egen tunge over, og endte på knæene, som skrabede mod stengulvet. Hudafskrabningerne sendte små, varme stik op gennem nervebanerne, men det blev hurtigt dulmet af Sibals hårde stød op i hende. Det fik hende til at glemme alt andet. Tvivlen om deres handlinger. Selv den vrede, hun havde båret rundt på hele aftenen. Der var intet andet end hans hænder på hendes hud, trækket i armene, den lette smerte i kroppens positur og hans hårde behandling af hende, hans magt over hende. 

Hendes støn steg i volumen sammen med hans, ligeglad med om hele festen nedenunder kunne høre hende hvine sin fryd ud. Det var ikke en ordentlig omgang, hvis man ikke skræmte fugle væk i mindst en halv kilometers omkreds, havde en af de ældre kvinder engang fortalt hende. Den første gang skulle helst også huskes som noget specielt. Det her måtte i den grad siges at tælle som noget specielt.

Se dét kunne Sidka godt lide at høre. Klanens bedste unghun - dét var hun bestemt! Men vent, betød det, at hun ikke kunne blære sig med at være det mere, hvis Sibal gik og sagde, han havde parret sig med hende, og det skulle være en hemmelighed? Hah, nej, de ville bare tro der var flere om titlen - det var der altid alligevel. Hun kunne selv prale med at have parret sig med den bedste han, men måske hun lige skulle vente en måned til alle havde glemt Sibals sejr.

"Hnnng, Sibal, jeg... Åh.." Sidka kunne ikke holde sammenhængende tanker mere. 
Hun gav sig hen til følelsen af ham, af magien der holdt hende fastbundet og hans stødte bevægelser mod hende. Smerten gjorde ikke noget mere, forløsningen var inde for rækkevidde.
Aldrig havde det føltes så godt. Sidka gjorde en dyd ud af at lege med sig selv - når hun var alene på deres værelse - så følelsen var bestemt ikke uvant for hende. Hvad der var uvant var, hvor meget bedre det var, når det var sammen med en anden - eller måske bare Sibal. Selvom han var hårdhændet, var det bedre end hun kunne beskrive, og hun lod euforien fylde sine lunger og drive ud i rummet.
"Bliv... Ved... Hårdere..." stønnede hun gennem sine højlydte, frydefulde lyde. 

Sidka skælvede under ham. Hans forløsning var hendes forløsning, og selvom de hastige bevægelser stoppede nu, forblev åndedrættet i samme tempo. Det fik hans hoved til at bølge op og ned, da han lagde sig til rette på hendes bryst. 
Selvom det var hende, der lå nederst og stadig var filtret ind i hans grene, følte hun sig overlegen. Hun havde fået ham til at have det sådan der. Hun havde gjort ham stakåndet og udmattet. Det var hendes bryst, han hvilede sig på nu - han trak sig ikke bare ud og lod hende ligge. Han fortsatte endda drillerierne ved at slikke på hende, og hun kunne ikke holde en kuldegysning tilbage. Hele hendes krop føltes elektrisk.

Men det var stadig unægteligt hårdt at ligge under hans vægt med arme, der snart blev mast til pandekager bag hendes ryg. Stengulvet føltes hverken hårdt eller koldt mere.
"Bind mig så op, Sibal," krævede Sidka, stadig åndeløs fra akten. "Mine arme sover."
Nok var han aftenens vinder og nok havde de lige indgået i elskov sammen, men han skulle stadig ikke tro han var noget. Ikke noget mere end hende i hvert fald!

"Åh du skylder," svarede Sidka med et djævelsk smil - men et godhjertet et. Han havde formået at dæmpe flammerne lidt med deres ... leg. "Især efter det her. Jeg skal nok tage hvad jeg vil have... Når du mindst venter det."
Smilet overgik til noget mere lusket og blev understøttet af glimtet i hendes blik. Næste gang ville han ikke være øverst. Næste gang ville hun få ham til at skrige, som hun lige havde gjort. Hun kunne ikke vente med at planlægge det. Det ville nok blive en nat, når han mindst ventede det, godt puttet ind i sine tæpper...

"I øvrigt ville jeg allerede have angrebet dig, hvis det var det jeg ville," tilføjede hun, for han skulle ikke tro, at han sådan havde vundet. Hun gik med til et forlig på sine egne præmisser - hun var ingen besejret kvinde. "Med benene. For mine. arme. sover. Kom så i gang! Vis samme snilde som du gjorde i skoven!"
Bare helst omvendt, for i skoven havde det handlet om at binde Sethro så meget ind, at han fik mudder op over begge spidse ører. Lige nu handlede det om at få blodomløbet til at virke igen i Sidkas ekstremiteter.

Sidka havde brug for hjælp til at komme på benene, men prøvede for alt i verden at ligne en, der ikke skulle bruge noget som helst. Selv oppe at stå igen var hendes arme smertefuldt summende, og blodet steg lidt for hurtigt til hovedet, så alting et øjeblik svimlede. 
"Mmhn, gildet," mumlede hun og prøvede i virkeligheden at trække tiden ud, så hun kunne få følelse tilbage i hænderne. "Men så skal du også hjælpe mig med at få tøjet på igen."
Sidka sendte sin bror et skælmsk smil og struttede lidt ekstra med brysterne ind mod ham for at få ham til at gøre, hvad hun ville have. For hun kunne ingenting, før blodomløbet var godt igang igen og Zaladins røvhul om hun ville indrømme det! 
I tankerne var hun allerede ved at planlægge sin grufulde hævn-sjov. Hun kunne gøre det om et par dage og snige sig op i under hans tæppe, mens han sov. Eller hun kunne vente til deres næste tur udenfor lejren og overraske ham med ujævnt terræn og sætte ham fast i jorden. Åh, hævnen ville blive sød. Sød, og dejlig og lige så sjov, som det her havde været.